Bulgarien og Makedonien traf i sommer aftale om at stede de senere års kollisionskurs til hvile. Aftalen vil nu blive ratificeret, og en hindring for Makedoniens EU-medlemskab er fjernet.
Den bulgarske regering sendte den 7. november en aftale om godt naboskab med Republikken Makedonien til snarlig afstemning i parlamentet. Og i Makedonien har premierminister Zoran Zaev netop bebudet, at parlamentet dersteds vil skride til afstemning inden nytår. Det skriver landenes nyhedsbureauer om den aftale, der blev indgået af premierministrene i sommer.
Premierministrene Borisov og Zaev lagde i sommer kranse ved Goce Delcevs sarkofag i forgården til Sveti Spas, Skopje. Det yndede makedonske turistmål er flankeret af tre cypresser, som sammen med de tre sten, som sarkofagen hviler på, efter sigende symboliserer Makedoniens tre dele: Pirin-Makedonien (i Bulgarien), Ægæisk Makedonien (i Grækenland) og Vardar-Makedonien (det nuværende Republikken Makedonien).
Bulgariens krav for støtte til Makedoniens EU-medlemskab var netop, at Republikken skulle gøre noget for at dyrke det gode naboskab, i stedet for at styrke bulgarskfjendtlige følelser.
Aftalen om ”venskab, godt naboskab og samarbejde” har 14 artikler og en præambel. Artikel otte er nok den mest omtalte, for her aftaler man at etablere en multidisciplinær ekspertkommission, der skal se på historiske spørgsmål, der skaber splid mellem de to stater.
Ekspertkommissionens opgave er at beskrive historiske begivenheder og personer efter udelukkende videnskabelige kriterier, hvilket også betyder, at politikere i begge lande skal blande sig uden om.
Opgaven er dog bundet – og for så vidt politisk interessestyret – idet begivenheder og personer skal beskrives på en måde, så de kan tilhøre begge landes kultur og historie. Det vil betyde en ændring af blandt andet tekster i skolebøger, og i et interview til Alsat M antyder Zaev da også, at staten nu vil være forpligtet på at se nærmere på korpset af skolebogsforfattere.
Ambitionen beskrives allerede i præamblen. Den forbinder nemlig den aktuelle aftale med en tilsvarende aftale om en fælles ekspertkommission, der blev indgået allerede i 1999.
I Makedoniens albanske befolkningselement har der været murren, fordi skole- og andre bøger er fulde af fejl, når det angår beskrivelsen af albanerne, hvilket albanerne uden særlig effekt har klaget over i mange år. Albanerne udgør ca. 25% af indbyggerne i Republikken Makedonien, mens makedonerne udgår cirka 2/3.
Samarbejde på mange niveauer
Ambitionen om ikke at lade fortiden kaste for lange skygger er dog langt fra aftalens eneste element.
Parterne vil arbejde for, at blandt andet borgere og politikere i højere grad kan mødes på tværs af grænsen (artikel 4), at fremme fælles investeringer (artikel 5), turismesamarbejde (artikel 6), lettelse af told- og grænsebesvær for både person- og godstransport, fælles sports-, kultur- og andre dannelsesbegivenheder, forbedrede kommunikations- og trafikforbindelser (artikel 7) og mediesamarbejde (artikel 9).
Goce Delcev lægger (igen) krop til forbrødringen
Aftalen blev som nævnt underskrevet i Skopje den 1. august. Dagen forinden fik Borisov og Zaev tid kransenedlæggelse ved Goce Delcevs grav. Delcevs sarkofag står i gården til Sveti Spas.
Sveti Spas er en ortodoks kirke midt i Skopje, som er kendt for at ligge i kælderetagen, hvilket lægger op til at fortælle historien om, at osmannerne i deres tid ikke tolererede kirker, der var højere end moskéerne.
Goce Delcev er en af de ledende skikkelser i de bevægelser, der kæmpede for et frit Makedonien og Thrakien. Frit fra Det Osmanniske Rige, forstås. Han gælder i både Bulgarien og Makedonien som helt og frihedskæmper. Delcev blev i 1903 dræbt i en træfning med osmannisk politi i en landsby, der hed Banitsa. Den ligger i det nuværende Grækenland.
Som bevis for, at Delcev var nedkæmpet, sendte politifolkene hans afhuggede hoved til den osmanniske guvernør i Thessaloniki. Hovedet blev aldrig siden fundet. Resten af liget blev bragt til Sofia i Bulgarien.
I slutningen af fyrrerne var en større forbrødring mellem det nys etablerede kommunistiske Jugoslavien henholdsvis Bulgarien i gang. Bulgarien havde på det tidspunkt forsøgt at erobre området, der dækker det nuværende Republikken Makedonien og mere til i over 50 år – blandt andet i både 1. og 2. verdenskrig. Den konflikt skulle slutte, mente de respektive kommunistpartier og ledere.
Lederne Tito og Dimitroff forhandlede en løsning på plads, som skulle skabe en Balkanføderation. Jugoslavien og Bulgarien skulle slås sammen, og den evige rivaliseren om det nuværende Republikken Makedonien blev overflødig.
Til ceremoniellet omkring forbrødringen hørte, at Bulgarien indvilligede i at sende Delcevs jordiske rester til Skopje, hvorfor Delcev minus hoved har hvilet i forgården til Sveti Spas siden 1946.
Balkanføderationen blev aldrig til noget, fordi Stalin syntes at balkanerne blev for selvstændige i deres ageren. Det førte til bruddet mellem Tito-Jugoslavien og Stalin den 28. juni 1948, mens Bulgarien på sin side valgte at følge Stalin og Kominform. Men Delcev blev naturligvis i Skopje, hvor han så endnu engang kunne anvendes som symbolsk bagtæppe for forbrødringen mellem Bulgarien og – denne gang i 2017 – Republikken Makedonien.
Symbolikken omkring den nye forbrødring er for så vidt i bogstavelig forstand hovedløs. Om det også i overført forstand er tilfældet, må afvente historiens gang og ikke mindst de historikere, der eventuelt engang får lov at beskrive historiens gang.
"Makedonien og Bulgarien begraver stridsøksen" blev sidst opdateret: 13. august 2019 af John Petersen
To NATO-soldater og en tolk blev i 2003 dræbt af en mine i Sopot, Republikken Makedonien. Aflytningsskandalen har bekræftet, at dømte i sagen måske er uskyldige. Sagen går nu om.
Den 23. april 2015 offentliggjorde de makedonske Socialdemokrater (SDSM) endnu en portion aflyttede samtaler i landets på det tidspunkt accelererende aflytningsskandale. Portionerne kaldtes ”bomber”, og denne var bombe nummer 25.
Bombe 25 indeholder en samtale mellem daværende chef for det hemmelige politi, Saso Mijalkov, og daværende Politi- og Indenrigsminister Gordana Jankuloska. Stemmerne diskuterer, hvad man skal stille op med Sopot-sagen. Det fremgår, at de to VMRO-DPMNE-topfolk er bevidste om, at de dømte er dømt uden reelle beviser.
En af følgerne af aflytningsskandalen og den efterfølgende politiske krise i Makedonien var oprettelsen af den særlige anklagemyndighed (Специјално Јавно Обвинителство) som en parallel til landets almindelige anklagemyndighed. Den særlige anklagemyndighed kan overtage netop de sager, der følger af ”bomberne”, altså aflytningerne.
Det er netop samtalen mellem Jankuloska og Mijalkov, der hjemler den særlige anklagemyndigheds overtagelse af Sopot-sagen, som nu starter forfra. Chefanklager Katica Janeva fik sagen i juli 2017, og man bestræber sig nu på at fastlægge sagens fakta.
Det første retsmøde fandt sted den 18. oktober.
Sopot-sagen er kontroversiel på flere måder
Sagen fra landsbyen Sopot er kontroversiel. Det er den, fordi den er en af mange sager, der regnes for at være plantet eller ”monteret”, som man siger på disse kanter, og hvor uskyldige er blevet dømt ved hjælp af fabrikerede beviser – i dette tilfælde et vidneudsagn fremtvunget under tortur.
I Republikken Makedoniens nuværende situation, efter at VMRO-DPMNE-regimet blev bragt til fald i maj, regnes det netop for afgørende, at borgernes tillid til retssystemet bliver styrket. Retsvæsenet er ifølge den nye regerings såkaldte 3-6-9-plan et prioriteret område. Den således bundne opgave er at skabe tillid til retssystemet blandt borgerne. Det kan godt være, det ikke bliver perfekt – som f.eks. udenrigsminister Nikola Dimitrov har ladet forstå – men man skal i hvert fald op på et højere tillidsniveau end det nuværende.
Hertil kommer, at de dømte i Sopot-sagen er albanere. Albanerne er i cirka 100 år blevet forskelsbehandlet i varierende grad af landets forskellige regimer, så de besidder i forvejen en nedarvet skepsis, når det kommer til tillid til Makedoniens makedonsk-dominerede, offentlige institutioner – som f.eks. politi og retsvæsen. Albanerne udgør cirka 25% af befolkningen i Republikken Makedonien.
I Sopot-sagen blev oprindeligt 12 albanske landbyboere dømt skyldige i NATO-soldaterne og tolkens død. Hvis Sopot-sagen er plantet, så er der naturligvis åbent for ikke blot alverdens spekulationer: Hvem står bag minen? Hvem udførte udåden? Hvad er motivet? Når udfaldet er, at eventuelt uskyldige albanere bliver dømt, så er der også åbnet for følgende spekulation: Hvem og hvilket formål tjener det, at albanere står tilbage i skurkerollen?
Og spekulationer har naturligvis lystigt cirkuleret i alle årene siden 2003, og det er også tilfældet i Kumanovo-sagen, i den såkaldte Monster-sag og i flere andre sager, hvor albanere, der muligvis er uskyldige eller kun delvist skyldige, reelt kan være blotte syndebukke eller statister i et ukendt spil.
Når det er en udfordring at etablere tillid til retssystemet blandt landets borgere, så er det en endog endnu større udfordring at etablere selv samme tillid blandt landets albanske borgere. De cirkulerende spekulationer er naturligvis gift for Republikken Makedonien, fordi de blot bærer ved til mistillidens bål.
Derfor er det også umuligt fortsat at lade Sopot-sagen hvile og de dømte rådne op i fængslerne. Der må en troværdig retssag til, og selv med en sådan er der risiko for, at besøgelsestiden allerede er forbi.
Træghed i Sopot-sagen
I marts 2003 havde NATO fortsat en fredsbevarende styrke i Makedonien, efter den væbnede konflikt i 2001. De to polske soldater, der omkom ved Sopot, var en del af missionen.
De albanske landsbyboere blev dømt i 2010, hvorefter de albanske partier klagede over dommen. Der blev nedsat et udvalg i parlamentet, som skulle undersøge sagen. Udvalget kom frem til, at sagen ikke var foregået efter bogen, hvorefter en domstol besluttede, at sagen skulle gå om. Men der skete ikke noget. Det var i 2011.
Reelt handlede det om, at sagen var hængt op på et enkelt vidne, og dette vidne havde ifølge eget udsagn forklaret sig under tortur. Vidnet hedder Ramadan Bajrami.
Alexander den Stores tilstedeværelse i Skopje forstyrrer forholdet til Grækenland; en forstyrrelse der fortættes i navnestriden. Billedet er fra fejringen af Republikken Makedoniens 20 års uafhængighed i 2011. Plostad Makedonija, Skopje. Foto: John Petersen
Projektet Skopje 2014 har i de seneste 5-10 år givet det centrale Skopje et helt nyt visuelt udtryk. Monumenter, facader og bygninger i en ubestemmelig kridhvid stilart dominerer nu centrum, mens især rytter- og andre statuer også breder sig i de øvrige bydele. Kenzo Tanges berømte brutalistiske Skopje, skulle nogen træffe at kunne huske noget så arkitektnørdet, er efterhånden pakket godt af vejen.
Den relativt nye regering har bebudet, at den vil omgøre så meget som muligt, mens en arbejdsgruppe under Kulturministeriet er sat til at analysere projektet. Arbejdsgruppen koordineres af en af Skopje 2014-projektets mest bitre kritikere, arkitekten Miroslav Grchev, som er blevet citeret i lokale medier i den forløbne uge.
Ifølge medierne forudser Grchev, at en række monumenter må falde.
Alexander den Store må vige for euroatlantisk integration
Skopje 2014’s helt igennem kontroversielle karakter er beskrevet i Skopjes Sønderrivende sammenhængskraft. Især Grækenland har taget projektet fortrydeligt op, fordi dele af projektet søger at identificere nutidens Republikken Makedonien med oldtidens Makedonien, som i græske øjne er græsk og – igen ifølge græsk selvopfattelse – alene står i kontinuitet med det moderne Grækenland.
Identifikationen bærer for Grækenland kimen til makedonsk irredentisme, hvilket igen er grunden til, at Grækenland modsætter sig Republikken Makedoniens medlemskab af NATO og EU.
Helt konkret er den ubeskedent dimensionerede rytterstatue på Skopjes centrale plads, Plostad Makedonija, et irritationsmoment i Grækenland. Den forestiller Alexander den Store på Bukefalos, selvom den officielt hedder ”kriger til hest”. Og på en piedestal på den anden side af broen står endda Filip II i bronze og hilser i retning af sin store søn.
”De står i vejen for vore strategiske beslutninger, den Euroatlantisk integration, og de holder vores skæbne i hænderne,” forklarer Grchev om monumenterne over oldmakedonerne i et interview til Alsat M.
Grchev forklarer, at de burde fjernes som de første, men at det af forskellige grunde nok bliver ”Kjoseto” (Andon Llazov-Janev) foran retsbygningen og det ufærdige Mother Teresa monument, der først bliver fjernet. Han lægger endvidere op til, at 90% af de opførte Skopje 2014-strukturer bør fjernes, fordi de er opført ulovligt.
Arbejdsgruppens anbefalinger bliver sendt til regeringen, der tager endeligt stilling
"Alexander den Store må måske forlade Skopje" blev sidst opdateret: 13. august 2019 af John Petersen
I 2013 blev den makedonske journalist Tomislav Kezarovski dømt, men nu er han indirekte blevet frikendt. Dommernes rolle ser betænkelig ud, og det blev de og den offentlige anklager mindet om fredag via Kezarovskis Facebook-profil.
Der blæser nye politiske vinde i Republikken Makedonien. Om en retssag i Veles har noget med det at skaffe, står hen i det uvisse. Men resultatet af retssagen er, at Kezarovskis uskyld er åbenbar. Det skriver Filip Stojanovski på Global Voices. Den protesterende offentlighed havde i 2015 sandsynligvis ret i, at Kezarovski blev dømt, fordi han kom VMRO-DPMNE-regimet på tværs.
Gammel sag frikender Kezarovski
Kezarovski er dømt for at have afsløret identiteten på et beskyttet vidne. Sagen, hvori det beskyttede vidne optræder, handler om mordet på den 57-årige Lazar Milosevski. Mordet fandt sted i 2005. Tre år senere anholdt politiet tre mistænkte, som under hele sagen fastholdt, at de var under falsk anklage. De var blevet udpeget af Zlatko Arsovski, det beskyttede vidne, som i begyndelsen af 2013 pludselig ændrede sin forklaring. Han hævdede at være blevet truet af politiet til at vidne falsk. De anklagede blev løsladt.
Tomislav Kezarovski blev herefter anklaget for at have afsløret Zlatko Arsovskis identitet. Ifølge anklager kunne offentligheden, ud fra en artikel Kezarovski havde skrevet i 2008, slutte sig til Arsovskis navn. Det samme kunne de mordanklagede – ifølge anklageren –, og herefter trak Arsovski sit vidneudsagn tilbage.
Men sagen fra Veles, som nu er afsluttet, er netop sagen om mordet på Lazar Milosevski. Og den faldt ud til Kezarovskis fordel. Domstolen anerkender nemlig, at Arsovski vidnede falsk, og han til det formål var hyret af det hemmelige politi. Kezarovskis konklusion i den aktuelle Facebook-opdatering er således, at domstolen i Veles anerkender, at regimet fældede dom over Kezarovski, ikke for at beskytte ideen om beskyttede vidner, men for at beskytte sig selv.
Kezarovskis Facebook-opdatering kan findes i Filip Stojanovskis artikel på Global Voices, både i den oprindelige makedonske version, skrevet med latinske bogstaver, og i engelsk oversættelse. Den slutter således:
”Og nu, offentlig anklager fru Lile Stefanova, hvad skal vi gøre nu? Og nu, dommere fru Tanja Mihajlova, hr. Goko Ristov og fru Diana Gruevska-Ilievska, hvad skal vi gøre nu? Hvad vil I sige til jeres forsvar?” (min oversættelse).
Flere af navnene er kendte fra sager, som den særlige anklagemyndighed (Специјално Јавно Обвинителство) har rejst eller forsøgt at rejse som følge af aflytningsskandalen. I disse sager har dommere ageret stopklodser for sagernes fremdrift.
"Kezarovski til dommere: ”Hvad vil I sige til jeres forsvar?”" blev sidst opdateret: 13. august 2019 af John Petersen
Torsdag faldt der terrordomme i Kumanovo-sagen i Republikken Makedonien. Offentligheden efterlades med fortsat mistillid til domstolene og flere spørgsmål end svar.
Kvarteret Lagja e Trimave (albansk) eller Диво Насеље (makedonsk) i Kumanovo, Makedonien, i maj 2015. Begge stednavne er uofficielle. Foto: Ian Bancroft. Creative Commons 2.0 Licens.
Et virvar af kriminalsager med politiske over- og undertoner verserer ved de makedonske domstole. Mange sager er affødt af landets aflytningsskandale og efterfølgende politiske krise, mens andre har verseret i længere tid.
I en af sagerne faldt der dom torsdag. 33 fik domme for at medvirke til terror. De dømte udkæmpede eller medvirkede til det slag, der stod den 9.-10. maj 2015 i en forstad til byen Kumanovo. Slagets anden part var politistyrker, som ifølge myndighedernes kommunikation dengang, var på stedet for at komme et terrorangreb i forkøbet.
Slaget efterlod cirka tyve døde kombattanter, hvoraf de otte var politifolk.
Slaget gik verden rundt i medierne og blev – jævnfør myndighedernes kommunikation – beskrevet som etnisk betinget og terrorrelateret. I Makedonien var slaget eller noget lignende derimod ventet, fordi myndighederne havde en interesse i at aflede opmærksomheden fra landets politiske krise. Man troede simpelthen, allerede inden det skete, at et bestillingsarbejde af den art var under opsejling.
Det illustreredes meget tydeligt i en sag, der senere blev fusioneret med Kumanovo-sagen. Tre uger forinden slaget i Kumanovo var en politistation i Gosincë (Гошинце) nemlig, ifølge myndighederne, blevet stormet af maskerede mænd. Klassiske og sociale medier troede ikke en døjt på historien og lagde ikke skjul på det.
Selvom det snart blev klart, at slagets hovednavne var UÇK-veteraner fra Makedonien og Kosovo, hvilket umiddelbart taler for, at myndighedernes kommunikation havde noget for sig, er der fortsat tvivl, om der var tale om et bestillingsarbejde. For at sige det mildt.
Retssystemets parti
Man kan roligt regne med, at torsdagens dom vil blive anket. Forsvaret har i retten og over for medierne tydeligt gjort opmærksom på, at beviserne imod de nu dømte er utilstrækkelige.
Og det er ikke blot familier og venner til de nu dømte, der regner retssystemet for partisk i sagen. Zoran Zaev, Makedoniens premierminister siden maj 2017, har i den seneste valgkamp talt for, at sagen bør gå om. Det samme har lederen af partiet BDI, Ali Ahmeti, som nu er regeringspartner med Zaevs Socialdemokrater (SDSM). Ahmeti sagde det allerede kort efter Kumanovo-slaget, selvom BDI også var regeringspartner i den foregående regering, som rådede over politistyrkerne.
De taler begge for, at en ny retssag bør søge international assistance.
Til kritikeres formodning, om at retssagen har været en skueproces og at slaget i Kumanovo er udtryk for et bestillingsarbejde, hører også, at bagmændene skal findes i toppen af partiet VMRO-DPMNE, som med Nikola Gruevski i spidsen regerede i 11 år indtil maj i år. Hvis kritikerne har ret, er det dette regime, nogle dommere fortsat er loyale overfor.
De 33 dømte har medvirket til, at 8 politifolk mistede livet, og de har kæmpet et veritabelt to-dages slag mod politistyrker i et beboelsesområde i Kumanovo. Det er jo sådan set brandulovligt, uanset om deres afbrudte forehavende eventuelt var et bestillingsarbejde.
At de dømte er skyldige, er der således næppe tvivl om. Spørgsmålet i den makedonske offentlighed er snarere, hvad de er skyldige i, og eventuelt hvem der står bag. Det er således ikke indlysende, hvorfor de torsdag blev dømt for terror.
Dernæst spøger det fortsat i offentligheden, at Stojanche Angelov, før Kumanovo-slaget fandt sted, havde spået dets komme, og at det var VMRO-DPMNE-regimet selv, der stod bag. Han henviste til kilder i den serbiske efterretningstjeneste. Angelov er veteran fra den væbnede konflikt i 2001, på de makedonske myndigheders side, og har rang af generalmajor i politiets særlige styrker.
Forsvaret ønskede at indkalde Angelov som vidne, men det afviste dommeren.
Socialdemokraterne (SDSM) i Republikken Makedonien har vundet kommunalvalget. Her ses Koce Trajanovski (VMRO-DPMNE), som sandsynligvis må forlade posten som borgmester i storkommunen Skopje. Foto: John Petersen.
SDSM har vundet, og VMRO-DPMNE og BDI har tabt. Det bliver det overordnede resultat af dagens kommunalvalg i Makedonien. SDSM har sammen med det albanske BDI og Albanernes Alliance regeringsmagten i landet. Sådan har det været siden 1. juni, hvor VMRO-DPMNE efter megen forhaling endelig slap tøjlerne efter 11 år ved magten. VMRO-DPMNE havde ligeledes partiet BDI som partner.
I parentes bemærket har både Ungarns premierminister Viktor Orbán og Sebastian Kurz – udenrigsminister og formentlig ny kansler i Østrig – støttet VMRO-DPMNE’s valgkampe. Det minder dog blot om, at det EU, som Makedonien håber på at blive medlem af, muligvis vil være et andet, når det eventuelt engang lykkes.
VMRO-DPMNE klager
Selvom kun halvdelen af valgstederne for nuværende er færdige med at tælle, har de to store makedonske partier allerede holdt pressekonferencer. Der var stor spænding om VMRO-DPMNE-lederen Nikola Gruevski’s meddelelse. Gruevski har nemlig tidligere antydet, at han ville gå af, hvis VMRO-DPMNE tabte valget.
Det gjorde han ikke! Derimod hævdede han, at valget var blevet gennemført i en atmosfære af frygt støttet af politiet, ulige vilkår, forsøg på at købe stemmer, og mange andre uregelmæssigheder. VMRO-DPMNE ville klage over disse forhold, sagde Gruevski, og i øvrigt tage eventuelle konsekvenser, når man havde færdiganalyseret resultatet.
SDSM fester
Pressekonferencen hos SDSM var naturligvis mere festlig. Her var man især glade for, at storkommunen Skopje, ”Skopje City”, med stor sandsynlighed fremover skal ledes af Socialdemokrater. Den nye borgmester hedder så Petre Shilegov, mens den afgående fra VMRO-DPMNE hedder Koce Trajanovski.
Mens Shilegov talte hørtes taktfaste råb fra salen: ”Shutka ne ti bega, Nikola!”
”Nikola” er Gruevski, og Shutka er byen, hvor statsfængslet ligger. Sætningen betyder noget i retning af: ”Shutka løber ingen steder, Nikola”.
Det peger på noget formentlig afgørende. Den egentlige betydning af SDSM’s valgsejr ligger i VMRO-DPMNE’s nederlag, fordi det kan føre til Gruevski’s afgang som partiformand. Og Gruevski’s afgang og eventuelle kommende fængselsophold ses af mange – og sikkert også af de tilråbende socialdemokrater – som betingelsen for forandring i Makedonien. Det handler blandt andet om at etablere et politisk uafhængigt retsvæsen.
"Socialdemokraterne (SDSM) sejrer stort i Makedonien" blev sidst opdateret: 13. august 2019 af John Petersen
Borgere i Republikken Makedonien vælger i dag borgmestre og byråd i landets 80 kommuner samt i hovedstaden Skopje.
Det sikre valgresultat. Op til valg bliver der som regel sat gang i synlige og billige offentlige arbejder, så den siddende borgmester kan få et par ekstra valgfjer i hatten. Således kan man være nogenlunde sikker på at se nymalede og -reparerede kommunale legepladser.
Firs kommuner samt borgere i hovedstaden Skopje kan i dag vælge nye borgmestre og nye byråd.
Borgerne stemmer direkte på borgmesterkandidater. Som oftest tilhører kandidaterne et parti, men ikke nødvendigvis. Borgmestervalget har eventuelt to runder. Hvor der ikke findes en overbevisende vinder (vistnok 51%) i dag, skal vælgerne den 29. oktober vælge imellem de to kandidater, der får de højeste stemmetal.
Byrådspladser fordeles proportionalt i forhold til stemmetal på partierne, og kandidater stiller op på partiers prioriterede lister. Der kan ikke stemmes på enkeltpersoner.
Storkommunen Skopje, eller “Skopje City”, dækker over de ni kommuner i hovedstaden. I disse kommuner skal vælgerne sætte kryds på fire stemmesedler, idet de også skal vælge en overborgmester og et storkommunalt råd. Magtfordelingen mellem storkommunen og de ni Skopje-kommuner er ordnet ved lov.
Korruption konserverer
Hver kommune har naturligvis sit drama og sine valgkampstemaer. Desværre handler det dog oftest om, hvem vælgerne regner for at være mindst korrupt, henholdsvis hvem der mest fordelagtigt kan tilbyde at korrumpere systemet på den enkelte vælgers vegne.
Det sidste kan naturligvis ikke nødvendigvis dokumenteres, men et eksempel på, hvordan det fungerer – i den milde ende – kunne være det følgende:
Storkommunen Skopje ledes af det nationalkonservative VMRO-DPMNE, som således også udpeger lederne af offentlige arbejdspladser som f.eks. byens vand- og varmeforsyning. Hvis VMRO-DPMNE taber storkommunen, så vil den nye borgmester udpege nye ledere. Længere nede i systemet er arbejdere og funktionærer eventuelt ansat af den gamle leder som følge af deres partitilhørsforhold. Hvis VMRO-DPMNE taber valget kan de således se frem til at miste status og arbejdsopgaver i organisationen, eller eventuelt at deres stilling bliver nedlagt.
Det er bl.a. på den baggrund, at vælgere ikke bare sådan flytter fra det ene parti til det andet.
Klientelismen, som det hedder, gælder også i den sektor, der kaldes privat.
Korruption opløser
Der er i udgangspunktet ingen særlig grund til at tro, at nogle partier er bedre end andre. Men langt de fleste kommuner ledes af VMRO-DPMNE, som på nationalt niveau har ledet landet fra 2006 og indtil slutningen af maj i år.
Det betyder selvfølgelig, at VMRO-DPMNE og juniorpartneren BDI har haft rig mulighed for at tjene deres respektive klienteller i alle disse år. Samtidigt er især Socialdemokraternes, SDSM‘s, parallelle ageren forud for 2006 muligvis gledet en smule ud af hukommelsen.
Reinhard Priebe i 2012, dengang direktør i EU-Kommissionens Generaldirektorat for Home Affairs. Nuværende leder af ekspertholdet bag Priebe-rapporterne. Foto (tilpasset): Security & Defence Agenda, Creative Commons Licens 2.0
I 2015 bad EU-Kommissionen et hold såkaldte ”senioreksperter” om at analysere institutionelle eller ”systemiske” problemer, som var blevet tydelige med aflytningsskandalen og den efterfølgende politiske krise i Makedonien. Spørgsmålet var og er, om landets institutioner lader sig styre af landets love, eller om der reelt er andre instanser. Eksperterne gav i den første Priebe-rapport en række anbefalinger.
Efter valget og siden regeringsskiftet i 2017 er den samme gruppe blevet bedt om at vurdere, om der er skred i tingene, og om deres egne anbefalinger fra 2015 er blevet fulgt. Eksperterne ledes af Reinhard Priebe, som er pensionist og tidligere direktør i EU-Kommissionen. Heraf navnet på rapporterne.
Den nye Priebe-rapport er dateret 14. september. Den indleder med at forklare, at der stort set og populært sagt ikke er sket en pind.
I 2015 forklarede Priebe-rapporten på baggrund af observationer, at magthaverne burde sætte magt bag landets love, fremfor at sætte magt bag at underminere dem.
I 2017 faldt det gamle regime, og selvom der er sket et regeringsskifte, og selvom det lykkedes at afskedige chefen for den offentlige anklagemyndighed, Marko Zvrlevski, så sidder det gamle regimes embedsmænd og –kvinder fortsat på deres poster i det øvrige retsvæsen.
Nogle har været aktive i at underminere landets love, mens andre har vendt døve øren til eller har ladet sig true til at føje magtens mænd og kvinder.
Det er på den baggrund, man må forstå den essentielle anbefaling, som medier i Makedonien da også har fæstnet sig ved: De ”politisk-influerede dommere bør …, hvor der foreligger beviser for et strafferetsligt ansvar, straffes for deres ugerninger.”
De politisk-influerede dommere arbejdede og beskytter fortsat “VMRO-regimet” under Nikola Gruevski, forstår man: ”Dette … er måske mere præcist at beskrive som den udøvende magts [den tidligere regerings, red] greb om retsvæsenet og den offentlige anklager.”
Priebe-eksperterne fæstner sig også ved, at ingen efter to år endnu er dømt i de mange T-sager, aflytningsskandalen kastede af sig. Faktisk er det end ikke lykkedes at få varetægtsfængslet Gruevski-regimets topfolk, fordi domstolene afviser den særlige anklagers ønsker.
Det er dog lykkedes at få inddraget en række pas, men de sigtede og anklagede rejser tilsyneladende alligevel ubesværet ind og ud af landet, hvilket i hvert fald for nogens vedkommende skyldes, at de som tidligere medarbejdere i sikkerhedstjenesten (UBK) råder over flere identiteter.
Ifølge Priebe-rapporten er det essentielt at få draget gerningsmændene til ansvar, fordi det modsatte skaber en opfattelse af straffrihed for den slags kriminalitet, der er beskrevet i Titanic, tortur og TNT i Makedonien og i Sex, koks og politibiler i nye makedonske T-sager. Foruden naturligvis den slags kriminalitet dommere og embedsmænd begår ved at tilsidesætte landets love.
Retsstatens institutioner skal kort sagt i gang med at forsvare retsstatsprincipperne, i stedet for det modsatte.
Priebe-rapporten detailbeskriver fiksfakserierne
Der er formentlig ingen i Makedonien, der er i tvivl om, at nogle dommere er korrupte. Men i lighed med Priebe går man også ud fra, at der dog findes anstændige dommere.
Ingen er heller i tvivl om, at visse fiksfakserier har været taget i anvendelse for at forhindre anstændige dommeres indblanding i sager, der kunne falde ud til Gruevski-regimets ugunst. De lokale medier har skrevet vidt og bredt om det.
Men den præcise karakter af bemeldte fiksfakserier er vist ikke tidligere beskrevet så tæt som i Priebe-rapporten. Det kan anbefales at studere rapporten, hvis man vil forstå den konfiguration, der fører til udmanøvrering af anstændige dommere, til at undgå aktivering af vidnebeskyttelsesprogrammet, og til fortsat at afvise den særlige anklagemyndigheds anmodninger.
"Ekspertgruppe: Dommere i Makedonien bør retsforfølges" blev sidst opdateret: 13. august 2019 af John Petersen
En mosaik med motiver fra albansk national historie blev 28. august afsløret på Skanderbeg-pladsen. Pladsen er under opførelse som led i Skopje 2014-projektet.
Cair Kommune er albansk-ledet af borgmesteren Izet Mexhiti fra partiet BDI (DUI).
Med afsløringen af en albansk mosaik på Skanderbeg-pladsen har albanerne eller BDI helt undtagelsesvist fået en flig af de midler og den – klare, men nok usammenhængende – ambition, der ligger bag Skopje 2014-projektet.
Mosaikken er udført af Pirro Milkani og Josif Dobroniku.
Mosaikkens hovedmotiv har den albanske nationalhelt Skanderbeg (Gjergj Kastrioti 1405-1468) som samlingspunkt. Motivet illustrerer sandsynligvis Lëzhe-ligaen, som var en alliance af feudalherrer, der gjorde oprør imod osmannerne. I den mytiske, nationale udgave gælder det, at Skanderbeg samlede albanerne til oprør imod osmannerne, eller måske endda tyrkerne.
Mother Teresa er uden sammenligning verdens mest kendte albaner. Hun blev født i Skopje i 1910 på et tidspunkt, hvor Skopje var provinshovedstad i Kosovo, som var en del af Det Osmanniske Rige.
Man bemærker det hærværk, der allerede er begået, i form af en sort klat maling. Hvis klatten er tænkt som en tilføjelse til hele mosaikken, er det naturligvis oplagt at tænke på makedonsk-nationale bagmænd. Men hvis klattens mål er Mother Teresa, peger det på en anden mulighed.
De fleste albanere i Skopje er muslimer. Det er således muligt at mene, at Mother Teresa er en katolsk figur, der af nationalt orienterede politikere (i dette tilfælde BDI) bliver påduttet det muslimske fællesskab. Og det synspunkt findes faktisk.
Når og hvis man som albaner i Makedonien prioriterer den muslimske identitet frem for den albanske, så er det ensbetydende med, at fællesskabet med Albanien må vige førstepladsen for fællesskabet med rene muslimske befolkninger, som f.eks. Tyrkiets. Det forhold giver naturligvis nogle muligheder for Tyrkiet.
Mosaikken illustrerer Prizren-ligaen, som den 10. juni 1878 blev indsvoret af ledere fra de albansk-dominerede provinser (vilayetter) i Det Osmanniske Rige. Prizren-ligaen er et skridt på vejen i en historisk læreproces for de albanske ledere.
På den ene side indså de, at de insisterede mere på Det Osmanniske Riges integritet end sultanen selv. På den anden side indså de, at hvis de ikke ville løbes over ende af de nye naboer, Bulgarien, Serbien, Montenegro og den knap så nye nabo Grækenland, måtte de være parate til at tage sagen i egen hånd.
Prizren-ligaen gav sig selv magt til at inddrive skat og til at etablere en hær.
I dette hus standardiserede man det albanske alfabet. Det skete på den såkaldte Manastir-kongres i 1908. Manastir er albansk, mens grækere og makedonere (i Republikken Makedonien) kalder byen henholdsvis Monastir og Bitola. Bitola ligger i dagens Republikken Makedonien.
Før 1908 blev albansk skrevet med adskillige alfabeter og endda en række varianter, herunder græske, latinske og tyrkisk-arabiske. Efter 1908 blev standarden en variation af det latinske alfabet.
Huset står fortsat i det centrale Bitola. I dag kaldes det alfabetets hus, og det rummer et museum for begivenheden.
Figurerne til højre er søskendeparret Hajrie og Halil. De er kendt fra dramaet af samme navne, Halili dhe Hajria, der handler om albaneres tapre kampe imod tyrkerne i 1700-tallet. I Montenegro! Dramaet er skrevet af Kolë Jakova i 1949, og det er siden 1960’erne blevet opført som ballet.
En række kendte forfattere, der skrev på albansk, har fundet plads på mosaikken omkring et levende lys. Blandt personerne er Hasan Prishtina og brødrene Sami og Naim Frashëri. I hvert fald Prishtina er dog mest kendt som politiker.
Den 28. november 1912, som der står på tavlen, er dagen for Albaniens uafhængighederklæring. Erklæringen blev til efter et år med oprør imod de osmanniske myndigheder og den efterfølgende start af den første Balkankrig.
Oprørene mod osmannerne, hvis rige var ved at smelte sammen med den gryende tyrkisk-nationale selvbevidsthed, var egentlig faldet heldigt ud for albanerne i første halvår af 1912. Osmannerne havde anerkendt en grad af selvstændighed for Vilayetet Albanien, men med udbruddet af den første Balkankrig i oktober kunne de albanske ledere se, at det ikke ville blive op til Det Osmanniske Rige at bestemme albanernes skæbne.
De krigsførende lande, Bulgarien, Serbien, Montenegro og Grækenland, regnede med at dele de albansk-dominerede områder imellem sig. Derfor kom den albanske selvstændighedserklæring. Denne gang hævdede man – overfor stormagterne, som i sidste end ville komme til at bestemme – at det albanske folk, som etnisk størrelse, havde ret til en stat.
Efter adskillige stormagtskonferencer og rettelser blev resultatet et uafhængigt Albanien, hvis grænser ikke fulgte etniske grænser, hvorfor der i dag fortsat er albanere i både Grækenland, Republikken Makedonien, Kosovo, Serbien og Montenegro.
Centralt i billedet står Ismail Qemali og Isa Boletini. Qemali var vært for den pan-albanske kongres den 28. november, som erklærede uafhængigheden. Han var også Albaniens første premierminister. Isa Boletini var en legendarisk kriger og leder fra Kosovo, som stormagterne endte med at give til Serbien.
Blandt personerne er Adem Jashari (1955-98) nederst til venstre og Jusuf Gërvalla (1943-82) nederst i midten. De er begge centrale figurer i bevægelsen for Kosovos selvstændighed.
Gërvalla var journalist, aktivist og forfatter, og arbejdede fra sit asyl i Vesttyskland for Kosovos selvstændighed. Han er fra før UÇK blev til, men han var stifter af organisationer, der senere førte til UÇK. Han blev snigmyrdet i Stuttgart, formentlig af jugoslaviske agenter.
Jashari var blandt stifterne af Kosovos befrielseshær UÇK, eller KLA med det engelske akronym. I Jugoslavien og Serbien gjaldt han som terrorist, og han blev dræbt af serbisk politi.
I sin helhed ser mosaikken sådan ud. Til højre for mosaikken står en rytterstatue af Skanderbeg. Til venstre ligger en parkeringsplads. Den nyanlagt plads ligger på første sal, så at sige, op ad trappen til højre i billedet. Den sokkellignende sag i forgrunden er det scenegulv, der blev benyttet ved mosaikkens offentliggørelse den 28. august.
"Skopje: Albansk mosaik præger nu Skanderbeg-pladsen" blev sidst opdateret: 13. august 2019 af John Petersen
Makedonske historiebøger bliver kritiseret med jævne mellemrum. Især af landets albanere og i forbindelse med skolestart. Lærebøgerne er tendentiøse og fulde af fejl, hævdes det. Men problemet er større, og det er altgennemtrængende.
Her på Petar Zdravkovski ”Penko”-skolen begynder skoleåret mandag morgen. På hver årgang er her både tyrkiske, albanske og makedonske klasser. Butel, Skopje, september 2017. Foto: John Petersen / TekstPetersen.
I Makedonien har man en sukkerkage, der kaldes Sheqerpare. Muslimerne spiser den i forbindelse med Bayram (Eid), men også de ortodokse kender den, og den findes sikkert også andre steder. Den er karakteristisk ved, at den bagte kage ved en bestemt temperatur overhældes med sukkervand, der ligeledes har en bestemt temperatur.
Når Sheqerpare lykkes er den luftig og ensartet i teksturen, selvom den er gennemvædet af sukkervand. Makedonsk historie er som Sheqerpare.
Skolen starter mandag
Mandag er der skolestart i Republikken Makedonien. Børn vender tilbage fra sommerferien, og nye årgange kommer til. De ældre årgange har historie som obligatorisk fag, og som kagens bund vil de om føje tid blive imprægneret med den historiske sukkerlage.
Mange skoler er delt, så albanere undervises om formiddagen og makedonere om eftermiddagen – eller omvendt. De lærer om udviklingstræk og karakteristika i verden, på Balkan og i Makedonien i bestemte perioder, som f.eks. tidlig middelalder, sen middelalder og så videre.
Lærebøgerne er præget af mytestof om makedoneres bedrifter og Makedoniens rolle som offer for fremmede magter. Og curriculum lægger ikke op til at stille spørgsmål, læse kilder, endsige at gå kritisk til stoffet. Det fortæller en større undersøgelse fra EUROCLIO med titlen ”A Key to Unlock the Past”.
Undersøgelsen er fra 2012, men curriculum og undersøgelsens pointer gælder fortsat i 2017, fortæller Mire Mladenovski. Mladenovski er lærer, formand for den makedonske historielærerforening og næstformand for den europæiske historielærerforening, EUROCLIO.
I årene efter Ohrid-aftalen (2001) er albanernes historie kommet med, men dét stof har samme mytiske karakter. Makedonere og albanere læser dog ikke nødvendigvis de samme kapitler i lærebøgerne: ”Som lærer kan du fravælge 10% af stoffet, og der er f.eks. én historie om makedonerne mellem første og anden verdenskrig, og en anden om albanerne mellem første og anden verdenskrig,” forklarer Mladenovski.
Den altgennemtrængende nationale sukkerlage sanktioneres i samfundets top, blandt landets ledende politikere og forskere.
Encyclopædien indeholdt nogle på det tidspunkt almindeligt kendte, men omdiskuterede og udokumenterede påstande, som nu blev præsenteret som fakta. En af dem var, at amerikanske og britiske agenter havde trænet de UÇK-folk, som startede det væbnede oprør i 2001.
Oplysningen var en del af en artikel forfattet af professorerne Tatjana Petrusevska og Svetomir Skaric. Ordlyden var sakset fra Wikipedia, som dog ikke var angivet som kilde. Det var derimod pressen generelt.
I september 2009 forklarede professor Petrusevska sig til dagbladet Dnevnik. Når påstanden blev flyttet ind i encyclopædien, var det for at give den autoritet, forklarede professoren. Forfatterne ønskede at præsentere et synspunkt om Vestens indblanding, der ifølge Petrusevska ikke var mainstream. Og når oplysningen stod at læse i et værk som encyclopædien, så ville encyclopædien jo fremover – frem for Wikipedia, eller angiveligt pressen – optræde som kilde, forklarede professoren.
For så vidt en tilståelsessag. Professorerne har ønsket at fabrikere en sandhed, frem for at præsentere en sandhed.
Adskillige artikler var til diskussion og især albanere i ind- og udland blev stødt over påstande, der ikke var dækning for i historiske kilder. Herefter blev encyclopædien trukket tilbage til revision.
Makedonsk historieskrivning skaber sandheder
Den går ikke hver gang, men ambitionen om at skabe opportune historiske sandheder er ifølge eksperter som Prof. Dr. Ulf Brunnbauer (2003), Regensburg, og Prof. Dr. Stefan Troebst (1983), Leipzig, ingen undtagelse i makedonsk historieskrivning – hverken i Republikken Makedonien (1991-) eller i den Socialistiske Republik Makedonien (1944-91).
Og Brunnbauer (2003) peger på, at der er kontinuitet i ambitionerne, ligesom de institutioner, der tager sig af angivelig historieforskning, er de samme, før og efter selvstændigheden i 1991.
Fokus er studier i den makedonske nation. De statsstøttede historieforskningsinstitutioner repræsenterer næsten udelukkende etnisk makedonske forskningsambitioner – og altså ikke albanske, landets anden store befolkningsgruppe.
Brunnbauers gennemgang af makedonsk historiografi er fjorten år gammel, men ifølge Mire Mladenovski kunne den næsten lige så godt have være skrevet i 2017.
At etablere en nation
De makedonske nationalhistorikere adskiller sig ikke fra så mange andre nationalhistorikere. Historien om makedonerne eller Makedonien følger Greimas aktantmodel, hvor den historiske konstant og aktør er enten folket eller den politiske enhed – i dette tilfælde Makedonien – som så går så grueligt meget ondt igennem, inden man når til nutidens statsdannelse.
Historien skal helst bibringe det indtryk, at folket og den politiske enhed, staten, er ældgamle aktører, som af den grund – må man gå ud fra – har legitim ret til (som minimum) nutidens statsdannelse, altså Republikken Makedonien.
I bestræbelserne på at bibringe det indtryk, er man senest nået til oldtidens Makedonien og oldmakedonerne (Alexander den Store døde i 323 f.Kr.), hvis riges hovedstæder var Pella og Vergina i det nuværende nordlige Grækenland. Bestræbelsen går på at vise, at nutidens Makedonien eller nutidens makedonere har mere til fælles med oldtidens makedonere end blot navnet.
I Grækenland mener man, at hele bestræbelsen bærer kimen til territoriale ambitioner på Grækenlands bekostning, hvilket er baggrunden for navnestriden, der igen forhindrer Republikken Makedoniens optagelse i NATO; foruden at historikere afviser bestræbelsen.
Tilsvarende har historikerne beskæftiget sig med middelalderen, hvor Zar Samuels rige (969-1018) blev omfortolket og gjort til et makedonsk rige. Det gjaldt ellers for at være en del af den bulgarske nationalhistorie – og gør det fortsat. Samuels rige havde hovedstad i Ohrid i den nuværende Republikken Makedonien, selvom Samuel for det meste opholdt sig på øer i Prespasøerne.
Makedonificeringen af Samuel er naturligvis ikke en vindersag i Bulgarien, hvor historikere i øvrigt afviser fortolkningen.
Også ”VMRO”-oprørerne i Det Osmanniske Rige i årene omkring år 1900 blev med historikernes mellemkomst til en autoriseret del af det moderne Makedoniens historie. I deres egen forståelse og i samtiden i øvrigt var den slavisktalende del af oprørerne ellers stort set bulgarer.
Den ældste generation af VMRO-oprørere kæmpede for at frigøre Thrakien og Makedonien fra Det Osmanniske Rige. Fremtidsvisionen var ikke nødvendigvis uafhængighed for disse områder, men eventuelt en større eller mindre tilknytning til det nys etablerede Bulgarien. Derfor er VMRO-oprørerne også helte i den bulgarsk-nationale historieskrivning, og derfor er ej heller denne omfortolkning problemfri.
Til forskel fra andre landes nationalhistorikere har makedonerne det uheld, at makedonernes forgængere stort set ikke kaldte sig makedonere før Anden Verdenskrig. Der findes fortsat ældre borgere i Makedonien, der hævder at kunne huske, at de før krigen bl.a. kaldte sig bulgarer.
Kagen skæres i grundbøgernes forfatterteams
Udviklingen af curriculum og altså også curriculum for historieundervisningen er intransparant, som det hedder i ”A Key to Unlock the Past”-rapporten. Der er ingen, der rigtigt ved, hvordan og som følge af hvilken politiske ”vejledning” arbejdet foregår, hedder det. I første omgang er det ligegyldigt, for ”de fleste historielærere er ikke velinformerede om ændringer i curriculum og procedurer.”
Men det afgørende led er de obligatoriske grundbøger. Ansvaret for at udpege grundbøgernes forfatterteams ligger formelt i Undervisningsministeriet, men ”Proceduren for at forfatte og publicere grundbøger er intransparent. For det meste er det akademiske historikere, der danner forfatterteams,” hvor dog ”De albanske forfattere har begrænset indflydelse på grundbøgernes overordnede koncept.”
Den ensartede tekstur i den historiske Sheqerpare er dog garanteret, også på dette niveau, viser rapporten:
”Det historiske curriculum er designet af en gruppe forfattere, nævnt i curriculum-dokumentet. Mange har længe været en del af denne proces. De fleste af dem agerer også grundbogsforfattere. Akademikerne er valgt som repræsentanter for samfundet af akademiske historikere, repræsenterende universiteter og Instituttet for national historie.” (!)
Start med spørgsmålene, ikke med svarene
Omkring skolestart er der hvert år kritik af stereotyper, der holdes i live i skolesystemet via lærebøgerne. Især omkring albanerne. Der er også helt gemene sjuskefejl.
Som det vist fremgår, er påstande, der hældes ud over de givetvis uskyldige skoleelever, heller ikke nødvendigvis hjemlet i grundigt kildearbejde, og historieforskning og undervisning er helt enkelt politiseret. Erkendelsen er interesseledet, som man siger.
Men problemet stikker netop dybere end misvisende lærebøger, hævder Mire Mladenovski. Den evigt tilbagevendende lærebogskritik ser f.eks. kun overfladen og ikke den altgennemtrængende sukkerlage. Det er fint nok at rette fejlene, men det er hele ambitionen med faget historie, der skal revideres, mener Mladenovski.
”Eleverne bør lære at analysere og opøve kritisk sans og kreativitet, i stedet for at reproducere viden efter princippet ”read and remember”,” siger Mladenovski.
Makedonien bør indarbejde i curriculum, at man vil danne ”fordomsfrie borgere med kritisk sans og indlevelsesevne,” fortsætter Mladenovski, som i EUROCLIO-regi har været med til netop at beskrive en sådan vision for Makedonien.
EUROCLIO’s ”multi-perspective vision” har i hvert fald et afgørende greb til forskel fra den nuværende ”read and remember-pædagogik”:
Eleverne skal læse kilder og lære at stille spørgsmål til kilderne. Det er spørgsmålene, de skal have serveret. Svarene skal de derimod selv øve sig i at finde og hjemle i kilderne, forklarer Mladenovski.
Det er ikke kun i lærebøgerne
Den Sheqerpare-agtige historie fejrer sig selv overalt – dog i mindre grad i de albansk-dominerede dele af landet.
Projektet Skopje 2014 er i de senere år blevet hældt ud over især hovedstaden i form at bygninger, facader, monumenter og statuer, der skal reflektere Makedoniens angivelige historie. Mest kendt er nok rytterstatuen af Alexander den Store på byens centrale plads.
Motorvejen E75 og Petrovec (Петровец) lufthavnen har også fået navn efter Alexander den Store, ligesom det gamle Vardar-stadion nu hedder Philip II Arena. Men der er meget mere end det.
Den 2. august fejrer man f.eks. Skt. Elias dag som Republikkens dag. Det var den dag Ilinden-opstanden i 1903 satte i gang. Ilinden-opstanden var en opstand imod de osmanniske herskere. Tankegangen er, at Republikken Makedonien har noget til fælles med de involverede VMRO-oprørere, hvis første generation etablerede sig 11. oktober 1893. Den dag er ligeledes national helligdag og fejres som revolutionsdag.
Det få år gamle VMRO-museum, eller officielt Museet for Kampen om Makedonien, i det centrale Skopje er også et resultat af den historiske Sheqerpare.
Adskillige partier, i øvrigt også i Bulgarien, rummer akronymet VMRO og demonstrerer dermed slægtskabet med oprørerne i Det Osmanniske Rige.
Gadenavne er skiftet ud i de senere år, hvilket turister i Makedonien undertiden har mærket. Det skortede nemlig på nye gadeskilte, mens man var hurtigere til at pille de gamle ned. Det er vist ved at være på plads efterhånden, men for blot få år siden kunne selv taxi-chauffører ikke hitte rede i, hvad der lå hvor.
Så Leninova i Skopje hedder ikke længere Leninova. Den hedder Aminta Treti, og beboerne i Debar Malo måtte for år tilbage i opslagsværkerne for at finde ud af, hvad Aminta III var for en størrelse. Han viste sig at være far til Philip II og således farfar til Alexander den Store.
Og så er der de af Kulturministeriet licenserede turistguides, som deler historierne med turisterne.
Og sådan kan man blive ved.
Fra ”read and remember” til stormen på parlamentet
Det visuelle univers, der omgav de lynetablerede GONGO‘er fra forårets demonstrationer foran parlamentet, vidner også om den altgennemtrængende historieforståelse. De demonstrationer, der endte med stormen på parlamentet den 27. april.
GONGO’erne bar faner med den gule Vergina-sol, som er et symbol fundet på Filip den Andens grav. Flere af de spritnye GONGO’er smykkede sig med de gamle VMRO-oprøreres varemærke, der typisk viser en krydset pistol og dolk samt en håndgranat og et kranium.
De viste, at de i demonstrationerne imod regeringsskiftet, og givetvis også i stormen på parlamentet, i deres selvforståelse stod i direkte kontinuitet med de kræfter, der – jævnfør den historiske Sheqerpare – i flere tusind år havde kæmpet for Makedonien og makedonerne mod mørke kræfter i ind- og udland.
Nogle af GONGO’erne havde endda udtrykt historieopfattelsen i deres formålsparagraffer, som lokale medier fik fat i og skrev om: de kæmpede for kontinuiteten i den makedonske historie, fra Alexander den Store og fremefter.
”De tror helt ærligt på det hele,” gestikulerer Mire Mladenovski lidt opgivende, ”for de har simpelthen ikke de færdigheder, en ordentlig historieundervisning kunne have givet dem,” siger Mladenovski og henviser igen til drømmen om et revideret curriculum, hvor kreativitet, kritisk sans og analyseevne er i højsædet.
Hvis makedonsk historie minder om en Sheqerpare, så kan man overveje, hvordan, og hvor lang tid det tager, igen at fjerne sukkerlagen, hvis det er det, man ønsker.
”Det kommer til at tage generationer,” siger Mladenovski. ”Det kommer desværre ikke i pilleform.”
Kilder:
Stefan Troebst Die bulgarisch-jugoslawische Kontroverse um Makedonien 1983
Ulf Brunnbauer Serving the Nation: Historiography in the Republic of Macedonia (FYROM) After Socialism” 2003.
Klaus Bjerre Historieundervisning og national-building i Ex-Jugoslavien 2012
Joke van der Leeuw-Roord A Key to Unlock the Past 2012
Interview med Mire Mladenovski April 2017
"Om historie i Republikken Makedonien" blev sidst opdateret: 13. august 2019 af John Petersen
Vi anvender cookies og andet godt til at huske Deres data. Disse data deles undertiden med tredjepart. Er De indforstået med det og vore øvrige brugsvilkår? JaNejLæs først detaljerne
Privatlivspolitik, cookies og brugsvilkår
Privacy Overview
This website uses cookies to improve your experience while you navigate through the website. Out of these, the cookies that are categorized as necessary are stored on your browser as they are essential for the working of basic functionalities of the website. We also use third-party cookies that help us analyze and understand how you use this website. These cookies will be stored in your browser only with your consent. You also have the option to opt-out of these cookies. But opting out of some of these cookies may affect your browsing experience.
Necessary cookies are absolutely essential for the website to function properly. This category only includes cookies that ensures basic functionalities and security features of the website. These cookies do not store any personal information.
Any cookies that may not be particularly necessary for the website to function and is used specifically to collect user personal data via analytics, ads, other embedded contents are termed as non-necessary cookies. It is mandatory to procure user consent prior to running these cookies on your website.
