Den nydanske tyskerfejde set fra Makedonien

Forholdet mellem national identitet og statsborgerskab er i Danmark ofte misforstået. Det fører til vås, plat, forkerte folketingsbeslutninger og måske det, der er værre.

Christiansborg uden jordforbindelse
Folketinget har med V38 mistet jordforbindelsen. Christiansborg, København. Foto: KLMircea. Creative Commons License.

Jeg har bemærket de sidste par runder i den evindelige tyskerfejde, hvis første udgave jo udspillede sig i 1789-90. I den oprindelige fejde ønskede den ene fløj, at rigets danskere skulle have en særstilling frem for de tyske eller holstenske. I den nye runde ønsker den ene fløj på samme måde, at rigets danskere skal have en særstilling frem for ”indvandrere og efterkommere fra ikkevestlige lande”.

I den oprindelige udgave ville danskerfløjen indskrænke indfødsretten for tyskerne, og også i den nye udgave vil man gøre forskel på danskere og ”indvandrere og efterkommere fra ikkevestlige lande”, for ifølge danskerfløjen bør den del af befolkningen ikke være i flertal i boligområder i Danmark.

Der står ikke noget om, hvordan staten bør administrere denne forskelsbehandling af landets borgere.

Sympatisk, men irrelevant vås

I den seneste runde deltager både Folketinget, Özlem Cekic, Peter Wivel og masser af andre gæve folk og Facebook. Fejden starter konkret med, at et flertal i Folketinget i vedtagelsen V38 skelner mellem danskere og ”indvandrere og efterkommere fra ikkevestlige lande”. Det betyder selvfølgelig, at den sidste kategori ikke er at regne for danskere, uagtet at de sandsynligvis har dansk statsborgerskab.

Det er faldet mange for brystet, at Folketinget ekskluderer ”indvandrere og efterkommer fra ikkevestlige lande” fra det danske, og blandt andre Özlem Cekic har startet en #Vierligedanske -kampagnen, som skal vise, at ”efterkommere” er lige så danske som … som de danske, må det vel være.

Også Venstre, som tidligere var et liberalt parti, lagde stemmer til V38. Efterfølgende har Venstres udlændingeordfører dog indtaget et synspunkt, der kolliderer med beslutningens skel mellem danskere og ”indvandrere og efterkommere fra ikkevestlige lande”.
”Der er masser, der er kommet hertil og har taget Danmark til sig, og som er danskere, og det er dejligt”, skriver således Jan E. Jørgensen på sin Facebook-profil.

Dermed ligger Venstre og Jan E. Jørgensen pludselig i samme spor som Özlem Cekic, idet man åbenbart godt kan være dansk, selvom man f.eks. er tysker – for nu at gribe tilbage til tyskerfejden – eller bare tyrker.

Jeg ved godt, man skal være varsom med en så bastant udmelding, som den der kommer nu, for man risikerer jo at måtte komme krybende tilbage, skulle man træffe at tage fejl. Men jeg vover det alligevel: det er noget irrelevant vås, som i virkeligheden bøjer sig i støvet for det, man bør bekæmpe!

Disse sympatiske og solidariske ligemagere er ude i det forkerte ærinde, når de på vegne af landets borgere vil gøre dem alle til danske. They are barking up the wrong tree, som de siger ovre bag ved Vesterhavet.

Og ambitionen strider i øvrigt imod almindelige menneskers virkelighedsopfattelse, som den kommer til udtryk i sproget, ligesom det blot skaber forvirring i forhold til landets gamle mindretal, tyskerne i Nordslesvig eller Sønderjylland, som jo forbliver tyske, selvom de naturligvis er danske statsborgere.

Det er ikke alle danske statsborgere, der er danske. Og fred være da med det. Nogle er halvt, nogle er helt, nogle er godt og vel, og nogle er overhovedet ikke.

Alle borgere bør bekæmpe forskelsbehandling, der tager udgangspunkt i borgerens afstamningsforhold! Det er det, der er problemet.

Jeg er dansker i Makedonien

Jeg bor i Makedonien. Jeg er ikke så stolt af at være dansker for tiden. Men jeg er altså dansker alligevel. Min kone er albaner og makedonsk statsborger. Men jeg bliver aldrig hverken albaner eller makedoner.

Efter sigende ville det være let for mig at opnå makedonsk statsborgerskab. Men jeg ville helt sikkert stadig regne mig selv for at være dansker, selvom jeg fik makedonsk statsborgerskab. Det ligger mig helt uendeligt fjernt, at jeg en morgen skulle vågne op og være blevet til en albaner. Min computer meddeler somme tider, at noget er en syntaksfejl. Jeg ved ikke helt, hvad det betyder, men det lyder som et dækkende ord for situationen.

Skulle jeg dog alligevel på et tidspunkt få den tanke, at nu vil jeg saftsusemig regnes for at være albaner – eller makedoner for den sags skyld – så ville ingen her tage det alvorligt.

Hvis man forestiller sig den omvendte situation, så ville det samme gøre sig gældende. Min kone bliver aldrig dansker. Der er mange albanere i Danmark. Det er nok muligt, hvis man stikker en mikrofon op i ansigtet på en albaner i København og spørger, om vedkommende regner sig for dansker, at svaret ville være ”ja”. Men for slukket mikrofon ville svaret være et andet. En sådan albaner ville i hvert fald fortsat – som minimum – også regne sig for at være albaner.

Helt absurd ville det blive, hvis Makedoniens lokale Jan E. Jørgensener eller Özlem Cekicer ville trøste mig med, at jeg skam sagtens kunne blive albaner eller makedoner med tiden, eller at jeg skam eventuelt allerede var det. Hold nu op, altså.

Det er statsborgerskabet, stupid

Uklarhederne i V38 og den efterfølgende forargelse over beslutningen slører efter min mening et dybere problem, som beslutningen er udtryk for. Forholdet mellem national identitet og statsborgerskab er i Danmark ofte misforstået.

Jeg tror, det er det, folketingsbeslutningen er et udtryk for. I Danmark er man bange for at tilslutningen til borgernes rettigheder sygner hen, for det er de rettigheder staten og demokratiet hviler på. Bekymringen er formentlig ægte. Det kræver en befolkning, der stiller sig bag rettighederne og benytter dem, for ellers falder modellen til jorden.

Læs også: Paris-erklæringen: EU ordinerer dannelse imod terror

Man kan svinge sig lidt op og hævde, at rettighederne skal være indlejret i en demokratisk livsform, hvis friheden skal bestå. Og her betyder frihed, at borgeren er en del af det kollektiv (staten), som tager beslutninger om borgerens og kollektivet selv.

Skellet mellem borgeren og staten fjernes lige nøjagtigt dér, hvor borgeren – med grundloven – får retten til at stille op til den lovgivende forsamling, og hvor borgeren får retten til at beklæde et offentligt embede – med indfødsretten eller statsborgerskabet.

Afstamningsfællesskabet er den forkerte målestok

V38 blev vedtaget efter en debat, hvor Martin Henriksen (DF) netop bekymrede sig om, ”at der i Brøndby Strand bor flere med indvandrerbaggrund end med dansk baggrund”.

Det store syndefald sker, efter min mening, når man identificerer afstamningsforholdet med den demokratiske livsform. Og jeg tror, det er det der sker, og som er et aldeles lokkende synspunkt for Martin Henriksen, folketingsflertallet og ganske almindelige borgere i Danmark. Er det måske ikke bare sådan, at danskerne er frie og lige af sind og så videre?

Nej! Det er simpelthen at overbelaste den danske afstamnings kapacitet, når man lader afstamningen være ophav til og garant for borgernes rettigheder og demokratiet, som vi kender det.

Dertil kommer naturligvis, at afstamningsfællesskabet i nogen grad er et konstrukt.

Det kan formuleres på en anden måde. Demokratiets sammenhængskraft er givet med borgernes vilje til at bakke op om og benytte de politiske og andre rettigheder. Sammenhængskraften stammer derimod ikke fra et afstamningsfællesskab.

Syndefaldet er et syndefald, fordi der ikke vil være grænser for, hvad man kan finde på i det danske afstamningsfællesskabs navn, hvis man virkelig tror på, at det bærer friheden, demokratiet og borgernes rettigheder. I sidste ende kan man naturligvis frygte, at borgere, der ikke tilhører det dansk afstamningsfællesskab, bliver forskelsbehandlet af staten.

Og det er lige nøjagtigt derfor, man skal være forarget over Folketingsbeslutningen.

Folketingsbeslutningen er et udtryk for, at man saver i den gren, man selv sidder på og eventuelt det, der er meget værre.

Litteratur

På sporet af dansk identitet
red: Flemming Lundgreen-Nielsen
Spektrum 1992

Jürgen Habermas
Statsbürgerschaft und nationale Identität
Erker Verlag 1993

"Den nydanske tyskerfejde set fra Makedonien" blev sidst opdateret: 31. oktober 2017 af John Petersen
Dette indlæg blev udgivet i Alt andet og tagget , , , , , , , , , , , , , , . Bogmærk permalinket.

25 kommentarer til Den nydanske tyskerfejde set fra Makedonien

  1. Esben Kalhøj skriver:

    For os to ville det være nok være lidt tosset at begynde at kalde os for letter, makedonier eller albaner, men der er vel ingen der kan tage retten fra os hvis vi besluttede os for det. Dertil er det altså muligt at have flere identiteter uden at være helt gak gak. Jeg er foreksempel både Dansker, Jyde og Europærer og når Letland vinder noget il Vinter OL, så er jeg også lidt lettisk. Og Elma min datter hun føler sig både dansk og lettisk, og det er der ingen der skal lave om på – det bestemmer hun selv.

  2. Niels Ole Krogh skriver:

    Blev tysk statsborger for halvanden time siden. Har nu både det danske og det tyske pas. Jeg har boet i Tyskland i næsten 30 år og er sådan set ret fløjtende ligeglad med, om der findes tyskere, der mener, jeg ikke er tysker. Jeg er tysk statsborger, ligeberettiget borger – med pligter og rettigheder. Ingen forbliver upåvirket af at forsøge at integrere sig i et nyt land. Så selvfølgelig er jeg også nu tysker. Gradbøjningen er svær – og jeg vil ikke begive mig ud i den. Og i vore dage skal vi ikke hænge os alt for meget i disse nationale identiteter. Det er bedre at fokusere på det, der samler, end på det der skiller. Hvis bare man indretter sig under grundloven og lever efter “Kardemommeloven”, så er der plads til alle: “Du må ikke skade andre eller sætte livet til, men ellers kan du gøre, hvad du vil.”

    • John Petersen skriver:

      Tillykke med statsborgerskabet og især tillykke med, at du er blevet tysk statsborger. Dersteds har man jo så nogenlunde vænnet sig af med at gøre forskel på statsborgere med baggrund i afstamningsforhold eller herkomst eller hvad det nu er, der er i gang i DK.

  3. Blændende logik! Deler i vildskab!

  4. Hey gamle jas, det var dog det mest aparte retoriske fejlgreb jeg længe har set. Og så fra dig? Brænd stråmanden Hr. Pedersen, og lad dit argument stå selv. Understøttende, og ikke modstillet. Der er ingen modsætninger overhovedet mellem argumentation og intention i min post med videoen, og det du selv skriver. Begge handler om at det er helt uaceptabelt at afstamning kan være politisk besluttet (og oplagt misbrugt) identitetsmarkør. Børnenes reaktioner – og det, det gør ved beskueren – formidler dette blændende og klart. Der må gerne være båndbredde i formidlingen, hvis vi skal flytte holdning og handling. Det tænker jeg du er enig i

  5. John Petersen skriver:

    Annelie Abildgaard: Jeg mener, det er helt horribelt, at en statslig institution lægger op til at forskelsbehandle borgere, alt efter om de har del i det ene eller andet afstamningsfællesskab. Jeg synes det er knap så vigtigt, om Folketinget kommer til at såre nogle menneskers følelser – se Niels Oles indlæg…. og nu sker der altså lige noget ret alvorlig her i landet, men jeg skal nok komme tilbage og tage imod flere skældud 😉

    • Men videoen handler, i mit perspektiv, ikke om at det sårer børnenes følelser, men om at deres umiddelbarhed effektivt udstiller absurditeten og ondskabsfuldheden i hele afstamnings-tænkmingen

    • Og jeg er åbenlyst nok helt enig i at det er komplet horribelt

    • John Petersen skriver:

      Annelie Abildgaard På mig virker videoen sådan: de skal sørme ikke komme og bestemme over børnenes følelser, og – ergo – hvis de holder op med det, så er alt godt. Men det er det jo ikke! Det hjælper ikke at ens danske følelser anerkendes, hvis objektive afstamningsforhold ligger til grund for forskelsbehandlingen. Og det synes jeg skal frem.

    • Det er jeg helt enig i skal frem ..også selv om jeg oplever videoen anderledes end dig?

    • Horst Bøttcher skriver:

      danske følelser, dansk afstamning, danske værdier, dansk dansk dansk………hvor bliver man bare træt af al det danske man hele tiden skal forholde sig til…………..

  6. Der er meget rigtig i det du skriver men netop det som flimen gør, sådan som jeg tolker den, er at at vise at afstamingsforhold ikke skal være bestemmende i al evighed. Mine børn er norske i sind og skind og også juridisk, selv om jeg ikke er det. De vil måske selv oppleve sig som “lidt” danske, men deres daglige omgivelser betragter dem helt klart som norske og rejser de til et andet land end Danmark tænker de på sig selv som nordmænd i udlandet. Dine børn bliver makedonske og en ting er at du ikke bliver det, men hvis de hele livet skal få a vide at de ikke hører til i Skopje fordi deres far er dansk, er det jo absurd. (Det kan selvfølgelig være at du er så bange for at de ikke skal føle sig som danske at du gør alt hvad du kan for at modarbejde det, eller kæmper for at de skal få en dobbelt identitet), men jeg håber virkelig at de af deres lokale omgivelser vil blive betragtet som “en af dem”.

  7. John Petersen skriver:

    Eva Mila Lindhardt Hvis mine børn får at vide, at de “ikke hører til”, så er det fordi de er albanere, uanset at de har makedonsk statsborgerskab. Det danske er intet problem. Præsidenten har så sent som i aftes begået en slags statskup, der på sæt og vis annullerer albanernes stemme (Rettigheder! Frihed!) i landets politik. De nationalstatslige makedonske vibrationer er blot en radikalisering version af det, der formentlig foregår i det danske Folketing (misforståelsen af forholdet mellem national identitet og statsborgerskab). Det er min pointe i artiklen, og der skal Danmark passe lidt på – og holde fokus. Det er for mig helt fint, at børnene selv formulerer sig om deres identitet og med tiden bliver, hvad de bliver. Bare vi kan tale sammen.

  8. Uf, det skal ikke være let. Men hold fast i at tale sammen og uanset hvad man måtte mene om den film så er forholdet mellem statsborgerskab, medborgerskab og nasjonal identitet tydeligvis ikke færdig debateret. Der foregå noget lignende i Norge lige nu.

Der er lukket for kommentarer.