Terrordomme i Makedonien nærer mistilliden til retssystemet

Torsdag faldt der terrordomme i Kumanovo-sagen i Republikken Makedonien. Offentligheden efterlades med fortsat mistillid til domstolene og flere spørgsmål end svar.

Kumanovo i maj 2015
Kvarteret Lagja e Trimave (albansk) eller Диво Насеље (makedonsk) i Kumanovo, Makedonien, i maj 2015. Begge stednavne er uofficielle. Foto: Ian Bancroft. Creative Commons 2.0 Licens.

Et virvar af kriminalsager med politiske over- og undertoner verserer ved de makedonske domstole. Mange sager er affødt af landets aflytningsskandale og efterfølgende politiske krise, mens andre har verseret i længere tid.

Læs også: Titanic, Tortur og TNT i Makedonien
Læs også: Sex, koks og politibiler i nye makedonske T-sager

I en af sagerne faldt der dom torsdag. 33 fik domme for at medvirke til terror. De dømte udkæmpede eller medvirkede til det slag, der stod den 9.-10. maj 2015 i en forstad til byen Kumanovo. Slagets anden part var politistyrker, som ifølge myndighedernes kommunikation dengang, var på stedet for at komme et terrorangreb i forkøbet.

Slaget efterlod cirka tyve døde kombattanter, hvoraf de otte var politifolk.

Slaget gik verden rundt i medierne og blev – jævnfør myndighedernes kommunikation – beskrevet som etnisk betinget og terrorrelateret. I Makedonien var slaget eller noget lignende derimod ventet, fordi myndighederne havde en interesse i at aflede opmærksomheden fra landets politiske krise. Man troede simpelthen, allerede inden det skete, at et bestillingsarbejde af den art var under opsejling.

Det illustreredes meget tydeligt i en sag, der senere blev fusioneret med Kumanovo-sagen. Tre uger forinden slaget i Kumanovo var en politistation i Gosincë (Гошинце) nemlig, ifølge myndighederne, blevet stormet af maskerede mænd. Klassiske og sociale medier troede ikke en døjt på historien og lagde ikke skjul på det.

Selvom det snart blev klart, at slagets hovednavne var UÇK-veteraner fra Makedonien og Kosovo, hvilket umiddelbart taler for, at myndighedernes kommunikation havde noget for sig, er der fortsat tvivl, om der var tale om et bestillingsarbejde. For at sige det mildt.

Retssystemets parti

Man kan roligt regne med, at torsdagens dom vil blive anket. Forsvaret har i retten og over for medierne tydeligt gjort opmærksom på, at beviserne imod de nu dømte er utilstrækkelige.

Og det er ikke blot familier og venner til de nu dømte, der regner retssystemet for partisk i sagen. Zoran Zaev, Makedoniens premierminister siden maj 2017, har i den seneste valgkamp talt for, at sagen bør gå om. Det samme har lederen af partiet BDI, Ali Ahmeti, som nu er regeringspartner med Zaevs Socialdemokrater (SDSM). Ahmeti sagde det allerede kort efter Kumanovo-slaget, selvom BDI også var regeringspartner i den foregående regering, som rådede over politistyrkerne.

De taler begge for, at en ny retssag bør søge international assistance.

Til kritikeres formodning, om at retssagen har været en skueproces og at slaget i Kumanovo er udtryk for et bestillingsarbejde, hører også, at bagmændene skal findes i toppen af partiet VMRO-DPMNE, som med Nikola Gruevski i spidsen regerede i 11 år indtil maj i år. Hvis kritikerne har ret, er det dette regime, nogle dommere fortsat er loyale overfor.

Læs også: Ekspertgruppe: dommere i Makedonien bør retsforfølges

Sagen er fortsat sløret

De 33 dømte har medvirket til, at 8 politifolk mistede livet, og de har kæmpet et veritabelt to-dages slag mod politistyrker i et beboelsesområde i Kumanovo. Det er jo sådan set brandulovligt, uanset om deres afbrudte forehavende eventuelt var et bestillingsarbejde.

At de dømte er skyldige, er der således næppe tvivl om. Spørgsmålet i den makedonske offentlighed er snarere, hvad de er skyldige i, og eventuelt hvem der står bag. Det er således ikke indlysende, hvorfor de torsdag blev dømt for terror.

Dernæst spøger det fortsat i offentligheden, at Stojanche Angelov, før Kumanovo-slaget fandt sted, havde spået dets komme, og at det var VMRO-DPMNE-regimet selv, der stod bag. Han henviste til kilder i den serbiske efterretningstjeneste. Angelov er veteran fra den væbnede konflikt i 2001, på de makedonske myndigheders side, og har rang af generalmajor i politiets særlige styrker.

Forsvaret ønskede at indkalde Angelov som vidne, men det afviste dommeren.

Og endelig er det fortsat uklart, hvorfor Politi- og indenrigsminister Gordana Jankuloska og chefen for det hemmelige politi, Saso Mijalkov, måtte gå af umiddelbart efter Kumanovo-slaget. Nogle vil hævde, at det var USA og en række EU-lande, der umiddelbart efter Kumanovo-slaget pressede daværende premierminister Nikola Gruevski til at fyre de to. Det er sikkert rigtigt, men dette pres må der jo så også have været en grund til.

De havde jo dog, i regimets selvforståelse, netop nedkæmpet en terrorgruppe.

"Terrordomme i Makedonien nærer mistilliden til retssystemet" blev sidst opdateret: 3. november 2017 af John Petersen
Udgivet i Makedonien, Politisk krise i Makedonien 2015-2017 | Tagget , , , , , , , , , , , , , , , , , , , | Kommentarer lukket til Terrordomme i Makedonien nærer mistilliden til retssystemet

Socialdemokraterne (SDSM) sejrer stort i Makedonien

Dagens kommunalvalg i Republikken Makedonien er faldet gunstigt ud for SDSM, som allerede i første runde ser ud til at have vundet i en række større kommuner. Det fremgår af valgkommissionens hjemmeside.


Socialdemokraterne (SDSM) i Republikken Makedonien har vundet kommunalvalget. Her ses Koce Trajanovski (VMRO-DPMNE), som sandsynligvis må forlade posten som borgmester i storkommunen Skopje. Foto: John Petersen.

SDSM har vundet, og VMRO-DPMNE og BDI har tabt. Det bliver det overordnede resultat af dagens kommunalvalg i Makedonien. SDSM har sammen med det albanske BDI og Albanernes Alliance regeringsmagten i landet. Sådan har det været siden 1. juni, hvor VMRO-DPMNE efter megen forhaling endelig slap tøjlerne efter 11 år ved magten. VMRO-DPMNE havde ligeledes partiet BDI som partner.

Parlamentsvalget fandt sted den 16. december 2016.

Det ser ud til, at de makedonske borgere vil noget nyt. Det er gode nyheder, hvis man går ind for Republikken Makedoniens medlemskab i EU og NATO, fordi VMRO-DPMNE under Nikola Gruevski reelt umuliggjorde EU- og NATO-medlemskab.

I parentes bemærket har både Ungarns premierminister Viktor Orbán og Sebastian Kurz – udenrigsminister og formentlig ny kansler i Østrig – støttet VMRO-DPMNE’s valgkampe. Det minder dog blot om, at det EU, som Makedonien håber på at blive medlem af, muligvis vil være et andet, når det eventuelt engang lykkes.

VMRO-DPMNE klager

Selvom kun halvdelen af valgstederne for nuværende er færdige med at tælle, har de to store makedonske partier allerede holdt pressekonferencer. Der var stor spænding om VMRO-DPMNE-lederen Nikola Gruevski’s meddelelse. Gruevski har nemlig tidligere antydet, at han ville gå af, hvis VMRO-DPMNE tabte valget.

Det gjorde han ikke! Derimod hævdede han, at valget var blevet gennemført i en atmosfære af frygt støttet af politiet, ulige vilkår, forsøg på at købe stemmer, og mange andre uregelmæssigheder. VMRO-DPMNE ville klage over disse forhold, sagde Gruevski, og i øvrigt tage eventuelle konsekvenser, når man havde færdiganalyseret resultatet.

SDSM fester

Pressekonferencen hos SDSM var naturligvis mere festlig. Her var man især glade for, at storkommunen Skopje, ”Skopje City”, med stor sandsynlighed fremover skal ledes af Socialdemokrater. Den nye borgmester hedder så Petre Shilegov, mens den afgående fra VMRO-DPMNE hedder Koce Trajanovski.

Mens Shilegov talte hørtes taktfaste råb fra salen: ”Shutka ne ti bega, Nikola!”

”Nikola” er Gruevski, og Shutka er byen, hvor statsfængslet ligger. Sætningen betyder noget i retning af: ”Shutka løber ingen steder, Nikola”.

Det peger på noget formentlig afgørende. Den egentlige betydning af SDSM’s valgsejr ligger i VMRO-DPMNE’s nederlag, fordi det kan føre til Gruevski’s afgang som partiformand. Og Gruevski’s afgang og eventuelle kommende fængselsophold ses af mange – og sikkert også af de tilråbende socialdemokrater – som betingelsen for forandring i Makedonien. Det handler blandt andet om at etablere et politisk uafhængigt retsvæsen.

"Socialdemokraterne (SDSM) sejrer stort i Makedonien" blev sidst opdateret: 16. oktober 2017 af John Petersen
Udgivet i EU, Makedonien | Tagget , , , , , , , | Kommentarer lukket til Socialdemokraterne (SDSM) sejrer stort i Makedonien

Makedonien går til kommunalvalg

Borgere i Republikken Makedonien vælger i dag borgmestre og byråd i landets 80 kommuner samt i hovedstaden Skopje.

Legeplads i Skopje
Det sikre valgresultat. Op til valg bliver der som regel sat gang i synlige og billige offentlige arbejder, så den siddende borgmester kan få et par ekstra valgfjer i hatten. Således kan man være nogenlunde sikker på at se nymalede og -reparerede kommunale legepladser.

Firs kommuner samt borgere i hovedstaden Skopje kan i dag vælge nye borgmestre og nye byråd.

Borgerne stemmer direkte på borgmesterkandidater. Som oftest tilhører kandidaterne et parti, men ikke nødvendigvis. Borgmestervalget har eventuelt to runder. Hvor der ikke findes en overbevisende vinder (vistnok 51%) i dag, skal vælgerne den 29. oktober vælge imellem de to kandidater, der får de højeste stemmetal.

Byrådspladser fordeles proportionalt i forhold til stemmetal på partierne, og kandidater stiller op på partiers prioriterede lister. Der kan ikke stemmes på enkeltpersoner.

Storkommunen Skopje, eller “Skopje City”, dækker over de ni kommuner i hovedstaden. I disse kommuner skal vælgerne sætte kryds på fire stemmesedler, idet de også skal vælge en overborgmester og et storkommunalt råd. Magtfordelingen mellem storkommunen og de ni Skopje-kommuner er ordnet ved lov.

Korruption konserverer

Hver kommune har naturligvis sit drama og sine valgkampstemaer. Desværre handler det dog oftest om, hvem vælgerne regner for at være mindst korrupt, henholdsvis hvem der mest fordelagtigt kan tilbyde at korrumpere systemet på den enkelte vælgers vegne.

Det sidste kan naturligvis ikke nødvendigvis dokumenteres, men et eksempel på, hvordan det fungerer – i den milde ende – kunne være det følgende:

Storkommunen Skopje ledes af det nationalkonservative VMRO-DPMNE, som således også udpeger lederne af offentlige arbejdspladser som f.eks. byens vand- og varmeforsyning. Hvis VMRO-DPMNE taber storkommunen, så vil den nye borgmester udpege nye ledere. Længere nede i systemet er arbejdere og funktionærer eventuelt ansat af den gamle leder som følge af deres partitilhørsforhold. Hvis VMRO-DPMNE taber valget kan de således se frem til at miste status og arbejdsopgaver i organisationen, eller eventuelt at deres stilling bliver nedlagt.

Det er bl.a. på den baggrund, at vælgere ikke bare sådan flytter fra det ene parti til det andet.

Klientelismen, som det hedder, gælder også i den sektor, der kaldes privat.

Korruption opløser

Der er i udgangspunktet ingen særlig grund til at tro, at nogle partier er bedre end andre. Men langt de fleste kommuner ledes af VMRO-DPMNE, som på nationalt niveau har ledet landet fra 2006 og indtil slutningen af maj i år.

Det betyder selvfølgelig, at VMRO-DPMNE og juniorpartneren BDI har haft rig mulighed for at tjene deres respektive klienteller i alle disse år. Samtidigt er især Socialdemokraternes, SDSM‘s, parallelle ageren forud for 2006 muligvis gledet en smule ud af hukommelsen.

Dette, sammen med omfanget af VMRO-DPMNE-regimets korruption og kriminalitet i de forløbne 11 år, får SDSM til at håbe på et på landsplan godt valg for SDSM; at korruptionens konserverende potentiale overgås af korruptionens opløsende potentiale.

Omfanget af VMRO-DPMNE’s andel af korruption og kriminalitet er veldokumenteret som følge af aflytningsskandalen, hvilket vi har skrevet om i Titanic, tortur og TNT i Makedonien, Sex, koks og politibiler i nye makedonske T-sager, og Janeva klar med nye 17 sager imod det gamle regimes folk, men der er endnu ikke faldet domme i nogen af sagerne.

Læs også: Socialdemokraterne (SDSM) sejrer stort i Makedonien (16. oktober 2017)

"Makedonien går til kommunalvalg" blev sidst opdateret: 11. januar 2018 af John Petersen
Udgivet i Makedonien, Politisk krise i Makedonien 2015-2017 | Tagget , , , , , , , , | Kommentarer lukket til Makedonien går til kommunalvalg

Ekspertgruppe: Dommere i Makedonien bør retsforfølges

Republikken Makedonien har ignoreret anbefalingerne i Priebe-rapporten fra 2015. En ny Priebe-rapport om landets groteske retsstatslige situation råder blandt andet til at retsforfølge dommere.

Reinhard Priebe
Reinhard Priebe i 2012, dengang direktør i EU-Kommissionens Generaldirektorat for Home Affairs. Nuværende leder af ekspertholdet bag Priebe-rapporterne. Foto (tilpasset): Security & Defence Agenda, Creative Commons Licens 2.0

I 2015 bad EU-Kommissionen et hold såkaldte ”senioreksperter” om at analysere institutionelle eller ”systemiske” problemer, som var blevet tydelige med aflytningsskandalen og den efterfølgende politiske krise i Makedonien. Spørgsmålet var og er, om landets institutioner lader sig styre af landets love, eller om der reelt er andre instanser. Eksperterne gav i den første Priebe-rapport en række anbefalinger.

Efter valget og siden regeringsskiftet i 2017 er den samme gruppe blevet bedt om at vurdere, om der er skred i tingene, og om deres egne anbefalinger fra 2015 er blevet fulgt. Eksperterne ledes af Reinhard Priebe, som er pensionist og tidligere direktør i EU-Kommissionen. Heraf navnet på rapporterne.

Den nye Priebe-rapport er dateret 14. september. Den indleder med at forklare, at der stort set og populært sagt ikke er sket en pind.

Retsstatsinstitutionerne modarbejder retsstatsprincipperne

I 2015 forklarede Priebe-rapporten på baggrund af observationer, at magthaverne burde sætte magt bag landets love, fremfor at sætte magt bag at underminere dem.

I 2017 faldt det gamle regime, og selvom der er sket et regeringsskifte, og selvom det lykkedes at afskedige chefen for den offentlige anklagemyndighed, Marko Zvrlevski, så sidder det gamle regimes embedsmænd og –kvinder fortsat på deres poster i det øvrige retsvæsen.

Nogle har været aktive i at underminere landets love, mens andre har vendt døve øren til eller har ladet sig true til at føje magtens mænd og kvinder.

Det er på den baggrund, man må forstå den essentielle anbefaling, som medier i Makedonien da også har fæstnet sig ved: De ”politisk-influerede dommere bør …, hvor der foreligger beviser for et strafferetsligt ansvar, straffes for deres ugerninger.”

De politisk-influerede dommere arbejdede og beskytter fortsat “VMRO-regimet” under Nikola Gruevski, forstår man:
”Dette … er måske mere præcist at beskrive som den udøvende magts [den tidligere regerings, red] greb om retsvæsenet og den offentlige anklager.”

Priebe-eksperterne fæstner sig også ved, at ingen efter to år endnu er dømt i de mange T-sager, aflytningsskandalen kastede af sig. Faktisk er det end ikke lykkedes at få varetægtsfængslet Gruevski-regimets topfolk, fordi domstolene afviser den særlige anklagers ønsker.

Det er dog lykkedes at få inddraget en række pas, men de sigtede og anklagede rejser tilsyneladende alligevel ubesværet ind og ud af landet, hvilket i hvert fald for nogens vedkommende skyldes, at de som tidligere medarbejdere i sikkerhedstjenesten (UBK) råder over flere identiteter.

Ifølge Priebe-rapporten er det essentielt at få draget gerningsmændene til ansvar, fordi det modsatte skaber en opfattelse af straffrihed for den slags kriminalitet, der er beskrevet i Titanic, tortur og TNT i Makedonien og i Sex, koks og politibiler i nye makedonske T-sager. Foruden naturligvis den slags kriminalitet dommere og embedsmænd begår ved at tilsidesætte landets love.

Retsstatens institutioner skal kort sagt i gang med at forsvare retsstatsprincipperne, i stedet for det modsatte.

Priebe-rapporten detailbeskriver fiksfakserierne

Der er formentlig ingen i Makedonien, der er i tvivl om, at nogle dommere er korrupte. Men i lighed med Priebe går man også ud fra, at der dog findes anstændige dommere.

Ingen er heller i tvivl om, at visse fiksfakserier har været taget i anvendelse for at forhindre anstændige dommeres indblanding i sager, der kunne falde ud til Gruevski-regimets ugunst. De lokale medier har skrevet vidt og bredt om det.

Men den præcise karakter af bemeldte fiksfakserier er vist ikke tidligere beskrevet så tæt som i Priebe-rapporten. Det kan anbefales at studere rapporten, hvis man vil forstå den konfiguration, der fører til udmanøvrering af anstændige dommere, til at undgå aktivering af vidnebeskyttelsesprogrammet, og til fortsat at afvise den særlige anklagemyndigheds anmodninger.

"Ekspertgruppe: Dommere i Makedonien bør retsforfølges" blev sidst opdateret: 11. januar 2018 af John Petersen
Udgivet i EU, Makedonien, Politisk krise i Makedonien 2015-2017 | Tagget , , , , , , , , | Kommentarer lukket til Ekspertgruppe: Dommere i Makedonien bør retsforfølges

Skopje: Albansk mosaik præger nu Skanderbeg-pladsen

En mosaik med motiver fra albansk national historie blev 28. august afsløret på Skanderbeg-pladsen. Pladsen er under opførelse som led i Skopje 2014-projektet.

I Republikken Makedonien faldt regimet Gruevski i maj, og en ny regering etablerede sig. Som noget af det første satte man projektet Skopje 2014 i bero. Ikke desto mindre fortsætter arbejdet med at færdiggøre Skanderbeg-pladsen tæt på centrum, i bydelen Cair.

Cair Kommune er albansk-ledet af borgmesteren Izet Mexhiti fra partiet BDI (DUI).

Med afsløringen af en albansk mosaik på Skanderbeg-pladsen har albanerne eller BDI helt undtagelsesvist fået en flig af de midler og den – klare, men nok usammenhængende – ambition, der ligger bag Skopje 2014-projektet.

Mosaikken er udført af Pirro Milkani og Josif Dobroniku.

Skanderbeg-pladsen, Lëzhe-ligaen, Skopje, Republikken Makedonien

Mosaikkens hovedmotiv har den albanske nationalhelt Skanderbeg (Gjergj Kastrioti 1405-1468) som samlingspunkt. Motivet illustrerer sandsynligvis Lëzhe-ligaen, som var en alliance af feudalherrer, der gjorde oprør imod osmannerne. I den mytiske, nationale udgave gælder det, at Skanderbeg samlede albanerne til oprør imod osmannerne, eller måske endda tyrkerne.

Skanderbeg-pladsen, Mother Teresa, Skopje, Republikken MakedonienMother Teresa er uden sammenligning verdens mest kendte albaner. Hun blev født i Skopje i 1910 på et tidspunkt, hvor Skopje var provinshovedstad i Kosovo, som var en del af Det Osmanniske Rige.

Man bemærker det hærværk, der allerede er begået, i form af en sort klat maling. Hvis klatten er tænkt som en tilføjelse til hele mosaikken, er det naturligvis oplagt at tænke på makedonsk-nationale bagmænd. Men hvis klattens mål er Mother Teresa, peger det på en anden mulighed.

De fleste albanere i Skopje er muslimer. Det er således muligt at mene, at Mother Teresa er en katolsk figur, der af nationalt orienterede politikere (i dette tilfælde BDI) bliver påduttet det muslimske fællesskab. Og det synspunkt findes faktisk.

Når og hvis man som albaner i Makedonien prioriterer den muslimske identitet frem for den albanske, så er det ensbetydende med, at fællesskabet med Albanien må vige førstepladsen for fællesskabet med rene muslimske befolkninger, som f.eks. Tyrkiets. Det forhold giver naturligvis nogle muligheder for Tyrkiet.

Skanderbeg-pladsen, Prizren-ligaen, Skopje, Republikken Makedonien

Mosaikken illustrerer Prizren-ligaen, som den 10. juni 1878 blev indsvoret af ledere fra de albansk-dominerede provinser (vilayetter) i Det Osmanniske Rige. Prizren-ligaen er et skridt på vejen i en historisk læreproces for de albanske ledere.

På den ene side indså de, at de insisterede mere på Det Osmanniske Riges integritet end sultanen selv. På den anden side indså de, at hvis de ikke ville løbes over ende af de nye naboer, Bulgarien, Serbien, Montenegro og den knap så nye nabo Grækenland, måtte de være parate til at tage sagen i egen hånd.

Prizren-ligaen gav sig selv magt til at inddrive skat og til at etablere en hær.

Skanderbeg-pladsen, Alfabetets Hus, Skopje, Republikken Makedonien

I dette hus standardiserede man det albanske alfabet. Det skete på den såkaldte Manastir-kongres i 1908. Manastir er albansk, mens grækere og makedonere (i Republikken Makedonien) kalder byen henholdsvis Monastir og Bitola. Bitola ligger i dagens Republikken Makedonien.

Før 1908 blev albansk skrevet med adskillige alfabeter og endda en række varianter, herunder græske, latinske og tyrkisk-arabiske. Efter 1908 blev standarden en variation af det latinske alfabet.

Huset står fortsat i det centrale Bitola. I dag kaldes det alfabetets hus, og det rummer et museum for begivenheden.

Skanderbeg-pladsen, Halili dhe Hajria, Skopje, Republikken Makedonien

Figurerne til højre er søskendeparret Hajrie og Halil. De er kendt fra dramaet af samme navne, Halili dhe Hajria, der handler om albaneres tapre kampe imod tyrkerne i 1700-tallet. I Montenegro! Dramaet er skrevet af Kolë Jakova i 1949, og det er siden 1960’erne blevet opført som ballet.

Skanderbeg-pladsen, albanske forfattere, Skopje, Republikken Makedonien

En række kendte forfattere, der skrev på albansk, har fundet plads på mosaikken omkring et levende lys. Blandt personerne er Hasan Prishtina og brødrene Sami og Naim Frashëri. I hvert fald Prishtina er dog mest kendt som politiker.

Skanderbeg-pladsen, Albaniens Uafhængighedserklæring, Skopje, Republikken Makedonien

Den 28. november 1912, som der står på tavlen, er dagen for Albaniens uafhængighederklæring. Erklæringen blev til efter et år med oprør imod de osmanniske myndigheder og den efterfølgende start af den første Balkankrig.

Oprørene mod osmannerne, hvis rige var ved at smelte sammen med den gryende tyrkisk-nationale selvbevidsthed, var egentlig faldet heldigt ud for albanerne i første halvår af 1912. Osmannerne havde anerkendt en grad af selvstændighed for Vilayetet Albanien, men med udbruddet af den første Balkankrig i oktober kunne de albanske ledere se, at det ikke ville blive op til Det Osmanniske Rige at bestemme albanernes skæbne.

De krigsførende lande, Bulgarien, Serbien, Montenegro og Grækenland, regnede med at dele de albansk-dominerede områder imellem sig. Derfor kom den albanske selvstændighedserklæring. Denne gang hævdede man – overfor stormagterne, som i sidste end ville komme til at bestemme – at det albanske folk, som etnisk størrelse, havde ret til en stat.

Efter adskillige stormagtskonferencer og rettelser blev resultatet et uafhængigt Albanien, hvis grænser ikke fulgte etniske grænser, hvorfor der i dag fortsat er albanere i både Grækenland, Republikken Makedonien, Kosovo, Serbien og Montenegro.

Centralt i billedet står Ismail Qemali og Isa Boletini. Qemali var vært for den pan-albanske kongres den 28. november, som erklærede uafhængigheden. Han var også Albaniens første premierminister. Isa Boletini var en legendarisk kriger og leder fra Kosovo, som stormagterne endte med at give til Serbien.

Skanderbeg-pladsen, UÇK, Skopje, Republikken Makedonien

Mosaikken hylder også UÇK – både Kosovos Ushtria Çlirimtare e Kosovës og Makedoniens Ushtria Çlirimtare Kombëtareog muligvis også Ushtria Çlirimtare e Preshevës, Medvegjës dhe Bujanocit (UÇPMB), som opererer i Presevodalen i Serbien.

Blandt personerne er Adem Jashari (1955-98) nederst til venstre og Jusuf Gërvalla (1943-82) nederst i midten. De er begge centrale figurer i bevægelsen for Kosovos selvstændighed.

Gërvalla var journalist, aktivist og forfatter, og arbejdede fra sit asyl i Vesttyskland for Kosovos selvstændighed. Han er fra før UÇK blev til, men han var stifter af organisationer, der senere førte til UÇK. Han blev snigmyrdet i Stuttgart, formentlig af jugoslaviske agenter.

Jashari var blandt stifterne af Kosovos befrielseshær UÇK, eller KLA med det engelske akronym. I Jugoslavien og Serbien gjaldt han som terrorist, og han blev dræbt af serbisk politi.

Skanderbeg-pladsen, mosaik, Skopje, Republikken Makedonien

I sin helhed ser mosaikken sådan ud. Til højre for mosaikken står en rytterstatue af Skanderbeg. Til venstre ligger en parkeringsplads. Den nyanlagt plads ligger på første sal, så at sige, op ad trappen til højre i billedet. Den sokkellignende sag i forgrunden er det scenegulv, der blev benyttet ved mosaikkens offentliggørelse den 28. august.

"Skopje: Albansk mosaik præger nu Skanderbeg-pladsen" blev sidst opdateret: 30. september 2017 af John Petersen
Udgivet i Makedonien, Skopje 2014, Turist i Makedonien | Tagget , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , | Kommentarer lukket til Skopje: Albansk mosaik præger nu Skanderbeg-pladsen

Om historie i Republikken Makedonien

Makedonske historiebøger bliver kritiseret med jævne mellemrum. Især af landets albanere og i forbindelse med skolestart. Lærebøgerne er tendentiøse og fulde af fejl, hævdes det. Men problemet er større, og det er altgennemtrængende.

Historie i Republikken Makedonien Petar Zdravkovski Penkov
Her på Petar Zdravkovski ”Penko”-skolen begynder skoleåret mandag morgen. På hver årgang er her både tyrkiske, albanske og makedonske klasser. Butel, Skopje, september 2017. Foto: John Petersen / TekstPetersen.

I Makedonien har man en sukkerkage, der kaldes Sheqerpare. Muslimerne spiser den i forbindelse med Bayram (Eid), men også de ortodokse kender den, og den findes sikkert også andre steder. Den er karakteristisk ved, at den bagte kage ved en bestemt temperatur overhældes med sukkervand, der ligeledes har en bestemt temperatur.

Når Sheqerpare lykkes er den luftig og ensartet i teksturen, selvom den er gennemvædet af sukkervand. Makedonsk historie er som Sheqerpare.

Skolen starter mandag

Mandag er der skolestart i Republikken Makedonien. Børn vender tilbage fra sommerferien, og nye årgange kommer til. De ældre årgange har historie som obligatorisk fag, og som kagens bund vil de om føje tid blive imprægneret med den historiske sukkerlage.

Mange skoler er delt, så albanere undervises om formiddagen og makedonere om eftermiddagen – eller omvendt. De lærer om udviklingstræk og karakteristika i verden, på Balkan og i Makedonien i bestemte perioder, som f.eks. tidlig middelalder, sen middelalder og så videre.

Lærebøgerne er præget af mytestof om makedoneres bedrifter og Makedoniens rolle som offer for fremmede magter. Og curriculum lægger ikke op til at stille spørgsmål, læse kilder, endsige at gå kritisk til stoffet. Det fortæller en større undersøgelse fra EUROCLIO med titlen ”A Key to Unlock the Past”.

Undersøgelsen er fra 2012, men curriculum og undersøgelsens pointer gælder fortsat i 2017, fortæller Mire Mladenovski. Mladenovski er lærer, formand for den makedonske historielærerforening og næstformand for den europæiske historielærerforening, EUROCLIO.

I årene efter Ohrid-aftalen (2001) er albanernes historie kommet med, men dét stof har samme mytiske karakter. Makedonere og albanere læser dog ikke nødvendigvis de samme kapitler i lærebøgerne:
”Som lærer kan du fravælge 10% af stoffet, og der er f.eks. én historie om makedonerne mellem første og anden verdenskrig, og en anden om albanerne mellem første og anden verdenskrig,” forklarer Mladenovski.

Den altgennemtrængende nationale sukkerlage sanktioneres i samfundets top, blandt landets ledende politikere og forskere.

Encyclopædisk hvidvask

I 2009 var MANU på trapperne med en ”makedonsk encyklopædi”. MANU eller Македонска Академија на Науките и Уметностите er videnskabernes akademi i Republikken Makedonien.

Encyclopædien indeholdt nogle på det tidspunkt almindeligt kendte, men omdiskuterede og udokumenterede påstande, som nu blev præsenteret som fakta. En af dem var, at amerikanske og britiske agenter havde trænet de UÇK-folk, som startede det væbnede oprør i 2001.

Oplysningen var en del af en artikel forfattet af professorerne Tatjana Petrusevska og Svetomir Skaric. Ordlyden var sakset fra Wikipedia, som dog ikke var angivet som kilde. Det var derimod pressen generelt.

I september 2009 forklarede professor Petrusevska sig til dagbladet Dnevnik. Når påstanden blev flyttet ind i encyclopædien, var det for at give den autoritet, forklarede professoren. Forfatterne ønskede at præsentere et synspunkt om Vestens indblanding, der ifølge Petrusevska ikke var mainstream. Og når oplysningen stod at læse i et værk som encyclopædien, så ville encyclopædien jo fremover – frem for Wikipedia, eller angiveligt pressen – optræde som kilde, forklarede professoren.

For så vidt en tilståelsessag. Professorerne har ønsket at fabrikere en sandhed, frem for at præsentere en sandhed.

Adskillige artikler var til diskussion og især albanere i ind- og udland blev stødt over påstande, der ikke var dækning for i historiske kilder. Herefter blev encyclopædien trukket tilbage til revision.

Makedonsk historieskrivning skaber sandheder

Den går ikke hver gang, men ambitionen om at skabe opportune historiske sandheder er ifølge eksperter som Prof. Dr. Ulf Brunnbauer (2003), Regensburg, og Prof. Dr. Stefan Troebst (1983), Leipzig, ingen undtagelse i makedonsk historieskrivning – hverken i Republikken Makedonien (1991-) eller i den Socialistiske Republik Makedonien (1944-91).

Og Brunnbauer (2003) peger på, at der er kontinuitet i ambitionerne, ligesom de institutioner, der tager sig af angivelig historieforskning, er de samme, før og efter selvstændigheden i 1991.

Instituttet for national historie (Институт за Национална Историја) har noget nær monopolstatus på statsstøttet forskning, mens MANU og historiedepartementet på Skopjes Kyril & Metodius Universitet spiller en mindre rolle.

Fokus er studier i den makedonske nation. De statsstøttede historieforskningsinstitutioner repræsenterer næsten udelukkende etnisk makedonske forskningsambitioner – og altså ikke albanske, landets anden store befolkningsgruppe.

Brunnbauers gennemgang af makedonsk historiografi er fjorten år gammel, men ifølge Mire Mladenovski kunne den næsten lige så godt have være skrevet i 2017.

At etablere en nation

De makedonske nationalhistorikere adskiller sig ikke fra så mange andre nationalhistorikere. Historien om makedonerne eller Makedonien følger Greimas aktantmodel, hvor den historiske konstant og aktør er enten folket eller den politiske enhed – i dette tilfælde Makedonien – som så går så grueligt meget ondt igennem, inden man når til nutidens statsdannelse.

Historien skal helst bibringe det indtryk, at folket og den politiske enhed, staten, er ældgamle aktører, som af den grund – må man gå ud fra – har legitim ret til (som minimum) nutidens statsdannelse, altså Republikken Makedonien.

I bestræbelserne på at bibringe det indtryk, er man senest nået til oldtidens Makedonien og oldmakedonerne (Alexander den Store døde i 323 f.Kr.), hvis riges hovedstæder var Pella og Vergina i det nuværende nordlige Grækenland. Bestræbelsen går på at vise, at nutidens Makedonien eller nutidens makedonere har mere til fælles med oldtidens makedonere end blot navnet.

I Grækenland mener man, at hele bestræbelsen bærer kimen til territoriale ambitioner på Grækenlands bekostning, hvilket er baggrunden for navnestriden, der igen forhindrer Republikken Makedoniens optagelse i NATO; foruden at historikere afviser bestræbelsen.

Tilsvarende har historikerne beskæftiget sig med middelalderen, hvor Zar Samuels rige (969-1018) blev omfortolket og gjort til et makedonsk rige. Det gjaldt ellers for at være en del af den bulgarske nationalhistorie – og gør det fortsat. Samuels rige havde hovedstad i Ohrid i den nuværende Republikken Makedonien, selvom Samuel for det meste opholdt sig på øer i Prespasøerne.

Makedonificeringen af Samuel er naturligvis ikke en vindersag i Bulgarien, hvor historikere i øvrigt afviser fortolkningen.

Også  ”VMRO”-oprørerne i Det Osmanniske Rige i årene omkring år 1900 blev med historikernes mellemkomst til en autoriseret del af det moderne Makedoniens historie. I deres egen forståelse og i samtiden i øvrigt var den slavisktalende del af oprørerne ellers stort set bulgarer.

Den ældste generation af VMRO-oprørere kæmpede for at frigøre Thrakien og Makedonien fra Det Osmanniske Rige. Fremtidsvisionen var ikke nødvendigvis uafhængighed for disse områder, men eventuelt en større eller mindre tilknytning til det nys etablerede Bulgarien. Derfor er VMRO-oprørerne også helte i den bulgarsk-nationale historieskrivning, og derfor er ej heller denne omfortolkning problemfri.

Til forskel fra andre landes nationalhistorikere har makedonerne det uheld, at makedonernes forgængere stort set ikke kaldte sig makedonere før Anden Verdenskrig. Der findes fortsat ældre borgere i Makedonien, der hævder at kunne huske, at de før krigen bl.a. kaldte sig bulgarer.

Kagen skæres i grundbøgernes forfatterteams

Udviklingen af curriculum og altså også curriculum for historieundervisningen er intransparant, som det hedder i ”A Key to Unlock the Past”-rapporten. Der er ingen, der rigtigt ved, hvordan og som følge af hvilken politiske ”vejledning” arbejdet foregår, hedder det. I første omgang er det ligegyldigt, for ”de fleste historielærere er ikke velinformerede om ændringer i curriculum og procedurer.”

Men det afgørende led er de obligatoriske grundbøger. Ansvaret for at udpege grundbøgernes forfatterteams ligger formelt i Undervisningsministeriet, men ”Proceduren for at forfatte og publicere grundbøger er intransparent. For det meste er det akademiske historikere, der danner forfatterteams,” hvor dog ”De albanske forfattere har begrænset indflydelse på grundbøgernes overordnede koncept.”

Den ensartede tekstur i den historiske Sheqerpare er dog garanteret, også på dette niveau, viser rapporten:

”Det historiske curriculum er designet af en gruppe forfattere, nævnt i curriculum-dokumentet. Mange har længe været en del af denne proces. De fleste af dem agerer også grundbogsforfattere. Akademikerne er valgt som repræsentanter for samfundet af akademiske historikere, repræsenterende universiteter og Instituttet for national historie.” (!)

Start med spørgsmålene, ikke med svarene

Omkring skolestart er der hvert år kritik af stereotyper, der holdes i live i skolesystemet via lærebøgerne. Især omkring albanerne. Der er også helt gemene sjuskefejl.

Som det vist fremgår, er påstande, der hældes ud over de givetvis uskyldige skoleelever, heller ikke nødvendigvis hjemlet i grundigt kildearbejde, og historieforskning og undervisning er helt enkelt politiseret. Erkendelsen er interesseledet, som man siger.

Men problemet stikker netop dybere end misvisende lærebøger, hævder Mire Mladenovski. Den evigt tilbagevendende lærebogskritik ser f.eks. kun overfladen og ikke den altgennemtrængende sukkerlage. Det er fint nok at rette fejlene, men det er hele ambitionen med faget historie, der skal revideres, mener Mladenovski.

”Eleverne bør lære at analysere og opøve kritisk sans og kreativitet, i stedet for at reproducere viden efter princippet ”read and remember”,” siger Mladenovski.

Makedonien bør indarbejde i curriculum, at man vil danne ”fordomsfrie borgere med kritisk sans og indlevelsesevne,” fortsætter Mladenovski, som i EUROCLIO-regi har været med til netop at beskrive en sådan vision for Makedonien.

EUROCLIO’s ”multi-perspective vision” har i hvert fald et afgørende greb til forskel fra den nuværende ”read and remember-pædagogik”:

Eleverne skal læse kilder og lære at stille spørgsmål til kilderne. Det er spørgsmålene, de skal have serveret. Svarene skal de derimod selv øve sig i at finde og hjemle i kilderne, forklarer Mladenovski.

Det er ikke kun i lærebøgerne

Den Sheqerpare-agtige historie fejrer sig selv overalt – dog i mindre grad i de albansk-dominerede dele af landet.

Projektet Skopje 2014 er i de senere år blevet hældt ud over især hovedstaden i form at bygninger, facader, monumenter og statuer, der skal reflektere Makedoniens angivelige historie. Mest kendt er nok rytterstatuen af Alexander den Store på byens centrale plads.

Motorvejen E75 og Petrovec (Петровец) lufthavnen har også fået navn efter Alexander den Store, ligesom det gamle Vardar-stadion nu hedder Philip II Arena. Men der er meget mere end det.

Den 2. august fejrer man f.eks. Skt. Elias dag som Republikkens dag. Det var den dag Ilinden-opstanden i 1903 satte i gang. Ilinden-opstanden var en opstand imod de osmanniske herskere. Tankegangen er, at Republikken Makedonien har noget til fælles med de involverede VMRO-oprørere, hvis første generation etablerede sig 11. oktober 1893. Den dag er ligeledes national helligdag og fejres som revolutionsdag.

Det få år gamle VMRO-museum, eller officielt Museet for Kampen om Makedonien, i det centrale Skopje er også et resultat af den historiske Sheqerpare.

Adskillige partier, i øvrigt også i Bulgarien, rummer akronymet VMRO og demonstrerer dermed slægtskabet med oprørerne i Det Osmanniske Rige.

Gadenavne er skiftet ud i de senere år, hvilket turister undertiden har mærket. Det skortede nemlig på nye gadeskilte, mens man var hurtigere til at pille de gamle ned. Det er vist ved at være på plads efterhånden, men for blot få år siden kunne selv taxi-chauffører ikke hitte rede i, hvad der lå hvor.

Så Leninova i Skopje hedder ikke længere Leninova. Den hedder Aminta Treti, og beboerne i Debar Malo måtte for år tilbage i opslagsværkerne for at finde ud af, hvad Aminta III var for en størrelse. Han viste sig at være far til Philip II og således farfar til Alexander den Store.

Og så er der de af Kulturministeriet licenserede turistguides, som deler historierne med turisterne.

Og sådan kan man blive ved.

Fra ”read and remember” til stormen på parlamentet

Det visuelle univers, der omgav de lynetablerede GONGO‘er fra forårets demonstrationer foran parlamentet, vidner også om den altgennemtrængende historieforståelse. De demonstrationer, der endte med stormen på parlamentet den 27. april.

GONGO’erne bar faner med den gule Vergina-sol, som er et symbol fundet på Filip den Andens grav. Flere af de spritnye GONGO’er smykkede sig med de gamle VMRO-oprøreres varemærke, der typisk viser en krydset pistol og dolk samt en håndgranat og et kranium.

De viste, at de i demonstrationerne imod regeringsskiftet, og givetvis også i stormen på parlamentet, i deres selvforståelse stod i direkte kontinuitet med de kræfter, der – jævnfør den historiske Sheqerpare – i flere tusind år havde kæmpet for Makedonien og makedonerne mod mørke kræfter i ind- og udland.

Nogle af GONGO’erne havde endda udtrykt historieopfattelsen i deres formålsparagraffer, som lokale medier fik fat i og skrev om: de kæmpede for kontinuiteten i den makedonske historie, fra Alexander den Store og fremefter.

”De tror helt ærligt på det hele,” gestikulerer Mire Mladenovski lidt opgivende, ”for de har simpelthen ikke de færdigheder, en ordentlig historieundervisning kunne have givet dem,” siger Mladenovski og henviser igen til drømmen om et revideret curriculum, hvor kreativitet, kritisk sans og analyseevne er i højsædet.

Hvis makedonsk historie minder om en Sheqerpare, så kan man overveje, hvordan, og hvor lang tid det tager, igen at fjerne sukkerlagen, hvis det er det, man ønsker.

”Det kommer til at tage generationer,” siger Mladenovski.
”Det kommer desværre ikke i pilleform.”

Kilder:

Stefan Troebst
Die bulgarisch-jugoslawische Kontroverse um Makedonien
1983

Ulf Brunnbauer
Serving the Nation: Historiography in the Republic of Macedonia (FYROM) After Socialism”
2003.

Klaus Bjerre
Historieundervisning og national-building i Ex-Jugoslavien
2012

Joke van der Leeuw-Roord
A Key to Unlock the Past
2012

Interview med Mire Mladenovski
April 2017

"Om historie i Republikken Makedonien" blev sidst opdateret: 3. september 2017 af John Petersen
Udgivet i Makedonien, Skopje 2014, Turist i Makedonien | Tagget , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , | Kommentarer lukket til Om historie i Republikken Makedonien