Gevgelija er grænsebyen mellem nutidens Grækenland og Republikken Makedonien. I dag sørger syriske flygtninge for Gevgelijas 15 minutes of fame. For rullende kameraer krydser de grænsen, mens alverdens kigger med. Men det er ikke første gang, Gevgelija er genstand for verdens opmærksomhed. Det var også tilfældet for 100 år siden, da Den Store Krig kom til Makedonien.

Gevgelija ligger på Vardarflodens vestbred. Både jernbanen og E75 følger Vardardalen mod nord. Cirka tyve kilometer oppe ligger byen Smokvica, hvor dalen åbner sig i et trekantet fladt og frodigt landskab. I de andre vinkler ligger sådan cirka Udovo og Valandovo. Hver side i trekanten er en 5-10 kilometer. Her kan man dyrke appelsiner og citroner, og hvad som helst, der kræver varme somre.

Fra Udovo rejser bjergene sig igen på begge sider af floden, som drejer mod nordvest. Dette i særklasse naturskønne 10-15 km lange stræk er snævert, og sine steder er der kun lige plads til både flod, E75 og jernbane. Ved jernporten, Demir Kapija, hvor bjerget ligesom på klem åbner sig for Vardar, og vel af samme grund har fået det bastante navn, er der ikke plads til E75, som må ind i en tunnel.

På den anden side jernporten åbner landskabet sig igen. Popova Kula, Bovin, Tikves og andre større vinforetagender og deres marker ligger her fra og op imod Negotino og ud til vest mod Kavadarci.

Det var i dette område, at en fransk-britisk ekspeditionsstyrke opererede for præcis 100 år siden. Operationen varede kun efteråret ud. Allerede den 12. december havde bulgarske styrker trængt briterne og franskmændene tilbage til Grækenland, hvor verdenskrigens tredje front stabiliserede sig langs grænsen.

”Den bulgarske hær står ved den græske grænse,” skrev eksempelvis Aarhus Stiftstidende et par dage senere, og ”Gevgelija står i flammer,” hed det videre.

The Macedonian Front, Salonika Front eller Front d´Orient skulle i 1918 blive særdeles vigtig for Den Store Krigs afslutning, men det er en anden historie.

Levende syrere og døde franskmænd

Syrerne ved det nok ikke, når de i disse år ruller op igennem de maleriske landskaber i nedslidte passagertog eller tager turen til fods ad jernbanesporet eller E75. Men de har et finurligt skæbnefællesskab med nogle derude i landskabet.

En af dem er Gustave Delplanque. Han blev dræbt ude mod øst ved Kosturino. Han var fra Roubaix og blev 24 år. En anden er Adrien Courdesse. Også han faldt ude ved Kosturino. Han blev 22 år og var fra Caveirac i Sydfrankrig. De faldt den 3. november 1915 sammen med en snes andre.

Tilbagetoget i begyndelsen af december 1915 kostede 21-årige Victor Doin livet. Han blev dræbt den 8. af et pistolskud ved Gradets. Han var fra Sainte-Geneviève-des-Bois ved Paris. Samme dag og sammesteds forsvandt Albéric Baudchon. Han var fra Glageon oppe ved Frankrigs grænse til Belgien. Han blev 30 år. En snes kolleger faldt ved samme lejlighed.

Og sådan kan man fortsætte med alle byerne i Valandovo Kommune og lidt til og så op langs Vardar til Negotino, Gradsko og Krivolak. Der er registreret omkring 300 franske og 300 irske faldne og der er sandsynligvis lige så mange faldne på den bulgarske side. Irerne, den britiske 10. division, forsvarede Kosturino under tilbagetoget, hvor den bulgarske 2. Armé rykkede frem.

Nogle af de døde drenge oven for er måske endt på en af de store militærkirkegårde, som i ’20erne blev etableret i Bitola (Monastir) og Skopje. Eller måske er de taget med til Zeïtenlick i Thessaloniki. Ingen ved det. Deres sidste hvilested er registreret som ukendt. Det samme gælder deres knap 300 kolleger.

Til gengæld er de fleste nævnt rundt omkring på monumenter i Frankrig og Algeriet. For eksempel Adrien Courdesse hjemme i Caveirac og Victor Doin ved Paris.

De britisk-franske styrker var ledet af General Maurice Sarrail. Det er ham, der er forbindelsesledet mellem de levende syriske flygtninge og de døde franske soldater.

Ententen lander, forudsætningerne brister

Den 30. september 1915 lander de første franske søofficerer i Thessaloniki. De skal forberede landgangen af den britisk-franske ekspeditionsstyrke, der efter aftale med premierminister Eleftherios Venizelos skal hjælpe Serbien. Serbien er allerede i krig med Østrig-Ungarn, og står over for at blive overfaldet af Bulgarien.

Bulgarien vil have Makedonien og venter blot på den rette lejlighed. Makedonien er i Balkankrigene et par år forinden tilfaldet Serbien og Grækenland, henholdsvis nord og syd. Det nordlige svarer til det, vi i dag kender som Republikken Makedonien eller fYRoM.

Men få timer efter, at landsætningen den 5. oktober 1915 af Ententens tropper begynder, fordufter forudsætningen for troppernes tilstedeværelse. Premierminister Venizelos bliver fyret af kong Konstantin.

Det er kompliceret.

Kong Konstantin i Grækenland tror på sejr til Centralmagterne – Tyskland, Østrig-Ungarn, Tyrkiet og om lidt Bulgarien -, mens Venizelos tror på sejr til Ententen – Storbritannien, Frankrig, Rusland m.fl. For begge de herrer gælder det om at stå på den vindende side, så man kan fortsætte med at etablere et Storgrækenland eller i hvert fald fastholde de nys udførte landnam.

Kongens problem er, at Grækenland traktatmæssigt er forpligtet på at komme Serbien til undsætning, når og hvis Bulgarien overfalder Serbien. Og Serbien er jo allerede i krig med Centralmagterne – kongens favoritter. Kongen hævder, at Serbien ikke kan overholde sin del af aftalen. Serbien skal nemlig ifølge traktaten byde ind med 150.000 soldater i denne forsvarskrig, og det kan Serbien ikke.

Venizelos har så fået den ide at spørge Ententen om hjælp. Hvis Ententen kan træde ind med de 150.000 mand på serbisk side, så vil Serbien kunne overholde sin del af traktatforpligtelsen. Og derpå vil Grækenland være traktatmæssigt bundet til at hjælpe Serbien. Det vil drage Grækenland ind i krigen på Ententens side, og det er det egentlige formål med Venizelos’ idé. De 150.000 skal altså – så at sige – hjælpe Grækenland ind i krigen, eller hjælpe Venizelos imod kong Konstantin.

Hvis Ententen leverer de 150.000 mand, må kongen finde en anden undskyldning, hvis han vil undgå at komme Serbien til hjælp.

Ifølge Venizelos har kongen givet samtykke til idéen om Ententens 150.000 mand. Det benægter kongen siden hen. For briterne er kongens samtykke vigtigt. Tropperne skal passere det sydlige Makedonien i Grækenland på vej mod det nordlige Makedonien i Serbien. Uden kongens samtykke vil en landgang jo tage sig ud som en indtrængen i et neutralt land. Og briternes officielle grund til året forinden at gå i krig mod Tyskland var jo Tysklands indtrængen i det neutrale Belgien. Frankrig har færre skrupler.

Briterne har forstået, at Venizelos er en lurendrejer, som ikke har kongens samtykke, men udenrigsminister Edward Grey holder på formaliteterne. Derfor bliver det til, at Grækenland protesterer over krænkelsen af græsk territorium over for de franske styrker, men ikke over for de britiske. Formålet er at berolige kongen, men den går ikke.

Kongen bliver vred, og Venizelos bliver afskediget, selvom Venizelos har kammerets opbakning. Men ”stemmer skal vejes, ikke tælles,” meddeler kongen. Få timer før afskedigelsen den 5. oktober 1915 begynder landsætningen af de allierede tropper.

Den nye anti-venizelistiske regering Alexandros Zaimis holder sit første møde den 6. oktober og beslutter ved den lejlighed, at man ikke vil komme Serbien til hjælp. For Ententen er der således ikke udsigt til at ”hjælpe Grækenland med at hjælpe sig selv ved at hjælpe Serbien”.

De kom for sent til toget

Militært er det ikke længere så klogt at hjælpe Serbien, for den græske aktive medvirken er jo nu gået fløjten. Politisk er projektet også kørt af sporet, for hele ideen var jo at trække tæppet væk under Kong Konstantins argument.

Men nu står de første tropper i Thessaloniki. Som udgangspunkt er Frankrig indstillet på at blæse på den manglende græske opbakning, forlade Thessaloniki og rykke mod nord for at hjælpe Serbien. Briterne vil ikke løfte en finger uden en græsk militær indsats.

Det ender med, at Storbritannien giver efter for det franske pres. Man ønsker ikke splid med Frankrig. Men det sker så sent som den 30. oktober, hvor briterne også lover at sende to divisioner til Thessaloniki. De er ellers på vej til Ægypten, men bliver omdirigeret.

På det tidspunkt har General Maurice Sarrail allerede længe været i Serbien med sin nyligt etablerede Armée d’Orient. Han ankommer til Thessaloniki den 12. oktober og allerede inden den 20. oktober har han placereret sine infanteridivisioner på strækningen fra Krivolak i nordvest til Kosturina i sydøst. Han har også konstateret, at Bulgariens styrker allerede har afskåret jernbanen nord for dette stræk. Dermed kan han ikke etablere forbindelse til Serbiens militære hovedstyrke.

Det viser med al ønskelig tydelighed, at den ”mission description”, der erstatter det oprindelige formål med ekspeditionen, og som Frankrig og Storbritannien endelig bliver enige om den 30. oktober, er forældet allerede inden den er vedtaget.

Formålet med missionen er alene at sikre forbindelsen til de serbiske styrker, kom det til at hedde. Derfor skulle man forsvare jernbaneforbindelsen. Britiske styrker skulle sikre strækket mellem Thessaloniki og Krivolak, og franske skulle sikre strækket mellem Krivolak og Veles – altså den forbindelse, Sarrail allerede ti dagen forinden konstaterer, er afbrudt.

Bulgarien angriber Serbien den 14. oktober. Det er aftalt og koordineret med Centralmagterne, som angriber fra Beograd den 6. oktober. Bulgarien indtager Kumanovo og Skopje den 22-24. oktober 1915. Jernbaneforbindelsen nord for Krivolak bliver ødelagt den 18. oktober.

For Ententen og Sarrail lykkedes det som nævnt hverken at få kontakt til den serbiske hær eller at beskytte jernbanestrækningen. Men måske lykkedes det at forsinke den bulgarske fremrykning en smule. Hvis det var tilfældet, så gav det den serbiske hær lidt mere tid til at flygte i – ned gennem Albanien og til Korfu.

Sammenrend ved Gevgelija

Den Store Krig, som senere blev omdøbt til Første Verdenskrig, handlede grundlæggende om, at Tyskland var ved at blive for stærkt. Storbritannien havde det bedst med at være alene om førstepladsen.

Frankrig og Rusland var enige i, at Tyskland måtte stoppes. Frankrig havde naturligvis sine egne kartofler at hyppe, herunder for eksempel at få Alsace-Lorraine eller Elsaβ-Lothringen tilbage. Men krigsmålet var først og fremmest at stække Tyskland, og det var også derfor, Frankrig ville hjælpe Serbien.

Storbritannien havde derimod fjernere mål, som spillede en rolle for tilstedeværelsen i Makedonien og før det på Gallipoli. Storbritannien ville forhindre tysk indflydelse i Mellemøsten og Afrika.

Frankrigs krigsmål eller i hvert fald de konsekvenser, Frankrig så af krigen, blev dog efterhånden flyttet ind i en større kontekst. Det gjaldt eksempelvis den fremtidige opdeling af Det Osmanniske Rige. Frankrig og Storbritannien var enige om, at man ikke kunne overlade regeringsansvar til de lokale ”asiater” – i for eksempel det olierige Mosul eller i Syrien!

Frankrig blev netop mandatar i Syrien. Mandatsystemet var en ny opfindelse til lejligheden. Den gik ud på, at områder, der havde tilhørt krigens tabere blev overdraget til Folkeforbundet, som så gav krigens vindere i opdrag at administrere mandatområderne.

Grænsedragningen var relativt tilfældig. Der fandtes ingen syrisk identitet, der fulgte mandatområdets grænser. Men det kom der efterhånden. Den syriske identitet, følelsen af at være fælles om noget, blev blandt andet skabt i oprørene imod Frankrig i 1920erne.

Frankrigs ansigt i Syrien var under det store syriske oprør ingen ringere end overkommissær Maurice Sarrail, tidligere general for Armée d’Orient. Ham skylder mange meget, levende såvel som døde, der render sammen nede ved Gevgelija.

Eller er det omvendt?

Alternativ turist i Makedonien:

• Salonika Battlefield Tour
• Turist i Makedonien

Litteratur:

• Misha Glenny: The Balkans, 1804-2012: Nationalism, War and the Great Powers. Penguin 1999/2012
• George B. Leon: Greece and the Great Powers 1914-1917. Thessaloniki – Institute for Balkan Studies 1974