Uffe Gardel skriver i Berlingske den 5. juni om den flodbølge af løgne, der udgår fra Kreml-venlige medier. Det fremgår, at Danmark i mindre grad er mål for den Kreml-venlige propaganda, og at det skyldes mangel på klangbund i den danske offentlighed. Det er nok ikke helt retvisende.
Danmark synes at være et lavt prioriteret område for Kreml-venlige mediers løgn og propaganda, skriver Uffe Gardel. Gardels vidne er bl.a. den estiske forsker Kristina Potapova. Der skal være ”en eller anden grad af fælles terræn mellem Rusland og det pågældende land”, hvis Kreml-medierne skal se en mulighed for at propagere i landet, forklarer Potapova, og man må forstå, at Danmark så er undtaget.
Det er sikkert helt rigtigt, men artiklen har en blind vinkel, som Berlingske Tidende desværre selv illustrerer i selv samme udgave den 5. juni. I en artikel om Republikken Makedoniens nye premierminister, Zoran Zaev, skriver Troels Heeger blandt meget andet, at Makedoniens nye opposition ”er rødglødende over Saevs beslutning om at udpege i alt ni ministre med rødder i det albanske mindretal…”
Det er forkert! Det er ikke derfor, oppositionen er vred. Der har været albanske ministre og partier i regeringen, så længe Republikken Makedonien har været selvstændig. Og de har tidligere regeret sammen med den nu nye opposition. Grunden til vreden er indviklet, men den er beskrevet andetsteds her på bloggen.
Men forsøget på at fremstille den politiske krise i Makedonien, som om den var udtryk for strid mellem de to store befolkningsgrupper, makedonere og albanere, strider imod fakta. Dette forkerte narrativ er blandt andet sat i søen af – voila – Kreml.
Og for nu lige at toppe ironien, så skriver Berlingskes Simon Kruse den 6. juni om Kremls spredning af misinformation om et Storalbanien in spe. Kruse har helt ret. Men det er blandt andet denne misinformation, der er lykkedes, når Berlingske den 5. juni kan fremstille den politiske krise i Makedonien, som om den var udtryk for stridigheder mellem de store befolkningsgrupper, albanerne og makedonerne.
Kreml har klangbund
Berlingske er langt fra alene om det etniske narrativ. Mange danske aviser skrev f.eks., at der i slutningen af maj var utilfredshed med valget af en albansk formand for Makedoniens parlament. Det er forkert. Man var utilfreds, men det var ikke, fordi manden, Talat Xhaferi, er albaner.
Der er tale om en særdeles giftig løgnehistorie, fordi den rent faktisk godt kunne være sand. Den etniske rivaliseren i Makedonien har konfliktpotentiale. Det er blot ikke det potentiale, der er kernen i den makedonske politiske krise, som den har udfoldet sig i de seneste par år. Det giftige ligger naturligvis i, at historien kan ende som en selvopfyldende profeti.
Den blinde vinkel i Gardels artikel består i, at de Kreml-venlige skævvredne eller løgnagtige nyheder jo alligevel når til Danmark. Her kan man så filosofere over, om en eventuel ”grad af fælles terræn mellem Rusland og det pågældende land”, altså Danmark, alligevel gør sig gældende? Hvorfor bliver Berlingske og andre ved med at gentage den evindelige historie om etniske stridigheder?
Det forekommer mig, at dette narrativ har klangbund i lande som Danmark, hvor nationalismen har slået rod, og hvor statsdannelser, der ikke beror på kulturel enhed, regnes for at være misdannelser. For så vidt har Potapova ret.
Berlingske har afvist at bringe denne kommentar. Afslaget er ikke begrundet.