Socialdemokraterne (SDSM) sejrer stort i Makedonien

Dagens kommunalvalg i Republikken Makedonien er faldet gunstigt ud for SDSM, som allerede i første runde ser ud til at have vundet i en række større kommuner. Det fremgår af valgkommissionens hjemmeside.

Socialdemokraterne (SDSM) i Republikken Makedonien har vundet kommunalvalget. Her ses Koce Trajanovski (VMRO-DPMNE), som sandsynligvis må forlade posten som borgmester i storkommunen Skopje. Foto: John Petersen.

SDSM har vundet, og VMRO-DPMNE og BDI har tabt. Det bliver det overordnede resultat af dagens kommunalvalg i Makedonien. SDSM har sammen med det albanske BDI og Albanernes Alliance regeringsmagten i landet. Sådan har det været siden 1. juni, hvor VMRO-DPMNE efter megen forhaling endelig slap tøjlerne efter 11 år ved magten. VMRO-DPMNE havde ligeledes partiet BDI som partner.

Parlamentsvalget fandt sted den 16. december 2016.

Det ser ud til, at de makedonske borgere vil noget nyt. Det er gode nyheder, hvis man går ind for Republikken Makedoniens medlemskab i EU og NATO, fordi VMRO-DPMNE under Nikola Gruevski reelt umuliggjorde EU- og NATO-medlemskab.

I parentes bemærket har både Ungarns premierminister Viktor Orbán og Sebastian Kurz – udenrigsminister og formentlig ny kansler i Østrig – støttet VMRO-DPMNE’s valgkampe. Det minder dog blot om, at det EU, som Makedonien håber på at blive medlem af, muligvis vil være et andet, når det eventuelt engang lykkes.

VMRO-DPMNE klager

Selvom kun halvdelen af valgstederne for nuværende er færdige med at tælle, har de to store makedonske partier allerede holdt pressekonferencer. Der var stor spænding om VMRO-DPMNE-lederen Nikola Gruevski’s meddelelse. Gruevski har nemlig tidligere antydet, at han ville gå af, hvis VMRO-DPMNE tabte valget.

Det gjorde han ikke! Derimod hævdede han, at valget var blevet gennemført i en atmosfære af frygt støttet af politiet, ulige vilkår, forsøg på at købe stemmer, og mange andre uregelmæssigheder. VMRO-DPMNE ville klage over disse forhold, sagde Gruevski, og i øvrigt tage eventuelle konsekvenser, når man havde færdiganalyseret resultatet.

SDSM fester

Pressekonferencen hos SDSM var naturligvis mere festlig. Her var man især glade for, at storkommunen Skopje, ”Skopje City”, med stor sandsynlighed fremover skal ledes af Socialdemokrater. Den nye borgmester hedder så Petre Shilegov, mens den afgående fra VMRO-DPMNE hedder Koce Trajanovski.

Mens Shilegov talte hørtes taktfaste råb fra salen: ”Shutka ne ti bega, Nikola!”

”Nikola” er Gruevski, og Shutka er byen, hvor statsfængslet ligger. Sætningen betyder noget i retning af: ”Shutka løber ingen steder, Nikola”.

Det peger på noget formentlig afgørende. Den egentlige betydning af SDSM’s valgsejr ligger i VMRO-DPMNE’s nederlag, fordi det kan føre til Gruevski’s afgang som partiformand. Og Gruevski’s afgang og eventuelle kommende fængselsophold ses af mange – og sikkert også af de tilråbende socialdemokrater – som betingelsen for forandring i Makedonien. Det handler blandt andet om at etablere et politisk uafhængigt retsvæsen.

"Socialdemokraterne (SDSM) sejrer stort i Makedonien" blev sidst opdateret: 13. august 2019 af John Petersen
Dette indlæg blev udgivet i EU, Makedonien og tagget , , , , , , , , , . Bogmærk permalinket.