Makedoniens politiske krise skal løses i en ” kind of transitional period”, der afsluttes med valg i april 2016, sagde EU-kommissær Hahn i dag efter møder med landets partiledere.
Valget skal afslutte Makedoniens politiske krise, men først når landet i mellemtiden har været igennem en “transitional period” – en overgangsperiode. Opmærksomheden samler sig naturligvis om, hvad der skal ske i overgangsperioden, eftersom valg under de forhold, der kendetegner det nuværende regime, må betragtes som absurd.
Detaljerne om, hvad der skal ske i overgangsperioden, og hvem der skal sidde i og lede en eventuel overgangsregering, skal forhandles i næste uge i Bryssel. Allerede her til aften sår sociale og andre medier tvivl, om man kan nå til enighed om detaljerne.
Hahn om overgangsperioden
Hahn tilføjede følgende [oprindeligt link, http://telma.mk/arhiva/vesti/han-izbori-vo-april-2016, red] til sin meddelelse om overgangsperioden og de forhold, der skal ændres, inden valget i april 2016:
“Det er vigtigt at forberede landet. Det handler om sunde valgprocedurer; det handler om en revideret valgliste; det handler om at respektere mindretallenes rettigheder. Det bliver yderligere vigtigt at acceptere alle de henstillinger, der gives af Europa-Kommissionen, når det handler om domstolenes uafhængighed. Vi har aftalt at anvende den metode, vi normalt bruger, når vi forhandler kapitlerne 23-24 [i forbindelse med EU-optagelsesforhandlinger, red.]. Vi forhandler således endnu ikke, men det handler om retsstaten, domstolenes uafhængighed, mediefrihed etcetera … “.
Rammerne for dagens møder
Dagens møder med EU-kommissær Johannes Hahn fandt sted på EU’s villa på bjerget Vodno. Foruden premierminister Nikola Gruevski (VMRO-DPMNE), oppositionsleder Zoran Zaev (SDSM), Ali Ahmeti (DUI) og Menduh Thaci (DPA) deltog lederen af EU’s repræsentantation i Skopje, Aivo Orav, og USA’s ambassadør Jess L. Baily.
De forhold, der kendetegner det nuværende regime, er blevet afdækket med Makedoniens aflytningsskandale, som er grundigt beskrevet her på bloggen.
Rusland lokker medierne med en nem historie, og puster liv i en konflikt i Makedonien, som ellers angiveligt bekymrer Rusland. Udokumenterede påstande cirkulerer som fakta. Sådan ser det ud for mig.
Jeg har boet i Makedonien i nogle år, altså Republikken Makedonien, som også går under betegnelsen fYRoM. Mediemæssigt lever landet en stille tilværelse, men skyderierne i Kumanovo for nylig har beredt vejen for Makedoniens mediemæssige tilbagekomst.
Jeg tror medierne, især de sociale medier, bliver taget ved næsen af Rusland. Jeg vil understrege med det samme, at jeg ikke med sikkerhed kan vide det. Verificerbare data om forhold i Makedonien er en mangelvare. Men jeg kan fortælle, hvordan situationen tager sig ud for mig.
I øjeblikket fyger det med beskyldninger om, at nogen udefra ønsker at destabilisere Makedonien. Det fortæller især Rusland og det makedonske regime, som i dette forhold reelt består af det makedonsk-konservative VMRO-DPMNE. Regeringskoalitionen rummer i princippet også det albanske DUI – eller BDI med det albanske akronym.
Makedoniens aflytningsskandale og skyderierne i Kumanovo er to udslag af fremmede magters ønske om at destabilisere Makedonien, hedder det. Rusland sætter navn på og mener, at USA står bag.
Kreml kommunikerer bl.a. via Sputnik, Russia Today og Ruptly, som får deres fortolkninger til at fremstå som fakta. Og øvrige medier fortæller og viderebringer de angivelige fakta, og alle bekymrer sig om den angiveligt etniske ”krudttønde”.
Lamtumirë står der på kasketten. Det betyder farvel på albansk, og hilsenen er til premierminister Gruevski. Kvinden er makedonsk og fortæller, at det er lidt tilfældigt, det er på albansk. Andre i hendes gruppe tog en kasket med makedonsk skrift, siger hun. I baggrunden gør Ruptly klar til at levere materiale til Kremls medier. Fra demonstrationen mod regimet i Skopje den 17. maj 2015.
Jeg har talt med mange mennesker i Makedonien, siden jeg slog mig ned i landet for fire-fem år siden. Især i hovedstaden Skopje. I de forløbne år har jeg aldrig helt vidst, hvor meget man kunne tilskrive den lokale glæde ved at udbrede fantastiske konspirationsteorier, og hvor meget der var sandt.
Folk fortalte allerede for år tilbage, at domstolene naturligvis dømte i overensstemmelse med regimets interesser, at medierne naturligvis var en del af regimets klientel, og at landets parlamentarikere, embedsmænd og journalister naturligvis blev tvunget til at skrive deres egne udaterede opsigelser, når de blev ansat. På den måde kunne regimet altid komme af med dem igen, hvis de stemte, handlede eller skrev imod regimets interesser.
Og selvfølgelig pålagde journalister sig selv censur, for i sidste ende kunne de jo komme i fængsel eller det, der var værre, hvis de var kritiske. Og så blev der henvist til Fokus-redaktøren Nikola Mladenov, som omkom i et trafikuheld, og senere til journalisten Tomislav Kezarovski.
Jeg hørte også, at politiet er en del af regimet, og at, hvis de kan vælge mellem at følge reglerne, forfatningen, eller regimet, de så naturligvis går med regimet. Eftersom alle chefposter – ja faktisk poster i det hele taget – er politiske, så er det let at skaffe sig af med eventuelle dydsmønstre, måtte jeg forstå.
Og folk regnede det som en selvfølge, at valgsvindel fandt sted ved hvert eneste valg. Mens vestlige NGO’er, regeringer og andre naive mennesker fandt dette vigtigt, så pegede folk på, i hvert fald de mere lærde af dem, jeg talte med, at loven om offentlighed i forvaltningen var meget vigtigere.
VMRO-DPMNE ville sandsynligvis vinde valg, uanset om der var valgsvindel, for loven om offentlighed i forvaltningen overholdes ikke, og regimet har det sidste ord, når det gælder nyhedsudsendelserne på de væsentligste kanaler. Demokrati uden en oplyst befolkning er absurd, mente man, og VMRO-DPMNE levede højt på de uoplyste.
Og endelig mente folk, at Saso Mijalkov, chefen for det hemmelige politi, havde styr på det hele. Ham havde jeg aldrig hørt om før.
Det betyder jo alt sammen, at der ikke er lighed for loven, at magten er udelt og ikke tredelt, og at statsinstitutionerne ikke er styret af love. Eller i korthed: de borgere, jeg har tale med i de seneste fem år, regner staten for at være kapret af ét parti, mens juniorpartneren, det albanske DUI, får nogle lunser for at holde sig i ro. De vinder nogle entrepriser i offentlige udbud og nogle ministerposter, og sådan.
Jeg talte også med borgere, der støtter regimet. De benægtede det knapt nok, men slog det hen med relativerende kommentarer som at, ”sådan er det da i alle stater”, eller ”jo, men det bliver værre, hvis kommunisterne kommer tilbage”, eller også var regimet af nød tvunget til at handle, som det gjorde: ”Vi er nødt til at beskytte os mod indre og ydre fjender” eller med andre ord: ”Det er de andres skyld.”
Aflytningsskandalen eksponerer ustabiliteten
Aflytningsskandalen bekræftede det hele med en enkelt undtagelse og nogle tilføjelser. Det skete fra og med den 9. februar, hvor oppositionsleder Zoran Zaev begyndte at offentliggøre en række telefonaflytninger.
Ud fra de hidtil offentliggjorte aflytninger kan man ikke sige, at regimet ligefrem har slået Mladenov ihjel, selvom der er noget, der vækker mistanke, når man lytter til optagelserne. Det var der nok mange, der havde forventet. Men efter alt at dømme passer alt det andet.
Foruden det, som folk altså hele tiden har ment at vide og udbredt sig om, var der et par ting, jeg ikke havde hørt om før. Regimet havde nemlig også magten i medierådet, kunne man høre, og dermed i landets – dog meget lidt sete – public service kanaler. Og landets lustrationskommission (eller lutringskommission), som afslører det tidligere regimes kollaboratører, er også politiseret og bruges til at hænge politiske modstandere ud.
Derudover demonstrer regimets aflyttede folk undertiden en hjerteløshed, et ganske modbydeligt sprog om såvel venner som fjender og en beskidt tone. Det betyder noget, fordi deres offentlige fremtoning har været en ganske anden.
Et sådant system må bryde sammen før eller siden. Det er i længden ustabilt. Det er ikke aflytningsskandalen, der har skabt dette system. De fleste jeg har talt med, både klientellet og regimets opposition, regnede allerede før aflytningsskandalen systemet for ustabilt. Det måtte bryde sammen før eller siden.
Aflytningsskandalen har gjort to ting. Det har bragt folk som mig ud af tvivlen. Regimet er rent faktisk, som folk siger, det er. Og dernæst har aflytningsskandalen gjort det umuligt for EU og andre at lade som om, Makedonien arbejder henimod EU- og NATO-medlemskab. Hvis aflytningsskandalen har bidraget til ustabilitet, så er det på grund af det sidste. Det skal jeg komme tilbage til.
Ruslands og Gruevskis kommunikation flugter
Regimet med premierminister Gruevski i spidsen har hele tiden sagt, at Zoran Zaev har fået aflytningerne fra en udenlandsk spiontjeneste, som er ude på at destabilisere Makedonien. Zaev har derimod sagt, at han har aflytningerne fra modige ”insidere” i Makedoniens egen hemmelige tjeneste.
Ingen har dokumenteret hverken det ene eller det andet.
Omtrent samtidigt med offentliggørelsen af den første serie aflytninger – serierne kaldes i Makedonien for ”bomber” – begyndte en alternativ fortælling at tage form. Den er blevet raffineret siden.
Jeg så den første gang i en artikel af amerikaneren Wayne Madsen. Jeg ved ikke om Rusland skønner på enigheden med Wayne Madsen, men de russiske medier henviser faktisk til ham.
[Artiklen er blevet fjernet fra URLen, men den lå på https://web.archive.org/web/20170517173000/http://m.strategic-culture.org:80/news/2015/02/16/nuland-attempts-kiev-version-2-skopje.html, red 13/06/17].
Fælles for de russiske medier og Wayne Madsen er, at de ikke dokumenterer deres påstande.
Madsen hævdede tidligt, at det hele var et plot forberedt af USA i skikkelse af Victoria Nuland. Telefonaflytningerne var leveret af USA, og det hele var et ”Kiev-style kup i Makedonien, med det mål at styrte en stats demokratisk valgte regering.” Madsen mener også, at USA stod bag opstanden på Maidan-pladsen i Kiev.
I de russiske medier har især signaturen Andrew Korybko bidraget til den russiske fortælling. De russiske medier henviser til hinanden. Korybko lægger bl.a. navn til artikler i Sputnik og Russia Insider.
Grundlæggende er der en interessekonflikt, mener Korybko, som viser sig i planerne om at føre gas fra Rusland til Ungarn via Tyrkiet, Grækenland, Makedonien og Serbien. USA ønsker at forhindre opførelsen af denne gasledning af hensyn til sin stilling som enerådende supermagt, hedder det, mens EU blot er håndlanger for storebror.
Stroytransgaz står for entreprisen i Makedonien, som allerede er påbegyndt, men som ikke er lanceret som en del af Turkish Stream. Stroytransgaz er ejet af Gennady Timchenko, der er med i den inderkreds omkring Putin, som EU og USA sanktionerer. Det var også Stroytransgaz, der stod for South Stream-entreprisen i Bulgarien, der blev opgivet i december, fordi der gælder EU-regler i Bulgarien.
Fra den russiske ambassade i Skopje lød det allerede før aflytningsskandalen rullede, at enhver rokken med båden ville kunne udløse etniske spændinger. Derfor advarede man Zaev mod overhovedet at lade bomberne springe. Ambassadens tilsyneladende velmente bekymring skal ses i lyset af Korybko og Sputniks skriverier: Rusland er bange for, at bomberne vil få Gruevski til at vælte, for så bringes Turkish Stream i fare.
Således løber den russiske fortolkning af situationen og Gruevskis kommunikationspolitik sammen: bomberne er et udenlandsk plot, som går ud på at destabilisere Makedonien, selvom plottet – hvis der skulle være gran af sandhed i det – vel blot går ud på at vælte regimet Gruevski og forhindre Ruslands gasprojekt.
I begge tilfælde regnede Rusland det for bevist, at man havde haft ret i sine advarsler. Det beviste de skarpe etniske problemer og konfliktpotentialet, og Rusland kædede endog hændelserne sammen med ønsket om et Storalbanien.
Rusland fortolkede således hændelserne, som om Rusland havde ret i, at enhver rokken med båden kunne skabe etniske spændinger. Og lederne af de bevæbnede mænd i Kumanovo havde rent faktisk forbindelse til det gamle UCK/NLA, som havde kæmpet i Makedonien i 2001. Og de var albanere.
Ikke desto mindre er der – så vidt jeg ved – endnu ingen dokumentation for, at der er forbindelse mellem skyderierne i Kumanovo og Zaevs bomber. Der er heller ingen dokumentation for, at mændene kæmpede for et Storalbanien eller en anden ”albansk” sag. Ligesom der ikke er dokumentation for, hvad mændenes planer var, så er der heller ikke dokumenteret et motiv og derfor heller ikke et eventuelt krav.
Pressen og medier i hele verden hoppede dog med på vognen. Forbindelsen mellem skarpe etniske problemer, Kumanovo og Zaevs bomber blev taget for gode varer, og man må jo medgive, at det er nærliggende at gætte på en forbindelse.
Selvom det er fortolkning, blev det hurtigt fremstillet som fakta. I de russiske medier blev det endog meget hurtigt til et faktum. Sputnik, som jo også udkommer på dansk, havde den 12. maj overskriften: Makedonien efter det albanske angreb, og angriberne omtales som terrorister.
Faktisk var det politiet, der angreb. Og den eneste dokumentation, for at de bevæbnede mænd havde ondt i sinde, ligger i, at de besvarede angrebet. Derfor er der selvfølgelig heller ikke dokumentation for, at dette ondsindede skulle have terroristisk karakter.
Samme dag udsendte Sputnik en engelsk artikel, The Gears of War Grind for Greater Albania. Her fastslår Korybko såvel mål som midler, og han kender tilsyneladende mange detaljer. Men der er ingen dokumentation: “Det massive terrorangreb i Kumanovo er den seneste provokation i bestræbelsen på at skabe et Storalbanien og samtidigt sabotere Ruslands Balkan Stream Project,” lyder indledningen. (min oversættelse)
Nede i teksten kan man forstå, at Zaevs bomber sådan set ikke har udløst skyderierne i Kumanovo. Det er blot sådan, at de kræfter, der angiveligt står bag Zaev, også står bag hændelserne i Kumanovo. Nu er disse onde kræfter ude på to forskellige ting:
“Hvis det lykkes at styrte regeringen, så kan de kræfter, der står bag, sabotere Ruslands Balkan Stream projekt og formalisere skabelsen af et Storalbanien.” (min oversættelse).
Rusland: Alternativet til Gruevski er Storalbanien
Her synes jeg, russernes fortælling kolliderer med deres advarsel imod at rokke med båden. Storalbanien kommer jo ind i fortællingen uden nogen form for dokumentation. Endnu ved ingen, hvad mændene i Kumanovo var ude på.
Når russerne på den måde lufter nogle formodninger og gør dem til fakta, så giver de den poliske krise et etnisk element, som ikke var der før. Det er, som om russerne forsøger at skabe en etnisk konflikt, så de kan få ret i, at der er fare for en etnisk konflikt. De forsøger at genoplive en etnisk konflikt, selvom de angiveligt advarer imod den.
I parentes bemærket gør ikke-russiske medier det samme. Men det er, så vidt jeg kan se, ikke udtryk for en bevidst strategi. Det er snarere udtryk for mangel på interesse fra mediebrugerne, hvilket skaber ressourcemangel på udenrigsstof og derfor uvidenhed.
Ruslands omfavnelse af Gruevskis kommunikationsstrategi begynder her at få karakter af bjørnetjeneste. Måske var det dét, Gruevski fik øje på, da selv han meddelte, at Kumanovo ikke var udtryk for en etnisk konflikt.
Som makedonsk borger må man vel forstå Ruslands budskab sådan, at hvis man deltager på oppositionens side i demonstrationerne i Skopje, så demonstrerer man også for et Storalbanien. Slut op om Gruevski, ellers forærer I det halve Makedonien til Albanien.
Det er da en kedelig stil. For mig ser det ikke ud som om, Rusland er en stabiliserende aktør på Balkan. Snarere omvendt.
Rusland: Alternativet til Gruevski er både Storalbanien og Storbulgarien
I de seneste dage er det blot blevet mere grelt. For det første blev det helt klart, at Ruslands udenrigsminister Sergei Lavrov tilslutter sig den fortælling, som Kremls medier har markedsført, siden Zaevs bomber begyndte at falde.
Det kan man for eksempel se i en artikel i Russia Beyond the Headlines. Igen fremstilles det som et faktum, at den albanske faktor ”is being engaged” af de magter, der ønsker at spolere Ruslands gasprojekt.
Men et nyt element kommer også til i den Lavrov-tale, der gengives: “… der er endda blevet luftet ideer som: hvorfor ikke bare opløse landet som en kunstig stat, og lade dele gå til Bulgarien og en anden del til Albanien.” (min oversættelse)
Det er naturligvis en tanke, der har eksisteret i Makedonien siden Balkankrigene – sådan cirka. Men mig bekendt er der ingen, der har bragt den op i forbindelse med Zaevs bomber. Kun Sputnik, som er et Kreml-foretagende. Igen er det Korybko, der udvikler fortællingen.
For mig ser det ud som om, det er Rusland og dets medier, der destabiliser Makedonien, mens Gruevskis modstandere blot forsøger at komme af med et regime, der har skabt en politisk krise.
Endnu engang må Gruevskis modstandere konstatere, at hvis de ønsker et regimeskift, så tilslutter de sig i virkeligheden Makedoniens opløsning, som USA står bag. Ifølge Rusland.
Faktisk er det sådan, at det albanske DUI fortsat lægger mandater til Gruevski. Ali Ahmeti og DUI træder ikke ud af regeringen. Det forhold er lettere at forstå, når man ser det i lyset af alt det foregående. Ali Ahmeti ønsker sikkert ikke at levere skyts til den russiske fortælling og dermed fremme en etnisk konflikt. Derfor bliver han i regeringen.
Man kan også se, at dette skaber rod i det russiske narrativ. I en Sputnik artikel fra den 13. maj hedder det for eksempel, at Ali Ahmeti vil gøre alt for at få afsat premierministeren. Men i andre artikler roser Sputnik de makedonske albanerne for deres loyalitet over for Gruevski og for ikke at hoppe med på det angiveligt amerikanske plot.
Det er også let at forstå, hvorfor Zaev tilbageholder en bombe om mordene ved Smilkovci-søen, som han ellers hævder at have.
Når alt dette er sagt, så er Makedonien nu alligevel en krudttønde. Det der holder gnisten fra lunten, er det vest-integrative perspektiv og amerikanernes militære tilstedeværelse få kilometer fra Skopje – Camp Bondsteel i Kosovo.
Albanerne ønsker utvetydigt medlemskab af EU og NATO. Makedonernes position er mere ulden. Man kan sige, at hvis det koster noget, så vil flertallet af makedonerne ikke være med. Hvis det vest-integrative perspektiv fordufter, så bliver der uro blandt albanerne. Det sidste, de ønsker, er et Russian-styled top-down autokrati under slavisk ledelse. Det har de prøvet, og her er der ægte konfliktpotentiale.
Og det vest-integrative perspektiv er netop nu udfordret på flere måder:
– Rusland og Gruevskis parløb – den ukritiske deling af det russiske narrativ på sociale og andre medier – Vesten kan ikke længere skjule, at Makedonien bevæger sig i den forkerte retning i forhold til EU- og NATO-medlemskab – manifestationen mandag viste, at der fortsat er massiv støtte i befolkningen til et regime, der er uforeneligt med de værdier, NATO og EU bygger på.
Baggrunden for #Протестирам #Protestoj og stordemonstrationen i Skopje i morgen er alt andet end etnisk. Læs her om opgøret i Republikken Makedonien.
Mandag leverede USA’s ambassadør Jess L. Baily en sønderlemmende kritik af premierminister Nikola Gruevski’s regime i Republikken Makedonien.
Baily var flankeret af alvorlige miner tilhørende ambassadørerne Charles Garrett, Laurence Auer, Massimino Bellelli og Christine Althauser fra henholdsvis Storbritannien, Frankrig, Italien og Tyskland, samt EU’s repræsentant i Skopje, Aivo Orav.
Ambassadørerne kom lige fra et møde med Gruevski. Det var jo umiddelbart efter slaget i Kumanovo i weekenden, så kameraerne ventede. Med regeringsbygningens kridhvide og nyetablerede flamingofacade som baggrund præsenterede ambassadørerne så et øksehug af en erklæring, som bragte opmærksomheden om Makedoniens politiske krise tilbage.
”Den makedonske regerings passivitet sår alvorlig tvivl om Makedoniens regerings tilslutning til det euro-atlantiske samfunds demokratiske principper og værdier,” hed det blandt andet. På den baggrund kan Makedonien naturligvis hverken blive NATO- eller EU-medlem. Heller ikke, hvis navnestriden bliver løst.
Makedonien såvel som resten af verden havde ellers alene haft fokus på Kumanovo, hvor 8 politifolk og fjorten modstandere måtte lade livet i weekenden, efter at politiet angreb en gruppe svært bevæbnede mænd. En bekvem forstyrrelse for Gruevski, om end på en sørgelig baggrund.
Selvom de regeringskontrollerede og dominerende makedonsk-sprogede medier behændigt undlod at viderebringe den kritiske del af ambassadørernes tale, så kunne det ikke undgås: forstyrrelsen var blevet forstyrret. Gruevski og regimet måtte tilbage til de dybere problemer.
Zaevs evindelige bombe
Vil man forstå bevæggrundene for den prostestbevægelse, der under hashtagget og overskriften #Протестирам eller #Protestoj, har sitret i Skopje i den seneste uge, må man som minimum kigge et halvt års tid tilbage. Протестирам og protestoj betyder “Jeg protesterer” på henholdsvis makedonsk og albansk.
I efteråret 2014 begyndte Zoran Zaev at true regimet. Zaev er leder af Socialdemokraterne, SDSM, og derfor leder af oppositionen. Eller i hvert fald leder af den makedonske del af oppositionen, for makedonere og albanere har hver deres partier.
Det tog måneder, og det var trættende at høre på. Der ville falde en politisk bombe, som ville få regeringen til at falde, hævdede Zaev besværgende. Det lød spændende i starten, men folk efterhånden op med at tro på den evindelige bombesnak.
Sigtelsen havde baggrund i, at en kreds omkring Zaev angiveligt lå inde med ulovlige telefonaflytninger og mere til. Tanken var at offentliggøre materialet som en politisk bombe under regeringen Gruevski, hed det. Hvad det sprængfarlige bestod i, var der ikke noget nyt om.
De øvrige sigtede var og er tidligere leder af det hemmelige politi Zoran Verusevski med frue samt en embedsmand i Strumica, hvor Zaev er borgmester. Verusevski blev allerede anholdt ugen før, hvor forklaringen lød, at der var børneporno på hans computere.
Der er siden rejst anklager, som ikke har med børneporno at gøre.
Kamp om historien
Fra Gruevski og regimets side, herunder mange medier, føg det med begreber som ”kupforsøg”, ”spionage” og ”afpresning”, mens oppositionen tog til genmæle med sit eget narrativ: at dette var ”første skridt på vejen mod frihed og demokrati”.
Kampen om historien var allerede i fuld gang, og den udkæmpes fortsat.
I Makedonien bringer det god mening på den måde at kæmpe om historien, for ingen tror på, at domstolene vil bidrage til at kaste lys over det virkelige hændelsesforløb.
Såvel befolkningen som eksempelvis EU går ud fra en sammenblanding af den dømmende og den udøvende magt. Netop det skulle i øvrigt vise sig at blive dokumenteret med den aflytningsskandale, der kom til at udspille sig fra den 9. februar.
Bomben ifølge Gruevski
SDSM havde boykottet parlamentsarbejdet siden valget i april 2014. Og det gør partiet fortsat. SDSM boykotter, fordi det mener, at Gruevski’s VMRO-DPMNE og juniorpartneren DUI eller BDI snød sig til valgsejren i 2014.
Som betingelse for at genoptage parlamentsarbejdet stillede SDSM, at valget skulle gå om, og at der i mellemtiden skulle dannes en teknisk overgangsregering. Gruevski kunne naturligvis ikke gå med til nogen af delene.
Den 31. januar forklarede Gruevski, at han havde holdt fire møder med Zaev mellem september og november 2014. På disse møder skulle Zaev have afpresset Gruevski. Hvis ikke Gruevski gik ind på SDSM’s ovennævnte betingelser, så ville de kompromitterende oplysninger blive offentliggjort.
Ifølge Gruevski var nogle af de oplysninger, Zaev på baggrund af aflytningerne kunne afsløre for Gruevski, nøjagtige.
Det førte allerede efter det første møde til den politimæssige efterforskning, sagde daværende politi- og indenrigsminister Jankuloska om aftenen den 31. januar. Efterforskningen sikrede ifølge Jankuloska blandt andet en række computere, som tilhørte de sigtede.
Gruevski gjorde – vel for en sikkerheds skyld – også opmærksom på, at andre oplysninger var unøjagtige i Zaev’s gengivelse.
Der var således nok til at rejse sigtelse, måtte man forstå, men der var også mulighed for at afvise indholdet, hvis Zaev vovede at lade bomben falde. Det gjorde han, og der viste sig endda at være mange bomber.
Den nuværende regering består af den makedonske VMRO-DPMNE koalition under premierminister Gruevski og det albanske DUI (eller BDI på albansk) under ledelse af Ali Ahmeti. Det er den regeringskoalition, der eventuelt står til at vælte.
Bomben springer
Zaev afslørede den 9. februar, hvad den længe annoncerede politiske bombe potentielt set indeholdt. Det var i sig selv den første bombe. Reaktionerne var afmålte, selvom angiveligt 20.000 borgere var blevet aflyttet. Pressemødet den 9. februar dannede mønster for, hvordan bomberne faldt i de følgende måneder.
Mønsteret er, at Zaev præsenterer indholdet i bomberne. En række kendte og mindre kendte socialdemokrater flankerer ham, men partiets logo danner bageste baggrund. Herefter afspilles en samling aflytninger, som typisk angår et bestemt tema.
SDSM kalder selv hele processen for Sandheden om Makedonien eller Вистината за Македонија.
Ifølge Zaev stammer aflytningerne fra Makedoniens egen sikkerhedstjeneste, hvor ”modige” insidere har lækket materialet. Heri ligger naturligvis en beskyldning om, at Gruevski og hans efterretningstjeneste under Saso Mijalkov står bag har aflytningen af Makedoniens top-20.000. Mijalkov og Gruevski er fætre.
Regimet med det dominerende regeringsparti VMRO-DPMNE og premierminister Gruevski hævder, at materialet er tilvejebragt via en udenlandsk efterretningstjeneste, som Zaev og SDSM samarbejder med. Videre hedder det, at denne udenlandske efterretningstjeneste er ude på at destabilisere Makedonien.
Det er et narrativ, som Rusland via sit propagandaapparat bakker op om. Den russiske version er, at USA og EU ønsker at forhindre den såkaldte Turkish Stream, som er en projekteret gasledning, der via Tyrkiet skal gå over Grækenland, Makedonien (fYRoM), Serbien og så ind i Ungarn og EU. Teorien er altså, at aflytningerne vil vælte Gruevski’s regime, som er positivt indstillet overfor Turkish Stream.
Ingen har præsenteret dokumentation for denne konspirationsteori, men russiske medier præsenterer den som et faktum – også via Sputnik, som bl.a. findes på dansk. Det er desuden karakteristisk for de russiske propagandamedier og de makedonske regeringsstyrede medier, at de ikke forholder sig til indholdet i bomberne.
Heroverfor er det karakteristisk for bevægelsen #Протестирам #Protestoj og for oppositionen under SDSM, at de i den grad er interesseret i bombernes indhold. Det er let at forstå, for hvis indholdet står til troende, så kan man nærmest sige, at Gruevski og hans topfolk har formået at stjæle en hel stat.
Regimet har erhvervet staten
I skrivende stund er der offentliggjort 31 bomber og den 32. bombe er netop ved at gå af. I det store hele viser bomberne, at regimet populært sagt har lagt staten ind under partiet VMRO-DPMNE og premierminister Gruevski selv.
Den offentlige anklager, domstolene, de dominerende medier, parlamentet, lustrationskommissionen og politiet er efter alt at dømme blevet til regimets blotte instrumenter. Bomberne har også vist ganske almindelig berigelseskriminalitet på fællesskabets bekostning (korruption) og så naturligvis valgsvindel.
Den 15. februar sprang bombe nummer to. Den viste, hvordan regimet sammenblander den udøvende og den dømmende magt. En af optagelserne er i særklasse interessant, fordi den fremstår, som om Jankuloska har fikset en sag for finansminister Zoran Stavreski, så han får tiltalefrafald i nogle kriminelle forhold. Hun har tilsyneladende udvirket tiltalefrafaldet hos Marko Zvrlevski. Zvrlevski er i dag chef for Makedoniens anklagemyndighed! Det har Sax Strand skrevet om i Jorden brænder under Makedoniens magthavere.
Den 20. februar sprang bombe nummer tre. Den viser, hvordan regimet gennemfører et setup på en politisk modstander i 2011. Modstanderen er Ljube Boskoski, som ellers tidligere tilhørte regimets venner, og som blev frikendt for krigsforbrydelser af tribunalet i Haag. Også det kan man læse mere om i Jorden brænder under Makedoniens magthavere.
Bombe nummer fire viser, hvordan den daværende chef for det hemmelige politi, Mijalkov, reelt er de traditionelle mediers chefredaktør. Det har Sax Strand skrevet om i Redigeres makedonske medier af regimet selv?
Den 2. marts sprang ”chokoladebomben”, som har nummer seks. Oppositionen og økonomer har længe hævdet, at den makedonske økonomi er katastrofal, og at regimet skjuler de reelle økonomiske tal. Bombe seks viser, at de højprofilerede ministre, finansminister Stavreski og daværende politi- og indenrigsminister Gordana Jankuloska er enige i oppositionens kritik. Det har jeg skrevet om i Makedoniens ministre er enige i oppositionens kritik.
Bombe syv gik af den 6. marts, og den handler om valgsvindel. Den afslører, hvordan Makedoniens nuværende regering svindlede sig til valgsejre i 2013. Det har Sax Strand skrevet om i Nu med dokumentation: VMRO-DPMNE svindlede sig til valgsejren.
Den tiende bombe er et eksempel på magtmisbrug med personlig vinding som motiv. Det er Gruevski selv, der vinder. Eksemplet er beskrevet i USA står bag Zaev, hævder Sputnik fra den 17. marts. Bomben sprang den 15. marts.
Den attende bombe viser, at Gruevski personligt stod bag en politisk studehandel i 2011, som gav amnesti til mulige albanske krigsforbrydere. Aftalepartneren var naturligvis regeringspartneren, det albanske DUI. Bomben viser også, hvordan regeringstoppen har styr på deres egne parlamentarikerne via kontrakter med videre. Overtegnede har omtalt bomben i Makedonsk politisk handel gav amnesti til krigsforbrydere.
Den nittende bombe viser, at Makedoniens lustrationsproces (eller lutringsproces) er politiseret. Politiske modstandere stemples tilsyneladende som kommunistiske meddelere. Bomben er beskrevet af Sax Strand i Makedonien udrenser kollaboratører – godt og vel.
Der er i de øvrige bomber mange flere eksempler på valgsvindel og kontrol med medierne og domstolene. Man hører desuden om myndigheders forfølgelse af virksomheder, der tilhører modstandere, politisk udpegede dommere og journalister, aflytning af journalister, parlamentarikere der presses til på forhånd at underskrive nedlæggelsen af deres eget mandat, korruption i forbindelse med store anlægsarbejder, bestikkelse, politienheder uden for resortministerens kontrol, jobs i staten til partimedlemmer, racistiske udtalelser om Roma, planlagte øretæver til Skopjes center-borgmester, aflytning af udenlandske ambassader og om den mangelfulde efterforskning af den regimekritiske FOKUS-redaktør Mladenovs eneulykke.
Derudover demonstrer regimets aflyttede folk undertiden en hjerteløshed, et ganske modbydeligt sprog om såvel venner som fjender og en beskidt tone. Det betyder noget, fordi deres offentlige fremtoning har været en ganske anden.
Nogle har fået deres værste anelser bekræftet, andres verdensbillede er krakelleret, mens en tredje gruppe på forskellige måder forpupper sig i forskellige bortforklaringer – de sidste var nok de fleste i begyndelsen, men der er blevet færre efterhånden.
#Протестирам #Protestoj
Tirsdag den 5. maj sprang bombe nummer 29. Den handlede om mordet på Martin Neskovski. Han blev tævet ihjel af politimanden Igor Spasov i sommeren 2011. Bomben viser, hvordan regimet først forsøger at dække over mordet. Senere, da der ikke var nogen vej uden om, forsøgte man at tørre hele skylden af på Spasov.
Denne bombe udløste en spontan demonstration tirsdag, som er gentaget hver dag siden. Først foran regeringsbygningen og senere, da området omkring regeringsbygningen blev skærmet af, foran parlamentsbygningen. Demonstrationerne bliver koordineret via de sociale medier og de to hashtags #Протестирам og #Protestoj.
Skyderierne i Kumanovo lagde en dæmper på demonstrationerne i et par dage.
De spontane demonstrationer var naturligvis ikke koordineret af SDSM, som forsøger at få modstanden i mod regimet til at kulminere i morgen, søndag, klokken 14.
Det er altså med baggrund i Zaev’s bomber, at man i morgen kan forvente stordemonstration i Skopje. Det er praksis i Makedonien, at regimet sørger for, at modstandere ikke når frem fra resten af landet. F.eks. tilbageholder politiet køretøjer og sender dem til syn. Også det bekræfter aflytningerne.
SDSM og Zaev har heroverfor meddelt, at man vil ankomme i traktorer om nødvendigt. Og demonstrationen vil i øvrigt fortsætte, indtil Gruevski trækker sig, har Zaev sagt.
VMRO-DPMNE har indkaldt til moddemonstration mandag.
Spillet om den etniske dimension
Der er ingen væsentlig etnisk dimension i denne konflikt. Men det kan meget nemt blive en fordel for regimet, hvis konflikten kan præsenteres som etnisk.
Det formentlig allerbedste, der kan ske for regimet, er, at udenlandske medier præsenterer konflikten som etnisk. Rusland og serbiske medier gør hvad de kan for at fremme historien om, at det handler om et Storalbanien, og nogle albanske medier uden for Makedonien fremstillede Kumanovo-skyderierne som et makedonsk angreb på civile albanere. Og også i vesten bidrager man uforvarende til at fjerne opmærksomheden om konfliktens ikke-etniske kerne.
Eksempelvis havde DR2 tirsdag morgen et indslag, som omtrent havde overskriften ”Etnisk uro i Makedonien”. Indholdet i indslaget var dog ikke så firkantet. Og Ritzaus Bureau citerede Karsten Fledelius for, at politistyrker kæmpede imod etnisk albanske grupper i Kumanovo, og fortalte i det hele taget en historie om, at albanere stod overfor slavere.
Den etniske dimension flytter opmærksomheden fra konfliktens kerne. Det fører desuden til, at Gruevski og regimet kan hævde den historie, regimet fra begyndelsen har sat i søen: En udenlandsk efterretningstjeneste er interesseret i at destabilisere Makedonien, og Zaev, SDSM, ”Sorosoiderne”, #Протестирам #Protestoj, studenterne i Studentski Plenum, lærerne i Professor Plenum og mange andre, går denne udenlandske efterretningstjenestes ærinde – og udløser etnisk uro.
Det er af samme grund, at uafhængige medier i Makedonien mistænker regimet for eller simpelthen som givet går ud fra, at regimet selv står bag skyderierne i Kumanovo og forløberen i Gosincë (Гошинце).
I Makedonien vil en undersøgelseskommission blive nedsat og nye ministre indsat. En offensiv forklædt som defensiv?
Det makedonske nyhedsbureau MIA skriver her til middag, at en undersøgelseskommission vil blive nedsat, i det øjeblik oppositionen returnerer til parlamentet. Undersøgelseskommissionen er regimets svar på den politiske krise, som aflytningsskandalen har afsløret.
Kommissionen skal granske i påstande og aspekter af aflytningsskandalen, hedder det. Oppositionen har boykottet parlamentsarbejdet siden valget i 2014. Ifølge parlamentsformand Veljanoski, som MIA refererer til, svarer de to ting netop til det international samfunds anbefalinger: Oppositionen skal vende tilbage til parlamentet, og aflytningsskandalens uhyrlige afsløringer skal undersøges.
Samtidigt har premierminister Gruevski foreslået to ny ministre i stedet for de ministre, der forlod kabinettet i aftes. Mitko Cavkov er udset til at erstatte politi- og indenrigsminister Gordana Jankuloska, mens Vlado Misajlovski skal erstatte transportminister Mile Janakieski.
Det minder om en krigserklæring
Sidste gang, der blev nedsat en undersøgelseskommission var efter julebataljen i 2012. Den 24. december blev oppositionen korporligt blev smidt ud af plenarsalen sammen med de tilstedeværende journalister. Det var udefra kommende civilklædte mænd, som udførte aktionen. De blev dog genkendt som indenrigsministerielle specialstyrker.
Komitéen fandt frem til, at det var forfatningsstridigt at smide parlamentarikerne ud af parlamentet, Sobranie, men Ilija Dimovski, som sad i komitéen for VMRO-DPMNE, meddelte at betydningen af komiteens endelige rapport kunne sammenlignes med betydningen af toiletpapir.
Mitko Cavkov kommer fra politi- og indenrigsministeriets egne kadrer. Han er direktør for kontoret for offentlig sikkerhed. Men mellem 2012 og 2013 – altså på det tidspunkt, hvor Socialdemokrater og journalister blev smidt ud af parlamentet – var Cavkov chef for de centrale politistyrker.
Fra 2006-2012 var han chef for departementet for organiseret kriminalitet. Derfor stod han bag arrestationen af oppositionsleder Zoran Zaev i 2008. Zaev er borgmester i Strumica og blev arresteret for embedsmisbrug.
Transportminister Mile Janakieski, politi- og indenrigsminister Gordana Jankuloska og chefen for det hemmelige politi, Saso Mijalkov, fratræder deres stillinger. Det meddeler flere makedonske medier her til aften.
Der foreligger ingen særlige begrundelser for, at to af Makedoniens topministre nu træder af. Men de har begge spillet absolutte hovedroller i den aflytningsskandale, der i de seneste tre måneder har rystet Nikola Gruevski’s regime.
Mijalkov har givet patriotiske grunde til sin afskedsbegæring. Han mener, det vil berolige oppositionen, at han går af.
En anden baggrund for fratrædelserne er den aktion, regimet i weekenden gennemførte i Kumanovo, hvor en gruppe bevæbnede mænd blev nedkæmpet midt i et boligkvarter. Aktionen kostede otte politifolk og fjorten fra gruppen af bevæbnede mænd livet. Læs om aktionen her, her og her.
USA, Frankrig, Italien, Storbritannien, Tyskland og EU udtrykte i dag massiv mistillid til Gruevski’s regime i Makedonien.
USA og EU har mistet tålmodigheden med Makedoniens premierminister Nikola Gruevski og hans regime. En endog meget klart formuleret mistillidserklæring blev i eftermiddags præsenteret for rullende kameraer foran regeringsbygningen i Skopje.
Afsendere var USA, Frankrig, Italien, Storbritannien, Tyskland og EU i fællesskab. US Ambassadør Jess L. Baily læste erklæringen op efter et møde med premierminister Gruevski, mens de øvrige ambassadører dannede bagtæppe.
Baggrunden for erklæringen er aflytningsskandalen, som i de seneste tre måneder har afsløret et regime, der efter alt at dømme og under dække af demokrati og forfatning, har gjort såvel domstole, offentlig anklager, medier, parlamentsmedlemmer. politi som lustrationskommission til instrumenter for en lille klikes magt.
Erklæringen er endog meget klar:
”We have specifically reiterated our concerns to the Prime Minister that his government has not made progress towards accounting for the many allegations of government wrongdoing arising from the disclosures. This continued inaction casts serious doubt on the Government of Macedonia’s commitment to the democratic principles and values of the Euro-Atlantic community. Continued failure to demonstrate this commitment with concrete action will undermine Macedonia’s progress towards EU and NATO membership.” [min fremhævning]
Erklæringen kommer umiddelbart efter en større politiaktion i weekenden, som angiveligt forhindrede et eller flere terroranslag i Makedonien. Aktionen har i de forløbne dage taget alles opmærksomhed i Makedonien.
Med ambassadørernes oplæsning er opmærksomheden nu tilbage på aflytningsskandalen og det ulmende oprør, der med adskillige folkelige bevægelser og oppositionspartiet SDSM (Socialdemokraterne) i en hovedrolle, blev afbrudt af aktionen i Kumanovo.
I dag og i morgen er der erklæret landesorg i Makedonien, hvor otte politifolk har mistet livet i kamp mod formodede terrorister.
Kampe i Republikken Makedonien har indtil nu kostet otte politifolk og 14 formodede terrorister livet. 37 er såret, heraf fire kritisk. En større politiaktion, som begyndte i går morges i Kumanovo, er slut.
Makedonien flager dermed på halv stang i dag og i morgen, hvor alle officielle arrangementer er aflyst.
UÇK-kendinge var med
Blandt de 14 er der ifølge politi- og indenrigsministeriet identificeret to. Ministeriets talsmand har også oplyst, at fem formodede ledere er gamle UÇK-kendinge (Ushtria Çlirimtare Kombëtare) fra 2001, selvom de er statsborgere i Kosovo.
UÇK (Ushtria Çlirimtare e Kosovës) i Kosovo, som i Danmark blev kendt som Kosovo Befrielseshær, brugte samme akronym, men de formodede ledere kæmpede i sin tid for UÇK Makedonien – i området omkring Lipkovo.
De offentliggjorte navne og øgenavne er Muhamed Krasniqi (”Malisheva”), Mirsad Ndresaj (”Kommandant NATO”), Sami Ukshini (”Kommandant Sokoli”), Beg Rizaj (”Kommandant Begu”) og Dim Shehu (”Juniku”). Kommandant NATO er den ene af de to identificerede døde.
Politi- og indenrigsministeriet har endnu ikke oplyst om eventuelle civile dødsfald.
Motiv og terrorplaner fortsat ukendte
Gruppen af formodede terrorister bestod af mindst 44 mænd, som satte sig til modværge, da politiet angreb. Mændene var altså bevæbnede, dræbte otte politifolk og havde givetvis andre onde hensigter. Men der foreligger endnu ikke oplysninger om, hvilke onde hensigter, der var tale om.
Den oplysning holder politi- og indenrigsministeriet fortsat for sig selv. Ifølge ministeren Gordana Jankuloska var det tillige tvingende nødvendigt at sætte ind i går morges, selvom de formodede terrorister befandt sig midt i et tæt beboet kvarter.
Flere af de fem angivelige ledere er kendt for, at de aldrig anerkendte Ohrid-aftalen, som skabte fred mellem de albanske oprørere og Makedoniens regeringsstyrker i 2001. Dermed må de formodes at være modstandere af Ali Ahmeti, som var leder af oprøret i 2001, underskrev Ohrid-aftalen, trak i civil og blev politiker. Ali Ahmeti og partiet DUI er en del af den nuværende regering.
Det er nærmest trivielt, at det kniber med at praktisere ånden og bogstavet i Ohrid-aftalen, som gav øgede rettigheder til albanerne. Derfor har det længe været frygtet, at alternative metoder ville blive taget i brug, når nu Ali Ahmeti ikke formåede at få Ohrid-aftalen gennemtvunget.
Et oprør med et sådant formål ville vinde sympati blandt Makedoniens albanere, selvom flertallet på nuværende tidspunkt ikke er til væbnede metoder. Men man kan udelukke, at netop de fem navngivne formodede terroristers ærinde var at gennemtvinge ånd og bogstav i Ohrid-aftalen. I hvert fald Kommandant NATO forbinder man derimod med ønsket om et Storalbanien eller et “naturligt Albanien”, hvilket undertiden refereres til som Illyrien eller Illirida.
Sørgelig timing
Dernæst vækker timingen undren. Aflytningsskandalen har sat et oprør i gang, som oppositionen formentlig forsøger at få til at kulminere den 17. maj.
Med et terrorangreb, og nu i stedet med en politiaktion, er fokus flyttet væk fra dette oprør. Det er et oprør, der har sympati langt ind i albanske kredse – også blandt Ali Ahmeti’s støtter. Undertiden har man den fornemmelse, at Ahmeti er den eneste, der ønsker at forblive i regeringskoalitionen.
Derfor benytter albanere og oppositionen sandsynligvis også i dag og i morgen til at sørge over de gamles UÇK-folks indblanding. Regimet står nu som genopretter af ro og orden. En fjer i hatten på Nikola Gruevski, som oppositionen gerne havde undværet. Sorg på et andet niveau, givetvis, men alligevel.
Det vil være vanskeligt at opdrive en albaner i Makedonien, der i øjeblikket ville kunne identificere sig med den sag, de fem måtte have haft. At dømme efter kommentarer på de sociale medier er stemningen en anden blandt eksilalbanere og albanere i andre lande.
"Makedonien sørger" blev sidst opdateret: 23. august 2025 af John Petersen
Tre politifolk er dræbt i kampene i Kumanovo mellem politi og en angivelig terrorgruppe, hvis motiver alle synes at kende, selvom ingen facts foreligger.
Pårørende og senere myndigheder har indtil nu bekræftet, at tre politifolk er dræbt i kampen mellem politi og en angivelig terrorgruppe i et beboelseskvarter i Kumanovo. Trods mange skriverier, er der endnu ingen bekræftede civile ofre.
Selvom alle mener, at nogen ønsker at destabilisere Republikken Makedonien, så foreligger der kun gætterier og myndighedernes kommunikation.
Gætterier, herunder især gætterier om en etnisk dimension, er naturligvis i sig selv egnede til at destabilisere Makedonien. Og myndighedernes troværdighed er som følge af aflytningsskandalen særdeles tvivlsom.
Ifølge politi- og indenrigsministeriet fik man et tip om, at en terrorgruppe ville angribe statslige mål, hvorefter man tidligt i morges kom gruppen i forkøbet. Siden har kampene stået på, mens helikoptere med en halv times mellemrum har bragt sårede til hospitalet i Skopje.
Foruden at der skulle være tale om en terrorgruppe, har politi- og indenrigsministeriet offentliggjort, at gruppen kommer fra et naboland, og at der er forbindelse til den gruppe, der for et par uger siden angiveligt angreb en politistation i det nærliggende Gosincë (Гошинце).
Alle og ingen kender motivet
Der foreligger ikke facts om, hvad motivet skulle være, havde terrorgruppen formået at gennemføre sit forehavende. Derimod meddeleler snart sagt alle, at målet har været at destabilisere Makedonien.
Oppositionen og andre uden for regeringspartiets kadrer, har allerede længe gættet på, at regimet ville forsøge at aflede opmærksomheden fra den politiske krise og aflytningsskandalen ved hjælp af en aktion som nu den i Kumanovo.
En konflikt, der lægger op til, at verden fortæller om genopblussede etniske uroligheder, er netop, hvad regimet har behov for. Det har oppositionen og andre længe sagt. Det giver regimet mulighed for at stå som genopretter af ro og orden.
Og det vil få verdens medier til i et endnu højere toneleje at skrive standardhistorien om de etniske uroligheder. Verden vil forstå, at Makedoniens hovedproblem er etniske uroligheder, mens oppositionen med aflytningsskandalen mildest talt har peget på andre og dybere problemer.
Omvendt har politi- og indenrigsministeriet og VMRO-DPMNE meddelt, at den angivelige terrorgruppes mål var at destabilisere Makedonien. Det svarer til, hvad regimet hele tiden har hævdet, at netop oppositionen var ude på med aflytningsskandalen. Regimet vil nu kunne sige, at der er et interessesammenfald mellem oppositionens og den angivelige terroristgruppes forehavender.
Det er ikke helt klart, hvilken interesse oppositionen skulle have i at destabilisere Makedonien. Oppositionen beskyldes for at arbejde for en udenlandsk sikkerhedstjeneste, men regimet har ikke sagt, hvilke interesser denne udenlandske sikkerhedstjeneste eventuelt måtte have.
Jokeren i foretagendet er, at det albanske DUI sådan set også er en del af regeringen. Partileder Ali Ahmeti har naturligvis svært ved at forblive i en regering, der skaber kunstige, inter-etniske konflikter, der går ud over albanerne, med det formål blot at beholde magten. Hvis det da er tilfældet.
Ja, faktisk er det problem nok, at det bliver opfattet sådan. Uanset, hvad sandheden måtte være. Og det bliver netop opfattet sådan af mange albanere – også og måske især uden for Makedonien. Derfor vurderes det også, at angrebet i Kumanovo har potentiale til at splitte albanerne og til at vælte Ali Ahmeti.
"Ukendte motiver og få facts om kampe i Kumanovo" blev sidst opdateret: 12. august 2019 af John Petersen
Makedonsk politi udfører i øjeblikket en aktion imod en angivelig terrorgruppe i Kumanovo. Den politiske krise er dermed flyttet ud af mediebilledet.
En større politistyrke har siden i morges bekriget en terroristgruppe fra et naboland, sagde talsmand for politi- og indenrigsministeriet, Ivo Kotevski, i en ultrakort pressebriefing for lidt siden. Han ønskede ikke at fortælle yderligere, fordi aktionen i Kumanovo ikke er afsluttet.
Allerede tidligt i morges viderebragte medierne videoklip af skyderier i Kumanovo og rygter om uskyldige civiles dødsfald. Især på de sociale medier har historier om albanske civile ofre cirkuleret heftigt.
Den angivelige ”terrorgruppe fra et naboland” sættes naturligt i forbindelse med det overfald på en politistation, som ifølge myndighederne fandt sted for et par uger siden.
De selv samme sociale medier svømmer over med advarsler fra borgere i Makedonien, såvel albanere som makedonere, at man ikke bør ”gå i fælden”. Regimet er angiveligt interesseret i at flytte fokus fra det oprør, der i de seneste dage har ulmet i Skopje. Det mere end antydes, at regimet selv står bag ”terrorgruppen” i Kumanovo.
Mens der fortsat er tvivl, om overfaldet på politistationen overhovedet har fundet sted, så er der dog ingen tvivl om, at der i øjeblikket står et mindre slag i Kumanovo. Hvem der bekriges, og om der er civile ofre, er uklart.
Myndighederne og hospitaler melder om sårede politifolk. USA’s ambassade mener at vide, at der er dødsfald.
"Politiaktion flytter fokus fra Makedoniens politiske krise" blev sidst opdateret: 12. august 2019 af John Petersen
Oppositionsleder Zoran Zaev har annonceret stordemonstration den 17. maj i Skopje. Målet er klart. Regeringen må gå. Aflytningsskandalen fremmer Zaevs sag.
Photo by Sharon & Nikki McCutcheon
Det makedonske presseagentur, MIA, har en engelsk side. Det er ikke alle artikler, der bliver oversat til engelsk. Formentlig kun historier, redaktionen finder egnet for et engelsklæsende publikum.
Her til morgen kan man på engelsk læse, at operaen lørdag har premiere på Macbeth, at Republikken Makedoniens fodboldlandshold fastholder sin plads som nummer 105 på FIFA’s rangliste, og at to mænd har skudt og dræbt hinanden ude ved Tetovo. Kort efter middag kommer endnu en nyhed til, nemlig at kulturministeriet har igangsat et projekt, der skal munde ude i en antologi om makedonsk børne- og ungdomslitteratur.
Det er ikke et retvisende billede af situationen i Makedonien.
Følger man en smule med i makedonsk politik, vil man vide, at den spontane demonstration tirsdag aften og den opfølgende demonstration onsdag aften, kan være første skridt i retning af at vælte regimet.
Den såkaldte aflytningsskandale har i de seneste måneder udstillet for enhver, der vil lytte, at det makedonske regime er pilråddent. Jeg tror, det er ved at være nok for borgerne. Min fornemmelse er, at ketchuppen gør sig klar til at forlade flasken. Den spontane demonstration tirsdag aften, og de omkring 10.000, der fulgte op onsdag aften, er de første dråber.
Mordet på Martin Neskovski
Det er åbenbart også national politi-dag i dag. Og politi- og indenrigsminister Gordana Jankuloska har holdt en fin tale til ære for politifolkene, som MIA også sender ud til de engelsklæsende:”Politiet garanterer borgernes sikkerhed,” lyder overskriften, og nede i teksten kan man læse, at Jankuloska roser betjentene for, at de har været med til at afværge familietragedier og sådan.
Men altså! Den spontane demonstration foran regeringsbygningen tirsdag aften, havde udgangspunkt i en familietragedie med en betjent som gerningsmand og familien Neskovski som offer. Den 22-årige Martin Neskovski blev i sommeren 2011 tævet ihjel af Igor Spasov. Spasov var politimand i den specialstyrke, der hedder ”Tigrene”. Efterfølgende begik Martins far selvmord. I forgårs var både Martins mor og bror med i den spontane demonstration foran regeringsbygningen.
Martin var i Skopje centrum den 6. juni 2011 for at fejre VMRO-DPMNE’s valgsejr. Spasov var på arbejde og passede på ministrene. Spasov skal i retten have forklaret, at Martin var på vej op på scenen, hvorfra sejrende talte, og det udløste de dødbringende slag.
I sommeren 2011 udløste mordet spontane demonstrationer i juni og juli. Især unge mennesker reagerede imod politivold. Et lyspunkt var, at unge albanere og makedonere demonstrerede side om side. Demonstrationerne blev koordineret via hashtagget #martin og Twitter fik på den måde et gennembrud i Makedonien.
Regimet hævdede først, at det ikke kendte noget til sagen. Senere hævdede man blot at have fundet en død narkoman på en bænk. Desværre for politiet og regimet var der vidner, så i længden kunne man ikke opretholde løgnen.
Bombe 29 udløser uroligheder
I Makedonien hærger aflytningsskandalen. Oppositionslederen Zoran Zaev og Socialdemokraterne er på en eller anden måde kommet i besiddelse af et svimlende antal lydoptagelser, der indeholder telefonaflytninger. Aflytningsskandalen har foldet sig ud siden 9. februar, hvor Zaev afspillede den første samling lydfiler. Hver af samlingerne kaldes en bombe. Det er blevet til 29 bomber indtil nu, og den 30. er netop ved at gå af.
Tirsdag sprang bombe nummer 29. I samtalerne kan man høre, hvordan regimets folk i 2011 først forsøger at dække over mordet. Dernæst, da der ikke er nogen vej uden om, forsøger man at tørre hele skylden af på politimanden Spasov. Man diskuterer også, hvad man skal sige til medierne. Et forslag er, at man kan forsøge at hævde, at politimanden var socialdemokrat, mens Martin jo var tilhænger af VMRO-DPMNE. Det var faktisk en historie, der cirkulerede i sommeren 2011.
Ellers går øvelsen ud på at holde regimet fri for skyld, mens al skyld skal falde på Spasov. I sommeren 2011 hævdede premierminister Nikola Gruevski netop over for offentligheden, at Spasov ikke var på arbejde og derfor handlede som privatperson. I optagelserne kan man høre, at det ikke passer. Spasov handlede i embeds medfør. Man kan også høre, at Gruevski beder Jankuloska om at gå ud i offentligheden og sige det samme.
Samtalerne involverer, foruden de stemmer, der angiveligt tilhører Nikola Gruevski og politi- og indenrigsminister Jankuloska, også premierministerens stabschef Martin Protuger, lederen af det hemmelige politi, Saso Mijalkov, og indenrigsministerens talsmand Ivo Kotevski.
Bombe 29 var således én ud af tre forventeligt kontroversielle bomber. De tre kontroversielle bomber er formentlig tænkt som optakt til og udløser af en stordemonstration, som Zoran Zaev har indkaldt til den 17. maj. Der er ingen tvivl om målet. Man ønsker at vælte regeringen, og Zaev dunker ivrigt på ketchupflaskens bund.
Regimets synspunkt er, at optagelsernes indhold er uvigtigt, mens det er vigtigt, at Zaev – ifølge regimet – har fået optagelserne fra en udenlandsk efterretningstjeneste, som er ude på at destabilisere Makedonien. Regimet forholder sig ikke til indholdet, men siger dog ind imellem, at indholdet er klippet, redigeret og kreeret. Det har man også sagt denne gang.
Imens denne artikel er blevet til, har MIA meddelt det engelsklæsende publikum, at turismen i Makedonien vil øges med 10 % i 2015, og at centralbanken forventer vækstrater på 4,1 og 4,4 % i de næste to år.
Medier, der ikke er en del af regimets klientel, har berettet om en politimand, der gik over til demonstranterne, at en pensioneret politichef opfordrer flere politifolk til at følge efter, at Pendarovski ser momentet som et spørgsmål om at gå til vesten eller til Rusland, at oppositionens top deltog i demonstrationen i går, at demonstrationerne også har bredt sig til Prilep og Bitola (Monastir), at Martins mor nægtede at tale med Gruevki, med mindre pressen og demonstranterne måtte være med, at ikonet Kezarovski deltog i demonstrationen tirsdag, Lajm sammenligner med begivenhederne på Majdan-pladsen i Kiev og fortæller også, at 3G og 4G nettet var nede under demonstrationen tirsdag.
Det har naturligvis ikke forhindret demonstrerende og andre i efterfølgende at lægge deres optagelser på nettet. Her er for eksempel billeder og optagelser fra off.net.mk, Yahoo News, RT Ruptly (lå oprindeligt på , red 26/4/25), Revolution News, Fokus, MDK, The News Tribune, BalkanInsight og FOSM.
Socialdemokraterne sprænger bombe nummer 29
"Skopje to minutter i ketchup" blev sidst opdateret: 26. april 2025 af John Petersen
Vi anvender cookies og andet godt til at huske Deres data. Disse data deles undertiden med tredjepart. Er De indforstået med det og vore øvrige brugsvilkår? JaNejLæs først detaljerne
Privatlivspolitik, cookies og brugsvilkår
Privacy Overview
This website uses cookies to improve your experience while you navigate through the website. Out of these, the cookies that are categorized as necessary are stored on your browser as they are essential for the working of basic functionalities of the website. We also use third-party cookies that help us analyze and understand how you use this website. These cookies will be stored in your browser only with your consent. You also have the option to opt-out of these cookies. But opting out of some of these cookies may affect your browsing experience.
Necessary cookies are absolutely essential for the website to function properly. This category only includes cookies that ensures basic functionalities and security features of the website. These cookies do not store any personal information.
Any cookies that may not be particularly necessary for the website to function and is used specifically to collect user personal data via analytics, ads, other embedded contents are termed as non-necessary cookies. It is mandatory to procure user consent prior to running these cookies on your website.
