Skopje kysser for public service

Tusindvis af borgere demonstrerede ved middagstid foran tv-bygningen i Skopje. Med kys som våben insisterede de på at høre sandheden fra Makedoniens public service kanal.

”Jeg vil se nyheder på MTV – ikke på internettet. Jeg vil høre sandheden.”
Det var teksten på et af de bannere, man i dag kunne se foran tv-bygningen i Skopje, hvor en tusindtallig skare demonstrerede. Demonstrationen foran tv-bygningen blev anført af Stojanche Angelov.

MTV bygning Skopje
Зграда на МРТВ – Photo by markovskavesna

Demonstrationen er en konsekvens af de såkaldte bomber i landets verserende aflytningsskandale. Public service kanalen omtaler ganske vist skandalen, men afspiller ikke de kontroversielle bomber, som er særdeles belastende for regeringen. Det er i første omgang dét, de demonstrerende er utilfredse med. Men også kun i første omgang.

Ved ti-tiden i morges skrev Angelov på Facebook direkte henvendt til VMRO-DPMNE-regimets støtter:

”Patrioter må altid være klar til at forsvare deres land imod dets egen regering. Kom klokken 12 i dag foran tv-bygningen. Lyt i det mindste til mig. I behøver ikke være enige med mig. Ingen vold. Med kærlighed.”

Og således blev det. Angelov talte til de forsamlede, hvorefter demonstrationens kvindelige deltagere kyssede og omfavnede de betjente, der stod vagt ved bygningen, som i øvrigt også huser dele af politi- og indenrigsministeriet. Det fik dog ikke betjentene til at give de demonstrerende adgang til tv-bygningen.

Folkemængden er nu rykket videre til parlamentsbygningen, Sobranie, i det centrale Skopje.

Kyssene er ikke-institutionelle

Som Facebook-indslaget antyder, så er der alvor bag kyssene.

Angelovs demonstrationer foran tv-bygningen er en konsekvens af aflytningsskandalen, der siden 9. februar har foldet sig ud i landet. Skandalen viser i korthed et gennemkorrupt regime, der har kontrol over alle væsentlige samfundsinstitutioner, herunder domstolene, den offentlige anklager, parlamentet og Makedoniens vigtigste medier – inklusive MTV (Makedonska Radio Televizija).

EU, FN, den albanske regeringspartner DUI, og flere ambassader taler og arbejder for en såkaldt institutionel løsning på den statskrise, aflytningsskandalen har afdækket. Det betyder, at landets institutioner efter almindelige retsstatslige principper skal drage de personer til ansvar, som måtte have foretaget sig noget kriminelt eller måske endda forfatningsstridigt.

Det socialdemokratiske SDSM mener, at det er at sætte ræven til at vogte gæs. Aflytningerne tyder nemlig på, at den offentlige anklager selv er en del af klientellet omkring VMRO-DPMNE regimet. Det har chefanklageren, Marko Zvrlevski, dog benægtet.

Hvis det i første omgang handler om, at de demonstrerende ønsker sig en rigtig public service kanal, så handler det i anden omgang tydeligvis om at forsvare sig imod landets regering.

Og her er det værd at bemærke, at kyssene muligvis udgør begyndelsen til en ikke-institutionel løsning på statskrisen.

Læs om optakten til bomberne her og her, om den første, anden, tredje, fjerde, femte, sjette og syvende, ottende, niende og tiende bombe, og om et mellemspil her. Den ellevte bombe er endnu ikke omtalt her på bloggen, men den viser, hvordan dommerstillinger besættes af regimet selv.

Stojanche Angelov er politiker. Han var tidligere general-major i politiet særlige styrker. Han deltog på makedonsk side i den væbnede konflikt i 2001.

"Skopje kysser for public service" blev sidst opdateret: 12. august 2019 af John Petersen
Dette indlæg blev udgivet i Makedonien, Medier i Nordmakedonien, Politisk krise i Nordmakedonien 2015-2017 og tagget , , , , , , , , , , , , , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv en kommentar