Eftersynsk fra Nordmakedonien ultimo 2023

Kamen Most Stone Bridge Skopje
Stenbroen, Skopje

Om vestlig fordobbeltmoral, makedonske nytårstanketorsk, et skvæt krimlologi og glædelig jul og Vorherre og -frue bevares.

De fleste, jeg taler med i Nordmakedonien, mener, at Ukrainekrigen er fremprovokeret af NATO. Jeg hører to varianter af den opfattelse: Enten er det sket bevidst, eller også er det en følge af dumhed.

I det første tilfælde skulle motivet være, at den amerikanske våbenindustri har brug for et boost. I det andet tilfælde består det dumme i, at man ikke gjorde sig klart, at Rusland ville reagere som det gjorde, hvis man ikke fandt andre løsninger på problemet.

Problemet – sådan ser man det givetvis i alle lande og befolkningsgrupper, der tænker etnonationalistisk – var det store russiske befolkningselement i Ukraine.

Det er ikke så overraskende, at de fleste i Makedonien tænker sådan, for de slavisksprogede medier er inspireret af de serbiske ditto, som igen er inspireret af de russiske.

Derimod kan det måske overraske, at den forestilling om legitimitet, som kan forsvare støtten til Ukraine, nemlig at man må forsvare den regelbaserede verdensorden og herunder staters suverænitet, er fraværende blandt de borgere, jeg taler med.

Denne forestilling, at magten ikke må stå over retten, er vel den forestilling støtten til Ukraine lever af hjemme i Danmark. Den idealforestilling er jeg altså endnu ikke stødt på i Nordmakedonien, som jo i øvrigt er medlem af NATO (!) Det skyldes ikke mindst, at man her er langt mere optaget af (det såkaldte) vestens dobbeltmoral, end det er tilfældet hjemme i Danmark.

Dobbeltmoral

Hvad lever forestillingen om vestens dobbeltmoral af? Her er det nærliggende at pege på Kosovo, Nordgrækenland og nu Gaza.

Jeg tror, det vil være vanskeligt at finde en borger i den slavisktalende del af Nordmakedoniens befolkning, som kan se forskel på Ruslands erobring af Krim, Donbas osv. og NATOs erobring (sådan ser man på det) af Kosovo.

Dertil kommer, at det nordlige Grækenland (”Sydmakedonien”) jo i 1940erne blev udelukket fra at tilslutte sig Jugoslavien og altså dagens Nordmakedonien pga. Trumandoktrinen. Det vil for de fleste i Nordmakedonien være udtryk for, at netop magten, USA, står over retten. Selvom de færreste kan huske, hvordan det præcist hang sammen med den græske borgerkrig, så har historien alligevel sat sig dybe spor i form af mistillid til f.eks. briter og amerikanere. USA og andre staters manglende indgriben overfor Israels ulovligheder er blot vand på møllen. Det hele forstærkes nu yderligere af den ensidige støtte af Israels aktiviteter i Gaza-striben.

Fordobbeltmoral

I parentes bemærket bidrager det blot til dobbeltmoralen, når vestlige medier taler om vestlige værdier. Det er helt gak. Den regelbaserede verdensorden og diverse konventioner er naturligvis ikke blot udtryk vestlige værdier. De har og havde opbakning fra diverse stater, befolkninger og civilsamfundsorganisationer verden over, da de blev vedtaget.

Derimod er det sandt, at det hidtil har været en række stater i vesten (altså en række stater, vi kalder vestlige), der har haft evne og vilje til at forsvare en verdensorden, hvor retten står over magten – så længe det flugter med disse staters egeninteresse (hvilket der i øvrigt ikke altid er noget principielt forkert i, men hvilket naturligvis altid gør, at man stiller sig til rådighed for beskyldninger om dobbeltmoral).

Når varedeklarationen ”vestlige værdier” bidrager til dobbeltmoralen, skyldes det følgende forhold: hvis værdierne i internationale konventioner og aftaler alene er udtryk for vestlige værdier, så må det jo følge, at disse værdier bliver duttet andre stater og samfund på imod deres vilje. For så vidt vil fjenderne af de angiveligt vestlige værdier jo have ret i, at de angiveligt vestlige værdier er afledt af vestlige magtambitioner. Og hvis vestlig magt på den måde ”ejer” retten, så adskiller vesten sig ikke kvalitativt fra Kremls gøren og laden.

Fravær af følgeslutninger

Det som er aldeles mystisk, når man taler med borgere i Nordmakedonien, er fraværet af overvejelser om relevante følgeslutninger.

Man burde have afholdt en folkeafstemning i Donbas mv. om befolkningens statslige tilhørsforhold, hørte jeg f.eks. for nylig en makedoner hævde. Per Stig Møller har været inde på noget af det samme. Man kan nok ikke forlange, at Møller skal tænke i konsekvenser i Nordmakedonien, men man kan derimod nok forvente, at netop makedonere ville tænke på konsekvenserne.

Den etnonationale tankegang ville jo i Nordmakedonien betyde, at de 20-30% albanere i Nordmakedonien, som i dag hovedsageligt bor i nord og vest, ville kunne tilbydes en folkeafstemning om tilhørsforhold. Der er ikke noget, der tyder på, at de ønsker noget sådant, men det kan hurtigt komme – især hvis Nordmakedonien i nær fremtid sakker økonomisk agterud for Kosovo og Albanien, mens det etnonationalistiske højre vender tilbage til magten i Nordmakedonien fra foråret 2024.

Man skal lede længe, hvis man vil finde en etnisk makedoner i Nordmakedonien, der ville indrømme albanerne en sådan afstemning.

Bulgarien kan i øvrigt udmærket overtage den putinske filosofi om Ukraine: at Nordmakedonien historiske set ikke er en ”rigtig” stat, og at dele af Nordmakedonien retteligen burde tilhøre Bulgarien. Der er ingen tvivl om, at denne tanke, som spiller fint sammen med den etnonationale ideologi med bulgarsk fortegn, allerede lever i bedste velgående i Bulgarien.

Putins filosofi i bulgarsk aftapning ville vække vrede blandt makedonerne i Nordmakedonien, og gør det med jævne mellemrum faktisk også.

Kort sagt: hvorfor går ingen i Nordmakedonien i brechen for det synspunkt, at retten bør sejre over magten? Hvorfor insisterer man i stedet på, at når USA må, så må Rusland også?

Konsekvenserne af de to ting i forening er jo helt utålelige – især for en stat som Nordmakedonien. Nu har jeg naturligvis ikke talt med alle, men jeg tror min registrering er repræsentativ for den gennemsnitlige flyvehøjde i Nordmakedonien.

Krimlologisk inkontinens

Lige en randbemærkning, som har en lille smule med sagen at gøre. Hvis man tager Krim som eksempel på et sted, hvor der er foregået en folkeafstemning om statsligt tilhørsforhold, så er Krim også eksempel på, at der hurtigt kan gå kludder i sådan noget.

Folkeafstemningen på Krim i 2014 blev nok ikke afviklet uden snyd og den var naturligvis ulovlig efter Ukrainsk og international lov, men den ville nok alligevel være faldet ud til Kremls fordel, hvis den var blevet afviklet efter bogen.

Der er bare det, at den russiske befolkning på Krim jo til dels er et resultat af russificering af Krim i moderne tid, og at områdets gamle befolkning i takt hermed emigrerede, henholdsvis i 1940erne blev deporteret til Centralasien.

Man kan da godt få den tanke, at man burde hente alle Krimtatarerne hjem fra, så netop de fik stemme, hvis Krims tilhørsforhold til Ukraine skulle ændres. Det giver som bekendt en stakket varme at pisse i bukserne, og det er rimeligvis, hvad Kremls folkeafstemning om Krim er udtryk for.

En wokal eftertanke

For resten betyder alt det ovenstående ikke nødvendigvis, at Kreml tænker etnonationalt. Personligt tror jeg det faktisk ikke. Jeg tror blot Kreml udnytter, at flertalsbefolkninger inden- og udenfor Rusland tænker etnonationalt.

Kremls filosofi skal snarere ses i det lys, at Rusland er en kolonimagt, hvis koloniale natur er blevet glemt. Der er på den baggrund en smule Quasimodo over det der med at smide Frederik V i havnen.

Skopje Anna Domina 22/12 2023

"Eftersynsk fra Nordmakedonien ultimo 2023" blev sidst opdateret: 20. januar 2024 af John Petersen
Dette indlæg blev udgivet i Makedonien. Bogmærk permalinket.