Hælder EU benzin på det makedonske bål?

To EU-forløb skal bidrage til at hjælpe Makedonien ud af landets politiske krise. EU er i fare for kun at yde symptombehandling og samtidigt hælde benzin på en større krise.


Photo by Mad House Photography / Creative Commons License 2.0

Som beskrevet her på bloggen, er to forløb på vej, som involverer EU-parlamentarikere og institutioner, og som skal forsøge at løse op for Makedoniens politiske krisekompleks.

I det ene forløb skal EU-parlamentarikere forsøge at bringe den makedonske del af landets højre- og venstrepolitikere på talefod igen. Målet er, at socialdemokraternes boykot af parlamentet skal ophøre, så lovgivningsarbejdet igen kan fremstå legitimt.

I det andet forløb skal EU yde ekspertbistand til den offentlige anklagemyndighed, der som følge af landets aflytningsskandale, har mere end nok at lave. Eksperternes tilstedeværelse skal i sig selv bidrage til at genskabe befolkningens tillid til anklagemyndigheden. Og det er nødvendigt, for chefanklager Marko Zvrlevski er selv en del af krisekomplekset.

Hvis EU har held med begge dele, så bliver resultatet, at det nuværende regime i legitimitetens skær kommer styrket ud, og Socialdemokraterne (SDSM) kan herefter lige så godt opløse sig selv. Vejen mod et stadig mere autoritært styre vil – med EU’s hjælp – være sikret i mange år fremover.

Det bedste man kan sige er, at EU endnu ikke har besvaret forespørgslen fra Zvrlevski, hvori han anmoder om hjælp.

Den store krise og den lille krise

Man kan forstå Makedoniens politiske krise på mindst to måder. De to måder fører til at opfatte krisen som altomfattende henholdsvis begrænset, stor eller lille. Det uheldige er, at EU muligvis kun ønsker at se den lille krise, som reelt blot er et symptom på den store.

Én måde tager udgangspunkt i, at et klientelistisk netværk omkring premierminister Nikola Gruevski og hans fætter Saso Mijalkov siden 2006 har opnået kontrol over alle statens vigtige institutioner – godt og vel. Instrumentet er partiet VMRO-DPMNE.

Dette udgangspunkt er overtegnede selv blevet præsenteret for af adskillige – både af tilhængere og modstandere af systemet Gruevski. Også før aflytningsskandalen. Med smil på læben ynder folk at sammenligne med Italien, hvor de hævder, at mafiaen er en del af staten. Heroverfor er Makedonien mere avanceret, for her er staten en del af mafiaen. Tilhængerne ser naturligvis ikke dette som en krise.

Er man inden for i varmen, så bifalder man systemet, fordi man er en del af klientellet. Eventuelt skylder man partiet VMRO-DPMNE sin stilling eller indtægt. Man giver ikke meget for, at en regering ledet af oppositionen skulle kunne gøre en forskel i relation til hæderlighed, retsstatsprincipper og så videre.

Er man derimod uden for, så abonnerer man på, at alt dette udgør den egentlige og store krise. Det synspunkt står først og fremmest SDSM for.

Det andet udgangspunkt ser mere synkront på sagen, og ser bort fra klientelisme og kriminalitet. Her mener man, det er kritisk, at statens institutioner ikke nyder hele befolkningens tillid og derfor ikke fungerer. Institutionerne er systemet, og hvis systemet er i fare for at bryde sammen, så er der krise. Det er den lille krise.

Disse institutioners funktionsduelighed ses også som en betingelse for, at nogen – legitimt, med lov i hånd, og på borgernes vegne – med tiden kan afskaffe klientelisme og kriminalitet.

Det er tilsyneladende EU’s synspunkt. Derfor er det et mål, at Socialdemokraterne skal ophøre med at boykotte parlamentsarbejdet. Og Zvrlevski skal, i overensstemmelse med gode retsprincipper, magtens tredeling og alt det dyre, arbejde sig igennem alle de sager, der som følge af aflytningsskandalen har hobet sig op i hans institution.

Gruevski repræsenterer selv en variant af dette synspunkt. Krisen består i, at nogen har rystet hans system. For ham bliver krisen først til en krise med aflytningsskandalen, fordi den ”destabiliserer Makedonien”. For blot et par år siden kunne Gruevski for eksempel afvise, at pressefriheden var truet. Det var ”varm luft”, sagde han.

Og så sent som i begyndelsen af februar lagde udvidelseskommissæren Johannes Hahn sig i det spor og efterlyste beviser på, at det stod så slemt til. Hverken Hahn eller Gruevski kan slippe så let om ved det længere.

Nære fremtidsscenarier

Både professionelle og amatørkommentatorer taler om muligheden for, at premierminister Nikola Gruevski og chefen for den offentlige anklagemyndighed Marko Zvrlevski går af.

I stedet for Gruevski og regeringen kan man forestille sig en bredt sammensat overgangsregering, der kun får som opgave at forberede et nyvalg. Det er det, Socialdemokraterne har talt for. Eller man kan forestille sig en regering sammensat af ikke-partipolitiske eksperter, der får til opgave både at forberede et nyvalg men også og først at rydde op i statens institutioner. Eller også forbliver alt, som det var.

Det giver i princippet seks kombinationsmuligheder.

Måske er (1) Gruevski og Zvrlevski fortsat premierminister henholdsvis chef for den offentlige anklagemyndighed, når bølgerne har lagt sig i Makedoniens politiske krise. Eller måske er (2) Gruevski stadig premierminister, men Zvrlevski er gået af. Eller (3) Zvrlevski er fortsat offentlig anklager, men Gruevski er gået af. I Gruevskis sted er der så kommet en bred koalitionsregering, der kun skal forberede et nyvalg. Eller (4) der er i stedet for Gruevski kommet en ekspertregering. Endelig (5) kan de begge være gået af, og en bred valgforberedende koalitionsregering sidder, eller også sidder en (6) ekspertregering.

Man kan se bort fra mulighederne (3) og (5), for Gruevski udelukkede på stormødet i Trajkovski-hallen den 15. marts, at VMRO-DPMNE kunne sidde med i sådan en konstellation. Det er der grund til at tro, han holder fast i. Det ville være meget bekvemt for VMRO-DPMNE at sidde uden for, mens en valgforberedende regeringskonstellation arbejdede. Det vil resten af partierne ikke være interesseret i. Kommer der en opryddende ekspertregering, må man gå ud fra, at Zvrlevski ryger ud. Derfor kan man også se bort fra (4).

Versionerne med en koalitionsregering har desuden den konsekvens, at VMRO-DPMNE sandsynligvis vil vinde et nyvalg. Alt vil sandsynligvis fortsætte som før, hvis ikke statsinstitutionerne først bliver afpolitiserede.

Det sidste scenarie (6) vil ikke være efter bogen, og hvis der alligevel kan findes en paragraf i forfatningen, der muliggør det, så vil regimets topfolk under alle omstændigheder læse det på en anden måde og med alle midler søge at forhindre det.

Så er der (1) og (2) tilbage.

"Hælder EU benzin på det makedonske bål?" blev sidst opdateret: 10. marts 2018 af John Petersen
Dette indlæg blev udgivet i EU, Makedonien, Politisk krise i Makedonien 2015-2017 og tagget , , , , , , , , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv en kommentar