Efter dagens parlamentsvalg har regimet i Makedonien fortsat et flertal af vælgerne bag sig. Det viser de foreløbige tal fra landets valgkommission. Det er dog uklart, om regeringskoalitionen kan fortsætte.
Dagens valg i Makedonien er faldet ud som følger: Liste 1 med det nationalkonservative VMRO-DPMNE 51, Liste 4 med socialdemokraterne SDSM 49, Liste 3 eller BDI 10, Liste 10 eller BESA 5, Liste 7 eller ”Albanernes Alliance” 3, og Liste 2 eller PDSh 2. De øvrige lister opnåede ikke valg.
Tre oversøiske mandater ser ikke ud til at give valg, hvorfor det samlede antal mandater bliver 120. Det kræver således 61 mandater at etablere et flertal. Partierne bag det nuværende regime, VMRO-DPMNE og BDI har sammenlagt 61 mandater.
Der er et par dage til at behandle klager over uregelmæssigheder ved valget, inden resultatet formelt anerkendes. Men som det er ud nu, er den knebne valgsejr vanskelig at profitere af for regimet – og BDI står ved et vadested.
Vælgerne har fravalgt EU
Vælgerne kan ikke være i tvivl om, at regimet er kriminelt. Det kunne enhver høre i de optagelser, aflytningsskandalen, som oppositionen i 2015 lod afspille for alverden, og som førte til den fortsat hærgende politiske krise i Makedonien.
Desuden er regimet autoritært, ser stort på retsstatsprincipper og har reelt afskaffet magtens tredeling. Landet har således under regimet Nikola Gruevski bevæget sig væk fra de værdier, der kendetegner EU og NATO, og som i hvert fald for EU’s vedkommende hører til optagelseskriterierne.
Befolkningen ved det! Befolkningen har stemt sig væk fra EU. De har taget parti for regimet, kunne man konkludere. Men det er nogle komplicerende mellemregninger.
Ali Ahmetis dilemma nummer et
Som vi flere gange har pointeret her på bloggen, så er det vanskeligt at forestille sig albanerne sidde stille, hvis det bliver officielt, at landet ikke længere stiler mod EU- og NATO-medlemskab.
Albanerne ser EU og NATO som garanten for, at de værste konsekvenser af nationalstatstænkning – Makedonien for makedonere – bliver holdt i ave.
De albanske vælgere har denne gang givet Ali Ahmeti og BDI en ordentlig kindhest. BDI har tabt næsten halvdelen af deres mandater. De er blevet fordelt på nye albanske partier og på Socialdemokratiet (SDSM).
BDI er dog fortsat det største albanske parti, og derfor vil det per tradition gå i regering med det største makedonske parti, VMRO-DPMNE. Ali Ahmeti og BDI har ikke nogen foretrukken samarbejdspartner blandt de makedonske partier, men Ahmeti holder på, at det parti, flest makedonerne viser tillid, er det parti BDI automatisk samarbejder med.
Det er let at forstå. Ahmeti ønsker ikke at bringe albanerne ind i en position, hvor de bliver kongemagere, sådan som Radikale Venstre var det i Danmark i gamle dage. Det vil føre til al mulig fjendtlighed på den makedonske side. Lidt à la det, danskerne oplevede i Slesvig-Holsten for et par år siden.
Men denne ukritiske tagen parti for VMRO-DPMNE har som nævnt den konsekvens, at BDI stiller sig bag fravalget af EU. Det er et dilemma.
Ali Ahmetis dilemma nummer to
BDI har tabt. BDI har tabt, fordi det ikke har leveret på de albanske dagsordener i ti år. I hvert fald ikke i tilstrækkelig grad. Fortsætter regimet, så fortsætter også status quo på de albanske dagsordener.
Og BDI har ikke bare tabt. BDI har tabt vælgere til SDSM – altså et makedonsk parti. Og det har tabt vælgere i kernealbanske regioner.
Til foråret er der kommunalvalg. Hvis BDI vælger at fortsætte koalitionen med VMRO-DPMNE, så løber partiet en betydelig risiko for at blive udraderet ved kommunalvalget.
Det er et så stort dilemma, at det måske slet ikke er noget dilemma. BDI er sandsynligvis færdige til foråret, hvis partiet fortsætter med at støtte Gruevskis regime.
Alternativer
Hvis valgresultatet holder, så er der formentlig kun én mulighed for at danne et alternativt flertal, skulle BDI gå hen og svigte VMRO-DPMNE.
BDI og SDSM kan med yderligere to mandater skabe flertal. Som sagerne står, ville de kun kunne komme fra ”Albanernes Alliance”, fordi BESA og PDSh har udelukket ethvert samarbejde med BDI.
Et flertal bestående af VMRO-DPMNE og de albanske partier uden om BDI synes umuligt, fordi det ville kræve et samarbejde mellem ”Albanernes Alliance” og PDSh. Det er svært at forestille sig. Desuden har BESA fra starten udelukket et samarbejde med VMRO-DPMNE.
Nogle kommentatorer ser dog en mulighed i en stor koalition – formentlig med i hvert fald SDSM, BDI og VMRO-DPMNE.
Har Østrig banet vejen for regimets beståen?
Sammenholdt med det ovenstående, er det interessant, at regimet i Makedonien i valgkampen fik støtte fra en noget uventet kant. Østrigs udenrigsminister Sebastian Kurz optrådte på et VMRO-DPMNE-møde. VMRO-DPMNE var åbenbart ”stuerene”, som man siger, for en EU-udenrigsminister.
I betragtning af, hvor lille et forspring VMRO-DPMNE har i forhold til SDSM, vil det givetvis blive analyseret vidt og bredt, om Kurz med sin støtte til VMRO-DPMNE har frataget SDSM sejren.
Eventuelle tvivlere blandt VMRO-DPMNE-vælgerne kan fint have ræsonneret, af regimets gøren og laden nok alligevel ikke er så stor en forhindring for EU-medlemsskab, når en EU-udenrigsminister kan yde støtte til regimet.
Blandt vælgere, der ønsker forandring, og som ser EU-perspektivet som garanten for forandring, kan Kurz optræden have bidraget til almindelig desillusion. Med Kurz optræden vækkes naturligvis den fornemmelse, at EU med dens københavnerkriterier, retsstatsprincipper, pressefrihed, og hvad det alt sammen hedder, er det rene blår.
Desillusionen kan oversættes til, at EU ikke nødvendigvis betyder positive forandringer, hvilket igen hænger sammen med det store spørgsmål i Europa i dag:
Står EU egentlig fortsat bag sine egne Københavner- og andre dyre kriterier?
"Umulig valgsejr for regimet i Makedonien" blev sidst opdateret: 13. august 2019 af John Petersen
I dag er der parlamentsvalg i Makedonien. Valget er et tidligt valg, udskrevet inden valgperiodens udløb. Valget er en af mange ingredienser i forsøget på at bringe Makedoniens politiske krise til ophør. Ingredienserne blev oprindeligt fastlagt i den såkaldte Przhino-aftale i sommeren 2015.
Mediernes valgomtaler, herunder især de sociale, vrimler med ord, der begynder med T. Det skyldes en anden ingrediens i forsøget på at stoppe den politiske krise, nemlig den særlige anklagemyndighed. Den særlige anklagemyndighed (Специјално Јавно Обвинителство) blev også til med Przhino-aftalen. Den ledes af Katica Janeva, som uafhængigt af landets almindelige offentlige anklagemyndighed, skal forfølge de sager, der opstod i kølvandet på aflytningsskandalen.
Aflytningsskandalen viste, at regimet under den nationalkonservative VMRO-DPMNE partiformand Nikola Gruevski i Makedonien, har bevæget landet væk fra, hvad man almindeligvis betragter som kerneelementer i et demokrati – retsstatsprincipper, ytringsfrihed, magtens tredeling, og sådan.
Men den viste også, at regimets topfolk og proselytter tilsyneladende har betjent sig af ganske almindelig kriminalitet. Det er de forhold, Katica Janeva undersøger. Hver af undersøgelserne får en arbejdstitel. Derfor kan man jævnligt læse om ”TNT”, ”Tortur”, ”Titanic” og ”Transporter” i Makedoniens medier, for nu blot at nævne dem, der også på dansk begynder med T.
På makedonsk hedder sagerne henholdsvis ”ТНТ”, ”Тортура”, ”Титаник” og ”Транспортер”, mens yderligere fem sager hedder ”Тврдина”, ”Тресор”, ”Таргет”, ”Тендер” og ”Топлик”. Det betyder i sammenhængen sådan cirka ”fort”, ”bankboks”, ”mål” og ”udbud”, mens ”Toplik” er et stednavn. I albanske medier bliver de ni titler til henholdsvis ”TNT”, ”Tortura”, ”Titanik”, ”Transporter”, ”Fortesa” eller ”Kaleja”, ”Thesari”, ”Target”, ”Tender” og ”Toplik”.
T-sagerne rejses af den særlige anklager selv, men Katica Janeva har også mandat til at overtage gamle sager, der blev omtalt i aflytningerne. Det gælder f.eks. sagen om mordene ved Smilkovci-søen, som hedder Монструм eller Monstra på henholdsvis makedonsk og albansk, og sagen fra Sopot. Den hedder Сопот henholdsvis Sopoti på makedonsk og albansk.
Katica Janeva og hendes team har også overtaget kup-sagen, Пуч henholdsvis Puç på makedonsk og albansk, som er den sag regimet har rejst imod oppositionsleder Zoran Zaev og tre andre. De blev allerede i begyndelsen af 2015 sigtet for spionage og kupforsøg, da aflytningsskandalen startede.
Endelig er der sagen om mordet på Martin Neskovski og sagen om det planlagte overfald på Andrej Žernovski. Også de sager har Katica Janeva mandat til at kigge nærmere på, fordi indholdet i aflytningerne vitterligt gør sagerne til sager.
Domstolen kigger nu på den første sag
Efter alt at dømme er landets domstole i det store hele en del af regimet. De regnes for at gøre, hvad de får besked på. De modarbejder til ingens overraskelse og til manges bifald Katica Janeva. Derfor er der også tilbagevendende rygter om, at der vil blive etableret en slags særdomstol.
Men det er dog netop lykkes for den særlige anklager at få domstolene til at åbne en enkelt sag. I den sag er en 5-10 ansatte i det hemmelige politi anklaget for at have destrueret bevismaterialer, som viste at de var involveret i de aflytninger, der ad uvisse veje senere blev offentliggjort af regimets opposition.
Når der er en sag, er det fordi det hemmelige politi foretog aflytningerne uden lovhjemmel. Minimum omkring 6.000 personer, men sandsynligvis tre gange så mange, er blevet ulovligt aflyttet. Dokumenter og materiel blev ifølge den særlige anklager destrueret i marts, april og maj 2015.
Det er den sag, der hedder ”Тврдина”, ”Fortesa” eller ”Kaleja”.
Chefen for det hemmelige politi hed indtil maj 2015 Saso Mijalkov. Han er fætter til regimets leder, daværende premierminister, nuværende formand for VMRO-DPMNE Nikola Gruevski.
Et vidne er afgået ved døden
I april 2016 blev den fyrreårige Kosta Krpac fundet død i sin lejlighed. Han havde, ifølge politiet, først skudt sin bil på en parkeringsplads i det centrale Skopje, og dernæst sig selv oppe i sin lejlighed. Krpac var leder af anpartsselskabet Finzi, som ikke er et helt ukendt firma i Makedonien.
Krpac samarbejdede med den særlige anklager, som efterfølgende erklærede, at han havde vidnet for anklageren, og at han af samme grund var blevet truet på livet.
Finzi og derfor Krpac er knyttet til den sag, der hedder ”Тресор” eller ”Thesari”. Finzi har ifølge den særlige anklager i en femårig periode købt aflytningsudstyr til telekommunikation hos en leverandør i Storbritannien. Udstyret blev solgt videre til Makedoniens Politi- og Indenrigsministerium for en højere pris. Differencen, må man formode, scorede den gruppe embedsmænd i ministeriet, som den særlige anklager har i kikkerten. Gruppen består af fire embedsmænd.
Nogle af personerne er de samme som dem, der er anklaget i ”Тврдина”-sagen ovenfor. Det hemmelige politi hører under indenrigsministeriet.
Finzi er en gammel kending
For år tilbage undersøgte en gruppe journalister ejerforholdene omkring medierne i Makedonien. Også her optrådte anpartsselskabet Finzi. Finzi ejer en af de netportaler, der propagerer for regimet, så derfor var det interessant at se på, hvem der ejer Finzi?
Man fandt ud af, at Finzi var stiftet af et amerikansk selskab af samme navn. Det amerikanske selskab blev drevet af et cypriotisk selskab, men ejeren af selskaberne fandt man ikke. Man fandt dog interessante sammenfald, som bl.a. omfatter Saso Mijalkov og T-Mobile, det allestedsnærværende vagtselskab SGS og flere af de andre propagandamedier. T-Mobile er netop det selskab, som volder vanskeligheder i en af den særlige anklagers andre sager, Target-sagen. T-Mobile har blot skiftet navn til Makedonski Telekom. Ejer er Deutsche Telekom.
Target-sagen kolliderer med Gruevskis valgkamp
For et par uger siden offentliggjorde den særlige anklager sine begrundede formodninger i den såkaldte ”Таргет”– eller “Target”-sag. Sagen handler om aflytningsakten selv. Ifølge den særlige anklager er ti højtrangerende embedsmænd i det hemmelige politi mistænkt for at stå bag aflytningerne.
Den særlige anklager nævner ikke navne, men det er igen Saso Mijalkov, der er på alles læber.
Ifølge den særlige anklager er aflytningerne gennemført af Makedoniens hemmelige politi, eller i hvert fald af dets mandskab og på dets eget apparatur.
Det stiller naturligvis spørgsmålstegn ved det mantra, Mijalkovs fætter, altså formanden for VMRO-DPMNE, den forhenværende (og måske kommende) premierminister Gruevski, i det uendelige har gentaget: at aflytningerne er udtryk for en fremmed tjenestes ønske om at destabilisere Makedonien.
Katica Janeva kunne da også meddele, at hun ikke havde bevis for, at Gruevskis telefon var blevet aflyttet, ligesom hun ikke havde bevis for, at nogen udenlandsk tjeneste var indblandet i aflytningsakten.
Ikke desto mindre har Gruevski i valgkampen fortsat brugen af mantraet.
Det er ikke lykkedes den særlige anklager, at få den tredje af landets relevante telefonoperatører til at udlevere de nødvendige data. Anklageren har ikke sat navn på, hvem dette tredje selskab er, men det har operatøren selv. Deutsche Telekom, som ejer Makedonski Telekom – det tidligere T-Mobile – har således genmælet, at selskabet skam samarbejder.
I en af de mange optagelser, som offentligheden fik at høre i løbet af 2015, taler finansminister Zoran Stavreski med politi- og indenrigsminister Gordana Jankuloska om borgmesteren i Bitola (Monastir). Borgmesteren bliver kaldt korrupt, og blandt andet omtales nogle penge, der officielt bliver brugt til skolebuskørsel.
Borgmesteren Vladimir Taleski er valgt for VMRO-DPMNE. Han og skolebuskørslen er genstand for den undersøgelse, der hedder ”Transporter”. Sagen går ud på, at Taleski betaler busselskaberne en massiv overpris. Pengene er øremærkede penge, der kommer fra staten og altså skatteyderne. Men busselskaberne betaler så formentlig penge tilbage under bordet til borgmesteren eller kommunen.
Det er denne korrupte pengestrøm, som såvel finansminister som indenrigsminister altså er helt bevidste om i en af de lækkede telefonsamtaler. Hverken Jankuloska eller Stavreski er længere ministre. Jankuloska gik af umiddelbart efter skyderierne i Kumanovo, og Stavreski trak sig i sommeren 2016 – angiveligt på grund af sygdom.
Under arrestationen blev Boskoski udsat for en meget hårdhændet behandling, tilsyneladende uden anden grund, end at regimets medier skulle have nogle gode billeder fra trofæjagten. Det er igen Saso Mijalkov, der er en af hovedpersonerne i sagen.
Den særlige anklager undersøger sagen under titlen ”Tortur”.
TNT i den politiske værktøjskasse
Forretningsmanden og politikeren Fijat Tsanoski måtte for nogle år siden lide den tort, at se en af ham nybygget boligblok blive nedrevet af myndighederne. Tsanoski havde gjort en fejl. Han havde vendt sig imod imod Nikola Gruevski, som han ellers tidligere havde været politisk allieret med.
I bombe nummer fem, omkring 1. marts 2015, kunne befolkningen i Makedonien høre, hvordan Gruevski og daværende Transportminister Mile Janakieski og borgmesteren i Skopjekommunen Gazi Baba planlagde nedrivningen af Tsanoskis byggeri. Alle valgt for VMRO-DPMNE.
Nedrivningen var efter alt at dømme en straffeaktion. Den særlige anklagemyndighed har annonceret, at man undersøger sagen under overskriften ”TNT”, og at den for myndigheden handler om embedsmisbrug og om illegalt at nedrive en boligblok.
Titanic handler om valgsvindel
Den 6. og 10. marts 2015 sprang de politiske ”bomber” nummer syv og otte. Bomberne var aflytningssekvenser, som oppositionen under ledelse af Zoran Zaev offentliggjorde i løbet af 2015. Bombe syv og otte viste, at regimets topministre koordinerede den valgsvindel, der holdt VMRO-DPMNE-regimet flydende. Aflytningssekvenserne er fra 2013. Og sagen kaldes Titanic.
De hovedmistænkte i sagen er de samme to ministre samt regeringens generalsekretær, Kiril Bozinovski (VMRO-DPMNE). Jankuloska og Janakieski gik af omkring den 12. maj 2015, umiddelbart efter Kumanovo-skyderierne. Adskillige andre er i søgelyset, herunder dommere og tidligere medlemmer af valgkommissionen, som er det organ, der bl.a. behandler klager over valgsvindel.
Den særlige anklagemyndighed fortalte offentligheden om sagen i februar 2016. Ved den lejlighed sagde en af talskvinderne, Fatime Fetai, at sagen for anklagemyndigheden handler om krænkelse af borgeres valgrettigheder, om organiseret kriminalitet, destruktion af valgmateriale, bestikkelse, misbrug af offentlige midler og meget mere. Motivet var både at fastholde magten og at sikre privilegier for de mistænkte selv, sagde Fetai.
Men! På Titanic og andre skibe i internationalt farvand gælder, at kaptajnen er både udøvende og dømmende magt. Kaptajnens magt bliver således ikke forstyrret af uafhængige domstole.
Følger man denne sag i medierne, virker det netop som om domstolene er underordnet de mistænkte. Således begyndte regimet kort efter sagens offentliggørelse at arbejde på at udvide præsidentens beføjelser i forhold til at kunne udstede ”amnesti”. Operationen lykkedes. Forfatningsdomstolen, som netop anses for at være en del af regimet, udvidede præsident Gjorge Ivanovs (VMRO-DPMNE) beføjelser til bl.a. også at omfatte valgsvindlere.
Republikken Makedonien måtte i 2016 udrede firmaet Sun City’s forgæves investeringer i forbindelse med et byggeri af samme navn som firmaet, Сончев град på makedonsk. Og desuden betale renterne, som alene beløb sig til en million €
Det var nemlig ikke lovligt for staten at sælge det solfyldte sted, ”Toplik”, som firmaet skulle have bygget på. Derfor gik byggeriet aldrig i gang, og handlen måtte gå tilbage.
Ulovligheden har at gøre med, at de mistænkte i Transportministeriet ifølge den særlige anklagemyndighed udmærket vidste, at salget var ulovligt, og at byggeriet aldrig ville kunne gå i gang. Seks personer i Transportministeriet er derfor under mistanke for bevidst at have kanaliseret statslige midler ud af statskassen.
Det er igen aflytningsskandalen, der har kastet denne sag af sig.
Mile Janakieski var Transportminister, indtil han – som nævnt – gik af omkring den 12. maj 2015.
Svindel med statslige byggeudbud
Museet for Kampen om Makedonien, eller i daglig tale VMRO-museet, er en del af projektet Skopje 2014. Det er nybygget og åbnede i 2011. Som et statsligt byggeri var byggeriet omfattet af reglerne om offentlige udbud.
Det ufærdige VMRO-museum i april 2010.
Blandt aflytningerne var også en samtale, der viste, at den offentlige udbudsproces kun var tilsyneladende i forbindelse med færdiggørelsen af VMRO-museet. Entreprenøren Beton Stip havde i realiteten fået opgaven, allerede inden udbudsmaterialet var offentliggjort.
Også den særlige anklagemyndighed fortolker samtalen på den måde, og derfor er en række embedsfolk i kulturministeriet og i den offentlige udbudskommission mistænkt i sagen.
Kulturminister Elizabeta Kanceska-Milevska er iblandt de mistænkte. Hun har bedyret sin uskyld og i øvrigt givet udtryk for sin foragt for den særlige anklagemyndighed.
Anklagemyndigheden arbejder med den eventuelle omgåelse af udbudsreglerne under titlen ”Тендер” eller ”Tender”.
Gangstermetoder i Zernovski-sagen
Den 19. april 2015 sprang bombe nummer 23. Her kunne man høre, hvordan daværende premierminister Nikola Gruevski og daværende transportminister Mile Janakieski planlagde et overfald på borgmesteren i Skopjes centrum-kommune, Andrej Žernovski.
Den særlige anklager præsenterede formelt anklagerne i september 2016. Fjorten personer, herunder Gruevski, skal i retten for at have beordret, planlagt eller forsøgt at udføre overfaldet. Det kræver dog, at dommerne de facto har kompetencen og også viljen til at gennemføre sagen og ikke trække den i langdrag. Foreløbig er sagen udsat.
Toppolitikernes problem var ifølge den særlige anklager, at en lokalplan i 2013 var undervejs i Skopjes byråd, som ville stride imod samme VMRO-DPMNE-toppolitikeres forretningsmæssige interesser. Hvis den altså blev vedtaget. Derfor organiserede partiet en demonstration i forbindelse med det relevante byrådsmøde, og i løbet af denne demonstration var det, at Mile Janakieski skulle organisere et ”scenario”, hvor Zernovski for rullende kameraer ville få tildelt ”en fem-seks slag”, som Gruevski-stemmen anbefaler. Eller ”…tre gange, hårdt,” som stemmen senere siger.
De partitro kadrer demonstrerede da også i juni 2013. De demonstrerede imod, at lokalplanen ifølge dem omfattede lukning eller nedrivning af en ortodoks kirke. Det havde dog ikke noget på sig. Det var et påskud. Det lykkedes ikke at slå borgmesteren, som nåede ud af bygningen, inden det kom så vidt.
Det slørede drab på Martin Neskovski
Den 22-årige Martin Neskovski blev i sommeren 2011 tævet ihjel af Igor Spasov. Spasov var politimand i den specialstyrke, der hedder ”Tigrene”. Martin var i Skopje centrum den 6. juni for at fejre VMRO-DPMNE’s valgsejr. Spasov var på arbejde og passede på ministrene. Spasov skal i retten have forklaret, at Martin var på vej op på scenen, hvorfra de sejrende talte, og det udløste de dødbringende slag.
Regimet hævdede først, at det ikke kendte noget til sagen. Senere hævdede man blot at have fundet en død narkoman på en bænk. Desværre for politiet og regimet var der vidner, så i længden kunne man ikke opretholde løgnen, og Spasov blev dømt. Det foregik alt sammen før aflytningsskandalen.
Men tirsdag den 5. maj 2015 sprang ”bombe” nummer 29. Enhver kunne høre, hvordan regimets folk i 2011 først forsøgte at dække over drabet på Martin Neskovski. Dernæst, da der ikke var nogen vej uden om, forsøgte man at tørre hele skylden af på politimanden Spasov. Man diskuterede også, hvad man skulle sige til medierne. Et forslag var, at man kunne forsøge at hævde, at politimanden var socialdemokrat, mens Martin jo var tilhænger af VMRO-DPMNE.
Ellers gik øvelsen ud på at holde regimet fri for skyld, mens al skyld skulle falde på Spasov. I sommeren 2011 hævdede premierminister Nikola Gruevski netop over for offentligheden, at Spasov ikke var på arbejde og derfor handlede som privatperson. Men på optagelserne kunne man i 2015 høre, at det ikke passede. Man kunne også høre, at Gruevski bad Jankuloska om at gå ud i offentligheden og sige det samme, som han selv.
Blandt de samtalende stemmer er, foruden Nikola Gruevski og politi- og indenrigsminister Jankuloska, også premierministerens stabschef Martin Protuger, lederen af det hemmelige politi, Saso Mijalkov, og indenrigsministerens talsmand Ivo Kotevski.
Den særlige anklagemyndighed vil gerne kigge nærmere på sagen om at sløre drabet. Katica Janeva har dog ikke lagt skjul på, at Neskovski-sagen vil kræve vidnebeskyttelse. Janeva har dog ikke selv magt til at udløse landets vidnebeskyttelsesprogram. Det kan kun landets almindelige juridiske system, som efter alt at dømme ikke er uafhængigt af de personer, der givetvis ville blive anklaget i en eventuel sag.
Det kræver altså en lovændring, hvis Janeva skal have lov at aktivere vidnebeskyttelsesprogrammet, og den lovændring bad hun om i foråret. Den blev i september 2016 nedstemt i parlamentet.
Sopot og Monster er sager vom Giftschrank
Sagerne “Sopot” og “Monster” har været rejst ved domstolene før aflytningsskandalen, så de er ikke navngivet at den særlige anklagemyndighed. Begge sagerne er sprængfarlige, fordi de dømte i sagerne sandsynligvis er uskyldige. Og ikke mindst, fordi de dømte er albanere.
Som nævnt hedder sagerne retteligen “Монструм” og “Monstra” henholdsvis “Сопот” og “Sopoti” på makedonsk og albansk.
Hvis der er tale om et af regimet orkestreret justitsmord, så ligger der naturligvis et motiv bag, ligesom der må være nogle ansvarlige. Mange frygter, at sandheden om disse sager har potentiale til alt det værste: at de mange fronter i makedonsk politisk, herunder både inter-etniske og intra-etniske, slår om i vold.
Sopot er en lille by i nærheden af Kumanovo. I 2003 kom to NATO-soldater af dage i en mineeksplosion. De afdøde polske soldater var del af en fredsbevarende mission, som kort efter blev overtaget af EU. En retssag fulgte og 12 lokale, etniske albanere, blev dømt for med vilje at have placeret minen.
Der har altid været tvivl, om det nu også var de rette, der blev dømt. Kort efter at dommen faldt i 2010 besluttede man, at sagen skulle gå om, fordi et af vidneudsagnene viste sig ikke have nogen værdi. Sagen er endnu ikke begyndt. Den tenderer til hele tiden at blive udsat.
I en af de offentliggjort aflytninger i 2015 kan man høre daværende politi- og indenrigsminister Jankuloska samt daværende chef for det hemmelige politi, Saso Mijalkov, diskutere Sopot-sagen. Det er tydelig, at de regner sagen for at være følsom, og at også de regner den oprindelige dom for at hvile på et spinkelt grundlag.
Den særlige anklager, Katica Janeva, har gjort det klart, at det vil være nødvendigt at aktivere vidnebeskyttelsesprogrammer, hvis man skal nå til bunds i Sopot-sagen. Her har hun den samme udfordring som i Martin Neskovski-sagen. Hun har ikke selv kompetence til at tilbyde vidnebeskyttelse. Det har derimod det system, som muligvis forsøger at dække over sandheden i Sopot-sagen.
Nøjagtigt det samme gælder i Monster-sagen.
Monster-sagen er identisk med mordene ved Smilkovci-søen, hvor fem lystfiskere måtte lade livet i et massemord, formentlig uden at vide hvorfor. De blev myrdet den 12. april 2012 i Skopjes nordlige udkant. Fire 18-20 årige blev tilsyneladende henrettet, for de var linet op i en række, mens en femte mand i fyrrerne blev skudt et stykke fra de fire. Måske fordi han havde set for meget. Alle de myrdede var makedoner.
Ugerningen fandt sted ved den kunstigt anlagte Smilkovci-sø, som ligger ved siden af Skopjes ringmotorvej på det nordlige stræk.
Fire mænd, etniske albanere, blev i 2014 dømt i sagen. Selvom de dømte formentlig ikke er helt almindelige lovlydige borgere, så er det fortsat et almindeligt synspunkt, at de dømte er uskyldige i monstersagen. Det er fortsat uklart, hvorfor de myrdede blev myrdet. Pårørende til de myrdede tror heller ikke på, at de rette gerningsmænd er dømt.
Der har flere gange været albanske masseprotester i relation til sagen – i anledning af anholdelserne, ved domfældelsen, på årsdage og så videre.
Den særlige anklagemyndighed har hjemmel til at gå ind i sagen, fordi sagen omtales i det aflytningsmateriale, som er overdraget til myndigheden. Offentligheden har ikke hørt optagelserne, men mens aflytningsskandalen rullede i 2015 sagde Zoran Zaev flere gange, at materialet fandtes. Der blev naturligvis spekuleret en del i, hvorfor Zaev ikke kunne, turde eller ville afspille Monster-materialet.
Kup-sagen smuldrer
I weekenden omkring den 1. februar 2015 sigtede regimet fire personer for spionage og for at forberede et kup. Man rejste sigtelse imod SDSMs og den makedonske oppositions leder Zoran Zaev, en embedsmand fra Strumica, hvor Zaev er borgmester, samt den tidligere leder for det hemmelige politi, Zoran Verusevski, og dennes kone.
Det var få dage før den første ”bombe” i aflytningsskandalen sprang.
Regimet, reelt Nikola Gruevski, hævdede at kunne bevise, at han var blevet afpresset af Zaev. Aflytningsmaterialet blev brugt til afpresning, ifølge Gruevski. Det er denne afpresning, som i regimets vokabular bliver til ”kup”, ”kupforsøg” og ”kupforberedelse”, og som herefter fik regimet til at omtale sagen under overskriften ”Пуч”, altså kup, eller på albansk Puç.
Og Gruevski havde tilsyneladende en sag, selv hvis ordet ”kup” ikke er retvisende. ”Nogen” kunne nemlig pege på en YouTube-optagelse af Gruevski og Zaevs samtaler. Optagelserne viser Gruevski, der spørger, hvor Zaev har aflytningsmaterialet fra – altså ”bomben”, som Zaev truede med at udløse – og Zaev bekræfter, at materialet kommer fra udlandet.
Efterfølgende sagde Zaev naturligvis, at det med at tørre den af på udlandet blot var for at dække over den virkelige kilde.
Sagen ligger nu hos den særlige anklager. Target-sagen, som er beskrevet ovenfor, har dog kastet et noget andet lys over sagen. Anklagen om spionage for udlandet og kupforsøg synes at smuldre. Katica Janeva har da også gjort klart, at Target-sagen vil få betydning for Kup-sagen.
"Titanic, tortur og TNT i Makedonien" blev sidst opdateret: 4. juni 2020 af John Petersen
Valg i Republikken Makedonien og fede tider for outdoor reklamebranchen. Butel 25. november 2016. Foto: John Petersen
I Makedonien er der seks valgkredse, som hver leverer tyve parlamentsmedlemmer til Sobranie, som parlamentet hedder. Yderligere tre mandater kommer fra henholdsvis Asien-Australien, Nord- og Sydamerika, og Europa-Afrika. Der skal altså fordeles 123 mandater ved valget den 11. december. Omkring 50 partier gemmer sig bag listerne. Det er ikke alle listerne, der stiller op i alle kredse.
Liste 6 stiller endda kun op i kreds 6, som bl.a. rummer byerne Tetovo og Gostivar. Listen består også kun af et parti, nemlig PPD eller Partia për Prosperitet Demokratike. Partiet var indtil 2002 det store albanske parti, men den rolle blev erobret af BDI efter den væbnede konflikt i 2001. Partiet spås ikke mange chancer. Partiet var ikke repræsenteret i det netop opløste parlament.
Det var derimod det lille liberale parti, Либерална Партија, som udgør Liste 8. Partiets ene mandat har Roza Topuzovska-Karovska hidtil siddet på. Hun og partiet var dog en del af den Socialdemokratiske (SDSM) koalition, men nu stiller de liberale altså op for sig selv. Topuzovska-Karovska brød med SDSM i 2014. SDSM nægtede at anerkende valgresultatet i 2014 og boykottede så arbejdet i parlamentet fra den 10. maj. Men Topuzovska-Karovska gik solo og boykottede boykotten, så at sige.
Liste 11 er det venstreorienterede parti Левица, e Majta eller Levitsa, hvilket alt sammen med betyder venstre. Partiet er et nybrud i makedonsk politik. Det har været meget synligt i forbindelse med protestdemonstrationerne i de seneste to år – i 2015 markedsført som bevægelsen ”Jeg protesterer”, Протестирам eller Protestoj, og i 2016 som ”den kulørte revolution”.
Nummer to på listen i Skopje (kreds 1), Mariglen Demiri, har endda skaffet sig en miniberømmelse, eftersom han skal i retten for at have knust ruder i forbindelse med protestdemonstrationerne tidligere i år. Flere af de andre topfolk i bevægelsen har tilbragt tid i detentionen efter protestdemonstrationerne i 2015 og 2016.
Partiets platform ligner nogle af de venstreradikale bevægelser i det øvrige Europa: antinationalister, imod NATO men pro-EU, og man havde sympati for Syriza i Grækenland, indtil Tsipras bøjede sig for kreditorerne.
Przhino-partierne
De fire mest betydningsfulde partier i Makedonien indgik i sommeren 2015 den såkaldte Przhino-aftale. Den skulle vise vej ud af den politiske krise, som opstod med aflytningsskandalen og oppositionens boykot af parlamentsarbejdet. At der afholdes tidligt valg er en reminiscens af Przhino-aftalen.
Det er blevet kutyme, at regeringen dannes af en koalition, der består af partier fra et albansk og et makedonsk parti. Det albanske BDI og det makedonske VMRO-DPMNE har udgjort regeringsflertallet siden 2008, mens det albanske PDSh og makedonske SDSM har udgjort alternativet eller oppositionen. Przhino-partierne stiller alle op igen.
Mandatfordelingen mellem partierne i det netop opløste parlament var VMRO-DPMNE 61, SDSM 34, BDI 19, PDSh 7, mens RDK og GROM sad på de sidste to mandater.
VMRO-DPMNE urokkelig trods afsløringer
Liste 1 er koalitionen, der ledes af den tidligere og sandsynligvis også kommende premierminister Nikola Gruevski, som i øjeblikket formelt blot er formand for det nationalkonservative VMRO-DPMNE. Aflytningsskandalen har i de seneste to år udstillet, hvordan partiet og dets toppolitikere har gjort statens institutioner til instrumenter for egne interesser, og hvordan regimets toppolitikere tyr til kriminelle midler for at opnå deres mål.
Det er derfor ordet ”regime” formentlig er det mest dækkende om Makedoniens nuværende og måske også kommende styre. Regimets toppolitikere, herunder Gruevski, er da også i søgelyset hos den særlige anklager (Специјално Јавно Обвинителство) sammen med andre VMRO-DPMNE-topfolk. VMRO-DPMNE er, trods afsløringerne, fortsat associeret medlem af de europæiske kristendemokratiske parti, EPP, hvis eneste danske repræsentant i Europaparlamentet er Bendt Bendtsen.
Foruden VMRO-DPMNE består koalitionen af Socijalisticka Partija na Makedonija, Demokratska Partija na Srbite, Demokratska Partija na Srbite vo Makedoninja, Sojus na Romite od Makedonija, Partija na Pravdata, Graganska opcija za Makedonija (GROM), Stranka na Demokratska Aktsija na Makedonija, Partija na Vlasite od Makedonija, Partija sa Integratsija na Romite, Rabotnitshko Semjodelska Partija na Republika Makedonija, Trajno Makedonsko Radikalno Obedinuvanje, Makedonska Aktsija, Nova Liberalna Partija, Partija na Obedineti Demokrati na Makedonija, Makedonska Alijansa, Demokratska Partija na Turtsite na Makedonija, VMRO Demokratska Partija, Demokratska Bosnjatshka Partija, Demokratska Partija na Romite, Socijaldemokratska Unija, Romi Obedineti od Makedonija, Sojus na Titovi Levi Sili, Obedineta Partijas a Ednakvost na Romite, Dvishenje na Natsionalno Ednistvo na Turtsite, Demokratski Sili na Romite.
Bag det førstnævnte socialistiske parti står Dzingo, som også er en af de såkaldte Gazdas eller mediemoguler, der via massemedierne holder regimet flydende. Partiet er ikke socialistisk i nogen udbredt forstand.
GROM, som undertiden også forkortes COM, sad i det nu opløste parlament med et enkelt mandat, men Stevco Jakimovskis parti stiller nu op sammen med VMRO-DPMNE. Jakimovski er ellers bykonge i Skopje-kommunen Karposh, hvor han med GROM fejer både VMRO-DPMNE og SDSM af banen.
Srbite, Romite, Vlasite, Turtsite og Bosnjatshka er henholdsvis serbere, roma, vlakker, tyrkere og bosnjakker, som således i hvert fald af navn er repræsenteret i koalitionen.
På VMRO-DPMNE’s kandidatliste er den krigsforbryderdømte Johan Tarculovski.
Valgkampagnen begyndte officielt den 21. november. VMRO-DPMNE begyndte per tradition i Ohrid, hvor Gruevski slog tonen an. Oppositionsleder Zoran Zaev er ifølge Gruevski i gang med at skære staten i småstykker. Zaev vil – ifølge Gruevski – føderalisere Makedonien, gå på kompromis i navnestriden med Grækenland og gøre hele Makedonien tosproget. Føderalisering betyder her, at de albanske dele af landet eventuelt får mere at skulle have sagt eller måske endda autonomi. Desuden fastholdt Gruevski, at Zaevs ”bomber” eller aflytningsskandalen, Kumanovo-affæren og protestdemonstrationerne blot var dele af et samlet anslag imod landet.
Således satser Gruevski på den traditionelt sikre konspiration og nationalisme.
SDSM vil leve i Makedonien
Liste 4 er den socialdemokratiske koalition. Socialdemokraterne har akronymerne SDMS og LSDM på henholdsvis makedonsk og albansk.
Foruden SDSM består koalitionen af Nova Socijaldemokratska Partija, Liberalno Demokratska Partija, Partija za Dvishenje na Turtsite vo Makedonija, Nova Alternativa, Demokratski Sojus na Vlasite od Makedonija, Cprska Stranka vo Makedonija, Partija za Ekonomski Promeni, Partija na Obedineti penzioneri i Gragjani na Makedonija, Partija za Evropska Idnina, Alijansa za Pozitivna Makedonija, Demokratska Obnova na Makedonija (DOM), Srpska Napredna Stranka vo Makedonija og Partija za Tselosna Emantsipatsija na Romite.
Som det er tilfældet hos VMRO-DPMNE, så er en række mindretalsbefolkninger repræsenteret i koalitionen. I det mindste af navn. Der er således tyrkere, vlakker, serbere og roma, ligesom bl.a. det lille grønne parti DOM under Liljana Popovska, som tidligere har været i koalition med VMRO-DPMNE. Liljana Popovska er dog blevet presset til at opgive sit eget kandidatur, fordi hendes brud med VMRO-DPMNE anses for at være kommet alt for sent.
Partija za Evropska Idnina er Fijat Tsanoskis parti. Tsanoski optræder som offer i aflytningsskandalen. Han fik på premierminister Nikola Gruevskis foranledning jævnet en nys opført ejendom med jorden af politiske grunde. Sådan lyder det i hvert fald i aflytningsskandalens femte såkaldte ”bombe”, som sprang omkring 1. marts 2015.
SDSM slår i valgkampen naturligvis på, at regimet med VMRO-DPMNE og Nikola Gruevski i spidsen har diskvalificeret sig selv. Det blev tydeligt med aflytningsskandalen. Men SDSM har også vist sig mere imødekommende over for albanernes ønsker – især i forhold til brug af det albanske sprog.
I den forbindelse er det interessant, at SDSM har Muhamed Zeqiri på kandidatlisten. Han var tidligere chefredaktør på den albanske tv-kanal Alsat-M., og han forlod posten, fordi han ikke ville favorisere BDI i nyhedsdækningen.
SDSM’s valgslogan slår et tema an, som bekymrer snart sagt alle i Makedonien, og som givetvis skal få vælgerne til at vælge noget andet end VMRO-DPMNE:”Vi har planer om at leve i Makedonien” lyder ordene. Det henviser til, at i 100.000-vis af især unge er flyttet udenlands. Det kan dårligt bortforklares, at især unge mennesker vælger Makedonien fra. Alle har det tæt inde på livet.
PDSh konkurrerer med BDI
Det albanske PDSh, eller DPA med det makedonske akronym, vil af med BDI, eller DUI med det makedonske akronym. PDSh, som står for Partia Demokratike Shqiptare, er Liste 2. BDI, som står for Bashkimi Demokratik për Integrim, er Liste 3. BDI blev i sin tid dannet af bl.a. UÇK-”kommandanter” fra den væbnede konflikt i 2001. Lederen Ali Ahmeti er en af dem.
De albanske partier varetager albanske interesser. Også i deres selvforståelse. Derfor står den politiske strid i den albanske lejr hovedsageligt om, hvem der bedst varetager albanernes interesser. Det er svært at gennemskue, om og i hvilket omfang, der også er ikke-nationale uoverensstemmelser på spil.
BDI er den albanske partner i den nuværende regering. Det betyder, at de øvrige albanske partier – herunder PDSh – holder BDI fast på det medansvar, der følger med at indgå i regeringen. Det er for eksempel et almindeligt synspunkt blandt albanere – og i øvrigt også blandt mange makedonere-, at en række retssager og domme over albanere har været skueprocesser. Det gælder for eksempel i sagen om mordene ved Smilkovci-søen.
Når og hvis der er tale om skueprocesser, hvor politiministeriet og domstolene blot er en del af teatret, så har BDI i princippet et medansvar, som de øvrige albanske partier holder BDI fast på.
For de nye albanske partier gælder det samme. De er utilfredse med, at BDI ikke i tilstrækkelig grad varetager albanernes interesser. Men dertil kommer, at de nye partier samler en utilfredshed op, som retter sig mod både PDSh og BDI. De gamle partier bliver simpelthen regnet for at være for korrupte. Eller, hvis man – som mange – fortolker lidt mindre romantisk: der er for få, der får glæde af gevinsten ved korruptionen.
Liste 7 er ”koalitionen albanernes alliance”, som består af Reform-PDSh, Uniteti og dele af RDK. Reform-PDSh er samlet om borgmesteren i Struga, Ziadin Sela, mens Uniteti er samlet om Gezim Ostreni fra Debar, som er UÇK-veteran fra den væbnede konflikt i 2001. RDK, som står for Rilindja Demokratike Kombëtare, havde et enkelt mandat i det netop opløste parlament.
Sela og Reform-PDSh er udbrydere fra PDSh
Sela taler ofte om, at Makedonien må blive en bi-national stat, eller om kantonisering eller om føderalisering. Det er ikke helt klart, hvordan noget sådant i praksis skal foldes ud, og man må da heller ikke forestille sig, at den albanske alliance har en lønnet stab, der sidder og definerer teori og praksis omkring føderalisering. Kritikere af partierne vil netop vide, at der er tale om enmandspartier.
Men de er dog med sikkerhed uenige med Ali Ahmeti (BDI), som højt og tydeligt har opfordret albanere til at glemme alt om føderalisering efter etniske linjer, da det bliver umuligt at fastlægge de territoriale grænser.
Alliancen spås at få plads i parlamentet.
Liste 10 er BESA. Besa betyder noget i nærheden af ed. Det er et begreb i albansk kultur, som er tungt ladet af historie, etik, skik og brug. BESA blev stiftet i 2014 af en gruppe yngre intellektuelle.
BESA rummer alle de allerede nævnte kanter i forhold til de etablerede partier PDSh og BDI. Dertil kommer, at partiet fremstår som et generationsopgør. Især yngre mænd synes at tilslutte sig et opgør, der muligvis afspejler, at man har fået nok af de lidt ældre albanske mænd og deres uigennemtrængelige netværk af gensidige tjenester.
Formand er den kun 31-årige Bilall Kasami fra Tetovo.
BESA har i den politiske krise gjort sig bemærket ved først at afvise at tage del i de etnisk blinde Протестирам/Protestoj-massedemonstrationer i 2015. Tværtimod organiserede man en ren albansk protestdemonstration den 13. juni 2015. De etnisk blinde og brede demonstrationer blev anset for at være en fælde, fordi man fejlagtigt kunne komme til at tro, at albanere havde fælles sag med makedonerne.
BESAs kritikere mener, at de monoetniske, albanske protester er en foræring til makedonske nationalister, som blot bliver bekræftet i deres nationalisme med modsat fortegn.
Senere er BESA blødt noget op. Man erklærede på et tidspunkt, at man nu støttede alle protester imod regimet – altså også de multietniske eller etniske blinde demonstrationer.
BESA støttede også den albanske demonstration den 9. maj 2016 i anledning af ét års dagen for domfældelsen i forbindelse med Smilkovci-mordene. Demonstranterne regner de dømte albanere for at være uskyldige.
BESA bliver beskyldt for at være finansieret af Tyrkiets præsident Erdogan. Kasami har afvist, at det skulle være tilfældet.
Partier, som vil være Gruevski i stedet for Gruevski
Liste 5 er en koalition, der kalder sig ”forandring og retfærdighed”, промени и правда med tilføjelsen трет блок eller ”den tredje blok”. Koalitionen består af fire partier og ønsker at fremstå som et alternativ til de to store makedonske blokke eller koalitioner, der ledes af henholdsvis det nationalkonservative VMRO-DPMNE (Liste 1) og det Socialdemokratiske SDSM (Liste 4). Koalitionen blev til i løbet af efteråret.
De fire partier er Demokratisk Union eller Демократски Сојуз, ФРОДЕМ, ДЕМОС og arbejderpartiet МОРО. Kendte ansigter er lederen Pavle Trajanov, som var politi- og indenrigsminister i 1998-99, Jove Kekenovski, som bl.a. har været borgmester i Skopje i ´90erne – dengang for VMRO-DPMNE – og Slobodan Bogoeski, som er tidligere chef for det hemmelige politi (UBK). Både Bogoeski og Trajanov er i øvrigt involveret i Magyar Telekom-affæren.
Partiet går ind for en særdomstol i et særligt departement, som skal tage sig af den særlige anklagers sager. Den særlige anklager, Katica Janeva, har ansvar for alle de sager, der kom ud af aflytningsskandalen i 2015. Dette antyder den egentlige kant i forhold til regimet under ledelse af VMRO-DPMNE og dets formand, eks-premierminister Gruevski. En særdomstol for området vil gøre det vanskeligere for de ansvarlige, ved hjælp af regimets indflydelse på de eksisterende domstole, at unddrage sig ansvar for deres eventuelle ugerninger.
Georgievski er Gruevskis forgænger på posten som formand for VMRO-DPMNE. Han var premierminister i perioden fra 1998 til 2002, altså under den væbnede konflikt med de albanske oprørere, mens Tito-veteranen Kiro Gligorov fortsat var præsident.
Stojanche Angelov gjorde sig i 2015 bemærket med sine kyssende protestdemonstranter foran tv-bygningen. Angelov er veteran fra den væbnede konflikt i 2001, på de makedonske myndigheders side, og har rang af generalmajor i politiets særlige styrker. I 2015 gjorde Angelov sig yderligere bemærket, idet han før Kumanovo-affæren fandt sted, havde spået dens komme, og at det var VMRO-DPMNE-regimet selv, der stod bag.
"Elleve lister stiller op til parlamentsvalget i Makedonien" blev sidst opdateret: 26. april 2025 af John Petersen
Tre sønderjyder steg i november 1916 af toget i Gradsko og begav sig videre mod fronten. Den Store Krig krævede deres tilstedeværelse i Makedonien, hvor Ententen var aggressiv, og hvor Bulgarien ville udvide sit territorium.
I et hus ”lige op ad” denne kirke logerede Hans Hostrup i efteråret 1916. Huset findes formentlig ikke mere. Landsbyen Topolchani og de omliggende højder fungerede som ammunitionsdepot for Centralmagterne fra efteråret 1916. Byen lå cirka tyve kilometer nord for fronten.
Den lille by Topolchani (Тополчани), som ligger en snes kilometer nord for Bitola, fik for nøjagtig 100 år siden besøg af Hans Hostrup fra Høgsbro, Laust Dollerup fra Enderupskov og Magnus Lund fra Normsted.
Hans Hostrup fortæller i en beretning fra 1951 om sin tid som soldat i 1. verdenskrig. Som ung nordslesviger, eller sønderjyde, som vi siger i dag, måtte Hostrup sammen med Dollerup og Lund, gøre tjeneste i den kejserlige tyske hær, selvom de var danske.
Hostrup og de andre blev sendt til Nis i Serbien, hvor de i begyndelsen af november 1916 igen stod på et tog, for denne gang at stige af i Gradsko i Makedonien. Herfra måtte de trave de 70 kilometer til Prilep over Babuna-passet. Det tog et par dage. Og fra Prilep kunne de med en feltbane køre de sidste 18 km til Topolchani, hvor de blev indkvarteret. De boede blandt andet i et hus, som ”laa lige op ad Kirken, saa det har nok været Præsteboligen,” skriver Hostrup.
Monastir eller Bitola i efteråret 1916
I august, september og oktober 1916 er den makedonske front meget aktiv. Også omkring Monastir, som på makedonsk hedder Bitola. Serberne, som er på Ententens side, kæmper fra syd, mens Østrig-Ungarn, Tyskland og Bulgarien kæmper fra nord med bulgarske styrker i front.
September slutter med den serbiske erobring af bjergtoppen Kaimakchalan, og i løbet af oktober passerer de f.eks. ved Brod Den sorte Flod (Cerna eller црна река). Fronten flytter så lidt mod nord. Efter fortsatte hårde kampe omkring Bitola opgiver Centralmagterne den 19. november byen, og man rykker endnu fem kilometer mod nord. Og her falder der nogenlunde ro over fronten ved Bitola, indtil der igen sker noget i 1918.
Serbiske mindelund, tæt ved byen Brod, som er omtalt oven for.
Nord for Bitola forløb fronten nu mellem højene 1248 og 1050, og fra den linje er der endnu cirka tyve kilometer mod nord til Topolchani, hvor danskerne blev indkvarteret. Som det vist fremgår, var de sandsynligvis heldige med ankomsttidspunktet. De må være ankommet kort før den 19. november, for Hostrup beretter om tyskernes tilbagetrækning. Og så blev der ro.
Der havde ellers for nyligt været særdeles blodigt på frontafsnittet. Hostrup beretter selv, hvordan de på færden fra Nis til Gradsko mødte et lazarettog fyldt med hårdtsårede fra det saksiske jægerregiment. Eftersom danskerne tidligere havde mødt raske ”Jægere” på vej sydpå, ”…gjorde [det] dybt Indtryk paa os, da vi saa de raske Jægere i den Forfatning,” skriver Hostrup.
Ferdinand, Vaterland og sønderjyderne
Ententens fremstød i efteråret hang sammen med situationen i Rumænien, som for nyligt havde valgt side til fordel for Ententen. Det fik Centralmagterne til at angribe Rumænien og sætte alt ind for at sikre sig oliefelterne i landet.
Centralmagterne kæmpede fra nord i de transsylvanske Karpater og fra Bulgarien i syd. Ententens mission var nu at sikre, at så mange bulgarer som muligt var travlt optaget på den makedonske front, så de ikke kunne sendes til den bulgarsk-rumænske front.
Når Bulgarien under Zar Ferdinand I var i krig mod serberne og Ententen på den makedonske front, var det fordi man ville sikre sig dele af Makedonien, som man følte, man var blevet snydt for i Balkankrigene i 1912-13. Centralmagterne såvel som Ententen havde forsøgt at lokke Bulgarien med territorium i Makedonien. Centralmagternes tilbud var det bedste til prisen, så det blev den side, Ferdinand valgte.
Den yderst indviklede 1. verdenskrig førte altså danske sønderjyder til et frontafsnit, hvor de både kæmpede for Bulgariens zar Ferdinand og for Kejser Wilhelm II og ”das grosse Vaterland”, som Hostrup skriver.
Kæmpede er nu så meget sagt. Hostrups tjans i Topolchani bestod i at grave granater ned ”i små Kælderrum, der var indhugget i Bjerget med en vis indbyrdes afstand. Der var plads til ca. 200 Granater i hvert Hul”. Det sker stadig, at lokale finder granater fra 1. verdenskrig på de makedonske frontafsnit.
3406 tyske soldater hviler under dette mindested lidt uden for Bitola (Monastir). Det er vanskeligt at finde vej til krigergraven. Et Roma-kvarter kravler i dag op ad bjerget, hvor mindestedet ligger. Turister må igennem dette kvarter og blive ved, selvom det ikke ser rigtigt ud. Der findes også en tysk krigergrav i Prilep.
1917
Efter jul blev Dollerup og Hostrup tildelt 7. Batteris Ammunitionskolonne, hvor de passede heste og om natten kørte ammunition ud til batteristillingerne. De var nu ikke længere ved Bitola. Og om foråret i 1917 blev de sendt til en fremskudt stilling syd for Gevgelija, der hvor E75 i dag krydser grænsen til Grækenland. Her bestod arbejdet i at bygge en kanonunderstand.
I 1917 fik Hostrup malaria og var på lazaret i både Yskyb, eller Skopje, som byen hedder på makedonsk, og i Vranje i Serbien. Han fik bevilget en tre-ugers orlov og i forbindelse hermed deserterede han, gik ”over Grænsen” til Danmark.
Måske tog Hostrup helt fejl
Hostrup reflekterer i sin beretning fra Topolchani over den lokale befolkning. Soldaterne ”mærkede aldrig noget til Had eller Modvilje hos dem,” skriver han. Hostrup mener, at deres tålmodighed måske skyldes, at de så på besætterne på samme måde som danskerne så på tyskerne under 2. verdenskrig. Og videre: ”Der var mange Lighedspunkter. Hele Landet var besat af en overmægtig Fjende; Modstandsbevægelse, Sabotage m.m. og Værnemagere har der vel også været.”
Besætterne var tyskerne og bulgarerne i Hostrups verdensbillede. Men faktisk havde det nordlige Makedonien, altså det område, der i dag udgør Republikken Makedonien, jo kun tilhørt Kongeriget Serbien i tre år – nemlig siden Balkankrigenes afslutning i 1913. Det var ikke indlysende, hvem der var de gode, og hvem der var de onde. Eller blot, hvem der var besættere, modstandsfolk eller værnemagere?
Og netop i Monastir eller Bitola var befolkningen meget sammensat. Der var både jøder, kristne og muslimer, og ingen var i flertal. Blandt muslimerne var der albanere, Roma og tyrkere, mens der blandt de kristne var tilhængere af det bulgarske exarkat og det græske patriarkat – herunder aromuner og formentlig også nogle albanere. Det er ikke selvindlysende, at denne befolkning skulle betragte bulgarerne som besættere frem for serberne.
Det er i øvrigt også muligt, at billedet var et helt andet i landbyen Topolchani 20-30 kilometer nord for Bitola. Det var i hvert fald tilfældet i efteråret 2015, hvor en lokal med en rød-gul VMRO-DPMNE T-shirt svarede således på spørgsmålet om befolkningssammensætningen i Topolchani: ”Vi er makedonere, 100%”
Hans Hostrup: Oplevelser i Makedonien 1916-17 i Øjenvidner 1914-1918. Sønderjyske soldaters beretninger, Lindhardt og Ringhof 2014
—
Det er fortsat gratis at læse med her. Har artiklen værdi for Dem, er selv symbolske bidrag dog særdeles velkomne via MOBILEPAY 21281941.
"100 år siden: Sønderjyder i Makedonien for Vaterland og Ferdinand" blev sidst opdateret: 13. august 2019 af John Petersen
Allerede søndag fik valgkampen i Makedonien en etnisk drejning, selvom valget først blev udskrevet mandag. Det handler om at flytte stemmer.
Søndag klokken 17 holdt Nikola Gruevski og VMRO-DPMNE massemøde i Trajkovski-hallen, som sikkert er den i Danmark bedst kendte Skopje-bygning. Det er her de store håndboldkampe spilles.
Det makedonske regimes centrale person, formanden for det nationalkonservative regeringsparti, VMRO-DPMNE, Nikola Gruevski samlede søndag sine partimedlemmer og –tilhængere til stormøde. De mødtes som sædvanlig i Trajkovski-hallen i Skopje.
Gruevski gjorde ved den lejlighed klart, at VMRO-DPMNE vil bekæmpe Socialdemokratiets (SDSM) – ifølge Gruevski – ambition om at gøre landet tosproget, altså at ligestille albansk og makedonsk. SDSM er det største oppositionsparti og det traditionelle alternativ til VMRO-DPMNE. Således fik valgkampen allerede fra dag minus ét en etnisk dimension.
Inden for landets grænser er der sandsynligvis omkring 2/3 makedonere. De er helt dominerende i landets østlige dele. Tilsvarende er der omkring en fjerdedel albanere, og de har tyngdepunkt i nordvest og vest.
Ideen om at Makedonien er og bør være en nationalstat, der bæres af kun ét folk, er udbredt blandt makedonere. De er bekymrede ved udsigten til, at albanerne ligestilles. Meget kort sagt. Det er den bekymring, Gruevski spiller på.
Gruevski håber naturligvis at kunne samle et par ekstra mandater, så han alene sidder på det absolutte flertal i den lovgivende forsamling. Det makedonsk-nationalistiske VMRO-DPMNE får naturligvis forsvindende få stemmer fra albanerne, så stemmerne skal stort set fiskes blandt bekymrede socialdemokrater.
SDSM mellem Skylla og Charybdis
Gruevskis stemmefiskeri bygger sandsynligvis på et stråmandsargument. SDSM har formentlig ingen ambitioner om at gøre Makedonien tosproget. Men de har givetvis ambitioner om at hente stemmer blandt albanerne. Og det er sandsynligvis derfor, SDSMs formand, Zoran Zaev, ved flere lejligheder har udtalt sig pragmatisk omkring albansk sprogbrug i Makedonien.
Formand Zaev er borgmester i Strumica i det østlige Makedonien. Byen er næsten udelukkende befolket af makedonere. I begyndelsen af september sagde Zaev til tv-kanalen NOVA, at: ”Som borger i Strumica … taber jeg ikke noget, når en ældre dame i Gostivar ønsker at bruge det albanske sprog, når hun søger om offentlige ydelser og når hun modtager et svar på albansk, eller hvis et barn i Kumanovo … lærer musikteori på albansk, … [eller hvis] min datter … vælger at lære albansk…”
SDSM ”… sælger ud af statens interesser,” hævdede Gruevski i søndags.
Ordene blev i især de VMRO-DPMNE-venlige makedonske medier udlagt, som om Zaev ville indføre obligatorisk albansk i skolerne og så videre. Man kan sagtens mene, at det ville være fornuftigt, hvis det var det, han havde sagt. Men det var det ikke. Der ville givetvis være albanske stemmer i sige sådan noget, men Zaev ville sandsynligvis tabe endnu flere makedonske.
Sædvanlige stridsemner supplerer den politiske krise
Man skulle tro, at Zoran Zaev kunne køre en absolut sikker valgsejr hjem, når man kender blot det mindste til Makedoniens politiske krise. Regimet under ledelse af VMRO-DPMNE har efter alle liberalt-demokratiske standarder diskvalificeret sig selv i uhyrlig grad.
Problemet for Zaev er, at for få tror, SDSM ville være hverken værre eller bedre. Af to onder, mener mange fortsat, er VMRO-DPMNE dog det bedste. Det som blandt liberale demokrater i Vesten må se ud som et oplagt, altoverskyggende valgtema for SDSM, altså den politiske krise, er derfor ikke nødvendigvis så favorabelt som alenestående valgtema, når man har SDMS-briller på.
Det er blandt andet derfor, at andre valgkampe kan være interessante: den sædvanlige kamp om, hvem der er de mest troværdige som makedonske nationalister og altså kampen om at fiske albanske stemmer.
Og der er muligvis stemmer at hente blandt albanerne. For selvom VMRO-DPMNEs uhyrligheder måske nok lader makedonere kolde, så er der mange i den albanske lejr, der er trætte af VMRO-DPMNEs regeringspartner, det albanske BDI. De ser sig om efter andre muligheder. Og de albanske alternativer er af forskellige grunde ikke altid lige tillokkende.
SDSMs problem er her, at partiet blandt albanerne ofte fremstår som akkurat lige så nationalistisk som VMRO-DPMNE. Skriftkloge i den Socialdemokratiske lejr vil hævde, at partiet er et liberalt parti, som således principielt mener, at alle borgere bør være lige – makedonere såvel som albanere.
På partiets seneste kongres i begyndelsen af oktober var det da også sådanne toner, der blev slået an af næstformand Radmila Sekerinska. SDSM ville bygge et ét samfund med lige rettigheder for alle og uden segregering, bedyrede Sekerinska.
SDSM har et troværdighedsproblem
Her såvel som i andre lande er ikke-dominerende befolkningsgrupper dygtige til at udpege den dominerende befolkningsgruppes dobbeltmoral. Det der bliver iscenesat som lighed for alle borgere har det med at favorisere den dominerende befolkningsgruppes foretrukne kultur, sprog, historie med videre, hvilket, set fra de ikke-dominerende befolkningsgruppers synspunkt, ikke er til at skelne fra en kollektiv rettighed, der alene bliver den dominerende befolkningsgruppe til del. Det er et kendt og velbeskrevet dilemma i flerkulturelle liberale demokratier.
Men SDSMs dybere problem er, at de blandt albanere også bliver dømt på deres praksis – uanset principprogrammet. Albanere kan eksempelvis sagtens huske, at de nuværende topfolk i SDSM var durk imod oprettelsen af et albansk-sproget universitet i Tetovo eller blot at anvende albansk som instruktionssprog i undervisningssammenhænge. Det gælder for eksempel ovennævnte Sekerinska.
Og alle albanere har slægt eller venner i udlandet, der flygtede fra den undertrykkelse af albanerne, der blev udøvet i Tito og Milosevic’ Jugoslavien – uanset om motiverne var forskellige. Og SDSM er netop efterfølgerpartiet til Tito og Milosevic’ parti.
Og alle ved, at SDSM generelt set var venligt indstillet over for Serbiens fremfærd i det albanske befolkede Kosovo til og med krigene i 90’erne. Man behøver ikke være ret gammel for at huske, præcist hvem der sagde og gjorde hvad.
Og det flugter simpelthen ikke med dagens imødekommende SDSM-sprogbrug over for albanerne.
Således er VMRO-DPMNE-topfolk kendte for at føre sig frem i en mere jævn stil, men det betyder ikke nødvendigvis, at albanere kan se nogen principiel forskel mellem VMRO-DPMNE og SDSM, når det angår albanerne.
Det er altså usikkert, om SDSM vil kunne tiltrække albanske stemmer ved valget den 11. december.
"Valg i Makedonien: klar, parat, etnificér" blev sidst opdateret: 21. april 2020 af John Petersen
Universalnøglen blandt iagttagere af makedonsk politik, mantraet om alle andres skyld, er endnu engang i sving. Denne gang er det Gjorge Ivanov, der hævder Republikken Makedoniens offerrolle i forholdet til EU og NATO.
I weekenden talte Republikken Makedoniens præsident Ivanov for den paneuropæiske unions kongres i Wien. Coudenhove-Kalergis efterfølgere i den ærværdige gamle forsamling hørte præsidenten fastslå, at når Makedonien er i politisk krise, så skyldes det EU og NATO’s ubeslutsomhed, fortæller blandt andre Alsat-M.
Makedoniens officielle strategiske mål er medlemskab af både NATO og EU, og efter 25 år som uafhængig stat har man hverken opnået det ene eller det andet.
Makedonien har været kandidatland til EU-medlemskab siden 2005, og siden 2009 har EU-Kommissionen i sine årlige statusrapporter anbefalet, at realitetsforhandlinger om medlemskab går i gang. Dog var anbefalingen i 2015 betinget, fordi landets aflytningsskandale havde bragt forhold frem i lyset, som helt indlysende var uforenelige med et EU-medlemskab.
EU-Kommissionens 2016-rapport er lige på trapperne.
Makedonien i offerrollen
Præsident Ivanov hævder altså, at det er de manglende medlemskaber af EU og NATO, der har ført Makedonien ud i den aktuelle politiske krise. Ansvaret for de manglende medlemskaber ligger ifølge præsidenten hos NATO og EU. Og således ligger ansvaret for den politiske krise i Makedonien, fortsat ifølge præsidenten, uden for Makedonien.
Makedoniens vej mod EU- og NATO-medlemskaber er tornet. Det lille lands heroiske kamp mod målet bliver forhindret af mere eller mindre gedulgte fjender derude bag grænserne, og man havde bestemt fortjent bedre. Alle er imod det lille renfærdige land, som stædigt kæmper videre for sandheden og en plads i solen. Man kan roligt regne med, at præsidenten har flertallet af befolkningen med sig i dette narrativ.
I betragtning af den politiske krises karakter er det rent ud utroligt, at dette narrativ kan blive ved at cirkulere. Også selvom mistroen til magterne i nord og vest er historisk velbegrundet.
Den politiske krise blev udløst af aflytningsskandalen fra februar 2015. De lækkede aflytninger viste, at VMRO-DPMNE-regimet har tilranet sig og delt magten over langt mere, end der tilkommer det: domstolene, anklagemyndigheden, efterretningstjenesten, valgkomiteen, de dominerende medier, lustrations- eller lutringskommissionen, og således videre. Foruden at det excellerer i berigelseskriminalitet og andre uhyrligheder.
Skal man virkelig blot læne sig tilbage og sige: ”EU og NATO vil ikke lukke Makedonien ind, så selvfølgelig er regimet da i denne nød tvunget til at dække over mord, begå valgsvindel, jævne en politisk modstanders byggeri med jorden, redigere medierne, organisere bøllebank til en politisk modstander, ophæve skellene mellem lovgivende, dømmende og udøvende magt, og som eksponent for staklerne må selv præsidenten da forsøge at forhindre, at et ansvar kan blive placeret i alle disse forhold.”
De nævnte forhold kunne man lytte sig til i løbet af aflytningsskandalen, og det var det, der udløste den politiske krise. Endnu har ingen seriøst afvist aflytningernes ægthed.
Samuel Žbogar afløser Aivo Orav
I september blev lederen af EU’s repræsentation i Skopje, Aivo Orav, afløst af Samuel Žbogar. Som repræsentant for dyret i den makedonske åbenbaring er det kun logisk, at Žbogar stod til en røffel ved det første møde med præsidenten. Men det er ikke sædvanlig diplomatisk praksis.
For en mere nøgtern iagttagelse, som altså ikke abonnerer på den makedonske apokalypse, var det derfor en usædvanlig modtagelse, der blev Samuel Žbogar til del, da han afleverede sine akkreditiver hos præsidenten.
Žbogar blev af præsidenten belært om, at det kun var et spørgsmål om tid, før krisen ville vende tilbage, hvis ikke Makedonien snarest fik en dato for EU-optagelsesforhandlingernes start.
Regimets ringeagt for EU viste sig i øvrigt også i løbet af aflytningsskandalen. Aivo Orav måtte i lighed med landets øvrige indbyggere lægge øre til, at han i en samtale mellem to topministre blev kaldt en frustreret bastard og en bonderøv (”seljak”).
Smid universalnøglen væk
Nuvel, narrativets kerneabonnenter er regimet og dets klientel. Det kan man måske til nød forstå. Men det er en gåde for denne signatur, at dette narrativ er blevet til en vedtagen sandhed for så mange andre iagttagere af makedonsk politik.
Hvis man betragter den politiske krise som hjemmegjort og således altså betragter den oven for afleverede trussel som vitterligt en trussel a la: ”Giv os en dato, ellers laver vi ballade,” så er det helt horribelt, hvis truslen på vej ud i den globale offentlighed bliver til en advarsel a la: ”Giv os en dato, ellers vil naturlovmæssige forhold, som ingen er herre over, skabe krise i Makedonien.”
Og når iagttagere af makedonsk politik viderebringer truslen som en advarsel, så er de selvfølgelig med til at fastholde makedonske politikere i rollen som uskyldige ofre.
Universalnøglen, mantraet, ”det er de andres skyld” låser simpelthen Makedonien fast i en offerrolle. Man kan kun håbe, at universalnøglen på et eller andet tidspunkt bortkommer blandt iagttagere, og at man igen tilstår regimets folk menneskelige egenskaber så som evnen til at tage ansvar.
Alternativt, at iagttagere på en eller anden måde kan argumentere for mantraets gyldighed.
EU’s skyld er veletableret blandt eksperter
Her er nogle eksempler på, at EU i højere eller mindre grad tillægges skylden for Makedoniens nuværende krise.
I DR Panorama den 4. juni 2015 interviewede Uffe Andersen professor Biljana Vankovska. Hun kaldte EU-parlamentsmedlemmers deltagelse i protestdemonstrationen den 17. maj 2015 for hykleri af værste skuffe. Gruevski’s ”bløde diktatur var aldrig sket”, hvis Makedonien havde været på vej mod EU-medlemskab, mente hun.
I samme udsendelse mente juraprofessor Ljubomir Frckoski (Фрчкоски), at EU i 2005 valgte ”ikke at se, at landet gled mod diktatur”. Havde man optaget Makedonien som medlem, ville landet ikke have stået i den nuværende situation, mener han.
Både Vankovska og Frckoski er kendte for at være modstandere af VMRO-DPMNE-regimet. Vankovska optræder i interviewet som sikkerhedsrådgiver. Frckoski (SDSM) er tidligere politi- og indenrigsminister.
I International Crisis Group’s briefing No 75 kan man læse, at Makedonien før afvisningen af NATO-medlemskabet i 2008 var på rette progressive vej, men at det herefter gik tilbage. Blokeringen i 2008 udsatte effektivt både EU- og NATO-medlemskab på ubestemt tid, nævner briefingen.
Forfatterne bag analysen Media Integrity Matters – Reclaiming Public Service Values in Media and Journalism fra The Piece Institute i Ljubljana registrerer nøjagtigt det samme. Efter 2008 blev alting værre.
Iagttagelsen gentages i det uendelige af alle mulige analytikere – professionelle såvel som amatører, som en kerneerkendelse eller blot i forbifarten.
Allerede i indledningen til en Policy Brief fra BiEPAG, Ending the Crisis in Macedonia. Who is in the Driver’s Seat?, kan man læse, at ”… blokeringen af Makedoniens vej mod Europa har taget incitamenterne til reform ud af den politiske ligning og skabt en følelse af skuffelse over EU, som klart har bidraget til at skabe en af de største institutionelle kriser i landet siden uafhængigheden.”
En undtagelse fra mønsteret er Ivana Jordanovska, som i januar 2016 skrev artiklen The Candidate that got Captured. Hun kalder det naivt at tro, at regimets centrale aktør, nuværende VMRO-DPMNE-formand Nikola Gruevski, pludselig over natten ændrede politisk karakter, blot fordi NATO i 2008 afviste at behandle Makedoniens ansøgning om medlemskab. Han var nationalist og populist – også før 2008.
Det er således, hvis man følger Jordanovska, ikke så ligetil at placere ansvaret for krisen uden for Makedonien.
Man kunne tilføje, at i det omfang Gruevski og regimets øvrige topfolk er disponeret for kriminalitet, så er det næppe en disposition, der er bragt til udløsning af et NATO-møde i Bucharest.
Makedonien i offerrollen i anden potens
I en artikel i Jydske Vestkysten kunne man den 22. marts læse, at ”Makedonien udfører EU’s beskidte arbejde”. Citatet tillægges professor Nada Boskovska. Tanken er, at Makedonien er så venlig at hjælpe til med at nedlægge den såkaldte Balkanrute for flygtninge og migranter, idet man forsvarer sin grænse mod Grækenland.
Paroler som ”Makedonien udfører EU’s beskidte arbejde” er selvfølgelig egnet til at skabe dårlig samvittighed i de lande, hvor parolen føres frem: ”Det burde vi da selv kunne klare,” kan man tænke i Danmark og andre lande.
Det kan være fint nok. Men hvis der ligger i det, at Makedonien frivilligt ofrer sig for EU’s skyld? Jamen altså, hvorfor skulle Makedonien dog det? Makedonien gør det naturligvis for sin egen skyld. Ungarns hegn efterlader en udfordring i Serbien, som lukker grænsen i Presevo-dalen, som efterlader udfordringen i Makedonien, som spærrer grænsen ved Gevgelija, som efterlader udfordringen i Grækenland.
Men hvorfor skulle Makedonien dog være mere uegennyttigt end andre lande? Nuvel, omtalte Ivanov fører i samme artikel til torvs, at Makedonien endnu engang er offer for EU: ”[vi må] som ikke-EU-land beskytte Europa mod et EU-land, nemlig Grækenland,” citerer Jydske Vestkysten. Og Ivanov efterlyser herefter kontant hjælp til foretagendet eller en dato for EU-tiltrædelsesforhandlinger.
Makedonien behøver hjælp, når de så uegennyttigt hjælper EU imod EU. Goddag mand økseskaft. Det er jo ikke EU’s arbejde, Makedonien udfører, når man lukker sine grænser. Det er Makedoniens. En mere nøgtern betragtning er, at Ivanov reelt truer med endnu mere politisk krise, hvis ikke EU hoster op med nogle penge.
En flygtningestrøm, der får lov at hobe sig op, kan ende grueligt galt i en stat som Makedonien, hvor den politiske krise reelt jo består i, at statens institutioner er uden for demokratisk kontrol. Det er i EU’s interesse ikke at skabe uforudsigelige forhold i Makedonien.
"Præsident Ivanov: Makedoniens krise er EU’s skyld" blev sidst opdateret: 26. april 2025 af John Petersen
Bjergene skærer Makedonien over i to og danner således grænse mellem Grækenland i syd og Republikken Makedonien i nord. For hundrede år siden eksisterede Republikken Makedonien dog ikke. Det nordlige Makedonien var i Balkankrigene i 1912-13 blevet erobret af Kongeriget Serbien.
Omtrent langs denne grænse forløb også The Macedonian Front, Salonika Front eller Front d´Orient i 1. Verdenskrig. Fronten havde etableret sig, efter at Bulgarien og Østrig-Ungarn havde overfaldet Serbien i 1915. Den serbiske hær var flygtet ned gennem Albanien til Korfu. Nu, i 1916, kæmpede de sammen med britiske, franske, russiske og senere italienske og Venizelos’ græske styrker fra syd, mens østrig-ungarske og tyske – herunder sønderjyder – og i front bulgarske styrker kæmpede fra nord.
Bjergkammen blev endeligt erobret for serberne og Ententen i slutningen af september, hvilket blot fik fronten til at etablere sig lidt længere nordpå.
”Serberne erobrer toppen af Kaimakcalan,” skrev således Social-Demokraten den 2. oktober, hvor kilden var Centralmagternes ”store Hovedkvarter” i Berlin.
Efter Den Store Krig, senere kaldet 1. Verdenskrig, etablerede de stridende parter mindesteder og gravpladser for deres faldne. På toppen af Kaimakchalan ligger et mindekapel for de faldne serbiske soldater og lidt nede af bjerget et benhus. Kapellet blev indviet i 1928.
Slag på Kaimakchalan anno 2016
Nutidens slag på Kaimakchalan leveres ikke af ubarberede, til tider frostsprængte eller hedeslagne bulgarske og serbiske frontsoldater med bajonetter.
Slagene slås af Milenko Nedelkovski og hans tv-hold bevæbnet med kameraer og en forhammer. Og de rammer et bulgarsk krigsmindesmærke. Nedelkovski er kendt som journalist og tilhænger af partiet VMRO-DPMNEs politik og verdensbillede via talk-showet Late Night Show. I dansk journalistisk jargon ville vi nok snarere rubricere ham som ”kommunikationsmedarbejder” for VMRO-DPMNE-regimet.
Således udsender Nedelkovski jævnligt opfordringer til voldelig aktion mod kommunisterne, og han foragter albanere, som han efter eget udsagn ”multiplicerer med nul”. Kanal 5, som udsender Late Night Show, er en del af regimets klientel.
I september er det som nævnt gået ud over Bulgarien.
Ifølge Nedelkovski selv ødelagde han den 22. september en mindetavle for faldne bulgarske soldater. Den var opstillet af en gruppe bulgarske borgere i anledning af 100-året for slaget ved Kaimakchalan sammesteds. Billeder af Nedelkovskis ødelæggende hammerslag blev herefter udsendt til offentligheden.
Hensigten med hærværket bliver tydelig i en sang, som man kan finde på Nedelkovskis YouTube-kanal.
Omkvædet lyder omtrent sådan her. Det er henvendt til ”tatarer”, som i Milenko Nedelkovskis univers betyder bulgarer. Det er ikke venligt ment.
”Stupide tatarer, for jer er Milenko som Putin, på Kaimakchalan fik I et spark i røven, miserable tatarer, Milenko er en helt for jer, jeres beskidte historie har ikke en chance her hos os.”
Efter sangen tilføjer Nedelkovski ligesom for en sikkerheds skyld, at de lokale som kæmpede på bulgarsk side i 1. Verdenskrig arbejdede under tvang, og at de var makedonere.
Nedelkovskis slag giver politisk genlyd
Således vil Nedelkovski som minimum fastslå, at makedonere og bulgarere er to forskellige ting, og at de ikke havde samme mål i 1. Verdenskrig. Mindepladen på Kaimakchalan må så udgøre en fare for, at det modsatte synspunkt kan vinde fremme: at kampen for et ”forenet” Bulgarien i 1. Verdenskrig, som altså skulle omfatte dele af Makedonien, på den tid var et anliggende for både Bulgariens og Makedoniens befolkninger, og at begge befolkninger eventuelt var – og er – bulgarer.
Som nævnt er Nedelkovski ikke hvem som helst. Det er derfor ikke overraskende, at bulgarske politikere og ministre efterfølgende har gjort klart, at Republikken Makedonien har brug for Bulgariens hjælp, og at Nedelkovskis aktion ikke er fremmende i sammenhængen.
Her tænker ministrene på Makedoniens eventuelle EU-medlemskab.
Republikken Makedoniens stærke mand, VMRO-DPMNE-formand Nikola Gruevski, har da også søgt at dæmpe gemytterne og lægge afstand til Nedelkovski. Således inviterer Gruevski ifølge Novinite til, at Bulgarien på lovlig vis opsætter en ny mindeplade på Kaimakchalan.
Det tager en fire-fem timer at køre fra Bitola (Monastir) til Kaimakchalan. Man skal helst køre i en firehjulstrækker, for vejen går ad øde, ikke-asfalterede bjergveje, som ikke bliver vedligeholdt hver dag.
Søger man på nettet efter Kaimakchalan skal man være opmærksom på, at det kan staves på mange måder. Alene i de danske aviser i september 1916 finder man de følgende stavemåder: Kajmakchalan, Kaymakchalan, Kaimackalan, Kaimakglan-bjerget, Kaimaktschalan, Kajmakkalan, Kajmakiclan, Kajmokoclan og Kajmaclan.
Makedoniens dominerende partier bekræfter, at betingelserne for at holde valg nu er opfyldt. Der vil blive udskrevet valg til 11. december. Men hvilke betingelser har egentlig ændret sig?
Der er valg i Makedonien den 11. december, hvis alt går planmæssigt. Det gør det dog ikke nødvendigvis. Her er et billede af Goce Delcev-broen i det centrale Skopje.
Den 20. juli indgik de fire dominerende partier i Republikken Makedonien en aftale. Det er de fire partier bag den misligholdte Przhino-aftale, der igen er på banen: det makedonske, national-konservative og regimebærende parti VMRO-DPMNE, det makedonske, socialdemokratiske SDSM, og de to albanske partier PDSh og BDI. Aftalen blev indgået efter pres fra USA og EU, som også mæglede.
Valget den 11. december er det tredje tidlige valg, der følger af Makedoniens monumentale politiske krise. De to foregående valg, udskrevet til 24. april og 5. juni, blev ikke til noget. De blev aflyst, fordi aftalen om at udskrive valg var en del af et større aftalekompleks – Przhino-aftalen. Valgudskrivelsen var meningsløs, hvis ikke regimet også efterlevede de øvrige dele af Przhino-aftalen. Og det var ifølge oppositionen og civilsamfundet ikke tilfældet. GONGOerne støttede naturligvis regimet.
20. juli-aftalen forholder sig til netop de knaster, der ad omveje tvang parlamentet til at aflyse, eller formelt set udsætte, 5. juni-valget. Op til udsættelsen var oppositionen især utilfreds med tre forhold. Valglisterne skulle revideres, hvis et valg skulle give mening; der skulle sikres en afbalanceret mediedækning under valgkampen; og der skulle være instrumenter til at forhindre, at regimets bærende parti, VMRO-DPMNE, kunne gøre staten og dens midler til instrument for partiets egen valgkamp.
Parlamentssamlingen, som udsatte 5. juni-valget fandt sted den 18. maj. Her på bloggen kaldte vi det et dødsstød til Przhino-aftalen, da den bredt sammensatte, valgforberedende regering, som var en del af køreplanen i Przhino-aftalen, ved den lejlighed endeligt blev afsat. Eller helt præcist: SDSMs ministre i den valgforberedende regering blev skiftet ud med de oprindelige VMRO-DPMNE-ministre.
Valglisterne er en af de helt store knaster, som 20. juli-aftalen forholder sig til.
Valglisterne er fulde af fejl og mangler, som er i regimets favør. Det hænger sammen med, at der ikke findes noget folkeregister, men at valglisterne akkumuleres ved at sammenkøre forskellige offentlige registre med den foregående samlede valgliste. Når der ikke findes noget folkeregister, er det fordi man ikke kan blive enige om, hvem der tæller med i folket.
Af de 1,8 mio. stemmeberettigede vælgere på listen i 2014 regnede oppositionen før aflysningen af 5. juni-valget med, at omkring 600.000 muligvis slet ikke havde stemmeret. Det blev der, ifølge oppositionen, ikke i tilstrækkelig grad ryddet op i, inden regimet udskrev valget den 5. juni. Det var en af grundene til, at SDSM så boykottede valget, og derfor måtte valget i sidste ende aflyses.
Med 20. juli-aftalen er man blevet enige om, at 171.500 personer bliver placeret på en supplerende valgliste. Det er borgere, som man regner med har stemmeret, men som bor udenlands. Ideen med den supplerende valgliste er at undgå, at familiemedlemmer eller andre stemmer på vegne af de 171.500. Formodentlig vil stemmeafgivelse på vegne af disse supplerende vælgere skulle krydscheckes med billeder og billedlegitimation med videre.
Et andet udtræk består af 39.502 vælgere. Det er vælgere, som vil skulle melde sig og bekræfte deres eksistens, hvis de vil på valglisten. En række almindeligt kendte mennesker, der bor i Republikken Makedonien, er havnet på denne anden liste. Det får naturligvis skeptikere til at mene, at allerede denne liste er et svindelnummer, som skal dække over, at ingen seriøs revision har fundet sted. Godt 9.000 har meldt sig.
Der er naturligvis langt fra de 171.500 + 39.502 og så op til de ovenfor omtalte 600.000. Det får folk i Makedonien til at spørge sig, hvad der dog har fået oppositionslederen Zoran Zaev til at give sig? Formand Ziadin Sela fra det lille albanske parti, LR-PDSh, har formuleret det mindre diplomatisk. Zaev skylder opinionen en forklaring på, hvorfor han har løjet om, at valglisterne skulle renses for fiktive stemmer, mener altså Sela. Der er ingen forklaring på, hvorfor Zaev har ædt en manko på cirka 400.000 stemmer.
Regulering af mediedækningen
En anden større knast i forbindelse med aflysning af april og juni-valgene handlede om mediedækningen i forbindelse med valgkampen. De vigtigste massemedier er en del af regimets klientel, hvorfor deres angivelige reportager og nyhedshistorier reelt ofte er PR for regimet selv.
Ifølge de fire partier i 20. juli-aftalen er der med aftalen skabt tilfredsstillende betingelser for, at det giver mening at afholde et valg. Også i forhold til mediedækning.
Der findes allerede en overvågeinstitution, et ”medieråd”, som ifølge sin statut er uafhængig. Men regimet har magten i medierådet. Derfor får institutionen ifølge 20. juli-aftalen tilføjet en ad hoc enhed, som skal overvåge mediedækningen i forbindelse med valget. Ad hoc enheden skal på ugentlig basis vurdere, om medier rapporterer afbalanceret, ligesom man skal overvåge om medierne lever op til valglovens bestemmelser om mediedækning. Medierådet skal så uddele bøder til medierne ifølge ad hoc enhedens anbefalinger.
Fire ud af fem medlemmer af ad hoc enheden vil blive udpeget af de fire Przhino-partier. ”Relevant professional organisations” skal dog konsulteres, siger aftalen. Det femte medlem skal udpeges i enighed af de fire.
Det er dog vanskeligt at forestille sig, at ad hoc enheden kan gøre noget alvorligt ved den udbredte selvcensur blandt journalister og medier. Og fraværet af publicistiske ambitioner blandt medieejerne kan nok heller ikke afhjælpes af tre måneders ekstra monitorering i forbindelse med valget. Og dette er netop, hvad de makedonske journalisters forening (ZNM) påpegede i en pressemeddelelse og på et pressemøde den 21. juli. ZNM ønskede ikke at blåstemple den politiske aftale via sin medvirken som ”relevant professional organisation”.
Det er ikke helt indlysende, hvorfor 20. juli-aftalen er bedre, end det der forelå, da 5. juni-valget blev aflyst i maj. Det er vanskeligt at se, at mediedækningen i forbindelse med valget nu bliver anderledes – og altså i mindre grad favoriserer regimet – sammenlignet med foregående valg. Og en af grundene til aflysningen var jo netop, at oppositionen ikke troede på en fair mediedækning under valgkampen.
Sammenblanding af parti- og statsinteresser
Det tredje forhold, der – ifølge oppositionens udmeldinger i medierne – var en væsentlig anstødssten i forsommeren, var sammenblandingen af parti- og statsinteresser. 20. juli-aftalen forholder sig ikke til denne sammenblanding. Det kan altså ikke være her, der er gjort en væsentlig forskel, siden 5. juni-valget blev aflyst den 18. maj.
Ivanov trækker amnesti tilbage
Præsident Ivanov (VMRO-DPMNE) formåede den 12. april at sejle Przhino-processen på grund. Præsidenten dekreterede et stop for alle retssager, der fulgte af aflytningsskandalen. Det betød, at den særlige anklagers (Специјално Јавно Обвинителство) arbejde blev omsonst. Arbejdet ville jo aldrig kunne føre til anklager eller domme. Vi har her på bloggen gjort os til talsmænd for, at det netop er den særlige anklagers arbejde, der bærer alt håb for Makedonien – hvis man altså håber på et NATO- og EU-kompatibelt liberalt demokrati i Makedonien. Det var altså essensen i Przhino-aftalen, der af Ivanov blev fjernet med et pennestrøg.
Det er jo Makedoniens officielle kurs, at man netop ønsker et EU- og NATO-medlemskab, ligesom EU og USA naturligvis også arbejder i den retning. På den baggrund, men uvist med hvilke instrumenter, lykkedes det at presse Ivanov til i løbet af sommeren at trække sit ”amnesti” tilbage.
Ivanov har begrundet amnestiet med, at han var i en situation, hvor der var brug for hæren nede ved grænsen til Grækenland, hvor den skulle bremse flygtningestrømmen. Og samtidigt kunne der blive brug for hæren i Skopje i forbindelse med den politiske krise. Ivanov mener, at den særlige anklager repræsenterer en optrapning af den politiske krise, og derfor mente han med amnestiet at kunne nedtrappe den politiske krise.
Forfatningsdomstolen truer den særlige anklager
Siden præsident Ivanov dekreterede sit amnesti har protestdemonstrationer fyldt gaderne i det centrale Skopje. GONGOerne har parallelt hermed protesteret imod de protesterende. Den kulørte eller farverige revolution, шарена револуција, var på gaderne næsten hver aften i cirka tre måneder.
Et af de hovedkrav, demonstranterne stillede, var rettet imod forfatningsdomstolen. Også dette krav havde at gøre med den særlige anklager, som nærmest har ikon-status blandt de protesterende. Den særlige anklageinstitution under Katica Janeva er blevet til ved lov og som følge af Przhino-aftalen. Men der er tvivl, om denne lov er forfatningsstridig. Det skal forfatningsdomstolen tage stilling, fordi adskillige grupper vil have det prøvet. Forfatningsdomstolen regnes for at være en del af regimet, som altså ikke er adskilt fra magthaverne i toppen af VMRO-DPMNE. Derfor krævede demonstranterne, at forfatningsdomstolen i en fart skulle tage sagen op og erklære, at loven om den særlige anklager ikke er forfatningsstridig.
Forfatningsdomstolen har på sin side fastholdt, at man ikke lader sig presse af noget som helst – heller ikke demonstranter. Forfatningsdomstolen har endnu ikke taget sagen op.
Derimod har 20. juli-aftalen nu et særligt afsnit om den særlige anklager. Aftalens fire parter forpligter sig simpelthen til at finde en lovlig måde at føre institutionen videre på, hvis forfatningsdomstolen på et tidspunkt dømmer den ude.
Desværre for de farverige revolutionære, oppositionen, USA og EU har man dermed ikke nødvendigvis lukket alle smuthuller. Det er nemlig sådan, at hvis forfatningsdomstolen beslutter at tage sagen op, så vil loven om den særlige anklager og institutionen selv blive suspenderet i behandlingsperioden. I Makedonien er det sådan, at når valget udskrives, så opløses parlamentet. Hvis forfatningsdomstolen suspenderer den særlige anklagers virke i denne periode, så vil der ikke være nogen lovgivende forsamling, et parlament, der med lov kan sikre den særlige anklagers videre virke. Således ifølge Professor Besa Arifi, som har forklaret forholdet til Alsat-M.
Den særlige anklager vil så være ude af sagaen. I hvert fald indtil valget har fundet sted og parlamentet samles igen. Og det har regimet naturligvis en interesse i.
Klar i kulissen med grus til maskineriet
Den 31. august kom partierne med den erklæring, de havde lovet i 20. juli-aftalen. Den udtrykte enighed om valgdatoen 11. december og at betingelserne nu var på plads. Dernæst skulle overgangsregeringen indsættes den 2. september.
Den 1. september tog den siddende politi- og indenrigsminister Mitko Cavkov til alles overraskelse sin afsked, hvorefter professor Oliver Andonov blev udpeget som hans efterfølger. Andonov fik således en dag som minister. Cavkov blev med det samme ansat i den stilling han kom fra, før han blev minister. Han blev igen chef for ”sikkerhedstjenesten” (BJB).
Der er særligt én forhistorie, der perspektiverer tvivlen på VMRO-DPMNEs gode vilje.
Cirka en uge før 20. juli-aftalen blev truffet af de fire partier, forsøgte regimet sig med et par nye love, der skulle flytte magt fra politi- og indenrigsministeren til selve regeringen. Det lyder som en ligegyldighed, men på det tidspunkt vidste man, at en overgangsregering var på vej, og at politi- og indenrigsministeriet igen ville blive besat af Oliver Spasovski fra SDSM.
Konkret ønskede forslagsstillerne, at cheferne for ”sikkerhedstjenesten” (BJB) og det hemmelige politi (UBK) nu ikke længere skulle udpeges af politi- og indenrigsministeren men af regeringen. Lovene blev af forskellige grunde ikke vedtaget, men ingen var vist i tvivl om intentionen. Politi- og indenrigsministeriet skulle strippes for magt, inden Spasovski overtog ministeriet.
—
Det er fortsat gratis at læse med her. Har artiklen værdi for Dem, er selv symbolske bidrag dog særdeles velkomne via MOBILEPAY 21281941.
"Om valgudskrivelsen i Makedonien" blev sidst opdateret: 13. august 2019 af John Petersen
Farverige T-shirts præger Republikken Makedonien denne sommer. Farverne signalerer naturligvis kulørt revolution, men for udenforstående kræver motiverne en forklaring
Makedoniens kulørte revolution, шарена револуција, er naturligt nok kendetegnet ved et farverigt visuelt udtryk. Det farverige udtryk stammer fra sommerens daglige demonstrationer imod regimet. De protesterende gjorde det til en vane at passere regimets symboler – bygninger og monumenter – og beskyde dem med paintballs.
Det farverige splatterudtryk er som skabt for T-shirts, og en række grafikere har da også ladet sig inspirere og stillet motiver til rådighed for T-shirts og anden trikotage.
Den særlige anklager har ikonstatus
De daglige demonstrationer imod regimet begyndte, da præsident Gjorge Ivanov meddelte et masseamnesti i begyndelsen af april. De fortsatte i godt tre måneder. Hver aften klokken 18 startede demonstrationerne foran den særlige anklagers kontorer, som ligger over for parlamentarikernes klub. Den særlige anklager (Специјално Јавно Обвинителство) i skikkelse af Katica Janeva repræsenterer håb om forandring efter afsløringerne i aflytningsskandalen.
Den særlige anklager kommunikerer jævnligt over for pressen og andre. Ved sådanne lejligheder er Katica Janeva flankeret på den ene side af Lence Ristovska og på den anden af Fatime Fetai. Fetai er albaner og mørk, Ristovska er makedoner og lys, og symmetrien i billedet er umiskendelig. Det makedonske akronym for den særlige anklagers kontor er CJO. Grafik: Небојша Гелевски-Бане
Den kulørte revolution i mange byer
Шарена револуција har centrum i Skopje, men også i provinsen har der været daglige manifestationer. Her er motiver, der signalerer medvirken i byerne Krushevo, Negotino og Bitola (Monastir). Grafik: Зоран Кардула
En snert af gode gamle dage
Nogle af motiverne benytter sig af et visuelt univers, der stammer fra den lokale Hr. Skæg, kan man sige, nemlig børneprogrammet бушава азбука eller ”det rodede alfabet”. Tv-programmet blev udsendt i ’80erne – altså før Jugoslaviens opløsning. Udsendelsens titel fremstod som bogstaver stablet som en pyramide, netop som Шарена револуција gør her.
Programmet tematiserede de forskellige bogstaver, som havde hver sin grafik. Begyndelsesbogstavet i Шарена револуција, altså Ш, fremstod som de tre små figurer her ved siden af. En af figurerne holder et banner, hvorpå der i oversættelse står: ”Jeg vil have retfærdighed, jeg vil have fred.”
Ико Илиевски henholdsvis Дафина Џепароска har versioneret de to grafikker.
Endnu en grafik af Зоран Кардула peger givetvis også bagud, om man så må sige, eftersom den femtakkede stjerne jo var Jugoslaviens og Tito-partisanernes symbol. Den femtakkede stjerne er dog blevet benyttet i mange andre sammenhænge.
Motiver fra bevægelsens egen historie
En række motiver viser tilbage på protestbevægelsens egen historie. #Протестирам eller på albansk #Protestoj var således hashtags og overskrifter over de demonstrationer, der begyndte den 5. maj 2015 i forbindelse med bombe nummer 29 – således kaldet – i aflytningsskandalen. De er tegnet af Гоце Митевски.
Regimets medier omtalte ved den lejlighed demonstranterne som hooligans, hvilket må have inspireret hooligan-motivet her til højre. Det findes i flere varianter, hankøn, hunkøn, albansk, makedonsk, og i en version med læber og læbestift. Læbestiften er en hentydning til et ikonisk fotografi, som fandt vej til alverdens medier: Jasmina Gulubovska benytter lejligheden til at male læber, idet hun spejler sig i et politiskjold.
Regimets leder, VMRO-DPMNE-leder Nikola Gruevski, beskrev i en tale de demonstrerende som sekteriske. Han angav, at et af sektens ritualer bestod i at trampe på VMRO-DPMNEs program. Зоран Кардула samlede bolden op og fabrikerede секташ-motivet her til venstre. секташ betyder sekteriker eller sektmedlem. Det findes også som hunkøn. Кардула er også manden bag hooligan-motiverne.
Ord, der fanger
„Пичка ти материна!„ står der under silhuetten af Fatime Fetai. Det betyder omtrent motherfucker, hvis man skal oversætte det til almindeligt jysk. Udtrykket stammer fra den brutale arrestation af Ljube Boskoski, som er identisk med indholdet af den tredje bombe – således kaldet – i aflytningsskandalen sidste år. Den særlige anklager efterforsker nu arrestationen, og i forbindelse med annonceringen af efterforskningen nøjedes Fatime Fetai ikke med som sædvanligt at parafrasere sagen, men læste blandt andet de famøse ord op for de tilhørende. Det er endnu engang Зоран Кардула, der står bag motivet.
Der findes mange flere motiver. 41 er samlet på denne hjemmeside, som 17 forskellige grafikere har leveret til. T-shirts trykkes flere steder i Skopje, blandt andet hos Polyesterday, som praktisk nok ligger meget tæt på den særlige anklagers domicil.
Republikken Makedoniens parlament udsatte i går valget og genindsatte VMRO-DPMNE-ministrene. Nok dødsstødet til Przhino-aftalen, blot spundet ind i en positiv nyhed.
I går kunne man på Sobranski Kanal følge en hasteindkaldt samling i Makedoniens parlament. Resultatet af samlingen var, at 5. juni-valget blev udskudt på ubestemt tid. Valget den 5. juni var ellers allerede resultat af en udsættelse. Oprindeligt skulle der have været afholdt valg den 24. april.
Når der skal afholdes valg er det på grund af Przhino-aftalen, som blev indgået som en følge af aflytningsskandalen i 2015. Aflytningsskandalen leverede dokumentation for det, alle tænkende lokale i forvejen mente at vide: at Makedonien er blevet et autoritært kleptokrati, som er uforeneligt med EU- henholdsvis NATO-medlemskab. Przhino-aftalen repræsenterede en vej ud af moradset.
Samlingen blev også benyttet til at genindsætte de nationalkonservative VMRO-DPMNE-ministre, som ellers var blevet afløst af Socialdemokraterne (SDSM) i en regering, som udelukkende skulle være valgforberedende. Også den bredt sammensatte valgforberedende regering var en del af Przhino-aftalen. Mere om det senere.
Operationen lykkedes
Udsættelsen af valget bliver i det store hele udlagt som en sejr for regimets kritikere. Det gælder både for den folkelige kritik, som næsten hver aften i over en måned er kommet til udtryk ved demonstrationer i Skopje og de andre større byer i landet. Og det gælder også den internationale kritik, som EU og USA har stået i spidsen for. Eksempelvis skriver BBC, at udsættelsen af valget kommer efter pres fra ind- og udland.
Præsident Gjorge Ivanovs masseamnesti udløste den 12. april de protestdemonstrationer, der siden – næsten hver aften – har gentaget sig. Medierne kalder nu demonstrationerne den farverige eller kulørte revolution, fordi de protesterende skyder med farvepatroner på bygninger og monumenter i byerne. Protesterne bliver i lige måde mødt med moddemonstrationer af regimets støtter.
I lyset af den seneste måneds begivenheder er det da også oplagt at se udsættelsen som en sejr til kritikerne og som udtryk for, at VMRO-DPMNE har bøjet sig. For det er netop VMRO-DPMNE, der hurtigt vil have gennemført et valg, og som hidtil har nægtet at udsætte det.
En udsættelse giver mere tid til at gennemføre de reformer, der var kernen i Przhino-aftalen. Et valg uden reformer vil med stor sandsynlighed blive vundet af VMRO-DPMNE, og det vil ikke blive anerkendt af regimets modstandere – inklusive det største oppositionsparti, SDSM.
VMRO-DPMNE har hidtil hævdet, at det var umuligt at aflyse valget, fordi det ville kræve, at det opløste parlament blev genindkaldt for at omgøre valgloven. Og det er forfatningsstridigt, sagde man. For blot et par dage siden var situationen, at alle partier minus VMRO-DPMNE havde tænkt sig at boykotte valget.
I går morges ændrede forfatningsdomstolen spillet. Domstolen meddelte, at man agtede at tage en sag op, som netop var indklaget af BDI. BDI er den albanske partner i regeringen, der domineres af VMRO-DPMNE. BDI mener, at opløsningen af parlamentet i begyndelsen af april var forfatningsstridig. Det har at gøre med, at valget endnu ikke var udskrevet, da parlamentet opløste sig.
Selvom forfatningsdomstolen endnu ikke har behandlet sagen, så var den blotte meddelelse om, at domstolen ville behandle sagen, nok til at parlamentsformand Trajko Veljanoski (VMRO-DPMNE) i går var nødt til at indkalde parlamentet for at aflyse valget den 5. juni.
BDI, den albanske juniorpartner, har dermed endnu engang bragt sig i en position, hvor partiet eventuelt fremstår som illoyal over for VMRO-DPMNE. Fuldstændig som tilfældet var, da april-valget blev udsat til 5. juni. Det er af mange grunde ingen ønskeposition for BDI.
Men illoyaliteten er netop kun eventuel.
Przhino-aftalen døde
Menduh Thaci, lederen af det albanske oppositionsparti PDSh, var vred i aftes. Han tonede frem på billedmedierne og meddelte, at udsættelsen af valget blot var en BDI-VMRO-DPMNE-leg. Med andre ord: det hele var aftalt spil.
For at forstå, at det ikke er helt usandsynligt, må man gøre sig klart, at flertallet af dommerne i forfatningsdomstolen regnes for at være en del af regimet. Det er ikke grebet ud af luften, når Thaci og andre går ud fra, at domstolen dømmer hvad den får besked på.
I den konkrete sag er det endda sådan, at en identisk sag tidligere har været præsenteret for forfatningsdomstolen, men den sag blev afvist, fordi forfatningsdomstolen dengang mente, at sagen lå uden for domstolens jurisdiktion.
Det er også sådan, at forfatningsdomstolen for ganske nylig udvidede fortolkningen af præsidentens beføjelser til at udstede amnesti. Amnestimuligheden omfatter nu for eksempel valgsvindlere. Ideen om at udvide fortolkningen kom fra tidligere indenrigsminister Gordana Jankuloskas advokat. Jankuloska (VMRO-DPMNE) er en af dem, der i adskillige forhold undersøges af den såkaldte særlige anklager (Специјално Јавно Обвинителство), og som efterfølgende er blevet meddelt amnesti af præsident Ivanov (VMRO-DPMNE).
Men hvad får BDI og VMRO-DPMNE så ud af den eventuelle juleleg? Jo, VMRO-DPMNE-ministrene blev i går indsat igen. De var i en periode afløst af ministre udpeget af SDSM i den valgforberedende regering, hvis eksistens var en del af Przhino-aftalen. Men SDSM-ministrene trak sig ud af regeringen igen, da det gik op for dem, at valget ville blive udskrevet, selvom Przhino-reformerne ikke var gennemført.
De opsigelser, som SDSM-ministrene indleverede kort før parlamentets opløsning blev dog aldrig behandlet. Det er disse opsigelser, parlamentet som det første tog op i går. Man tog altså opsigelserne til efterretning og indsatte igen de oprindelige VMRO-DPMNE-ministre. Det betyder, at den overgangsregering, som er en del af Przhino-aftalen nu er en saga blot. VMRO-DPMNE er naturligvis banemand og med BDI’s stemmer.
Przhino-aftalen er således sat ud af kraft. Og hvis den ikke ligefrem er død, så trækker den i hvert fald ikke vejret. Hvad der således tager sig ud, som om VMRO-DPMNE retter ind efter inden- og udenlandsk pres og lader Przhino-aftalen få endnu en chance, er således muligvis reelt det modsatte.
I tiden omkring valgudskrivelsen – angiveligt relateret til en sexskandale – trak også BDI dets ministre ud af regeringen og indsatte i stedet nogle yngre, ukendte og uprøvede partimedlemmer som ministre. De nye skulle blot sidde indtil valget. Når valget nu er udskudt, kan man gætte på, at også de gamle BDI-ministre vender tilbage. Gættet er kvalificeret, fordi BDI’s leder Ali Ahmeti allerede tidligt sagde, at sådan ville det blive.
Således bliver alt som før – og dog.
Hoyt Yee og Johannes Haindl
To herrers tilstedeværelsen tyder på, at spillet endnu ikke er forbi.
Tyskland har for et par uger siden udpeget Johannes Haindl som særlig udsending. Han skal forsøge at afhjælpe den politiske krise, hedder det. Haindl er Tysklands ambassadør i Østrig. Han har allerede været i Skopje en gang, efter at han først besøgte Haag, Washington, Berlin og Athen. Og han kommer igen i dag.
I går ankom Hoyt Yee fra det amerikanske udenrigsministerium med samme mission.
Der slipper ikke meget ud om de to herrers præcise aktiviteter. Alene dét får lokale til at tro på, at det internationale samfund nu tager andre midler i brug for at få regimet til at rette ind.
—
Det er fortsat gratis at læse med her. Har artiklen værdi for Dem, er selv symbolske bidrag dog særdeles velkomne via MOBILEPAY 21281941.
"Makedonien: Przhino-aftalen er død" blev sidst opdateret: 21. april 2020 af John Petersen
Vi anvender cookies og andet godt til at huske Deres data. Disse data deles undertiden med tredjepart. Er De indforstået med det og vore øvrige brugsvilkår? JaNejLæs først detaljerne
Privatlivspolitik, cookies og brugsvilkår
Privacy Overview
This website uses cookies to improve your experience while you navigate through the website. Out of these, the cookies that are categorized as necessary are stored on your browser as they are essential for the working of basic functionalities of the website. We also use third-party cookies that help us analyze and understand how you use this website. These cookies will be stored in your browser only with your consent. You also have the option to opt-out of these cookies. But opting out of some of these cookies may affect your browsing experience.
Necessary cookies are absolutely essential for the website to function properly. This category only includes cookies that ensures basic functionalities and security features of the website. These cookies do not store any personal information.
Any cookies that may not be particularly necessary for the website to function and is used specifically to collect user personal data via analytics, ads, other embedded contents are termed as non-necessary cookies. It is mandatory to procure user consent prior to running these cookies on your website.
