Kategoriarkiv: Politisk krise i Makedonien 2015-2017

Den politiske krise i Makedonien (fYRoM) afhandles i de nedenstående 62 artikler. Krisen blev udløst af aflytningsskandalen eller Zaevs bomber. Herefter fulgte bevægelsen Protestiram eller Protestoj, Przino- eller Przhino-aftalen, den kulørte eller farverige revolution,  valget den 11. december 2016, den albanske platform, stormen på parlamentet og endelig regeringsskiftet og retssagerne.

I februar 2015 begyndte landets socialdemokrater (SDSM) at offentliggøre aflyttede telefonsamtaler. Samtalerne dokumenterede endeløse kriminelle og andre lyssky forhold i toppen af det nationalkonservative, dominerende regeringsparti, VMRO-DPMNE.

Aflytningerne blev afspillet i redigerede portioner, som blev kaldt Zaevs bomber, fordi SDSM’s formand hed og hedder (skrevet 7/1/1018) Zoran Zaev.

Kun i begrænset omfang blev den albanske regeringspartner, BDI (DUI), sværtet til. Det betyder dog ikke, at BDI har rene hænder, for der findes fortsat et ocean af aflyttede samtaler, som offentligheden endnu ikke har fået at høre (skrevet 7/1/2018).

Politisk krise i Makedonien som normaltilstand

Man kan argumentere for, at politisk krise er en normaltilstand i Makedonien. Hvis politisk krise er en diagnose, der blot kræver tilstedeværelse af korruption, klientelisme og potentielle etniske stridigheder, så er krisen i Makedonien permanent.

De potentielle etniske modsætninger er givet med ideen om, at Republikken Makedonien er eller bør være en nationalstat (nationalisme). Det er en umulighed, befolkningssammensætningen og historien taget i betragtning. Så længe ideen lever, er der på den led politisk krise i Makedonien.

Korruption og klientelisme er ligeledes permanente ingredienser i makedonsk politik.

Afgrænsning af Makedoniens politiske krise 2015-2017

Artikelsamlingen nedenfor dækker den politiske krise i Makedonien, som den udspillede sig fra lidt før Zaevs første bombe, indtil Nikola Gruevski gik af som partiformand for VMRO-DPMNE i december 2017. Det gør den, fordi denne periodes politiske krise er større end summen af de sammenlagte udfordringer med korruption, nationalisme og klientelisme.

Det vil sandsynligvis være korrekt at sige, at staten i Nikola Gruevskis periode som statsminister blev underlagt partiet VMRO-DPMNE. I den forstand har Republikken Makedonien indtil for nylig lignet Sovjetunionen. Men samtidigt er det ikke klart, om også partiet VMRO-DPMNE kan siges at have været kapret af dets egne topfolk – ud over hvad almindelige vedtægter foreskriver.

Hvis det er tilfældet, står Nikola Gruevski og hans allierede tilbage som absolutte skurke (hvis man altså ikke går ind for autoritære ledere, der lader som om de er liberale demokrater), mens medlemmer og partiaktive i større eller mindre grad er fri for skyld. Hvis krisen i Makedonien er uløseligt knyttet til Nikola Gruevski og hans topfolk, så sluttede den tidligst med Gruevskis afgang som partiformand december 2017.

Hvis den politiske krise derimod er blevet en del af VMRO-DPMNE’s hele DNA, så er krisen på sæt og vis ikke slut endnu. Partiet har fortsat bred opbakning i befolkningen og er fortsat det største parti i parlamentet. Men krisen gik i pause, da partiet måtte overgive magten til et nyt parlamentsflertal i maj 2017.

Krise i Makedonien – forløbet i 2015

Allerede fra efteråret 2014 kunne man mærke, at det ulmede i Skopje, da studenterne protesterede mod såkaldte statseksaminer. Samtidigt annoncerede SDSM og Zaev den såkaldte bombe, der angiveligt ville få regimet til at falde. Man vidste det var alvor, da premierminister Nikola Gruevski i en tv-transmitteret tale fortalte, at Zaev og tre andre ville blive retsforfulgt for spionage og kupforsøg. Bomben begyndte i det hele taget at ligne en selvmordsbombe.

Den 9. februar 2015 sprang bomben, og den viste sig kun at være den første i en hel række af bomber. Top-20.000 i Makedonien var blevet aflyttet af regimet, hævdede Zaev, som bød på et par lyd- eller smagsprøver.

15. og 20. februar leverede SDSM bombe nummer 2 og 3, og regimet begyndte at ryste. Og befolkningen frygtede, at bomberne på et tidspunkt kunne få en etnisk dimension – eventuelt via aflytninger relateret til Smilkovci-mordene.

Bombe nummer 4 den 25. februar bekræftede, at også medierne stod i et klientforhold til VMRO-DPMNE-regimet, bombe nummer 5 viste, at regimet ikke gik af vejen for hævnaktioner over for frafaldne alliererede, og i bombe nummer 6 den 2. marts, chokoladebomben, fik borgerne indsigt partitoppens hårrejsende finansielle prioriteringer. Den 7. og 8. bombe, henholdsvis 6. og 10. marts, dokumenterede regimets valgsvindel og endog meget kreative valgsvindelmetoder og inspirerede til artiklen Makedonien: kejseren står nøgen, men er undersåtterne nudister?

Ruslands propagandamedier tilsluttede sig efterhånden regimets narrativ, at det hele er et destabiliseringsplot og et kupforsøg med USA som dirigent – og at det handler om at forhindre russisk gas i at nå Sydøsteuropa. Og imens sprang bomberne 9 og 10, som yderligere dokumenterede magtmisbrug.

EU og andre spillere talte for en institutionel løsning på den politiske krise i Makedonien, og flere EU-initiativer gik i gang. Regimets modstandere regnede såvel EU-Parlamentet som EU-Kommissionen for naive, hvilket demonstrationer for seriøs mediedækning på sæt og vis illustrerede i marts. SDSM boykottede på det tidspunkt parlamentsarbejdet, og det så ud som om, EU og andre mente at dette var selve krisen i Makedonien, mens det for SDSM naturligvis var en konsekvens af krisen. Eftersom krisens omfang af EU var misforstået, var man sandsynligvis i færd med at hælde benzin på bålet.

Bombe nummer 19 viste – ikke overraskende – at landets lutringskommission blev anvendt som et politisk instrument, der skulle udskamme politiske modstandere.

De mellemliggende bomber, 11-18, havde vist regimets chikane af private firmaer (11), regimets klemme på dets egne VMRO-DPMNE parlamentsmedlemmer (12), premierministerens magtmisbrug i forbindelse med erhvervelse af privat ejendom (13), korruption i forbindelse med motorvejsbyggeri (14), korruption i forbindelse med det hemmelige politis indkøb (15), og en politisk kontroversiel studehandel, hvor VMRO-DPMNE-toppen går med til amnesti til mulige albanske krigsforbrydere (18), idet toppen dog skjuler sig bag VMRO-DPMNE-parlamentsmedlemmerne.

I april begyndte regimet at fortælle om albanske terrorister, men uafhængige medier troede det var et – forventet – trick, som skulle aflede opmærksomheden fra regimets kriminalitet.

Folk blev virkelig vrede, da regimets indblanding i mordet på Martin Neskovski kom for en dag i bombe nummer 29 den 5. maj. Denne bombe var et vendepunkt, og spontane daglige demonstrationer imod regimet fulgte. Demonstrationerne blev koordineret på de sociale medier og de to hashtags #Протестирам og #Protestoj, og der blev indkaldt til stordemonstration den 17. maj.

Men den 9. maj udkæmpede en gruppe albanske bevæbnede mænd et veritabelt slag imod politistyrker i Kumanovo. Cirka tyve mænd blev dræbt, og det flyttede vitterligt opmærksomheden fra Makedoniens politiske krise et øjeblik. USA og EU-lande bragte dog øjeblikkeligt fokus tilbage, idet de erklærede massiv mistillid til Nikola Gruevskis regime, og VMRO-DPMNE-topfolkene Janakieski, Mijalkov og politi- og indenrigsminister Jankuloska måtte gå af. Mitko Cavkov blev indsat i stedet for Jankuloska, hvilket lignede et af flere offensive træk, selvom det blev præsenteret som en defensiv.

Udenlandske medier skrev vidt og bredt om begivenhederne i Kumanovo, og verdens mediebrugere fik givetvis det indtryk, at Makedoniens politiske krise handlede om etniske konflikter. Russiske medier ikke mindst, men til forskel fra de vestlige medier har russerne formentlig godt vidst, at det ikke passede.

EU’s udvidelseskommissær Johannes Hahn annoncerede den 2. juni den såkaldte Przhino- eller Przino-aftale (Пржино). EU’s forskellige initiativer var mundet ud i en aftale om valg i Republikken Makedonien efter en overgangsperiode. Detaljerne i aftalen blev fastlagt den 15. juli, og inkluderede blandt andet oprettelsen af en særlig offentlig anklagemyndighed, bestemmelser om reformer og en overgangsregering (15.1.16.) før et valg (24.4.16.), og en dato for Gruevski’s tilbagetrækning (15.1.16).

I mellemtiden var den første såkaldte Priebe-rapport blevet offentliggjort. Den levnede ikke plads til at relativere de forbrydelser, Gruevski-regimet havde stået i spidsen for, men alt tydede på, at han fortsat havde opbakning i befolkningen, og sikkert kunne vinde et valg. Især hvis Przhino-aftalens reformkrav blev ignoreret, og hvis den særlige offentlige anklagers arbejde blev forhindret. Og det var netop tilfældet.

Bombesprængningerne fortsatte, og den 16. juni endog nummer 39, hvor det for en gangs skyld også gik ud over regeringspartneren BDI (DUI).

I efteråret faldt overgangsregeringens sammensætning på plads, og spillet om at fastholde henholdsvis at udsætte valgdatoen blev tydeligt. Hindringerne for den særlige offentlige anklagers virke blev fjernet, og man begyndte især at diskutere valgloven og nogle fantastiske afledningsmanøvrer.

Krise i Makedonien – forløbet i 2016

I januar 2016 gik Gruevski af som premierminister, men fortsatte som leder af VMRO-DPMNE. Men den 15. januar 2016 blev det klart, at SDSM alligevel ikke ville deltage i et valg så tidligt som den 24. april. Selvom SDSM boykottede afstemningen den 18. januar, blev valget dog alligevel udskrevet med regeringspartnerne BDI og VMRO-DPMNEs stemmer. Overgangsregeringen tiltrådte.

I slutningen af januar kunne EU’s mægler, Peter Vanhoutte, meddele, at partierne nu var enige om, hvordan revisionen af valglisterne skulle finde sted.

Ikke desto mindre udsatte parlamentet den 23. februar valget til den 5. juni. BDI sikrede flertallet og svigtede således VMRO-DPMNE til fordel for USA, EU og oppositionens synspunkt. Det blev snart klart, at valget nok igen ville blive udsat, fordi Przhino-aftalens øvrige punkter fortsat ikke blev efterlevet. Og det hele blev yderligere kompliceret, da de albanske ministre på grund af en sexskandale blev trukket ud af overgangsregeringen.

Den 6. april meddelte SDSM endnu engang, at de ville boykotte valget, hvis det blev udskrevet til 5. juni. Den 12. april annullerede præsident Gjorge Ivanov (VMRO-DPMNE) reelt Przhino-aftalen, idet han dekreterede et stop for alle retssager, der var en følge af aflytningsskandalen. Dermed blev den særlige offentlige anklagers arbejde betydningsløst. Og den 15. april udskrev parlamentsformand Veljanoski valget til 5. juni. SDSM forlod overgangsregeringen.

Fra den 12. april blev der i større stil demonstreret imod regimet i Skopje. Demonstrationerne blev kaldt den kulørte eller farverige revolution. Der blev samtidigt arrangeret moddemonstrationer – formentlig af regimet selv. Demonstrationerne fortsatte i over tre måneder. Regimets folk holdt til foran parlamentet og oppositionen foran statsministeriet. Begge i teltlejre.

Faktisk startede regimemodstandernes demonstrationer allerede før den 12. april. De startede da forfatningsdomstolen, som regnedes for at være en del af regimet, besluttede at udvide præsidentens beføjelser til at dekretere stop for retssager. Allerede da havde demonstranterne lugtet lunten.

Przhino-aftalen så ud til at være død, og det blev muligvis kun værre den 18. maj, da kringlede juridiske fiksfakserier muliggjorde, at valget endnu engang blev udsat. Denne gang på ubestemt tid. VMRO-DPMNE-ministrene blev genindsat, og overgangsregeringen var – midlertidigt skulle det vise sig – ude af billedet.

Den 20. juli indgik partierne en aftale om valg den 11. december. Det var ikke indlysende, hvad der havde ændret sig siden 5. juni-valget blev udsat, men Johannes Haindls og Hoyt Yees besøg har formentlig noget med det at gøre. I hvert fald blev 20. juli-aftalen til efter pres fra USA og EU. Den blev efterlevet den 31. august med erklæret enighed om valgdatoen den 11. december, hvorefter overgangsregeringen igen blev indsat. Og Ivanov trak sit ”amnesti” tilbage.

Men Mitko Cavkov blev på forunderlig vis manøvreret tilbage til stillingen som chef for sikkerhedstjensten, hvilket varslede ilde for det videre forløb.

Det hele er EU og Vestens skyld! Det synspunkt trives i bedste velgående i den makedonske befolkning, og præsident Ivanov viste i løbet af efteråret, at han er helt i sync. Og selv eksperter og uafhængige journalister abonnerer på og viderebringer dette narrativ.

Valgkampen blev etnificeret fra dag minus ét, selvom – men i nogen grad snarere fordi – landets vælgere reelt havde chancen for at fravælge bærerne af alt det uvæsen, aflytningsskandalen havde dokumenteret.

Et halvt hundrede partier stillede op til valget, fordelt på elleve lister. VMRO-DPMNE viste sig fortsat at være landets største parti, men det kunne ikke mønstre et parlamentsflertal. Det kunne derimod koalitionen omkring SDSM. Valgets gedigne nyheder var, at SDSM blev det parti, der kunne mønstre flest albanske stemmer, og at en EU-udenrigsminister (!) i valgkampen støttede VMRO-DPMNE, hvis stemmer reelt stod for et fravalg af EU og alle dets liberale værdier.

Krise i Makedonien – forløbet i 2017

De albanske partier stod i en historisk god forhandlingsposition, og formulerede derfor ”den albanske platform”, som regimets og Ruslands propagandamaskineri lynhurtigt omtalte som ”Tirana-platformen” – idet de spillede på frygten for et Storalbanien. Selv vestlige journalister hoppede med på dette effektive spin, og det hang ved, da verdens medier siden skulle beskrive præsident Ivanovs konfliktoptrappende manøvrer og stormen på parlamentet, 27. april 2017.

”Den albanske platform” er forklaret og oversat til dansk i artiklen Albanske partier vedtager fælles platform for fremtidens Makedonien.

Præsident Ivanov var nødt til at give regimets modstandere, SDSM, mandat til at samle et flertal. Men præsidenten begyndte at stille betingelser for, altså at censurere, at flertallet kunne få lov at danne regering, og på den baggrund nægtede han endda en overgang at gøre Zoran Zaev til mandatar.

Albanerne, som nærmest forærede spin-muligheden til regimet og Rusland, forklarede misèren som en utilsigtet, men ikke uventet sideeffekt af simpelt fjendskab de albanske partier imellem.

Mediers og visse eksperters hovedløse beskrivelse af den politiske krise i Makedonien førte i marts 2017 til artiklen Stop vrøvlet om Makedonien, som blev rundsendt til dansksprogede medier, hvilket – bortset fra et enkelt vredt svar – ikke førte til nogen videre respons.

Den 27. april tog parlamentsflertallet mod til sig og valgte en ny formand, forfatningsmæssigt konsistent, men nok ikke i overensstemmelse med parlamentets forretningsorden. En ny formand var den person, der formelt skulle bede Ivanov overdrage mandatet. Parlamentets uigennemtænkte forretningsorden havde gjort det muligt for den fungerende formand Veljanoski, regimets mand, at forhindre valget af en ny formand og dermed et regeringsskifte.

Den nye formand, Talat Xhaferi, er albaner, og verdens medier fortsatte vrøvlet om Makedonien, og skrev endnu engang den etniske historie.

Den 17. maj, efter måneders obstruktion, betroede Ivanov Zaev at danne regering. Endnu engang havde Hoyt Yee i mellemtiden været på besøg fra USA og ”formildet” Ivanov, selvom medier gav indtryk af, at Ivanov holdt fast på sit.

Herefter har forandringens vinde blæst i Republikken Makedonien, selvom f.eks. terrordommene over de medvirkende i Kumanovo-slaget vidner om grund til fortsat mistillid til domstolene. Journalisten Tomislav Kezarovski, hvis sag vi har fulgt her på bloggen, stinker også fortsat. På den anden side er sagen fra Sopot om dræbte NATO-soldater på vej til endelig at blive genåbnet.

Til de mange retssager imod regimets ledende skikkelser, herunder ikke mindst imod dets premierminister og leder, Nikola Gruevski, føjer flere sig nu til. De første er beskrevet i Titanic, Tortur og TNT i Makedonien, mens Sex, koks og politibiler i nye makedonske T-sager og Janeva klar med 17 sager imod det gamle regimes folk beskriver de fleste af de nu følgende.

Disse retssager vil formentlig gøre klart for verdensopinionen, hvad Makedoniens politiske krise i virkeligheden handlede om. Ikke mindst efter at det lykkedes at afskedige den offentlige anklager, Marko Zvrlevski.

Den 14. september kom endnu en Priebe-rapport. Den detailbeskriver, hvordan regimet formåede at afvikle domstolenes selvstændige – dømmende – magt, og anbefaler at dommere i Makedonien bør retsforfølges.

Den 15. oktober gik Republikken Makedonien til kommunalvalg og det endte i en storsejr til SDSM. Det førte kort fortalt til Nikola Gruevskis afgang også som formand for partiet VMRO-DPMNE. Dermed blev der sat et foreløbigt punktum for den politiske krise i Makedonien 2015-2017.

Makedonien: Nikola Gruevski går af

Nikola Gruevski går af som leder af partiet og koalitionen VMRO-DPMNE. Det skriver flere troværdige medier i Republikken Makedonien. Landets politiske krise er dermed helt slut. Der er indkaldt til ekstraordinær generalforsamling i det nationalkonservative parti, VMRO-DPMNE, den 23. december. … Læs resten

Udgivet i Makedonien, Politisk krise i Makedonien 2015-2017 | Tagget , , , , , , , , , , , , , , , , , , , | Kommentarer lukket til Makedonien: Nikola Gruevski går af

Sag om dræbte NATO-soldater i Makedonien starter forfra

To NATO-soldater og en tolk blev i 2003 dræbt af en mine i Sopot, Republikken Makedonien. Aflytningsskandalen har bekræftet, at dømte i sagen måske er uskyldige. Sagen går nu om. Den 23. april 2015 offentliggjorde de makedonske Socialdemokrater (SDSM) endnu … Læs resten

Udgivet i Makedonien, Politisk krise i Makedonien 2015-2017 | Tagget , , , , , , , , , , , , , , | Kommentarer lukket til Sag om dræbte NATO-soldater i Makedonien starter forfra

Kezarovski til dommere: ”Hvad vil I sige til jeres forsvar?”

I 2013 blev den makedonske journalist Tomislav Kezarovski dømt, men nu er han indirekte blevet frikendt. Dommernes rolle ser betænkelig ud, og det blev de og den offentlige anklager mindet om fredag via Kezarovskis Facebook-profil. Her ses Tomislav Kezarovski til en … Læs resten

Udgivet i Makedonien, Medier i Makedonien, Politisk krise i Makedonien 2015-2017 | Tagget , , , , , , , , , , | Kommentarer lukket til Kezarovski til dommere: ”Hvad vil I sige til jeres forsvar?”

Terrordomme i Makedonien nærer mistilliden til retssystemet

Torsdag faldt der terrordomme i Kumanovo-sagen i Republikken Makedonien. Offentligheden efterlades med fortsat mistillid til domstolene og flere spørgsmål end svar. Kvarteret Lagja e Trimave (albansk) eller Диво Насеље (makedonsk) i Kumanovo, Makedonien, i maj 2015. Begge stednavne er uofficielle. … Læs resten

Udgivet i Makedonien, Politisk krise i Makedonien 2015-2017 | Tagget , , , , , , , , , , , , , , , , , , , | Kommentarer lukket til Terrordomme i Makedonien nærer mistilliden til retssystemet

Makedonien går til kommunalvalg

Borgere i Republikken Makedonien vælger i dag borgmestre og byråd i landets 80 kommuner samt i hovedstaden Skopje. Det sikre valgresultat. Op til valg bliver der som regel sat gang i synlige og billige offentlige arbejder, så den siddende borgmester … Læs resten

Udgivet i Makedonien, Politisk krise i Makedonien 2015-2017 | Tagget , , , , , , , , | Kommentarer lukket til Makedonien går til kommunalvalg

Ekspertgruppe: Dommere i Makedonien bør retsforfølges

Republikken Makedonien har ignoreret anbefalingerne i Priebe-rapporten fra 2015. En ny Priebe-rapport om landets groteske retsstatslige situation råder blandt andet til at retsforfølge dommere. Reinhard Priebe i 2012, dengang direktør i EU-Kommissionens Generaldirektorat for Home Affairs. Nuværende leder af ekspertholdet … Læs resten

Udgivet i EU, Makedonien, Politisk krise i Makedonien 2015-2017 | Tagget , , , , , , , , | Kommentarer lukket til Ekspertgruppe: Dommere i Makedonien bør retsforfølges