I går klokken 16.30 meddelte præsident Gjorge Ivanov (VMRO-DPMNE) sig i en tv-transmitteret tale til Makedoniens borgere. Det var ventet, eller i hvert fald håbet, at Ivanov ville overdrage til socialdemokraternes (SDSM) Zoran Zaev at danne en ny regering, efter at regimets leder, VMRO-DPMNE partiformand og tidligere premierminister Nikola Gruevski tidligere havde måttet opgive sit mandat. Zaev fik ikke mandatet.
Det skete så også i går og endda på et niveau, så SDSM og Zoran Zaev ved 18-tiden meddelte, at der var tale om et statskup. Det makedonske system er parlamentarisk, ikke præsidentielt, så det er vanskeligt at komme uden om etiketten.
Regimets begrundelse
Det er svært at bedømme, om Ivanov agerer selvstændigt, eller om han koordinerer sin ageren med de øvrige dele af regimet. Men ud af Ivanovs mund kom følgende, som stemmer helt overens med VMRO-DPMNE’s etnificering af valgkampen og Ivanovs allerede tidligere bebudelse, at han mente at have en slags vetoret over flertallets vilje:
Socialdemokraterne måtte afsværge ”den fællesalbanske platform”, hvis de ville have mandatet, sagde Ivanov. Ifølge præsidenten var platformen nemlig udtryk for et fremmed lands vilje. Ivanov udtrykte det som en ”platform fra et fremmed land”, så han nævnte ikke Albanien ved navn. Meningen er derimod klar. I bagklogskabens lys har man kunnet se det komme: Regimet, herunder medierne, og de russiske medier omtaler den albanske platform som ”Tirana-platformen”.
Socialdemokraterne kan naturligvis ikke afsværge platformen, for den leverer de afgørende mandater, ligesom socialdemokraterne gik til valg på at være imødekommende over for de albanske krav.
Om sin egen hjemmel sagde Ivanov, at forfatningen og Ohrid-aftalen ikke tillod ham at give mandat til et flertal, der vil destruere Makedoniens suverænitet. Den albanske platform, som er oversat til dansk her på bloggen, gør sig ellers umage for at insistere på både forfatningen og Ohrid-aftalen.
Regimet, VMRO-DPMNE, går efter et nyvalg. Helt officielt.
Kun på overfladen en strid om sprog
Allerede i dag kan man se, at medier i hele verden gengiver den optrappede politiske krise som en sprog-strid eller en eskalering af etniske modsætninger. Det er nu nok en forkert fremstilling.
Det handler om at nærme sig et åbent samfund a la de vestlige liberale demokratiers selvforståelse eller at forblive i et kleptokratisk autokrati, der minder om det vi ser udfolde sig i Tyrkiet og Rusland. SDMS står sammen med albanerne for den mulige fornyelse, mens regimet under VMRO-DMPNE står for autokratiet. At det albanske BDI kan have et ben i hver lejr er en historie for sig selv.
Her kan man eventuelt fæstne sig ved, at i den første ”dronningerunde”, hvor de hidtidige regeringspartnere, BDI og VMRO-DPMNE, forsøgte at finde hinanden, var det ikke de sproglige og kulturelle albanske krav, der skilte parterne. Det var den albanske platforms afsnit 3, der ønsker retsstatsprincipperne genindført i Makedonien – og det helt konkrete middel i den henseende er den særlige anklagers (Специјално Јавно Обвинителство) fortsatte virke.
VMRO-DPMNE-forhandlerne ønsker ikke at den særlige anklager skal have forlænget sit mandat, hvilket er indlysende, fordi hendes fortsatte virke efter alt at dømme vil sætte VMRO-DPMNE-toppen bag tremmer i mange år.
VMRO-DPMNE er naturligvis uenig i denne udlægning.
"Præsident Ivanov optrapper Makedoniens krise" blev sidst opdateret: 13. august 2019 af John Petersen
Angrebet på Charlie Hebdo udløste Paris-erklæringen, som markerer et paradigmeskift i EUropæisk uddannelsespolitik. Dannelse er igen i kridthuset, dog ikke altid i Danmark.
”Som svar på terrorangrebene i Frankrig og Danmark tidligere i år, og idet vi husker lignende grusomheder i Europa i den nære fortid… ” Sådan begynder den såkaldte Paris-erklæring, som kom ud af et uformelt møde mellem de EUropæiske undervisningsministre den 12. februar 2015.
Mødet fandt sted kort efter terrorangrebet den 7. januar på det franske satiremagasin, Charlie Hebdo. Erklæringen blev udsendt den 17. marts, og det er sikkert grunden til, at også Danmark er kommet med i den første sætning, for angrebet i Krudttønden og ved synagogen i Krystalgade fandt sted den 14.-15. februar 2015.
Paris-erklæringen bryder med mange års stift fokus på uddannelse som middel for vækst og øget konkurrenceevne. En almendannende ambition vinder igen indpas i den EUropæiske uddannelsespolitik: ”Som ministre med ansvar for uddannelse … har vi en særlig pligt til at sikre, at de humanistiske og samfundsmæssige værdier, vi deler, beskyttes og overbringes til fremtidige generationer.” Værdierne er menneskeværd, frihed, demokrati, lighed, retsstatsprincippet og respekt for menneskerettighederne, kan man læse i Paris-erklæringen. Tanken om europæisk medborgerskab er således på vej tilbage, hvilket Paris-erklæringens fulde titel også minder om: ”Declaration on Promoting citizenship and the common values of freedom, tolerance and non-discrimination through education.”
Og ministrenes erklæring betyder faktisk noget. Ikke nødvendigvis på nationalt niveau, hvor EU ikke har megen kompetence, og hvor politikere derfor kan blæse på deres egne erklæringer og eventuelt endda gøre det modsatte. Men på de områder, hvor EU har en smule kompetence, slår erklæringens ambitioner igennem.
De franske værdier, ikke Le Pen
Man kan se den fælleseuropæiske besindelse på almendannelse som et udtryk for selvrefleksion. En selvrefleksion, som i sidste ende er en følge af globaliseringen med vandrende arbejdsgivere og -tagere, migrationsbølger, flygtningestrømme, marginalisering, terror og kulturmøder. Spørgsmålet er, hvad der skal dæmme op for de uheldige sider af globaliseringen?
Her er det interessant, at det er borgerværdierne fra den franske revolution, ministrene finder frem til. Det er ikke højrekulturalismen, ministrene ønsker fremmet. Der er altså ikke tale om national eller folkelig dannelse, hvilket jo i ministrenes hjemlige sfærer af og til er svaret på globaliseringen.
Det er heller ikke sådan, at dannelsesambitionerne er møntet på ”ny-europæere” alene. Faktisk ligger det implicit, at højrekulturalister (nationalister) må være genstand for dannelsesambitionerne på lige fod med ”ny-europæere”. Her er det især et spørgsmål om at undgå, at ”ny-europæerne” eksluderes eller marginaliseres. I yderste konsekvens må ambitionen være, at eksempelvis tilhængere af Dansk Folkeparti og Venstre skal lære, henholdsvis igen skal lære, at skønne på de ovennævnte værdier.
Det element, der udgør et gedigent paradigmeskift, er dog, at man opgiver det eksklusive fokus på vækst. Og det er selvfølgelig, fordi vækst alene ikke løser det problem, ministrene stod med den 12. februar 2015, nemlig hjemmedyrkede terrorister. Politikken er herefter ikke begrænset til blot at ”streamline” fælles midler og initiativer, så de kommer til at bidrage til vækst, og hvor aflæring af alt andet end væksthensyn bliver det egentligt dannende; altså en slags almuegørelse, for nu at bruge et grundtvigsk begreb.
Gode hensigter og nationale tilbagefald
Paris-erklæringen er en hensigtserklæring, for EU har ingen magt over uddannelsessystemer og –institutioner. På det nationale niveau består EU-samarbejdet derfor i at ”koordinere”. Det betyder i praksis, at EU-staterne forsøger at synliggøre og sammenligne deres indsatser for at dele viden om og fremme det, der virker.
Arbejdet ligger i Generaldirektoratet for Uddannelse, Unge, Idræt og Kultur, EAC (A1). I arbejdet med at dele viden om nationale indsatser, er en ekspertgruppe tilknyttet. Eksperterne er fra de 28 medlemslande, men også fra lande, der på dette punkt samarbejder med EU-landene, f.eks. Island og Norge, og fra Europarådet.
I marts 2016 kom en statusrapport, der gav et overblik over de uddannelsespolitiske udviklinger i Europa, som fulgte af Paris-erklæringen.
Rapporten viste, hvilke lande, der havde foretaget sig noget særligt indtil marts 2016, på hvilke områder, på hvilke uddannelsesniveauer og i hvilke uddannelsessystemer. Når landene gør tiltag, der virker i den modsatte retning – marginaliserer nye borgere for eksempel – så er det naturligvis ikke med.
Den meget omtalte Folketingsbeslutning V38 er et eksempel på et ekskluderende tiltag. Sådanne tiltag kan selvfølgelig godt finde sted, uanset at man i andre ender af den danske administration arbejder i Paris-erklæringens ånd.
På det nationale niveau tolker landene Paris-erklæringen, som det nu bedst passer.
I november 2017 udkommer endnu en rapport, som vil fokusere på landenes indsats i forhold til medborgerskab.
Paradigmeskift i EU-Kommissionen
Der er dog områder, hvor EU selv kan fremme indsatsen i forlængelse af Paris-erklæringen. Undervisningsministrene peger i Paris-erklæringen selv på, at f.eks. ERASMUS+ og andre –programmer kan støtte de dannelsesambitioner, ministrene indfører med erklæringen.
I Paris-erklæringen opfordrer ministrene det på det tidspunkt kommende uddannelses-rådsmøde (18.-19. maj 2015) til at følge op på Paris-erklæringen. Og deltagerne i rådsmødet er jo vel at mærke de selv samme ministre.
Der er derfor sammenhæng i tingene, når man i de seneste to år har set Paris-erklæringens ambitioner blive til kriterier for EU-støtte i en række sammenhænge (ET2020, Ungdom, særlige indkaldelser osv.). I en pressemeddelelse, der blev udsendt sammen med statusrapporten i marts 2016, hedder det f.eks., at når de 400 mio. € i ERASMUS+ budgettet for 2016 bliver fordelt, så vil projekter, der prioriterer Paris-erklæringens mål, blive favoriseret.
Der er også udloddet beløb til projekter, som alene forfølger målene i Paris-erklæringen.
I denne signaturs egen lille verden er der grund til at fornøje sig. Overtegnede har i mange år arbejdet med ideen om, at europæiske højskoler potentielt ville kunne løse en række af de problemer, EU stod og står overfor.
Tanken var og er netop, at der er brug for en fælleseuropæisk dannelsesindsats, uden at denne indsats må føre til central indblanding i undervisningens indhold.
Arbejdet med at promovere denne sag fandt sted inden for rammerne af den europæiske højskoleforening, Association for Community Colleges (ACC). Herfra emanerede ideen til andre organisationer i ind- og udland. Men arbejdet blev sat på stand by, da pendulet svingede til fordel for den snævre vækstdagsorden, som umuliggjorde al tale om europæisk dannelse.
Et par citater fra Venstres Ellen Trane Nørby forklarer meget godt, hvordan pendulet svinger:
”Nu skal vi ved deltagerdemokrati, europæiske højskoler og rundbordssamtaler forstå den europæiske drøm,” skrev Trane Nørby, og fortsatte: ”EU har ALDRIG kunnet skabe demokratisk legitimitet ved rundbordssnak eller ved at købe social legitimitet gennem støtteordninger. Tværtom er disse tiltag-oven-på-tiltag roden til skepsisen overfor projektet. EU fremstår som apparatet, der vil blande sig i alt.” Og herefter kom alle de markedsliberale synspunkter, som gik på kun at fokusere på: ”Vækst og arbejdspladser via det Indre Marked” og ”afskaffe støtteordninger og gøre Europa til verdens førende vidensøkonomi gennem uddannelse og forskning,” og således videre.
Men i sommeren 2015 blev Trane Nørby undervisningsminister, og den 13. november 2015 foregik terrorangrebene i St. Denis på bl.a. spillestedet Bataclan. Og den 23-24 november deltog Trane Nørby i EU-uddannelses-rådsmødet i Bryssel. Undervisningsministeriet lagde så dette citat ud på dets hjemmeside. Ministeren tager til Bryssels med blandt andet følgende indstilling til Paris-erklæringen: ”Vi skal sikre … at børn og unge blandt andet via uddannelsessystemet får den demokratiske dannelse, som er et fundament for at kunne bevare de frie og trygge samfund, vi har i Europa. De tragiske begivenheder i Paris forrige fredag understreger behovet for, at vi aldrig tager vores frihedsrettigheder og de demokratiske værdier for givet.”
Det kan godt være, der ikke ligefrem er håb for ideen om europæiske højskoler i første række, men det fællesEUropæiske undervisningspolitiske paradigme er dog blevet suppleret med en dannelsesambition. Herefter kan vi igen diskutere, hvordan ambitionen bedst institutionaliseres.
Præsidiet i det albanske parti BDI godkendte i aftes et udkast til en ny sproglov, der skal ligestille albansk og makedonsk i Republikken Makedonien. Det baner vej for en ny regering.
Et ikke offentliggjort lovudkast baner vej for et nyt regeringsflertal i Republikken Makedonien. Loven vil i højere grad ligestille brugen af albansk og makedonsk i landets offentlige sektor.
Omkring midnat kunne man på sociale medier følge, hvordan tilhængere af socialdemokraterne (SDSM) og af flere albanske partier begyndte at lykønske hinanden med aftenens resultat. Et syv timer langt møde resulterede nemlig i, at BDI‘s (Bashkimi Demokratik për Intregrim) præsidium godkendte et udkast til en ny sproglov, der i højere grad skal ligestille brugen af albansk og makedonsk i landets offentlige sektor.
Dermed er den sidste forhindring formentlig ryddet af vejen, og en regering bestående af BDI og SDSM med sandsynlig deltagelse af ”koalitionen albanernes alliance” (Liste 11), er på vej. De øvrige albanske partier, BESA og PDSh, vil sandsynligvis ikke blive en del af regeringen, men det er muligt at de vil lægge mandater til både sprogloven og den nye regering.
BDI’s leder, Ali Ahmeti, har nu grønt lys fra præsidiet til at danne regering med SDSM. Dog skal der først afholdes yderligere et møde fredag, hvor andre – men knap så afgørende – hurdler skal diskuteres. Præsidiet er den øverste myndighed i BDI.
Ifølge VMRO-DPMNE er uviljen begrundet i, at en ny regering, der imødekommer albanernes sproglige og kulturelle ønsker, vil få landet til at gå i opløsning.
Ifølge andre skyldes den reelle uvilje, at SDSM og BDI bakker op om den særlige anklagemyndigheds virke (Специјално Јавно Обвинителство). Den særlige anklager, Katica Janeva, vil med stor sandsynlighed sende VMRO-DPMNE-topfolk i fængsel i mange år, hvis hun får lov at arbejde uforstyrret, og hvis domstolene kan vristes fri af VMRO-DPMNE’s greb.
Forholdet mellem national identitet og statsborgerskab er i Danmark ofte misforstået. Det fører til vås, plat, forkerte folketingsbeslutninger og måske det, der er værre.
Jeg har bemærket de sidste par runder i den evindelige tyskerfejde, hvis første udgave jo udspillede sig i 1789-90. I den oprindelige fejde ønskede den ene fløj, at rigets danskere skulle have en særstilling frem for de tyske eller holstenske. I den nye runde ønsker den ene fløj på samme måde, at rigets danskere skal have en særstilling frem for ”indvandrere og efterkommere fra ikkevestlige lande”.
I den oprindelige udgave ville danskerfløjen indskrænke indfødsretten for tyskerne, og også i den nye udgave vil man gøre forskel på danskere og ”indvandrere og efterkommere fra ikkevestlige lande”, for ifølge danskerfløjen bør den del af befolkningen ikke være i flertal i boligområder i Danmark.
Der står ikke noget om, hvordan staten bør administrere denne forskelsbehandling af landets borgere.
Sympatisk, men irrelevant vås
I den seneste runde deltager både Folketinget, Özlem Cekic, Peter Wivel og masser af andre gæve folk og Facebook. Fejden starter konkret med, at et flertal i Folketinget i vedtagelsen V38 skelner mellem danskere og ”indvandrere og efterkommere fra ikkevestlige lande”. Det betyder selvfølgelig, at den sidste kategori ikke er at regne for danskere, uagtet at de sandsynligvis har dansk statsborgerskab.
Det er faldet mange for brystet, at Folketinget ekskluderer ”indvandrere og efterkommer fra ikkevestlige lande” fra det danske, og blandt andre Özlem Cekic har startet en #Vierligedanske -kampagnen, som skal vise, at ”efterkommere” er lige så danske som … som de danske, må det vel være.
Også Venstre, som tidligere var et liberalt parti, lagde stemmer til V38. Efterfølgende har Venstres udlændingeordfører dog indtaget et synspunkt, der kolliderer med beslutningens skel mellem danskere og ”indvandrere og efterkommere fra ikkevestlige lande”. ”Der er masser, der er kommet hertil og har taget Danmark til sig, og som er danskere, og det er dejligt”, skriver således Jan E. Jørgensen på sin Facebook-profil.
Dermed ligger Venstre og Jan E. Jørgensen pludselig i samme spor som Özlem Cekic, idet man åbenbart godt kan være dansk, selvom man f.eks. er tysker – for nu at gribe tilbage til tyskerfejden – eller bare tyrker.
Jeg ved godt, man skal være varsom med en så bastant udmelding, som den der kommer nu, for man risikerer jo at måtte komme krybende tilbage, skulle man træffe at tage fejl. Men jeg vover det alligevel: det er noget irrelevant vås, som i virkeligheden bøjer sig i støvet for det, man bør bekæmpe!
Disse sympatiske og solidariske ligemagere er ude i det forkerte ærinde, når de på vegne af landets borgere vil gøre dem alle til danske. They are barking up the wrong tree, som de siger ovre bag ved Vesterhavet.
Og ambitionen strider i øvrigt imod almindelige menneskers virkelighedsopfattelse, som den kommer til udtryk i sproget, ligesom det blot skaber forvirring i forhold til landets gamle mindretal, tyskerne i Nordslesvig eller Sønderjylland, som jo forbliver tyske, selvom de naturligvis er danske statsborgere.
Det er ikke alle danske statsborgere, der er danske. Og fred være da med det. Nogle er halvt, nogle er helt, nogle er godt og vel, og nogle er overhovedet ikke.
Alle borgere bør bekæmpe forskelsbehandling, der tager udgangspunkt i borgerens afstamningsforhold! Det er det, der er problemet.
Jeg er dansker i Makedonien
Jeg bor i Makedonien. Jeg er ikke så stolt af at være dansker for tiden. Men jeg er altså dansker alligevel. Min kone er albaner og makedonsk statsborger. Men jeg bliver aldrig hverken albaner eller makedoner.
Efter sigende ville det være let for mig at opnå makedonsk statsborgerskab. Men jeg ville helt sikkert stadig regne mig selv for at være dansker, selvom jeg fik makedonsk statsborgerskab. Det ligger mig helt uendeligt fjernt, at jeg en morgen skulle vågne op og være blevet til en albaner. Min computer meddeler somme tider, at noget er en syntaksfejl. Jeg ved ikke helt, hvad det betyder, men det lyder som et dækkende ord for situationen.
Skulle jeg dog alligevel på et tidspunkt få den tanke, at nu vil jeg saftsusemig regnes for at være albaner – eller makedoner for den sags skyld – så ville ingen her tage det alvorligt.
Hvis man forestiller sig den omvendte situation, så ville det samme gøre sig gældende. Min kone bliver aldrig dansker. Der er mange albanere i Danmark. Det er nok muligt, hvis man stikker en mikrofon op i ansigtet på en albaner i København og spørger, om vedkommende regner sig for dansker, at svaret ville være ”ja”. Men for slukket mikrofon ville svaret være et andet. En sådan albaner ville i hvert fald fortsat – som minimum – også regne sig for at være albaner.
Helt absurd ville det blive, hvis Makedoniens lokale Jan E. Jørgensener eller Özlem Cekicer ville trøste mig med, at jeg skam sagtens kunne blive albaner eller makedoner med tiden, eller at jeg skam eventuelt allerede var det. Hold nu op, altså.
Det er statsborgerskabet, stupid
Uklarhederne i V38 og den efterfølgende forargelse over beslutningen slører efter min mening et dybere problem, som beslutningen er udtryk for. Forholdet mellem national identitet og statsborgerskab er i Danmark ofte misforstået.
Jeg tror, det er det, folketingsbeslutningen er et udtryk for. I Danmark er man bange for at tilslutningen til borgernes rettigheder sygner hen, for det er de rettigheder staten og demokratiet hviler på. Bekymringen er formentlig ægte. Det kræver en befolkning, der stiller sig bag rettighederne og benytter dem, for ellers falder modellen til jorden.
Man kan svinge sig lidt op og hævde, at rettighederne skal være indlejret i en demokratisk livsform, hvis friheden skal bestå. Og her betyder frihed, at borgeren er en del af det kollektiv (staten), som tager beslutninger om borgerens og kollektivet selv.
Skellet mellem borgeren og staten fjernes lige nøjagtigt dér, hvor borgeren – med grundloven – får retten til at stille op til den lovgivende forsamling, og hvor borgeren får retten til at beklæde et offentligt embede – med indfødsretten eller statsborgerskabet.
Det store syndefald sker, efter min mening, når man identificerer afstamningsforholdet med den demokratiske livsform. Og jeg tror, det er det der sker, og som er et aldeles lokkende synspunkt for Martin Henriksen, folketingsflertallet og ganske almindelige borgere i Danmark. Er det måske ikke bare sådan, at danskerne er frie og lige af sind og så videre?
Nej! Det er simpelthen at overbelaste den danske afstamnings kapacitet, når man lader afstamningen være ophav til og garant for borgernes rettigheder og demokratiet, som vi kender det.
Dertil kommer naturligvis, at afstamningsfællesskabet i nogen grad er et konstrukt.
Det kan formuleres på en anden måde. Demokratiets sammenhængskraft er givet med borgernes vilje til at bakke op om og benytte de politiske og andre rettigheder. Sammenhængskraften stammer derimod ikke fra et afstamningsfællesskab.
Syndefaldet er et syndefald, fordi der ikke vil være grænser for, hvad man kan finde på i det danske afstamningsfællesskabs navn, hvis man virkelig tror på, at det bærer friheden, demokratiet og borgernes rettigheder. I sidste ende kan man naturligvis frygte, at borgere, der ikke tilhører det dansk afstamningsfællesskab, bliver forskelsbehandlet af staten.
Og det er lige nøjagtigt derfor, man skal være forarget over Folketingsbeslutningen.
Folketingsbeslutningen er et udtryk for, at man saver i den gren, man selv sidder på og eventuelt det, der er meget værre.
Litteratur
På sporet af dansk identitet red: Flemming Lundgreen-Nielsen Spektrum 1992
Jürgen Habermas Statsbürgerschaft und nationale Identität Erker Verlag 1993
"Den nydanske tyskerfejde set fra Makedonien" blev sidst opdateret: 13. august 2019 af John Petersen
Sent søndag måtte VMRO-DPMNE-formand Nikola Gruevski opgive at danne regering i Republikken Makedonien. Den tidligere premierminister havde forsøgt at danne flertal sammen med det største albanske parti, BDI, som det har været tradition i Makedonien siden uafhængigheden.
BDI og VMRO-DPMNE har sammen udgjort regeringsflertallene i Makedonien siden 2008. Men denne gang sprang BDI fra. Det har fået den ejendommelige konsekvens, at præsident Gjorge Ivanov, er begyndt at fortolke på forfatningen.
Ivanov indleder forfatningsstræk og -bøjøvelser
Præsident Gjorge Ivanov (VMRO-DPMNE) har ti dage til at udpege en ny mandatar, altså det vi i Danmark kalder en kongelig undersøger, som så skal forsøge at danne regering. Der er ikke tale om en egentlig ”dronningerunde”, for det er ikke partilederne, der indstiller en kandidat til præsidenten. Han klarer den selv.
Det mest indlysende næste skridt er nu at pege på Zoran Zaev fra Socialdemokraterne (SDSM), som leder det næststørste parti. Zaevs mulighed ligger også i at danne regering med BDI, men der skal yderligere et albansk parti til.
Det indlysende skridt er dog ikke uden videre taget, og det skyldes to ting. For det første vil Ivanov givetvis gå langt for at undgå dette skridt. Ivanov er regimets mand, medlem af VMRO-DPMNE. For det andet – og det kan man jo så sige er heldigt for Ivanov – er Republikken Makedoniens forfatning uklar.
Ifølge forfatningen skal Ivanov give mandatet til den, der kan samle flertal. Det har aldrig tidligere være defineret, hvad der skulle få præsidenten til at tro på denne kunnen. Men på en pressekonference onsdag føjede Ivanov netop betingelser til, som for første gang kræver dokumentation for mandatarens flertal.
Bevis flertallet
Mens Præsident Ivanov på den ene side forsikrede, at han ville holde sig til landets forfatning, så meddelte han på den anden side borgerne den nye regel. Den næste mandatar skal ikke blot repræsentere et muligt flertal. Mandataren skal bevise, at han har et parlamentsflertal bag sig.
Dette budskab har skabt megen diskussion i alle former for medier. Hvis et flertal af parlamentsmedlemmerne skal skrive under på, at de står bag – in casu – Zoran Zaev, hvad betyder det så at stå bag? Er det hensigtserklæringer, som kan brydes, hvis man alligevel ikke kan blive enige om et regeringsgrundlag? Eller fanger bordet? Og hvis Ivanov på en eller anden måde mener, at bordet fanger, hvad vil han så gøre ved det, hvis mandataren alligevel ikke kan skabe flertal bag et program?
Hvis flertallets tilslutning til mandatarens kommende regering på en eller anden måde bliver bindende, så vil parlamentsmedlemmerne givetvis kræve at se regeringsgrundlaget, før de skriver under. Men det vil jo reelt sige, at man flytter flertalsdannelsen ud af parlamentet og ind foran præsidenten. Det stemmer ikke med beskrivelsen i forfatningen.
Det allermest omtalte er selvfølgelig, at denne regel er indført mellem første og anden ”dronningerunde”, hvilket naturligvis er en forskelsbehandling til fordel for Ivanovs partifælle Gruevski.
Alt i alt er der god grund til, at Makedoniens kommentariat er fuld af forundring i disse dage. Men der er mere endnu.
Hav den rette politik
Der er tvivl, om Ivanovs næste indspark før anden runde var udtryk for råd eller et krav. Hvis der er tale om krav er det formentlig forfatningsstridigt. Hvis der er tale om råd vil, som minimum, regimets opposition regne indparket for utilstedeligt.
Ivanov sagde nemlig, fortsat på pressekonferencen onsdag, at den nye regering skulle have to prioriteringer i sit program, nemlig at sikre Makedonien som en enhedsstat og at gennemføre systemiske reformer. Det hører ikke til præsidentens opgave at fastlægge de folkevalgtes politik.
Det er ikke klart, hvad den anden prioritering gælder, men det står klart for alle, hvad præsidenten mener med den første prioritering.
SDSM viste sig i valgkampen at være usædvanlig imødekommende overfor albanske krav. Det drejer sig bl.a. om retten til at benytte det albanske sprog. Det fik VMRO-DPMNE til at udstille SDSM som landsforrædere, der ville splitte, føderalisere eller kantonisere landet – altså arbejde for det modsatte af en enhedsstat.
Hverken SDSM eller det største albanske parti, BDI, går dog ind for en føderalisering af Republikken Makedonien. Kun den ”albanske alliance” (Liste 7), som opnåede tre mandater ved valget, har med sikkerhed talt for en føderalisering af landet.
Præsident Ivanov ønsker altså ikke at udpege en mandatar, der arbejder imod Makedonien som en enhedsstat, men historien om, at dette skulle gælde en regering med SDSM i front, er en historie, der er skabt af Ivanovs eget parti, VMRO-DPMNE.
VMRO-DPMNE går efter at udløse endnu et valg, og Ivanov har da også gjort opmærksom på, at det kan blive enden på historien.
Rusland og Albanien
De albanske partiers fælles platform blev vedtaget på et møde i Tirana mellem de albanske partier i Makedonien. Også ledere fra Kosovo og Albanien deltog. Det har fået Rusland til at hævde, at den fælles albanske platform er udtryk for Albaniens indblanding i indre makedonske anliggender.
Ruslands påstand er naturligvis egnet til at skabe frygt for, at hvis en SDSM-regering imødekommer nogle af de albanske krav, så virker regeringen reelt for en føderalisering og måske senere opløsning af Makedonien.
Rusland har tillige hævdet, at når Gruevski måtte opgive at skabe flertal i søndags, så var også det udtryk for vestlig indblanding.
Fire albanske partier i Makedonien har givet hinanden håndslag på en fælles politisk platform for det fremtidige regeringssamarbejde – uanset hvilke partier, der ender i regering.
Valget i Republikken Makedonien den 11. december gjorde det makedonske regerings- henholdsvis oppositionsparti nogenlunde lige store. Det er endnu uklart, hvem der kan samle et flertal, men det er klart, at partierne, VMRO-DPMNE og SDSM, må bejle til de øvrige partier, som alle er albanske.
Det er i den sammenhæng, det skal ses, at albanerne nu har spillet ud med en fælles platform. Den fjernere kontekst er begivenhederne i 1912 og 2001, herunder Ohrid-aftalen, og så naturligvis den verserende politiske krise i Makedonien.
Platformen kan give anledning til et væld af taktiske, historiske og små- og storpolitiske overvejelser. Alt det lader vi ligge i denne omgang.
Man bemærker, at et af de albanske partier ikke er nævnt. Det er PDSh [Liste 2, red], som kun fik to mandater ved valget, hvorefter Hashim Thaci trak sig som formand og overlod det til BESA at spille med PDSh’s mandater i forbindelse med regeringsdannelsen. Derfor står også PDSh bag platformen. [Thaci indvilgede kort efter i at fortsætte som formand, red.]
Her er slet og ret en oversættelse af den fælles albanske platform, som den blev offentliggjort lørdag på bl.a. BDI’s hjemmeside. Den oprindelige tekst er uden links:
Fælles erklæring fra de albanske politiske partier i Republikken Makedonien
Vi, repræsentanterne for de albanske politiske partier i Makedonien: ”Bashkimi Demokratik për Integrim” [Liste 3, red], ”Koalicioni Rilindje me Besë” [Liste 10, red] og “Aleanca për Shqiptarët” [Liste 7, red];
Idet vi respekterer de albanske vælgeres frie og demokratiske vilje, som den er kommet til udtryk ved det tidlige parlamentsvalg i Makedonien den 11. december 2016;
I Ohrid-aftalen og konsensusdemokratiets ånd, og i ånden af behovet for at udføre de normative opgaver, der følger af forfatningsændringerne;
Idet vi bekræfter de fælles programmatiske og strategiske rammer for albanerne og alle borgerne i Republikken Makedonien;
Engagerede i Makedoniens langsigtede stabilitet og velstand;
Motiveret af den fælles forpligtelse på fred, stabilitet, sikkerhed, inter-etnisk sameksistens, i lighedens og værdighedens ånd, jævnfør internationale og europæiske konventioner, konfessionel harmoni og samarbejde i landet og i regionen;
I overbevisningen om, at der intet alternativ er til NATO- og EU-integration;
Vi er enige om gensidig støtte til den fælles politiske dagsorden, som forudskikker realiseringen af følgende mål i det fremtidige regeringsmandat og/eller i et hvilket som helst efterfølgende mandat:
Opnåelse af fuld lighed i overensstemmelse med Ohrid-aftalen og forfatningen.
Punktlig implementering af multietnicitetsprincippet i Republikken Makedoniens forfatning, hvor albanerne er anerkendt som et for statsdannelsen konstitutivt element. Støtte ethvert forfatnings- og lovinitiativ som styrker den etniske ligestilling for det albanske befolkningselement.
Opnåelsen af fuld sprogmæssig lighed, brug af det albanske sprog på alle regeringsniveauer og garanti for dets brug som en fundamental forfatningssikret rettighed. Republikken Makedoniens forfatning skal bestemme, at ”det makedonske sprog med det kyrilliske alfabet og det albanske sprog med dets alfabet er officielle sprog i Republikken Makedonien.”
Overordnet debat om Republikken Makedoniens flag, hymne og våbenskjold så statssymbolerne kan reflektere samfundets multietnicitet og etnisk lighed.
Vedtagelsen af en beslutning i det makedonske parlament, med hvilken folkedrab på den albanske befolkning i Makedonien i perioden 1912-56 fordømmes.
Opnåelsen af økonomisk lighed og social velfærd, specielt igennem en balanceret regional udvikling.
Skabelsen af en ny mekanisme i form af en statslig kommission for kommunernes finanser, for en mere retfærdig beslutningstagning for tildeling af statstilskud til kommunerne.
Skabelsen af et Ministerium for kommunernes relationer og politiske system, som et organ, der er ansvarligt for respekt for kommunernes rettigheder og for at promovere den økonomiske og sociale udvikling i dårligt stillede områder.
Realiseringen af retfærdig repræsentation i organerne for sikkerhed, militær, efterretning og justits.
Realiseringen af retfærdig repræsentation på alle centrale regeringsniveauer såvel som i offentlige styrelser eller offentligt ejede virksomheder.
Styrkelsen af retsstaten som en forudsætning for fremskridt i den Euro-atlantisk integrationsproces.
Implementeringen af reformplanerne i overensstemmelse med Skopje-overenskomsten [Przhino-aftalen, red], Priebe-rapportens anbefalinger, EU-Kommissionens anbefalinger såvel som anbefalingerne fra høj-niveau accession dialogen [HLAD, red] med EU.
Fuld opklaring af spørgsmålene omkring retssager som ”Sopot”, ”Brodec”, ”Monster”, og ”Kumanovo”, ved hjælp af en undersøgelseskommission eller en uafhængig international instans.
Skabelsen af en tillidens atmosfære for tilvejebringelsen af gode interetniske relationer, som et essentielt element for landets politiske stabilitet.
Skabelsen af støtteforanstaltninger for at sikre de albanske kulturelle institutioners økonomi på centralt og lokalt niveau.
Skabelsen af en central institution, som skal sikre forberedelse af oversættere, redaktører og lektører, med henblik på at styrke kommuniteternes sprog,
Løsning af navnestriden, i overensstemmelse med de europæiske værdier og principper i international lov.
Vedtagelse af en fælles og bindende resolution i Republikken Makedoniens parlament, som vil forpligte regeringen i Republikken Makedonien til aktivt at engagere sig i løsningen af navnestriden.
Inklusion af albanere i arbejdsgruppen for direkte forhandlinger med Grækenland.
Gode naboskabsrelationer
Inklusion af albanere i arbejdsgruppen for direkte forhandlinger med Bulgarien.
Samarbejde med Kosovo og Albanien for integreret grænsebevogtning.
Åbning af nye grænseovergange.
Hurtig integration i NATO og EU.
Opfyldelse af ovenstående punkter vil åbne for Makedoniens vej imod fuldt medlemskab af NATO og for forhandlinger om medlemskab af EU.
Opfyldelse af disse mål vil blive overvåget via skabelsen af De Albanske Parlamentariske Partiers Rundbord.
De Albanske Parlamentariske Partiers Rundbord vil fungere ifølge et rotationsprincip og vil tjene som platform for harmonisering af politisk handling og transparent kommunikation med Makedoniens internationale partnere, med særligt henblik på støtte fra EU og internationale institutioner.
Rundbordet vil fastlægge deadlines for realiseringen af de ovenfor nævnte mål, i overensstemmelse med Republikken Makedoniens love og forfatning.
"Albanske partier vedtager fælles platform for fremtidens Makedonien" blev sidst opdateret: 4. juni 2020 af John Petersen
Efter dagens parlamentsvalg har regimet i Makedonien fortsat et flertal af vælgerne bag sig. Det viser de foreløbige tal fra landets valgkommission. Det er dog uklart, om regeringskoalitionen kan fortsætte.
Dagens valg i Makedonien er faldet ud som følger: Liste 1 med det nationalkonservative VMRO-DPMNE 51, Liste 4 med socialdemokraterne SDSM 49, Liste 3 eller BDI 10, Liste 10 eller BESA 5, Liste 7 eller ”Albanernes Alliance” 3, og Liste 2 eller PDSh 2. De øvrige lister opnåede ikke valg.
Tre oversøiske mandater ser ikke ud til at give valg, hvorfor det samlede antal mandater bliver 120. Det kræver således 61 mandater at etablere et flertal. Partierne bag det nuværende regime, VMRO-DPMNE og BDI har sammenlagt 61 mandater.
Der er et par dage til at behandle klager over uregelmæssigheder ved valget, inden resultatet formelt anerkendes. Men som det er ud nu, er den knebne valgsejr vanskelig at profitere af for regimet – og BDI står ved et vadested.
Vælgerne har fravalgt EU
Vælgerne kan ikke være i tvivl om, at regimet er kriminelt. Det kunne enhver høre i de optagelser, aflytningsskandalen, som oppositionen i 2015 lod afspille for alverden, og som førte til den fortsat hærgende politiske krise i Makedonien.
Desuden er regimet autoritært, ser stort på retsstatsprincipper og har reelt afskaffet magtens tredeling. Landet har således under regimet Nikola Gruevski bevæget sig væk fra de værdier, der kendetegner EU og NATO, og som i hvert fald for EU’s vedkommende hører til optagelseskriterierne.
Befolkningen ved det! Befolkningen har stemt sig væk fra EU. De har taget parti for regimet, kunne man konkludere. Men det er nogle komplicerende mellemregninger.
Ali Ahmetis dilemma nummer et
Som vi flere gange har pointeret her på bloggen, så er det vanskeligt at forestille sig albanerne sidde stille, hvis det bliver officielt, at landet ikke længere stiler mod EU- og NATO-medlemskab.
Albanerne ser EU og NATO som garanten for, at de værste konsekvenser af nationalstatstænkning – Makedonien for makedonere – bliver holdt i ave.
De albanske vælgere har denne gang givet Ali Ahmeti og BDI en ordentlig kindhest. BDI har tabt næsten halvdelen af deres mandater. De er blevet fordelt på nye albanske partier og på Socialdemokratiet (SDSM).
BDI er dog fortsat det største albanske parti, og derfor vil det per tradition gå i regering med det største makedonske parti, VMRO-DPMNE. Ali Ahmeti og BDI har ikke nogen foretrukken samarbejdspartner blandt de makedonske partier, men Ahmeti holder på, at det parti, flest makedonerne viser tillid, er det parti BDI automatisk samarbejder med.
Det er let at forstå. Ahmeti ønsker ikke at bringe albanerne ind i en position, hvor de bliver kongemagere, sådan som Radikale Venstre var det i Danmark i gamle dage. Det vil føre til al mulig fjendtlighed på den makedonske side. Lidt à la det, danskerne oplevede i Slesvig-Holsten for et par år siden.
Men denne ukritiske tagen parti for VMRO-DPMNE har som nævnt den konsekvens, at BDI stiller sig bag fravalget af EU. Det er et dilemma.
Ali Ahmetis dilemma nummer to
BDI har tabt. BDI har tabt, fordi det ikke har leveret på de albanske dagsordener i ti år. I hvert fald ikke i tilstrækkelig grad. Fortsætter regimet, så fortsætter også status quo på de albanske dagsordener.
Og BDI har ikke bare tabt. BDI har tabt vælgere til SDSM – altså et makedonsk parti. Og det har tabt vælgere i kernealbanske regioner.
Til foråret er der kommunalvalg. Hvis BDI vælger at fortsætte koalitionen med VMRO-DPMNE, så løber partiet en betydelig risiko for at blive udraderet ved kommunalvalget.
Det er et så stort dilemma, at det måske slet ikke er noget dilemma. BDI er sandsynligvis færdige til foråret, hvis partiet fortsætter med at støtte Gruevskis regime.
Alternativer
Hvis valgresultatet holder, så er der formentlig kun én mulighed for at danne et alternativt flertal, skulle BDI gå hen og svigte VMRO-DPMNE.
BDI og SDSM kan med yderligere to mandater skabe flertal. Som sagerne står, ville de kun kunne komme fra ”Albanernes Alliance”, fordi BESA og PDSh har udelukket ethvert samarbejde med BDI.
Et flertal bestående af VMRO-DPMNE og de albanske partier uden om BDI synes umuligt, fordi det ville kræve et samarbejde mellem ”Albanernes Alliance” og PDSh. Det er svært at forestille sig. Desuden har BESA fra starten udelukket et samarbejde med VMRO-DPMNE.
Nogle kommentatorer ser dog en mulighed i en stor koalition – formentlig med i hvert fald SDSM, BDI og VMRO-DPMNE.
Har Østrig banet vejen for regimets beståen?
Sammenholdt med det ovenstående, er det interessant, at regimet i Makedonien i valgkampen fik støtte fra en noget uventet kant. Østrigs udenrigsminister Sebastian Kurz optrådte på et VMRO-DPMNE-møde. VMRO-DPMNE var åbenbart ”stuerene”, som man siger, for en EU-udenrigsminister.
I betragtning af, hvor lille et forspring VMRO-DPMNE har i forhold til SDSM, vil det givetvis blive analyseret vidt og bredt, om Kurz med sin støtte til VMRO-DPMNE har frataget SDSM sejren.
Eventuelle tvivlere blandt VMRO-DPMNE-vælgerne kan fint have ræsonneret, af regimets gøren og laden nok alligevel ikke er så stor en forhindring for EU-medlemsskab, når en EU-udenrigsminister kan yde støtte til regimet.
Blandt vælgere, der ønsker forandring, og som ser EU-perspektivet som garanten for forandring, kan Kurz optræden have bidraget til almindelig desillusion. Med Kurz optræden vækkes naturligvis den fornemmelse, at EU med dens københavnerkriterier, retsstatsprincipper, pressefrihed, og hvad det alt sammen hedder, er det rene blår.
Desillusionen kan oversættes til, at EU ikke nødvendigvis betyder positive forandringer, hvilket igen hænger sammen med det store spørgsmål i Europa i dag:
Står EU egentlig fortsat bag sine egne Københavner- og andre dyre kriterier?
"Umulig valgsejr for regimet i Makedonien" blev sidst opdateret: 13. august 2019 af John Petersen
I dag er der parlamentsvalg i Makedonien. Valget er et tidligt valg, udskrevet inden valgperiodens udløb. Valget er en af mange ingredienser i forsøget på at bringe Makedoniens politiske krise til ophør. Ingredienserne blev oprindeligt fastlagt i den såkaldte Przhino-aftale i sommeren 2015.
Mediernes valgomtaler, herunder især de sociale, vrimler med ord, der begynder med T. Det skyldes en anden ingrediens i forsøget på at stoppe den politiske krise, nemlig den særlige anklagemyndighed. Den særlige anklagemyndighed (Специјално Јавно Обвинителство) blev også til med Przhino-aftalen. Den ledes af Katica Janeva, som uafhængigt af landets almindelige offentlige anklagemyndighed, skal forfølge de sager, der opstod i kølvandet på aflytningsskandalen.
Aflytningsskandalen viste, at regimet under den nationalkonservative VMRO-DPMNE partiformand Nikola Gruevski i Makedonien, har bevæget landet væk fra, hvad man almindeligvis betragter som kerneelementer i et demokrati – retsstatsprincipper, ytringsfrihed, magtens tredeling, og sådan.
Men den viste også, at regimets topfolk og proselytter tilsyneladende har betjent sig af ganske almindelig kriminalitet. Det er de forhold, Katica Janeva undersøger. Hver af undersøgelserne får en arbejdstitel. Derfor kan man jævnligt læse om ”TNT”, ”Tortur”, ”Titanic” og ”Transporter” i Makedoniens medier, for nu blot at nævne dem, der også på dansk begynder med T.
På makedonsk hedder sagerne henholdsvis ”ТНТ”, ”Тортура”, ”Титаник” og ”Транспортер”, mens yderligere fem sager hedder ”Тврдина”, ”Тресор”, ”Таргет”, ”Тендер” og ”Топлик”. Det betyder i sammenhængen sådan cirka ”fort”, ”bankboks”, ”mål” og ”udbud”, mens ”Toplik” er et stednavn. I albanske medier bliver de ni titler til henholdsvis ”TNT”, ”Tortura”, ”Titanik”, ”Transporter”, ”Fortesa” eller ”Kaleja”, ”Thesari”, ”Target”, ”Tender” og ”Toplik”.
T-sagerne rejses af den særlige anklager selv, men Katica Janeva har også mandat til at overtage gamle sager, der blev omtalt i aflytningerne. Det gælder f.eks. sagen om mordene ved Smilkovci-søen, som hedder Монструм eller Monstra på henholdsvis makedonsk og albansk, og sagen fra Sopot. Den hedder Сопот henholdsvis Sopoti på makedonsk og albansk.
Katica Janeva og hendes team har også overtaget kup-sagen, Пуч henholdsvis Puç på makedonsk og albansk, som er den sag regimet har rejst imod oppositionsleder Zoran Zaev og tre andre. De blev allerede i begyndelsen af 2015 sigtet for spionage og kupforsøg, da aflytningsskandalen startede.
Endelig er der sagen om mordet på Martin Neskovski og sagen om det planlagte overfald på Andrej Žernovski. Også de sager har Katica Janeva mandat til at kigge nærmere på, fordi indholdet i aflytningerne vitterligt gør sagerne til sager.
Domstolen kigger nu på den første sag
Efter alt at dømme er landets domstole i det store hele en del af regimet. De regnes for at gøre, hvad de får besked på. De modarbejder til ingens overraskelse og til manges bifald Katica Janeva. Derfor er der også tilbagevendende rygter om, at der vil blive etableret en slags særdomstol.
Men det er dog netop lykkes for den særlige anklager at få domstolene til at åbne en enkelt sag. I den sag er en 5-10 ansatte i det hemmelige politi anklaget for at have destrueret bevismaterialer, som viste at de var involveret i de aflytninger, der ad uvisse veje senere blev offentliggjort af regimets opposition.
Når der er en sag, er det fordi det hemmelige politi foretog aflytningerne uden lovhjemmel. Minimum omkring 6.000 personer, men sandsynligvis tre gange så mange, er blevet ulovligt aflyttet. Dokumenter og materiel blev ifølge den særlige anklager destrueret i marts, april og maj 2015.
Det er den sag, der hedder ”Тврдина”, ”Fortesa” eller ”Kaleja”.
Chefen for det hemmelige politi hed indtil maj 2015 Saso Mijalkov. Han er fætter til regimets leder, daværende premierminister, nuværende formand for VMRO-DPMNE Nikola Gruevski.
Et vidne er afgået ved døden
I april 2016 blev den fyrreårige Kosta Krpac fundet død i sin lejlighed. Han havde, ifølge politiet, først skudt sin bil på en parkeringsplads i det centrale Skopje, og dernæst sig selv oppe i sin lejlighed. Krpac var leder af anpartsselskabet Finzi, som ikke er et helt ukendt firma i Makedonien.
Krpac samarbejdede med den særlige anklager, som efterfølgende erklærede, at han havde vidnet for anklageren, og at han af samme grund var blevet truet på livet.
Finzi og derfor Krpac er knyttet til den sag, der hedder ”Тресор” eller ”Thesari”. Finzi har ifølge den særlige anklager i en femårig periode købt aflytningsudstyr til telekommunikation hos en leverandør i Storbritannien. Udstyret blev solgt videre til Makedoniens Politi- og Indenrigsministerium for en højere pris. Differencen, må man formode, scorede den gruppe embedsmænd i ministeriet, som den særlige anklager har i kikkerten. Gruppen består af fire embedsmænd.
Nogle af personerne er de samme som dem, der er anklaget i ”Тврдина”-sagen ovenfor. Det hemmelige politi hører under indenrigsministeriet.
Finzi er en gammel kending
For år tilbage undersøgte en gruppe journalister ejerforholdene omkring medierne i Makedonien. Også her optrådte anpartsselskabet Finzi. Finzi ejer en af de netportaler, der propagerer for regimet, så derfor var det interessant at se på, hvem der ejer Finzi?
Man fandt ud af, at Finzi var stiftet af et amerikansk selskab af samme navn. Det amerikanske selskab blev drevet af et cypriotisk selskab, men ejeren af selskaberne fandt man ikke. Man fandt dog interessante sammenfald, som bl.a. omfatter Saso Mijalkov og T-Mobile, det allestedsnærværende vagtselskab SGS og flere af de andre propagandamedier. T-Mobile er netop det selskab, som volder vanskeligheder i en af den særlige anklagers andre sager, Target-sagen. T-Mobile har blot skiftet navn til Makedonski Telekom. Ejer er Deutsche Telekom.
Target-sagen kolliderer med Gruevskis valgkamp
For et par uger siden offentliggjorde den særlige anklager sine begrundede formodninger i den såkaldte ”Таргет”– eller “Target”-sag. Sagen handler om aflytningsakten selv. Ifølge den særlige anklager er ti højtrangerende embedsmænd i det hemmelige politi mistænkt for at stå bag aflytningerne.
Den særlige anklager nævner ikke navne, men det er igen Saso Mijalkov, der er på alles læber.
Ifølge den særlige anklager er aflytningerne gennemført af Makedoniens hemmelige politi, eller i hvert fald af dets mandskab og på dets eget apparatur.
Det stiller naturligvis spørgsmålstegn ved det mantra, Mijalkovs fætter, altså formanden for VMRO-DPMNE, den forhenværende (og måske kommende) premierminister Gruevski, i det uendelige har gentaget: at aflytningerne er udtryk for en fremmed tjenestes ønske om at destabilisere Makedonien.
Katica Janeva kunne da også meddele, at hun ikke havde bevis for, at Gruevskis telefon var blevet aflyttet, ligesom hun ikke havde bevis for, at nogen udenlandsk tjeneste var indblandet i aflytningsakten.
Ikke desto mindre har Gruevski i valgkampen fortsat brugen af mantraet.
Det er ikke lykkedes den særlige anklager, at få den tredje af landets relevante telefonoperatører til at udlevere de nødvendige data. Anklageren har ikke sat navn på, hvem dette tredje selskab er, men det har operatøren selv. Deutsche Telekom, som ejer Makedonski Telekom – det tidligere T-Mobile – har således genmælet, at selskabet skam samarbejder.
I en af de mange optagelser, som offentligheden fik at høre i løbet af 2015, taler finansminister Zoran Stavreski med politi- og indenrigsminister Gordana Jankuloska om borgmesteren i Bitola (Monastir). Borgmesteren bliver kaldt korrupt, og blandt andet omtales nogle penge, der officielt bliver brugt til skolebuskørsel.
Borgmesteren Vladimir Taleski er valgt for VMRO-DPMNE. Han og skolebuskørslen er genstand for den undersøgelse, der hedder ”Transporter”. Sagen går ud på, at Taleski betaler busselskaberne en massiv overpris. Pengene er øremærkede penge, der kommer fra staten og altså skatteyderne. Men busselskaberne betaler så formentlig penge tilbage under bordet til borgmesteren eller kommunen.
Det er denne korrupte pengestrøm, som såvel finansminister som indenrigsminister altså er helt bevidste om i en af de lækkede telefonsamtaler. Hverken Jankuloska eller Stavreski er længere ministre. Jankuloska gik af umiddelbart efter skyderierne i Kumanovo, og Stavreski trak sig i sommeren 2016 – angiveligt på grund af sygdom.
Under arrestationen blev Boskoski udsat for en meget hårdhændet behandling, tilsyneladende uden anden grund, end at regimets medier skulle have nogle gode billeder fra trofæjagten. Det er igen Saso Mijalkov, der er en af hovedpersonerne i sagen.
Den særlige anklager undersøger sagen under titlen ”Tortur”.
TNT i den politiske værktøjskasse
Forretningsmanden og politikeren Fijat Tsanoski måtte for nogle år siden lide den tort, at se en af ham nybygget boligblok blive nedrevet af myndighederne. Tsanoski havde gjort en fejl. Han havde vendt sig imod imod Nikola Gruevski, som han ellers tidligere havde været politisk allieret med.
I bombe nummer fem, omkring 1. marts 2015, kunne befolkningen i Makedonien høre, hvordan Gruevski og daværende Transportminister Mile Janakieski og borgmesteren i Skopjekommunen Gazi Baba planlagde nedrivningen af Tsanoskis byggeri. Alle valgt for VMRO-DPMNE.
Nedrivningen var efter alt at dømme en straffeaktion. Den særlige anklagemyndighed har annonceret, at man undersøger sagen under overskriften ”TNT”, og at den for myndigheden handler om embedsmisbrug og om illegalt at nedrive en boligblok.
Titanic handler om valgsvindel
Den 6. og 10. marts 2015 sprang de politiske ”bomber” nummer syv og otte. Bomberne var aflytningssekvenser, som oppositionen under ledelse af Zoran Zaev offentliggjorde i løbet af 2015. Bombe syv og otte viste, at regimets topministre koordinerede den valgsvindel, der holdt VMRO-DPMNE-regimet flydende. Aflytningssekvenserne er fra 2013. Og sagen kaldes Titanic.
De hovedmistænkte i sagen er de samme to ministre samt regeringens generalsekretær, Kiril Bozinovski (VMRO-DPMNE). Jankuloska og Janakieski gik af omkring den 12. maj 2015, umiddelbart efter Kumanovo-skyderierne. Adskillige andre er i søgelyset, herunder dommere og tidligere medlemmer af valgkommissionen, som er det organ, der bl.a. behandler klager over valgsvindel.
Den særlige anklagemyndighed fortalte offentligheden om sagen i februar 2016. Ved den lejlighed sagde en af talskvinderne, Fatime Fetai, at sagen for anklagemyndigheden handler om krænkelse af borgeres valgrettigheder, om organiseret kriminalitet, destruktion af valgmateriale, bestikkelse, misbrug af offentlige midler og meget mere. Motivet var både at fastholde magten og at sikre privilegier for de mistænkte selv, sagde Fetai.
Men! På Titanic og andre skibe i internationalt farvand gælder, at kaptajnen er både udøvende og dømmende magt. Kaptajnens magt bliver således ikke forstyrret af uafhængige domstole.
Følger man denne sag i medierne, virker det netop som om domstolene er underordnet de mistænkte. Således begyndte regimet kort efter sagens offentliggørelse at arbejde på at udvide præsidentens beføjelser i forhold til at kunne udstede ”amnesti”. Operationen lykkedes. Forfatningsdomstolen, som netop anses for at være en del af regimet, udvidede præsident Gjorge Ivanovs (VMRO-DPMNE) beføjelser til bl.a. også at omfatte valgsvindlere.
Republikken Makedonien måtte i 2016 udrede firmaet Sun City’s forgæves investeringer i forbindelse med et byggeri af samme navn som firmaet, Сончев град på makedonsk. Og desuden betale renterne, som alene beløb sig til en million €
Det var nemlig ikke lovligt for staten at sælge det solfyldte sted, ”Toplik”, som firmaet skulle have bygget på. Derfor gik byggeriet aldrig i gang, og handlen måtte gå tilbage.
Ulovligheden har at gøre med, at de mistænkte i Transportministeriet ifølge den særlige anklagemyndighed udmærket vidste, at salget var ulovligt, og at byggeriet aldrig ville kunne gå i gang. Seks personer i Transportministeriet er derfor under mistanke for bevidst at have kanaliseret statslige midler ud af statskassen.
Det er igen aflytningsskandalen, der har kastet denne sag af sig.
Mile Janakieski var Transportminister, indtil han – som nævnt – gik af omkring den 12. maj 2015.
Svindel med statslige byggeudbud
Museet for Kampen om Makedonien, eller i daglig tale VMRO-museet, er en del af projektet Skopje 2014. Det er nybygget og åbnede i 2011. Som et statsligt byggeri var byggeriet omfattet af reglerne om offentlige udbud.
Det ufærdige VMRO-museum i april 2010.
Blandt aflytningerne var også en samtale, der viste, at den offentlige udbudsproces kun var tilsyneladende i forbindelse med færdiggørelsen af VMRO-museet. Entreprenøren Beton Stip havde i realiteten fået opgaven, allerede inden udbudsmaterialet var offentliggjort.
Også den særlige anklagemyndighed fortolker samtalen på den måde, og derfor er en række embedsfolk i kulturministeriet og i den offentlige udbudskommission mistænkt i sagen.
Kulturminister Elizabeta Kanceska-Milevska er iblandt de mistænkte. Hun har bedyret sin uskyld og i øvrigt givet udtryk for sin foragt for den særlige anklagemyndighed.
Anklagemyndigheden arbejder med den eventuelle omgåelse af udbudsreglerne under titlen ”Тендер” eller ”Tender”.
Gangstermetoder i Zernovski-sagen
Den 19. april 2015 sprang bombe nummer 23. Her kunne man høre, hvordan daværende premierminister Nikola Gruevski og daværende transportminister Mile Janakieski planlagde et overfald på borgmesteren i Skopjes centrum-kommune, Andrej Žernovski.
Den særlige anklager præsenterede formelt anklagerne i september 2016. Fjorten personer, herunder Gruevski, skal i retten for at have beordret, planlagt eller forsøgt at udføre overfaldet. Det kræver dog, at dommerne de facto har kompetencen og også viljen til at gennemføre sagen og ikke trække den i langdrag. Foreløbig er sagen udsat.
Toppolitikernes problem var ifølge den særlige anklager, at en lokalplan i 2013 var undervejs i Skopjes byråd, som ville stride imod samme VMRO-DPMNE-toppolitikeres forretningsmæssige interesser. Hvis den altså blev vedtaget. Derfor organiserede partiet en demonstration i forbindelse med det relevante byrådsmøde, og i løbet af denne demonstration var det, at Mile Janakieski skulle organisere et ”scenario”, hvor Zernovski for rullende kameraer ville få tildelt ”en fem-seks slag”, som Gruevski-stemmen anbefaler. Eller ”…tre gange, hårdt,” som stemmen senere siger.
De partitro kadrer demonstrerede da også i juni 2013. De demonstrerede imod, at lokalplanen ifølge dem omfattede lukning eller nedrivning af en ortodoks kirke. Det havde dog ikke noget på sig. Det var et påskud. Det lykkedes ikke at slå borgmesteren, som nåede ud af bygningen, inden det kom så vidt.
Det slørede drab på Martin Neskovski
Den 22-årige Martin Neskovski blev i sommeren 2011 tævet ihjel af Igor Spasov. Spasov var politimand i den specialstyrke, der hedder ”Tigrene”. Martin var i Skopje centrum den 6. juni for at fejre VMRO-DPMNE’s valgsejr. Spasov var på arbejde og passede på ministrene. Spasov skal i retten have forklaret, at Martin var på vej op på scenen, hvorfra de sejrende talte, og det udløste de dødbringende slag.
Regimet hævdede først, at det ikke kendte noget til sagen. Senere hævdede man blot at have fundet en død narkoman på en bænk. Desværre for politiet og regimet var der vidner, så i længden kunne man ikke opretholde løgnen, og Spasov blev dømt. Det foregik alt sammen før aflytningsskandalen.
Men tirsdag den 5. maj 2015 sprang ”bombe” nummer 29. Enhver kunne høre, hvordan regimets folk i 2011 først forsøgte at dække over drabet på Martin Neskovski. Dernæst, da der ikke var nogen vej uden om, forsøgte man at tørre hele skylden af på politimanden Spasov. Man diskuterede også, hvad man skulle sige til medierne. Et forslag var, at man kunne forsøge at hævde, at politimanden var socialdemokrat, mens Martin jo var tilhænger af VMRO-DPMNE.
Ellers gik øvelsen ud på at holde regimet fri for skyld, mens al skyld skulle falde på Spasov. I sommeren 2011 hævdede premierminister Nikola Gruevski netop over for offentligheden, at Spasov ikke var på arbejde og derfor handlede som privatperson. Men på optagelserne kunne man i 2015 høre, at det ikke passede. Man kunne også høre, at Gruevski bad Jankuloska om at gå ud i offentligheden og sige det samme, som han selv.
Blandt de samtalende stemmer er, foruden Nikola Gruevski og politi- og indenrigsminister Jankuloska, også premierministerens stabschef Martin Protuger, lederen af det hemmelige politi, Saso Mijalkov, og indenrigsministerens talsmand Ivo Kotevski.
Den særlige anklagemyndighed vil gerne kigge nærmere på sagen om at sløre drabet. Katica Janeva har dog ikke lagt skjul på, at Neskovski-sagen vil kræve vidnebeskyttelse. Janeva har dog ikke selv magt til at udløse landets vidnebeskyttelsesprogram. Det kan kun landets almindelige juridiske system, som efter alt at dømme ikke er uafhængigt af de personer, der givetvis ville blive anklaget i en eventuel sag.
Det kræver altså en lovændring, hvis Janeva skal have lov at aktivere vidnebeskyttelsesprogrammet, og den lovændring bad hun om i foråret. Den blev i september 2016 nedstemt i parlamentet.
Sopot og Monster er sager vom Giftschrank
Sagerne “Sopot” og “Monster” har været rejst ved domstolene før aflytningsskandalen, så de er ikke navngivet at den særlige anklagemyndighed. Begge sagerne er sprængfarlige, fordi de dømte i sagerne sandsynligvis er uskyldige. Og ikke mindst, fordi de dømte er albanere.
Som nævnt hedder sagerne retteligen “Монструм” og “Monstra” henholdsvis “Сопот” og “Sopoti” på makedonsk og albansk.
Hvis der er tale om et af regimet orkestreret justitsmord, så ligger der naturligvis et motiv bag, ligesom der må være nogle ansvarlige. Mange frygter, at sandheden om disse sager har potentiale til alt det værste: at de mange fronter i makedonsk politisk, herunder både inter-etniske og intra-etniske, slår om i vold.
Sopot er en lille by i nærheden af Kumanovo. I 2003 kom to NATO-soldater af dage i en mineeksplosion. De afdøde polske soldater var del af en fredsbevarende mission, som kort efter blev overtaget af EU. En retssag fulgte og 12 lokale, etniske albanere, blev dømt for med vilje at have placeret minen.
Der har altid været tvivl, om det nu også var de rette, der blev dømt. Kort efter at dommen faldt i 2010 besluttede man, at sagen skulle gå om, fordi et af vidneudsagnene viste sig ikke have nogen værdi. Sagen er endnu ikke begyndt. Den tenderer til hele tiden at blive udsat.
I en af de offentliggjort aflytninger i 2015 kan man høre daværende politi- og indenrigsminister Jankuloska samt daværende chef for det hemmelige politi, Saso Mijalkov, diskutere Sopot-sagen. Det er tydelig, at de regner sagen for at være følsom, og at også de regner den oprindelige dom for at hvile på et spinkelt grundlag.
Den særlige anklager, Katica Janeva, har gjort det klart, at det vil være nødvendigt at aktivere vidnebeskyttelsesprogrammer, hvis man skal nå til bunds i Sopot-sagen. Her har hun den samme udfordring som i Martin Neskovski-sagen. Hun har ikke selv kompetence til at tilbyde vidnebeskyttelse. Det har derimod det system, som muligvis forsøger at dække over sandheden i Sopot-sagen.
Nøjagtigt det samme gælder i Monster-sagen.
Monster-sagen er identisk med mordene ved Smilkovci-søen, hvor fem lystfiskere måtte lade livet i et massemord, formentlig uden at vide hvorfor. De blev myrdet den 12. april 2012 i Skopjes nordlige udkant. Fire 18-20 årige blev tilsyneladende henrettet, for de var linet op i en række, mens en femte mand i fyrrerne blev skudt et stykke fra de fire. Måske fordi han havde set for meget. Alle de myrdede var makedoner.
Ugerningen fandt sted ved den kunstigt anlagte Smilkovci-sø, som ligger ved siden af Skopjes ringmotorvej på det nordlige stræk.
Fire mænd, etniske albanere, blev i 2014 dømt i sagen. Selvom de dømte formentlig ikke er helt almindelige lovlydige borgere, så er det fortsat et almindeligt synspunkt, at de dømte er uskyldige i monstersagen. Det er fortsat uklart, hvorfor de myrdede blev myrdet. Pårørende til de myrdede tror heller ikke på, at de rette gerningsmænd er dømt.
Der har flere gange været albanske masseprotester i relation til sagen – i anledning af anholdelserne, ved domfældelsen, på årsdage og så videre.
Den særlige anklagemyndighed har hjemmel til at gå ind i sagen, fordi sagen omtales i det aflytningsmateriale, som er overdraget til myndigheden. Offentligheden har ikke hørt optagelserne, men mens aflytningsskandalen rullede i 2015 sagde Zoran Zaev flere gange, at materialet fandtes. Der blev naturligvis spekuleret en del i, hvorfor Zaev ikke kunne, turde eller ville afspille Monster-materialet.
Kup-sagen smuldrer
I weekenden omkring den 1. februar 2015 sigtede regimet fire personer for spionage og for at forberede et kup. Man rejste sigtelse imod SDSMs og den makedonske oppositions leder Zoran Zaev, en embedsmand fra Strumica, hvor Zaev er borgmester, samt den tidligere leder for det hemmelige politi, Zoran Verusevski, og dennes kone.
Det var få dage før den første ”bombe” i aflytningsskandalen sprang.
Regimet, reelt Nikola Gruevski, hævdede at kunne bevise, at han var blevet afpresset af Zaev. Aflytningsmaterialet blev brugt til afpresning, ifølge Gruevski. Det er denne afpresning, som i regimets vokabular bliver til ”kup”, ”kupforsøg” og ”kupforberedelse”, og som herefter fik regimet til at omtale sagen under overskriften ”Пуч”, altså kup, eller på albansk Puç.
Og Gruevski havde tilsyneladende en sag, selv hvis ordet ”kup” ikke er retvisende. ”Nogen” kunne nemlig pege på en YouTube-optagelse af Gruevski og Zaevs samtaler. Optagelserne viser Gruevski, der spørger, hvor Zaev har aflytningsmaterialet fra – altså ”bomben”, som Zaev truede med at udløse – og Zaev bekræfter, at materialet kommer fra udlandet.
Efterfølgende sagde Zaev naturligvis, at det med at tørre den af på udlandet blot var for at dække over den virkelige kilde.
Sagen ligger nu hos den særlige anklager. Target-sagen, som er beskrevet ovenfor, har dog kastet et noget andet lys over sagen. Anklagen om spionage for udlandet og kupforsøg synes at smuldre. Katica Janeva har da også gjort klart, at Target-sagen vil få betydning for Kup-sagen.
"Titanic, tortur og TNT i Makedonien" blev sidst opdateret: 4. juni 2020 af John Petersen
Valg i Republikken Makedonien og fede tider for outdoor reklamebranchen. Butel 25. november 2016. Foto: John Petersen
I Makedonien er der seks valgkredse, som hver leverer tyve parlamentsmedlemmer til Sobranie, som parlamentet hedder. Yderligere tre mandater kommer fra henholdsvis Asien-Australien, Nord- og Sydamerika, og Europa-Afrika. Der skal altså fordeles 123 mandater ved valget den 11. december. Omkring 50 partier gemmer sig bag listerne. Det er ikke alle listerne, der stiller op i alle kredse.
Liste 6 stiller endda kun op i kreds 6, som bl.a. rummer byerne Tetovo og Gostivar. Listen består også kun af et parti, nemlig PPD eller Partia për Prosperitet Demokratike. Partiet var indtil 2002 det store albanske parti, men den rolle blev erobret af BDI efter den væbnede konflikt i 2001. Partiet spås ikke mange chancer. Partiet var ikke repræsenteret i det netop opløste parlament.
Det var derimod det lille liberale parti, Либерална Партија, som udgør Liste 8. Partiets ene mandat har Roza Topuzovska-Karovska hidtil siddet på. Hun og partiet var dog en del af den Socialdemokratiske (SDSM) koalition, men nu stiller de liberale altså op for sig selv. Topuzovska-Karovska brød med SDSM i 2014. SDSM nægtede at anerkende valgresultatet i 2014 og boykottede så arbejdet i parlamentet fra den 10. maj. Men Topuzovska-Karovska gik solo og boykottede boykotten, så at sige.
Liste 11 er det venstreorienterede parti Левица, e Majta eller Levitsa, hvilket alt sammen med betyder venstre. Partiet er et nybrud i makedonsk politik. Det har været meget synligt i forbindelse med protestdemonstrationerne i de seneste to år – i 2015 markedsført som bevægelsen ”Jeg protesterer”, Протестирам eller Protestoj, og i 2016 som ”den kulørte revolution”.
Nummer to på listen i Skopje (kreds 1), Mariglen Demiri, har endda skaffet sig en miniberømmelse, eftersom han skal i retten for at have knust ruder i forbindelse med protestdemonstrationerne tidligere i år. Flere af de andre topfolk i bevægelsen har tilbragt tid i detentionen efter protestdemonstrationerne i 2015 og 2016.
Partiets platform ligner nogle af de venstreradikale bevægelser i det øvrige Europa: antinationalister, imod NATO men pro-EU, og man havde sympati for Syriza i Grækenland, indtil Tsipras bøjede sig for kreditorerne.
Przhino-partierne
De fire mest betydningsfulde partier i Makedonien indgik i sommeren 2015 den såkaldte Przhino-aftale. Den skulle vise vej ud af den politiske krise, som opstod med aflytningsskandalen og oppositionens boykot af parlamentsarbejdet. At der afholdes tidligt valg er en reminiscens af Przhino-aftalen.
Det er blevet kutyme, at regeringen dannes af en koalition, der består af partier fra et albansk og et makedonsk parti. Det albanske BDI og det makedonske VMRO-DPMNE har udgjort regeringsflertallet siden 2008, mens det albanske PDSh og makedonske SDSM har udgjort alternativet eller oppositionen. Przhino-partierne stiller alle op igen.
Mandatfordelingen mellem partierne i det netop opløste parlament var VMRO-DPMNE 61, SDSM 34, BDI 19, PDSh 7, mens RDK og GROM sad på de sidste to mandater.
VMRO-DPMNE urokkelig trods afsløringer
Liste 1 er koalitionen, der ledes af den tidligere og sandsynligvis også kommende premierminister Nikola Gruevski, som i øjeblikket formelt blot er formand for det nationalkonservative VMRO-DPMNE. Aflytningsskandalen har i de seneste to år udstillet, hvordan partiet og dets toppolitikere har gjort statens institutioner til instrumenter for egne interesser, og hvordan regimets toppolitikere tyr til kriminelle midler for at opnå deres mål.
Det er derfor ordet ”regime” formentlig er det mest dækkende om Makedoniens nuværende og måske også kommende styre. Regimets toppolitikere, herunder Gruevski, er da også i søgelyset hos den særlige anklager (Специјално Јавно Обвинителство) sammen med andre VMRO-DPMNE-topfolk. VMRO-DPMNE er, trods afsløringerne, fortsat associeret medlem af de europæiske kristendemokratiske parti, EPP, hvis eneste danske repræsentant i Europaparlamentet er Bendt Bendtsen.
Foruden VMRO-DPMNE består koalitionen af Socijalisticka Partija na Makedonija, Demokratska Partija na Srbite, Demokratska Partija na Srbite vo Makedoninja, Sojus na Romite od Makedonija, Partija na Pravdata, Graganska opcija za Makedonija (GROM), Stranka na Demokratska Aktsija na Makedonija, Partija na Vlasite od Makedonija, Partija sa Integratsija na Romite, Rabotnitshko Semjodelska Partija na Republika Makedonija, Trajno Makedonsko Radikalno Obedinuvanje, Makedonska Aktsija, Nova Liberalna Partija, Partija na Obedineti Demokrati na Makedonija, Makedonska Alijansa, Demokratska Partija na Turtsite na Makedonija, VMRO Demokratska Partija, Demokratska Bosnjatshka Partija, Demokratska Partija na Romite, Socijaldemokratska Unija, Romi Obedineti od Makedonija, Sojus na Titovi Levi Sili, Obedineta Partijas a Ednakvost na Romite, Dvishenje na Natsionalno Ednistvo na Turtsite, Demokratski Sili na Romite.
Bag det førstnævnte socialistiske parti står Dzingo, som også er en af de såkaldte Gazdas eller mediemoguler, der via massemedierne holder regimet flydende. Partiet er ikke socialistisk i nogen udbredt forstand.
GROM, som undertiden også forkortes COM, sad i det nu opløste parlament med et enkelt mandat, men Stevco Jakimovskis parti stiller nu op sammen med VMRO-DPMNE. Jakimovski er ellers bykonge i Skopje-kommunen Karposh, hvor han med GROM fejer både VMRO-DPMNE og SDSM af banen.
Srbite, Romite, Vlasite, Turtsite og Bosnjatshka er henholdsvis serbere, roma, vlakker, tyrkere og bosnjakker, som således i hvert fald af navn er repræsenteret i koalitionen.
På VMRO-DPMNE’s kandidatliste er den krigsforbryderdømte Johan Tarculovski.
Valgkampagnen begyndte officielt den 21. november. VMRO-DPMNE begyndte per tradition i Ohrid, hvor Gruevski slog tonen an. Oppositionsleder Zoran Zaev er ifølge Gruevski i gang med at skære staten i småstykker. Zaev vil – ifølge Gruevski – føderalisere Makedonien, gå på kompromis i navnestriden med Grækenland og gøre hele Makedonien tosproget. Føderalisering betyder her, at de albanske dele af landet eventuelt får mere at skulle have sagt eller måske endda autonomi. Desuden fastholdt Gruevski, at Zaevs ”bomber” eller aflytningsskandalen, Kumanovo-affæren og protestdemonstrationerne blot var dele af et samlet anslag imod landet.
Således satser Gruevski på den traditionelt sikre konspiration og nationalisme.
SDSM vil leve i Makedonien
Liste 4 er den socialdemokratiske koalition. Socialdemokraterne har akronymerne SDMS og LSDM på henholdsvis makedonsk og albansk.
Foruden SDSM består koalitionen af Nova Socijaldemokratska Partija, Liberalno Demokratska Partija, Partija za Dvishenje na Turtsite vo Makedonija, Nova Alternativa, Demokratski Sojus na Vlasite od Makedonija, Cprska Stranka vo Makedonija, Partija za Ekonomski Promeni, Partija na Obedineti penzioneri i Gragjani na Makedonija, Partija za Evropska Idnina, Alijansa za Pozitivna Makedonija, Demokratska Obnova na Makedonija (DOM), Srpska Napredna Stranka vo Makedonija og Partija za Tselosna Emantsipatsija na Romite.
Som det er tilfældet hos VMRO-DPMNE, så er en række mindretalsbefolkninger repræsenteret i koalitionen. I det mindste af navn. Der er således tyrkere, vlakker, serbere og roma, ligesom bl.a. det lille grønne parti DOM under Liljana Popovska, som tidligere har været i koalition med VMRO-DPMNE. Liljana Popovska er dog blevet presset til at opgive sit eget kandidatur, fordi hendes brud med VMRO-DPMNE anses for at være kommet alt for sent.
Partija za Evropska Idnina er Fijat Tsanoskis parti. Tsanoski optræder som offer i aflytningsskandalen. Han fik på premierminister Nikola Gruevskis foranledning jævnet en nys opført ejendom med jorden af politiske grunde. Sådan lyder det i hvert fald i aflytningsskandalens femte såkaldte ”bombe”, som sprang omkring 1. marts 2015.
SDSM slår i valgkampen naturligvis på, at regimet med VMRO-DPMNE og Nikola Gruevski i spidsen har diskvalificeret sig selv. Det blev tydeligt med aflytningsskandalen. Men SDSM har også vist sig mere imødekommende over for albanernes ønsker – især i forhold til brug af det albanske sprog.
I den forbindelse er det interessant, at SDSM har Muhamed Zeqiri på kandidatlisten. Han var tidligere chefredaktør på den albanske tv-kanal Alsat-M., og han forlod posten, fordi han ikke ville favorisere BDI i nyhedsdækningen.
SDSM’s valgslogan slår et tema an, som bekymrer snart sagt alle i Makedonien, og som givetvis skal få vælgerne til at vælge noget andet end VMRO-DPMNE:”Vi har planer om at leve i Makedonien” lyder ordene. Det henviser til, at i 100.000-vis af især unge er flyttet udenlands. Det kan dårligt bortforklares, at især unge mennesker vælger Makedonien fra. Alle har det tæt inde på livet.
PDSh konkurrerer med BDI
Det albanske PDSh, eller DPA med det makedonske akronym, vil af med BDI, eller DUI med det makedonske akronym. PDSh, som står for Partia Demokratike Shqiptare, er Liste 2. BDI, som står for Bashkimi Demokratik për Integrim, er Liste 3. BDI blev i sin tid dannet af bl.a. UÇK-”kommandanter” fra den væbnede konflikt i 2001. Lederen Ali Ahmeti er en af dem.
De albanske partier varetager albanske interesser. Også i deres selvforståelse. Derfor står den politiske strid i den albanske lejr hovedsageligt om, hvem der bedst varetager albanernes interesser. Det er svært at gennemskue, om og i hvilket omfang, der også er ikke-nationale uoverensstemmelser på spil.
BDI er den albanske partner i den nuværende regering. Det betyder, at de øvrige albanske partier – herunder PDSh – holder BDI fast på det medansvar, der følger med at indgå i regeringen. Det er for eksempel et almindeligt synspunkt blandt albanere – og i øvrigt også blandt mange makedonere-, at en række retssager og domme over albanere har været skueprocesser. Det gælder for eksempel i sagen om mordene ved Smilkovci-søen.
Når og hvis der er tale om skueprocesser, hvor politiministeriet og domstolene blot er en del af teatret, så har BDI i princippet et medansvar, som de øvrige albanske partier holder BDI fast på.
For de nye albanske partier gælder det samme. De er utilfredse med, at BDI ikke i tilstrækkelig grad varetager albanernes interesser. Men dertil kommer, at de nye partier samler en utilfredshed op, som retter sig mod både PDSh og BDI. De gamle partier bliver simpelthen regnet for at være for korrupte. Eller, hvis man – som mange – fortolker lidt mindre romantisk: der er for få, der får glæde af gevinsten ved korruptionen.
Liste 7 er ”koalitionen albanernes alliance”, som består af Reform-PDSh, Uniteti og dele af RDK. Reform-PDSh er samlet om borgmesteren i Struga, Ziadin Sela, mens Uniteti er samlet om Gezim Ostreni fra Debar, som er UÇK-veteran fra den væbnede konflikt i 2001. RDK, som står for Rilindja Demokratike Kombëtare, havde et enkelt mandat i det netop opløste parlament.
Sela og Reform-PDSh er udbrydere fra PDSh
Sela taler ofte om, at Makedonien må blive en bi-national stat, eller om kantonisering eller om føderalisering. Det er ikke helt klart, hvordan noget sådant i praksis skal foldes ud, og man må da heller ikke forestille sig, at den albanske alliance har en lønnet stab, der sidder og definerer teori og praksis omkring føderalisering. Kritikere af partierne vil netop vide, at der er tale om enmandspartier.
Men de er dog med sikkerhed uenige med Ali Ahmeti (BDI), som højt og tydeligt har opfordret albanere til at glemme alt om føderalisering efter etniske linjer, da det bliver umuligt at fastlægge de territoriale grænser.
Alliancen spås at få plads i parlamentet.
Liste 10 er BESA. Besa betyder noget i nærheden af ed. Det er et begreb i albansk kultur, som er tungt ladet af historie, etik, skik og brug. BESA blev stiftet i 2014 af en gruppe yngre intellektuelle.
BESA rummer alle de allerede nævnte kanter i forhold til de etablerede partier PDSh og BDI. Dertil kommer, at partiet fremstår som et generationsopgør. Især yngre mænd synes at tilslutte sig et opgør, der muligvis afspejler, at man har fået nok af de lidt ældre albanske mænd og deres uigennemtrængelige netværk af gensidige tjenester.
Formand er den kun 31-årige Bilall Kasami fra Tetovo.
BESA har i den politiske krise gjort sig bemærket ved først at afvise at tage del i de etnisk blinde Протестирам/Protestoj-massedemonstrationer i 2015. Tværtimod organiserede man en ren albansk protestdemonstration den 13. juni 2015. De etnisk blinde og brede demonstrationer blev anset for at være en fælde, fordi man fejlagtigt kunne komme til at tro, at albanere havde fælles sag med makedonerne.
BESAs kritikere mener, at de monoetniske, albanske protester er en foræring til makedonske nationalister, som blot bliver bekræftet i deres nationalisme med modsat fortegn.
Senere er BESA blødt noget op. Man erklærede på et tidspunkt, at man nu støttede alle protester imod regimet – altså også de multietniske eller etniske blinde demonstrationer.
BESA støttede også den albanske demonstration den 9. maj 2016 i anledning af ét års dagen for domfældelsen i forbindelse med Smilkovci-mordene. Demonstranterne regner de dømte albanere for at være uskyldige.
BESA bliver beskyldt for at være finansieret af Tyrkiets præsident Erdogan. Kasami har afvist, at det skulle være tilfældet.
Partier, som vil være Gruevski i stedet for Gruevski
Liste 5 er en koalition, der kalder sig ”forandring og retfærdighed”, промени и правда med tilføjelsen трет блок eller ”den tredje blok”. Koalitionen består af fire partier og ønsker at fremstå som et alternativ til de to store makedonske blokke eller koalitioner, der ledes af henholdsvis det nationalkonservative VMRO-DPMNE (Liste 1) og det Socialdemokratiske SDSM (Liste 4). Koalitionen blev til i løbet af efteråret.
De fire partier er Demokratisk Union eller Демократски Сојуз, ФРОДЕМ, ДЕМОС og arbejderpartiet МОРО. Kendte ansigter er lederen Pavle Trajanov, som var politi- og indenrigsminister i 1998-99, Jove Kekenovski, som bl.a. har været borgmester i Skopje i ´90erne – dengang for VMRO-DPMNE – og Slobodan Bogoeski, som er tidligere chef for det hemmelige politi (UBK). Både Bogoeski og Trajanov er i øvrigt involveret i Magyar Telekom-affæren.
Partiet går ind for en særdomstol i et særligt departement, som skal tage sig af den særlige anklagers sager. Den særlige anklager, Katica Janeva, har ansvar for alle de sager, der kom ud af aflytningsskandalen i 2015. Dette antyder den egentlige kant i forhold til regimet under ledelse af VMRO-DPMNE og dets formand, eks-premierminister Gruevski. En særdomstol for området vil gøre det vanskeligere for de ansvarlige, ved hjælp af regimets indflydelse på de eksisterende domstole, at unddrage sig ansvar for deres eventuelle ugerninger.
Georgievski er Gruevskis forgænger på posten som formand for VMRO-DPMNE. Han var premierminister i perioden fra 1998 til 2002, altså under den væbnede konflikt med de albanske oprørere, mens Tito-veteranen Kiro Gligorov fortsat var præsident.
Stojanche Angelov gjorde sig i 2015 bemærket med sine kyssende protestdemonstranter foran tv-bygningen. Angelov er veteran fra den væbnede konflikt i 2001, på de makedonske myndigheders side, og har rang af generalmajor i politiets særlige styrker. I 2015 gjorde Angelov sig yderligere bemærket, idet han før Kumanovo-affæren fandt sted, havde spået dens komme, og at det var VMRO-DPMNE-regimet selv, der stod bag.
"Elleve lister stiller op til parlamentsvalget i Makedonien" blev sidst opdateret: 21. april 2020 af John Petersen
Tre sønderjyder steg i november 1916 af toget i Gradsko og begav sig videre mod fronten. Den Store Krig krævede deres tilstedeværelse i Makedonien, hvor Ententen var aggressiv, og hvor Bulgarien ville udvide sit territorium.
I et hus ”lige op ad” denne kirke logerede Hans Hostrup i efteråret 1916. Huset findes formentlig ikke mere. Landsbyen Topolchani og de omliggende højder fungerede som ammunitionsdepot for Centralmagterne fra efteråret 1916. Byen lå cirka tyve kilometer nord for fronten.
Den lille by Topolchani (Тополчани), som ligger en snes kilometer nord for Bitola, fik for nøjagtig 100 år siden besøg af Hans Hostrup fra Høgsbro, Laust Dollerup fra Enderupskov og Magnus Lund fra Normsted.
Hans Hostrup fortæller i en beretning fra 1951 om sin tid som soldat i 1. verdenskrig. Som ung nordslesviger, eller sønderjyde, som vi siger i dag, måtte Hostrup sammen med Dollerup og Lund, gøre tjeneste i den kejserlige tyske hær, selvom de var danske.
Hostrup og de andre blev sendt til Nis i Serbien, hvor de i begyndelsen af november 1916 igen stod på et tog, for denne gang at stige af i Gradsko i Makedonien. Herfra måtte de trave de 70 kilometer til Prilep over Babuna-passet. Det tog et par dage. Og fra Prilep kunne de med en feltbane køre de sidste 18 km til Topolchani, hvor de blev indkvarteret. De boede blandt andet i et hus, som ”laa lige op ad Kirken, saa det har nok været Præsteboligen,” skriver Hostrup.
Monastir eller Bitola i efteråret 1916
I august, september og oktober 1916 er den makedonske front meget aktiv. Også omkring Monastir, som på makedonsk hedder Bitola. Serberne, som er på Ententens side, kæmper fra syd, mens Østrig-Ungarn, Tyskland og Bulgarien kæmper fra nord med bulgarske styrker i front.
September slutter med den serbiske erobring af bjergtoppen Kaimakchalan, og i løbet af oktober passerer de f.eks. ved Brod Den sorte Flod (Cerna eller црна река). Fronten flytter så lidt mod nord. Efter fortsatte hårde kampe omkring Bitola opgiver Centralmagterne den 19. november byen, og man rykker endnu fem kilometer mod nord. Og her falder der nogenlunde ro over fronten ved Bitola, indtil der igen sker noget i 1918.
Serbiske mindelund, tæt ved byen Brod, som er omtalt oven for.
Nord for Bitola forløb fronten nu mellem højene 1248 og 1050, og fra den linje er der endnu cirka tyve kilometer mod nord til Topolchani, hvor danskerne blev indkvarteret. Som det vist fremgår, var de sandsynligvis heldige med ankomsttidspunktet. De må være ankommet kort før den 19. november, for Hostrup beretter om tyskernes tilbagetrækning. Og så blev der ro.
Der havde ellers for nyligt været særdeles blodigt på frontafsnittet. Hostrup beretter selv, hvordan de på færden fra Nis til Gradsko mødte et lazarettog fyldt med hårdtsårede fra det saksiske jægerregiment. Eftersom danskerne tidligere havde mødt raske ”Jægere” på vej sydpå, ”…gjorde [det] dybt Indtryk paa os, da vi saa de raske Jægere i den Forfatning,” skriver Hostrup.
Ferdinand, Vaterland og sønderjyderne
Ententens fremstød i efteråret hang sammen med situationen i Rumænien, som for nyligt havde valgt side til fordel for Ententen. Det fik Centralmagterne til at angribe Rumænien og sætte alt ind for at sikre sig oliefelterne i landet.
Centralmagterne kæmpede fra nord i de transsylvanske Karpater og fra Bulgarien i syd. Ententens mission var nu at sikre, at så mange bulgarer som muligt var travlt optaget på den makedonske front, så de ikke kunne sendes til den bulgarsk-rumænske front.
Når Bulgarien under Zar Ferdinand I var i krig mod serberne og Ententen på den makedonske front, var det fordi man ville sikre sig dele af Makedonien, som man følte, man var blevet snydt for i Balkankrigene i 1912-13. Centralmagterne såvel som Ententen havde forsøgt at lokke Bulgarien med territorium i Makedonien. Centralmagternes tilbud var det bedste til prisen, så det blev den side, Ferdinand valgte.
Den yderst indviklede 1. verdenskrig førte altså danske sønderjyder til et frontafsnit, hvor de både kæmpede for Bulgariens zar Ferdinand og for Kejser Wilhelm II og ”das grosse Vaterland”, som Hostrup skriver.
Kæmpede er nu så meget sagt. Hostrups tjans i Topolchani bestod i at grave granater ned ”i små Kælderrum, der var indhugget i Bjerget med en vis indbyrdes afstand. Der var plads til ca. 200 Granater i hvert Hul”. Det sker stadig, at lokale finder granater fra 1. verdenskrig på de makedonske frontafsnit.
3406 tyske soldater hviler under dette mindested lidt uden for Bitola (Monastir). Det er vanskeligt at finde vej til krigergraven. Et Roma-kvarter kravler i dag op ad bjerget, hvor mindestedet ligger. Turister må igennem dette kvarter og blive ved, selvom det ikke ser rigtigt ud. Der findes også en tysk krigergrav i Prilep.
1917
Efter jul blev Dollerup og Hostrup tildelt 7. Batteris Ammunitionskolonne, hvor de passede heste og om natten kørte ammunition ud til batteristillingerne. De var nu ikke længere ved Bitola. Og om foråret i 1917 blev de sendt til en fremskudt stilling syd for Gevgelija, der hvor E75 i dag krydser grænsen til Grækenland. Her bestod arbejdet i at bygge en kanonunderstand.
I 1917 fik Hostrup malaria og var på lazaret i både Yskyb, eller Skopje, som byen hedder på makedonsk, og i Vranje i Serbien. Han fik bevilget en tre-ugers orlov og i forbindelse hermed deserterede han, gik ”over Grænsen” til Danmark.
Måske tog Hostrup helt fejl
Hostrup reflekterer i sin beretning fra Topolchani over den lokale befolkning. Soldaterne ”mærkede aldrig noget til Had eller Modvilje hos dem,” skriver han. Hostrup mener, at deres tålmodighed måske skyldes, at de så på besætterne på samme måde som danskerne så på tyskerne under 2. verdenskrig. Og videre: ”Der var mange Lighedspunkter. Hele Landet var besat af en overmægtig Fjende; Modstandsbevægelse, Sabotage m.m. og Værnemagere har der vel også været.”
Besætterne var tyskerne og bulgarerne i Hostrups verdensbillede. Men faktisk havde det nordlige Makedonien, altså det område, der i dag udgør Republikken Makedonien, jo kun tilhørt Kongeriget Serbien i tre år – nemlig siden Balkankrigenes afslutning i 1913. Det var ikke indlysende, hvem der var de gode, og hvem der var de onde. Eller blot, hvem der var besættere, modstandsfolk eller værnemagere?
Og netop i Monastir eller Bitola var befolkningen meget sammensat. Der var både jøder, kristne og muslimer, og ingen var i flertal. Blandt muslimerne var der albanere, Roma og tyrkere, mens der blandt de kristne var tilhængere af det bulgarske exarkat og det græske patriarkat – herunder aromuner og formentlig også nogle albanere. Det er ikke selvindlysende, at denne befolkning skulle betragte bulgarerne som besættere frem for serberne.
Det er i øvrigt også muligt, at billedet var et helt andet i landbyen Topolchani 20-30 kilometer nord for Bitola. Det var i hvert fald tilfældet i efteråret 2015, hvor en lokal med en rød-gul VMRO-DPMNE T-shirt svarede således på spørgsmålet om befolkningssammensætningen i Topolchani: ”Vi er makedonere, 100%”
Hans Hostrup: Oplevelser i Makedonien 1916-17 i Øjenvidner 1914-1918. Sønderjyske soldaters beretninger, Lindhardt og Ringhof 2014
—
Det er fortsat gratis at læse med her. Har artiklen værdi for Dem, er selv symbolske bidrag dog særdeles velkomne via MOBILEPAY 21281941.
"100 år siden: Sønderjyder i Makedonien for Vaterland og Ferdinand" blev sidst opdateret: 13. august 2019 af John Petersen
Vi anvender cookies og andet godt til at huske Deres data. Disse data deles undertiden med tredjepart. Er De indforstået med det og vore øvrige brugsvilkår? JaNejLæs først detaljerne
Privatlivspolitik, cookies og brugsvilkår
Privacy Overview
This website uses cookies to improve your experience while you navigate through the website. Out of these, the cookies that are categorized as necessary are stored on your browser as they are essential for the working of basic functionalities of the website. We also use third-party cookies that help us analyze and understand how you use this website. These cookies will be stored in your browser only with your consent. You also have the option to opt-out of these cookies. But opting out of some of these cookies may affect your browsing experience.
Necessary cookies are absolutely essential for the website to function properly. This category only includes cookies that ensures basic functionalities and security features of the website. These cookies do not store any personal information.
Any cookies that may not be particularly necessary for the website to function and is used specifically to collect user personal data via analytics, ads, other embedded contents are termed as non-necessary cookies. It is mandatory to procure user consent prior to running these cookies on your website.
