Det var ikke med regimets gode vilje, at Makedoniens parlament i aftes stemte for udsættelse af parlamentsvalget til den 5. juni. Valget skulle have været gennemført den 24. april, og denne valgdato var og er en del af den såkaldte Przhino-aftale, som man altså nu fraviger.
VMRO-DPMNE, som er det nationalkonservative, store makedonske regeringsparti ønskede at gennemføre valget som planlagt, og det ønskede regeringspartneren, det albanske BDI, også. BDI skiftede mening søndag. Dermed banede BDI vej for udsættelsen af valget, men man svigtede også regeringspartneren VMRO-DPMNE og bidrog dermed til usikkerhed om den øjeblikkelige politiske situation.
Når valget er udsat, betyder det, at der er tid til at gennemføre flere af de substantielle dele af Przhino-aftalen inden valget. Det er de dele, der eventuelt vil sikre, at valget kan kaldes demokratisk, og at resultatet af alle kan regnes for legitimt.
Begge regeringspartier har hidtil insisteret på, at man skulle holde sig til aftalen – altså Przhino-aftalen – når det gjaldt valgdatoen. VMRO-DPMNE har slået på, at der ikke er nogen seriøse argumenter for at skubbe valgdatoen. Den eneste grund er, at oppositionen ser ud til at tabe valget, hævder partiet.
Partiet har fået massiv støtte af diverse interessenter eller klienter i de dominerende medier, der i større eller mindre grad er en del af regimet selv. Klienterne optræder med titler som ”ekspert” eller ”programvært”, selvom de naturligvis reelt er parter i konflikten.
Oppositionen med det socialdemokratiske SDSM i spidsen ønskede at udsætte valget, og oppositionens argument var på sæt og vis det samme som regeringspartiernes: man ønskede at holde sig til Przhino-aftalen.
I lyset af aflytningsskandalens afsløringer er det indlysende rigtigt, at hvis et valg den 24. april var blevet gennemført, så ville det sandsynligvis have ført til en fortsættelse af alt det, som det var Przhino-aftalens formål at forhindre. Det skyldes, at de substantielle dele af Przhino-aftalen ikke er blevet gennemført eller er blevet gennemført for sent til at virke.
Regimet ville kunne køre videre på et grundlag af svindel, misinformation og magtmisbrug, og det ville fortsat ikke have været foreneligt med de værdier, EU og NATO hævder at forsvare.
Ifølge SDSM er det regeringspartiet VMRO-DPMNE, der har obstrueret eller forsinket gennemførelsen af de substantielle dele af aftalen. Ifølge VMRO-DPMNE er det omvendt. SDSM’s motiv skulle være, at man hele tiden har ønsket at udsætte valget, fordi man ikke står til at vinde det.
Det er også EU og USA, der har fremtvunget udsættelsen af valget til den 5. juni. Allerede i slutningen af januar meddelte USA og EU, at man den 20. februar ville vurdere, om det ville være muligt at afholde demokratiske valg allerede den 24. april. Altså, om de substantielle dele af Przhino-aftalen kunne siges i tilstrækkelig grad at være ført ud i livet.
Uanset EU og USA’s synspunkt, så krævede en ændring af valgdatoen et flertal i parlamentet for at omgøre udskrivelsen af valget. Og regeringspartierne VMRO-DPMNE og BDI råder over et solidt flertal i parlamentet.
På den baggrund kunne et parlamentsflertal i aftes beslutte, at valget bliver udsat til den 5. juni.
Men dermed bliver den politiske situation mere uklar. Uklar, fordi regeringspartierne jo gik hver sin vej. Men også uklar på den måde, at Ali Ahmetis BDI nu har bragt sig selv og dermed albanerne ind i centrum af den politiske krise – på vestens side.
Ahmeti har hele tiden forsøgt at få BDI og albanerne til at stå som en del af løsningen, mens det ikke måtte være muligt for anti-albanske røster at fremstille albanerne som en del af problemet, som lakajer for USA og vesten. Det er der nu i princippet åbent for.
Selvom udskydelsen af valget giver ekstra tid til at gennemføre reformer, og dermed i princippet håb om forandring, så er håbet spinkelt. Det er meget muligt, at man når valget nærmer sig står i den samme situation som nu: at alt reformarbejde er blevet obstrueret.
Przhino-grafik
Et samarbejde af NGO’er, MERC 23, har fremstillet en grafik, der viser, om, i hvilken grad, og med hvor stor forsinkelse, de forskellige dele af Przhino-aftalen er blevet gennemført.
—
Przhino-aftalen hedder sådan, fordi den kom i stand i EU’s villa i kvarteret Przhino (Пржино) den 2. juni 2015.
—
Det er fortsat gratis at læse med her. Har artiklen værdi for Dem, er selv symbolske bidrag dog særdeles velkomne via MOBILEPAY 21281941.
"Makedonien: udsat valg åbner mulighed for demokrati" blev sidst opdateret: 21. april 2020 af John Petersen
Mother Teresa er en del af det romersk-katolske religiøse inventar. Naturligvis. Men jordisk set stammer hun fra et Europa, de fleste har glemt – fra byen Üsküb i provinsen Kosovo.
I denne tid er der Mother Teresa her og der og alle vegne, fordi den lille nonne posthumt er på vej mod en helgenkåring. De fleste kender Mother Teresa fra hendes virke i Calcutta. Færre ved, at hun blev født i Skopje i 1910. Skopje eller Üsküb, som osmannerne kaldte byen, var dengang en del af Det Osmanniske Rige.
I dag ligger Skopje i Republikken Makedonien, men dengang var byen provinshovedstad i det osmanniske Kosovo – Kosovo Vilayet. Albanerne, herunder Mother Teresas familie, kalder byen Shkupi.
Bronzetavler med citater af Mother Teresa pryder nu om dage betydningsfulde bygninger i Skopje, Shkupi eller Üsküb – på makedonsk og engelsk.
Hvilket er så Mother Teresas fødeland? Tja, en faktaboks fra Danmarks Radio hævder for eksempel, at det skulle være Serbien (DR gør det igen den 4. september, red.), og andre vil skrive Makedonien. Men det er henholdsvis forkert og misvisende. Fakta i denne sammenhæng er nok ikke egnet til en faktaboks, fordi faktabokse jo ikke har til hensigt at forvirre læsere.
Men sandheden om Mother Teresas fødeland er dog egnet til noget andet. Den kan minde moderne mennesker om, hvor anderledes Europa var før Den første Verdenskrig, og hvorfor Mother Teresa er både uomgængelig og fremmed for Republikken Makedonien.
Uomgængelige Mother Teresa
Mother Teresa er uden sammenligning Skopjes mest berømte bysbarn, og Republikken Makedonien har i de senere år flashet denne fjer i hatten.
Turister kan dårligt undgå at få øje på det, når de besøger byen, for Mother Teresa-mindebygningen er opført midt på det centrale hovedstrøg. På Makedonienpladsen finder man desuden en mindesten, som er placeret dér, hvor Mother Teresa blev født for godt 100 år siden.
E65 forbinder Skopje med Tetovo og Gostivar og Ohrid længere mod syd. Det meste af af strækningen er motorvej, og den fik for et par år siden navnet Mother Teresa, eller Мајка Тереза henholdsvis Nënë Terezë på makedonsk og albansk.
Det samme gjorde hospitalet på vejen Vodnjanska, ligesom også Vodnjanska blev omdøbt til Mother Teresa.
Der blev også monteret bronzetavler på betydningsfulde bygninger i byen med citater af Mother Teresa. Også på bygninger, som er led i Republikken Makedoniens nationalkonservative manifestation, projektet Skopje 2014.
Og så videre.
Men selvom Mother Teresa i nutidens Skopje i den grad er hevet frem i lyset, er hendes baggrund repræsentativ for alt andet end dagens Republikken Makedonien.
Født mellem albanske oprør
Mother Teresa blev født den 26. august 1910. Hun blev døbt Anjezë Gonxhe Bojaxhiu og tog først navnet Teresa som voksen i forbindelse med sit nonneløfte. Forældrene var albanske katolikker.
Provinsen Kosovo bestod omtrent af det nuværende nordvestlige Makedonien samt Kosovo og Sandjak-regionen (imellem Montenegro og Serbien), som dog var besat af Østrig-Ungarn. Og 1910 var et begivenhedsrigt år i provinsen Kosovo.
De såkaldte ungtyrkere var på den tid i færd med at overtage resterne af Det Osmanniske Rige. Ungtyrkerne var moderne og tænkte oprindeligt i frihed, lighed og broderskab, hvilket i sammenhængen og med en nutidig sprogbrug ville beløbe sig til multikulturalisme og decentralisering.
Men under indtryk af især Østrig-Ungarns anneksion af Bosnien-Hercegovina i 1908 og bulgarernes selvstændighedserklæring, opgav ungtyrkerne den liberale tankegang og slog ind på en nationalistisk og centralistisk vej. Det skulle være slut med, at riget skallede af i periferien.
Centralismen førte til et oprør med centrum i provinsen Kosovo. En af lederne var Isa Boletini. Han samlede de albanske klanledere, som aflagde den traditionelle ed på, at man ville stå sammen imod ungtyrkernes centralisme. I foråret gik man til angreb på de osmanniske forlægninger i bl.a. Pristina, og man blokerede også jernbaneforbindelsen mellem Skopje og Pristina i Kaçanik-passet.
Osmannerne satte tingene på plads hen over sommeren 1910. Albanske sprogskoler og bøger blev igen lukket og forbudt, og også det ellers nys opfundne albanske alfabet blev forbudt.
Og så blev Mother Teresa født.
Skelsåret 1912
Da Mother Teresa var halvandet år gammel, brød endnu et oprør ud. Det skulle blive det sidste i rækken af albanske oprør, og den osmanniske regering endte med at acceptere oprørernes krav.
Oprøret i 1912 var koordineret af blandt andre Hasan Prishtina og Ismail Qemali. Det startede i januar i det vestlige Kosovo og førte oprørerne helt ned til Mother Teresas Skopje, som de ”befriede” i august, mens Mother Teresa fyldte to år.
Det vigtigste krav var autonomi for i hvert fald fire af de albansk dominerede vilayeter eller provinser, som så skulle forenes i én samlet provins, Vilayet Albanien. Det var vilayetet Scutari eller Shkodër i Nordalbanien, vilayetet Kosovo som jo omfattede Skopje, vilayetet Monastir, som vi idag kender som Bitola i det sydlige Republikken Makedonien, og vilayetet Ioannina i det sydlige Albanien og nordlige Grækenland.
Men den 8. oktober brød den første balkankrig ud. Montenegro, Bulgarien, Serbien og Grækenland smed osmannerne ud af Balkan og delte rovet. Ideen om en stor og samlet autonom albansk provins var død.
Skopje blev sammen med det område, vi i dag kender som Republikken Makedonien, annekteret af Kongeriget Serbien og kaldt Sydserbien, indtil Titos Jugoslavien etablerede den socialistiske delstat Makedonien.
Den 28. november 1912 erklærede Vilayetet Albanien selvstændighed. Dermed erklærede man også, at man ikke ønskede at blive opslugt af de erobrende lande i Balkanalliancen. Det selvstændige Albanien, som vi kender det i dag, kom selvsagt ikke til at omfatte alle ”de albanske lande” i Vilayet Albanien.
Mother Teresa er fremmed for Makedonien
Mother Theresas far var i høj grad en mand af provinsen Kosovo. Han hed Nikollë Bojaxhiu og flyttede til provinshovedstaden Skopje som ung. Han opnåede sæde i byrådet, selvom han var katolik. Han kom vistnok fra den anden store by i provinsen Kosovo, nemlig Prizren, mens fru Dranafile formentlig kom fra Gjakova.
Bojaxhiu blev meget velhavende, og var blandt andet med til at bygge og finansiere den ovenfor nævnte jernbane, der forbandt Skopje med Pristina. Og et af hans firmaer opførte Skopjes første teater.
Han var sikkert ikke begejstret for Kongeriget Serbiens landnam. Og de forberedende massakrer, Apis’ Sorte Hånd udførte blandt albanere, inden Serbiens regulære tropper nåede frem i 1912, har han sandsynligvis heller ikke brudt sig om.
I hvert fald blev Bojaxhiu engageret i at arbejde for albanernes rettigheder på de nye serbiske betingelser. Bojaxhius politiske virke kostede ham muligvis livet. Han døde efter et politisk møde i Beograd i 1919 og blev måske forgiftet. Mother Teresa har engang talt om det som et ubekræftet rygte, men et rygte er det i hvert fald.
Det er også kendt, at Bojaxhiu på dagen for den albanske uafhængighedsklæring i 1912 arrangerede et møde, hvor bl.a. Hasan Prishtina deltog. Det var i sådanne sammenhænge Mother Teresa trådte sine barnesko.
Nutidens Skopje er et resultat af Kongeriget Serbiens kolonisering af området, af Titokommunismens gøren og laden, og af de skiftende identitetspolitikker, som den uafhængige republik Makedonien har forsøgt sig med siden 1992. Og den albanske del af befolkningen bekender sig – dengang som nu – fortrinsvis til Islam.
Mother Teresas katolske, osmannisk-albanske baggrund peger i alle andre retninger, og hendes familie udvandrede da også i ’30erne til Tirana i Albanien, mens hun selv allerede som 18-årig forlod Skopje for aldrig siden at vende tilbage.
Mother Teresa var fra Üsküb.
Kuriosum: Om fodbolddronen i Beograd
Oprørene i de albanske dele af Det Osmanniske Rige fra 1909-12 blev blandt andre ledet af Isa Boletini og Ismail Qemali, som beskrevet ovenfor. I de selvsamme oprør blev Kastriotifamiliens flag for første gang brugt som samlingspunkt for alle albanere. Det røde flag med den sorte dobbeltørn blev også staten Albaniens flag.
Flaget viste den sorte albanske dobbeltørn på en rød baggrund, som tegnede et “Storalbanien”, og den var flankeret af portrætter af netop Isa Boletini og Ismail Qemali.
Litteratur:
Misha Glenny: The Balkans, 1804-2012: Nationalism, War and the Great Powers. Penguin 1999/2012
Przhino-partierne er nu enige om, hvordan Makedoniens valglister skal føres ajour. Fejlbehæftede og fixede valglister er helt centrale for den politiske krise. Men hvorfor er der ikke i forvejen styr på det?
Valglisterne i Republikken Makedonien er mangelfulde. Det er alle i landet enige om. Men de er også fixede i den siddende regeringskoalitions favør. Hvis nogen var i tvivl om dette, så ophørte tvivlen, da aflytningsskandalen rullede i løbet af 2015.
I udmøntningen af aftalen er man nu – efter megen forhaling og obstruktion – nået til valglisterne. Og Peter Vanhoutte, der som mægler er stillet til rådighed af EU, kunne altså mandag meddele medierne, at man er kommet frem til en aftale om, hvordan revision af valglisterne skal finde sted. Revisionen af valglisterne er kun et af mange elementer i Przhino-aftalen.
Antydninger i medierne gør det sandsynligt, at der er tale om at samkøre forskellige myndigheders eksisterende 11 databaser, hvorefter der vil blive foretaget dør-til-dør stikprøver. Stikprøverne skal vise, om der er sammenfald mellem databasernes oplysninger og den virkelige verden. Vanhoutte har ikke løftet sløret for aftalens præcise indhold. Det bliver offentliggjort på et senere tidspunkt, sagde han til medierne.
Dør-til-dør versus registersamkøring
Hvis aftalen består i en kombination af databasesamkøring og dør-til-dør-opregning, så er der tale om et kompromis.
Oppositionen under ledelse af Socialdemokraterne, SDSM, og Zoran Zaev har i flere år insisteret på, at en samkøring af databaser ikke er nok til at skabe overblik over, hvem der reelt bebor landet. En dør-til-dør opregning er nødvendig, mener SDSM. Det dominerende makedonske, nationalkonservative parti i regeringen, VMRO-DPMNE mener derimod, at det er nok med en samkøring.
Når SDSM ønsker sig en dør-til-dør opregning af borgerne, så er det blandt meget andet, fordi man mener, regeringen køber sig stemmer i Albanien, hvor der er et makedonsktalende mindretal. Det hævdede SDSM allerede før aflytningsskandalen, som uheldigvis – for regeringen – bekræftede påstanden.
De portioner af aflytninger, der i løbet af 2015 blev afspillet offentligt, kaldes “bomber”. Den syvende bombe viste, at de makedonsktalende, albanske statsborgere fra Pustec figurerer på valglisterne, men at myndighederne har problemer med at dække over snyderiet. De falske adresser, som de indkøbte stemmer bliver udstyret med, er tilsyneladende for få, og der bor således utroværdigt mange på samme adresse.
Det er blot ét eksempel på, hvorfor SDSM er skeptisk overfor en revision af valglisten, der alene tager udgangspunkt i samkøring af eksisterende databaser.
Valglister er forældede
Valgkommissionens valgliste stammer i udgangspunktet fra den seneste folketælling i 2001. Når der er valg, bliver der hængt valglister op på valgstederne. Folk checker, om de findes på valglisten, og hvis det ikke er tilfældet, så kan de nå at blive optaget på valglisten inden valget. De skal blot kunne vise et gyldigt ID-kort eller biometrisk, makedonsk pas. Derfor kan der føjes yderligere stemmer til listerne i løbet af et valg.
Ved parlaments- og præsidentvalg kan man stemme udenlands, hvis man i forvejen melder sig på ambassaden. Hvis man er bosat i udlandet, men har en adresse i Makedonien og altså et ID-kort, så kan man også vælge at tage hjem og stemme. Det samme gælder for kommunalvalg. Valg er reguleret af en valglov fra 2008.
Ved valget i 2014 var der knap 1,8 mio. vælgere på valglisten, og godt 1,1 mio. vælgere, der afgav stemme. 1,8 mio. er mange, når man ved, at folketællingen i 2001 kom frem til en befolkning på lige godt 2 mio. og det statistiske kontors estimat for 2014 er omtrent det samme. Eurostat har tal for, hvor mange makedonske statsborgere, der er udvandret til EU-landene. I 1998-2013 var tallet 230.000. Det er dette og lignende tal, der får folk til at anslå, at befolkningstallet i Makedonien reelt er omkring 400.000 lavere.
F.eks. sagde Zoran Zaev for nylig til BIRN, at der er færre end 1,6 mio. mennesker i landet. Herfra skulle trækkes omkring 400.000 ikke-stemmeberettigede mindreårige, sagde Zaev videre. Tror man på disse tal, har Zaev naturligvis ret i, at spændet op til de 1,8 mio. på den seneste valgliste er ganske betydeligt, og han brugte det da også til at underbygge SDSMs krav om, at valglisten skulle revideres inden et valg.
En smule hovedregning fører til, at helt op til en tredjedel af navnene på den eksisterende valgliste, altså op til 600.000, muligvis ikke har stemmeret. Man skal dog fratrække diasporastemmerne, men de kan ikke alene forklare spændet. Spørgsmålet bliver så, om de op til 600.000 mon stemmer? Og hvem de stemmer på?
Frygt for resultatet forhindrer folketælling
Der er rigtig mange makedonske statsborgere, der bor og arbejder i udlandet. Heraf er der også rigtig mange, der fortsat har adresser i Makedonien, hvorfor de har makedonsk pas og eventuelt også et ID-kort.
Det forhold er en væsentlig årsag til, at der ikke siden 2001 er gennemført en folketælling. Det blev forsøgt i efteråret 2011, hvor en hær af frivillige blev sendt ud i landet for at stemme dørklokker og registrere borgere. Forklaringen ligger i forholdet mellem albanere og makedonere, de dominerende befolkningsgrupper i landet.
De frivillige var udpeget af partierne og embedsværket (som i alt væsentligt ikke er uafhængigt af regeringspartierne) og sammensat på en måde, så de også kunne holde øje med hinanden. Således ville der i de blandede områder typisk være en albaner og en makedoner på samme hold. Albanere såvel som makedonere har en interesse i at puste sig op rent antalsmæssigt, så det var snyd i den boldgade, der ikke måtte løbe løbsk.
Albanerne ønsker ikke at blive set som et mindretal. Dertil er de for mange, og de ser sig i øvrigt som et mere oprindeligt befolkningselement i Makedonien. Makedonerne flest ser sig derimod som det naturlige statsbærende folk, og man har i tidens løb gjort sig mange bestræbelser på at fremstille albanerne som en slags gæster.
Albanerne er ikke bange for en folketælling. De tror, at andelen af albanske borgere i Makedonien er større, end ved folketællingen i 2001. Men det er en forudsætning, at alle med pas og ID-kort tæller med – også selvom de bor udenlands. Der er rigtig mange albanere, der bor og arbejder i USA, EU og Schweitz, og som kun kommer hjem om sommeren, og eventuelt når de bliver pensionerede. I hundredtusindvis.
Det forholder sig omvendt med makedonerne eller i hvert fald deres politiske repræsentanter. De mener ikke, det er rimeligt, at albanere, der bor og arbejder udenlands, skal indgå i en folketælling, selvom de har både pas og ID-kort, og selvom de som følge af valgloven i 2008 har stemmeret.
Og det var dette forhold, man ikke kunne blive enige om i 2011. Man var simpelthen ikke enige om, hvem ”folket” var i folketællingen. Derfor blev de frivillige midt i det hele sendt hjem igen.
Ingen har taget ansvar for, at folketællingen i 2011 gik i sort, men valgkommissionsmedlemmerne nedlagde kollektivt deres ombud.
Siden har den albanske regeringspartner, BDI, foreslået, at man i en fremtidig folketælling eventuelt kan registrere, hvem der permanent bebor Makedonien. På den måde ville diasporaen fortsat blive talt med, uden at blive ”administreret” ud af deres fædreland. Forslaget kom i erkendelse af, at der af planlægningshensyn er brug for eksakt viden om landets faktiske demografi.
—
Przhino-aftalen hedder sådan, fordi den kom i stand i EU’s villa i kvarteret Przhino (Пржино) den 2. juni 2015.
—
Det er fortsat gratis at læse med her. Har artiklen værdi for Dem, er selv symbolske bidrag dog særdeles velkomne via MOBILEPAY 21281941.
"Valglister i centrum af Makedoniens politiske krise" blev sidst opdateret: 13. august 2019 af John Petersen
Det er nok muligt, at EU og USA i hidtil uset grad er blevet snydt af Republikken Makedonien under ledelse af premierminister Nikola Gruevski. Hvis det forholder sig sådan, kandiderer forholdet til en nyhedsrubrik, og det skal jeg komme tilbage til. Derimod betyder gårsdagens formelt set store nyheder muligvis blot, at man ikke skal forvente noget nyt i Makedonien.
Det kommer an på, hvem der udlægger teksten.
Formelt set opfylder Gruevski’s afsked og udskrivelsen af valg til afholdelse den 24. april to af løfterne i den såkaldte Przhino-aftale. Men det er ikke sikkert, at afskeden og valgudskrivelsen støtter det, der var formålet med Przhino-aftalen: nemlig at forberede afholdelsen af frie og retfærdige valg den 24. april.
Oppositionens udlægning
Torsdag aften annoncerede Gruevski sin betingede afskedsbegæring. Betingelsen var, at der skulle udskrives valg den 24. april, og at man altså på det punkt skulle holde sig til Przhino-aftaleteksten.
Betingelsen blev opfyldt, da parlamentet i går bekræftede valgdatoen. Gruevski råder over et flertal i parlamentet, hvorfor oppositionen under ledelse af Socialdemokraterne, SDSM, ikke kunne forhindre valgudskrivelsen. De boykottede afstemningen.
Det giver et meget kort tidsspand inden valghandlingen, hvilket i oppositionens udlægning vil betyde endnu en omgang ufrie og uretfærdige valg. Det skyldes blandt andet, at der kun er kort tid til at rense valglisterne for ikke-eksisterende borgere og til at regulere mediernes optræden, så dækningen bliver om ikke upartisk og faktabaseret så i hvert fald fair.
I oppositionens optik har premierminister Gruevski og partiet VMRO-DPMNE obstrueret, forhalet og ignoreret udmøntningen af Przhino-aftalen i løbet af efteråret. Derfor vil der igen blive svindlet, de døde vil fortsat stemme på regeringspartierne, medierne vil igen fremstille SDSM som vestens og George Soros´ lakajer, og medierne vil holde mikrofonen for Gruevski, og igen og igen vise alle de snore, han kan nå at klippe over til nye børnehaver, veje og fabrikker i de makedonske dele af landet.
Hvis oppositionen har ret, så er de tilsyneladende nyheder i Makedonien i virkeligheden udtryk for, at alt bliver ved det gamle. Regimet vandt.
Regimets udlægning
SDSM frygter, at valget den 24. april bliver vundet af den siddende regering med VMRO-DPMNE i spidsen. Det er den reelle grund til, at de ikke ønsker valg så tidligt som den 24. april, hævder landets dominerende medier og regimetro eksperter. Man tror ikke på, at SDSM er oprigtige i deres kamp for frie og fair valg.
Ifølge Gruevski har regimet strakt sig meget vidt og indgået mange kompromisser i løbet af Przhino-processen. Det hævdede han blandt andet i sin tale til nationen torsdag aften, hvor han annoncerede sin betingede afsked.
VMRO-DPMNE har således til fulde levet op til sin del af aftalerne, mens det modsatte gælder for SDSM, sagde Gruevski. Og på dagen kunne han dokumentere det med et eksempel, for SDSM lagde jo netop op til, at man fredag skulle beslutte at udskyde valgdatoen. Fredag mødtes aftaleparterne nemlig endnu engang i Przhino ved Skopje og denne gang sammen med EU-Kommissær Johannes Hahn.
Hvis Gruevski og regimet har ret, så er de tilsyneladende nyheder i Makedonien i virkeligheden udtryk for, at det hele var en storm i et glas vand. Alt bliver ved det gamle. VMRO-DPMNE vil vinde igen, og Gruevski kommer tilbage – som han lod forstå i sin tale torsdag.
Det er vanskeligt at forestille sig, at EU og USA efter al den møje blot lader Gruevski og VMRO-DPMNE vende tilbage til et uforandret Makedonien, der i stigende grad fjerner sig fra EU og NATO.
Derfor er det nok for tidligt med en rubrik a la: “Gruevski snyder USA og EU”.
—
Przhino-aftalen hedder sådan, fordi den kom i stand i EU’s villa i kvarteret Przhino (Пржино) den 2. juni 2015.
"Blå mandag i Makedonien" blev sidst opdateret: 13. august 2019 af John Petersen
Det tredje store Przhino-møde er mislykket fuldstændigt, skriver Alsat-M og andre medier i Republikken Makedonien. Dermed fortsætter landets politiske krise for fuld styrke.
I aftes mødtes de fire mest betydningsfulde partier i Makedonien endnu en gang. Håbet var at PDSh, BDI, SDSM og VMRO-DPMNE kunne erklære sig tilfredse med efterlevelsen af de aftaler, der blev indgået på de første to Przhino-møder i sommeren 2015. Dermed ville det tidlige valg, fastsat til den 24. april 2016 i Przhino-aftalen, fortsat blive bakket op af alle parter.
Men Socialdemokraterne, SDSM, er ikke tilfredse, og de vil, fortsat ifølge Alsat-M, ikke deltage i et valg allerede den 24. april.
Striden står om hele formålet med Przhino-aftalen. Formålet er at berede vejen for et retfærdigt nyvalg og en regering, hvis legitimitet, der ikke kan sættes spørgsmålstegn ved. Men SDSM sætter netop spørgsmålstegn ved valgets legitimitet, hvis valget afholdes allerede den 24. april, selvom det er et klart brud på aftalen at udsætte valget.
Medieregulering og valglister
Helt aktuelt er der to forhold, der ifølge SDSM og dets leder Zoran Zaev gør et for tidligt valg absurd. For det første er der endnu ingen garanti for, at medierne bliver fravristet VMRO-DPMNE og premierminister Nikola Gruevski’s hidtidige kontrol. Og for det andet er der endnu ikke en køreplan for revision af valglisterne.
Det er en del af Przhino-aftalen, at de to forhold skal bringes i orden før valget, og det er netop ikke lykkedes endnu. EU’s mægler Peter Vanhoutte har ellers gjort en ihærdig indsats op til mødet, men han nåede ikke i mål før gårsdagens Przhino-møde.
Følgende vittighed fortælles i Republikken Makedonien for tiden. Den illustrerer problemet med valglisterne:
En mand kommer ind i valglokalet, afgiver sin stemme og henvender sig herefter til den valgtilforordnede: “Må jeg få lov at sidde her og vente.” ”Nej, det går desværre ikke. De må gå, når De har afgivet Deres stemme. Men hvorfor vil De dog sidde her?” ”Jo, min far har været død i mange år, men han stemmer fortsat altid ved valgene, og jeg vil gerne møde ham.”
Gruevski er fortsat premierminister
I går gjorde Nikola Gruevski sin afskedsbegæring betinget. Også hans afsked er en del af Przhino-aftalen. Man må formode, at Gruevski nu har tænkt sig at fortsætte på posten som premierminister.
Premierminister Nikola Gruevski vil i morgen sende sin afskedsbegæring til præsidenten. Begæringen vil dog være betinget. Det har premierministeren netop meddelt i en tv-transmitteret tale til nationen.
I en tv-tale kort efter klokken 19 meddelte Gruevski, at han agter at træde tilbage, således som den såkaldte Przhino-aftale foreskriver. Det blev ikke meddelt, hvem der i hans sted træder ind som premierminister i Republikken Makedonien i den valgforberedende og midlertidige regering indtil valget, der er forudset til den 24. april.
Gruevski gjorde dog sin afskedsbegæring betinget. Hans afskedsbegæring træder således i kraft 100 dage før valget, sagde han. Det betyder formentlig, at valget skal udskrives, før premierministeren træder tilbage. Det blev også klart i talen, at Gruevski agter at fortsætte på sin post efter valget, som han og partiet VMRO-DPMNE forventer at vinde.
Nikola Gruevski har været premierminister i Republikken Makedonien siden valget i 2006 og leder af partiet VMRO-DPMNE siden 2003. Han var desuden finansminister i den VMRO-DPMNE-ledede regering Ljubčo Georgievski i 2000 og 2001.
Når Gruevski – i hvert fald midlertidigt – går af, er det et af mange led i Przhino-aftalen, hvis formål er at bane vej for et retfærdigt nyvalg og en regering, hvis legitimitet, der ikke kan sættes spørgsmålstegn ved.
”Братучед, готови сме” eller ”Vi er færdige, fætter” står der på denne plakat fra demonstrationen 17. maj 2015, hvor målet var at presse premierminister Nikola Gruevski fra bestillingen. Bag tremmerne er det premierministeren, hvis fætter, Saso Mijalkov, netop var gået af som leder af efterretningstjenesten. Det manglende bogstav hentyder til, at premierministeren har en talefejl.
Gruevski er mere end premierminister
Przhino-aftalen blev presset igennem af EU og USA, og den kom i stand i forlængelse af aflytningsskandalen i 2015. Aflytningsskandalen bestod i en serie telefonaflytninger, som blev offentliggjort af landets socialdemokrater, SDSM, fra februar 2015. Det er ikke klart, hvem der har leveret aflytningerne.
Aflytningsskandalen viste, at Gruevski var langt mere end blot premierminister og partiformand. Den bekræftede, hvad ”manden på gaden” i årevis har ment at vide, nemlig at partierne i Gruevski’s regering har tilranet sig og delt magten over langt mere, end der tilkommer dem: domstolene, anklagemyndigheden, efterretningstjenesten, valgkomiteen, de dominerende medier, lustrations- eller lutringskommissionen og således videre.
Gruevski er således snarere regimeleder, og han har altså nu – på betingelser – afgivet posten som premierminister.
Przhino-aftalens sidste elementer faldt torsdag aften på plads. Hvis parterne efterlever aftalen, kan Makedoniens såkaldte overgangsperiode nu begynde. Intet er dog sikkert.
De fire store politiske partier i Republikken Makedonien traf torsdag aften de sidste beslutninger, der følger af Przhino-aftalen, skriver MIA. Aftalen blev indgået den 2. juni og blev yderligere detaljeret den 15. juli. Aftalen beskriver, hvordan en overgangsperiode skal lede Makedonien fra landets nuværende leje og ind i et demokratisk system, som man forstår det i bl.a. EU og USA.
Når aftalen nu er faldet i hak, er der en chance for, at Republikken Makedonien kan udvikle sig til et demokrati og en stat, der er forenelig med EU-medlemskab. Både EU-Kommissionens og USAs reaktioner viser en pinlig bevidsthed om, at handling ikke nødvendigvis følger ord i makedonsk politik.
Man regner tydeligvis fortsat med risikoen for, at regimet under premierminister Nikola Gruevskis VMRO-DPMNE kan lægge sten i vejen for processen.
Nye socialdemokratiske ministre
Torsdag aftens aftaler betyder, at Oliver Spasovski bliver indenrigsminister i overgangsregeringen frem til 24. april, hvor der ifølge Przhino-aftalen skal afholdes valg. Han afløser Mitko Cavkov, der har siddet siden maj, hvor Cavkov efterfulgte Gordana Jankuloska. Jankuloska måtte gå af som følge af aflytningsskandalen.
Indenrigsministeriet råder over politiet, udstedelse af ID-kort og andre instrumenter, der i aflytningsskandalens løb viste sig at være centrale for opretholdelsen af det nuværende regimes magt via bl.a. valgsvindel.
Ny arbejds- og velfærdsminister bliver Frosina Remenski, mens Alexander Kiracovski. Kire Naumov og Ljupco Nikolovski bliver viceministre for henholdsvis informationsteknologi & offentlig administration, finans, og land- & skovbrug.
De nye ministre og viceministre er – jævnfør Przhino-aftalen – nomineret af oppositionspartiet Socialdemokraterne, SDSM. De afløser de nationalkonservative VMRO-DPMNE-ministre. VMRO-DPMNE udpeger til gengæld viceministre for de nye Socialdemokratiske ministre. I overgangsperioden indtil valget den 24. april sidder således en bred overgangsregering, som fortsat også rummer ministre fra det albanske BDI. Rent numerisk er det BDI, der betaler gildet, for de viceministre, der bliver presset ud med den nye konstellation, er BDI’s folk.
Fredag aften rapporterede landets tv-medier om den forgangne nats forhandlingsresultater.
Gruevski hævdede, at VMRO-DPMNE havde opnået sit strategiske mål, nemlig at al tale om at udskyde valget skulle manes i jorden. Medier, som er enten dokumenterbart eller sandsynligvis regeringsafhængige, har i forløbet beskyldt Socialdemokraterne for at forsøge at udskyde valget. Socialdemokraterne har afvist, at dette skulle være tilfældet.
Socialdemokraternes Zoran Zaev talte om en ny start for Makedonien, mens han så glad ud.
Przhino-aftalen er reelt en køreplan frem imod valget den 24. april. Aftalens komponenter er foranstaltninger, der søger at fravriste Gruevski og VMRO-DPMNE magten over statens institutioner. Hvis den såkaldte overgangsperiode bliver for kort, kan aftalens komponenter ikke nå at virke, og så har regimet alle muligheder for igen at bringe svindel, mediekontrol og andet i anvendelse for at sikre sig valgsejren.
I betragtning af, at Przhino-køreplanens deadlines konsekvent er blevet overskredet, så bliver tidsspandet indtil valget naturligvis kortere, hvilket er en fordel for VMRO-DPMNE. Derfor er det ikke helt usandsynligt, at SDSM har forsøgt at fastholde det oprindelige tidsspand og dermed få valget udskudt. Og det er indlysende, at det er VMRO, som har haft interesse i at blæse på aftalens deadlines.
Ambassadører fra USA, Tyskland, Frankrig, Italien, Storbritannien og EU’s repræsentant i Makedonien gav i deres seneste opsang netop udtryk for, at det var Gruevski, der blokerede for den aftale, der skulle have været indgået den 20. oktober, men som først kom torsdag aften.
Hvis det viser sig at være sandt, at det for Gruevski lykkedes at støbe valgdatoen fast ”i beton”, så kan det faktisk vise sig også at være sandt, hvad han siger: dette er lige netop den strategiske sejr for VMRO-DPMNE, som Gruevski hævder, det er. Tidsspandet inden valget er blevet kortere og den strategiske sejr må så ses i sammenhæng med, at det også lykkedes at forhale aftalens indgåelse så langt som til torsdag. Og så er der øvrigt fortsat mulighed for at kaste grus i maskineriet.
Valg, whistleblowers og aflyttede samtaler på vej til parlamentet
Foruden om ministerposterne, blev parterne torsdag aften enige om en ny lov om amnesti for whistleblowers samt en ny lov om at offentliggørelse af de aflyttede samtaler. Tidligere er man kommet til enighed om den nye valglov, men Socialdemokraterne ville ikke stemme for loven, før der var kommet klarhed om den nye særlige anklagers stab.
De nye love og også den nye valglov kan nu blive forelagt parlamentet til vedtagelse, konkluderede Zoran Zaev i medierne fredag aften.
Valgloven
I den amerikanske reaktion kan man se, at ambassaden nu fokuserer på valgloven. Det giver et fingerpeg om, hvor det næste slag står.
Hvis man følger debatten i landets medier, kan man få den opfattelse, at diasporastemmerne og en ændring af valgkredsenes geografi er det vigtigste element i ændringen af valgloven. Det kan være vigtigt nok. Men faktisk er valgkommissionen nok det vigtigste. Når valgloven skal åbnes, er det for at sikre valgkommissionens uafhængighed. Valgloven regulerer nemlig valgkommissionens virke.
Valgkommissionen er det sted, man kan klage over valghandlingen og altså potentiel valgsvindel. Har man magten over valgkommissionen, så har man også magten til afvise klager over uregelmæssigheder ved valg. Det er også valgkommissionen, der styrer, om der skal ryddes op i valglisterne – som eventuelt rummer både udlændinge med falske ID-kort fra indenrigsministeriet og afdøde, der fortsat afgiver stemme ved valgene. Ja, faktisk er det ikke længere ”eventuelt”, for det er netop sådanne forhold, aflytningsskandalen bekræftede.
Valgkommissionens formand vælges ifølge en gentleman aftale af oppositionen, mens regeringen har majoriteten. Den seneste formand trak sig i protest. Han var netop sur over, at regimet, som havde flertallet i kommissionen, ikke ville være med til at rydde op i valglisterne.
Og det er netop det, der skal ske nu – med Przhino-aftalen og som følge af internationalt pres.
Diasporastemmerne rykkede ind i centrum af debatten om valgloven, fordi Gruevski foreslog, at diasporaen skulle råde over 23 mandater. I øjeblikket har de tre, og der er godt 10.000, der afgiver stemme i diasporaen. De stemmer altid på VMRO-DPMNE, fordi der er et historisk slægtskab. VMRO-DPMNE blev oprindeligt stiftet og finansieret af diasporaen. SDSM vil sandsynligvis helst af med dem og ønsker naturligvis ikke yderligere 20 oversøiske VMRO-DPMNE-stemmer. De albanske partier vil helst af med diasporastemmerne.
Et mandat i Australien koster knap 1000 stemmer, mens et mandat i Makedonien måske koster 10.000. Selvom der således kan være god grund til at revidere den del af valgloven, så fik debatten sandsynligvis blot den effekt, at opmærksomheden blev afledt fra de mere centrale diskussioner. Forslaget gik da også i sig selv igen, men der gik lidt tid med det.
SDSM og MOST foreslog i forbindelse med diskussionen om valgloven, at det nuværende system med seks valgkredse skulle ændres. Der skulle blot være én valgkreds, mente man. Det ville modvirke stemmespild for små partier. I øjeblikket vælges der 20 fra hver af de seks valgkredse og yderligere tre fra diasporaen. Man opererer ikke med tillægsmandater, så nummer 21 og nedefter er spildte stemmer.
SDSM og MOSTs forslag fik Gruevski til at foreslå, at valgets vinder automatisk skulle tildeles 17 ekstra mandater. Det skulle sikre en stabil regering, sagde Gruevski, selvom mange små partier fik sæde i parlamentet. Det fik med nærmest naturlovmæssig sikkerhed albanerne til at sige, at det var helt fint, hvis blot ekstramandaterne blev fordelt ligeligt blandt de to største befolkningsgrupper – altså det største albanske og det største makedonske parti – eller alternativt, at den nuværende uskrevne lov, som siger at der både skal være albanske og makedonske partier i regeringen, blev ophøjes til skrevet lov. Uden en sådan tilføjelse ville magten fra de ekstra 17 mandater jo altid ende i den makedonske lejr. Så var den diskussion slut, men der gik lidt tid med det.
Siden torsdag aften er der endnu en grund til, at valgkommissionen er interessant. De nye viceministre og de nye ministres viceministre får vetoret. Med aftalen torsdag er man ifølge MIA dog blevet enige om, at hvis en viceminister vetoer sin minister, så kan ministeren appellere til valgkommissionen, som så tager stilling.
Censur
Der blev opnået enighed om valgloven midt i oktober, men det druknede i nyheden om at de ”offentlige anklageres råd” ikke havde godkendt hele Janeva’s team. Også det forsinkede processen i flere uger. Det fik også SDSM til at trække sig ud af samtalerne om udmøntningen af Przhino-aftalen, men de var dog tilsyneladende på plads igen allerede få dage efter, hvor endnu en overraskelse forsinkede processen.
Faktisk blev der tidligere på måneden stillet et lovforslaget om at indføre censur på området, men det blev – efter demonstrationer samt pres fra EU og USA – trukket tilbage allerede den 8. oktober. Oppositionen hævdede allerede da, at det blot handlede om at trække forhandlingerne i langdrag.
Når MIA i dag skriver, at der er opnået enighed om en lov, der skal begrænse offentliggørelsen af aflytninger, som er tilvejebragt på ulovlig vis, så viser det formentlig de sidste krampetrækninger i forsøget på at indføre censur. Medier, der publicerer materiale, der er resultat af ulovlige aflytninger, vil blive tildelt bøder, hedder det. Men man skal nok fæstne sig ved tilføjelsen, at det ikke gælder, hvis offentliggørelsen tjener offentlighedens interesse.
Forfatningsdomstolen kan dømme Janeva ude
Der vil givetvis vise sig flere forhindringer på vej mod valget den 24. april. En af forhindringerne kan meget vel vise sig at komme fra forfatningsdomstolen.
Loven om den særlige anklager er muligvis ude af sync med den makedonske forfatning. Hvis nogen skulle komme i tanker om, at loven om den særlige anklager bør prøves ved forfatningsdomstolen, så er det muligt at Katica Janeva dømmes ude. Og det er naturligvis lige nøjagtig, hvad nogen er kommet i tanker om.
En advokat ved navn Tome Todorovski sagde til Telma tv i oktober, at han havde bedt forfatningsdomstolen undersøge, om loven om en særlig anklager er forfatningsstridig. Fredag aften meddelte Telma tv, at Todorovski havde trukket sin henvendelse tilbage.
Makedonien er kandidatland til EU og aspirerer til NATO-medlemskab. Det vest-integrative perspektiv er officiel politik. Ikke desto mindre er der tvivl, om det eksisterende regime i virkeligheden modarbejder vest-integrationen. Det er en tvivl, der også råder blandt landets albanere, for hvem vest-integrationen formentlig er et sine qua non.
Przhino-aftalen blev indgået i juni og juli med henblik på at skabe en overgang fra det nuværende autoritære kleptokrati til et mere EU- og NATO-kompatibelt styre. Aftalen blev tvunget frem af EU og USA, efter at aflytningsskandalen havde gjort det klart for alverden, hvor slemt det står til i Republikken Makedonien. Aftalens parter er de fire største politiske partier i Makedonien.
Aftalen bliver misligholdt. Det nationalkonservative regeringsparti VMRO-DPMNE under premierminister Nikola Gruevski og oppositionen, som er ledet af det socialdemokratiske SDSM og Zoran Zaev, beskylder hinanden for at stå bag misligholdelsen. Det er dog nogenlunde klart, at det er Gruevski og regimet, der har en interesse i at obstruere aftalen. Han og de øvrige topfolk vil efter alt at dømme ende bag tremmer, hvis aftalen opretholdes.
Blot en overgang?
Det er let at ekstrapolere fra øjebliksbilleder, hvis man vil finde ud af, hvor Makedonien er på vej hen. Som det altid er tilfældet, når man slutter fra del til helhed, er der i det højeste tale om kvalificerede gæt, og der er mange af dem. Her er et par stykker:
”Selvfølgelig ønsker vi og regeringen at blive medlem af EU,” siger en af de handlende i Debar Malo. ”Når EU har forstået, at Gruevski ikke vil dikteres af EU,” fortsætter han, ”så bliver alt som det var.”
Overgangen er kun en overgang, en storm i et glas vand. Sådan er der mange, der tænker. Måske har de mange ret. Man kan af ”hverdagseksperter” som den handlende let få det indtryk, at det er EU, der søger om medlemskab i Makedonien.
Man kan også forestille sig en borgerkrig mellem tilhængere af VMRO-DPMNE og SDSM. Hvis den handlende får ret i, at det autokratiske kleptokrati vil fortsætte, men at EU i modsætning til hans forventning opgiver at optage Makedonien som medlem, så melder spørgsmålet sig selvfølgelig: er oppositionen klar til at slås?
Det er der ikke mange, der tror på, men frygten for væbnet konflikt nævnes dog efterhånden en gang imellem. Der er flere grunde til, at kun få frygter sådan en borgerkrig eller borgerkrigslignende tilstand. Nogle konstaterer nøgternt, at ingen vil slås for EU-kompatible forhold i Makedonien, fordi kampen ikke kan vindes. Andre mener, at SDSM-oppositionen slet ikke er interesseret i EU-kompatible forhold. Deres primære interesse er derimod blot at overtage kleptokratiet. Endnu andre mener, at en væbnet konflikt mellem de makedonske parter er overskuelig, men at faren for at Republikken Makedoniens albanere bliver inddraget er for stor. Alene derfor sker det ikke.
At Przhino-aftalen, overgangsperioden, virkelig bliver en overgang til EU-kompatible forhold er naturligvis også en mulighed. Det findes der formentlig også folk, der tror på.
Den egentlige fare
De albanske ledere ville i en konkret situation, en voldelig konflikt mellem de makedonske partiers tilhængere, gøre alt for at holde sig udenfor – i hvert fald som udgangspunkt. Men det er ikke sandsynligt, at de kan styre det. ”I en sådan situation vil en strid om en parkeringsplads være nok til at inddrage albanerne,” siger en af de utallige hverdagseksperter.
Albanernes standpunkt i en sådan konflikt er åbenbart. Albanerne ønsker ikke at vinke farvel til det vest-integrative perspektiv, som er ensbetydende med NATO- og EU-kompatibilitet. Det er vest-integrationen, NATO, der for albanerne er forsikringen imod de makedonske nationalstatslige aspirationers – i albanernes øjne – værste potentialer.
Og her ligger den egentlige fare for Republikken Makedonien: Det kan få uoverskuelige følger, hvis det vest-integrative perspektiv fordufter, og hvis albanerne i en sådan situation viser sig uvillige til at lade stå til.
Den mest radikale konklusion er, at det kan betyde Republikken Makedoniens undergang. Også den konklusion er udbredt blandt hverdagseksperterne.
Her på bloggen har vi tidligere hævdet, at en bestemt komponent i Przhino-aftalen er afgørende, hvis der skal ske forandring: Makedoniens håb er den særlige anklager
Det er netop den særlige anklagers (Специјално Јавно Обвинителство) arbejde, der i øjeblikket forhindres eller forhales – sammen med udnævnelsen af nye ministre og vice-ministre. Det fik for en uge siden EU’s mægler, Peter Vanhoutte, til at meddele medierne, at Makedonien risikerer at ende som Hviderusland, hvis aftaleparterne ikke følger Przhino-aftalen. Isolation er alternativet til vest-integration, sagde han.
Det så grangiveligt ud som om Vanhoutte simpelthen var ved at tabe tålmodigheden med regimet. Han kunne heller ikke afvise, at det kunne komme til indefrysning af de ansvarlige politikeres bankkonti og indrejseforbud i EU og sådan. Vanhoutte har efterfølgende forsikret, at han endnu ikke har opgivet.
EU-Kommissær Johannes Hahn har ikke lagt skjul på, at en positiv rapport fra EU-Kommissionen afhænger af, om Przhino-aftalen bliver overholdt.
Og i går gik USA’s og EU’s ambassadører så endnu engang i samlet flok ud med en meddelelse til Gruevski via medierne. Med den britiske ambassadør Charles Garrett i spidsen, opfordrede de Gruevski til at bemyndige sit team til at overholde Przhino-aftalen, så der kan sikres ”troværdige” valg i Makedonien; herunder at den ”særlige anklager får de ressourcer, hun beder om, så hun kan begynde sit vigtige arbejde.”
Og nu venter Makedonien så på EU-Kommissionens rapport, mens Gruevski tweeter, at ”Macedonian people decide over its future”. Tweetet er forsynet med et link til denne tale.
Den særlige anklager blev – også forsinket – udpeget i midten af september. Det blev den i offentligheden hidtil ukendte Katica Janeva, som på det tidspunkt var anklager i grænsebyen Gevgelija.
Hendes virke blev fastsat ved lov, så der ikke kunne være tvivl om hendes uafhængighed af den eksisterende offentlige anklagemyndighed. Hele parlamentet står bag, hvilket er muligt, fordi SDSM også har overholdt sin del af Przhino-aftalen, nemlig at vende tilbage til parlamentsarbejdet, som partiet ellers har boykottet siden valgene i april 2014.
Både mandatet, loven, personen, budgettet og personalet har været genstand for hårde forhandlinger, men det lykkedes tilsyneladende at få ansat Janeva uden at regimet har mulighed for at udfordre hendes uafhængighed.
Næsten!
Det seneste er nemlig, at de 14 ”vice-anklagere”, Janeva har udpeget, og som hun ifølge loven har mandat til at udpege, ikke er blevet godkendt en bloc af landets såkaldte ”offentlige anklageres råd”. Rådet er i princippet uafhængigt, men det regnes af oppositionen for at være en del af regimet, og det har kun godkendt syv af Janevas 14 indstillede vice-anklagere.
Dermed er den særlige anklagers arbejde som minimum forsinket.
–
Przhino-aftalen hedder sådan, fordi den kom i stand i EU’s villa i kvarteret Przhino (Пржино) den 2. juni 2015.
"Przhino-aftalen i Makedonien – overgang eller undergang?" blev sidst opdateret: 12. august 2019 af John Petersen
Gevgelija er grænsebyen mellem nutidens Grækenland og Republikken Makedonien. I dag sørger syriske flygtninge for Gevgelijas 15 minutes of fame. For rullende kameraer krydser de grænsen, mens alverdens kigger med. Men det er ikke første gang, Gevgelija er genstand for verdens opmærksomhed. Det var også tilfældet for 100 år siden, da Den Store Krig kom til Makedonien.
Gevgelija ligger på Vardarflodens vestbred. Både jernbanen og E75 følger Vardardalen mod nord. Cirka tyve kilometer oppe ligger byen Smokvica, hvor dalen åbner sig i et trekantet fladt og frodigt landskab. I de andre vinkler ligger sådan cirka Udovo og Valandovo. Hver side i trekanten er en 5-10 kilometer. Her kan man dyrke appelsiner og citroner, og hvad som helst, der kræver varme somre.
Demir Kapija, Jernporten, ved Vardar mellem Gevgelija og Gradsko. Photo: vesnickamarkovska
Fra Udovo rejser bjergene sig igen på begge sider af floden, som drejer mod nordvest. Dette i særklasse naturskønne 10-15 km lange stræk er snævert, og sine steder er der kun lige plads til både flod, E75 og jernbane. Ved jernporten, Demir Kapija, hvor bjerget ligesom på klem åbner sig for Vardar, og vel af samme grund har fået det bastante navn, er der ikke plads til E75, som må ind i en tunnel.
På den anden side jernporten åbner landskabet sig igen. Popova Kula, Bovin, Tikves og andre større vinforetagender og deres marker ligger her fra og op imod Negotino og ud til vest mod Kavadarci.
Det var i dette område, at en fransk-britisk ekspeditionsstyrke opererede for præcis 100 år siden. Operationen varede kun efteråret ud. Allerede den 12. december havde bulgarske styrker trængt briterne og franskmændene tilbage til Grækenland, hvor verdenskrigens tredje front stabiliserede sig langs grænsen.
”Den bulgarske hær står ved den græske grænse,” skrev eksempelvis Aarhus Stiftstidende et par dage senere, og ”Gevgelija står i flammer,” hed det videre.
The Macedonian Front, Salonika Front eller Front d´Orient skulle i 1918 blive særdeles vigtig for Den Store Krigs afslutning, men det er en anden historie.
Levende syrere og døde franskmænd
Syrerne ved det nok ikke, når de i disse år ruller op igennem de maleriske landskaber i nedslidte passagertog eller tager turen til fods ad jernbanesporet eller E75. Men de har et finurligt skæbnefællesskab med nogle derude i landskabet.
En af dem er Gustave Delplanque. Han blev dræbt ude mod øst ved Kosturino. Han var fra Roubaix og blev 24 år. En anden er Adrien Courdesse. Også han faldt ude ved Kosturino. Han blev 22 år og var fra Caveirac i Sydfrankrig. De faldt den 3. november 1915 sammen med en snes andre.
Tilbagetoget i begyndelsen af december 1915 kostede 21-årige Victor Doin livet. Han blev dræbt den 8. af et pistolskud ved Gradets. Han var fra Sainte-Geneviève-des-Bois ved Paris. Samme dag og sammesteds forsvandt Albéric Baudchon. Han var fra Glageon oppe ved Frankrigs grænse til Belgien. Han blev 30 år. En snes kolleger faldt ved samme lejlighed.
Og sådan kan man fortsætte med alle byerne i Valandovo Kommune og lidt til og så op langs Vardar til Negotino, Gradsko og Krivolak. Der er registreret omkring 300 franske og 300 irske faldne og der er sandsynligvis lige så mange faldne på den bulgarske side. Irerne, den britiske 10. division, forsvarede Kosturino under tilbagetoget, hvor den bulgarske 2. Armé rykkede frem.
Nogle af de døde drenge oven for er måske endt på en af de store militærkirkegårde, som i ’20erne blev etableret i Bitola (Monastir) og Skopje. Eller måske er de taget med til Zeïtenlick i Thessaloniki. Ingen ved det. Deres sidste hvilested er registreret som ukendt. Det samme gælder deres knap 300 kolleger.
Til gengæld er de fleste nævnt rundt omkring på monumenter i Frankrig og Algeriet. For eksempel Adrien Courdesse hjemme i Caveirac og Victor Doin ved Paris.
De britisk-franske styrker var ledet af General Maurice Sarrail. Det er ham, der er forbindelsesledet mellem de levende syriske flygtninge og de døde franske soldater.
Ententen lander, forudsætningerne brister
Den 30. september 1915 lander de første franske søofficerer i Thessaloniki. De skal forberede landgangen af den britisk-franske ekspeditionsstyrke, der efter aftale med premierminister Eleftherios Venizelos skal hjælpe Serbien. Serbien er allerede i krig med Østrig-Ungarn, og står over for at blive overfaldet af Bulgarien.
Bulgarien vil have Makedonien og venter blot på den rette lejlighed. Makedonien er i Balkankrigene et par år forinden tilfaldet Serbien og Grækenland, henholdsvis nord og syd. Det nordlige svarer til det, vi i dag kender som Republikken Makedonien eller fYRoM.
Men få timer efter, at landsætningen den 5. oktober 1915 af Ententens tropper begynder, fordufter forudsætningen for troppernes tilstedeværelse. Premierminister Venizelos bliver fyret af kong Konstantin.
Det er kompliceret.
Kong Konstantin i Grækenland tror på sejr til Centralmagterne – Tyskland, Østrig-Ungarn, Tyrkiet og om lidt Bulgarien -, mens Venizelos tror på sejr til Ententen – Storbritannien, Frankrig, Rusland m.fl. For begge de herrer gælder det om at stå på den vindende side, så man kan fortsætte med at etablere et Storgrækenland eller i hvert fald fastholde de nys udførte landnam.
Kongens problem er, at Grækenland traktatmæssigt er forpligtet på at komme Serbien til undsætning, når og hvis Bulgarien overfalder Serbien. Og Serbien er jo allerede i krig med Centralmagterne – kongens favoritter. Kongen hævder, at Serbien ikke kan overholde sin del af aftalen. Serbien skal nemlig ifølge traktaten byde ind med 150.000 soldater i denne forsvarskrig, og det kan Serbien ikke.
Venizelos har så fået den ide at spørge Ententen om hjælp. Hvis Ententen kan træde ind med de 150.000 mand på serbisk side, så vil Serbien kunne overholde sin del af traktatforpligtelsen. Og derpå vil Grækenland være traktatmæssigt bundet til at hjælpe Serbien. Det vil drage Grækenland ind i krigen på Ententens side, og det er det egentlige formål med Venizelos’ idé. De 150.000 skal altså – så at sige – hjælpe Grækenland ind i krigen, eller hjælpe Venizelos imod kong Konstantin.
Hvis Ententen leverer de 150.000 mand, må kongen finde en anden undskyldning, hvis han vil undgå at komme Serbien til hjælp.
Ifølge Venizelos har kongen givet samtykke til idéen om Ententens 150.000 mand. Det benægter kongen siden hen. For briterne er kongens samtykke vigtigt. Tropperne skal passere det sydlige Makedonien i Grækenland på vej mod det nordlige Makedonien i Serbien. Uden kongens samtykke vil en landgang jo tage sig ud som en indtrængen i et neutralt land. Og briternes officielle grund til året forinden at gå i krig mod Tyskland var jo Tysklands indtrængen i det neutrale Belgien. Frankrig har færre skrupler.
Briterne har forstået, at Venizelos er en lurendrejer, som ikke har kongens samtykke, men udenrigsminister Edward Grey holder på formaliteterne. Derfor bliver det til, at Grækenland protesterer over krænkelsen af græsk territorium over for de franske styrker, men ikke over for de britiske. Formålet er at berolige kongen, men den går ikke.
Kongen bliver vred, og Venizelos bliver afskediget, selvom Venizelos har kammerets opbakning. Men ”stemmer skal vejes, ikke tælles,” meddeler kongen. Få timer før afskedigelsen den 5. oktober 1915 begynder landsætningen af de allierede tropper.
Den nye anti-venizelistiske regering Alexandros Zaimis holder sit første møde den 6. oktober og beslutter ved den lejlighed, at man ikke vil komme Serbien til hjælp. For Ententen er der således ikke udsigt til at ”hjælpe Grækenland med at hjælpe sig selv ved at hjælpe Serbien”.
De kom for sent til toget
Militært er det ikke længere så klogt at hjælpe Serbien, for den græske aktive medvirken er jo nu gået fløjten. Politisk er projektet også kørt af sporet, for hele ideen var jo at trække tæppet væk under Kong Konstantins argument.
Men nu står de første tropper i Thessaloniki. Som udgangspunkt er Frankrig indstillet på at blæse på den manglende græske opbakning, forlade Thessaloniki og rykke mod nord for at hjælpe Serbien. Briterne vil ikke løfte en finger uden en græsk militær indsats.
Det ender med, at Storbritannien giver efter for det franske pres. Man ønsker ikke splid med Frankrig. Men det sker så sent som den 30. oktober, hvor briterne også lover at sende to divisioner til Thessaloniki. De er ellers på vej til Ægypten, men bliver omdirigeret.
På det tidspunkt har General Maurice Sarrail allerede længe været i Serbien med sin nyligt etablerede Armée d’Orient. Han ankommer til Thessaloniki den 12. oktober og allerede inden den 20. oktober har han placereret sine infanteridivisioner på strækningen fra Krivolak i nordvest til Kosturina i sydøst. Han har også konstateret, at Bulgariens styrker allerede har afskåret jernbanen nord for dette stræk. Dermed kan han ikke etablere forbindelse til Serbiens militære hovedstyrke.
Det viser med al ønskelig tydelighed, at den ”mission description”, der erstatter det oprindelige formål med ekspeditionen, og som Frankrig og Storbritannien endelig bliver enige om den 30. oktober, er forældet allerede inden den er vedtaget.
Formålet med missionen er alene at sikre forbindelsen til de serbiske styrker, kom det til at hedde. Derfor skulle man forsvare jernbaneforbindelsen. Britiske styrker skulle sikre strækket mellem Thessaloniki og Krivolak, og franske skulle sikre strækket mellem Krivolak og Veles – altså den forbindelse, Sarrail allerede ti dagen forinden konstaterer, er afbrudt.
Bulgarien angriber Serbien den 14. oktober. Det er aftalt og koordineret med Centralmagterne, som angriber fra Beograd den 6. oktober. Bulgarien indtager Kumanovo og Skopje den 22-24. oktober 1915. Jernbaneforbindelsen nord for Krivolak bliver ødelagt den 18. oktober.
For Ententen og Sarrail lykkedes det som nævnt hverken at få kontakt til den serbiske hær eller at beskytte jernbanestrækningen. Men måske lykkedes det at forsinke den bulgarske fremrykning en smule. Hvis det var tilfældet, så gav det den serbiske hær lidt mere tid til at flygte i – ned gennem Albanien og til Korfu.
Sammenrend ved Gevgelija
Den Store Krig, som senere blev omdøbt til Første Verdenskrig, handlede grundlæggende om, at Tyskland var ved at blive for stærkt. Storbritannien havde det bedst med at være alene om førstepladsen.
Frankrig og Rusland var enige i, at Tyskland måtte stoppes. Frankrig havde naturligvis sine egne kartofler at hyppe, herunder for eksempel at få Alsace-Lorraine eller Elsaβ-Lothringen tilbage. Men krigsmålet var først og fremmest at stække Tyskland, og det var også derfor, Frankrig ville hjælpe Serbien.
Storbritannien havde derimod fjernere mål, som spillede en rolle for tilstedeværelsen i Makedonien og før det på Gallipoli. Storbritannien ville forhindre tysk indflydelse i Mellemøsten og Afrika.
Frankrigs krigsmål eller i hvert fald de konsekvenser, Frankrig så af krigen, blev dog efterhånden flyttet ind i en større kontekst. Det gjaldt eksempelvis den fremtidige opdeling af Det Osmanniske Rige. Frankrig og Storbritannien var enige om, at man ikke kunne overlade regeringsansvar til de lokale ”asiater” – i for eksempel det olierige Mosul eller i Syrien!
Frankrig blev netop mandatar i Syrien. Mandatsystemet var en ny opfindelse til lejligheden. Den gik ud på, at områder, der havde tilhørt krigens tabere blev overdraget til Folkeforbundet, som så gav krigens vindere i opdrag at administrere mandatområderne.
Grænsedragningen var relativt tilfældig. Der fandtes ingen syrisk identitet, der fulgte mandatområdets grænser. Men det kom der efterhånden. Den syriske identitet, følelsen af at være fælles om noget, blev blandt andet skabt i oprørene imod Frankrig i 1920erne.
Frankrigs ansigt i Syrien var under det store syriske oprør ingen ringere end overkommissær Maurice Sarrail, tidligere general for Armée d’Orient. Ham skylder mange meget, levende såvel som døde, der render sammen nede ved Gevgelija.
Eller er det omvendt?
General Maurice Sarrail, som havde kommandoen over ekspeditionsstyrken i Makedonien, Armée d’Orient. Han blev senere overkommissær i det franske mandatområde Syrien. Pressefoto / Bibliothéque nationale de France. Public Domain.
Det første tegn på, at flygtningene finder alternative veje, kommer nu fra grænseovergangen mellem Makedonien og Kosovo.
Skopje N, vejen til Kosovo, 2015
Ifølge flere albansksprogede medier blev tre bevidstløse syrere fundet i en lastbil i aftes. Det skete ved grænseovergangen ved Blace (Блаце) mellem Republikken Makedonien og Kosovo. Det viser måske, at syriske flygtninge er i færd med at afsøge nye veje. De tre syrere skulle befinde sig på hospitalet i Elez Han på Kosovo-siden.
6000 flygtninge har passeret grænsen mellem Grækenland og Makedonien i det seneste døgn. Samtidigt har Ungarn færdiggjort hegnet, der skal forhindre flygtninge i at passere grænsen fra Serbien. Det bringer således mening, at flygtningene finder alternative veje.
Flugtveje
Både Serbien og Kosovo grænser op til Montenegro, som har grænse til Kroatien og Adriaterhavet (Italien). Men Kosovo har – i modsætning til Serbien – også grænse til Albanien, hvorfor Albanien muligvis er næste stop på en alternativ rute. Hvis flygtningene er kommet fra Grækenland ind i Makedonien, så halter logikken dog en smule. For også Grækenland har grænse til Albanien.
Også Makedonien har grænseovergange til Albanien, men vejene er meget dårlige. Vandvejene fra Albanien til EU-landene Italien og Kroatien er forholdsvis korte. Det er naturligvis også en mulighed, at flygtningenes endelige destination er Kosovo.
Grænseovergangen ved Blace var for blot få år siden scene for en flygtningestrøm, der gik den anden vej. 100.000-vis af Kosovoalbanere flygtede ned gennem dalen fra Milosevic’ Serbien.
Vi anvender cookies og andet godt til at huske Deres data. Disse data deles undertiden med tredjepart. Er De indforstået med det og vore øvrige brugsvilkår? JaNejLæs først detaljerne
Privatlivspolitik, cookies og brugsvilkår
Privacy Overview
This website uses cookies to improve your experience while you navigate through the website. Out of these, the cookies that are categorized as necessary are stored on your browser as they are essential for the working of basic functionalities of the website. We also use third-party cookies that help us analyze and understand how you use this website. These cookies will be stored in your browser only with your consent. You also have the option to opt-out of these cookies. But opting out of some of these cookies may affect your browsing experience.
Necessary cookies are absolutely essential for the website to function properly. This category only includes cookies that ensures basic functionalities and security features of the website. These cookies do not store any personal information.
Any cookies that may not be particularly necessary for the website to function and is used specifically to collect user personal data via analytics, ads, other embedded contents are termed as non-necessary cookies. It is mandatory to procure user consent prior to running these cookies on your website.
