Der er indkaldt til ekstraordinær generalforsamling i det nationalkonservative parti, VMRO-DPMNE, den 23. december. Ved den lejlighed vil der blive valgt en ny formand for partiet.
Omkring 1. december annoncerede Gruevski, at han ville søge sin afsked. Det skete i et interview til portalen Kurir, som dog ikke regnes for at være et troværdigt medie. Men i dag står det klart, at oplysningen holder vand. VMRO-DPMNE’s centralkomité har ifølge troværdige medier anerkendt Gruevskis afskedbegæring. Det skete på et møde i aftes.
”Братучед, готови сме” eller ”Vi er færdige, fætter” står der på denne plakat fra demonstrationen 17. maj 2015, hvor målet var at presse daværende premierminister Nikola Gruevski fra bestillingen. Bag tremmerne er det premierministeren, hvis fætter, Saso Mijalkov, netop var gået af som leder af efterretningstjenesten. Det manglende bogstav hentyder til, at Gruevski har en talefejl.
Det var kommunalvalget i oktober, der lukkede dørene bag Nikola Gruevski. Det nuværende dominerende regeringsparti, Socialdemokraterne (SDSM), vandt en massiv sejr, som på umisforståelig vis signalerede, at befolkningen ville noget andet end Gruevski.
Allerede da valgresultatet forelå, tog Gruevski det fulde ansvar og antydede sin afgang. Få turde dog tro på, at han virkelig ville lade handling følge ord.
Aflytningerne er oprindeligt – efter alt at dømme – beordret, sat i værk og foretaget af det regime, som Nikola Gruevski stod i spidsen for, hvorefter SDSM har fået fingre i dem. To sager ved domstolene i Makedonien handler om den ulovlige aflytning i sig selv, nemlig sagerne Target og Tvrdina eller Fortesa.
Bulgarien og Makedonien traf i sommer aftale om at stede de senere års kollisionskurs til hvile. Aftalen vil nu blive ratificeret, og en hindring for Makedoniens EU-medlemskab er fjernet.
Den bulgarske regering sendte den 7. november en aftale om godt naboskab med Republikken Makedonien til snarlig afstemning i parlamentet. Og i Makedonien har premierminister Zoran Zaev netop bebudet, at parlamentet dersteds vil skride til afstemning inden nytår. Det skriver landenes nyhedsbureauer om den aftale, der blev indgået af premierministrene i sommer.
Premierministrene Borisov og Zaev lagde i sommer kranse ved Goce Delcevs sarkofag i forgården til Sveti Spas, Skopje. Det yndede makedonske turistmål er flankeret af tre cypresser, som sammen med de tre sten, som sarkofagen hviler på, efter sigende symboliserer Makedoniens tre dele: Pirin-Makedonien (i Bulgarien), Ægæisk Makedonien (i Grækenland) og Vardar-Makedonien (det nuværende Republikken Makedonien).
Bulgariens krav for støtte til Makedoniens EU-medlemskab var netop, at Republikken skulle gøre noget for at dyrke det gode naboskab, i stedet for at styrke bulgarskfjendtlige følelser.
Aftalen om ”venskab, godt naboskab og samarbejde” har 14 artikler og en præambel. Artikel otte er nok den mest omtalte, for her aftaler man at etablere en multidisciplinær ekspertkommission, der skal se på historiske spørgsmål, der skaber splid mellem de to stater.
Ekspertkommissionens opgave er at beskrive historiske begivenheder og personer efter udelukkende videnskabelige kriterier, hvilket også betyder, at politikere i begge lande skal blande sig uden om.
Opgaven er dog bundet – og for så vidt politisk interessestyret – idet begivenheder og personer skal beskrives på en måde, så de kan tilhøre begge landes kultur og historie. Det vil betyde en ændring af blandt andet tekster i skolebøger, og i et interview til Alsat M antyder Zaev da også, at staten nu vil være forpligtet på at se nærmere på korpset af skolebogsforfattere.
Ambitionen beskrives allerede i præamblen. Den forbinder nemlig den aktuelle aftale med en tilsvarende aftale om en fælles ekspertkommission, der blev indgået allerede i 1999.
I Makedoniens albanske befolkningselement har der været murren, fordi skole- og andre bøger er fulde af fejl, når det angår beskrivelsen af albanerne, hvilket albanerne uden særlig effekt har klaget over i mange år. Albanerne udgør ca. 25% af indbyggerne i Republikken Makedonien, mens makedonerne udgår cirka 2/3.
Samarbejde på mange niveauer
Ambitionen om ikke at lade fortiden kaste for lange skygger er dog langt fra aftalens eneste element.
Parterne vil arbejde for, at blandt andet borgere og politikere i højere grad kan mødes på tværs af grænsen (artikel 4), at fremme fælles investeringer (artikel 5), turismesamarbejde (artikel 6), lettelse af told- og grænsebesvær for både person- og godstransport, fælles sports-, kultur- og andre dannelsesbegivenheder, forbedrede kommunikations- og trafikforbindelser (artikel 7) og mediesamarbejde (artikel 9).
Goce Delcev lægger (igen) krop til forbrødringen
Aftalen blev som nævnt underskrevet i Skopje den 1. august. Dagen forinden fik Borisov og Zaev tid kransenedlæggelse ved Goce Delcevs grav. Delcevs sarkofag står i gården til Sveti Spas.
Sveti Spas er en ortodoks kirke midt i Skopje, som er kendt for at ligge i kælderetagen, hvilket lægger op til at fortælle historien om, at osmannerne i deres tid ikke tolererede kirker, der var højere end moskéerne.
Goce Delcev er en af de ledende skikkelser i de bevægelser, der kæmpede for et frit Makedonien og Thrakien. Frit fra Det Osmanniske Rige, forstås. Han gælder i både Bulgarien og Makedonien som helt og frihedskæmper. Delcev blev i 1903 dræbt i en træfning med osmannisk politi i en landsby, der hed Banitsa. Den ligger i det nuværende Grækenland.
Som bevis for, at Delcev var nedkæmpet, sendte politifolkene hans afhuggede hoved til den osmanniske guvernør i Thessaloniki. Hovedet blev aldrig siden fundet. Resten af liget blev bragt til Sofia i Bulgarien.
I slutningen af fyrrerne var en større forbrødring mellem det nys etablerede kommunistiske Jugoslavien henholdsvis Bulgarien i gang. Bulgarien havde på det tidspunkt forsøgt at erobre området, der dækker det nuværende Republikken Makedonien og mere til i over 50 år – blandt andet i både 1. og 2. verdenskrig. Den konflikt skulle slutte, mente de respektive kommunistpartier og ledere.
Lederne Tito og Dimitroff forhandlede en løsning på plads, som skulle skabe en Balkanføderation. Jugoslavien og Bulgarien skulle slås sammen, og den evige rivaliseren om det nuværende Republikken Makedonien blev overflødig.
Til ceremoniellet omkring forbrødringen hørte, at Bulgarien indvilligede i at sende Delcevs jordiske rester til Skopje, hvorfor Delcev minus hoved har hvilet i forgården til Sveti Spas siden 1946.
Balkanføderationen blev aldrig til noget, fordi Stalin syntes at balkanerne blev for selvstændige i deres ageren. Det førte til bruddet mellem Tito-Jugoslavien og Stalin den 28. juni 1948, mens Bulgarien på sin side valgte at følge Stalin og Kominform. Men Delcev blev naturligvis i Skopje, hvor han så endnu engang kunne anvendes som symbolsk bagtæppe for forbrødringen mellem Bulgarien og – denne gang i 2017 – Republikken Makedonien.
Symbolikken omkring den nye forbrødring er for så vidt i bogstavelig forstand hovedløs. Om det også i overført forstand er tilfældet, må afvente historiens gang og ikke mindst de historikere, der eventuelt engang får lov at beskrive historiens gang.
"Makedonien og Bulgarien begraver stridsøksen" blev sidst opdateret: 13. august 2019 af John Petersen
To NATO-soldater og en tolk blev i 2003 dræbt af en mine i Sopot, Republikken Makedonien. Aflytningsskandalen har bekræftet, at dømte i sagen måske er uskyldige. Sagen går nu om.
Den 23. april 2015 offentliggjorde de makedonske Socialdemokrater (SDSM) endnu en portion aflyttede samtaler i landets på det tidspunkt accelererende aflytningsskandale. Portionerne kaldtes ”bomber”, og denne var bombe nummer 25.
Bombe 25 indeholder en samtale mellem daværende chef for det hemmelige politi, Saso Mijalkov, og daværende Politi- og Indenrigsminister Gordana Jankuloska. Stemmerne diskuterer, hvad man skal stille op med Sopot-sagen. Det fremgår, at de to VMRO-DPMNE-topfolk er bevidste om, at de dømte er dømt uden reelle beviser.
En af følgerne af aflytningsskandalen og den efterfølgende politiske krise i Makedonien var oprettelsen af den særlige anklagemyndighed (Специјално Јавно Обвинителство) som en parallel til landets almindelige anklagemyndighed. Den særlige anklagemyndighed kan overtage netop de sager, der følger af ”bomberne”, altså aflytningerne.
Det er netop samtalen mellem Jankuloska og Mijalkov, der hjemler den særlige anklagemyndigheds overtagelse af Sopot-sagen, som nu starter forfra. Chefanklager Katica Janeva fik sagen i juli 2017, og man bestræber sig nu på at fastlægge sagens fakta.
Det første retsmøde fandt sted den 18. oktober.
Sopot-sagen er kontroversiel på flere måder
Sagen fra landsbyen Sopot er kontroversiel. Det er den, fordi den er en af mange sager, der regnes for at være plantet eller ”monteret”, som man siger på disse kanter, og hvor uskyldige er blevet dømt ved hjælp af fabrikerede beviser – i dette tilfælde et vidneudsagn fremtvunget under tortur.
I Republikken Makedoniens nuværende situation, efter at VMRO-DPMNE-regimet blev bragt til fald i maj, regnes det netop for afgørende, at borgernes tillid til retssystemet bliver styrket. Retsvæsenet er ifølge den nye regerings såkaldte 3-6-9-plan et prioriteret område. Den således bundne opgave er at skabe tillid til retssystemet blandt borgerne. Det kan godt være, det ikke bliver perfekt – som f.eks. udenrigsminister Nikola Dimitrov har ladet forstå – men man skal i hvert fald op på et højere tillidsniveau end det nuværende.
Hertil kommer, at de dømte i Sopot-sagen er albanere. Albanerne er i cirka 100 år blevet forskelsbehandlet i varierende grad af landets forskellige regimer, så de besidder i forvejen en nedarvet skepsis, når det kommer til tillid til Makedoniens makedonsk-dominerede, offentlige institutioner – som f.eks. politi og retsvæsen. Albanerne udgør cirka 25% af befolkningen i Republikken Makedonien.
I Sopot-sagen blev oprindeligt 12 albanske landbyboere dømt skyldige i NATO-soldaterne og tolkens død. Hvis Sopot-sagen er plantet, så er der naturligvis åbent for ikke blot alverdens spekulationer: Hvem står bag minen? Hvem udførte udåden? Hvad er motivet? Når udfaldet er, at eventuelt uskyldige albanere bliver dømt, så er der også åbnet for følgende spekulation: Hvem og hvilket formål tjener det, at albanere står tilbage i skurkerollen?
Og spekulationer har naturligvis lystigt cirkuleret i alle årene siden 2003, og det er også tilfældet i Kumanovo-sagen, i den såkaldte Monster-sag og i flere andre sager, hvor albanere, der muligvis er uskyldige eller kun delvist skyldige, reelt kan være blotte syndebukke eller statister i et ukendt spil.
Når det er en udfordring at etablere tillid til retssystemet blandt landets borgere, så er det en endog endnu større udfordring at etablere selv samme tillid blandt landets albanske borgere. De cirkulerende spekulationer er naturligvis gift for Republikken Makedonien, fordi de blot bærer ved til mistillidens bål.
Derfor er det også umuligt fortsat at lade Sopot-sagen hvile og de dømte rådne op i fængslerne. Der må en troværdig retssag til, og selv med en sådan er der risiko for, at besøgelsestiden allerede er forbi.
Træghed i Sopot-sagen
I marts 2003 havde NATO fortsat en fredsbevarende styrke i Makedonien, efter den væbnede konflikt i 2001. De to polske soldater, der omkom ved Sopot, var en del af missionen.
De albanske landsbyboere blev dømt i 2010, hvorefter de albanske partier klagede over dommen. Der blev nedsat et udvalg i parlamentet, som skulle undersøge sagen. Udvalget kom frem til, at sagen ikke var foregået efter bogen, hvorefter en domstol besluttede, at sagen skulle gå om. Men der skete ikke noget. Det var i 2011.
Reelt handlede det om, at sagen var hængt op på et enkelt vidne, og dette vidne havde ifølge eget udsagn forklaret sig under tortur. Vidnet hedder Ramadan Bajrami.
Alexander den Stores tilstedeværelse i Skopje forstyrrer forholdet til Grækenland; en forstyrrelse der fortættes i navnestriden. Billedet er fra fejringen af Republikken Makedoniens 20 års uafhængighed i 2011. Plostad Makedonija, Skopje. Foto: John Petersen
Projektet Skopje 2014 har i de seneste 5-10 år givet det centrale Skopje et helt nyt visuelt udtryk. Monumenter, facader og bygninger i en ubestemmelig kridhvid stilart dominerer nu centrum, mens især rytter- og andre statuer også breder sig i de øvrige bydele. Kenzo Tanges berømte brutalistiske Skopje, skulle nogen træffe at kunne huske noget så arkitektnørdet, er efterhånden pakket godt af vejen.
Den relativt nye regering har bebudet, at den vil omgøre så meget som muligt, mens en arbejdsgruppe under Kulturministeriet er sat til at analysere projektet. Arbejdsgruppen koordineres af en af Skopje 2014-projektets mest bitre kritikere, arkitekten Miroslav Grchev, som er blevet citeret i lokale medier i den forløbne uge.
Ifølge medierne forudser Grchev, at en række monumenter må falde.
Alexander den Store må vige for euroatlantisk integration
Skopje 2014’s helt igennem kontroversielle karakter er beskrevet i Skopjes Sønderrivende sammenhængskraft. Især Grækenland har taget projektet fortrydeligt op, fordi dele af projektet søger at identificere nutidens Republikken Makedonien med oldtidens Makedonien, som i græske øjne er græsk og – igen ifølge græsk selvopfattelse – alene står i kontinuitet med det moderne Grækenland.
Identifikationen bærer for Grækenland kimen til makedonsk irredentisme, hvilket igen er grunden til, at Grækenland modsætter sig Republikken Makedoniens medlemskab af NATO og EU.
Helt konkret er den ubeskedent dimensionerede rytterstatue på Skopjes centrale plads, Plostad Makedonija, et irritationsmoment i Grækenland. Den forestiller Alexander den Store på Bukefalos, selvom den officielt hedder ”kriger til hest”. Og på en piedestal på den anden side af broen står endda Filip II i bronze og hilser i retning af sin store søn.
”De står i vejen for vore strategiske beslutninger, den Euroatlantisk integration, og de holder vores skæbne i hænderne,” forklarer Grchev om monumenterne over oldmakedonerne i et interview til Alsat M (som lå på , men som nu er privat, red 26/4/25).
Grchev forklarer, at de burde fjernes som de første, men at det af forskellige grunde nok bliver ”Kjoseto” (Andon Llazov-Janev) foran retsbygningen og det ufærdige Mother Teresa monument, der først bliver fjernet. Han lægger endvidere op til, at 90% af de opførte Skopje 2014-strukturer bør fjernes, fordi de er opført ulovligt.
Arbejdsgruppens anbefalinger bliver sendt til regeringen, der tager endeligt stilling
"Alexander den Store må måske forlade Skopje" blev sidst opdateret: 26. april 2025 af John Petersen
I 2013 blev den makedonske journalist Tomislav Kezarovski dømt, men nu er han indirekte blevet frikendt. Dommernes rolle ser betænkelig ud, og det blev de og den offentlige anklager mindet om fredag via Kezarovskis Facebook-profil.
Der blæser nye politiske vinde i Republikken Makedonien. Om en retssag i Veles har noget med det at skaffe, står hen i det uvisse. Men resultatet af retssagen er, at Kezarovskis uskyld er åbenbar. Det skriver Filip Stojanovski på Global Voices. Den protesterende offentlighed havde i 2015 sandsynligvis ret i, at Kezarovski blev dømt, fordi han kom VMRO-DPMNE-regimet på tværs.
Gammel sag frikender Kezarovski
Kezarovski er dømt for at have afsløret identiteten på et beskyttet vidne. Sagen, hvori det beskyttede vidne optræder, handler om mordet på den 57-årige Lazar Milosevski. Mordet fandt sted i 2005. Tre år senere anholdt politiet tre mistænkte, som under hele sagen fastholdt, at de var under falsk anklage. De var blevet udpeget af Zlatko Arsovski, det beskyttede vidne, som i begyndelsen af 2013 pludselig ændrede sin forklaring. Han hævdede at være blevet truet af politiet til at vidne falsk. De anklagede blev løsladt.
Tomislav Kezarovski blev herefter anklaget for at have afsløret Zlatko Arsovskis identitet. Ifølge anklager kunne offentligheden, ud fra en artikel Kezarovski havde skrevet i 2008, slutte sig til Arsovskis navn. Det samme kunne de mordanklagede – ifølge anklageren –, og herefter trak Arsovski sit vidneudsagn tilbage.
Men sagen fra Veles, som nu er afsluttet, er netop sagen om mordet på Lazar Milosevski. Og den faldt ud til Kezarovskis fordel. Domstolen anerkender nemlig, at Arsovski vidnede falsk, og han til det formål var hyret af det hemmelige politi. Kezarovskis konklusion i den aktuelle Facebook-opdatering er således, at domstolen i Veles anerkender, at regimet fældede dom over Kezarovski, ikke for at beskytte ideen om beskyttede vidner, men for at beskytte sig selv.
Kezarovskis Facebook-opdatering kan findes i Filip Stojanovskis artikel på Global Voices, både i den oprindelige makedonske version, skrevet med latinske bogstaver, og i engelsk oversættelse. Den slutter således:
”Og nu, offentlig anklager fru Lile Stefanova, hvad skal vi gøre nu? Og nu, dommere fru Tanja Mihajlova, hr. Goko Ristov og fru Diana Gruevska-Ilievska, hvad skal vi gøre nu? Hvad vil I sige til jeres forsvar?” (min oversættelse).
Flere af navnene er kendte fra sager, som den særlige anklagemyndighed (Специјално Јавно Обвинителство) har rejst eller forsøgt at rejse som følge af aflytningsskandalen. I disse sager har dommere ageret stopklodser for sagernes fremdrift.
"Kezarovski til dommere: ”Hvad vil I sige til jeres forsvar?”" blev sidst opdateret: 13. august 2019 af John Petersen
Torsdag faldt der terrordomme i Kumanovo-sagen i Republikken Makedonien. Offentligheden efterlades med fortsat mistillid til domstolene og flere spørgsmål end svar.
Kvarteret Lagja e Trimave (albansk) eller Диво Насеље (makedonsk) i Kumanovo, Makedonien, i maj 2015. Begge stednavne er uofficielle. Foto: Ian Bancroft. Creative Commons 2.0 Licens.
Et virvar af kriminalsager med politiske over- og undertoner verserer ved de makedonske domstole. Mange sager er affødt af landets aflytningsskandale og efterfølgende politiske krise, mens andre har verseret i længere tid.
I en af sagerne faldt der dom torsdag. 33 fik domme for at medvirke til terror. De dømte udkæmpede eller medvirkede til det slag, der stod den 9.-10. maj 2015 i en forstad til byen Kumanovo. Slagets anden part var politistyrker, som ifølge myndighedernes kommunikation dengang, var på stedet for at komme et terrorangreb i forkøbet.
Slaget efterlod cirka tyve døde kombattanter, hvoraf de otte var politifolk.
Slaget gik verden rundt i medierne og blev – jævnfør myndighedernes kommunikation – beskrevet som etnisk betinget og terrorrelateret. I Makedonien var slaget eller noget lignende derimod ventet, fordi myndighederne havde en interesse i at aflede opmærksomheden fra landets politiske krise. Man troede simpelthen, allerede inden det skete, at et bestillingsarbejde af den art var under opsejling.
Det illustreredes meget tydeligt i en sag, der senere blev fusioneret med Kumanovo-sagen. Tre uger forinden slaget i Kumanovo var en politistation i Gosincë (Гошинце) nemlig, ifølge myndighederne, blevet stormet af maskerede mænd. Klassiske og sociale medier troede ikke en døjt på historien og lagde ikke skjul på det.
Selvom det snart blev klart, at slagets hovednavne var UÇK-veteraner fra Makedonien og Kosovo, hvilket umiddelbart taler for, at myndighedernes kommunikation havde noget for sig, er der fortsat tvivl, om der var tale om et bestillingsarbejde. For at sige det mildt.
Retssystemets parti
Man kan roligt regne med, at torsdagens dom vil blive anket. Forsvaret har i retten og over for medierne tydeligt gjort opmærksom på, at beviserne imod de nu dømte er utilstrækkelige.
Og det er ikke blot familier og venner til de nu dømte, der regner retssystemet for partisk i sagen. Zoran Zaev, Makedoniens premierminister siden maj 2017, har i den seneste valgkamp talt for, at sagen bør gå om. Det samme har lederen af partiet BDI, Ali Ahmeti, som nu er regeringspartner med Zaevs Socialdemokrater (SDSM). Ahmeti sagde det allerede kort efter Kumanovo-slaget, selvom BDI også var regeringspartner i den foregående regering, som rådede over politistyrkerne.
De taler begge for, at en ny retssag bør søge international assistance.
Til kritikeres formodning, om at retssagen har været en skueproces og at slaget i Kumanovo er udtryk for et bestillingsarbejde, hører også, at bagmændene skal findes i toppen af partiet VMRO-DPMNE, som med Nikola Gruevski i spidsen regerede i 11 år indtil maj i år. Hvis kritikerne har ret, er det dette regime, nogle dommere fortsat er loyale overfor.
De 33 dømte har medvirket til, at 8 politifolk mistede livet, og de har kæmpet et veritabelt to-dages slag mod politistyrker i et beboelsesområde i Kumanovo. Det er jo sådan set brandulovligt, uanset om deres afbrudte forehavende eventuelt var et bestillingsarbejde.
At de dømte er skyldige, er der således næppe tvivl om. Spørgsmålet i den makedonske offentlighed er snarere, hvad de er skyldige i, og eventuelt hvem der står bag. Det er således ikke indlysende, hvorfor de torsdag blev dømt for terror.
Dernæst spøger det fortsat i offentligheden, at Stojanche Angelov, før Kumanovo-slaget fandt sted, havde spået dets komme, og at det var VMRO-DPMNE-regimet selv, der stod bag. Han henviste til kilder i den serbiske efterretningstjeneste. Angelov er veteran fra den væbnede konflikt i 2001, på de makedonske myndigheders side, og har rang af generalmajor i politiets særlige styrker.
Forsvaret ønskede at indkalde Angelov som vidne, men det afviste dommeren.
Socialdemokraterne (SDSM) i Republikken Makedonien har vundet kommunalvalget. Her ses Koce Trajanovski (VMRO-DPMNE), som sandsynligvis må forlade posten som borgmester i storkommunen Skopje. Foto: John Petersen.
SDSM har vundet, og VMRO-DPMNE og BDI har tabt. Det bliver det overordnede resultat af dagens kommunalvalg i Makedonien. SDSM har sammen med det albanske BDI og Albanernes Alliance regeringsmagten i landet. Sådan har det været siden 1. juni, hvor VMRO-DPMNE efter megen forhaling endelig slap tøjlerne efter 11 år ved magten. VMRO-DPMNE havde ligeledes partiet BDI som partner.
I parentes bemærket har både Ungarns premierminister Viktor Orbán og Sebastian Kurz – udenrigsminister og formentlig ny kansler i Østrig – støttet VMRO-DPMNE’s valgkampe. Det minder dog blot om, at det EU, som Makedonien håber på at blive medlem af, muligvis vil være et andet, når det eventuelt engang lykkes.
VMRO-DPMNE klager
Selvom kun halvdelen af valgstederne for nuværende er færdige med at tælle, har de to store makedonske partier allerede holdt pressekonferencer. Der var stor spænding om VMRO-DPMNE-lederen Nikola Gruevski’s meddelelse. Gruevski har nemlig tidligere antydet, at han ville gå af, hvis VMRO-DPMNE tabte valget.
Det gjorde han ikke! Derimod hævdede han, at valget var blevet gennemført i en atmosfære af frygt støttet af politiet, ulige vilkår, forsøg på at købe stemmer, og mange andre uregelmæssigheder. VMRO-DPMNE ville klage over disse forhold, sagde Gruevski, og i øvrigt tage eventuelle konsekvenser, når man havde færdiganalyseret resultatet.
SDSM fester
Pressekonferencen hos SDSM var naturligvis mere festlig. Her var man især glade for, at storkommunen Skopje, ”Skopje City”, med stor sandsynlighed fremover skal ledes af Socialdemokrater. Den nye borgmester hedder så Petre Shilegov, mens den afgående fra VMRO-DPMNE hedder Koce Trajanovski.
Mens Shilegov talte hørtes taktfaste råb fra salen: ”Shutka ne ti bega, Nikola!”
”Nikola” er Gruevski, og Shutka er byen, hvor statsfængslet ligger. Sætningen betyder noget i retning af: ”Shutka løber ingen steder, Nikola”.
Det peger på noget formentlig afgørende. Den egentlige betydning af SDSM’s valgsejr ligger i VMRO-DPMNE’s nederlag, fordi det kan føre til Gruevski’s afgang som partiformand. Og Gruevski’s afgang og eventuelle kommende fængselsophold ses af mange – og sikkert også af de tilråbende socialdemokrater – som betingelsen for forandring i Makedonien. Det handler blandt andet om at etablere et politisk uafhængigt retsvæsen.
"Socialdemokraterne (SDSM) sejrer stort i Makedonien" blev sidst opdateret: 13. august 2019 af John Petersen
Borgere i Republikken Makedonien vælger i dag borgmestre og byråd i landets 80 kommuner samt i hovedstaden Skopje.
Det sikre valgresultat. Op til valg bliver der som regel sat gang i synlige og billige offentlige arbejder, så den siddende borgmester kan få et par ekstra valgfjer i hatten. Således kan man være nogenlunde sikker på at se nymalede og -reparerede kommunale legepladser.
Firs kommuner samt borgere i hovedstaden Skopje kan i dag vælge nye borgmestre og nye byråd.
Borgerne stemmer direkte på borgmesterkandidater. Som oftest tilhører kandidaterne et parti, men ikke nødvendigvis. Borgmestervalget har eventuelt to runder. Hvor der ikke findes en overbevisende vinder (vistnok 51%) i dag, skal vælgerne den 29. oktober vælge imellem de to kandidater, der får de højeste stemmetal.
Byrådspladser fordeles proportionalt i forhold til stemmetal på partierne, og kandidater stiller op på partiers prioriterede lister. Der kan ikke stemmes på enkeltpersoner.
Storkommunen Skopje, eller “Skopje City”, dækker over de ni kommuner i hovedstaden. I disse kommuner skal vælgerne sætte kryds på fire stemmesedler, idet de også skal vælge en overborgmester og et storkommunalt råd. Magtfordelingen mellem storkommunen og de ni Skopje-kommuner er ordnet ved lov.
Korruption konserverer
Hver kommune har naturligvis sit drama og sine valgkampstemaer. Desværre handler det dog oftest om, hvem vælgerne regner for at være mindst korrupt, henholdsvis hvem der mest fordelagtigt kan tilbyde at korrumpere systemet på den enkelte vælgers vegne.
Det sidste kan naturligvis ikke nødvendigvis dokumenteres, men et eksempel på, hvordan det fungerer – i den milde ende – kunne være det følgende:
Storkommunen Skopje ledes af det nationalkonservative VMRO-DPMNE, som således også udpeger lederne af offentlige arbejdspladser som f.eks. byens vand- og varmeforsyning. Hvis VMRO-DPMNE taber storkommunen, så vil den nye borgmester udpege nye ledere. Længere nede i systemet er arbejdere og funktionærer eventuelt ansat af den gamle leder som følge af deres partitilhørsforhold. Hvis VMRO-DPMNE taber valget kan de således se frem til at miste status og arbejdsopgaver i organisationen, eller eventuelt at deres stilling bliver nedlagt.
Det er bl.a. på den baggrund, at vælgere ikke bare sådan flytter fra det ene parti til det andet.
Klientelismen, som det hedder, gælder også i den sektor, der kaldes privat.
Korruption opløser
Der er i udgangspunktet ingen særlig grund til at tro, at nogle partier er bedre end andre. Men langt de fleste kommuner ledes af VMRO-DPMNE, som på nationalt niveau har ledet landet fra 2006 og indtil slutningen af maj i år.
Det betyder selvfølgelig, at VMRO-DPMNE og juniorpartneren BDI har haft rig mulighed for at tjene deres respektive klienteller i alle disse år. Samtidigt er især Socialdemokraternes, SDSM‘s, parallelle ageren forud for 2006 muligvis gledet en smule ud af hukommelsen.
Reinhard Priebe i 2012, dengang direktør i EU-Kommissionens Generaldirektorat for Home Affairs. Nuværende leder af ekspertholdet bag Priebe-rapporterne. Foto (tilpasset): Security & Defence Agenda, Creative Commons Licens 2.0
I 2015 bad EU-Kommissionen et hold såkaldte ”senioreksperter” om at analysere institutionelle eller ”systemiske” problemer, som var blevet tydelige med aflytningsskandalen og den efterfølgende politiske krise i Makedonien. Spørgsmålet var og er, om landets institutioner lader sig styre af landets love, eller om der reelt er andre instanser. Eksperterne gav i den første Priebe-rapport en række anbefalinger.
Efter valget og siden regeringsskiftet i 2017 er den samme gruppe blevet bedt om at vurdere, om der er skred i tingene, og om deres egne anbefalinger fra 2015 er blevet fulgt. Eksperterne ledes af Reinhard Priebe, som er pensionist og tidligere direktør i EU-Kommissionen. Heraf navnet på rapporterne.
Den nye Priebe-rapport er dateret 14. september. Den indleder med at forklare, at der stort set og populært sagt ikke er sket en pind.
I 2015 forklarede Priebe-rapporten på baggrund af observationer, at magthaverne burde sætte magt bag landets love, fremfor at sætte magt bag at underminere dem.
I 2017 faldt det gamle regime, og selvom der er sket et regeringsskifte, og selvom det lykkedes at afskedige chefen for den offentlige anklagemyndighed, Marko Zvrlevski, så sidder det gamle regimes embedsmænd og –kvinder fortsat på deres poster i det øvrige retsvæsen.
Nogle har været aktive i at underminere landets love, mens andre har vendt døve øren til eller har ladet sig true til at føje magtens mænd og kvinder.
Det er på den baggrund, man må forstå den essentielle anbefaling, som medier i Makedonien da også har fæstnet sig ved: De ”politisk-influerede dommere bør …, hvor der foreligger beviser for et strafferetsligt ansvar, straffes for deres ugerninger.”
De politisk-influerede dommere arbejdede og beskytter fortsat “VMRO-regimet” under Nikola Gruevski, forstår man: ”Dette … er måske mere præcist at beskrive som den udøvende magts [den tidligere regerings, red] greb om retsvæsenet og den offentlige anklager.”
Priebe-eksperterne fæstner sig også ved, at ingen efter to år endnu er dømt i de mange T-sager, aflytningsskandalen kastede af sig. Faktisk er det end ikke lykkedes at få varetægtsfængslet Gruevski-regimets topfolk, fordi domstolene afviser den særlige anklagers ønsker.
Det er dog lykkedes at få inddraget en række pas, men de sigtede og anklagede rejser tilsyneladende alligevel ubesværet ind og ud af landet, hvilket i hvert fald for nogens vedkommende skyldes, at de som tidligere medarbejdere i sikkerhedstjenesten (UBK) råder over flere identiteter.
Ifølge Priebe-rapporten er det essentielt at få draget gerningsmændene til ansvar, fordi det modsatte skaber en opfattelse af straffrihed for den slags kriminalitet, der er beskrevet i Titanic, tortur og TNT i Makedonien og i Sex, koks og politibiler i nye makedonske T-sager. Foruden naturligvis den slags kriminalitet dommere og embedsmænd begår ved at tilsidesætte landets love.
Retsstatens institutioner skal kort sagt i gang med at forsvare retsstatsprincipperne, i stedet for det modsatte.
Priebe-rapporten detailbeskriver fiksfakserierne
Der er formentlig ingen i Makedonien, der er i tvivl om, at nogle dommere er korrupte. Men i lighed med Priebe går man også ud fra, at der dog findes anstændige dommere.
Ingen er heller i tvivl om, at visse fiksfakserier har været taget i anvendelse for at forhindre anstændige dommeres indblanding i sager, der kunne falde ud til Gruevski-regimets ugunst. De lokale medier har skrevet vidt og bredt om det.
Men den præcise karakter af bemeldte fiksfakserier er vist ikke tidligere beskrevet så tæt som i Priebe-rapporten. Det kan anbefales at studere rapporten, hvis man vil forstå den konfiguration, der fører til udmanøvrering af anstændige dommere, til at undgå aktivering af vidnebeskyttelsesprogrammet, og til fortsat at afvise den særlige anklagemyndigheds anmodninger.
"Ekspertgruppe: Dommere i Makedonien bør retsforfølges" blev sidst opdateret: 13. august 2019 af John Petersen
En mosaik med motiver fra albansk national historie blev 28. august afsløret på Skanderbeg-pladsen. Pladsen er under opførelse som led i Skopje 2014-projektet.
Cair Kommune er albansk-ledet af borgmesteren Izet Mexhiti fra partiet BDI (DUI).
Med afsløringen af en albansk mosaik på Skanderbeg-pladsen har albanerne eller BDI helt undtagelsesvist fået en flig af de midler og den – klare, men nok usammenhængende – ambition, der ligger bag Skopje 2014-projektet.
Mosaikken er udført af Pirro Milkani og Josif Dobroniku.
Mosaikkens hovedmotiv har den albanske nationalhelt Skanderbeg (Gjergj Kastrioti 1405-1468) som samlingspunkt. Motivet illustrerer sandsynligvis Lëzhe-ligaen, som var en alliance af feudalherrer, der gjorde oprør imod osmannerne. I den mytiske, nationale udgave gælder det, at Skanderbeg samlede albanerne til oprør imod osmannerne, eller måske endda tyrkerne.
Mother Teresa er uden sammenligning verdens mest kendte albaner. Hun blev født i Skopje i 1910 på et tidspunkt, hvor Skopje var provinshovedstad i Kosovo, som var en del af Det Osmanniske Rige.
Man bemærker det hærværk, der allerede er begået, i form af en sort klat maling. Hvis klatten er tænkt som en tilføjelse til hele mosaikken, er det naturligvis oplagt at tænke på makedonsk-nationale bagmænd. Men hvis klattens mål er Mother Teresa, peger det på en anden mulighed.
De fleste albanere i Skopje er muslimer. Det er således muligt at mene, at Mother Teresa er en katolsk figur, der af nationalt orienterede politikere (i dette tilfælde BDI) bliver påduttet det muslimske fællesskab. Og det synspunkt findes faktisk.
Når og hvis man som albaner i Makedonien prioriterer den muslimske identitet frem for den albanske, så er det ensbetydende med, at fællesskabet med Albanien må vige førstepladsen for fællesskabet med rene muslimske befolkninger, som f.eks. Tyrkiets. Det forhold giver naturligvis nogle muligheder for Tyrkiet.
Mosaikken illustrerer Prizren-ligaen, som den 10. juni 1878 blev indsvoret af ledere fra de albansk-dominerede provinser (vilayetter) i Det Osmanniske Rige. Prizren-ligaen er et skridt på vejen i en historisk læreproces for de albanske ledere.
På den ene side indså de, at de insisterede mere på Det Osmanniske Riges integritet end sultanen selv. På den anden side indså de, at hvis de ikke ville løbes over ende af de nye naboer, Bulgarien, Serbien, Montenegro og den knap så nye nabo Grækenland, måtte de være parate til at tage sagen i egen hånd.
Prizren-ligaen gav sig selv magt til at inddrive skat og til at etablere en hær.
I dette hus standardiserede man det albanske alfabet. Det skete på den såkaldte Manastir-kongres i 1908. Manastir er albansk, mens grækere og makedonere (i Republikken Makedonien) kalder byen henholdsvis Monastir og Bitola. Bitola ligger i dagens Republikken Makedonien.
Før 1908 blev albansk skrevet med adskillige alfabeter og endda en række varianter, herunder græske, latinske og tyrkisk-arabiske. Efter 1908 blev standarden en variation af det latinske alfabet.
Huset står fortsat i det centrale Bitola. I dag kaldes det alfabetets hus, og det rummer et museum for begivenheden.
Figurerne til højre er søskendeparret Hajrie og Halil. De er kendt fra dramaet af samme navne, Halili dhe Hajria, der handler om albaneres tapre kampe imod tyrkerne i 1700-tallet. I Montenegro! Dramaet er skrevet af Kolë Jakova i 1949, og det er siden 1960’erne blevet opført som ballet.
En række kendte forfattere, der skrev på albansk, har fundet plads på mosaikken omkring et levende lys. Blandt personerne er Hasan Prishtina og brødrene Sami og Naim Frashëri. I hvert fald Prishtina er dog mest kendt som politiker.
Den 28. november 1912, som der står på tavlen, er dagen for Albaniens uafhængighederklæring. Erklæringen blev til efter et år med oprør imod de osmanniske myndigheder og den efterfølgende start af den første Balkankrig.
Oprørene mod osmannerne, hvis rige var ved at smelte sammen med den gryende tyrkisk-nationale selvbevidsthed, var egentlig faldet heldigt ud for albanerne i første halvår af 1912. Osmannerne havde anerkendt en grad af selvstændighed for Vilayetet Albanien, men med udbruddet af den første Balkankrig i oktober kunne de albanske ledere se, at det ikke ville blive op til Det Osmanniske Rige at bestemme albanernes skæbne.
De krigsførende lande, Bulgarien, Serbien, Montenegro og Grækenland, regnede med at dele de albansk-dominerede områder imellem sig. Derfor kom den albanske selvstændighedserklæring. Denne gang hævdede man – overfor stormagterne, som i sidste end ville komme til at bestemme – at det albanske folk, som etnisk størrelse, havde ret til en stat.
Efter adskillige stormagtskonferencer og rettelser blev resultatet et uafhængigt Albanien, hvis grænser ikke fulgte etniske grænser, hvorfor der i dag fortsat er albanere i både Grækenland, Republikken Makedonien, Kosovo, Serbien og Montenegro.
Centralt i billedet står Ismail Qemali og Isa Boletini. Qemali var vært for den pan-albanske kongres den 28. november, som erklærede uafhængigheden. Han var også Albaniens første premierminister. Isa Boletini var en legendarisk kriger og leder fra Kosovo, som stormagterne endte med at give til Serbien.
Blandt personerne er Adem Jashari (1955-98) nederst til venstre og Jusuf Gërvalla (1943-82) nederst i midten. De er begge centrale figurer i bevægelsen for Kosovos selvstændighed.
Gërvalla var journalist, aktivist og forfatter, og arbejdede fra sit asyl i Vesttyskland for Kosovos selvstændighed. Han er fra før UÇK blev til, men han var stifter af organisationer, der senere førte til UÇK. Han blev snigmyrdet i Stuttgart, formentlig af jugoslaviske agenter.
Jashari var blandt stifterne af Kosovos befrielseshær UÇK, eller KLA med det engelske akronym. I Jugoslavien og Serbien gjaldt han som terrorist, og han blev dræbt af serbisk politi.
I sin helhed ser mosaikken sådan ud. Til højre for mosaikken står en rytterstatue af Skanderbeg. Til venstre ligger en parkeringsplads. Den nyanlagt plads ligger på første sal, så at sige, op ad trappen til højre i billedet. Den sokkellignende sag i forgrunden er det scenegulv, der blev benyttet ved mosaikkens offentliggørelse den 28. august.
"Skopje: Albansk mosaik præger nu Skanderbeg-pladsen" blev sidst opdateret: 13. august 2019 af John Petersen
Vi anvender cookies og andet godt til at huske Deres data. Disse data deles undertiden med tredjepart. Er De indforstået med det og vore øvrige brugsvilkår? JaNejLæs først detaljerne
Privatlivspolitik, cookies og brugsvilkår
Privacy Overview
This website uses cookies to improve your experience while you navigate through the website. Out of these, the cookies that are categorized as necessary are stored on your browser as they are essential for the working of basic functionalities of the website. We also use third-party cookies that help us analyze and understand how you use this website. These cookies will be stored in your browser only with your consent. You also have the option to opt-out of these cookies. But opting out of some of these cookies may affect your browsing experience.
Necessary cookies are absolutely essential for the website to function properly. This category only includes cookies that ensures basic functionalities and security features of the website. These cookies do not store any personal information.
Any cookies that may not be particularly necessary for the website to function and is used specifically to collect user personal data via analytics, ads, other embedded contents are termed as non-necessary cookies. It is mandatory to procure user consent prior to running these cookies on your website.
