En handel i 2011 mellem Makedoniens regeringspartier udløste amnesti til krigsforbrydere. Nu beklikkes premierminister Gruevskis patriotisme.
Aflytningsskandalen i Makedonien fortsætter for fuld styrke. Skandalen falder i såkaldte politiske ”bomber”, hvoraf nummer 18 sprang den 6. april. Bombe 18 viste, hvordan der i 2011 blev indgået en angiveligt upatriotisk og ulovlig, men i hvert fald kontroversiel politisk handel mellem de to regeringspartier, det albanske DUI (eller BDI) og det makedonske VMRO-DPMNE. Det er hård valuta i hænderne på oppositionen.
Læs om optakten til bomberne her og her, om den første, anden, tredje, fjerde, femte, sjette, syvende, ottende, niende og tiende, og nittende bombe, og om mellemspil her og her, om EUs rolle her og en politisk politisk kommentar her.
Premierminister Nikola Gruevski var i 2011 direkte involveret i at indgå en aftale, der gav amnesti til en række mulige krigsforbrydere. Eftersom de mulige krigsforbrydere uden tvivl var albanere, var amnestiet naturligvis ikke den nationalistiske, makedonske premierministers opfindelse. Aftalen var en del af forhandlingerne om at indgå i regeringskoalitionen efter valget i 2011, og kravet om amnesti kom fra albansk side, fra regeringspartneren DUI.
Amnestiloven var ikke forenelig med Makedoniens internationale forpligtelser. Det lyder som en fantastisk afsløring at have, hvis man ønsker at kaste skygge over de ansvarlige; DUI’s leder Ali Ahmeti og VMRO-DPMNE’s leder Gruevski. Men spillet har et par ekstra sløjfer i Makedonien.
Gruevskis patriotiske maske
For det første er det en gammel nyhed, at amnestiet stred mod internationale forpligtelser. Det er allerede længe blevet kritiseret af Amnesty International, Helsinki-komitéen og andre, der interesserer sig for de efterladte og ofrene for forbrydelserne. Kritikkens adressat måtte formelt set være Sobranie, parlamentet, som vedtog amnestiet, mens Gruevski bedyrede, at han intet havde med sagen at gøre.
Allerede dengang gik rygtet, at det måtte være en del af en politisk handel mellem Ahmeti og Gruevski. Og det er så netop det, bombe 18 efter alt at dømme dokumenterer.
Benyttes det så til at klandre Ahmeti henholdsvis Gruevski for at have medvirket til en ulovlighed? Nej! Det der interesserer er, at Gruevski har handlet upatriotisk, når han har medvirket til at lade albanske formodede krigsforbrydere slippe.
VMRO-DPMNE har siden 1993 levet af og på den ufortyndede patriotisme i makedonsk aftapning.
Derfor var det, i præsentationen og omtalen af bombe nummer 18, netop Gruevskis upatriotiske rolle, der blev fokuseret på. Patriotismen er blot en falsk maske, som nu vil falde, profeterede Zoran Zaev i sin foromtale af bombe 18.
Ahmetis rolle synes at blive opfattet som nærmest naturlig og derfor ukontroversiel. Det hænger sammen med, at albanerne – formentlig med urette – opfattes som en trussel imod statens integritet. Som upatriotiske per definition. Og det hænger igen sammen med, at få har forestillingsevner, der rækker ud over nationalstatstanken, hvilket jo også er et kendt fænomen i Grundtvigs Danmark.
Og der er yderligere et krydderi på sagen: Ahmeti var nemlig en af de mulige forbrydere i sagen ”KLA Leadership”, der altså endte uden en retslig afgørelse.
Parlamentet skal sidde med lorten
Lytter man til bombe 18 står det klart, at partnerne i regeringen, der blev etableret efter valget i 2011, slog en handel af, som gav amnesti til krigsforbrydere i fire sager. Handelen blev indgået af Gruevski og Ahmeti, forstår man på optagelserne.
De fire sager var blevet returneret fra Haag, hvor krigsforbrydertribunalet ikke mente at være det kompetente organ i netop disse sager. Herom senere.
Man forstår også, at VMRO-DPMNE’s top forsøgte at tørre aftalen af på parlamentet. Amnestiet skulle trumfes igennem via en udvidet fortolkning af en allerede eksisterende amnestilov. Forslaget, der indeholdt denne udvidelse, skulle stemmes igennem i Sobranie, Republikken Makedoniens parlament.
”Det må ikke se ud, som om det kommer fra os,” siger en stemme, der angiveligt tilhører politi- og indenrigsminister Gordana Jankuloska i en samtale med angiveligt Biljana Briskovska. Briskovska rådgiver Gruevski i juridiske spørgsmål.
Problemet er især en oplysning, der kommer fra Briskovska-stemmen, nemlig at forslaget om udvidet amnesti er ulovligt. Man kan ikke give amnesti i de sager, der returneres fra Haag. Makedonien er forpligtet til selv at forfølge sagerne retsligt. Men problemet er også, at det vil være svært at få VMRO-DPMNE-parlamentarikerne til at stemme for amnestiet. Herefter instruerer Jankulovska-stemmen i, hvordan lovteksten skal sløres, så det ikke helt tydeligt fremgår, hvad det egentlig handler om.
Øvelsen går ud på at sikre, at VMRO-DPMNE-medlemmerne i den nye regering – eller i hvert fald Gruevski selv – fremstår som uskyldsrene patrioter, mens parlamentet skal sidde med lorten.
En stor del af optagelserne i bombe 18 afslører da også, at VMRO-DPMNE -parlamentarikerne – herunder endda Jankuloska selv – er særdeles vanskelige at mobilisere for den nødvendige afstemning. Men det lykkedes.
Fakta om forbrydelserne
I 2002 går Krigsforbrydertribunalet i gang med fem sager fra Republikken Makedonien. Sagerne får de følgende engelske titler: ”NLA Leadership”, ”Mavrovo Road Worker”, ”Lipkovo Water Reserve”, ”Ljuboten” og ”Neprošteno”.
Sagen fra Ljuboten fører til dom over Johan Tarculovski, men de fire øvrige sager bliver returneret til Makedonien i 2008. Krigsforbrydertribunalet mener ikke at være det rette organ til at forfølge sagerne.
Det er herefter Makedoniens forpligtelse selv at gå videre med sagerne. Det sker ikke. ”Neprošteno”-sagen gik godt nok i gang, men den blev af politiske grunde hele tiden udsat. I juli 2011 vedtog parlamentet i Makedonien så at udvide fortolkningen af amnestiloven fra 2002. Således blev sagerne efterfølgende annulleret og henlagt.
”Neprošteno”-sagen handlede om et antal makedoneres forsvinden. De blev angiveligt bortført af UÇK Makedonien (NLA), tortureret og efterfølgende myrdet. De vistnok 12 makedonere skal herefter være blevet begravet på ukendte steder i området omkring Neprošteno.
”Mavrovo Road Workers” handler om en gruppe vejarbejdere, som under den væbnede konflikt i 2001 blev bortført, mishandlet, seksuelt misbrugt og truet på livet, inden de blev sluppet fri igen. Også disse forbrydelser hævdes UÇK Makedonien (NLA) at stå bag.
”Lipkovo Water Reserve” blev under den væbnede konflikt lukket et par gange af angiveligt etniske albanere. Det efterlod cirka 70.000 mennesker i byen Kumanovo uden vand i månedsvis.
”NLA Leadership” handler om det hierarkiske ansvar for en række kriminelle handlinger, der blev begået af de albanske oprørere under den væbnede opstand i 2001. Her var ledelsen af UÇK Makedonien (NLA), inklusive den nuværende leder af partiet DUI, Ali Ahmeti, i søgelyset.
Om Ali Ahmetis motiv
På Wikileaks kan man se, hvilke grunde Ahmeti og en række andre albanske ledere angiver, for ikke at lade sagerne går for retten i Makedonien. Den ene grund er, at det vil være at åbne Pandoras æske, hvilket betyder fare for genopblussen af etniske uroligheder. Den anden grund er, at albanerne ikke tror på en fair rettergang i Republikken Makedonien.
Aflytningsskandalen siden februar 2015 har så til overmål vist, at albanerne har ret i deres skepsis overfor retssystemet. Det var også den amerikanske ambassades synspunkt i 2009, kan man se i nævnte Wikileak.
Ali Ahmeti og de øvrige albanere kan naturligvis have andre og flere grunde, som ikke fremgår af denne Wikileak.