Torsdag bekræftede appelretten i Skopje, at den fastholder dommen over journalisten Tomislav Kezarovski. Her er en række reaktioner på den kontroversielle dom.
Retten i Skopje, Republikken Makedonien
Tomislav Kezarovskis sag handler for mange om pressefrihed eller mangel på samme i Republikken Makedonien og dets medier. Derfor vækker sagen interesse og fører til reaktioner – også ud over landets grænser.
Allerede fredag tog journalister og andre borgere opstilling foran appeldomstolen i Skopje, hvor de protesterede over dommen. Det var makedonske journalisters forening (ZNM), der havde opfordret til at møde op foran domstolsbygningen.
Den aktuelle internationale opmærksomhed om pressefrihedens vilkår, der har fulgt terrorangrebet på Charlie Hebdo, kom også her til udtryk. Demonstrerende bar bl.a. bannere med påskriften ”Jas sum Kezarovski”, ”Une Jam Kezarovski” eller ”Je suis Kezarovski”, som det ses her i 24Vesti reportagen.
I dag, tirsdag, har Kezarovski-sympatisører igen demonstreret foran retten og senere foran statsministeriet i Skopje. Flere tusinde mennesker deltog i manifestationen, herunder til stor overraskelse Kezarovski selv. Han fik formentlig udgang fra Sutka-fængslet allerede i morges.
Både journalistorganisationerne og det største oppositionsparti, det socialdemokratiske SDSM, havde opfordret til og indkaldt protesterne i dag.
Også i dag hentede demonstranterne inspiration fra Paris og de seneste års opmærksomhed om satiretegninger. Statsminister Gruevski var således afbildet i terroristantræk og som pressefrihedens banemand.
Skarpe internationale protester
European Federation of Journalists (EFJ), hvis lokale medlemmer tæller ZNM samt fagforeningen SSNM, reagerede prompte torsdag aften. EFJ med den danske præsident Mogens Blicher Bjerregård kalder dommen unfair og uden lovmæssig hjemmel. Ifølge EFJ vil dommen føre til selvcensur blandt landets journalister.
International Federation of Journalists (IFJ) fulgte op med samme budskab fredag, mens en fælles erklæring fra EFJ, IFJ, SSNM og ZNM i dag fastslog, at den midlertidige løsladelse af Kezarovski er utilstrækkelig.
Formanden for ZNM, Naser Selmani, gik fredag et skridt videre i sin reaktion på dommen. Han regner med politiske-strategiske fremfor juridiske grunde til dommen. Appeldomstolen fastholdt Kezarovski’s strafansvar, men reducerede dommen fra 4½ til 2 år. Ifølge Selmani er det et udtryk for, at systemet ønsker at vise nåde, men samtidigt, at man må redde ansigt på de systemets mænd og kvinder, der oprindeligt fik den – i lovens forstand – uskyldige Kezarovski dømt.
Også OSCE ønskede Kezarovski løsladt, og repræsentant for mediefrihed Dunja Majotovic kaldte dommen skuffende og ude af proportion.
VMRO-DPMNE afviser
Søndag aften reagerede det dominerende nationalkonservative regeringsparti VMRO-DPMNE. I en pressemeddelelse, som gengives på engelsk hos MIA, afviser partiet, at det skulle have influeret domstolene. Oppositionen, som ifølge partiet står bag protesterne, bør ophøre med at sprede løgne og trusler, skriver VMRO-DPMNE.
Få medier dækker Makedonien
Ingen danske og få internationale medier har interesseret sig for Kezarovskis dom, selvom den principielt handler om presse- og ytringsfrihed i et EU-kandidatland. De østrigske mediers dækning – se nedenfor – er de mest interessante, fordi de indeholder Makedoniens udenrigsminister, Poposkis, umiddelbare reaktion på Kezarovski-sagen.
En appeldomstol i Skopje, Makedonien, bekræftede i dag dommen over journalist Tomislav Kezarovski
I graverjournalisten Tomislav Kezarovski’s appelsag er der nu faldet en afgørelse, skriver nyhedsbureaet MIA og flere andre medier. Appeldomstolen bekræftede kriminalrettens dom. Straffen blev dog nedsat til 2 år, hvor den oprindelige dom lød på 4½ år.
Kezarovski har afsonet og været tilbageholdt i et omfang, så kommentatorer mener, at han nu vil blive sat på fri fod.
Kezarovski er dømt for at have afsløret identiteten på et beskyttet vidne. Han blev dømt i efteråret 2013, hvorefter han appellerede dommen. Mange anser Kezarovskis dom for at være politisk og for at være en advarsel til landets journalister. Sagen vækker international opmærksomhed som et spørgsmål om pressefrihed i Makedonien.
Højesteret i Skopje, Makedonien.
Kezarovski-sagen kort
Den kontroversielle Kezarovski-sag har tråde tilbage til mordet på den 57-årige Lazar Milosevski. Mordet fandt sted i 2005. Tre år senere anholdt politiet tre mistænkte, som under hele sagen fastholdt, at de var under falsk anklage. De var blevet udpeget af Zlatko Arsovski, et beskyttet vidne, som i begyndelsen af 2013 pludselig ændrede sin forklaring. Han hævdede at være blevet truet af politiet til at vidne falsk. De anklagede blev løsladt.
Tomislav Kezarovski blev herefter anklaget for at have afsløret Zlatko Arsovskis identitet. Ifølge anklager kunne offentligheden, ud fra en artikel Kezarovski havde skrevet, slutte sig til Arsovskis navn. Det samme kunne de mordanklagede – ifølge anklageren –, og herefter trak Arsovski sit vidneudsagn tilbage.
Kezarovski blev dømt 4½ års fængsel i efteråret 2013 efter at have været tilbageholdt siden sin anholdelse i maj samme år.
En skueproces, ifølge Kezarovski
Kezarovskis syn på sagen er et andet. Ifølge lokale medier har han over for retten tilkendegivet, at hans tekster blot afslører det som alle ved, nemlig hvordan politiministeriet og domstolene arbejder.
Kezarovski var på anholdelsestidspunktet i færd med at undersøge en trafikulykke, der havde kostet Nikola Mladenov livet. Nikola Mladenov var redaktør af det politiske ugemagasin FOKUS, som er et af de få tilbageværende uafhængige og kritiske medier i Makedonien.
Denne undersøgelse er den virkelige grund til, at myndighederne vil have Kezarovski fængslet, mener Kezarovski selv.
Støtte fra ind- og udland
Kezarovski’s skæbne er blevet emblematisk for de senere års knægtelse af presse- og ytringsfrihed i Makedonien. Mange mener, at sagen har til hensigt at skabe frygt og fremmane selvcensur blandt journalister og borgere.
Eksempelvis hævder et forskerhold i bogen Media Integrity Matters, at ”regeringen gør brug af det juridiske system til at fastholde sit greb om journalisterne”, og at ”journalister bliver anklaget og dømt i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention”. Netop Kezarovski-sagen er ”kendt for denne praksis”.
Blandt de tunge kritikere er EU-Kommissionen og USA. Siden 2011 har EU-Kommissionen hvert år nævnt problemer med pressefrihed i sin årlige ”progress report” for EU-kandidatlandet Makedonien. US State Departments 2013 rapport om menneskerettigheder nævner specifikt Kezarovski i afsnittet om politiske fanger!
Også European Federation of Journalists (EFJ) støtter Kezarovski i, at han er blevet dømt for blot at have passet sin journalistgerning. Lokalt har såvel de makedonske journalisters forening (ZNM) som fagforening (SSNM) og Helsinkikomitéen i Makedonien kaldt dommen for et slag imod pressefriheden, og også organisationen CIVIL betragter Kezarovski som politisk fange.
FNs special rapporteur for ytringsfrihed krævede på et tidspunkt i 2013, at Kezarovski omgående skulle løslades. Han blev tilbageholdt i et halvt år inden dommen faldt, og FNs rapporteur mente, at det kun havde til formål at skade den uafhængige presse.
Studerende i Makedonien protesterer mod såkaldte ”statseksaminer”, som truer læreanstalternes uafhængighed. Uforsætligt har de banet vej for dybere og bredere kritik af regimet.
Makedoniens studerende protesterer. Det har de nu gjort i et par måneder. Indtil nu har tre demonstrationer fundet sted i hovedstaden Skopje – 17. november, 10. og 23. december – og den næste er annonceret til i dag klokken 11.00.
De studerende er ved første øjekast blot imod de såkaldte ”statseksaminer”, der ifølge regeringens lovforslag skal kiles ind to steder i et kandidatforløb. Ved nærmere eftersyn viser det sig dog, at det handler om mere end lovforslaget.
Statseksaminer skal ikke afløse hidtidige eksaminer, men tværtimod være en slags stopprøver. Studerende skal i fremtiden bestå statseksamen for at få adgang til den helt almindelige, akademiske eksamen. Ordningen skal bestyres af et universitetsuafhængigt råd af fagfolk, der nedsættes af regeringen. Det har hidtil været universiteternes eller rettere professorernes domæne. Udtrykket ”professor” dækker i Makedonien alle underviserne.
Studerende forsvarer professorvældet
Detaljerne var ikke kendt, da den første studenterdemonstration fandt sted. De studerende vidste kun, at regeringen ville bryde læreanstalternes ”monopol” på at vurdere de studerende. Ifølge medierne er baggrunden, at regeringen ønsker sig kandidater, der har et højere vidensniveau. De studerende forstår ønsket, og de har selv peget på, at der er behov for at hæve niveauet, så der er ikke uenighed om målet.
Det eksisterende system er, hvad man i Danmark ville kalde professorvælde, og det er paradoksalt nok det system, de studerende ønsker at bevare.
”Vi har det ok med det eksisterende system,” siger Ana Nesovska, som er en af koordinatorerne i ”studenternes plenum”.
”Det er et principielt spørgsmål for os,” forklarer Nesovska. Hun insisterer på, at det ikke handler om at beskytte de studerende mod flere eksaminer. Faktisk er hun overbevist om, at ingen vil få problemer med de ekstra eksaminer, som, da lovforslaget endelig blev offentliggjort, viste sig at bestå af en trivial pursuit-agtig multiple choice-test.
Det handler om at beskytte universiteternes autonomi, som er garanteret i Makedoniens forfatning, og det handler om at stå ved menneskerettighederne, som blandt andet omfatter retten til uddannelse, siger Nesovska. Retten til uddannelse udfordres ved, at der bliver en grænse for, hvor mange gange, man som studerende kan forsøge at tage den såkaldte ”statseksamen”, og ved, at det bliver dyrere for hvert forsøg. Og universiteternes autonomi udfordres af, at eksterne kan stoppe de studerende, uanset hvad professorerne mener.
Det er disse legalistiske argumenter, ”studenternes plenum” har fremført i medierne. Og Nesovska bekræfter, at det er den argumentation, der forener ”studenternes plenum”.
Ana Nesovska, som forklarer dagsordenen for ”studenternes plenum”. Nesovska studerer på tredje år jura ved Skopjes Kyril & Metodius Universitet. Hun har været med i ad-hoc-bevægelsen ”studenternes plenum” fra den spæde start i midten af september og er nu en af bevægelsens koordinatorer på det juridiske fakultet.
Forfatningen gælder også for regeringen
På spørgsmålet, om de studerende ville have problemer med ekstern evaluering, hvis forfatningen blev lavet om, viser det sig, at modviljen imod statseksaminer stikker dybere.
Det er jo normalt i andre lande at have eksterne censorkorps, som finansieres over skatten, og som er uafhængige af universiteterne. Ville ”studenternes plenum” i tillid til professorvældet sætte sig imod et sådant system, hvis forfatningen forudgående blev ændret?
Ingen i Makedonien er i tvivl om de negative sider af professorvældet. Ingen er i tvivl om, at handel med eksaminer finder sted, og at selvstændig tænken potentielt straffes ved eksamensbordet. Heller ikke Ana Nesovska. Det er dog svært at finde nogen, der vil lægge navn til kritikken, og som samtidigt kan bevise konkrete tilfælde.
”Personligt ville jeg ikke have noget imod et sådant system,” siger Ana Nesovska, ”men det er ikke noget, vi har talt om i studenternes plenum.”
Ana Nesovska udelukker hverken, at nogle studerende vil fastholde de eksisterende regler og love, eller at nogle vil lave dem om. De studerende er blot enige om, at gældende love og regler også gælder for regeringen. Det er her, kritikken stikker en anelse dybere end blot modvilje imod statseksaminer.
”Det handler om vore basale rettigheder som borgere. Rettighederne udfordres, når regeringen ser stort på reglerne, på forfatningen, og så videre. Vi vil have demokrati, og når vi ikke får det, så gør vi oprør.”
”Vores mål er at få forslaget om statseksaminer ud af lovgivningsprocessen, så vi i offentlighed kan tage diskussionen om, hvordan vi får øget kandidaternes vidensniveau.”
Ana Nesovska medgiver, at det handler om mere end statseksaminer, men hun insisterer samtidigt på, at ”studenternes plenum” holder fast i målet. Den større debat er for andre fora.
Kritikken breder sig
Der er noget, der ulmer i Skopje. Og for en gangs skyld bunder det ikke i etnisk modvilje albanere og makedonere imellem. De studerendes demonstrationer finder nemlig støtte i kredse og i et omfang, som er kommet helt bag på ”studenternes plenum”.
Ifølge BBC var der 9.009 demonstranter den 10. december. BBC har en metode til at måle den slags, men de fotograferede i starten, forklarer Nesovska. Da vi gik ned i byen kom der flere til, fortsætter hun. Det er derfor, nogle medier skyder på 10.000 eller 12.000.
”Andre medier siger 2000, og det er heller ikke overraskende, for det er regeringens medier.”
”De protesterede helt sikkert ikke alle imod statseksaminer. Vi blev fuldstændig taget på sengen af det protestpotentiale, der viste sig. Til politiet havde vi sagt 5-700 deltagere.”
Allerede ved demonstrationen i november var professorer på gaden sammen med de studerende. Snart begyndte de sympatiserende professorer at optræde under titlen ”professorernes plenum”. Det gentog sig den 10. december og den 23. december, men allerede fra den 10. var der mange flere sociale grupper med. Grupper, som ikke havde nogen berøring med statseksaminer.
Og fra Skopje har utilfredsheden bredt sig til universitetsbyerne som Bitola og Tetovo, og selv i Beograd har der været sympatidemonstrationer. Tetovo er interessant, fordi byen rummer de albanske universiteter og studerende.
”Jeg tror, den forenende faktor blandt de mange mennesker, var modviljen imod regeringens måde at skabe politik på,” gætter Nesovska.
”Nu bliver vi så mødt med spørgsmålet, hvad vi skal bruge potentialet til,” fortæller hun videre: ”Skal vi stifte et politisk parti og så videre?” Der har så været en ekspansionsdebat, men ifølge Nesovska holder ”studenternes plenum” fast i målet: lovforslaget om statseksaminer skal tages af bordet.
”Vi vil ikke have magt, penge, eller et parti. Vi vil bare have, at vore rettigheder som borgere respekteres.”
Urent trav står ikke uimodsagt
Det er en påstand, at regeringen ikke følger landets love og regler. Mange deler synspunktet, men det står ikke uimodsagt.
Ej heller de lærde er enige om, at statseksaminer er forfatningsstridige eller udfordrer universiteternes uafhængighed. ”Studenternes plenum” støtter sig til lærde jurister, og det samme gør regeringen. Regeringen har også yngre tilhængere, herunder også blandt studerende.
Skal man tro på medierne, bakker en del af landets universiteter og professorer op om regeringen. De har endda skrevet til EU-Kommissionen for at klage deres nød over, hvordan studerende og ”professorernes plenum” misinformerer.
I Makedonien er det altid vanskeligt at bevise, hvem der er i lommerne på hvem, selvom alle ved det uofficielt. På den ene side hører man, at professorer, der sympatiserer med regeringen, på den ene eller anden måde er i regeringens sold. På den anden side kan man høre, at ”studenternes plenum” er sat i scene af oppositionen for at miskreditere regeringen. Den sidste historie er bragt til torvs af statsministeren selv, Gruevski.
Der er masser af rygter, men få beviser. Mange medier er en del af den udbredte klientelisme, og der er ej heller vandtætte skotter mellem den dømmende og den udøvende magt.
Det står dog under alle omstændigheder tilbage, at det i Skopje ulmer på en måde, som ligger ud over det sædvanlige. Uanset, hvem der har ret i det juridiske.
Fakta: Studenternes plenum
”Studenternes plenum” er en ad-hoc-bevægelse, som blev til i løbet af september 2014, da to stats- og undervisningsministrene luftede ”ideer” om en statseksamen.
Bevægelsens organisatoriske struktur, som tog form i de følgende måneder, består af møder: fakultetsvise møder, som hver har en eller flere koordinatorer. Koordinatorerne mødes med koordinatorerne for de andre fakulteter for at tilrettelægge demonstrationerne. Strukturen er helt flad. Koordinationsopgaven skifter hænder fra gang til gang.
Der er også en generelt plenum, hvor koordinatorerne ikke spiller nogen rolle.
Der kan gå op til 60 dage, før dommen over Tomislav Kezarovski offentliggøres, selvom den angiveligt allerede er faldet. Det fortæller BalkanInsight. Grunden til tilbageholdelsen af dommen er teknisk. Den skal først ”verificeres”, hedder det.
Eftersom dommen har stor offentlig interesse, tror dommer Safet Kadriu dog på offentliggørelse inden for en uges tid. Fredag skrev FOKUS ellers, at samme dommer havde meddelt magasinet, at sagen endnu ikke var afgjort.
Kezarovski sidder i husarrest og er dømt for at have afsløret identiteten på et beskyttet vidne. Han blev dømt 4½ års fængsel i efteråret 2013, hvorefter han appellerede dommen. Mange anser Kezarovskis dom for at være politisk og for at være en advarsel til landets journalister. Sagen vækker international opmærksomhed som et spørgsmål om pressefrihed i Makedonien.
Højesteret i Skopje. Bemærk våbenskjoldet. Retten er to omgange bagud. Den femtakkede stjerne udgik, da Republikken Makedonien blev selvstændig, og skjoldet uden stjerne bliver nu erstattet af et nyt.
Kezarovski-sagen kort
Den kontroversielle Kezarovski-sag har tråde tilbage til mordet på den 57-årige Lazar Milosevski. Mordet fandt sted i 2005. Tre år senere anholdt politiet tre mistænkte, som under hele sagen fastholdt, at de var under falsk anklage. De var blevet udpeget af Zlatko Arsovski, et beskyttet vidne, som i begyndelsen af 2013 pludselig ændrede sin forklaring. Han hævdede at være blevet truet af politiet til at vidne falsk. De anklagede blev løsladt.
Tomislav Kezarovski blev herefter anklaget for at have afsløret Zlatko Arsovskis identitet. Ifølge anklager kunne offentligheden, ud fra en artikel Kezarovski havde skrevet, slutte sig til Arsovskis navn. Det samme kunne de mordanklagede – ifølge anklageren –, og herefter trak Arsovski sit vidneudsagn tilbage.
Kezarovski blev dømt 4½ års fængsel i efteråret 2013 efter at have været tilbageholdt siden sin anholdelse i maj samme år. Kezarovski appellerede sagen.
En skueproces, ifølge Kezarovski
Kezarovskis syn på sagen er et andet. Ifølge lokale medier har han over for retten tilkendegivet, at hans tekster blot afslører det som alle ved, nemlig hvordan politiministeriet og domstolene arbejder.
Kezarovski var på anholdelsestidspunktet i færd med at undersøge en trafikulykke, der havde kostet Nikola Mladenov livet. Nikola Mladenov var redaktør af det politiske ugemagasin FOKUS, som er et af de få tilbageværende uafhængige og kritiske medier.
Denne undersøgelse er den virkelige grund til, at myndighederne vil have Kezarovski fængslet, mener Kezarovski selv.
Støtte fra ind- og udland
Kezarovski’s skæbne er blevet emblematisk for de senere års knægtelse af presse- og ytringsfrihed i Makedonien. Mange mener, at sagen har til hensigt at skabe frygt og fremmane selvcensur blandt journalister og borgere.
Eksempelvis hævder et forskerhold i bogen Media Integrity Matters, at ”regeringen gør brug af det juridiske system til at fastholde sit greb om journalisterne”, og at ”journalister bliver anklaget og dømt i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention”. Netop Kezarovski-sagen er ”kendt for denne praksis”.
Blandt de tunge kritikere er EU-Kommissionen og USA. Siden 2011 har EU-Kommissionen hvert år nævnt problemer med pressefrihed i sin årlige ”progress report” for EU-kandidatlandet Makedonien. US State Departments 2013 rapport om menneskerettigheder nævner specifikt Kezarovski i afsnittet om politiske fanger!
Også European Federation of Journalists (EFJ) støtter Kezarovski i, at han er blevet dømt for blot at have passet sin journalistgerning. Lokalt har såvel de makedonske journalisters forening (ZNM) som fagforening (SSNM) og Helsinkikomitéen i Makedonien kaldt dommen for et slag imod pressefriheden, og også organisationen CIVIL betragter Kezarovski som politisk fange.
FNs special rapporteur for ytringsfrihed krævede på et tidspunkt i 2013, at Kezarovski omgående skulle løslades. Han blev tilbageholdt i et halvt år inden dommen faldt, og FNs rapporteur mente, at det kun havde til formål at skade den uafhængige presse.
Fra regeringsside hedder det, at man ikke ønsker at blande sig i sagen. Via det nationalkonservative, ledende regeringsparti VMRO-DPMNE har regeringen blot meddelt, at man ikke mener, man skal blande sig i rettens afgørelser.
Deri ligger naturligvis også en afvisning af, at domstolene er under indflydelse af regeringen.
Den erfarne graverjournalist Tomislav Kezarovski må indstille sig på at fejre nytåret hjemme, og i fortsat uvished om sin appelsag. Kezarovski sidder i husarrest og er dømt for at have afsløret identiteten på et beskyttet vidne. Han blev dømt 4½ års fængsel i efteråret 2013, hvorefter han appellerede dommen.
Mange anser Kezarovskis dom for at være politisk og for at være en advarsel til landets journalister. Sagen vækker international opmærksomhed som et spørgsmål om pressefrihed i Makedonien.
Højesteret i Skopje. Bemærk våbenskjoldet. Retten er to omgange bagud. Den femtakkede stjerne udgik, da Republikken Makedonien blev selvstændig, og skjoldet uden stjerne bliver nu erstattet af et nyt.
Sagen kort
Den kontroversielle Kezarovski-sag har tråde tilbage til mordet på den 57-årige Lazar Milosevski. Mordet fandt sted i 2005. Tre år senere anholdt politiet tre mistænkte, som under hele sagen fastholdt, at de var under falsk anklage. De var blevet udpeget af Zlatko Arsovski, et beskyttet vidne, som i begyndelsen af 2013 pludselig ændrede sin forklaring. Han hævdede at være blevet truet af politiet til at vidne falsk. De anklagede blev løsladt.
Tomislav Kezarovski blev herefter anklaget for at have afsløret Zlatko Arsovskis identitet. Ifølge anklager kunne offentligheden, ud fra en artikel Kezarovski havde skrevet, slutte sig til Arsovskis navn. Det samme kunne de mordanklagede – ifølge anklageren –, og herefter trak Arsovski sit vidneudsagn tilbage.
Kezarovski blev dømt 4½ års fængsel i efteråret 2013 efter at have været tilbageholdt siden sin anholdelse i maj samme år. Kezarovski appellerede sagen.
En skueproces, ifølge Kezarovski
Kezarovskis syn på sagen er et andet. Ifølge lokale medier har han over for retten tilkendegivet, at hans tekster blot afslører det som alle ved, nemlig hvordan politiministeriet og domstolene arbejder.
Kezarovski var på anholdelsestidspunktet i færd med at undersøge en trafikulykke, der havde kostet Nikola Mladenov livet. Nikola Mladenov var redaktør af det politiske ugemagasin FOKUS, som er et af de få tilbageværende uafhængige og kritiske medier.
Denne undersøgelse er den virkelige grund til, at myndighederne vil have Kezarovski fængslet, mener Kezarovski selv.
Støtte fra ind- og udland
Kezarovski’s skæbne er blevet emblematisk for de senere års knægtelse af presse- og ytringsfrihed i Makedonien. Mange mener, at sagen har til hensigt at skabe frygt og fremmane selvcensur blandt journalister og borgere.
Eksempelvis hævder et forskerhold i bogen Media Integrity Matters, at ”regeringen gør brug af det juridiske system til at fastholde sit greb om journalisterne”, og at ”journalister bliver anklaget og dømt i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention”. Netop Kezarovski-sagen er ”kendt for denne praksis”.
Blandt de tunge kritikere er EU-Kommissionen og USA. Siden 2011 har EU-Kommissionen hvert år nævnt problemer med pressefrihed i sin årlige ”progress report” for EU-kandidatlandet Makedonien. US State Departments 2013 rapport om menneskerettigheder nævner specifikt Kezarovski i afsnittet om politiske fanger!
Også European Federation of Journalists (EFJ) støtter Kezarovski i, at han er blevet dømt for blot at have passet sin journalistgerning. Lokalt har såvel de makedonske journalisters forening (ZNM) som fagforening (SSNM) og Helsinkikomitéen i Makedonien kaldt dommen for et slag imod pressefriheden, og også organisationen CIVIL betragter Kežarovski som politisk fange.
FNs special rapporteur for ytringsfrihed krævede på et tidspunkt i 2013, at Kezarovski omgående skulle løslades. Han blev tilbageholdt i et halvt år inden dommen faldt, og FNs rapporteur mente, at det kun havde til formål at skade den uafhængige presse.
Fra regeringsside hedder det, at man ikke ønsker at blande sig i sagen. Via det nationalkonservative, ledende regeringsparti VMRO-DPMNE har regeringen blot meddelt, at man ikke mener, man skal blande sig i rettens afgørelser.
Deri ligger naturligvis også en afvisning af, at domstolene er under indflydelse af regeringen.
Med projektet Skopje 2014 har regimet i Republikken Makedonien fornærmet, bekymret og irriteret alle mulige. Ikke blot Grækenland. Kan det blive ved at gå?
En mand krydser Makedonienpladsen midt i Skopje. Han er fjern i blikket og haster væk fra solens kvælende livtag på den åbne plads. Han holder sin lille søn i hånden. Sønnens krop vil i mange retninger, men den retter ind som en lille båd på slæb. Drengens øjne fanger den nye statue af Andonov-Čento, og han spørger, hvem det er?
”Tito!”, siger faren uden at vende blikket, og trækker drengen videre. Faren virker irriteret på eller som minimum fløjtende ligeglad med den nye statue, og den kommer i hvert fald ikke sønnen ved.
Det er i juni 2010, og de forsvinder ad Maksim Gorki-gaden.
Faren er gammel nok til at kunne huske, at Titos portræt i Jugoslavien hang her og der og alle vegne. At dømme på hans reaktion på Andonov-Čento, føler han sig hjemme i det gammelkendte Skopje. De nyopførte statuer er ikke noget for ham.
Han og Skopjes borgere konstaterer samme sommer, at også rytterstatuer af Dame Gruev og Goce Delčev opnår prominente placeringer på pladsen. Opstillingen af de to oprørere fra den osmanniske tid bliver ikke annonceret af styret. Men pludselig flankerer de den sydlige opgang til den gamle stenbro over Vardar-floden.
Byens borgere vil i de følgende år sande, at de tre nye statuer ikke skal stå alene. Den bymidte, de kender, vil med stor hast ændre karakter med projektet Skopje 2014. Det er begyndelsen til enden på Skopje anno 1963, far og søn passerer i sommeren 2010. Det Skopje, som blev bygget efter det store jordskælv.
Siden sommeren 2010 er der opstillet over 50 nye bronze- og marmorstatuer i alle størrelser, de fleste i byens centrum. Der er også opført et uoverskueligt antal nye bygninger, som blandt andet tæller et udenrigsministerium, et arkæologisk museum, en slags nationalmuseum og et nyt teater.
Makedoniens Arkæologiske Museum – Археолошки Музеј Македонија – er en del af Skopje 2014-projektet. Museet i det centrale Skopje åbnede i september 2014.
I skrivende stund er man i færd med at genrejse den såkaldte officersbygning på den centrale plads. Den gamle faldt i jordskælvet i 1963. Og oppe i gågaden er det lille anlæg ved siden af Mother Theresa-mindebygningen nu optaget af en ny ortodoks kirke med tilhørende tårn. Dertil kommer to nye broer over Vardar, en triumfbue ved en af indfaldsvejene til Makedonienpladsen, facaderenoveringer på pladsen og i den øvrige midtby, og et nyt partihovedkvarter for det dominerende, nationalkonservative regeringsparti, VMRO-DPMNE.
Og ude i floden, over en af broerne, kommer der snart et pariserhjul med plads til cirka 300 personer.
Det hele bliver opført i en stil, der formentlig skal lede tankerne helt tilbage til antikken. Nogle kalder det barok, andre nyklassicisme, og endnu andre kitsch, mens processen går under navnet ”antikvificeringen”.
Makedonien sætter offerrollen over styr
Det mest kendte monument er den 22 meter høje rytterstatue af Alexander den Store, som er placeret helt centralt på Makedonienpladsen. Den hedder godt nok ”kriger til hest”, men der er ingen tvivl om, hvem krigeren er.
Rytterstatuen er kendt, fordi den er blevet eksemplet par excellence, når man vil forklare, hvordan Skopje med Skopje 2014 irriterer Athen. Den er symbolet på alt det, der vækker harme og bekymring i Grækenland. Forsøget på at forbinde det moderne Makedonien med oldtidens Makedonien bærer kimen til grænserevision, mener man i Grækenland. Oldtidens Makedonien lå fortrinsvis i det nuværende nordlige Grækenland.
Skopje og Makedonien fejrer 20 års uafhængighed. Makedonienpladsen den 8. september 2011. En del af projektet Skopje 2014.
Læser man lidt på nettet og i medierne, kan man få det indtryk, at den makedonske nationalisme kun har brod vendt mod Grækenland. Det er helt forkert. Stort set alle synes at være i skudlinjen. Med projektet Skopje 2014 har regimet fornærmet, bekymret, eller irriteret alle mulige: arkitekter, borgere i Skopje, Grækenland, Bulgarien, Tyrkiet, de lokale roma, bulgarer, albanere og tyrkere, Socialdemokraterne, partisaner og veteraner fra anden verdenskrig.
Derfor er Makedonien i fare for at miste den sympati, landet har nydt i forhold til ”navnestriden” med Grækenland. Mange ser Grækenland som skurken, der udnytter sin vetoret i NATO og EU til at tryne et lille land. Det er tvivlsomt, om det syn bliver ved at være fremherskende. I Danmark præsenterer Uffe Ellemann-Jensen med jævne mellemrum synspunktet.
VMRO-DPMNE, det dominerende makedonske regeringsparti, har med Skopje 2014 formået at gøre store dele af Skopjes borgere til fremmede i deres egen by, og det internationale samfund ser til, mens Makedonien udfordrer grænserne for godt naboskab.
Det handler om sammenhængskraft
Storebæltsbroen var nok ikke blevet bygger, hvis ideen var blevet sendt til folkeafstemning. Siger man. Og Eiffeltårnet vakte massiv modstand blandt pariserne, og så videre. En byfornyelse i den skala, der i øjeblikket folder sig ud i Skopje, vil altid skabe modstand.
Og den lille dreng ved farens side, vil om føje år føle sig hjemme i det nye Skopje, som hans far foragter. Det er klart.
Men i tilfældet Skopje handler det ikke bare om æstetik, funktionalitet eller hjemfølelse. Det handler om alt på en gang. Byens identitet, landets identitet, og borgernes identitet. Sammenhængskraft. Alt.
Skopje 2014-projektet blev kendt i offentligheden i begyndelsen af 2010 ved hjælp af en animeret video. Tre-fire institutioner står for byggerierne. Det er kulturministeriet, Centrum-kommunen, regeringens såkaldte ”Service for Commissioning and General Affairs”, og i mindre grad – i hvert fald i begyndelsen – storkommunen ”Skopje City”. Staten betaler. Og prisen er ukendt for offentligheden.
Muslimer hører ikke med
Animationen viser, at der ved siden af Alexander den Store skal ligge en ortodoks kirke. Det er vistnok den eneste del af visionen, der ikke helt er blevet til virkelighed.
Byens og landets muslimer fandt det upassende, at offentlige midler skulle finansiere en kirke i den forfatningsmæssigt sekulære stat med et muslimsk befolkningselement på omkring 30 %. De fleste af muslimerne er albanere, men der er også tyrkere og slaviske folk imellem.
Desuden var Skopje eller Üsküb, som byen hed i Osmannerriget, blevet til by i en tid, hvor der lå moskéer i byers centrum. Ikke kirker. Derfor lå Burmali moskéen fra 1494 til 1925 på Makedonienpladsen. Den blev raget ned af de serbiske myndigheder.
Men den muslimske del af befolkningen kunne konstatere, at det ikke var den del af byens og landets historie, regimet ville synliggøre med Skopje 2014. Hvis de da havde været i tvivl.
Ideen om at bygge en kirke i det absolutte centrum gik i sig selv igen. Som nævnt bygger man i øjeblikket en kirke i katedralstørrelse et par hundrede meter oppe ad gågaden. Det er uvist, hvem der finansierer den.
Bulgarien efterlyser godt naboskab
På Makedonienpladsen ved siden af Andonov-Čento finder man også Zar Samuel. Samuel herskede i cirka 997-1014 over ”Vestbulgarien”. Han foretrak at opholde sig på øer i Prespasøerne, men hans hovedstad var Ohrid i den nuværende republik Makedonien.
I nutiden afviser historikere og andre i Republikken Makedonien, at Samuels rige var bulgarsk. Helt aktuelt bruger man kræfter på at afvise, at Samuel skulle have været etnisk bulgarer – selvom ideer om etnisk bulgarsk eller etnisk makedonsk folkesuverænitet hører en senere tid til.
Da Zar Samuel i 2011 blev en del af udstyret på Makedonienpladsen i Skopje, var det ikke i sig selv særlig kontroversielt. Det var i sammenhæng med forsøget på at redefinere makedonsk som et distinkt folk i den etniske betydning, som vakte vrede. Herunder, at man også regner med et undertrykt makedonsk mindretal i Bulgarien, og herunder at man regner Zar Samuel for at være makedoner.
I sommeren 2012 blev det for meget for Bulgariens udenrigsminister. Selvom Bulgarien var blandt Makedoniens bedste venner, sagde ministeren Nikolaj Mladenov, så var ”ideologiseringen af historien” uacceptabel. Bulgariens støtte til Makedoniens EU-medlemskab var nu betinget, advarede han. Makedoniens premierminister Nikola Gruevski måtte i højere grad dyrke det gode naboskab.
Det er således ikke kun Grækenland, der blokerer for Makedoniens EU-medlemskab i øjeblikket. Bulgariens betingelser om godt naboskab fremgår af referatet fra EU-udenrigsministrenes rådsmøde 11. december 2012.
Siden er der kun kommet flere kontroversielle statuer i Skopje.
Frihedskæmperne som irritationsmomenter
Hvad der gælder om Zar Samuel, gælder til en vis grad også om ”VMRO”-oprørerne i Osmannerriget i årene omkring år 1900. I Republikken Makedonien regner man oprørerne for at være etniske makedonere, selvom de mest berømte eller berygtede oprørere regnede sig selv for at være bulgarer. Det samme gjorde deres samtid.
I politisk forstand var oprørerne makedonere eller thrakiere, fordi de kæmpede for en grad af frihed for Makedonien og Thrakien. Det kunne være inden for Osmannerriget eller i større eller mindre afhængighed af Bulgarien. Begge dele vekslede over tid. For oprørerne var hele Makedonien på dagsordenen, ikke kun det område Republikken Makedonien i dag råder over.
VMRO-DPMNE og andre partier i Bulgarien og Makedonien smykker sig i dag med betegnelsen VMRO, fordi oprørerne i begge lande regnes for at have kæmpet en god sag – frihed fra Osmannerne.
Stifterne af VMRO anno 1893.
Stifterne af VMRO anno 1893 har naturligvis også fået et monument i forbindelse med Skopje 2014.
Der går en lige linje fra ”VMRO” 1893 og til Ilinden-opstanden den 2. august 1903, hvor indbyggerne i Kruševo og VMRO gjorde fælles front mod osmannerne. Indbyggerne var vlakker, aromuner, albanere og bulgarer – eller makedonere. Dagen er nu nationaldag i Republikken Makedonien.
Denne generation af VMRO så ikke et autonomt, eller eventuelt helt frit, Makedonien som en kommende nationalstat, der skulle bygge på det makedonske folk i etnisk forstand. De tænkte i en inklusiv, multietnisk, politisk enhed, selvom det er muligt, at det fordækte endemål var tilslutning til Bulgarien.
De politisk set multietniske, men – i deres selvforståelse – etnisk set bulgarske oprørere ”frames” og bliver i Republikken Makedonien til første trin i etableringen af en makedonsk nationalstat. Frihed fra osmannerne bliver til frihed fra albanere, Bulgarien og så videre. Foreløbig drejer det sig om de følgende:
Ved siden af den gamle stenbro, nær Goce Delčev og Dame Gruev, står en regulær terrorgruppe i form af endnu et monument. Gruppens medlemmer forsøgte i 1903 at rette stormagternes opmærksomhed på Makedoniens og Thrakiens endnu manglende frihed. Det gjorde de ved hjælp terror. Gruppen kaldte sig bådsmændene, eller Gemidzhiite på tyrkisk, og som sådan blev de kendt.
Bådsmændene fra Thessaloniki. Skopje 2014, november.
I april-maj 1903 gennemførte de en række bombesprængninger i Thessaloniki, som fortsat hørte til Osmannerriget. Sprængningerne gik ud over det franske skib Guadalquivir, jernbanesporet mellem Thessaloniki og Istanbul, byens vand- og strømforsyning, caféen i Alhambra, Imperial Ottoman Bank, og flere andre mål i byen. Omkring ti civile blev dræbt.
Tidligere havde gruppen planlagt at myrde sultanen, men det opgav de igen.
Man kan let få en tyrkisk taxachauffør i Skopje til at ryste på hovedet af opstillingen af regulære terrorister på så fornem en plads i Skopje. Terrorister, som har civile tyrkiske liv på samvittigheden. Men meget mere bliver det ikke til. Og fra Tyrkiet hører man heller ikke meget.
Tyrkiet har hidtil været Republikken Makedonien en god støtte. Tyrkiet anerkender Makedonien inklusive dets forfatningsmæssige navn.
Ifølge en anonym ekspert er der dog en grænse for Tyrkiets venlige indstilling. Den grænse er muligvis nået med udstillingen i det nybyggede nationalmuseum, som angiveligt vækker vrede i Ankara. Bag lukkede døre er der kritiske røster på højt niveau, hævder eksperten, som også gætter på, at det får konsekvenser, hvis Skopje ikke retter ind.
Nationalmuseets effekter er i det store hele nye: helt nye nationalromantiske malerier af historiske begivenheder og et vokskabinet med figurer fra selv samme nationale fortælling. Guide er obligatorisk, og hvad gæsterne hører, er fortællingen om Makedoniens vej mod selvstændighed, og om de gode og de onde i åbenbaringen.
Professor Florian Bieber fra Universitetet i Graz har på sin blog beskrevet det sådan her:
Det er formentlig i fremstillingen af osmanniske tyrkere som brutale modstandere på Makedoniens vej mod uafhængighed, man skal finde årsagen til Tyrkiets angivelige vrede.
Albanere et fremmedelement
”Øjebroen” eller ”Civilisationernes Bro” er en af to nye fodgængerbroer i projektet Skopje 2014. Borgerne kunne fra 2013 passere broen og dens allé af nye bronzeskulpturer. Der er 28. Nærmest det nybyggede arkæologimuseum står én af Stefan Dušan.
Zar Stefan Dušan var i 1300-tallet ”hersker over grækerne og serberne”.
Zar Stefan Dušan var i 1300-tallet ”hersker over grækerne og serberne” i et middelalderrige, der dækkede store dele af Sydøsteuropa. Også Republikken Makedonien. For albanere gælder han som en af mange serbere, der har dræbt uskyldige albanere.
Men den albanske kritik af projektet Skopje 2014 stikker dybere. Den handler langt fra blot om Stefan Dušan, og kritikken kan iagttages i de albanske medier stort set hver eneste dag:
Der er næsten ingen albanere blandt de mange portrættererede personer, der har fundet plads i Skopje 2014-projektet. Det kan naturligvis umiddelbart undre.
Befolkningsandelen er – som nævnt – på mellem 20 og 40 %, og det albanske folk er nævnt i landets forfatning, som både albanere og makedonere har tilsluttet sig. Den nøjagtige fordeling af befolkningsgrupper er ukendt, fordi man ikke kan blive enige om kriterierne for en eventuel folketælling.
Umiddelbart kunne man tænke, at politikerne i den forfatningsgivende forsamling skulle hædres med et bette bronzekontrafej i det mindste.
Man kunne også forestille sig, at et nationalmuseum fremviste vejen til og fejrede det endelige kompromis, den multietniske, borgerlige stat Makedonien. Men sådan er det netop ikke, og forklaringen er enkel.
Forfatningens fædre var forhandlerne bag den såkaldte Ohrid Framework Agreement, som afsluttede den væbnede konflikt i 2001. Den aftale er i makedoneres univers en af NATO påtvunget aftale. Det var ikke med de makedonske forhandleres gode vilje, at den nationalstatslige forfatning blev ændret.
Den væbnede konflikt i 2001 mellem albanske oprørere og den relativt nye stat havde netop forfatningen som omdrejningspunkt. Den på det tidspunkt nye forfatning definerede Makedonien som ”det makedonske folks nationalstat”. Albanerne var dermed fremmedelementer per definition. Det var ikke deres stat.
Oprørshæren, NLA med det engelske eller UÇK med det albanske akronym, lagde derfor ud med formuleringer som den følgende på deres hjemmeside:
“NLA vil kæmpe, indtil Makedonien forfatningsmæssigt bliver en Makedonsk-Albansk eller en Albansk-Makedonsk stat.” [min oversættelse]
Den nugældende forfatning, der i præamblen nævner albanere og andre, er et kompromis, som makedonerne kun modvillig gik med til, selvom ”det makedonske folk” har en særstatus. Albanerne var i øvrigt heller ikke henrykte, for hvorfor skulle makedonerne have særstatus?
Projektet Skopje 2014 viser med al ønskelig tydelighed, at det er det nationalstatslige projekt, VMRO-DPMNE søger at fremme. Ikke det multietniske. Og det nationalstatslige projekt var afspejlet i den forfatning, albanerne bekrigede, og som gjorde albanerne og andre til fremmedelementer per definition i Republikken Makedonien.
Albanerne har simpelthen ingen aktier i projektet Skopje 2014.
Monumentale ydmygelser?
Ali Ahmeti var leder af det albanske oprør i 2001. Da NLA lod sig afvæbne af NATO, skiftede Ahmeti uniformen ud med jakke og slips og blev leder af partiet Bashkimi Demokratik për Integrim (BDI), som betyder Demokratisk Union for Integration (DUI). Akronymet passer på både dansk, engelsk og makedonsk.
DUI er et i dag et moderat parti, og det er – paradoksalt nok – juniorpartner i regeringen, hvor VMRO-DPMNE dominerer. DUI lægger i princippet stemmer til projektet Skopje 2014, eller i hvert fald lader DUI ikke regeringen falde på det.
DUI-folk på forskellige niveauer har flere gange ladet forstå, at det ikke er et projekt, man magter at bremse. DUI er dog presset af dets vælgere, og presset er siden Skopje 2014-projektets start blevet formidlet videre.
I slutningen af 2013 kunne medierne endelig berette, at der nu ville blive opstillet monumenter af tre albanere: Pjetër Bogdani, Josif Bageri, som skulle stå foran det nye teater, og Nexhat Agolli, som var minister i Den Socialistiske Republik Makedoniens første regering i 1945. Agolli skulle ifølge medierne stå ved siden af Deutsche Telekoms bygning.
I 2014 kom der ganske rigtigt et monument på soklen ved Deutsche Telekom. Inden navnepladen blev placeret under monumentet, nåede Artan Grubi at snuppe en selfie med sig selv og statuen og lægge den ud på Facebook [billedet er siden fjernet fra Facebook, men ligger på nogle sider, vi ikke ønsker at linke til, red 13/06/17]. Artan Grubi er kabinetchef for Ali Ahmeti i DUI og i øvrigt stifter af den omtalte NGO ”Wake Up!”
Monumentet viste sig at være den makedonske helt Metodi Shatorov alias ”Sharlo”. Det kunne VMRO-DPMNE oplyse. Grubi fik således udstillet for alverden, at en central person i regeringspartiet DUI, han selv, får sine informationer om Skopje 2014-projektet via pressen.
I albanske kredse ved man ikke, om man skal græde eller grine. Er de tre albanske monumenter en indrømmelse eller en ydmygelse?
Arkitekter på sidelinjen
Makedoniens arkitekter og landets arkitektsammenslutning, AAM, er kritiske over for projektet Skopje 2014. De er ikke blevet taget med på råd, og de har gjort opmærksom på deres kritik i flere sammenhænge.
Kritikerne har blandt andet beklaget, at Skopje 2014 er omgærdet af for megen mystik og hemmelighedskræmmeri.
Ideen med projektet er ikke formuleret offentligt, budgettet er ukendt, og det er uklart, hvordan skulptører og arkitekter udvælges. Og i nogle tilfælde forbliver praktikerne anonyme. Det gør rettidig kritik til noget nær en umulighed for arkitekter og deres sammenslutning.
Et af de første synlige tegn på projektet Skopje 2014 var de to gange to løver, der blev opsat nord og syd for Goce Delčev-broen. Den senmodernistiske bro fik dermed et addendum, som kritiske fagfolk havde svært ved at acceptere. Selv utrænede øjne kan let se, at de fire løver i to forskellige stilarter ikke er i stil med betonbroen. Byens vittige sjæle kalder løverne ”The transformers”.
Broen har senere fået nye gyldne lygtepæle og gelænder med skønvirke-agtige mønstre, der gør den mere ubestemmelig i stilen. Dermed passer den bedre til resten af Skopje 2014-”antikvificeringen”.
Det er også blevet diskuteret, hvorfor det lige er løver, der flankerer broen. Fire løver omgiver i øvrigt også rytterstatuen af Alexander den Store, og to løver hviler på den nye ”kolonnade for Makedoniens uafhængighed” ved siden af det ligeledes nye udenrigsministerium.
Én af de fire løver ved Goce Delčev-broen. Skopje 2014, november.
Kritikere siger, at VMRO-DPMNE dermed blot sætter monumenter over sig selv, fordi det er partiets symbol. Venligere sjæle peger på, at løven i historiens løb med jævne mellemrum har optrådt i forbindelse med navnet Makedonien.
Nuvel, står AAM og arkitekterne i denne sag alene og magtesløse på sidelinjen, så står de i en anden sag ikke alene – men dog fortsat magtesløse.
Centrum må vige for Skopje 2014
Skopjes city-arkade, eller GTC med det makedonske akronym, er nok den mest besøgte bygning i Skopje. Arkaden er åben til alle sider, bl.a. til Makedonienpladsen mod vest, og derfor er det en bygning, alle naturligt passerer til og fra centrum.
Den statsejede, modernistiske bygning er fra ’70erne, slidt, emmer af Jugoslavien, frikvarter, shopping-tur og gamle dage. Derfor er den også et ikon for flere generationer af Skopje-borgere. I sommeren 2013 kom det frem, at også GTC skulle ”antikvificeres”.
Planerne om at lukke flere af indgangene, og i stedet dække tag og facade med kupler, skulpturer og hvide søjler i Skopje 2014-stil, blev mødt med folkelig protest.
AAM satte sig i spidsen for kampagnen ”I love GTC”, som engagerede vrede borgere for bevarelse af det gamle, men altså ikke antikke, GTC. Kampagnestarten blev markeret med en menneskekæde i selve arkaden, og fortsatte med debatmøder under åben himmel i månedsvis.
I 2013 nægtede Centrum-kommunen at udstede de nødvendige byggetilladelser. Kommunen er ledet af borgmester Andrej Žernovski, som er liberal og dermed en del af den socialdemokratisk ledede opposition. Siden har parlamentet vedtaget en lov, som giver storkommunen Skopje City beføjelser til at bestemme over centrale bygningers facader. Det nationalkonservative VMRO-DPMNE råder over flertal i både parlamentet og storkommunen. Derfor er GTC-renoveringen igen på dagsordenen.
I sommeren 2014 foreslog AAM en folkeafstemning om GTC’s fremtid.
En gang tidligere er borgerne blevet taget med på råd i forhold til facaderenovering af et af byens vartegn. Det kan også blive tilfældet med GTC. I hvert fald indeholder indkaldelsen af bud på ideer et par sætninger til sidst, der gør opmærksom på AAMs krav. Men i det tidligere eksempel var det ikke kun borgerne i Skopje, der fik lejlighed til at give deres besyv med. Det fik alle. Det angik regeringsbygningen eller statsministeriet, som tidligere var hovedkvarter for kommunistpartiet.
Resultatet af online-meningstilkendegivelsen er netop nu i færd med at blive virkelighed: bygningen bliver ”antikvificeret”.
Arkitekten, Peter Mulickovski, som tegnede den oprindeligt modernistiske ’70er-bygning er imod Skopje 2014-”antikvificeringen”.
Peter Mulickovski’s modernistiske bygning – oprindeligt den kommunistiske centralkomités bygning, kendt som ЧК – er svær at genkende. I dag huser bygningen Statsministeriet. Skopje 2014, november. Her er et billede af det oprindelige design.
Fri os fra gips og flamingo
Har man været turist i Skopje, kender man sandsynligvis restaurant Pelister på Makedonienpladsen. Her lander man ligesom automatisk, fornøjer sig med allehånde kulinariske specialiteter, skuer ud over pladsens liv, og køler systemet med en sval Skopsko. I de sidste par år i selskab med lidt for høj klassisk musikledsagelse til det kulørte springvand omkring Alexander den Store.
Har man været fraværende i blot et år eller to, så vil man blive overrasket, skulle man træffe at besøge stedet igen.
Hvide søjler pryder nu den gennemrenoverede facade på Pelister-bygningen, som falder i med de omgivende bygninger, der alle har fået samme overhaling. Skopje 2014 og ”antikvificeringen” er nået til midtbyens facader.
Da storkommunen, Skopje City, satte projektet i gang i begyndelsen af 2014, havde entreprenørerne godt tyve bygninger i ordre. Nu er der mindst dobbelt så mange bygninger i sigte. Projektet har allerede givet Makedonienpladsen et helt nyt udtryk, og gågaden, Ulica Makedonija, følger netop nu.
I efteråret 2014 kom turen også til de private boligblokkes frontfacader, og beboerne i det centrale Skopje begyndte at vise tænder:
”Vi ønsker ikke barokke dekorationer af gips og flamingo. Vi behøver en energieffektiv renovering af hele vores facade, og vi ønsker det oprindelige udtryk bevaret,” [min oversættelse] sagde en kontant beboerrepræsentant i det centrale Skopje.
Ifølge BalkanInsight og den liberale borgmester i Skopjes Centrum-kommune, Žernovski, er der adskillige flere utilfredse borgere, der ikke ønsker at være med.
Veteraner i skyggen
Der hvor boulevarderne Krste Petkov og Goce Delčev krydser hinanden står en gruppe på 30-40 mennesker. Der er mange ældre imellem. Det er som om, de tilfældigt er kommet forbi, er stoppet op og stimlet sammen. Nogle er ikke steget af cyklen, men hviler på den ene fod. De er tavse og har blikkene rettet mod et punkt ved hegnet ind til universitetet. De er alle på vej, ser det ud til, og de yngre haster da også snart videre.
Det er den 13. november 2014, og det er 70 års dagen for Skopjes befrielse.
Ved hegnet står en mindesten over partisanen Reshat Djafer-Chupchik, som blev dræbt i 1942. Hans hus stod her. Det er stenen, de kigger på. Den syner ikke af meget over for to af de nye monumenter ovre på de sydøstlige og -vestlige hjørner.
Der er mange af den slags små mindelunde, mindesten og monumenter over partisanerne og deres indtog i Skopje, som kommer til at stå i skyggen af manifestationen Skopje 2014. Endda helt bogstaveligt nogle gange. Det ligner en tanke, som hænger fint sammen med, at regeringspartiet VMRO-DPMNE er partiet for dem, der følte sig undertrykt under Tito og kommunisterne.
Monumentet i baggrunden er en del af projektet Skopje 2014. I forgrunden er monumentet for heltene fra anden verdenskrig, som i sammenligning tager sig noget beskedent ud. Zhena Borets Park (kvindelige krigers park). Skopje 2014, november.
I dagene efter 13. november kan man fornemme, at endnu en gruppe føler trang til at hæve stemmerne. De få tilbageværende veteraner og partisaner er ved at få nok. En af dem var et sted citeret for at sige sådan her: ”Vi skabte trods alt den makedonske stat, men Gruevski vil have slettet dette særlige kapitel i landets historie.”
Republikken Makedonien må fortsat leve med den midlertidige betegnelse ”the former Yugoslav Republic of Macedonia”. Endnu et møde hos FN’s særlige repræsentant i navnestriden, Matthew Nimetz, sluttede i dag onsdag i New York. ”No breakthroughs today”, opsummerede Nimetz.
Husker De navnestriden i Makedonien? Den gælder fortsat som hovedårsagen til, at Republikken Makedonien ikke kan blive optaget i EU og i NATO.
Striden blussede op i forlængelse af Jugoslaviens sammenbrud, som gjorde delstaten Makedonien til en selvstændig stat. ”Makedonien” måtte dog ikke indgå i navnet på denne nye stat, mente Grækenland, fordi Makedonien som geografisk lokalitet betragtet, også omfatter dele af det nordlige Grækenland. Også EF erklærede i 1991-2, at man ikke kunne anerkende en stat, der gjorde territoriale krav gældende overfor et EF-land, og at landet derfor måtte finde på et andet navn. Sådan blev brugen af ordet ”Makedonien” nemlig fortolket.
Declaration on Yugoslavia (Extraordinary EPC Ministerial Meeting, Brussels, 16 December 1991)
I Danmark var vi mange, der stiftede bekendtskab med navnestriden, da afgående udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen i januar 1993 benyttede en sidste optræden i Europaparlamentet til at sige sin udiplomatiske mening om den græske position. Ellemann-Jensen fandt grækernes position latterlig, og han hævdede at være i overensstemmelse med kollegerne i Ministerrådet, på trods af de to EF-erklæringer.
Danmark var ikke populært i Grækenland på det tidspunkt.
Overtegnede var tilfældigvis på studietur i Grækenland i 1993 og husker, hvordan græske myndigheder ikke var specielt venligt stemt over for danskere, og hvordan grækerne boycottede Arla’s produkter, selvom det vistnok hed MD Foods på det tidspunkt.
Studieturen omfattede et par dage i det moderne Grækenlands første hovedstad, Navplion. Her oplevede vi studerende noget, der lignede optakten til det endelige opgør i en Westernfilm. Hovedgadens tage var pakket med rifler og sortklædte mænd, bagende sol og folk bekymret spejdende fra døråbninger, bag persienner og under halvtag. Det var dog ikke galopperende heste men sorte Mercedes’er, der indtog byen, mens folk taktfast hyldede Mit-so-ta-kis. Konstantin Mitsotakis var den græske statsminister, og folk sagde, at den anden mødedeltager var Serbiens prædisent Slobodan Milošević.
Netop de tætte kontakter mellem Grækenland og Serbien var kilde til irritation blandt Grækenlands NATO- og EF-partnere. Irritationen som Ellemann-Jensen eksponerede, medvirkede sandsynligvis til at mørne Mitsotakis, som så gik på kompromis med den betegnelse, som Makedonien blev anerkendt under i FN.
Republikken Makedonien blev anerkendt i FN den 7-8. april 1993 under den foreløbige betegnelse “the former Yugoslav Republic of Macedonia”. Det var ikke kun Grækenland, der var imod at anerkende Makedonien under den betegnelse. Det var Republikken også. Men også præsident Gligorov og parlamentet i Skopje bøjede sig. Det snævre parlamentsflertal omfattede ikke det nationalkonservative VMRO-DPMNE, som er det nuværende dominerende regeringsparti. Mitsotakis betalte med regeringsmagten og Gligorov betalte muligvis med det ene øje, som gik til i et attentatforsøg i 1995. Attentatet er dog uopklaret.
I forbifarten bemærket var der også andre elementer, som pegede i retning af territoriale krav på bekostning af Grækenland. Makedonien anvendte i 1992-1995 et flag, hvis symbol, Verginasolen, var hentet fra Philip II’s gravskrin. Skrinet og graven er fundet i det græske Makedonien, hvor oldtidens Makedonien lå. Passager i den nys vedtagne forfatning, som forpligtede Makedonien på det angivelige makedonske mindretal i Grækenland, var også en udfordring. Både flag og forfatning blev ændret.
Der står den så. Foreløbig betegnelse i FN!
Parterne har senere forpligtet hinanden på at mødes i regi af FN for at forhandle sig frem til en endelig løsning. Republikken Makedonien blev lidt efter lidt anerkendt som stat af verdens lande. Nogle har valgt at følge FN’s betegnelse, andre anvender Republikken Makedonien. NATO og EU, som tæller Grækenland blandt medlemslandene, følger FN.
Det er et sådanne møder, der har fundet sted tirsdag og onsdag hos FN i New York. I øjeblikket er det Adamantios Vassilakis, der forhandler for Grækenland, mens ny mand på Republikken Makedoniens side er Vasko Naumoski. FN’s særlige repræsentant Matthew Nimetz, som har siddet for bordenden i nu 15 år, kunne for pressen nærmest rutinemæssigt meddele resultatet: ”No breakthroughs today”.
Kært barn har mange navne
Det var oprindeligt Grækenlands krav, at ”Makedonien” ikke måtte indgå i navnet på den nye stat. Her har Grækenland givet sig. Siden 2006 har sammensatte navne været på dagsordenen, og ”Makedonien” kan godt være et af de sammensatte ord. Til gengæld betinger Grækenlands sig, at navnet skal bruges i alle sammenhænge – altså både bilateralt og i internationale organisationer.
Medier i ind- og udland er enige om, at det navn, der senest har været til forhandling er “Upper Republic of Macedonia”. Det skulle Matthew Nimetz angiveligt have foreslået i april 2013. Det er dog ikke til at få øje på, hvor medierne har det fra. Det samme gælder det virvar af navne, der har cirkuleret i og uden for medierne i de forløbne 20 år.
Foruden ”Upper Republic of Macedonia” har de følgende navne har været til forhandling, ifølge mediernes bekræftede og ubekræftede oplysninger: ”Republic of Upper Macedonia”, “Northern Macedonia”, “Constitutional Republic of Macedonia”, “Democratic Republic of Macedonia”, “Independent Republic of Macedonia”, “New Republic of Macedonia”, “Republic of New Macedonia”, “Republic of Macedonia-Skopje”, “Republika Makedonija-Skopje”, “Republic of North Macedonia”, “Republic of Northern Macedonia”, “Republic of Macedonia (Skopje)”, “Republic of Vardar Macedonia”, “New Macedonia”, “Upper Macedonia”, “Slavo-Macedonia” og “Nova Makedonija”.
Desuden har det været inde i forhandlingerne, at man eventuelt kunne have ét navn til internt brug og et andet til bilateral og international brug. Det interne ville så være forfatningens, nemlig ”Republic of Macedonia”. Det har endog været nævnt, at man kunne betinge sig, at kun bestemte alfabeter måtte bruges i bestemte sammenhænge.
Hvad vil Makedonien og Grækenland egentlig?
Grækenland har været relativt åben om sine mål i navnestriden. Man ønsker ikke et navn, der på nogen måder legitimerer, at der skulle være en forbindelse mellem det nuværende Republic of Macedonia og så den græske del af det område, der siden det 19. århundrede er blevet refereret til som Makedonien.
Om Grækenland har andre mål, end hvad man lægger åbent frem, er naturligvis en mulighed. For eksempel er det muligt, at Grækenland slet ikke ønsker at løse konflikten. Det er en beskyldning, der jævnligt fremsættes i og uden for medierne, og herefter spekulerer man så i motiverne.
I Republikken Makedonien er det vanskeligere at identificere, hvorfor man fortsat deltager i forhandlingerne. Hvad det præcist er, der ikke må gå tabt i navnestriden, og hvordan det prioriteres i forhold til ønsket om medlemskab af NATO og EU, fortaber sig i det uvisse.
Det er klart, at VMRO-DPMNE har talt flertallet af vælgernes sprog, hver gang man i tidens løb har afvist den nuværende socialdemokratiske oppositions pip om kompromisser.
Af samme grund, og muligvis af andre, ukendte grunde, er det selvfølgelig også muligt, at Republikken ikke ønsker konflikten løst. Eller at man ikke ønsker den løst lige nu. Den beskyldning fremsættes naturligvis også – i og uden for medierne – med jævne mellemrum. I Grækenland såvel som i Republikken Makedonien.
Det plumrede vand skaber gode vækstbetingelser for de på Balkan altid florerende fantastiske fortællinger. Her er en af dem, som er hørt på en kaffebar:
I virkeligheden står Angela Merkel bag forhandlingernes dødvande. Tyskland krævede en pris for at redde Grækenland ud af dets finansielle morads og at beholde Grækenland i Euro-zonen. Grækenland måtte nemlig love at holde Republikken Makedonien ude af EU. Grækenland har instrumentet til det. Man kan nemlig blot sørge for aldrig at få løst navnestriden. Tysklands motiv? Jo, et Makedonien, der ikke er medlem af EU er ensbetydende med fortsat tilstrømning af billig arbejdskraft til Tyskland. Tag den!
Forhandlingsklima under pres
Man skal ikke opholde sig ret længe i Republikken Makedonien for at forstå Grækenlands bekymring. Det er en almindelig betragtning, at det oprindelige makedonske befolkningselement i den græske del af Makedonien er blevet fordrevet eller grækificeret, og at det havde været rimeligt, om en makedonsk stat havde omfattet hele Makedonien – altså inklusive den græske del.
Der er dog et stykke vej fra denne ”almindelige betragtning”, og så til at arbejde for grænserevision henholdsvis at finde det realistisk. Men! Med det nationalkonservative VMRO-DPMNE-parti i spidsen har landet gennemgået en såkaldt antikvificering i de senere år, som ikke just peger på at lade historie være historie. I hovedstaden kommer antikvificeringen til udtryk i projektet Skopje 2014.
Det mest kendte udtryk for denne proces er opsætningen i 2011 af den over tyve meter høje ”kriger til hest” på Skopjes centrale plads, Ploštad Makedonija. Krigeren er Aleksander den Store, som altså nu er en central turistattraktion. Lige på den anden side af floden, som er forbundet af byens gamle stenbro, står nu en lige så høj statue af Filip den II af Makedonien. Også Skopjes internationale lufthavn er blevet omdøbt til Aleksander den Store, og byens stadion hedder nu Filip II, og i det hele taget skyder antikke monumenter som paddehatte i hele landet – dog ikke i de albansk dominerede dele af landet.
Hele det centrale Skopje gennemgår i øjeblikket en facaderenovering. Projektet Skopje 2014 forvandler simpelthen midtbyen. Det gennemgående grå-beton-og-airconditioners-look bliver bogstaveligt talt overplastret med hvide søjler og klassisk ornamentik. De overplastrede, gamle bygninger bliver suppleret af over tyve nye bygninger, som i samme skal give byen et antikt skær.
Der er ingen tvivl om, at aktiviteterne er egnet til at provokere grækerne. I Grækenland kan man fint fortolke aktiviteterne sådan, at de udtrykker ønsket om et større Makedonien. Den forbindelse mellem oldtidens Makedonien og nutidens republik Makedonien, man med antikvificeringen forsøger at vise, rækker med nødvendighed ind over den græske grænse. Oldtidens Makedonien omfattede ikke Skopje og havde sit centrum i den græske del af Makedonien.
Grækerne kan selvfølgelig også ignorere den del af det. Men Athen ser naturligvis, hvad alle andre ser. Skopje provokerer, og såvel Athen som det internationale samfund konstaterer, at Skopje ikke styrer efter at fremme et gunstigt forhandlingsklima i navnestriden. Makedoniens premierminister Nikola Gruevski og præsident Gjorge Ivanov er begge fra hardliner-partiet VMRO-DPMNE. I alle valgkampe har man udstillet oppositionen for at ”tale græsk” – altså være villige til at gå på kompromis med navnet. Det er tilsyneladende en sikker vinder.
Det er klart, at både Athen og det internationale samfund må spørge sig selv, om VMRO-DPMNE egentlig er interesseret i at løse navnestriden? Det er i hvert fald et spørgsmål, folk stiller sig i Skopje. Mange borgere er overbeviste om, at VMRO-DPMNE ikke ønsker medlemskab af EU og slet ikke af NATO.
Et eksempel på den udlægning fik man på dramatisk vis i sidste uge. En ukendt albansk kreds, som hævdede at tilhøre UÇK, tog i et brev til tv-stationen ALSAT M ansvar for et mindre terrorforsøg mod regeringsbygningen. De skrev:
“Den chauvinistiske, makedonske regering, tager hver dag et lille skridt ad den serbiske vej mod den russiske rede. Det kan albanere ikke lide. Den euroatlantiske integration er [derimod] vejen til regionens velstand.” [originalteksten lå på koha.mk, men den er blevet fjernet, red 13/06/17].
VMRO-DPMNE har netop i april vundet valget endnu en gang. Både præsident- og parlamentsvalg.
“Europe – our name is Macedonia”, siger planchen. Republikken Makedoniens tyve års jubilæum blev med pomp og pragt fejret i det centrale Skopje. Deltagerne benyttede lejligheden til at sende et budskab til Europa (8. september 2011).
"Makedonien: 23 år og fortsat navnløs" blev sidst opdateret: 26. april 2025 af John Petersen
I et halvt år har Makedoniens parlament reelt fungeret uden opposition, fordi den nægtede, og fortsat nægter, at anerkende valget i april. Parlamentsformand Veljanoski har nu indledt en proces, der vil nedlægge 31 mandater, skriver BalkanInsight.
Den 10. maj 2014 åbnede Makedoniens parlament efter valget den 27. april. Men 34 af de 123 parlamentsmedlemmer udeblev, fordi de og deres partier mente, at svindel førte til valgets resultat. De krævede og kræver, at valget skal gå om.
Parlamentet verificerede dog ved samme lejlighed valget af de 34, hvorefter disse i maj skriftligt nedlagde deres mandater. Parlamentet, hvis formand, Trajko Veljanoski, tilhører regeringspartiet VMRO-DPMNE, anerkendte aldrig nedlæggelsen af mandaterne, så 31 sæder har blot stået tomme i et halvt år – tre har brudt partilinjen. Men nu går den ikke længere.
Usikker hjemmel til at finde afløsere
Parlamentsformand Veljanoski er på sikker grund, når han nu indleder en proces, der skal stritte fraværende parlamentsmedlemmer ud. Fravær i et halvt år giver ham denne hjemmel, og netop nu er der gået et halvt år. Derimod er det ifølge medierne usikkert, hvordan deres afløsere skal findes.
Eksperter hævder, at parlamentsmedlemmernes suppleanter vil skulle indkaldes først. Da suppleanterne kommer fra de samme boykottende partier, som de fraværende, må man formode, at også suppleanterne afviser at indtage parlamentspladserne.
Premierminister Gruevski har afvist, at der kan blive tale om et universelt nyvalg. Talsmænd for Gruevskis parti, VMRO-DPMNE, udelukker derimod ikke den mulighed, at der kan holdes valg alene om de tomme pladser. Det er naturligvis vanskeligt at forestille sig.
Parlamentet uden opposition
De udeblivende partimedlemmer var oprindeligt 33 fra den socialdemokratisk (SDSM) ledede koalition, som også omfatter ”nye” socialdemokrater (NSDP) og liberale (LDP), mens den sidste var fra partiet for ”national demokratisk revitalisering”, det albanske NDR. En enkelt liberal brød partilinjen, og yderligere to socialdemokrater er siden sprunget fra.
SDSM-koalitionen er det reelle alternativ til regeringen, der på sin side ledes af det makedonske, nationalkonservative VMRO-DPMNE og desuden består af det albanske DUI og enmandspartiet COM, eller GROM med det makedonske akronym. Foruden regeringspartierne og den liberale Roza Topuzovska-Karovska indtog kun det albanske DPA med syv mandater dets pladser i parlamentet.
Regeringen sidder sammenlagt på 81 af parlamentets 123 mandater, fordelt på 61 fra VMRO-DPMNE-koalitionen, 19 fra DUI, og ét fra COM. Således er den fungerende opposition forsvindende lille.
Tomme sæder i vejen for EU-medlemskab
Regeringen har et solidt flertal bag sig i parlamentet, så den parlamentariske situation er på den måde bekvem, og den lovgivende magt fungerer. Men, men, men!
Premierminister Gruevski ønsker, at Makedonien skal fremstå som modent til EU- og NATO-medlemskab. Det passer rigtigt dårligt med, at oppositionen beskylder regeringen for valgsvindel.
Den beskyldning har Gruevski naturligvis afvist og hævdet, at det efter hans mening pletfrie valg var at sammenligne med valg i Skandinavien. Gruevski henviser til, at OSCE kaldte valget gnidningsløst, mens oppositionen minder om, at OSCE sagde mere end det.
Ifølge OSCE levede valget ikke op til visse nøglestandarder. OSCE savnede en neutral presse, en præcis valgliste, ensartede konkurrencevilkår for partierne, og kritiserede sammenblandingen af stat- og partiaktivitet. Men valget forløb gnidningsløst – altså uden skyderier i valglokalerne og den slags. Den permanente EU-delegation i Skopje har erklæret sig enig med OSCE.
Blandt de helt konkrete beskyldninger er, at VMRO-DPMNE har købt stemmer blandt makedonere i Albanien. Makedonere fra Albanien har så fået midlertidige makedonske ID-kort, som gav adgang til at stemme. Det sidste kan angiveligt lade sig gøre, fordi partiet sidder tungt på indenrigsministeriet og dermed adgangen til at udstede ID-kort.
“Gå ud og stem på søndag..”, sang medlemmer af det nationale kor for vælgerne i april. “Stem på dyder, stem på liste 5”, hed det videre. Koret er skatteyderfinansieret og liste 5 var VMRO-DPMNE’s liste. Sammenblanding af stat- og partiaktivitet?
Oppositionen med SDSM partiformand Zoran Zaev i spidsen ønsker også EU- og NATO-medlemskab. Ikke desto mindre har oppositionen altså valgt at boykotte parlamentet, selvom Makedonien så fremstår som et umodent demokrati.
Derfor har premierminister Gruevski ved flere lejligheder opfordret den fraværende opposition til at genindtage pladserne i parlamentet og beskyldt oppositionen for ikke at varetage Makedoniens interesse. Dette er formentlig også forklaringen på, at parlamentsformanden ikke hidtil har anerkendt, at de fraværende parlamentsmedlemmer jo af egen drift og skriftligt nedlagde deres mandater i maj. En anerkendelse ville jo have lukket for deres eventuelle tilbagevenden.
Selvfølgelig mener oppositionen ikke, at umodenheden er givet med selve boykotten. Eventuel umodenhed skyldes ifølge oppositionen det, som boykotten reagerer på, nemlig valgsvindel.
Forfatningsændring i oppositionens fravær
Også i forbindelse med en forestående forfatningsændring kommer landets demokratiske formåen til at fremstå en kende flosset. Selvom forfatningsændringerne bliver vedtaget uden problemer med det komfortable flertal, så vil debatten i parlamentet være amputeret uden den fraværende oppositions indlæg.
Forfatningsændringen er i hvert fald i én henseende ærkekonservativ og ville have mødt modstand i et parlament, hvor oppositionen var til stede. Man ønsker nemlig at føje til forfatningen, at ægteskab i Makedonien er et forhold mellem mand og kvinde.
Det er dog især hastværket med at gennemføre en forfatningsændring, på et tidspunkt, hvor den lovgivende forsamling er ramt af boykot, som kritiseres fra flere sider. Blandt andet har Europarådets rådgivende forsamling i forfatningsanliggender, den såkaldte Venedig-kommission, frarådet at gå for hurtigt frem. En forfatningsændring kræver så bred politisk opbakning som muligt, mener kommissionen. Bred politisk opbakning er naturligvis udelukket, så længe boykotten pågår.
Formålet med boykotten vejer for oppositionen åbenbart tungt. Men hvad er egentlig formålet, og hvad vil oppositionen opnå?
Oppositionens krav
Oppositionens betingelser for at vende tilbage til den parlamentariske fold blev først offentliggjort i midten af juni. Betingelserne er så omfattende, at det langt fra er sikkert, at oppositionen virkelig går efter at få dem opfyldt. Måske er formålet et helt andet. Det er også en mulighed, at aktionen ikke fra starten var helt gennemtænkt. Den sidste mulighed bestyrkes af, at en talsmand for oppositionen på et tidligt tidspunkt fremsatte helt andre betingelser, end de betingelser, der kom frem i juni.
BalkanInsight citerede allerede midt i maj en talsmand for SDSM. Han krævede, at der skulle rejses sigtelse mod indenrigs- og politiminister Jankuloska og premierminister Gruevski i to sager, som SDSM selv havde anmeldt, hvis oppositionen skulle vende tilbage. Anmeldelsen af disse sager inklusive beviser fandt sted midt under valgkampen.
Jankuloskas sag handler om ulovligt at modtage kontante midler på vegne af VMRO-DPMNE, mens Gruevskis sag handler om bestikkelse. Gruevski svarede med at rejse sag mod SDSM partileder Zoran Zaev for bagvaskelse. Gruevski vandt denne sag, mens sagen mod Gruevski selv blev henlagt som forældet.
Juni-betingelserne nævner ikke disse retssager. Det vigtigste krav er her, at regeringen skal afløses af et forretningsministerium, der får til opgave at forberede et omvalg. Den betingelse er blankt afvist af Gruevski på vegne af regeringen og – ifølge Gruevski selv – i respekt for folkets valg. Skulle Gruevski opfylde denne betingelse, måtte han enten indrømme valgsvindel, eller også måtte han medvirke til at annullere et valg, som efter hans mening er foregået efter bogen.
Oppositionen kræver desuden, at sammenblandingen af statens og regeringspartiernes aktiviteter ophører, at der bliver en bedre medieregulering, at valglovene forbedres, og at der gennemføres en folketælling. Og for så vidt der kan laves en aftale om alt dette, så ønsker man, at der skal være en EU-repræsentant til stede, når aftalen bliver indgået. Oppositionens mistillid til Gruevski kan dårlig være mere åbenbar.
(Det skete ikke. Nedlæggelsen af mandaterne blev aldrig anerkendt, og Veljanoskis mulighed for at nedlægge mandaterne som følge af fravær, blev heller ikke brugt. Derimod vendte oppositionen tilbage til parlamentet den 1-2. september 2015 som led i 2. juni-aftalen. Tilføjet 6. september 2015, red.)
I Republikken Makedonien (fYRoM) tales der flere forskellige sprog, der er aflejringer af mange kulturer, og landet er hjemsted for flere forskellige folk og etniske grupper. Det hele er makedonsk i den forstand, at det er en del af helheden Makedonien. Men er der noget, der bare er makedonsk?
Når ”makedonsk” bruges som et tillægsord, så kan man gå ud fra, at der er strid om betydningen. Makedonsk salat, Salade macédoine, er en sigende undtagelse, mens det eventuelle makedonske folk, sprog og den makedonske kultur og historie er genstand for megen splid og palaver.
Lokaliteten Makedonien
Makedonien er et landområde, der dækker Republikken Makedonien, det nordligste Grækenland med hovedbyen Thessaloniki, og en stribe af det vestlige Bulgarien. Man kan skelne mellem Vardarmakedonien, Ægæisk Makedonien og Pirinmakedonien. Vardarmakedonien svarer i så fald til Republikken Makedonien, som afvandes af floden Vardar. Pirinmakedonien er den bulgarske del, navngivet efter bjergmassivet Pirin. Ægæisk Makedonien er den græske del, som jo ligger ned til Det ægæiske Hav.
Makedonien forstået som dette eller disse områder stammer fra det 19. århundrede. Makedonien var så at sige defineret som resten. Den rest, som stort set kunne ende på alle sider, når serbere, albanere, grækere og bulgarere engang skulle til at dele rovet i det forfaldende osmanniske rige.
FN refererer til Republikken Makedonien som The former Yugoslav Republic of Macedonia (fYRoM). Det gør FN for ikke at fornærme nogen. ”Nogen” er i realiteten Grækenland, som er bange for, at staten Makedonien før eller siden vil gøre krav på Ægæisk Makedonien, og at alene anerkendelsen af navnet vil være et skridt i den retning. Statens navn er ifølge statens egen forfatning Republic of Macedonia, mens de fleste grækere blot kalder staten for Skopje eller fYRoM.
Ægæisk Makedonien blev erobret for Grækenland i Balkankrigene 1912-13 og hed Nordgrækenland indtil 1993, hvorefter også det blev kaldt Makedonien.
Det makedonske sprog
Sproget makedonsk ligger meget tæt på bulgarsk. Bulgarien anerkender ikke, at der skulle være et selvstændigt makedonsk sprog. I det højeste er det en dialekt, som man så kalder vestbulgarsk.
Grækerne kan man ofte høre referere til sproget makedonsk som enten bulgarsk eller slavomakedonsk. De er ikke meget for at anerkende, at et nutidigt sprog bærer betegnelsen makedonsk. Makedonsk hører oldtidens Makedonien til, mener grækerne, og der talte man et græsk sprog, ikke et slavisk.
Det makedonske folk
Som folk betragtet er makedonere også et omdiskuteret begreb. Bulgarien anerkender ikke, at der findes et selvstændigt makedonsk folk eller en makedonsk nation. For Bulgarien er makedonerne bulgarer, selvom Bulgarien var først med at anerkende Republikken Makedonien som stat.
I det 19. århundrede arbejdede Athen, Sofia og Beograd på henholdsvis at grækificere, bulgarisere og serbisere befolkningen i Makedonien – troende nationalister taler gerne om at ”vække” dét, der så formodes blot at slumre. Formentlig regnede ingen med en slumrende makedonskhed. Der er ikke spor af nogen makedonsk vækkelse henholdsvis makedonisering i den periode, selvom stormagterne Rusland og Østrig-Ungarn forsøgte at fremme en sådan udvikling. Makedonsk forstået som et folk optræder først for alvor med opfindelsen af delstaten Makedonien i Titos Jugoslavien, som senere blev til Republikken Makedonien. Derfor er det også kun i Republikken Makedonien, at man regner med et etnisk makedonsk mindretal i Ægæisk Makedonien og i Pirinmakedonien.
Efterkrigstidens makedonske ”vækkelse” har i de seneste år taget en ny drejning. I Republikken Makedonien er man begyndt at regne med kontinuitet mellem oldtidens og nutidens makedonere. Det indebærer også, at man godt nok regner med til dels at nedstamme fra de slaviske stammer, der indvandrede i 5-600 tallet. Men også kun til dels, for slaverne indvandrede jo næsten tusind år efter Alexander den Stores Makedonien og de oldmakedonere, man mener at stamme fra. Så sent som i september sendte landet en protestskrivelse til USA, fordi USA’s ambassadør til Makedonien i en senatshøring kaldte flertalsbefolkningen for slaver.
Et sted mellem 20 og 40 % af statsborgerne i Republikken Makedonien er albanere. I lighed med de øvrige befolkninger i landet har albanerne været under jugoslavisk, serbisk og osmannisk overherredømme i historiens løb. De synes i reglen, det er noget pjat, at makedonerne vil finde statens og folkets rødder i oldtidens Makedonien.
Albanerne peger ofte på, at hvis statsgrænser endelig skal følge sproglige, etniske eller historiske grænser, så ville det halve af Makedonien enten skulle høre sammen med Albanien, eller også ville Makedonien tilhøre Tyrkiet. De plæderer dog ikke for en sådan sammenlægning med Albanien eller Tyrkiet, selvom mange makedonere – og især serbere – frygter, at det er en skjult dagsorden. Aktioner som droneflyvningen på Partisan Stadion i Beograd er naturligvis egnet til at bekræfte makedonere og andre i denne mistanke.
Blandt albanere hører man jævnligt, at makedonerne er i færd med at fremtvinge den deling af staten, som makedonerne angiveligt selv frygter allermest – altså en deling, som følger af splittelse mellem albanerne og makedonerne. Splittelsen er et indbygget element, når staten dyrker makedonernes historie som den eneste relevante for Republikken Makedonien.
Ræsonnementet regner formentlig med, at der er en grænse for albanernes tålmodighed, hvilket den lille borgerkrig i 2001 da også vidner om. Om motivet hedder det, at mange makedonere i virkeligheden ønsker at slutte sig til Serbien eller Bulgarien.
Det er i øvrigt også problematisk, at det dårlige naboskab med Grækenland og Bulgarien, som er prisen for makedonernes fremfærd, er albanerne uvedkommende. Konkret bringer det Makedonien på afstand af NATO- og EU-medlemskab. Det er en pris, som albanerne flest ikke vil være med til at betale.
Den makedonske historie
Republikken Makedoniens historie starter i nogles øjne først med Titos Jugoslaviske delstat Makedonien. Der har ikke siden oldtiden været statsdannelser, der kaldte sig Makedonien. Der gøres ihærdige forsøg på at identificere statsdannelsens eller folkets historie længere bagud i tiden, men alle forsøg støder på problemer, fordi disse historier allerede er ”optaget” af naboerne, og fordi forsøgene ikke er overbevisende. Projektet Skopje 2014 er et instruktivt eksempel.
Det gælder Zar Samuels middelalderrige, som med centrum i Ohrid til dels lå, hvor Republikken Makedonien ligger i dag. Den historie er ”optaget” af Bulgarien. Og det gælder oldtidens Makedonien med hovedstaden Pella i Ægæisk Makedonien. Den historie er ”optaget” af Grækenland. Og det gælder i nogen grad også frihedskæmpernes historie; de frihedskæmpere, som enten kæmpede for en eller anden grad af autonomi for Makedonien inden for Osmannerriget eller for tilslutning til Bulgarien. Her er vi i tiden omkring år 1900.
I EU-kandidatlandet Makedonien står det sløjt til med mediernes uafhængighed. Det viser en omfattende analyse fra The Piece Institute i Ljubljana. De politiske magthavere og landets pengemænd dominerer nu for alvor medierne – sammen.
Media Integrity Matters – Reclaiming Public Service Values in Media and Journalism er The Piece Institute’s digre analyse og vurdering af medieintegritet på Balkan. Analysen forklarer blandt meget andet, hvordan de makedonske myndigheders offentlige kampagner finansieres. Den viser, hvordan offentlige midler kanaliseres over i partikasserne, men den viser også, hvordan mediernes uafhængighed drukner i pengestrømmens kølvand.
Det hele begynder med staten og partiernes mange og store kampagner. Myndigheder opterer i outdoor-kampagner for dette og hint, og regeringen gør sig i forbindelse med valg massivt til af hidtidige fortjenester. Også tv-kanalernes sendeflader er fulde af sådanne PR-indslag – både på de kommercielle og på landets public service kanaler.
Det er ikke altid indlysende, om budskaberne er myndighedsanliggender alene, eller om de også indeholder parti-PR. Der sendes også indslag i nyhedsprogrammerne på tv, som let afføder en mistanke om, at indslagene egentlig propagerer for bestemte partier og deres politik.
For et par år siden finansierede staten indkøb af nye busser til Skopje by. Dobbeltdækkerbusser, som man også havde tidligere i det 20. århundrede, og som derfor minder om de gode gamle dage. ”Gaven” fra statsbudgettet til Skopje by blev ledsaget af kampagner, som fortalte, at busserne var en gave fra regeringen. Nøgternt betragtet betaler skatteyderne naturligvis både kampagnen og busserne.
En værdikonservativ antiabortkampagne repræsenterer et nyere eksempel: en tilsyneladende vordende far venter på en hospitalsgang, som til seernes overraskelse viser sig at være en abortklinik, da lægen kommer ud og siger: ”Tillykke, det ville være blevet en sund og rask pige”.
Det er især det dominerende regeringsparti, VMRO-DPMNE, der stjæler by- og skærmbillederne; det nationalkonservative parti, der sammen med skiftende albanske partier, har haft regeringsmagten siden 2006.
Omfanget af disse kampagner synes generelt set at være ude af proportion. Og i hvert fald som udenforstående stiller man sig uvægerligt spørgsmålet: gad vide, om det er skatteyderfinansieret?
“Народот е нашата сила! Идејата е нашиот двигател!” – “Folket er vores styrke! Ideen er vores motor!” Markering af 24-året for stiftelsen af partiet VMRO-DPMNE. Ul. Hristijan Todorovski Karposh, Oktober 2014, Skopje.
Mistillid er folkevid
Nuvel, det er fortrinsvis udenforstående udlændinge, der undrer sig over de massive kampagner. Anderledes med de lokale. Spørger man den almindelige borger i Makedonien, er kun få i tvivl: der er ikke vandtætte skotter mellem regeringspartiernes og statens pengekasser. Det er en uofficiel selvfølgelighed, at regeringspartierne bruger skatteborgernes penge på partiformål og til at føre kampagner for egne mærkesager.
Måske kan man finde enkelte almene partimedlemmer, som vil benægte, at noget sådant finder sted, men dem er der langt imellem. Offentligt vil man givetvis benægte, men i private sammenhænge vil man typisk blot forsvare partiet med, at oppositionen ville gøre og har gjort det samme. Men er det hele blot sladder?
Kritisk tv-journalistik falder væk
Nej, der er faktisk grund til undren, og de nævnte kampagner er netop en af nøglerne til at forstå, hvad der foregår. Det påviser analysen og bogen Media Integrity Matters.
Ifølge analysen finansieres kampagnerne ganske rigtigt af statens midler, og de går til kommunikationsbureauer og medier, som er på venskabelig fod med det regerende parti, VMRO-DPMNE. Udgiften retfærdiggøres med henvisning til, at der er tale om information, som er af samfundsmæssig interesse. Det gælder også, selvom kampagnerne ifølge analysen ofte er ren propaganda. Det kan være kampagner, der som i antiaborteksemplet, promoverer partiets konservative værdier, eller det kan være negative kampagner, som fremstiller oppositionen som problemet.
Kampagner i landets public service broadcaster, MRT (Makedonska Radio Televizija), udsendes uden betaling. Det åbner en bestemmelse i medielovgivningen for, når der er tale om kampagner af ”offentlig interesse”. Den overvågende instans, ”Medierådet”, er også kontrolleret af regeringspartiet, selvom hensigten med overhovedet at have et ”Medieråd” dermed længst er væk. Dermed er der heller ingen til at varetage offentlighedens interesse og i sidste ende at blokere for det mere propagerende materiale. Kanalerne MRT1 og MRT2 står sammenlagt for cirka 7 % af seertallet (2012).
De landsdækkende, privatejede, og regeringsvenlige tv-kanaler er mere interessante, fordi de står for en langt større del af seertallet, nemlig 50-60 % (2012). Heraf er de største Sitel TV og Kanal 5, som sammenlagt har 47,1 % af seerne (2012). Lokale og regionale kanaler på forskellige sprog står omtrent for den sidste bid af kagen med 31,8 % af seerne (2012). Eftersom regeringen via ”Medierådet” har styr på den licensfinansierede public service kanal, er det – eller rettere: var det – de store privatejede og i princippet uafhængige kanaler, der var sidste helle for kritisk tv-journalistik.
Det er denne uafhængighed regeringen så at sige har købt med de mange kampagnemidler. Regeringen er simpelthen for fed en kunde. Hvis disse private medier bliver for kritiske, så bortfalder reklameindtægten.
Blot for at komplettere billedet: der findes en enkelt privatejet kanal, Telma, som regnes for at være oppositionsvenlig. Telma har et seertal på 3,5 % (2012). Derudover fandtes indtil 2012 en privatejet tv-station med kanalerne A1 og A2, som i 2009 havde et seertal på 20,9 %. Stationen fik frataget licensen og gik derefter ind. Ifølge myndighederne havde stationen rod i regnskaberne, mens oppositionen mener, at stationen reelt blev lukket, fordi den var kritisk over for regeringen.
Det hører ifølge analysen med til historien, at A1’s kritiske linje over for regeringen var ren afpresning. Afpresningen havde at gøre med andre forretninger mellem ejeren, Velija Ramkovski, og staten. Der var ikke tale om idealisme. Endelig er der det albanske Alsat M TV med et seertal på 5,6 %, (2012) som også modstår presset fra regeringen. Kanalen ses formodentlig kun af albanere, som skønsmæssigt udgør en fjerdedel af befolkningen.
Skatteyderfinansieret valgkamp
Men der er mere endnu! Foruden at skabe et afhængigheds- eller klientforhold mellem de private tv-medier og VMRO-DPMNE, flyder pengestrømmen også den anden vej, afdækker analysen. De private tv-kanaler er nemlig VMRO-DPMNE’s største sponsorer.
Og eftersom priserne på reklamer, som staten køber af tv-kanalerne, efter alt at dømme er alt for høje, konkluderer analysen, at der slet og ret er tale om returkommission. Staten betaler tv-kanaler og reklamebureauer, som til gengæld donerer størstedelen af pengene til regeringspartiet, som endelig bruger pengene til valgkamp. Disse midler anvendes så endnu engang til at købe services i de private reklamebureauer, tv-kanaler og andre medier, hvilket gør serviceyderne endnu mere afhængige af deres gode key account kunde.
Regeringspartiernes valgkamp finansieres således af skatteyderne, og som en ekstra sløjfe på historien: der er ofte sammenfald mellem bureauer og tv-kanalers ejerkreds samt regeringspartiernes politikere. Eksempelvis er Sitel TV ejet af selskabet Monteko Doo, som ejes af Goran Ivanovski. Ivanovski er søn af den tidligere ejer, forretningsmanden ”Džingo”, som også er stifter af det lille såkaldte ”Socialistparti”. Trods navnet er partiet en del af regeringskoalitionen med VMRO-DPMNE.
Alt dette er baggrunden for, at EU-kommissionen i sin seneste årlige ”progress report” om Makedonien nævner, at den fordrejende kampagnevirksomhed er en forhindring for EU-medlemsskab.
Printmediernes følger fjernsynssektoren
I sommeren 2011 blev 21-årige Martin Neškoski tævet ihjel af politiet i det centrale Skopje. Han blev efterladt på en bænk. Da han blev fundet, hævdede politiet og indenrigsministeriet i første omgang, at man ikke kendte til dødsfaldet. Men eftersom, der var vidner, slap man i længden ikke afsted med løgnen. Twitter spillede her en væsentlig rolle.
Det var en naturlig sag for pressen at tage op, men man vægrede sig. En anonym redaktør har for The Piece Institute’s forskere skildret, hvordan sagen blev afvist på hans eget medie. Redaktøren gav – måske i et anfald af retfærd – journalisterne frie hænder til at dække sagen. Han lovede at ville stå last og brast med journalisterne, når der kom politisk pres. Men journalisterne afslog at dække historien med henvisning til, at de ikke havde nogen sikkerhed for, at han ville forsvare dem.
Redaktørens bekendelse illustrerer, hvordan censur og selvcensur hører til dagens orden. Det er, forsat ifølge analysen i Media Integrity Matters, næsten slut med kritisk, undersøgende journalistik i Makedonien. Få printmedier udgør undtagelserne, nemlig Skoop, Fokus og BIRN. Det politiske ugemagasin Fokus bliver af samme grund jævnligt trukket i retten for bagvaskelse og injurier. Det juridiske system er præget af en sammenblanding af den udøvende og den dømmende magt, hvilket naturligvis motiverer til selvcensur.
Det generelle billede er, at avisejernes regner med bedre indtjening, hvis de ikke generer regeringen. Via avisernes redaktører sikrer ejerne, at der ikke kommer kritiske historier ud i medierne, og at vigtige historier simpelthen ignoreres. Og journalisterne retter mere eller mindre frivilligt ind. I nogle tilfælde er det dog ikke nødvendigt at presse journalisterne, fordi de simpelthen er enige i regeringens linje. Det er et udbredt synspunkt, at medier bør være konstruktive – kritiske medier og journalister er irriterende og destruktive.
De vigtige makedonsksprogede aviser er efterhånden blevet overtaget af lokale investorer, som ligger tæt på regeringspartiet VMRO-DPMNE. Westdeutsche Allgemeine Zeitung (WAZ) spillede ellers en væsentlig rolle indtil 2010. WAZ ejede Dnevnik, Vest, og Utrinski vesnik, som havde 80-90 % af markedet, men WAZ solgte, og herefter følger mønstret tv-sektoren med regeringsvenlige ejere.
Det liberale avismarked startede ellers helt anderledes, og der er stadig spor af denne Gründerzeit. Da de Jugoslaviske mediemonopoler opløstes, trådte private ind på banen og grundlagde nye aviser. Grundlæggerne var ofte individuelle journalister, som ikke havde profit for øje.
Der findes stadig få printmedier, som ejes af journalister og drives efter publicistiske idealer. Men de er få og små. Eksempler er Koha og Lajm, som er albanske. Ifølge analysen var de albanske medier knap så interessante for de investorer, der overtog de fleste øvrige massemedier.
Hvor er idealisterne?
Man kan nu spørge sig, hvorfor de såkaldte Gazdas, mediemoguler, lader medierne tjene deres egne private og partipolitiske interesser. Har de da ingen publicistiske idealer, som i det mindste holder dem en anelse tilbage?
Svaret er nej. Publicistiske idealer er ikke en drivkraft i udviklingen på ejer- eller redaktørniveau, som Media Integrity Matters har fundet værd at nævne. Analysen konstaterer blot, at udviklingen hen imod en ”liberal mediemodel” ikke har fundet sted.
Men hvordan kan det være, at journalisterne finder sig i det? Er der slet ingen, der har så høje ambitioner på fagets vegne, at de trodser det politiske pres, kunne man spørge. Som nævnt er det et udbredt synspunkt, at kritisk journalistik er ødelæggende – også blandt journalister. Og man holder fremdeles mikrofonen for politikerne, som overbringer glade budskaber til borgerne.
Analysens anden forklaring handler om brød på bordet. En journalist tjener cirka 250 EUR om måneden i gennemsnit, mens en gennemsnitsløn generelt er på 350 EUR. Der er i det store hele ingen andre steder at gå hen, hvis man mister jobbet. Der er ingen kollektive overenskomster på området. Og endelig er der medier, som ved ansættelsen beder om, at journalisten underskriver sin egen opsigelse. Journalistik er simpelthen købers marked.
Dog er der tegn på, at idealisterne er flyttet over på internettet, og der er enkelte som går planken ud og må i fængsel. Journalister dømmes i strid med den europæiske menneskerettighedskonvention. Sagen om journalisten Kezarovski er notorisk for den makedonske praksis.
Vi anvender cookies og andet godt til at huske Deres data. Disse data deles undertiden med tredjepart. Er De indforstået med det og vore øvrige brugsvilkår? JaNejLæs først detaljerne
Privatlivspolitik, cookies og brugsvilkår
Privacy Overview
This website uses cookies to improve your experience while you navigate through the website. Out of these, the cookies that are categorized as necessary are stored on your browser as they are essential for the working of basic functionalities of the website. We also use third-party cookies that help us analyze and understand how you use this website. These cookies will be stored in your browser only with your consent. You also have the option to opt-out of these cookies. But opting out of some of these cookies may affect your browsing experience.
Necessary cookies are absolutely essential for the website to function properly. This category only includes cookies that ensures basic functionalities and security features of the website. These cookies do not store any personal information.
Any cookies that may not be particularly necessary for the website to function and is used specifically to collect user personal data via analytics, ads, other embedded contents are termed as non-necessary cookies. It is mandatory to procure user consent prior to running these cookies on your website.
