Præsident Ivanov: Makedoniens krise er EU’s skyld

Universalnøglen blandt iagttagere af makedonsk politik, mantraet om alle andres skyld, er endnu engang i sving. Denne gang er det Gjorge Ivanov, der hævder Republikken Makedoniens offerrolle i forholdet til EU og NATO.

Donald Tusk (tv), Gjorge Ivanov og Jean-Claude Juncker
Bryssel den 17. februar 2016. Præsident Gjorge Ivanov sammen med EU-rådsformand Donald Tusk til venstre og EU-Kommissionsformand Jean-Claude Juncker til højre, i forbindelse med en diskussion om den såkaldte Balkanrute. Foto: Etienne Ansotte / EU Audiovisual Services. © European Union

I weekenden talte Republikken Makedoniens præsident Ivanov for den paneuropæiske unions kongres i Wien. Coudenhove-Kalergis efterfølgere i den ærværdige gamle forsamling hørte præsidenten fastslå, at når Makedonien er i politisk krise, så skyldes det EU og NATO’s ubeslutsomhed, fortæller blandt andre Alsat-M.

Makedoniens officielle strategiske mål er medlemskab af både NATO og EU, og efter 25 år som uafhængig stat har man hverken opnået det ene eller det andet.

I 2008 blev Makedoniens ansøgning afvist på NATO-mødet i Bucharest med henvisning til, at man før en eventuel optagelse må få løst striden med NATO-medlemmet Grækenland om Republikkens navn. Den strid er endnu ikke løst.

Makedonien har været kandidatland til EU-medlemskab siden 2005, og siden 2009 har EU-Kommissionen i sine årlige statusrapporter anbefalet, at realitetsforhandlinger om medlemskab går i gang. Dog var anbefalingen i 2015 betinget, fordi landets aflytningsskandale havde bragt forhold frem i lyset, som helt indlysende var uforenelige med et EU-medlemskab.

EU-medlemsstaterne, altså EU Rådet, har ikke hidtil fulgt EU-Kommissionens anbefaling. Også Rådet afventer en løsning på den bilaterale strid med Grækenland om Republikkens navn og i de senere år også et bedret forhold mellem Makedonien og Bulgarien.

EU-Kommissionens 2016-rapport er lige på trapperne.

Makedonien i offerrollen

Præsident Ivanov hævder altså, at det er de manglende medlemskaber af EU og NATO, der har ført Makedonien ud i den aktuelle politiske krise. Ansvaret for de manglende medlemskaber ligger ifølge præsidenten hos NATO og EU. Og således ligger ansvaret for den politiske krise i Makedonien, fortsat ifølge præsidenten, uden for Makedonien.

Makedoniens vej mod EU- og NATO-medlemskaber er tornet. Det lille lands heroiske kamp mod målet bliver forhindret af mere eller mindre gedulgte fjender derude bag grænserne, og man havde bestemt fortjent bedre. Alle er imod det lille renfærdige land, som stædigt kæmper videre for sandheden og en plads i solen. Man kan roligt regne med, at præsidenten har flertallet af befolkningen med sig i dette narrativ.

I betragtning af den politiske krises karakter er det rent ud utroligt, at dette narrativ kan blive ved at cirkulere. Også selvom mistroen til magterne i nord og vest er historisk velbegrundet.

Den politiske krise blev udløst af aflytningsskandalen fra februar 2015. De lækkede aflytninger viste, at VMRO-DPMNE-regimet har tilranet sig og delt magten over langt mere, end der tilkommer det: domstolene, anklagemyndigheden, efterretningstjenesten, valgkomiteen, de dominerende medier, lustrations- eller lutringskommissionen, og således videre. Foruden at det excellerer i berigelseskriminalitet og andre uhyrligheder.

Skal man virkelig blot læne sig tilbage og sige:
”EU og NATO vil ikke lukke Makedonien ind, så selvfølgelig er regimet da i denne nød tvunget til at dække over mord, begå valgsvindel, jævne en politisk modstanders byggeri med jorden, redigere medierne, organisere bøllebank til en politisk modstander, ophæve skellene mellem lovgivende, dømmende og udøvende magt, og som eksponent for staklerne må selv præsidenten da forsøge at forhindre, at et ansvar kan blive placeret i alle disse forhold.”

De nævnte forhold kunne man lytte sig til i løbet af aflytningsskandalen, og det var det, der udløste den politiske krise. Endnu har ingen seriøst afvist aflytningernes ægthed.

Samuel Žbogar afløser Aivo Orav

I september blev lederen af EU’s repræsentation i Skopje, Aivo Orav, afløst af Samuel Žbogar. Som repræsentant for dyret i den makedonske åbenbaring er det kun logisk, at Žbogar stod til en røffel ved det første møde med præsidenten. Men det er ikke sædvanlig diplomatisk praksis.

For en mere nøgtern iagttagelse, som altså ikke abonnerer på den makedonske apokalypse, var det derfor en usædvanlig modtagelse, der blev Samuel Žbogar til del, da han afleverede sine akkreditiver hos præsidenten.

Žbogar blev af præsidenten belært om, at det kun var et spørgsmål om tid, før krisen ville vende tilbage, hvis ikke Makedonien snarest fik en dato for EU-optagelsesforhandlingernes start.

Det er nok rigtigst at betragte denne doktrin som en trussel, hvilket da også er det ord, nogle af de lokale medier bruger.

Regimets ringeagt for EU viste sig i øvrigt også i løbet af aflytningsskandalen. Aivo Orav måtte i lighed med landets øvrige indbyggere lægge øre til, at han i en samtale mellem to topministre blev kaldt en frustreret bastard og en bonderøv (”seljak”).

Smid universalnøglen væk

Nuvel, narrativets kerneabonnenter er regimet og dets klientel. Det kan man måske til nød forstå. Men det er en gåde for denne signatur, at dette narrativ er blevet til en vedtagen sandhed for så mange andre iagttagere af makedonsk politik.

Hvis man betragter den politiske krise som hjemmegjort og således altså betragter den oven for afleverede trussel som vitterligt en trussel a la:
”Giv os en dato, ellers laver vi ballade,” så er det helt horribelt, hvis truslen på vej ud i den globale offentlighed bliver til en advarsel a la:
”Giv os en dato, ellers vil naturlovmæssige forhold, som ingen er herre over, skabe krise i Makedonien.”

Og når iagttagere af makedonsk politik viderebringer truslen som en advarsel, så er de selvfølgelig med til at fastholde makedonske politikere i rollen som uskyldige ofre.

Universalnøglen, mantraet, ”det er de andres skyld” låser simpelthen Makedonien fast i en offerrolle. Man kan kun håbe, at universalnøglen på et eller andet tidspunkt bortkommer blandt iagttagere, og at man igen tilstår regimets folk menneskelige egenskaber så som evnen til at tage ansvar.

Alternativt, at iagttagere på en eller anden måde kan argumentere for mantraets gyldighed.

EU’s skyld er veletableret blandt eksperter

Her er nogle eksempler på, at EU i højere eller mindre grad tillægges skylden for Makedoniens nuværende krise.

I DR Panorama den 4. juni 2015 interviewede Uffe Andersen professor Biljana Vankovska. Hun kaldte EU-parlamentsmedlemmers deltagelse i protestdemonstrationen den 17. maj 2015 for hykleri af værste skuffe. Gruevski’s ”bløde diktatur var aldrig sket”, hvis Makedonien havde været på vej mod EU-medlemskab, mente hun.

I samme udsendelse mente juraprofessor Ljubomir Frckoski (Фрчкоски), at EU i 2005 valgte ”ikke at se, at landet gled mod diktatur”. Havde man optaget Makedonien som medlem, ville landet ikke have stået i den nuværende situation, mener han.

Både Vankovska og Frckoski er kendte for at være modstandere af VMRO-DPMNE-regimet. Vankovska optræder i interviewet som sikkerhedsrådgiver. Frckoski (SDSM) er tidligere politi- og indenrigsminister.

I International Crisis Group’s briefing No 75 kan man læse, at Makedonien før afvisningen af NATO-medlemskabet i 2008 var på rette progressive vej, men at det herefter gik tilbage. Blokeringen i 2008 udsatte effektivt både EU- og NATO-medlemskab på ubestemt tid, nævner briefingen.

Forfatterne bag analysen Media Integrity Matters – Reclaiming Public Service Values in Media and Journalism fra The Piece Institute i Ljubljana registrerer nøjagtigt det samme. Efter 2008 blev alting værre.

Iagttagelsen gentages i det uendelige af alle mulige analytikere – professionelle såvel som amatører, som en kerneerkendelse eller blot i forbifarten.

Allerede i indledningen til en Policy Brief fra BiEPAG, Ending the Crisis in Macedonia. Who is in the Driver’s Seat?, kan man læse, at ”… blokeringen af Makedoniens vej mod Europa har taget incitamenterne til reform ud af den politiske ligning og skabt en følelse af skuffelse over EU, som klart har bidraget til at skabe en af de største institutionelle kriser i landet siden uafhængigheden.”

En undtagelse fra mønsteret er Ivana Jordanovska, som i januar 2016 skrev artiklen The Candidate that got Captured. Hun kalder det naivt at tro, at regimets centrale aktør, nuværende VMRO-DPMNE-formand Nikola Gruevski, pludselig over natten ændrede politisk karakter, blot fordi NATO i 2008 afviste at behandle Makedoniens ansøgning om medlemskab. Han var nationalist og populist – også før 2008.

Det er således, hvis man følger Jordanovska, ikke så ligetil at placere ansvaret for krisen uden for Makedonien.

Man kunne tilføje, at i det omfang Gruevski og regimets øvrige topfolk er disponeret for kriminalitet, så er det næppe en disposition, der er bragt til udløsning af et NATO-møde i Bucharest.

Makedonien i offerrollen i anden potens

I en artikel i Jydske Vestkysten kunne man den 22. marts læse, at ”Makedonien udfører EU’s beskidte arbejde”. Citatet tillægges professor Nada Boskovska. Tanken er, at Makedonien er så venlig at hjælpe til med at nedlægge den såkaldte Balkanrute for flygtninge og migranter, idet man forsvarer sin grænse mod Grækenland.

Paroler som ”Makedonien udfører EU’s beskidte arbejde” er selvfølgelig egnet til at skabe dårlig samvittighed i de lande, hvor parolen føres frem:
”Det burde vi da selv kunne klare,” kan man tænke i Danmark og andre lande.

Det kan være fint nok. Men hvis der ligger i det, at Makedonien frivilligt ofrer sig for EU’s skyld? Jamen altså, hvorfor skulle Makedonien dog det? Makedonien gør det naturligvis for sin egen skyld. Ungarns hegn efterlader en udfordring i Serbien, som lukker grænsen i Presevo-dalen, som efterlader udfordringen i Makedonien, som spærrer grænsen ved Gevgelija, som efterlader udfordringen i Grækenland.

Men hvorfor skulle Makedonien dog være mere uegennyttigt end andre lande? Nuvel, omtalte Ivanov fører i samme artikel til torvs, at Makedonien endnu engang er offer for EU:
”[vi må] som ikke-EU-land beskytte Europa mod et EU-land, nemlig Grækenland,” citerer Jydske Vestkysten. Og Ivanov efterlyser herefter kontant hjælp til foretagendet eller en dato for EU-tiltrædelsesforhandlinger.

Makedonien behøver hjælp, når de så uegennyttigt hjælper EU imod EU. Goddag mand økseskaft. Det er jo ikke EU’s arbejde, Makedonien udfører, når man lukker sine grænser. Det er Makedoniens. En mere nøgtern betragtning er, at Ivanov reelt truer med endnu mere politisk krise, hvis ikke EU hoster op med nogle penge.

En flygtningestrøm, der får lov at hobe sig op, kan ende grueligt galt i en stat som Makedonien, hvor den politiske krise reelt jo består i, at statens institutioner er uden for demokratisk kontrol. Det er i EU’s interesse ikke at skabe uforudsigelige forhold i Makedonien.

 

"Præsident Ivanov: Makedoniens krise er EU’s skyld" blev sidst opdateret: 9. marts 2018 af John Petersen
Dette indlæg blev udgivet i EU, Makedonien, Politisk krise i Nordmakedonien 2015-2017 og tagget , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , . Bogmærk permalinket.

4 Responses to Præsident Ivanov: Makedoniens krise er EU’s skyld

  1. Mogens Petersen skriver:

    Frckoski (Фрчкоски) ! Prosit! Kan man virkelig hedde saadan? Har I afgifter paa vokaler?

  2. Mogens Petersen skriver:

    Interessant historie!

  3. Dini Memedi skriver:

    Fuldstændig rigtig det er Evropas skyld det skabt dette lorte falske land hvor vi kan aldrig live i fred dele den op som den har været 1912 så er alt på plads

  4. Kemo Drpljanin skriver:

    Fuldstændig rigtig

Der er lukket for kommentarer.