Med aftalen om at afslutte Makedoniens politiske krise får landet en såkaldt særlig anklager. Den særlige anklager bærer måske kimen til forandring.
Mens valgkampen er i gang i Republikken Makedonien, og mens verden koncentrerer sig om flygtningenes ufrivillige ophold ved landegrænsen til Grækenland i weekenden, er en arbejdsgruppe i færd med at afgøre statens eventuelle fremtid.
Arbejdsgruppen forsøger at efterleve de aftaler, som blev indgået den 2. juni mellem repræsentanter for landets fire største partier. Aftalerne blev til i forlængelse af aflytningsskandalen og efter pres fra USA og EU. Arbejdsgruppen består af repræsentanter for de fire aftalepartner, partierne VMRO-DPMNE, SDSM, BDI og PDSh. Desuden deltager en række vestlige eksperter, og mindst en civilsamfundsorganisation, Most, har også været indkaldt.
2. juni-aftalen fik yderligere substans, da man – efter meget drama og tovtrækkeri og godt en måned efter aftalens deadline – den 15. juli kunne udpensle detaljerne. Dramaet, som det udspillede sig i medierne, gik på, hvornår premierminister Nikola Gruevski skulle bebude sin afgang og give plads for den aftalte overgangsregering. Grunden er og var, at jo længere Gruevski sidder, jo lettere er det for ham at gøre statsadministrationen til motor for VMRO-DPMNE-partiet og hans egen valgkamp.
Det blev man så enige om. Overgangsregeringen skal tiltræde den 15. januar, siger aftalen af 15. juli, og Gruevski skal derfor forinden tage sin afsked.
Makedonien får en særlig offentlig anklager
15. juli-detaljerne rummer en bestemmelse om, at der skal udpeges en særlig anklager,(Специјално Јавно Обвинителство), som med ”… fuld autonomi skal lede undersøgelserne af de forhold, der udspringer af aflytningerne …”. Den særlige anklager skal udpeges i enighed af aftalepartnerne.
Det betyder, at chefen for den offentlige anklagemyndighed ikke selv skal lede undersøgelserne. Det bringer mening, fordi nogle af aflytningerne tyder på, at chefanklageren, Marko Zvrlevski, selv er indblandet i nogle af de forhold, aflytningerne afslører.
Meningen er, at Gruevski og hans folk selv skal kunne ende på anklagebænken, når der viser sig at være grund til det. I øjeblikket tror ingen på, at domstolene er upolitiske. Også det bekræfter aflytningerne. Hvis denne mistillid til statens institutioner skal brydes, så er det naturligvis et minimum, at kriminelle stilles for en domstol. Men det er endnu vigtigere, at borgerne har tillid til, at de domme, der falder, er upolitiske.
Den særlige anklager vil måske kunne nære håbet om, at noget sådant er muligt i fremtidens Makedonien. Hvis han eller hun altså får lov at arbejde uafhængigt.
Det er derfor uhyre interessant, hvem den særlige anklager bliver? Det er også interessant, om han eller hun principielt skal referere til Zvrlevski, hvilket Gruevski sjovt nok har insisteret på.
Arbejdsgruppen har – så vidt vides – endnu ikke offentliggjort noget afgørende om den særlige anklager.
Overgangsregering fra 15. januar
15. juli-detaljerne beskriver også, hvordan og hvornår overgangsregeringen skal sammensættes. Bl.a. vil der blive udpeget en ny indenrigsminister, og denne minister skal indstilles af Socialdemokratiet (SDSM). De mest magtfulde ministerposter bliver i det hele taget besat med to personer. En minister og en viceminister, hvoraf den ene kommer fra SDSM og den anden fra VMRO-DPMNE.
Indenrigsministeriet er især interessant. Dels har ministeren magten over politiet, og dels har ministeret haft en nøglerolle i den valgsvindel, der er blevet afdækket med aflytningsskandalen. Det er indenrigsministeriet, der udsteder de ID-kort, der udløser en stemmeseddel.
Øvelsens formål er at undgå, at statsadministrationen bliver spændt for VMRO-DPMNEs vogn i valgkampen. Det nationalkonservative regeringspartis folk sidder på statsadministrationens vigtigste poster, hvorfor den slags kan lade sig gøre. Lidt karikeret kan man sige, at staten ingen medarbejdere har. Medarbejdernes loyalitet ligger hos partiet, som man skylder sin stilling.
Eftersom statens folk dårligt kan fyres, bliver oppositionens folk efter hvert valg manøvreret ud i periferien af administrationen, hvor de sidder og venter på, at magten skal skifte.
Gruevski kan vinde valget
Gruevski skal ikke være premierminister i perioden mellem den 15. januar og den 24. april, hvor valget vil finde sted. Det fremgår af aftalen. Derimod står der ikke noget om, at Gruevski ikke kan vinde valget og vende tilbage til posten som premierminister. Og det er der al mulig grund til at tro, at han gør.
Det er muligt, at vælgerne vil noget nyt. Men det generelle billede er ikke, at de ser et alternativ i SDSM. Tværtimod repræsenterer SDSM for mange det gamle Jugoslaviske regime – politistaten. Selvom aflytningsskandalenhar afsløret regimet som dybt kriminelt, så er det absolut ikke indlysende for borgere flest, at SDSM vil være anderledes.
Også af den grund afhænger Makedoniens fremtid formentlig af den særlige anklagers position. Forestiller man sig, at den særlige anklager ikke formår at stille regimets hovedmænd for en domstol, og forestiller man sig samtidigt, at Gruevski efter den 24. april fortsætter som før, så er alt håb om forandring slukket for en rum tid fremover.
Endnu en generation af unge, som ikke er en del af klientellet, vil sandsynligvis søge lykken andetsteds – i EU, USA, Australien og så videre. EU kan så se frem til endnu en ”folkevandring”.
2. juni-aftalen kom i stand i EU’s villa i kvarteret Przhino (Пржино). Derfor kaldes aftalen også for Przhino-aftalen (tilføjet 15/9, red.)
"Makedoniens håb er den særlige anklager" blev sidst opdateret: 12. august 2019 af John Petersen
Årsdagen for Ohrid-aftalen giver igen anledning til at dyrke skillelinjerne mellem de albanske politikere i Makedonien. Splittelse truer måske partiet BDI.
I Zajas levede engang en gumpetung hest. Den var vanskelig at styre, for dens figur gjorde den umulig at sadle. Det ved omtrent alle i Makedonien, fordi hesten og dens kedelige egenskab nævnes i en telefonsamtale mellem Ali Ahmeti og Musa Xhaferi. Samtalen blev aflyttet, og i forbindelse med aflytningsskandalen er den blevet offentliggjort i ”bombe” nummer 38.
Ali Ahmeti er leder af partiet Bashkimi Demokratik për Integrim (BDI), mens partifællen Musa Xhaferi er en af vice-premierministrene i regeringskoalitionen med det makedonske, nationalkonservative VMRO-DPMNE. De to kommer begge fra Zajas, hvorfor den nu berømte hest findes i begge politikeres erindring.
Når hesten har noget at gøre i samtalen, er det fordi de to gamle venner snakker om Artan Grubi. Og de synes, han minder om hesten. Artan Grubi er partileder Ahmeti’s kabinetchef og således også en partifælle.
Når den gumpetunge hest spiller en rolle i det nærmest rituelle årlige skænderi på den albanske side af makedonsk politik, så er det fordi BDI har udsendt en pressemeddelelse, hvori Ali Ahmeti bl.a. beskylder sine modstandere for at være barnlige.
Det har Ibrahim Zeqiri reageret på. Han er en af profilerne i det nystiftede albanske parti, BESA. I et Facebook-indlæg henviser han til samtalen om den gumpetunge hest og meddeler på den baggrund, at Ali Ahmet selv kan være barnlig.
Og så er der lige den sløjfe på historien, at det naturligvis ikke er Ali Ahmeti, der skriver pressemeddelelser. BDI-pressemeddelelsen er sandsynligvis – og det går Ibrahim Zeqiri givetvis ud fra – skrevet i Ahmetis kabinet af Artan Grubi.
De albanske toppolitikeres landlige referenceramme vækker moro blandt byboer af både makedonsk og albansk tilsnit. Og den uforsigtige skidtsnak om en partifælle er naturligvis uheldig. Men ret beset ville det være lykkeligt for Ahmeti og BDI, hvis der ikke var mere at sige om skillelinjer blandt albanerne. Men det er der.
Albansk fødselsdagsfight
Torsdag var det 14 år siden, at Ohrid-aftalen blev underskrevet. Det markerede sekretariatet for implementeringen af Ohrid-aftalen med en konference på Hotel Holiday Inn i Skopje. Hvert år giver denne fødselsdag anledning til, at landets albanere lufter deres frustrationer, fordi den makedonske side ikke overholder aftalen. Således også i år.
I år er det dog, som om stødene rammer lidt dybere. Man langer ikke ud efter makedonerne, for det er ikke dem, man knytter forventninger til. Man forsøger derimod at træffe BDI-partileder Ali Ahmeti, som ifølge kritikerne ikke gør nok for at holde sin makedonske regeringspartner fast på aftalen.
Det var på den baggrund, at Ali Ahmeti og BDI sendte pressemeddelelsen ud, som blandt andet kaldte kritikerne barnlige.
BDI og Ahmeti nævner i pressemeddelelsen også alle de fremskridt, som albanerne – ifølge BDI – skylder den væbnede konflikt i 2001 og den Ohrid-aftale, der kom ud af konflikten. Meddelelsen minder om muligheden for at benytte albanernes flag, oprettelsen af et albansk statsuniversitet, omkring 20.000 albanere, der nu er offentlige administratorer og over 4.000 albanere i de væbnede styrker. Sluttelig beskyldes ”de barnlige” for at have erklæret alt dette ”dødt”, hvilket sikkert skal betyde ligegyldigt.
Som nævnt ovenfor tog BESAs Ibrahim Zeqiri til genmæle i forhold til ordet barnlig, men først mindede han om følgende:
Oprørerne i UÇK Makedonien har endnu ikke fået ordnet deres status, selvom også dette er bestemt i Ohrid-aftalen
Det albanske sprog vil heller ikke i 2015 opnå at blive lovgivningssprog på lige med makedonsk, selvom det står i Ohrid-aftalen.
Det er nu 11 år siden, at aftalerne i Ohrid efter planen skulle have været ført ud i livet.
Det første kritikpunkt svier rigtig meget i BDI. Herom senere.
Zeqiri spiste også brød til de angivelige fremskridt, som BDI hævdede i sin pressemeddelelse. Eksempelvis mener Zeqiri, at de mange offentlige administratorer reelt er partislaver, som tager pladsen fra folk med meritterne i orden. Og han nedgør det albanske universitet, som han vistnok mener, er reduceret til et partikontor og i øvrigt blandt de ringeste i verden.
Ohrid-aftalen er albanernes målestok
Som man ser, går de albanske partier ind for, at albanerne skal hævde deres forfatningssikrede rettigheder og de håndslag, der blev givet med Ohrid-aftalen. Og det er dét, de diskuterer og måler sig selv og hinanden på.
De albanske partier i Makedonien er ikke separatister. Derfor er det heller ikke en del af debatten, om de albanske partier nærmer sig henholdsvis fjerner sig fra albansk uafhængighed.
Det er klart, at BESA slår sig op på, at de vil kunne gennemføre mere, end BDI har fået gennemført. Og det samme gælder for PDSh.
Det er graden af kompromisvillighed, der skiller partierne. Det skiller også BDI internt. Partiet er splittet i de mere eller mindre pragmatiske. Venlige iagttagere vil vide, at der somme tider er positivt sammenfald mellem kompromisvilje og personlige interesser (læs: korruption og klientelisme), mens mindre venlige stemmer vil sige, at det er reglen snarere end undtagelsen.
Det var Ohrid-aftalen, der skabte fred mellem de væbnede albanske oprørere i NLA eller UÇK Makedonien og de makedonske sikkerhedsstyrker. I den forfatning, albanerne ikke ville underlægges, forsøgte penneførerne at gøre Makedonien til en ren nationalstat, hvilket ville være ensbetydende med, at albanerne – kultur, sprog, osv. – per definition ville udgøre et fremmedelement. Den ændrede forfatning gav albanerne plads i forfatningen, selvom de ikke blev helt ligestillet med makedonerne.
Ohrid-aftalen var et kompromis. Det der gør de albanske partier forskellige, er i hvor høj grad de er parat til at gå på kompromis med kompromisset.
Kommandanterne i BDI
Til forskel fra PDSh og BESA, så er BDI vokset ud af den væbnede konflikt i 2001. Derfor rummer partiet fortsat de såkaldte kommandanter – altså soldaterne i NLA eller UÇK Makedonien. Derfor er spørgsmålet om at ordne oprørerne status, som det nævnes oven for, i særlig grad et ømt punkt for BDI. Det er netop det punkt, der også internt i BDI skaber splittelse.
I de albanske kommuner finder man mindesteder for de faldne fra NLA eller UÇK-Makedonien (Ushtria Çlirimtare Kombëtare). Her tilskrives Lavdi, “hæder og ære”, de faldne fra Mujdin Aliu-brigaden omkring Tetovo.
De albanske partier mener, at oprørerne skal sikres pension på lige fod med de mænd, der i 2001 kæmpede i eller sammen med statens sikkerhedsstyrker. Og krigsinvaliderne bør naturligvis have invalidepension, mener man. Det er efter 14 år endnu ikke lykkes at få ordnet kommandanternes forhold.
Når det ikke kan lykkes, trods ordene i Ohrid-aftalen, er det selvfølgelig fordi de makedonske partier stritter imod.
Kommandanterne tilhører især BDI-partiorganisationerne i Kumanovo (Kumanovë) og Kicevo (Kërçovë). Det er ifølge iagttagere grunden til, at Kicevo ønsker sig en strammere linje og ikke hører til Ali Ahmetis sikre støtter. Det på trods af, at Ahmeti selv kommer fra området. Partiorganisationen i Kumanovo regnes derimod for at støtte Ali Ahmetis linje, selvom kommandanterne altså er i klemme.
Der er også partiorganisationer, som finder Ali Ahmetis linje for stram, og som er kendt for en mere kompromissøgende linje. Hertil hører ifølge iagttagere partiorganisationen i Tetovo (Tetovë) med borgmester Teuta Arifi i spidsen.
Blandt de øvrige vigtige og større partiorganisationer hører Skopje (Shkup), som støtter Ali Ahmetis linje.
Flækker BDI?
Den 13. august kunne INA meddele [oprindeligt link, https://web.archive.org/web/20160323193721/http://ina-online.net/bdi-drejt-ndarjes-fraksioni-i-rebeluar-do-formoje-parti-te-re/, red], at en fraktion inden for BDI ville bryde ud og stifte et nyt parti. Historien havde man fra en angiveligt sikker og højt placeret, men anonym, BDI-kilde.
Det er ikke første gang, man læser netop det rygte. Men denne gang satte INA navne på udbryderne, som skulle bestå af bl.a. Hazbi Lika, Fatmir Dehari med flere. Navnene identificeres netop som de, der repræsenterer et større hensyn til kommandanterne.
Ifølge kilden vil bruddet ske i de kommende uger og både borgmestre, hele partiafdelinger og statsfunktionærer vil angiveligt flytte over i det nye parti.
Hazbi Lika har efterfølgende benægtet, at der skulle være tale om at stifte et nyt parti. Derimod lægger han ikke skjul på, at han mener, partiet har fjernet sig fra de idealer, kommandanterne kæmpede for i 2001 og som førte til Ohrid-aftalen. Han mener også, at Ali Ahmeti har ansvaret. Det er dog ikke noget nyt, at Lika står på det synspunkt.
–
Bashkimi Demokratik për Integrim (BDI) er det samme som DUI, som er akronymet for både den engelske og makedonske – og danske – titel, Demokratisk Union for Integration.
Partia Demokratike Shqiptare (PDSh) er det samme som DPA, Democratic Party of the Albanians, og akronymet passer på både engelsk og makedonsk.
Rilindja Demokratike Kombëtare (RDK) er det samme som NDR, National Democratic Revival, som er akronymet på engelsk – og dansk. På makedonske bliver akronymet NDP. Partiet opnåede ét mandat ved valget i 2014 og er ikke nævnt i teksten.
"Splid om Ohrid-aftalen blandt Makedoniens albanere" blev sidst opdateret: 4. juni 2020 af John Petersen
Skopjes byråd har besluttet at opføre endnu et kontroversielt monument i Skopje. De såkaldte ægæiske makedonere vil få et gigantisk monument, skriver Lajm.
Rådet for storkommunen ”Skopje City” besluttede for en uges tid siden at opføre et monument for de såkaldte ægæiske makedonere. Monumentet bliver endnu ét i en nærmest uendelig række af monumenter, statuer, bygninger, broer og meget andet i projektet Skopje 2014.
Rådet er domineret af regimets regerende parti, VMRO-DPMNE.
Den albanske del af befolkningen i Makedonien, sandsynligvis 25 %, mener at projektet Skopje 2014 gør albanerne til et fremmedelement i et land, de har beboet siden oldtiden. Det synspunkt bliver blot bekræftet med endnu et monument, der – i lighed med resten af Skopje 2014-projektet – alene bearbejder den slaviske befolknings identitet og sammenhæng med statsdannelsen, Republikken Makedonien.
I parentes bemærket er selv ordet ”slavisk” nu om dage også kontroversielt. Det er ikke alle i nutidens ”makedonske” del af befolkningen, der ønsker at blive refereret til som slaviske i etnisk forstand. Sproget er dog uomtvisteligt slavisk.
Den ægæiske forbindelse
Det ægæiske Makedonien er den del af Makedonien, der siden Balkankrigene (1912-13) har hørt til Grækenland. Udtrykket bruges undertiden til at markere forskellen fra Vardarmakedonien, som er lig med Republikken Makedonien, og Pirinmakedonien, som er den stribe Makedonien, der ligger i Bulgarien.
Så langt er det relativt ukontroversielt for Grækenland, som jo med og mod Republikken Makedonien har udkæmpet ”navnestriden” i over tyve år.
Det er straks mere kompliceret, når monumentet i Skopje skal mindes de ægæiske makedonere. Udtrykket bruges især i Republikken Makedonien. Her hentyder udtrykket til de makedonere, som flyttede, flygtede, eller som blev fordrevet fra det ægæiske Makedonien i forbindelse med Balkankrigene, første verdenskrig og den græske borgerkrig i 1946-49.
Nordgrækenland tømmes for … for hvad?
Det er især den græske borgerkrigs følger, der er i levende erindring. I den græske borgerkrig kæmpede kommunisterne i Nordgrækenland for at komme med i en kommunistisk balkanføderation, eventuelt med hele Makedonien som en af byggeklodserne.
Kommunisterne tabte, fordi USA stillede sig på Athen-monarkiets side, og fordi Stalin – og dermed Bulgarien, Jugoslavien og Albanien – ikke mente, at denne krig ville kunne vindes. Amerikanerne ville aldrig give Sovjetkommunismen adgang til Middelhavet, mente Stalin. Og den vurdering havde han ret i. Jugoslavien og Albanien trak så støtten og lukkede grænserne for oprørerne i ægæisk Makedonien og Epirus. Dermed var spillet ude.
Det førte til en flygtningestrøm fra ægæisk Makedonien til Jugoslavien og Albanien og en generel massemigration til østbloklande som Tjekkoslovakiet og Sovjetunionen og også til USA, Canada og Australien. De flygtende tilhørte for en stor dels vedkommende ægæisk Makedoniens slaviske befolkningselement.
En særlig skæbne overgik flygtningebørnene fra den græske borgerkrig. De bliver mindet her i Zhena Borets-parken i Skopje. ”Hjemlandet – de landflygtiges længsel” står der under relieffet. Børnene blev evakueret af kommunisterne i Nordgrækenland, mens deres forældre fortsat kæmpede. Forældrene flygtede eventuelt senere, forældre og børn endte i forskellige verdensdele, og i stort omfang fandt de aldrig hinanden igen.
I Grækenland refererer man fortsat til de flygtende som kommunister. Deres statsborgerskab blev efterfølgende inddraget, og herefter konfiskerede staten deres ejendomme. I Republikken Makedonien og blandt den makedonske diaspora i USA, Australien og Canada refererer man til det makedonske eksodus.
Det er nærliggende at forstå afslutningen på den græske borgerkrig som sidste etape i en etnisk udrensning af ægæisk Makedonien og det nuværende nordlige Grækenland i det hele taget. Hvis man ser sådan på det, så mener man også, at ægæisk Makedoniens slaviske befolkningselement var særligt udsatte, mens det blot var heldigt for den græske stat, at man kunne jage dem på flugt under etiketten ”kommunister”.
… for etniske makedonere?
Det bliver blot endnu mere kontroversielt, hvis man med ægæiske makedonere mener makedonsk i etnisk forstand. Og det er netop en version af historien, som dyrkes i Skopje. De flygtede ægæiske makedonere er i denne version ikke bulgarer eller slaver, men etniske makedonere.
Ideen bag Skopje 2014 er intetsteds formuleret i sammenhæng. Derfor kan man ikke med sikkerhed vide, om monumentet for de ægæiske makedonere har til hensigt at provokere Grækenland på denne måde.
Men det er sandsynligt, at monumentet vil blive forstået således: regimet i Republikken vil med markere, at ægæisk Makedonien tabte sin (oprindelige) makedonske-etniske befolkning i det 20. århundrede.
Kuriositeter
Den US-amerikanske indgriben i borgerkrigen forklarer i nogen grad, hvorfor den græske venstrefløj har arvet en betydelig skepsis over for den anglo-amerikanske verdensorden. Den samme skepsis overfor US-amerikanerne finder man i Republikken Makedonien, hvor dette først trin i inddæmningen af Stalin umuliggjorde idéen om et samlet Makedonien.
Hvorfor er der ikke foreningsfrihed i EU? En af mange delforklaringer er, at Grækenland var imod, da EU-institutionerne arbejdede med sagen. Grækenland var bange for, at en European Association Statute ville gøre det muligt for “kommunisterne” at vende tilbage. Det har overtegnede skrevet om i Derfor har vi ikke EUropæisk foreningsfrihed.
Premierminister Nikola Gruevski’s far og farmor var blandt de flygtende fra den græske borgerkrig. De kom fra en landsby i ægæisk Makedonien, der på det tidspunkt hed Achlada (Αχλάδα), men som før helleniseringen hed ”Krusurati”. Den ligger meget tæt på den nuværende statsgrænse til Republikken Makedonien.
Har man set Manchevski’s film Сенки eller ”Shadows”, så er man allerede stødt på de ægæiske makedonere. Et af de spøgelser, hovedpersonen Laki må trækkes med, indtil det endelig bliver stedt til hvile, er netop ægæer.
"Ægæiske makedonere får monument i Skopje" blev sidst opdateret: 29. april 2024 af John Petersen
Reelt bliver Gruevski’s klamren sig til magten latterliggjort i rapporter fra USA og EU, som blev offentliggjort i sidste uge. Men måske måler Makedonien med andre alen?
Gruevski vil ikke overdrage magten til en overgangsregering, selvom han med aflytningsskandalen har mistet al legitimitet. To rapporter underminerer hans sidste argument: at han er valgt af folket. Men spillet er ikke ude endnu.
To rapporter prægede Republikken Makedoniens politiske krise i den forløbne uge. Den såkaldte Priebe-rapport, som er dateret 8. juni, er udarbejdet for EU-Kommissionen af et hold uafhængige såkaldte ”senioreksperter” under Reinhard Priebe. Priebe er tidligere direktør i EU-Kommissionen og nu pensioneret. Dernæst det amerikanske udenrigsministeriums (State Department) Macedonia 2014 Human Rights Report.
Set på baggrund af aflytningsskandalen er det i forvejen svært at forstå, hvordan premierminister Nikola Gruevski kan blive siddende på sin post. Med de to rapporter bliver det blot endnu mere ubegribeligt. For iagttagere verden over må Gruevski’s klamren sig til magten fremstå som nærmest latterlig. Lidt a la Monty Pythons The Black Knight Fight, hvor ridderen insisterer på fortsat kamp, selvom han har mistet både arme og ben.
Gruevski’s moralske integritet er amputeret og hans sidste arguments lødighed fremstår nærmest komisk i de to rapporters lys. Men det er ikke sikkert, det spiller den store rolle i Makedonien.
Priebe-rapporten bekræfter
Priebe-rapporten analyserer Makedoniens politiske krise i lyset af aflytningsskandalen, som har ”afsløret eller bekræftet” en række ”systemiske problemer”.
Systemiske problemer betyder vitterligt, at eksperterne kun forholder sig til institutionernes problemer. Ikke til befolkningens med- eller modvilje overfor regimet, for eksempel. Dernæst giver eksperterne en række anbefalinger.
Hvis man inddamper det synspunkt, der ligger bag eksperterne anbefalinger, så kunne det lyde således:
”Magthaverne bør sætte magt bag at implementere landets love og regler, fremfor at bruge magten til at underminere landets love og regler.”
Love og regler er nemlig ofte i orden, men hverken domstole, anklagemyndighed, efterretningstjeneste, valg, medier eller andre institutioner får lov til at spille efter reglerne. Eftersom Gruevski står i spidsen for magthaverne, kan man omformulere til: ”Gruevski bør opføre sig ordentligt”.
Hahn er informeret
Priebe-rapporten blev overdraget til vice-premierminister Fatmir Besimi i Bryssel den 17. juni. Cirka en uge senere blev den offentliggjort. Det betyder, at offentligheden nu har kendskab til, hvad EU-udvidelseskommissær Johannes Hahn ved og går ud fra.
Hahn spiller en central rolle i forhandlingerne om at bringe Makedonien ud af den politiske krise.
Offentlighedens kendskab til Hahn’s indsigt er vigtigt. Det er vigtigt, fordi folk har været i tvivl, om Hahn egentlig er helt med på, hvad der foregår. En uge efter offentliggørelsen af den første såkaldte ”bombe” i aflytningsskandalen kom Hahn for skade at sige, at han forventede af de makedonske institutioner (domstole), at de blot ville gøre deres pligt i denne anledning. Den misforståede tillid til institutionerne blev taget meget fortrydeligt op – for eksempel i Ana Petruseva’s The ’Proof’ is Around You, Mr Hahn.
Det fik en vred leder af oppositionen, Socialdemokraternes (SDSM) Zoran Zaev, til at melde sig ud af processen og det opfølgende møde den 10. juni. Hahn’s udsagn var ifølge Zaev forkert og partisk, og i øvrigt havde aflytningsskandalen jo i mellemtiden vist alt andet, end hvad Hahn sagde i USA. Zaev kom dog på bedre tanker, angiveligt efter at have talt i telefon med Hahn.
Med Priebe-rapporten og Macedonia 2014 Human Rights Report står det klart, at hvis Hahn er partisk, så er det i hvert fald ikke udtryk for uvidenhed. Rapporterne levner ikke plads til at relativere de forbrydelser, som Gruevski tilsyneladende har stået i spidsen for.
Rapporterne ser OSCE/ODIHR, aflytningsskandalen og nu rapportørernes erfaringer i et kontinuum, som ikke levner rum for positive skudsmål. Heller ikke om 2014-valgenes legitimitet.
Nu ved folk, at Hahn ved, hvad der foregår. Eksperterne bekræfter aflytningsskandalen, og aflytningsskandalen bekræfter, hvad borgerne i Makedonien hele tiden har ment at vide. Dermed ikke nødvendigvis være sagt, at de makedonske borgere er imod Gruevski og regimet.
Borgerne, Hahn, EU og så videre ved altså besked: Gruevski er ikke nødvendigvis valgt af folket, som han siger. Valget er ikke foregået efter bogen. Og Gruevski fremstår en smule latterlig, hvis man altså synes, den slags betyder noget.
EU Rådet opfordrer til Priebe-reformer
Den 23. juni havde EU-Rådet Makedonien (fYRoM) på dagsordenen. Rådet opfordrede Makedoniens ledere til at gennemføre de reformer, som bl.a. Priebe-rapporten anbefaler.
Dermed er Makedoniens politiske krise nået til tops i EU-systemet. De makedonske borgere kan nu fuldstændigt udelukke den mulighed, at EU-systemet ikke finder nødvendigheden af reformer dokumenteret. De kan også udelukke, at EU-systemet tror, at der fortsat er behov for at dokumentere problemernes omfang.
Men! Man kan også bemærke, at EU Rådet kun forholder sig til de nødvendige reformer. De forholder sig ikke til forudsætningerne for, at reformerne kan virke, nemlig at: ”Magthaverne bør sætte magt bag at implementere landets love og regler, fremfor at bruge magten til at underminere landets love og regler.”
Optakten til endnu et møde i dag
I dag mødes parterne endnu engang. Nikola Gruevski (VMRO-DPMNE), Zoran Zaev (SDSM), Ali Ahmeti (DUI) og Menduh Thaci (DPA) skal finde ud af, hvad der skal ske i overgangsperioden indtil valget i april 2016. Denne del blev man ikke færdige med på møderne den 2. og den 10. juni.
Leder af EU’s repræsentation i Skopje, Aivo Orav, og USA’s ambassadør Jess L. Baily deltager formentlig også, mens Hahn tilsyneladende ikke deltager denne gang.
Det der deler vandene er, hvornår Gruevski skal gå af? Det er sluppet ud, at Gruevski har tilbudt at slippe tøjlerne tre måneder før valget, mens Socialdemokraterne kræver, at det skal ske tidligere.
Socialdemokraternes argument er, at hvis Gruevski har kontrol over systemet indtil tre måneder før valget, så har han alle chancer for igen at vinde valget. Man vil ikke kunne nå at reformere systemerne, hvilket – kort sagt – vil få systemerne til (igen) at arbejde for partiet VMRO-DPMNE og i nogen grad koalitionspartneren DUI.
Gruevski har siden EU Rådets opfordring spredt det budskab, at han og VMRO-DPMNE er klar med en handlingsplan, der skal gennemføre de reformer, som blev aftalt den 2. juni. Gruevski har også ladet forstå, at dette reformarbejde skal ses som en fortsættelse af alle de andre fremskridt, han mener at have leveret i årenes løb.
Han holder fortsat på, at han er valgt af folket og således ikke har ret til at overdrage magten til en overgangsregering.
Selv, hvis Socialdemokraterne i dag får gennemtrumfet, at Gruevski skal gå af tidligere – måske endda omgående –, så er det langt fra sikkert, at Gruevski taber valget i april af den grund. For som en kommentator sagde i foråret: Hvad nytter det, at kejseren er nøgen, hvis undersåtterne er nudister?
Gruevski kan udmærket ende med at le sidst – uanset, om han slipper tøjlerne i hele overgangsperioden eller kun i en del af overgangsperioden.
2. juni-aftalen kom i stand i EU’s villa i kvarteret Przhino (Пржино). Derfor kaldes aftalen også for Przhino-aftalen (tilføjet 15/9, red.)
"Ler latterlige Gruevski sidst?" blev sidst opdateret: 12. august 2019 af John Petersen
Jernbanen og E75 mellem Thessaloniki og Kumanovo har i årevis udgjort fodstier for flygtninge. En ny lov i Republikken Makedonien gør det nu muligt at tage toget.
Så sent som i weekenden kunne man på strækningen mellem Kumanovo og Thessaloniki konstatere, at de var der endnu. De små og større grupper af vandrende fremmede, som benyttede jernbanesporene, motor- og hovedvejen på deres vej væk fra krig og kollapsede stater.
Allerede i går var det så slut på Republikkens side. På strækningen Udovo-Smokvica, hvor der endnu ikke er motorvej, og hvor enhver bilist i de senere år har kunnet konstatere flygtningestrømmen ved selvsyn, var der igen kun biler på vejen. Tv-nyheder bekræftede i aftes, at flygtningene nu tager toget direkte fra Gevgelija i syd til Tabanovtse ved grænsen til Serbien i nord. Det skyldes, at Loven om asyl og midlertidig beskyttelse trådte i kraft mandag.
I det sydlige Makedonien, på den græske side, var de der dog fortsat. Her følger de især jernbanen, som for eksempel syd for Polykastro, ligger langs hovedvejen. Enhver kan se dem, mens de langsomt traver mod nord. Mænd, kvinder, børn i favnen, tøjbylter på ryggen, lidt mere kulørte i huden og tøjet, lidt flere tørklæder end normalt på disse kanter, og en smule foroverbøjede i de cirka 37 graders varme, høj sol og den tørre, lette brise.
Til Thessaloniki er de typisk kommet med tog fra Piræus. Til Piræus er de kommet med færge fra de græske øer, hvortil de er kommet fra Tyrkiet. Fra Thessaloniki kan de ikke tage toget videre nordpå uden gyldige pas og visa, fordi det næste stop er Skopje. Altså udenlands. Derfor må de gå.
Flygtningeloven i aktion
Den nye lov blev hastet igennem i sidste uge. Den er skruet sådan sammen, at flygtningene får en 72 timers opholdstilladelse i Makedonien, når og hvis de henvender sig til en myndighedsperson og udfylder en blanket, og hvis de siger, at deres intention er at søge asyl i Makedonien, skriver MIA.
Myndighederne opgave har hidtil været at pågribe flygtningene for så at sende dem tilbage til Grækenland. I princippet. Enhver kan se, at det ikke sker, fordi det er et sisyfosarbejde. De kommer tilbage igen. I praksis betyder opholdstilladelsen, at flygtningene ikke behøver at skjule sig for myndighederne, og at civile gerne må hjælpe flygtningene. Derfor kan flygtningene nu tage tog, taxi, tomle den, eller hvad de nu kan finde på.
I praksis tager de toget til Tabanovtse, hvor den næste udfordring er at passere grænsen til Serbien. De har ingen intentioner om at søge asyl i Makedonien. Og hvis en flygtning endelig skulle få en så usædvanlig idé, så ville han blive interneret i det allerede overfyldte modtagecenter i Gazi Baba. Modtagecentrets umenneskelige forhold er en af de uofficielle grunde til, at man har vedtaget loven om asyl og midlertidig beskyttelse.
Og der er andre humane grunde. Flygtningenes færd gennem Makedonien er ikke ufarlig. F.eks. er omkring 25 blevet kørt over af toget, og kriminelle bander kidnapper flygtningene og kræver løsepenge. I den mildere ende sælger initiativrige forretningsmænd cykler til flygtningene for uanstændigt høje priser. Og således videre.
Alt i alt vil loven hjælpe flygtningene igennem Republikken Makedonien, uden alt for meget besvær.
Denne vejledning cirkulerer på de sociale medier, hvorfra organisationer og individer koordinerer hjælpen til de mange flygtninge.
Omfanget kendt i årevis
Allerede i 2014 blev daværende politi- og indenrigsminister Gordana Jankuloska citeret for, at myndighederne gør alt hvad de kan for at pågribe de ulovlige migranter. Det skal nok tages med et gran salt. På samme tidlige tidspunkt, nævnte Jankuloska, at det handler om hundredetusinder, der bruger Republikken Makedonien som transitland.
Ifølge frivillige hjælpeorganisationer og myndigheder er det fortrinsvis syrer, afghanere og irakere, der benytter ruten.
Kun få vil fotograferes, så her er et billede fra førstesalen i Sinan Tatar ”Pasha” moskéen i Kumanovo. Her overnattede og hvilede i tusindvis af flygtninge, inden de gik de sidste ti kilometer op til Tabanovtse ved den serbiske grænse. Fem frivillige organisationer sørgede indtil for få dage siden for mad, drikke, lægebehandling og hvile for trætte eller forkomne flygtninge.
Det frivillige hjælpearbejde i Makedonien koordineres blandt andet via denne Facebook-side.
"Flygtninge får fri passage gennem Republikken Makedonien" blev sidst opdateret: 12. august 2019 af John Petersen
Hvis regler skal håndhæves i den albanske del af Skopje, så spørger man først lige Ali Ahmeti, om det er ok. Det indtryk giver gårsdagens politiske bombe i Makedonien.
Endnu en portion ulovligt aflyttede telefonsamtaler blev i går offentliggjort i Republikken Makedonien. Nu er det regeringskoalitionens albanske parti, DUI – eller BDI med det albanske akronym -, der står for skud. Det er den 38. portion, siden oppositionsleder Zoran Zaev og Socialdemokraterne (SDSM) begyndte at lække aflytningerne den 9. februar. Portionerne kaldes bomber, Zaevs bomber. Gårsdagens bombe afslørede samtaler, der som minimum sår tvivl om DUI og Ali Ahmeti’s respekt for love og regler.
Det er omtrent den mindste nyhed i Makedoniens historie, at bygninger – i hvert fald indtil for nylig – bliver opført uden tilladelse. Tilladelserne kommer efterfølgende, lokalplaner bøjes, og lovene gælder i det højeste for regimets politiske modstandere. Og så videre. Enhver kender eksempler.
Men det er alligevel sjældent at høre, hvordan sådan noget egentlig foregår. Det er tillige overraskende, at der sjakres om den slags på allerhøjeste niveau. Det er blot et af de forhold, man kan lytte sig til i bombe nummer 38.
Gårsdagens aflytninger åbner med stemmer, der angiveligt tilhører premierminister Nikola Gruevski (VMRO-DPMNE) og koalitionspartneren, partileder Ali Ahmeti (DUI). Gruevski beder Ahmeti sikre, at politi og myndigheder uhindret kan rive et par bygninger ned, som er opført uden tilladelse.
Samtalen må ligge en to-tre år tilbage, for før det gjaldt en ”lov om lovliggørelse af ulovligt byggeri”. Loven gav mulighed for ”amnesti” til ulovligt opførte byggerier, hvis man søgte inden en bestemt dato. Gruevski og Ahmeti blev herefter enige om, fremgår det, at det skulle være slut med, at bygherrer kunne slippe afsted med at bygge ulovligt. Nu skulle gældende regler håndhæves.
Gruevski’s problem er, at der alligevel er blevet opført ulovlige bygninger i bydelen Cair, som er ledet af DUI og altså domineret af albanere. Dagen efter samtalen har politi og myndigheder planer om at rive en bygning ned. Den er opført lige over for den amerikanske ambassade, fremgår det af samtalen.
Gruevski minder Ahmeti om, at de har en aftale, og at Gruevski selv har overholdt aftalen. I ”mine” kommuner [de makedonske, red.] håndhæves reglerne og bygninger rives ned, siger han.
Bygningen står endnu
Den bygning, det handler om, står fortsat. Den rummer en forretning, der handler med døre og vinduer til high-end markedet. Den er åben, og der er ikke noget, der tyder på, at bygningen skulle stå over for en nedrivning.
Denne nyopførte bygning på Boulevard Nikola Karev over for den amerikanske ambassade er talk-of-the-town i Cair i dag. Det er den bygning, der bliver ”fredet” i samtaler mellem Ahmeti og Gruevski i bombe nummer 38, selvom den er opført ulovligt.
I bomben, altså samtalerne i den aktuelle portion af aflytninger, optræder også daværende politi- og indenrigsminister Gordana Jankuloska (VMRO-DPMNE), vice-premierminister Musa Xhaferi (DUI), DUI-kabinetschef Artan Grubi, formanden for DUI i Cair, Beqir Hasani, og en operationel person i politiet.
Samtalerne om de ulovlige bygninger slutter med, at Jankuloska giver politiet besked på, at de ikke behøver at møde op næste dag. Og det er tilsyneladende Ahmeti, der overtaler Gruevski og dermed Jankuloska til alligevel ikke at rive bygningen ned. I hvert fald ikke endnu.
Det fremgår ikke af aflytningerne, hvem der ejer bygningen. Men af en af de aflyttede samtaler fremgår det, at Beqir Hasani er en af dem, der presser Ali Ahmeti. Man hører endog Hasani minde om, at man jo allerede har betalt sig fra at overholde reglerne. Tilsyneladende er Saso Mijalkov, indtil for nylig chef for det hemmelige politi, og fætter til premierminister Gruevski, blevet bestukket med 100.000 EUR
DUI i Cair er en af de stærke kredse i DUI. Kredsen hører til blandt Ali Ahmeti’s sikre støtter. Der er cirka 10 kredse, hvis sendemænd til generalforsamlingen er partiets kerne.
Man kan aflede af udtalelser fra VMRO-DPMNE, at også de betragter samtalerne som autentiske, men de har ikke sagt det direkte. VMRO-DPMNE har derimod fastholdt, at bomberne er redigerede, klippede og kreerede.
Makedoniens politiske krise skal løses i en ” kind of transitional period”, der afsluttes med valg i april 2016, sagde EU-kommissær Hahn i dag efter møder med landets partiledere.
Valget skal afslutte Makedoniens politiske krise, men først når landet i mellemtiden har været igennem en “transitional period” – en overgangsperiode. Opmærksomheden samler sig naturligvis om, hvad der skal ske i overgangsperioden, eftersom valg under de forhold, der kendetegner det nuværende regime, må betragtes som absurd.
Detaljerne om, hvad der skal ske i overgangsperioden, og hvem der skal sidde i og lede en eventuel overgangsregering, skal forhandles i næste uge i Bryssel. Allerede her til aften sår sociale og andre medier tvivl, om man kan nå til enighed om detaljerne.
Hahn om overgangsperioden
Hahn tilføjede følgende [oprindeligt link, http://telma.mk/arhiva/vesti/han-izbori-vo-april-2016, red] til sin meddelelse om overgangsperioden og de forhold, der skal ændres, inden valget i april 2016:
“Det er vigtigt at forberede landet. Det handler om sunde valgprocedurer; det handler om en revideret valgliste; det handler om at respektere mindretallenes rettigheder. Det bliver yderligere vigtigt at acceptere alle de henstillinger, der gives af Europa-Kommissionen, når det handler om domstolenes uafhængighed. Vi har aftalt at anvende den metode, vi normalt bruger, når vi forhandler kapitlerne 23-24 [i forbindelse med EU-optagelsesforhandlinger, red.]. Vi forhandler således endnu ikke, men det handler om retsstaten, domstolenes uafhængighed, mediefrihed etcetera … “.
Rammerne for dagens møder
Dagens møder med EU-kommissær Johannes Hahn fandt sted på EU’s villa på bjerget Vodno. Foruden premierminister Nikola Gruevski (VMRO-DPMNE), oppositionsleder Zoran Zaev (SDSM), Ali Ahmeti (DUI) og Menduh Thaci (DPA) deltog lederen af EU’s repræsentantation i Skopje, Aivo Orav, og USA’s ambassadør Jess L. Baily.
De forhold, der kendetegner det nuværende regime, er blevet afdækket med Makedoniens aflytningsskandale, som er grundigt beskrevet her på bloggen.
Rusland lokker medierne med en nem historie, og puster liv i en konflikt i Makedonien, som ellers angiveligt bekymrer Rusland. Udokumenterede påstande cirkulerer som fakta. Sådan ser det ud for mig.
Jeg har boet i Makedonien i nogle år, altså Republikken Makedonien, som også går under betegnelsen fYRoM. Mediemæssigt lever landet en stille tilværelse, men skyderierne i Kumanovo for nylig har beredt vejen for Makedoniens mediemæssige tilbagekomst.
Jeg tror medierne, især de sociale medier, bliver taget ved næsen af Rusland. Jeg vil understrege med det samme, at jeg ikke med sikkerhed kan vide det. Verificerbare data om forhold i Makedonien er en mangelvare. Men jeg kan fortælle, hvordan situationen tager sig ud for mig.
I øjeblikket fyger det med beskyldninger om, at nogen udefra ønsker at destabilisere Makedonien. Det fortæller især Rusland og det makedonske regime, som i dette forhold reelt består af det makedonsk-konservative VMRO-DPMNE. Regeringskoalitionen rummer i princippet også det albanske DUI – eller BDI med det albanske akronym.
Makedoniens aflytningsskandale og skyderierne i Kumanovo er to udslag af fremmede magters ønske om at destabilisere Makedonien, hedder det. Rusland sætter navn på og mener, at USA står bag.
Kreml kommunikerer bl.a. via Sputnik, Russia Today og Ruptly, som får deres fortolkninger til at fremstå som fakta. Og øvrige medier fortæller og viderebringer de angivelige fakta, og alle bekymrer sig om den angiveligt etniske ”krudttønde”.
Lamtumirë står der på kasketten. Det betyder farvel på albansk, og hilsenen er til premierminister Gruevski. Kvinden er makedonsk og fortæller, at det er lidt tilfældigt, det er på albansk. Andre i hendes gruppe tog en kasket med makedonsk skrift, siger hun. I baggrunden gør Ruptly klar til at levere materiale til Kremls medier. Fra demonstrationen mod regimet i Skopje den 17. maj 2015.
Jeg har talt med mange mennesker i Makedonien, siden jeg slog mig ned i landet for fire-fem år siden. Især i hovedstaden Skopje. I de forløbne år har jeg aldrig helt vidst, hvor meget man kunne tilskrive den lokale glæde ved at udbrede fantastiske konspirationsteorier, og hvor meget der var sandt.
Folk fortalte allerede for år tilbage, at domstolene naturligvis dømte i overensstemmelse med regimets interesser, at medierne naturligvis var en del af regimets klientel, og at landets parlamentarikere, embedsmænd og journalister naturligvis blev tvunget til at skrive deres egne udaterede opsigelser, når de blev ansat. På den måde kunne regimet altid komme af med dem igen, hvis de stemte, handlede eller skrev imod regimets interesser.
Og selvfølgelig pålagde journalister sig selv censur, for i sidste ende kunne de jo komme i fængsel eller det, der var værre, hvis de var kritiske. Og så blev der henvist til Fokus-redaktøren Nikola Mladenov, som omkom i et trafikuheld, og senere til journalisten Tomislav Kezarovski.
Jeg hørte også, at politiet er en del af regimet, og at, hvis de kan vælge mellem at følge reglerne, forfatningen, eller regimet, de så naturligvis går med regimet. Eftersom alle chefposter – ja faktisk poster i det hele taget – er politiske, så er det let at skaffe sig af med eventuelle dydsmønstre, måtte jeg forstå.
Og folk regnede det som en selvfølge, at valgsvindel fandt sted ved hvert eneste valg. Mens vestlige NGO’er, regeringer og andre naive mennesker fandt dette vigtigt, så pegede folk på, i hvert fald de mere lærde af dem, jeg talte med, at loven om offentlighed i forvaltningen var meget vigtigere.
VMRO-DPMNE ville sandsynligvis vinde valg, uanset om der var valgsvindel, for loven om offentlighed i forvaltningen overholdes ikke, og regimet har det sidste ord, når det gælder nyhedsudsendelserne på de væsentligste kanaler. Demokrati uden en oplyst befolkning er absurd, mente man, og VMRO-DPMNE levede højt på de uoplyste.
Og endelig mente folk, at Saso Mijalkov, chefen for det hemmelige politi, havde styr på det hele. Ham havde jeg aldrig hørt om før.
Det betyder jo alt sammen, at der ikke er lighed for loven, at magten er udelt og ikke tredelt, og at statsinstitutionerne ikke er styret af love. Eller i korthed: de borgere, jeg har tale med i de seneste fem år, regner staten for at være kapret af ét parti, mens juniorpartneren, det albanske DUI, får nogle lunser for at holde sig i ro. De vinder nogle entrepriser i offentlige udbud og nogle ministerposter, og sådan.
Jeg talte også med borgere, der støtter regimet. De benægtede det knapt nok, men slog det hen med relativerende kommentarer som at, ”sådan er det da i alle stater”, eller ”jo, men det bliver værre, hvis kommunisterne kommer tilbage”, eller også var regimet af nød tvunget til at handle, som det gjorde: ”Vi er nødt til at beskytte os mod indre og ydre fjender” eller med andre ord: ”Det er de andres skyld.”
Aflytningsskandalen eksponerer ustabiliteten
Aflytningsskandalen bekræftede det hele med en enkelt undtagelse og nogle tilføjelser. Det skete fra og med den 9. februar, hvor oppositionsleder Zoran Zaev begyndte at offentliggøre en række telefonaflytninger.
Ud fra de hidtil offentliggjorte aflytninger kan man ikke sige, at regimet ligefrem har slået Mladenov ihjel, selvom der er noget, der vækker mistanke, når man lytter til optagelserne. Det var der nok mange, der havde forventet. Men efter alt at dømme passer alt det andet.
Foruden det, som folk altså hele tiden har ment at vide og udbredt sig om, var der et par ting, jeg ikke havde hørt om før. Regimet havde nemlig også magten i medierådet, kunne man høre, og dermed i landets – dog meget lidt sete – public service kanaler. Og landets lustrationskommission (eller lutringskommission), som afslører det tidligere regimes kollaboratører, er også politiseret og bruges til at hænge politiske modstandere ud.
Derudover demonstrer regimets aflyttede folk undertiden en hjerteløshed, et ganske modbydeligt sprog om såvel venner som fjender og en beskidt tone. Det betyder noget, fordi deres offentlige fremtoning har været en ganske anden.
Et sådant system må bryde sammen før eller siden. Det er i længden ustabilt. Det er ikke aflytningsskandalen, der har skabt dette system. De fleste jeg har talt med, både klientellet og regimets opposition, regnede allerede før aflytningsskandalen systemet for ustabilt. Det måtte bryde sammen før eller siden.
Aflytningsskandalen har gjort to ting. Det har bragt folk som mig ud af tvivlen. Regimet er rent faktisk, som folk siger, det er. Og dernæst har aflytningsskandalen gjort det umuligt for EU og andre at lade som om, Makedonien arbejder henimod EU- og NATO-medlemskab. Hvis aflytningsskandalen har bidraget til ustabilitet, så er det på grund af det sidste. Det skal jeg komme tilbage til.
Ruslands og Gruevskis kommunikation flugter
Regimet med premierminister Gruevski i spidsen har hele tiden sagt, at Zoran Zaev har fået aflytningerne fra en udenlandsk spiontjeneste, som er ude på at destabilisere Makedonien. Zaev har derimod sagt, at han har aflytningerne fra modige ”insidere” i Makedoniens egen hemmelige tjeneste.
Ingen har dokumenteret hverken det ene eller det andet.
Omtrent samtidigt med offentliggørelsen af den første serie aflytninger – serierne kaldes i Makedonien for ”bomber” – begyndte en alternativ fortælling at tage form. Den er blevet raffineret siden.
Jeg så den første gang i en artikel af amerikaneren Wayne Madsen. Jeg ved ikke om Rusland skønner på enigheden med Wayne Madsen, men de russiske medier henviser faktisk til ham.
[Artiklen er blevet fjernet fra URLen, men den lå på https://web.archive.org/web/20170517173000/http://m.strategic-culture.org:80/news/2015/02/16/nuland-attempts-kiev-version-2-skopje.html, red 13/06/17].
Fælles for de russiske medier og Wayne Madsen er, at de ikke dokumenterer deres påstande.
Madsen hævdede tidligt, at det hele var et plot forberedt af USA i skikkelse af Victoria Nuland. Telefonaflytningerne var leveret af USA, og det hele var et ”Kiev-style kup i Makedonien, med det mål at styrte en stats demokratisk valgte regering.” Madsen mener også, at USA stod bag opstanden på Maidan-pladsen i Kiev.
I de russiske medier har især signaturen Andrew Korybko bidraget til den russiske fortælling. De russiske medier henviser til hinanden. Korybko lægger bl.a. navn til artikler i Sputnik og Russia Insider.
Grundlæggende er der en interessekonflikt, mener Korybko, som viser sig i planerne om at føre gas fra Rusland til Ungarn via Tyrkiet, Grækenland, Makedonien og Serbien. USA ønsker at forhindre opførelsen af denne gasledning af hensyn til sin stilling som enerådende supermagt, hedder det, mens EU blot er håndlanger for storebror.
Stroytransgaz står for entreprisen i Makedonien, som allerede er påbegyndt, men som ikke er lanceret som en del af Turkish Stream. Stroytransgaz er ejet af Gennady Timchenko, der er med i den inderkreds omkring Putin, som EU og USA sanktionerer. Det var også Stroytransgaz, der stod for South Stream-entreprisen i Bulgarien, der blev opgivet i december, fordi der gælder EU-regler i Bulgarien.
Fra den russiske ambassade i Skopje lød det allerede før aflytningsskandalen rullede, at enhver rokken med båden ville kunne udløse etniske spændinger. Derfor advarede man Zaev mod overhovedet at lade bomberne springe. Ambassadens tilsyneladende velmente bekymring skal ses i lyset af Korybko og Sputniks skriverier: Rusland er bange for, at bomberne vil få Gruevski til at vælte, for så bringes Turkish Stream i fare.
Således løber den russiske fortolkning af situationen og Gruevskis kommunikationspolitik sammen: bomberne er et udenlandsk plot, som går ud på at destabilisere Makedonien, selvom plottet – hvis der skulle være gran af sandhed i det – vel blot går ud på at vælte regimet Gruevski og forhindre Ruslands gasprojekt.
I begge tilfælde regnede Rusland det for bevist, at man havde haft ret i sine advarsler. Det beviste de skarpe etniske problemer og konfliktpotentialet, og Rusland kædede endog hændelserne sammen med ønsket om et Storalbanien.
Rusland fortolkede således hændelserne, som om Rusland havde ret i, at enhver rokken med båden kunne skabe etniske spændinger. Og lederne af de bevæbnede mænd i Kumanovo havde rent faktisk forbindelse til det gamle UCK/NLA, som havde kæmpet i Makedonien i 2001. Og de var albanere.
Ikke desto mindre er der – så vidt jeg ved – endnu ingen dokumentation for, at der er forbindelse mellem skyderierne i Kumanovo og Zaevs bomber. Der er heller ingen dokumentation for, at mændene kæmpede for et Storalbanien eller en anden ”albansk” sag. Ligesom der ikke er dokumentation for, hvad mændenes planer var, så er der heller ikke dokumenteret et motiv og derfor heller ikke et eventuelt krav.
Pressen og medier i hele verden hoppede dog med på vognen. Forbindelsen mellem skarpe etniske problemer, Kumanovo og Zaevs bomber blev taget for gode varer, og man må jo medgive, at det er nærliggende at gætte på en forbindelse.
Selvom det er fortolkning, blev det hurtigt fremstillet som fakta. I de russiske medier blev det endog meget hurtigt til et faktum. Sputnik, som jo også udkommer på dansk, havde den 12. maj overskriften: Makedonien efter det albanske angreb, og angriberne omtales som terrorister.
Faktisk var det politiet, der angreb. Og den eneste dokumentation, for at de bevæbnede mænd havde ondt i sinde, ligger i, at de besvarede angrebet. Derfor er der selvfølgelig heller ikke dokumentation for, at dette ondsindede skulle have terroristisk karakter.
Samme dag udsendte Sputnik en engelsk artikel, The Gears of War Grind for Greater Albania. Her fastslår Korybko såvel mål som midler, og han kender tilsyneladende mange detaljer. Men der er ingen dokumentation: “Det massive terrorangreb i Kumanovo er den seneste provokation i bestræbelsen på at skabe et Storalbanien og samtidigt sabotere Ruslands Balkan Stream Project,” lyder indledningen. (min oversættelse)
Nede i teksten kan man forstå, at Zaevs bomber sådan set ikke har udløst skyderierne i Kumanovo. Det er blot sådan, at de kræfter, der angiveligt står bag Zaev, også står bag hændelserne i Kumanovo. Nu er disse onde kræfter ude på to forskellige ting:
“Hvis det lykkes at styrte regeringen, så kan de kræfter, der står bag, sabotere Ruslands Balkan Stream projekt og formalisere skabelsen af et Storalbanien.” (min oversættelse).
Rusland: Alternativet til Gruevski er Storalbanien
Her synes jeg, russernes fortælling kolliderer med deres advarsel imod at rokke med båden. Storalbanien kommer jo ind i fortællingen uden nogen form for dokumentation. Endnu ved ingen, hvad mændene i Kumanovo var ude på.
Når russerne på den måde lufter nogle formodninger og gør dem til fakta, så giver de den poliske krise et etnisk element, som ikke var der før. Det er, som om russerne forsøger at skabe en etnisk konflikt, så de kan få ret i, at der er fare for en etnisk konflikt. De forsøger at genoplive en etnisk konflikt, selvom de angiveligt advarer imod den.
I parentes bemærket gør ikke-russiske medier det samme. Men det er, så vidt jeg kan se, ikke udtryk for en bevidst strategi. Det er snarere udtryk for mangel på interesse fra mediebrugerne, hvilket skaber ressourcemangel på udenrigsstof og derfor uvidenhed.
Ruslands omfavnelse af Gruevskis kommunikationsstrategi begynder her at få karakter af bjørnetjeneste. Måske var det dét, Gruevski fik øje på, da selv han meddelte, at Kumanovo ikke var udtryk for en etnisk konflikt.
Som makedonsk borger må man vel forstå Ruslands budskab sådan, at hvis man deltager på oppositionens side i demonstrationerne i Skopje, så demonstrerer man også for et Storalbanien. Slut op om Gruevski, ellers forærer I det halve Makedonien til Albanien.
Det er da en kedelig stil. For mig ser det ikke ud som om, Rusland er en stabiliserende aktør på Balkan. Snarere omvendt.
Rusland: Alternativet til Gruevski er både Storalbanien og Storbulgarien
I de seneste dage er det blot blevet mere grelt. For det første blev det helt klart, at Ruslands udenrigsminister Sergei Lavrov tilslutter sig den fortælling, som Kremls medier har markedsført, siden Zaevs bomber begyndte at falde.
Det kan man for eksempel se i en artikel i Russia Beyond the Headlines. Igen fremstilles det som et faktum, at den albanske faktor ”is being engaged” af de magter, der ønsker at spolere Ruslands gasprojekt.
Men et nyt element kommer også til i den Lavrov-tale, der gengives: “… der er endda blevet luftet ideer som: hvorfor ikke bare opløse landet som en kunstig stat, og lade dele gå til Bulgarien og en anden del til Albanien.” (min oversættelse)
Det er naturligvis en tanke, der har eksisteret i Makedonien siden Balkankrigene – sådan cirka. Men mig bekendt er der ingen, der har bragt den op i forbindelse med Zaevs bomber. Kun Sputnik, som er et Kreml-foretagende. Igen er det Korybko, der udvikler fortællingen.
For mig ser det ud som om, det er Rusland og dets medier, der destabiliser Makedonien, mens Gruevskis modstandere blot forsøger at komme af med et regime, der har skabt en politisk krise.
Endnu engang må Gruevskis modstandere konstatere, at hvis de ønsker et regimeskift, så tilslutter de sig i virkeligheden Makedoniens opløsning, som USA står bag. Ifølge Rusland.
Faktisk er det sådan, at det albanske DUI fortsat lægger mandater til Gruevski. Ali Ahmeti og DUI træder ikke ud af regeringen. Det forhold er lettere at forstå, når man ser det i lyset af alt det foregående. Ali Ahmeti ønsker sikkert ikke at levere skyts til den russiske fortælling og dermed fremme en etnisk konflikt. Derfor bliver han i regeringen.
Man kan også se, at dette skaber rod i det russiske narrativ. I en Sputnik artikel fra den 13. maj hedder det for eksempel, at Ali Ahmeti vil gøre alt for at få afsat premierministeren. Men i andre artikler roser Sputnik de makedonske albanerne for deres loyalitet over for Gruevski og for ikke at hoppe med på det angiveligt amerikanske plot.
Det er også let at forstå, hvorfor Zaev tilbageholder en bombe om mordene ved Smilkovci-søen, som han ellers hævder at have.
Når alt dette er sagt, så er Makedonien nu alligevel en krudttønde. Det der holder gnisten fra lunten, er det vest-integrative perspektiv og amerikanernes militære tilstedeværelse få kilometer fra Skopje – Camp Bondsteel i Kosovo.
Albanerne ønsker utvetydigt medlemskab af EU og NATO. Makedonernes position er mere ulden. Man kan sige, at hvis det koster noget, så vil flertallet af makedonerne ikke være med. Hvis det vest-integrative perspektiv fordufter, så bliver der uro blandt albanerne. Det sidste, de ønsker, er et Russian-styled top-down autokrati under slavisk ledelse. Det har de prøvet, og her er der ægte konfliktpotentiale.
Og det vest-integrative perspektiv er netop nu udfordret på flere måder:
– Rusland og Gruevskis parløb – den ukritiske deling af det russiske narrativ på sociale og andre medier – Vesten kan ikke længere skjule, at Makedonien bevæger sig i den forkerte retning i forhold til EU- og NATO-medlemskab – manifestationen mandag viste, at der fortsat er massiv støtte i befolkningen til et regime, der er uforeneligt med de værdier, NATO og EU bygger på.
Baggrunden for #Протестирам #Protestoj og stordemonstrationen i Skopje i morgen er alt andet end etnisk. Læs her om opgøret i Republikken Makedonien.
Mandag leverede USA’s ambassadør Jess L. Baily en sønderlemmende kritik af premierminister Nikola Gruevski’s regime i Republikken Makedonien.
Baily var flankeret af alvorlige miner tilhørende ambassadørerne Charles Garrett, Laurence Auer, Massimino Bellelli og Christine Althauser fra henholdsvis Storbritannien, Frankrig, Italien og Tyskland, samt EU’s repræsentant i Skopje, Aivo Orav.
Ambassadørerne kom lige fra et møde med Gruevski. Det var jo umiddelbart efter slaget i Kumanovo i weekenden, så kameraerne ventede. Med regeringsbygningens kridhvide og nyetablerede flamingofacade som baggrund præsenterede ambassadørerne så et øksehug af en erklæring, som bragte opmærksomheden om Makedoniens politiske krise tilbage.
”Den makedonske regerings passivitet sår alvorlig tvivl om Makedoniens regerings tilslutning til det euro-atlantiske samfunds demokratiske principper og værdier,” hed det blandt andet. På den baggrund kan Makedonien naturligvis hverken blive NATO- eller EU-medlem. Heller ikke, hvis navnestriden bliver løst.
Makedonien såvel som resten af verden havde ellers alene haft fokus på Kumanovo, hvor 8 politifolk og fjorten modstandere måtte lade livet i weekenden, efter at politiet angreb en gruppe svært bevæbnede mænd. En bekvem forstyrrelse for Gruevski, om end på en sørgelig baggrund.
Selvom de regeringskontrollerede og dominerende makedonsk-sprogede medier behændigt undlod at viderebringe den kritiske del af ambassadørernes tale, så kunne det ikke undgås: forstyrrelsen var blevet forstyrret. Gruevski og regimet måtte tilbage til de dybere problemer.
Zaevs evindelige bombe
Vil man forstå bevæggrundene for den prostestbevægelse, der under hashtagget og overskriften #Протестирам eller #Protestoj, har sitret i Skopje i den seneste uge, må man som minimum kigge et halvt års tid tilbage. Протестирам og protestoj betyder “Jeg protesterer” på henholdsvis makedonsk og albansk.
I efteråret 2014 begyndte Zoran Zaev at true regimet. Zaev er leder af Socialdemokraterne, SDSM, og derfor leder af oppositionen. Eller i hvert fald leder af den makedonske del af oppositionen, for makedonere og albanere har hver deres partier.
Det tog måneder, og det var trættende at høre på. Der ville falde en politisk bombe, som ville få regeringen til at falde, hævdede Zaev besværgende. Det lød spændende i starten, men folk efterhånden op med at tro på den evindelige bombesnak.
Sigtelsen havde baggrund i, at en kreds omkring Zaev angiveligt lå inde med ulovlige telefonaflytninger og mere til. Tanken var at offentliggøre materialet som en politisk bombe under regeringen Gruevski, hed det. Hvad det sprængfarlige bestod i, var der ikke noget nyt om.
De øvrige sigtede var og er tidligere leder af det hemmelige politi Zoran Verusevski med frue samt en embedsmand i Strumica, hvor Zaev er borgmester. Verusevski blev allerede anholdt ugen før, hvor forklaringen lød, at der var børneporno på hans computere.
Der er siden rejst anklager, som ikke har med børneporno at gøre.
Kamp om historien
Fra Gruevski og regimets side, herunder mange medier, føg det med begreber som ”kupforsøg”, ”spionage” og ”afpresning”, mens oppositionen tog til genmæle med sit eget narrativ: at dette var ”første skridt på vejen mod frihed og demokrati”.
Kampen om historien var allerede i fuld gang, og den udkæmpes fortsat.
I Makedonien bringer det god mening på den måde at kæmpe om historien, for ingen tror på, at domstolene vil bidrage til at kaste lys over det virkelige hændelsesforløb.
Såvel befolkningen som eksempelvis EU går ud fra en sammenblanding af den dømmende og den udøvende magt. Netop det skulle i øvrigt vise sig at blive dokumenteret med den aflytningsskandale, der kom til at udspille sig fra den 9. februar.
Bomben ifølge Gruevski
SDSM havde boykottet parlamentsarbejdet siden valget i april 2014. Og det gør partiet fortsat. SDSM boykotter, fordi det mener, at Gruevski’s VMRO-DPMNE og juniorpartneren DUI eller BDI snød sig til valgsejren i 2014.
Som betingelse for at genoptage parlamentsarbejdet stillede SDSM, at valget skulle gå om, og at der i mellemtiden skulle dannes en teknisk overgangsregering. Gruevski kunne naturligvis ikke gå med til nogen af delene.
Den 31. januar forklarede Gruevski, at han havde holdt fire møder med Zaev mellem september og november 2014. På disse møder skulle Zaev have afpresset Gruevski. Hvis ikke Gruevski gik ind på SDSM’s ovennævnte betingelser, så ville de kompromitterende oplysninger blive offentliggjort.
Ifølge Gruevski var nogle af de oplysninger, Zaev på baggrund af aflytningerne kunne afsløre for Gruevski, nøjagtige.
Det førte allerede efter det første møde til den politimæssige efterforskning, sagde daværende politi- og indenrigsminister Jankuloska om aftenen den 31. januar. Efterforskningen sikrede ifølge Jankuloska blandt andet en række computere, som tilhørte de sigtede.
Gruevski gjorde – vel for en sikkerheds skyld – også opmærksom på, at andre oplysninger var unøjagtige i Zaev’s gengivelse.
Der var således nok til at rejse sigtelse, måtte man forstå, men der var også mulighed for at afvise indholdet, hvis Zaev vovede at lade bomben falde. Det gjorde han, og der viste sig endda at være mange bomber.
Den nuværende regering består af den makedonske VMRO-DPMNE koalition under premierminister Gruevski og det albanske DUI (eller BDI på albansk) under ledelse af Ali Ahmeti. Det er den regeringskoalition, der eventuelt står til at vælte.
Bomben springer
Zaev afslørede den 9. februar, hvad den længe annoncerede politiske bombe potentielt set indeholdt. Det var i sig selv den første bombe. Reaktionerne var afmålte, selvom angiveligt 20.000 borgere var blevet aflyttet. Pressemødet den 9. februar dannede mønster for, hvordan bomberne faldt i de følgende måneder.
Mønsteret er, at Zaev præsenterer indholdet i bomberne. En række kendte og mindre kendte socialdemokrater flankerer ham, men partiets logo danner bageste baggrund. Herefter afspilles en samling aflytninger, som typisk angår et bestemt tema.
SDSM kalder selv hele processen for Sandheden om Makedonien eller Вистината за Македонија.
Ifølge Zaev stammer aflytningerne fra Makedoniens egen sikkerhedstjeneste, hvor ”modige” insidere har lækket materialet. Heri ligger naturligvis en beskyldning om, at Gruevski og hans efterretningstjeneste under Saso Mijalkov står bag har aflytningen af Makedoniens top-20.000. Mijalkov og Gruevski er fætre.
Regimet med det dominerende regeringsparti VMRO-DPMNE og premierminister Gruevski hævder, at materialet er tilvejebragt via en udenlandsk efterretningstjeneste, som Zaev og SDSM samarbejder med. Videre hedder det, at denne udenlandske efterretningstjeneste er ude på at destabilisere Makedonien.
Det er et narrativ, som Rusland via sit propagandaapparat bakker op om. Den russiske version er, at USA og EU ønsker at forhindre den såkaldte Turkish Stream, som er en projekteret gasledning, der via Tyrkiet skal gå over Grækenland, Makedonien (fYRoM), Serbien og så ind i Ungarn og EU. Teorien er altså, at aflytningerne vil vælte Gruevski’s regime, som er positivt indstillet overfor Turkish Stream.
Ingen har præsenteret dokumentation for denne konspirationsteori, men russiske medier præsenterer den som et faktum – også via Sputnik, som bl.a. findes på dansk. Det er desuden karakteristisk for de russiske propagandamedier og de makedonske regeringsstyrede medier, at de ikke forholder sig til indholdet i bomberne.
Heroverfor er det karakteristisk for bevægelsen #Протестирам #Protestoj og for oppositionen under SDSM, at de i den grad er interesseret i bombernes indhold. Det er let at forstå, for hvis indholdet står til troende, så kan man nærmest sige, at Gruevski og hans topfolk har formået at stjæle en hel stat.
Regimet har erhvervet staten
I skrivende stund er der offentliggjort 31 bomber og den 32. bombe er netop ved at gå af. I det store hele viser bomberne, at regimet populært sagt har lagt staten ind under partiet VMRO-DPMNE og premierminister Gruevski selv.
Den offentlige anklager, domstolene, de dominerende medier, parlamentet, lustrationskommissionen og politiet er efter alt at dømme blevet til regimets blotte instrumenter. Bomberne har også vist ganske almindelig berigelseskriminalitet på fællesskabets bekostning (korruption) og så naturligvis valgsvindel.
Den 15. februar sprang bombe nummer to. Den viste, hvordan regimet sammenblander den udøvende og den dømmende magt. En af optagelserne er i særklasse interessant, fordi den fremstår, som om Jankuloska har fikset en sag for finansminister Zoran Stavreski, så han får tiltalefrafald i nogle kriminelle forhold. Hun har tilsyneladende udvirket tiltalefrafaldet hos Marko Zvrlevski. Zvrlevski er i dag chef for Makedoniens anklagemyndighed! Det har Sax Strand skrevet om i Jorden brænder under Makedoniens magthavere.
Den 20. februar sprang bombe nummer tre. Den viser, hvordan regimet gennemfører et setup på en politisk modstander i 2011. Modstanderen er Ljube Boskoski, som ellers tidligere tilhørte regimets venner, og som blev frikendt for krigsforbrydelser af tribunalet i Haag. Også det kan man læse mere om i Jorden brænder under Makedoniens magthavere.
Bombe nummer fire viser, hvordan den daværende chef for det hemmelige politi, Mijalkov, reelt er de traditionelle mediers chefredaktør. Det har Sax Strand skrevet om i Redigeres makedonske medier af regimet selv?
Den 2. marts sprang ”chokoladebomben”, som har nummer seks. Oppositionen og økonomer har længe hævdet, at den makedonske økonomi er katastrofal, og at regimet skjuler de reelle økonomiske tal. Bombe seks viser, at de højprofilerede ministre, finansminister Stavreski og daværende politi- og indenrigsminister Gordana Jankuloska er enige i oppositionens kritik. Det har jeg skrevet om i Makedoniens ministre er enige i oppositionens kritik.
Bombe syv gik af den 6. marts, og den handler om valgsvindel. Den afslører, hvordan Makedoniens nuværende regering svindlede sig til valgsejre i 2013. Det har Sax Strand skrevet om i Nu med dokumentation: VMRO-DPMNE svindlede sig til valgsejren.
Den tiende bombe er et eksempel på magtmisbrug med personlig vinding som motiv. Det er Gruevski selv, der vinder. Eksemplet er beskrevet i USA står bag Zaev, hævder Sputnik fra den 17. marts. Bomben sprang den 15. marts.
Den attende bombe viser, at Gruevski personligt stod bag en politisk studehandel i 2011, som gav amnesti til mulige albanske krigsforbrydere. Aftalepartneren var naturligvis regeringspartneren, det albanske DUI. Bomben viser også, hvordan regeringstoppen har styr på deres egne parlamentarikerne via kontrakter med videre. Overtegnede har omtalt bomben i Makedonsk politisk handel gav amnesti til krigsforbrydere.
Den nittende bombe viser, at Makedoniens lustrationsproces (eller lutringsproces) er politiseret. Politiske modstandere stemples tilsyneladende som kommunistiske meddelere. Bomben er beskrevet af Sax Strand i Makedonien udrenser kollaboratører – godt og vel.
Der er i de øvrige bomber mange flere eksempler på valgsvindel og kontrol med medierne og domstolene. Man hører desuden om myndigheders forfølgelse af virksomheder, der tilhører modstandere, politisk udpegede dommere og journalister, aflytning af journalister, parlamentarikere der presses til på forhånd at underskrive nedlæggelsen af deres eget mandat, korruption i forbindelse med store anlægsarbejder, bestikkelse, politienheder uden for resortministerens kontrol, jobs i staten til partimedlemmer, racistiske udtalelser om Roma, planlagte øretæver til Skopjes center-borgmester, aflytning af udenlandske ambassader og om den mangelfulde efterforskning af den regimekritiske FOKUS-redaktør Mladenovs eneulykke.
Derudover demonstrer regimets aflyttede folk undertiden en hjerteløshed, et ganske modbydeligt sprog om såvel venner som fjender og en beskidt tone. Det betyder noget, fordi deres offentlige fremtoning har været en ganske anden.
Nogle har fået deres værste anelser bekræftet, andres verdensbillede er krakelleret, mens en tredje gruppe på forskellige måder forpupper sig i forskellige bortforklaringer – de sidste var nok de fleste i begyndelsen, men der er blevet færre efterhånden.
#Протестирам #Protestoj
Tirsdag den 5. maj sprang bombe nummer 29. Den handlede om mordet på Martin Neskovski. Han blev tævet ihjel af politimanden Igor Spasov i sommeren 2011. Bomben viser, hvordan regimet først forsøger at dække over mordet. Senere, da der ikke var nogen vej uden om, forsøgte man at tørre hele skylden af på Spasov.
Denne bombe udløste en spontan demonstration tirsdag, som er gentaget hver dag siden. Først foran regeringsbygningen og senere, da området omkring regeringsbygningen blev skærmet af, foran parlamentsbygningen. Demonstrationerne bliver koordineret via de sociale medier og de to hashtags #Протестирам og #Protestoj.
Skyderierne i Kumanovo lagde en dæmper på demonstrationerne i et par dage.
De spontane demonstrationer var naturligvis ikke koordineret af SDSM, som forsøger at få modstanden i mod regimet til at kulminere i morgen, søndag, klokken 14.
Det er altså med baggrund i Zaev’s bomber, at man i morgen kan forvente stordemonstration i Skopje. Det er praksis i Makedonien, at regimet sørger for, at modstandere ikke når frem fra resten af landet. F.eks. tilbageholder politiet køretøjer og sender dem til syn. Også det bekræfter aflytningerne.
SDSM og Zaev har heroverfor meddelt, at man vil ankomme i traktorer om nødvendigt. Og demonstrationen vil i øvrigt fortsætte, indtil Gruevski trækker sig, har Zaev sagt.
VMRO-DPMNE har indkaldt til moddemonstration mandag.
Spillet om den etniske dimension
Der er ingen væsentlig etnisk dimension i denne konflikt. Men det kan meget nemt blive en fordel for regimet, hvis konflikten kan præsenteres som etnisk.
Det formentlig allerbedste, der kan ske for regimet, er, at udenlandske medier præsenterer konflikten som etnisk. Rusland og serbiske medier gør hvad de kan for at fremme historien om, at det handler om et Storalbanien, og nogle albanske medier uden for Makedonien fremstillede Kumanovo-skyderierne som et makedonsk angreb på civile albanere. Og også i vesten bidrager man uforvarende til at fjerne opmærksomheden om konfliktens ikke-etniske kerne.
Eksempelvis havde DR2 tirsdag morgen et indslag, som omtrent havde overskriften ”Etnisk uro i Makedonien”. Indholdet i indslaget var dog ikke så firkantet. Og Ritzaus Bureau citerede Karsten Fledelius for, at politistyrker kæmpede imod etnisk albanske grupper i Kumanovo, og fortalte i det hele taget en historie om, at albanere stod overfor slavere.
Den etniske dimension flytter opmærksomheden fra konfliktens kerne. Det fører desuden til, at Gruevski og regimet kan hævde den historie, regimet fra begyndelsen har sat i søen: En udenlandsk efterretningstjeneste er interesseret i at destabilisere Makedonien, og Zaev, SDSM, ”Sorosoiderne”, #Протестирам #Protestoj, studenterne i Studentski Plenum, lærerne i Professor Plenum og mange andre, går denne udenlandske efterretningstjenestes ærinde – og udløser etnisk uro.
Det er af samme grund, at uafhængige medier i Makedonien mistænker regimet for eller simpelthen som givet går ud fra, at regimet selv står bag skyderierne i Kumanovo og forløberen i Gosincë (Гошинце).
I Makedonien vil en undersøgelseskommission blive nedsat og nye ministre indsat. En offensiv forklædt som defensiv?
Det makedonske nyhedsbureau MIA skriver her til middag, at en undersøgelseskommission vil blive nedsat, i det øjeblik oppositionen returnerer til parlamentet. Undersøgelseskommissionen er regimets svar på den politiske krise, som aflytningsskandalen har afsløret.
Kommissionen skal granske i påstande og aspekter af aflytningsskandalen, hedder det. Oppositionen har boykottet parlamentsarbejdet siden valget i 2014. Ifølge parlamentsformand Veljanoski, som MIA refererer til, svarer de to ting netop til det international samfunds anbefalinger: Oppositionen skal vende tilbage til parlamentet, og aflytningsskandalens uhyrlige afsløringer skal undersøges.
Samtidigt har premierminister Gruevski foreslået to ny ministre i stedet for de ministre, der forlod kabinettet i aftes. Mitko Cavkov er udset til at erstatte politi- og indenrigsminister Gordana Jankuloska, mens Vlado Misajlovski skal erstatte transportminister Mile Janakieski.
Det minder om en krigserklæring
Sidste gang, der blev nedsat en undersøgelseskommission var efter julebataljen i 2012. Den 24. december blev oppositionen korporligt blev smidt ud af plenarsalen sammen med de tilstedeværende journalister. Det var udefra kommende civilklædte mænd, som udførte aktionen. De blev dog genkendt som indenrigsministerielle specialstyrker.
Komitéen fandt frem til, at det var forfatningsstridigt at smide parlamentarikerne ud af parlamentet, Sobranie, men Ilija Dimovski, som sad i komitéen for VMRO-DPMNE, meddelte at betydningen af komiteens endelige rapport kunne sammenlignes med betydningen af toiletpapir.
Mitko Cavkov kommer fra politi- og indenrigsministeriets egne kadrer. Han er direktør for kontoret for offentlig sikkerhed. Men mellem 2012 og 2013 – altså på det tidspunkt, hvor Socialdemokrater og journalister blev smidt ud af parlamentet – var Cavkov chef for de centrale politistyrker.
Fra 2006-2012 var han chef for departementet for organiseret kriminalitet. Derfor stod han bag arrestationen af oppositionsleder Zoran Zaev i 2008. Zaev er borgmester i Strumica og blev arresteret for embedsmisbrug.
Vi anvender cookies og andet godt til at huske Deres data. Disse data deles undertiden med tredjepart. Er De indforstået med det og vore øvrige brugsvilkår? JaNejLæs først detaljerne
Privatlivspolitik, cookies og brugsvilkår
Privacy Overview
This website uses cookies to improve your experience while you navigate through the website. Out of these, the cookies that are categorized as necessary are stored on your browser as they are essential for the working of basic functionalities of the website. We also use third-party cookies that help us analyze and understand how you use this website. These cookies will be stored in your browser only with your consent. You also have the option to opt-out of these cookies. But opting out of some of these cookies may affect your browsing experience.
Necessary cookies are absolutely essential for the website to function properly. This category only includes cookies that ensures basic functionalities and security features of the website. These cookies do not store any personal information.
Any cookies that may not be particularly necessary for the website to function and is used specifically to collect user personal data via analytics, ads, other embedded contents are termed as non-necessary cookies. It is mandatory to procure user consent prior to running these cookies on your website.
