My Effort for European Folk High Schools

It’s been 30 years since I first set foot in a folk high school. I dove headlong into a campaign and advocacy for European folk high schools. It led to a lot of enjoyment—and a fair amount of trouble. Here is how I remember events and inspiration from Jürgen Habermas (1929-), Højskolen Østersøen (Folk High School Østersøen), the Association for Community Colleges (ACC), Youth 2002 and beyond.

The national elites talk quite a bit about spiritual rearmament these days. 

The national elites are speaking a lot about spiritual rearmament these days. Once, there were different ideas. Scene from Rønshoved Højskole (Rønshoved Folk High School), Denmark. Photo: ACC Archive.

I completed my studies in the summer of 1995. Afterwards I wandered a bit, pondering K.E. Løgstrup’s (1905-1981) notion of the unmediated in perception and Habermas’s diachronic concept of rationality, before I happened upon Højskolen Østersøen in Aabenraa.

First as a student—that was around the time peace agreements were being made in Dayton for Bosnia. Then I became a teacher, and then I began working—and it was already 1996.

Knud-Erik Therkelsen was principal at the time. Among the teaching staff, roughly half were German and the other half Danish, while the administrative and technical personnel were typically locals who—so far as I could tell—spoke Sønderjysk. Indefinite articles were “jen” and “jet,” not “en” and “et”  like in codified Danish, but “Formel‑1” wasn’t “Formel‑Jet,” it was “Formel‑Eins.”

The school’s core idea was rooted in encounters between Danish and German.

Ethno-Relativism and European Enlightenment

Bosnia plays a part in this story because during my studies it struck me as odd that the Yugoslavs hadn’t developed rationality—or rather, that they fell into ethno-nationalism at a time when that should have belonged to yesterday. I believed Europeans had moved beyond that, but I only knew it from books. And I was wrong.

Understanding, culture, humor, and other concepts could — and indeed were only allowed to — be understood within a beam of light whose borders happened to coincide with ethno-national limits. And since those limits were unclear, it became all the clearer what enlightenment could mean: to switch on the light meant to make ethno-national limits clear and to make them coincide with state borders. Enlightenment was relative to the concept of folk/volk/narod! So much for the clear light of hindsight.

I often felt that I ran into this “Yugoslav folk relativism” when I entered the world of folk high schools, and it left me somewhat shaken. Then Ove Korsgaard’s Kampen om Lyset (“The Struggle for the Light”) landed in my lap. We discussed the book extensively, especially among the Danish staff. I think it’s fair to say that the German colleagues had long since moved on from that discussion.

That coincided with our decision to hold European minority courses. I became the lead organizer, with Elly Andersen as my chief-andragogue— because I knew nothing about andragogy or running courses. Martin Groh, Frede Mortensen, Karen Hanne Munk, Lene Albrechtsen, and other good colleagues were also involved in different ways.

Minority courses as future workshops

The first minority course at Højskolen Østersøen took place in the sunny summer of 1997. It was a four-week course with 61 participants who were citizens or residents of 18 different European states, representing around “… 35 different cultures, identities, kinship groups or nations” according to the final report.

There was light and joy and color and emotion and a fireworks display of engaged young adults. The lecture hall buzzed when Therkelsen spoke about liberal-mindedness (da: frisind), and how the school didn’t care which rooms you stayed in at night. Then there was Sasha, the Polish-Ukrainian, trying to teach me 7/8 time, earnest Belarusian students, Unai from the Basque Country with a fantastic Fado voice, and overall “Faces, Frontiers and Friendships,” as a film report came to call it—crossing all borders.

And then there was the day when the EU Commission recommended that six of the Eastern European countries be invited to begin actual accession negotiations with the EU, while seven others would have to wait. Some were disappointed, some were happy, and the Western European youth were slightly taken aback by how much it meant. And they felt all of it – together!

For me, that moment was an eye-opener to the potential of the folk high school format in a European context. It was about the setting. The boarding-school form. It had to do with space, sensation (da: sansning), and the retreating horizon (da: horisontens vigen). Yet I was unsure how precisely these phenomena of Løgstrup powered a folk high school course.

At least Anne Knudsen wrote about us in Weekendavisen under the title Fremtidsværksted (en: Future Workshop), so I thought we were onto something.

Ingredients

The tension between new and traditional approaches to enlightenment was constant—at least for me. It was strongly motivating to help institutionalize the concept of reason I knew from Habermas. The minority courses were Die Einheit der Vernunft in der Vielfalt Ihrer Stimmen (“The Unity of Reason in the Diversity of Your Voices”), as a Habermas article was called, translated into educational ambitions. We created a miniature European public sphere.

That was my view, and I worked around the clock.

It was Therkelsen who initiated it. It seemed natural in Schleswig that a folk high school should showcase the Schleswig model to the world. So that became the courses’ academic content.

Even if one couldn’t quite pinpoint the cause, it is nevertheless a fact that in Schleswig, the relationships between majority and minority populations have moved from war to peaceful coexistence. And there were several voices supporting the idea of showcasing the Schleswig model. One of them was the historian Lorenz Rerup (1928–1996), whom I just managed to meet.

There was also another factor at play. There had been an event in North Schleswig in which, among others, citizens from the collapsing Yugoslavia had participated. As I recall, two groups had, to some extent, brought their belligerence with them from home, and the organizers had some difficulties dealing with that.

That’s why we did things differently at Højskolen Østersøen. We didn’t want any group to dominate — not even Danes or Germans. That’s why the participants in the minority courses were selected so that everyone came from different backgrounds. Demographic diversity, based on applications. We prioritized the needs of the whole.

It was likely the luckiest move we made. That core ingredient I later carried into both Association for Community Colleges (ACC), and from there into the major project Youth 2002.

Højskolen Østersøen continued European courses for years afterward; I left after the 1998 course. The school thought “interfolkally” (da: mellemfolkeligt), but I believed legitimacy lay in the transnational or post-national. I needed to move on.

We are founding the Association for Community Colleges (ACC)

Several participants from those early minority courses told and wrote afterwards that they wanted a European folk high school in their home regions modeled on our courses. I recall David Rei from Galicia and Laszlo-Zsolt Dani from Transylvania.

After some initial sounding out among Danish folk high school people and a European tour — snow in the train compartment in Slovakia, fire and turmoil in the streets of Hernani in the Basque Country, endless light over the flat landscape of Friesland (NL) — to meet with a few key individuals, we founded a European folk high school association. We couldn’t open folk high schools everywhere, but we could work to raise awareness of the good idea.

The founders were the former participants from 1997 and 1998 minority courses, along with some of us organizers. It happened on August 11 1999, while I was employed at Ubberup Højskole (Ubberup Folk High School). From 2000, the association got its first office in IT-Folkehøjskolen Snoghøj (Snoghøj Folk High School), with principal Bøje Østerlund’s agreement, where I also became employed. Aforementioned Lene Albrechtsen volunteered to take charge of the accounts.

The organization was named Association for Community Colleges (ACC). It was a non-profit, non-governmental membership organization. We didn’t want “Folk/Volk/Narod” in the name. “Community Colleges” wasn’t ideal either—we hadn’t realized it meant something entirely different in the USA.

ACC was to work toward making it possible, one day in the future, to hold European folk high schools all across Europe — ideally with funding from a common pool (possibly the EU). To convince decision-makers of the idea, we aimed to organize more European folk high school courses based on the model we knew from the Højskolen Østersøen.

It was important that a European folk high school system be seen as part of a European citizen-centered liberal-democratic infrastructure. We worked to develop a transnational European public sphere, which also meant that we insisted on being a European association.

Although the first statutes were more or less a copy of those of the Studstrup Beach Owners’ Association (small settlement in Denmark), the composition and activities of the board reflected a European association. The aforementioned Laszlo Dani became vice-chairman, and among others, the experienced organizer Conchi Gallego (with experience from the Spanish Youth Council) became a central figure for most of the years and later took over as vice-chair. I myself became the working chairman — and unfortunately, as that had not been the intention — remained so throughout all the active years. There were up to nine board members from across Europe.

Jesper Nielsen, who succeeded me at Højskolen Østersøen, also held a seat on the board, allowing him to meet former minority course participants and ensure easier recruitment for the school’s future courses.

ACC Board

The first board of the Association for Community Colleges (ACC), Skopje, November 1999. From left to right: Josephine Listherby (Mariehamn), Linda Jakobsone (Riga), Conchi Gallego (Madrid), Jesper Nielsen (Aabenraa), Mjellma Mehmeti (Skopje), Siebren de Boer (Leeuwarden/Ljouwert), John Petersen (Aarhus), Eva Valvo (Pisa), and Laszlo Dani (Cluj-Koloszvár, photo). Among later board members were Jan-Christoph Napierski (Haan), Elisabeth Alber (Bolzano), Emma Yeoman (Cambridge), Daša Bolcina (Trieste), Lucie Čížková (Prague), and Erik Jentges (Berlin).

 

European folk high school courses—ripples across Europe

ACC subsequently held folk high school courses — European Community College Courses — across Europe, doing our best to replicate the format the organizers knew from Højskolen Østersøen. For this purpose, we rented folk high schools or similar institutions when necessary.

In the first wave, organizers were former minority course participants; the next wave were participants’ participants, etc. With few exceptions, we adhered to demographic principles to avoid dominance.

From 2000 to 2010, courses were held at locations including Rites Tautskola and Sārnate (Latvia); Ryslinge Højskole; Højskolen Østersøen; International People’s College (Denmark); Studium Foundation in Târgu Mureș; Reformat Church School in Szekelyudvarhely/Odorheiu (Romania); Slovenian Dijaški Dom and Casa Cares (Trieste & Tuscany, Italy); Hostel Pliskovica (Slovenia); Németh László Academy (Hungary); Folkshegeskoalle Schylgeralân (Netherlands); Stephansstift (Hannover, Germany); Rodos Palace Hotel (Greece); and Amayuelas de Abajo Hostel (Spain).

Transylvania Community College 2001

Transylvania Community College 2001. Szekelyudvarhely/Odorheiu (RO). ACC Photo Archive.

The courses in Transylvania and Hungary were developed by Barna Kovács (bottom right) and Ágota Illyés, who is third from the right in the bottom standing row. They later got married. They both participated in the 1999 minority courses at Højskolen Østersøen and went on to play a significant role in Youth 2002. The photo is from Szekelyudvarhely/Odorheiu in 2001, where the course was called Transylvania Community College.

Europe of Rights Community College 2003

Europe of Rights Community College 2003. Casa Cares near Reggello, Tuscany. ACC Photo Archive.

The courses in Tuscany were organized by Eva Valvo (far left in red), Peter Ciaccio (white T-shirt in the center of the image), Marzia Pistolesi (on the right in a white T-shirt), and Silvia Cardi (center, wearing a white dress with green). The photo is from the course venue Casa Cares near Reggello, Tuscany, 2003. The organizers had participated in the minority course at Højskolen Østersøen in 1998.

Courses and other events in Latvia were organized around various teams, with Linda Jakobsone playing a central and recurring role. Linda had participated in the minority course at Højskolen Østersøen in 1997.

Linda and Conchi Gallego, who also took part in the 1997 minority course, were the course leaders in Palencia, Spain—an event that, for once, was arranged for older European citizens.

The course on Rhodes was organized by Maria Bakari, who had likely been a minority course participant in 1999. Maria worked together with an international Art of Hosting team to carry it out.

The course at Stephansstift in Hannover was organized by a team consisting of Erik Jentges and Anna Littke, with support from Allan Siao Ming Witherick, the aforementioned Marzia Pistolesi, and Emma Yeoman. Erik and Allan had participated in Youth 2002 at Snoghøj Højskole; Anna had attended Transylvania Community College in 2003, and Emma Yeoman had taken part in the Europe of Rights Community College in Tuscany, also in 2003. The contact person at Stephansstift was Jürgen Klaassen, who had previously been a teacher at Højskolen Østersøen.

Challenges of Enlargement Community College

Challenges of Enlargement Community College, Trieste, July 2004. Photo: ACC Archive.

Course activities in Slovenia and Trieste were carried out by a team led by Daša Bolcina, who had participated in the minority course in 1999. One of the team members was Maja Mezgec, who took part in Youth 2002 at Snoghøj Folk High School. Daša is seated in the center wearing a white T-shirt. I can’t seem to spot Maja. Challenges of Enlargement Community College, Trieste, July 2004.

Courses in Denmark and the Netherlands were handled by the ACC office. Over time, we had various employees and volunteers involved. Among them were unemployed humanities graduates—Danish recipients of unemployment benefits—who could take part in the project as a form of internship. Malene Jepsen, who had been a participant in the 1998 minority course, was one of them. We also had EVS volunteers. Naomi Woltring, who compiled a European songbook and later (in 2024) published a book on neoliberalism in the Netherlands, was among them. Naomi was also involved in our collaboration with Folkshegeskoalle Schylgeralân.

We always made sure that the courses were both a goal and a means. A goal—because the organizers had something on their minds they believed Europeans should be teaching one another. A means—because the courses themselves served as campaign material. It ought to be the norm in Europe that citizens are given the opportunity we and our participants had: to take part in pan-European courses modeled on the folk high school format. That’s what we wrote. That’s what we said. Everywhere.

Memorable Moments

There are an overwhelming number of funny, interesting, and formative moments and faces associated with these courses. Here are a few moments that, in my world, have grown to be more than just moments:

As early as six in the morning one day in 2003, lights were turned on at Højskolen Østersøen in Aabenraa. It was mid-February, bitterly cold but quiet outside. Shortly after, from the dining hall, you could see shadows swarming on the beach in the dim light and hear soft commands and quiet laughter. Tables and chairs crossed Flensborgvej along with the shadows moving between the school and the shoreline. Soon, the sun rose from somewhere behind the Ensted Power Plant, and co-editor Allan Siao Ming Witherick (Dunstable) captured the cover photo for Journal of World Education vol. 33 no. 1 at precisely 07:01, based on an idea by Birgit Staack from Hamburg. What commitment!

Schools for Europe Community College II

Cover photo for Journal of World Education vol. 33 no. 1. Photo: Allan Siao Ming Witherick. Sønderstrand, Aabenraa, February 2002.

“I was deeply moved to see so many families being reunited.”
“It was the first sign of hope—that we could not only think freely, but also speak and write freely.”
“When the wall fell, we hoped that disarmament could finally begin. That was the dream we held on to.”

That’s how three older EU citizens experienced the fall of the Berlin Wall in 1989. The voices belong to Manuela Garcia, Rita Ābolina, and Jo Falk from Spain, Latvia, and Denmark respectively—and it was moments like these they shared with one another during their stay at Amayuelas de Abajo Hostel in Spain in 2010. The synoptic presentation of the vastly different lives they had lived—even from before the war—is profoundly fascinating. A film was made about it, which is still available today.

It was a sight to behold when Jozefin Petreska (Skopje) arrived at Rites Tautskola (Latvia) in stilettos, with a rolling suitcase, freshly curled hair, full makeup, and a pink dress with a generous neckline—after which she politely asked to have a cup of coffee brought to her room. She was clearly ready for a five-star conference and had apparently not fully familiarized herself with the program, which included helping to renovate the old school building and its interior.

One should note that at the time, the nearest paved road was far away, water came from a well, only select windows had glass, and accommodation meant dormitories and outhouses. It was August 13, 2000, and Jozefin took it all in stride—sewing blue curtains for the school.

And then there was the day with black wine in the Slovenian mountains; the simulation games in Hannover and Ryslinge; games of Balleball on the hilltop in Tuscany and at Stephansstift; midsummer in Sārnate; endless conversations in Transylvania about ethnos in French and German thought; the encounter with the tarot master Ulrik Golodnoff (1948–2014) and his Art of Hosting friends on Rhodes—and, of course, plenty of romances.

I flew a lot during those years and maintained a circle of friends that included a large part of the—at our peak—600 members from nearly every European country. My role was to safeguard the association’s mission and to assist with fundraising, and it did happen that I carried the money in cash.

Our courses were often organized with a specific outcome in mind. It was a valuable pedagogical tool. For example, some of the courses functioned as week-long editorial meetings. One course concluded—as mentioned—with a completed issue of the Journal of World Education, another with an edition of Das Haus La Maison The House, and several courses ended with the publication of our own magazine, ACCENT. The first was made possible because we had become a member of the Association for World Education (AWE), which publishes the Journal.

There was also a clear intended outcome in the largest project we took part in—namely, Youth 2002:

Millions meet at Café Jorden

Around June 30, 2002, Danish media covered the arrival of 1,000 young Europeans in Copenhagen. They met Prime Minister Anders Fogh Rasmussen, had pancakes at City Hall, visited Tivoli, and more. It coincided with the start of Denmark’s EU presidency.

After arriving, the 1,000 youth were spread across 13 folk high schools in Denmark for two weeks to draft a European constitution. On the final day, delegates from all schools met at Rønshoved Højskole (Rønshoved Folk High School) to negotiate a consensus document—a proposal from Europe’s youth.

The constitutional proposal was subsequently to be delivered to many prominent politicians both in Denmark and abroad, and as far as I know, that did in fact happen. At least, that was the intention.

Ude i højskolernes lokalområder blev projektet også dækket af medierne, så det er alt sammen velbeskrevet andetsteds, og der er vist ingen grund til at repetere det hele her.

In the local areas of the folk high schools, the project was also covered by the media, so it is all well-documented elsewhere, and there seems to be no reason to repeat it all here.

But perhaps it’s time to tell how the project actually came about. At least the parts that I know of and as I remember them.

During the year 2000, the ACC board must have discussed that the Danish EU presidency could perhaps be used as a showcase for our idea. What if we could present the folk high school model to Europe? In those years, many talked about the EU lacking a “popular” complement to the institutions in Brussels, and we believed we knew the solution: European folk high schools on a large scale!

In any case, in the summer of 2000, the ACC board wrote a letter to the Minister of Education, Margrethe Vestager, in which we mentioned the idea of employing the Danish EU presidency for our purpose.

Before this, Therkelsen had worked for Højskolen Østersøen to be granted an exemption from the 50% rule, which required half of all students to be Danish citizens to qualify for state grants. He succeeded—allowing minority courses to continue—but required matching funds from elsewhere, e.g., the EU.

I supported the waiver with a lengthy letter to Vestager—some of which was printed in Politiken in 1999.

Then in winter 2000/2001, Søren Winther Lundby from the Danish association Nyt Europa called me about support for a “Constitution Initiative”—that should bring youth together during the Danish presidency to draft a European constitution.

He called, presumably because he had heard that I had previously recruited young people from across Europe. He had also spoken with Principal Henning Dochweiler at Askov Højskole (Askov Folk High School) and with Therkelsen, both of whom were interested in hosting the Constitution Initiative at their respective schools. But Winther Lundby thought their vision was too limited. He wanted a larger event—and preferably not at folk high schools, as he feared they might take over the project altogether.

In January 2001, I sat with Winther Lundby at Café Jorden in Aarhus. Apparently, he believed he could secure a million Euros for the project, and I got the impression that he was, in fact, in town on behalf of Søren Søndergaard, who was head of the European Parliament’s Information Office in Copenhagen. All that was needed was some co-financing to unlock these EU funds.

To that, I simply replied that if he had a million, I knew where to find another—provided the Constitutional Initiative was carried out as folk high school courses. After all, there was precedent from Højskolen Østersøen for state support of European folk high school programs, and the EU presidency was practically an open invitation to scale things up. It had to be possible.

Winther Lundby wrote “1,000,000 €” on a scrap of paper—and then we had cake.

We establish Youth 2002

The mutually matching Euro-millions made everything possible: 1,000 young people in Denmark, ACC could assist with recruitment, the project had to take place as folk high school courses with government subsidies via a special exemption, the central focus of the courses could be the drafting of a European constitution—and suddenly, ACC’s core ideas could also be brought to life. The project came to be called Youth 2002.

I advised Winther Lundby not to mention the scale, the EU presidency, or the matching millions to the folk high school principals before the project was more firmly established. I was concerned that the schools—and the Danish Folk High School Association (FFD)—might conquer the project and run with it, without its pan-European content, and in the worst case, in the spirit of comic strip character Rasmus Klump:

“Where are we sailing, Skipper?”
“I don’t know, but we’re moving along nicely!”

In my view, that would also have made it impossible to obtain EU funding.

Winther Lundby didn’t follow that advice for long. By chance, I overheard the phone call in which he linked the EU presidency to the possibility of an exemption in a conversation with Therkelsen.

“You’re some dreamers,” Therkelsen said to me when he hung up, and then hurried into his office to make a few more calls—presumably to the Danish Folk High School Association (FFD).

Shortly after, on May 22, 2001, we had both the organization and the project: Youth2002, which ultimately came to include 13 folk high schools, as well as IUC-Europe, ACC, Nyt Europa, FFD, and the Danish Youth Council (DUF). And even though the schools—and especially the folk high school association—became involved earlier than I would have liked, we managed to preserve the “Constitutional Initiative” as a central element of the project.

The folk high schools involved became Ask Højskole, Askov Højskole, Brandbjerg Højskole, Egmont Højskolen, Esbjerg Højskole, Højskolen Østersøen, International People’s College, Oure Idrætshøjskole, Ry Højskole, Rønshoved Højskole, Skælskør Folkehøjskole, and the IT-Folkehøjskolen Snoghøj. The 13th “folk high school” was Svendborg Søfartsskole (Svendborg Maritime School), where IUC-Europe rented facilities.

Principal Asbjørn Lyby from Brandbjerg Højskole (Brandbjerg Folk High School) became chair, and Nina Nørgaard from IUC-Europe became vice-chair. Elly Andersen became ACC’s representative on the board. I don’t know how Nørgaard came into the picture, but presumably it had to do with creating a counterweight to the many folk high schools involved in the project.

We got an office at Brandbjerg Højskole, though I was the only one who used it. We were two employees: I had the main responsibility for recruitment, while Winther Lundby was in charge of securing additional funding.

The “national impact glue”

I had to draw on Conchi Gallego’s experience to approach things properly. Should ACC simply assist with recruitment without any kind of “compensation”? According to her, I needed to make sure the statutes stated that the ultimate goal of Youth 2002 was to contribute to the development of a European public sphere and to showcase the folk high school model in a European context. We managed to include the first point, but the second one was left out.

Even the first was soon ignored, as the partners turned out to be more concerned with other priorities. I had the impression that, for most of them, it was about positioning themselves for future political favor in Denmark, fundraising, organizational development, or personal career advancement.

The “Copenhagen event” was the perfect example of this tendency. It was the Youth 2002 board that decided the project should begin in Copenhagen, to mark the opening of the Danish—meaning the Danish ministers’—EU presidency. This meant photo opportunities and Danish media coverage, but it was also expensive.

At the same time, the originally planned three-week courses were cut down to just two weeks. The bonds formed between young Europeans at folk high schools—naturally growing stronger the longer the courses lasted—were sacrificed in favor of the national impact glue. The Danish organizations’ desire to tie themselves to Copenhagen, and thereby to the Danish press, and decision makers, proved too strong. Not even Nyt Europa held the line, and the unity between Winther Lundby and me was, by then, truly broken.

I remember being told by Nørgaard, in no uncertain terms, that “Copenhagen is the capital of the entire country,” and I found myself wondering whether she thought my objections were just a case of provincial narrow-mindedness—as we might call it today, Jutlanderism (da: jyderi).

Between Gratitude and Ingratitude – To some Key Persons

It became clear early on that Winther Lundby’s EU million was more of a pie in the sky than what I first got the impression of. Fortunately, I had kept a small detail in reserve, just in case.

From Michael Hansen at the Informationscenter for Udveksling (ICU), I knew that the Youth Programme budgets included a fund for special purposes. I met with him in July 2001, as it was becoming apparent that the EU million wasn’t exactly ready for withdrawal.

He put me in touch with Pierre Mairesse (DG EAC – Directorate-General for Education and Culture) in Brussels, with whom I also secured a meeting. I outlined the project, and Mairesse confirmed that support was a possibility. I believe Conchi Gallego also played a role—she knew Mairesse’s superior through the European Youth Council (EYC).

After that, I handed the contact over to Winther Lundby—it was, after all, his responsibility to handle the fundraising.

As far as I know, it was Mairesse’s funding that saved the project, which had essentially been launched on a mistaken assumption about EU funding opportunities.

Michael Hansen had also confirmed that a larger European Voluntary Service (EVS) project could be arranged in connection with Youth 2002. That allowed ACC, in parallel with the Youth 2002 project, to recruit 13 volunteers who could help the schools with preparation and execution of the courses. Many of them were ACC members with prior experience from European folk high school courses—either as organizers or as participants:

Helena Soares Silva (Espinho) at Esbjerg Højskole, Stasy Kaneva (Sofia) at International People’s College, Dasa Bolcina (Trieste) at Askov Højskole, and Ágota Illyés (Budapest) and Barna Kovács (Budapest) at Brandbjerg Højskole.

The 13th volunteer was Mjellma Mehmeti (Skopje), a member of the ACC board, who ran the ACC office and safeguarded ACC’s interests while I was tied up as an employee of Youth 2002. At that time, the ACC office was located at Højskolen Østersøen.

In addition to the volunteers, Linda Jakobsone (Riga) and the aforementioned Conchi Gallego served as course leaders at Snoghøj Højskole. Linda was also a board member of ACC. Furthermore, the inquisitive Lucie Čížková (Prague) travelled between the schools to collect material for her master’s thesis. Her work ended up strongly presenting ACC’s idea, and she later became a member and was elected to the board—and eventually became a folk high school teacher at the International People’s College in Helsingør, after a stint in “The World Class” with Rex Schade at Ryslinge Folk High School (also an ACC member).

Elly Andersen, incidentally, withdrew from the Youth 2002 board because she felt that the board didn’t actually make the decisions. She was right. I also resigned from my position. I felt I would be betraying the project if I remained loyal to the de facto leadership.

Many of the ACC volunteers and the team at Snoghøj Højskole carried an enormous load throughout the project—especially Ágota Illyés and Barna Kovács, who helped with recruitment from the Brandbjerg office. We had a routine that called for 10% extra invitations, since there were always dropouts. However, due to organizational constraints beyond our control, we had to send out around 1,600 invitations, and in the end, “only” just under 900 confirmed their participation. That was a dropout rate of around 45%. We were certainly not used to that.

Nevertheless, Ágota, Barna, and all the other workhorses were forgotten when a kind of final report was eventually issued on September 19, 2002. I don’t know who it represented, but it certainly wasn’t the full board. Fortunately, Therkelsen, who also sat on the Youth 2002 board, was kind (and firm) enough to point out this and other omissions and inaccuracies in a group email:

“Furthermore, I believe the efforts of the young ACC’ers are overlooked in the report.”

In my view, the final report as a whole was both fanciful and misleading, but it was delivered in a linguistic stew of pomp and circumstance that seemed to help it go down. I don’t know whether the project was ever reported on seriously, but it took many years before the EU disbursed the final funds. Perhaps that was related.

Afterthoughts & awards

When no one would pat us on the back, we had to do it ourselves. Mjellma Mehmeti had persistently held on to ACC’s purpose of participating in Youth 2002 from the ACC office, and we nominated her for an award, which she received. Mjellma was an obvious choice because she also had achievements from other contexts to highlight.

ACC co-founder and board member Mjellma Mehmeti thus received the Heinz Schwarzkopf Foundation’s Young European of the Year award at the end of 2002. The award was given for, among other things, her efforts for European folk high schools in ACC and Youth 2002. It was indeed very prestigious, and Bundestag President Wolfgang Thierse delivered the keynote speech and everything.

Years later, the foundation invited Mjellma back to present another award—the “European of the Year”—to EU Commissioner Margrethe Vestager.

In 2004, ACC also received a prize—likely on the same basis: Outstanding Achievement in Global Work, handed out by the Organization Development Network at its 2004 annual conference in San Juan, Puerto Rico. As I recall it, ACC-member Nataliya Nikolova in Sofia had something to do with it.

We also chose to publish our own report on ACC and Youth 2002. In February 2003, we held another European course aimed at producing an issue of Journal of World Education.

The journal was published with reflections covering the theoretical, practical, and legal dimensions of our idea and activities. Former participants had the opportunity to evaluate and share their experiences with and opinions on the folk high school model, as they had come to know it from Youth 2002.

The legal part was a reprint of the Act on European Community Colleges, which we originally sent out at the turn of the year 2001/2002. The Act on European Community Colleges was a simulated EU legislative act, which we diligently used to promote our idea. You could say it was “fake news,” so in that respect, we were ahead of our time.

Similar to Journal of World Education vol.33 no.1, the Act on European Community Colleges was also the result of a European Community College course. In both cases, in 2001 and 2003, we had rented space at Højskolen Østersøen.

Journal of World Education vol.33 no.1. 2003

Journal of World Education vol.33 no.1. 2003

We promoted ourselves as global Europeans

ACC was an independent member of the Association for World Education (AWE), until 2012 a member of the European Association for the Education of Adults (EAEA), and of the European Civil Society Platform on Lifelong Learning (EUCIS‑LLL). ACC also participated in the European Alliance for the Statute of the European Association (EASEA).

And there were many more activities in ACC.

Done at 40

The aforementioned Maria Bakari, an organizational psychologist, once told me that I was a good leader, but a less capable manager. I was good at ideas and consistency, but not at running an organization—partly because I did far too much of the work myself. There was probably some truth to that.

In any case, I was truly, truly exhausted by the time I turned 40 in 2006. Although ACC wasn’t formally dissolved until 2021, the organization had more or less run out of steam by then. ACC had no secure operating funds, so continuing was not exactly an attractive task for anyone.

Fortunately, I received a very heartwarming reminder that it hadn’t all been in vain. First came a letter from Astrid Ranvig, saying, “… few people achieve what you’ve accomplished in an entire lifetime,” along with other kind words. Then came another letter, and another, and I realized that someone must have borrowed the membership list and coordinated it all. A tsunami of birthday greetings poured in from ACC members all over Europe.

And they were postcards and handwritten letters—not emails. That really warms your heart.

By the time I turned 50, I had two wonderful daughters with Mjellma Mehmeti, and I know that several other children have come into the world because of our European work, so to speak. Since then, Mjellma and I have divorced. We all live in North Macedonia.

We failed—but history has again surfaced as wide open

I sometimes claim that thousands of European citizens have taken part in our European folk high school courses over the years. And that’s true. But strictly speaking, it’s not much. Any medium-sized European city can gather more people every weekend for a football match at the local stadium.

That’s why it was so important for us to advocate for the idea of institutionalizing the folk high school model at a European level. We didn’t reach that goal—and that wasn’t a great surprise. What was surprising was the amount of headwind we encountered in Denmark, the very place we had expected would carry the idea forward. That was the issue with the “national impact glue.”

But there’s another point I’d like to mention—one that has only become more relevant over time.

Among the former participants in our European Community College courses are ministers and politicians, authors, EU officials, professors, and all kinds of elite figures. One could choose to brag about that and even suggest there’s a connection. But no! In fact, that too is a sign of failure.

From the very beginning at Højskolen Østersøen, we focused on young people who were already active in civil society organizations or similar networks—because they were the ones we could reach. These young people were, almost without exception, university students.

I always saw that as a necessary evil to get things started. The real idea, of course, was that European Community Colleges or folk high schools one day be for everyone.

I fear that with our partial success; we merely helped to cement and reproduce the very divisions that are dangerous in both Denmark and Europe—divisions that have now had real consequences in the United States. In practice, we reached only the few. But it should, quite obviously, have been ordinary “carpenters and hairdressers” attending European courses, to borrow a phrase Johannes Jensen might have used.

Johannes Jensen (1925–2007) was the man behind the now-closed Højskolen Østersøen—where it all began. He wasn’t exactly enthusiastic about the EU, but he still deserves to have this vision revisited by the upcoming Danish EU Presidency.

The Presidency could, for instance, allow the reopening of Højskolen Østersøen as a European folk high school, letting new ripples spread outward once again. I’ll gladly gather the founding group. History, after all, remains wide open.

The memoir was originally written in Danish (Min tørn for europæiske højskoler) in March 2025 and at the request of Højskolehistorisk Forening (Danish Folk High School History Association).

"My Effort for European Folk High Schools" blev sidst opdateret: 28. juni 2025 af John Petersen
Udgivet i EU, Europahøjskole | Kommentarer lukket til My Effort for European Folk High Schools

Eftersynsk fra Nordmakedonien ultimo 2023

Kamen Most Stone Bridge Skopje
Stenbroen, Skopje

Om vestlig fordobbeltmoral, makedonske nytårstanketorsk, et skvæt krimlologi og glædelig jul og Vorherre og -frue bevares.

De fleste, jeg taler med i Nordmakedonien, mener, at Ukrainekrigen er fremprovokeret af NATO. Jeg hører to varianter af den opfattelse: Enten er det sket bevidst, eller også er det en følge af dumhed.

I det første tilfælde skulle motivet være, at den amerikanske våbenindustri har brug for et boost. I det andet tilfælde består det dumme i, at man ikke gjorde sig klart, at Rusland ville reagere som det gjorde, hvis man ikke fandt andre løsninger på problemet.

Problemet – sådan ser man det givetvis i alle lande og befolkningsgrupper, der tænker etnonationalistisk – var det store russiske befolkningselement i Ukraine.

Det er ikke så overraskende, at de fleste i Makedonien tænker sådan, for de slavisksprogede medier er inspireret af de serbiske ditto, som igen er inspireret af de russiske.

Derimod kan det måske overraske, at den forestilling om legitimitet, som kan forsvare støtten til Ukraine, nemlig at man må forsvare den regelbaserede verdensorden og herunder staters suverænitet, er fraværende blandt de borgere, jeg taler med.

Denne forestilling, at magten ikke må stå over retten, er vel den forestilling støtten til Ukraine lever af hjemme i Danmark. Den idealforestilling er jeg altså endnu ikke stødt på i Nordmakedonien, som jo i øvrigt er medlem af NATO (!) Det skyldes ikke mindst, at man her er langt mere optaget af (det såkaldte) vestens dobbeltmoral, end det er tilfældet hjemme i Danmark.

Dobbeltmoral

Hvad lever forestillingen om vestens dobbeltmoral af? Her er det nærliggende at pege på Kosovo, Nordgrækenland og nu Gaza.

Jeg tror, det vil være vanskeligt at finde en borger i den slavisktalende del af Nordmakedoniens befolkning, som kan se forskel på Ruslands erobring af Krim, Donbas osv. og NATOs erobring (sådan ser man på det) af Kosovo.

Dertil kommer, at det nordlige Grækenland (”Sydmakedonien”) jo i 1940erne blev udelukket fra at tilslutte sig Jugoslavien og altså dagens Nordmakedonien pga. Trumandoktrinen. Det vil for de fleste i Nordmakedonien være udtryk for, at netop magten, USA, står over retten. Selvom de færreste kan huske, hvordan det præcist hang sammen med den græske borgerkrig, så har historien alligevel sat sig dybe spor i form af mistillid til f.eks. briter og amerikanere. USA og andre staters manglende indgriben overfor Israels ulovligheder er blot vand på møllen. Det hele forstærkes nu yderligere af den ensidige støtte af Israels aktiviteter i Gaza-striben.

Fordobbeltmoral

I parentes bemærket bidrager det blot til dobbeltmoralen, når vestlige medier taler om vestlige værdier. Det er helt gak. Den regelbaserede verdensorden og diverse konventioner er naturligvis ikke blot udtryk vestlige værdier. De har og havde opbakning fra diverse stater, befolkninger og civilsamfundsorganisationer verden over, da de blev vedtaget.

Derimod er det sandt, at det hidtil har været en række stater i vesten (altså en række stater, vi kalder vestlige), der har haft evne og vilje til at forsvare en verdensorden, hvor retten står over magten – så længe det flugter med disse staters egeninteresse (hvilket der i øvrigt ikke altid er noget principielt forkert i, men hvilket naturligvis altid gør, at man stiller sig til rådighed for beskyldninger om dobbeltmoral).

Når varedeklarationen ”vestlige værdier” bidrager til dobbeltmoralen, skyldes det følgende forhold: hvis værdierne i internationale konventioner og aftaler alene er udtryk for vestlige værdier, så må det jo følge, at disse værdier bliver duttet andre stater og samfund på imod deres vilje. For så vidt vil fjenderne af de angiveligt vestlige værdier jo have ret i, at de angiveligt vestlige værdier er afledt af vestlige magtambitioner. Og hvis vestlig magt på den måde ”ejer” retten, så adskiller vesten sig ikke kvalitativt fra Kremls gøren og laden.

Fravær af følgeslutninger

Det som er aldeles mystisk, når man taler med borgere i Nordmakedonien, er fraværet af overvejelser om relevante følgeslutninger.

Man burde have afholdt en folkeafstemning i Donbas mv. om befolkningens statslige tilhørsforhold, hørte jeg f.eks. for nylig en makedoner hævde. Per Stig Møller har været inde på noget af det samme. Man kan nok ikke forlange, at Møller skal tænke i konsekvenser i Nordmakedonien, men man kan derimod nok forvente, at netop makedonere ville tænke på konsekvenserne.

Den etnonationale tankegang ville jo i Nordmakedonien betyde, at de 20-30% albanere i Nordmakedonien, som i dag hovedsageligt bor i nord og vest, ville kunne tilbydes en folkeafstemning om tilhørsforhold. Der er ikke noget, der tyder på, at de ønsker noget sådant, men det kan hurtigt komme – især hvis Nordmakedonien i nær fremtid sakker økonomisk agterud for Kosovo og Albanien, mens det etnonationalistiske højre vender tilbage til magten i Nordmakedonien fra foråret 2024.

Man skal lede længe, hvis man vil finde en etnisk makedoner i Nordmakedonien, der ville indrømme albanerne en sådan afstemning.

Bulgarien kan i øvrigt udmærket overtage den putinske filosofi om Ukraine: at Nordmakedonien historiske set ikke er en ”rigtig” stat, og at dele af Nordmakedonien retteligen burde tilhøre Bulgarien. Der er ingen tvivl om, at denne tanke, som spiller fint sammen med den etnonationale ideologi med bulgarsk fortegn, allerede lever i bedste velgående i Bulgarien.

Putins filosofi i bulgarsk aftapning ville vække vrede blandt makedonerne i Nordmakedonien, og gør det med jævne mellemrum faktisk også.

Kort sagt: hvorfor går ingen i Nordmakedonien i brechen for det synspunkt, at retten bør sejre over magten? Hvorfor insisterer man i stedet på, at når USA må, så må Rusland også?

Konsekvenserne af de to ting i forening er jo helt utålelige – især for en stat som Nordmakedonien. Nu har jeg naturligvis ikke talt med alle, men jeg tror min registrering er repræsentativ for den gennemsnitlige flyvehøjde i Nordmakedonien.

Krimlologisk inkontinens

Lige en randbemærkning, som har en lille smule med sagen at gøre. Hvis man tager Krim som eksempel på et sted, hvor der er foregået en folkeafstemning om statsligt tilhørsforhold, så er Krim også eksempel på, at der hurtigt kan gå kludder i sådan noget.

Folkeafstemningen på Krim i 2014 blev nok ikke afviklet uden snyd og den var naturligvis ulovlig efter Ukrainsk og international lov, men den ville nok alligevel være faldet ud til Kremls fordel, hvis den var blevet afviklet efter bogen.

Der er bare det, at den russiske befolkning på Krim jo til dels er et resultat af russificering af Krim i moderne tid, og at områdets gamle befolkning i takt hermed emigrerede, henholdsvis i 1940erne blev deporteret til Centralasien.

Man kan da godt få den tanke, at man burde hente alle Krimtatarerne hjem fra, så netop de fik stemme, hvis Krims tilhørsforhold til Ukraine skulle ændres. Det giver som bekendt en stakket varme at pisse i bukserne, og det er rimeligvis, hvad Kremls folkeafstemning om Krim er udtryk for.

En wokal eftertanke

For resten betyder alt det ovenstående ikke nødvendigvis, at Kreml tænker etnonationalt. Personligt tror jeg det faktisk ikke. Jeg tror blot Kreml udnytter, at flertalsbefolkninger inden- og udenfor Rusland tænker etnonationalt.

Kremls filosofi skal snarere ses i det lys, at Rusland er en kolonimagt, hvis koloniale natur er blevet glemt. Der er på den baggrund en smule Quasimodo over det der med at smide Frederik V i havnen.

Skopje Anna Domina 22/12 2023

"Eftersynsk fra Nordmakedonien ultimo 2023" blev sidst opdateret: 26. april 2025 af John Petersen
Udgivet i Makedonien | Kommentarer lukket til Eftersynsk fra Nordmakedonien ultimo 2023

Makedoniens parlament giver grønt lys for navneændring

Et uhelligt, kvalificeret flertal i Makedoniens parlament stemte fredag for et regeringsforslag, der er første skridt i retning af en forfatningsændring, ændring af statens navn til Nordmakedonien og medlemskab af NATO og eventuelt EU.


Fredag aften i Sobranie, Makedoniens parlament, Skopje. VMRO-DPMNE-medlemmer forlader afstemningen, mens nogle få dog bliver på deres pladser.

Det store, nationalkonservative oppositionsparti VMRO-DPMNE har i de seneste uger tonet rent flag. VMRO-DPMNE ville stemme imod et regeringsforslag om forfatningsændringer. Dermed har udgangspunktet været, at den Socialdemokratisk (SDSM) ledede regering ville tabe afstemningen, når forslaget blev fremsat.

Fredag aften stod det dog klart, at 8 parlamentsmedlemmer havde skiftet side. Selvom de 8 tilhører VMRO-DPMNE-koalitionen – heraf seks medlemmer af partiet VMRO-DPMNE – stemte de alligevel med regeringen. VMRO-DPMNE-medlemmerne blev straks efterfølgende smidt ud af partiet.

Parlamentarikernes sideskift gav lige nøjagtigt de 80 mandater, der giver et 2/3 flertal blandt parlamentets 120 medlemmer. Premierminister Zoran Zaev kan nu, med dette kvalificerede flertal i ryggen, foreslå en egentlig tekst, som herefter skal igennem to yderligere parlamentsafstemninger samt en folkelig debat.

Det kvalificerede flertal på 2/3 er dog flosset i kanten.

Navnestriden danner baggrund

Baggrunden for forfatningsændringen er Republikken Makedoniens ønske om medlemskab af NATO og EU på den ene side, og disse organisationers uvilje imod at importere en konflikt med NATO- og EU-medlemmet Grækenland på den anden side. Grækenland ønsker ikke, at nabolandet kalder sig Makedonien og har dermed i praksis blokeret for, at Republikken Makedonien kan blive medlem af EU og NATO.

Efter 27 års dødvande i denne strid, aftalte regeringerne Zaev i Makedonien og Tsipras i Grækenland tidligere i år en vej ud af striden. Det skete med den såkaldte Prespa-aftale. Aftalen betyder blandt meget andet, at regeringen Zaev vil gøre Makedonien til Nordmakedonien – eller Republika Severna Makedonija (Република Северна Македонија), Republika e Maqedonisë së Veriut eller Republic of North Macedonia på henholdsvis makedonsk, albansk og engelsk.

Aftalen kræver altså en forfatningsændring i Republikken Makedonien. Det er denne proces, der med fredag aftens parlamentsflertal blev sat i gang.

Stormagtsinteresser er også en del af baggrunden, uanset Grækenlands og Makedoniens interesser. ”Vesten” har en selvstændig interesse i at undgå kaos i Makedonien, mens Ruslands mål – i hvert fald på kort sigt – sandsynligvis er det modsatte. NATO- og EU-medlemskab repræsenterer i den sammenhæng modsætningen til kaos. Dertil kommer langsigtede og historiske interesser og baggrunde.

Det flossede flertal

De otte overløbere, som fredag stemte med regeringen, er ifølge medierne seks medlemmer af VMRO-DPMNE: Krsto Mukoski, Elizabeta Kanceska-Milevska, Nola Ismajloska-Starova, Ljuben Arnaudov, Emilija Aleksandrova, Sasho Vasilevski samt Vladanka Avirovik (Socijalisticka Partija na Makedonija) og Zekir Ramchilovik (fra bosniske AVAZ).

Man kan også se dem på tv-billederne fra parlamentets afstemning fredag. Det er dem, der på billederne bliver på deres taburetter og deltager i afstemningen, mens det øvrige VMRO-DPMNE demonstrativt går ud til siden af salen.

Der er vist ingen der tror på, at de seks-otte parlamentarikere alle stemte efter deres overbevisning. Når de antages at have ganske andre bevæggrunde er det, fordi flere af dem er kendte for at indtage helt modsatrettede positioner. Når man er klar over dette, kan man naturligvis spekulere over motiverne, hvorefter man eventuelt kan kalde flertallet flosset, uhelligt eller noget værre.

Tag nu Elizabeta Kancheska-Milevska. Hun er anklaget i den såkaldte Tender-sag, hvor hun som kulturminister, ifølge anklageren, omgik udbudsreglerne i forbindelse med Skopje 2014-projekt. Hun har gentagne gange givet udtryk for foragt for den særlige anklagemyndighed og refereret til retssagen imod hende som en skueproces. Hun var kulturminister i regimet Nikola Gruevski (VMRO-DPMNE), indtil det væltede i 2016-17.

Positionen som loyal VMRO-DPMNE-minister under Gruevski og positionen som illoyal i relation til VMRO-DPMNE’s nuværende modstand imod forfatnings- og navneændringen er – i sandsynligvis samtlige makedonske borgeres øjne – uforenelige størrelser.

Eller tag Sasho Vasilevski og Ljube Arnaudov. De to blev tirsdag gjort fri af deres husarrest mod kaution. De er under anklage i sagen om stormen på parlamentet den 27. april 2017. Tilsvarende med Krsto Mukoski, som er den person, der på overvågningskameraerne den 27. april 2017 ses åbne parlamentets hoveddør for VMRO-DPMNE-regimets tilhængere på gaden. De stormende til dels maskebærende tilhængere overfaldt bl.a. Ziadin Sela og – sådan efterforskes sagen – forsøgte muligvis at myrde regimets udfordrer, nuværende premierminister, Zoran Zaev.

Formålet med stormen var at forhindre, at flertallet dannede en ny regering uden om VMRO-DPMNE, efter valget i december 2016.

De til lovløshed loyale VMRO-DPMNE-tilhængere var fredag med til at give grønt lys for en forfatningsændring. Det skete få dage efter, at de var blevet løsladt mod kaution.

Folkeafstemningen blev en parentes

Den 30. september var der folkeafstemning i Makedonien. Befolkningen skulle tage stilling til, om Makedonien skulle være medlem af NATO og EU mod at statens navn blev ændret til Nordmakedonien.

“Makedonsk vil være officielt sprog i en familie med 500 millioner mennesker,” lover “ja”-kampagnen på dette billboard. Kampagnen spiller på dele af Prespa-aftalen som har fået mindre opmærksomhed.

Medier i ind- og udland fæstnede sig eventuelt ved, at kun cirka 1/3 stemte, mens resten boykottede valget. Selvom den stemmende tredjedel stort set stemte ”ja”, så kunne man få det indtryk, at resten var imod. Det er forkert.

Valget faldt slet ikke så entydigt ud, hvorfor både ja- og nej-siden erklærede sig som vindere, og folkeafstemningen blev til en ligegyldig parentes.

Lyt eventuelt til Datolinjen på Radio24Syv for en forklaring. Indslaget ligger godt 24 minutter inde i programmet, ved 00:24:10

"Makedoniens parlament giver grønt lys for navneændring" blev sidst opdateret: 3. oktober 2019 af John Petersen
Udgivet i EU, Makedonien | Tagget , , , , , , , , , , , , , | Kommentarer lukket til Makedoniens parlament giver grønt lys for navneændring

Republikken Makedonien bliver til Nordmakedonien

Premierministrene Zaev og Tsipras i Skopje og Athen har på hver sine nyhedskanaler offentliggjort deres fælles løsning på den årelange navnestrid. Republikken Makedonien skal nu hedde Nordmakedonien.

Nordmakedonien bliver landets det nye navn
“Europe – our name is Macedonia”, siger planchen. Fra Republikken Makedoniens tyve års jubilæum i det centrale Skopje (8. september 2011). Er glasset mon halvt fuldt eller halvt tomt, når landet skal hedde Nordmakedonien?

Republic of North Macedonia, Republika Severna Makedonija, Republika e Maqedonisë së Veriut og Nordmakedonien på henholdsvis engelsk, makedonsk, albansk og dansk; det bliver det nye navn på balkanstaten, hvis FN-betegnelse hidtil har været former Yugoslav Republic of Macedonia (fYRoM), og hvis forfatningsmæssige navn er Republikken Makedonien. Ifølge aftalen mellem Zoran Zaev og Alexis Tsipras’, som de har præsenteret den i offentligheden. Aftaleteksten er endnu ikke offentliggjort. [Aftaleteksten, Prespa-aftalen, er sluppet ud flere steder. Her er en engelsk version, som kommer fra greece.greekreporter.com, tilføjet 16/6/18 ed]

Hvis de to lande formår at efterleve aftalen, betyder det, at en væsentlig hindring er ryddet af vejen for et kommende EU- og NATO-medlemskab for Nordmakedonien. Grækenland vil ikke længere blokere for, at Nordmakedonien kan blive medlem af de to organisationer.

Aftalen har i det hele taget meget store perspektiver for eventuel varig stabilitet på Balkan og dermed i Europa. Forudsat naturligvis, at USA‘s utilregnelighed er et forbigående fænomen.

Sprog, identitet og forfatning

Der er tale om en såkaldt erga omnes-løsning, hvilket betyder, at navnet skal benyttes i alle sammenhænge – både indenrigs og udenrigs. Det betyder, at det kommende Nordmakedoniens forfatning skal ændres, så navnet også fremgår af forfatningen. Det var et græsk krav, at løsningen netop skulle være erga omnes.

I FN-systemet vil man fremover skulle referere til befolkningen i Nordmakedonien som ”makedonere” henholdsvis ”borgere i Republikken Nordmakedonien”. Eller formuleret på engelsk, ”the nationality will be defined as Macedonian/Citizens of the Republic of North Macedonia”. Således aftalen.

Det makedonske sprog vil også i fremtiden, ifølge det offentliggjorte om aftalen mellem Athen og Skopje, blive kaldt makedonsk.

Forfatningsændring kræver folkeafstemning

I staten, som vi nu skal vænnes os til at kalde Nordmakedonien, kræver det 2/3 flertal i parlamentet eller en folkeafstemning, når forfatningen skal ændres.

Præsident Gjorgje Ivanov og lederen af det nationalkonservative oppositionsparti, Hristijan Mitskoski, har allerede meddelt, at de ikke støtter aftalen. For VMRO-DPMNE, som det nationalkonservative parti hedder, er det i nogen grad partiets hele identitet at være imod et kompromis med Grækenland, så det er som ventet.

VMRO-DPMNE-blokken i parlamentet råder over 51 af de 120 stemmer i parlamentet, hvorfor en forfatningsændring via parlamentet er urealistisk. Derfor skal der en folkeafstemning til.

Albanerne stemmer for

De albanske stemmer er sikre, både i parlamentet og i en folkeafstemning. For albanerne repræsenterer medlemskab af NATO – men i nogen grad også af EU – en garanti for, at den makedonske nationalisme holdes i ave. Albanere har i deres egenforståelse allerede prøvet at være ”alene hjemme med slaverne”, og det ønsker de ikke at gentage. Hvis en forfatningsændring er adgangsbillet til NATO, så stemmer albanerne for forfatningsændringen.

Det er sandsynligvis en meget vigtig detalje i løsningen på navnestriden, at FN vil skulle referere til befolkningens ”nationality” på to måder – som beskrevet ovenfor. Hvis ”nationaliteten” alene havde været ”makedonsk”, så ville det for albanerne være grund til at stemme imod løsningen eller måske at undlade at stemme. Selvom ”nationality” i den angelsaksiske verden ikke nødvendigvis er en etnisk kategori, så forstås den jo typisk sådan i Europa. Og i stort omfang også af både makedonere og albanere. Og albanerne kommer aldrig til at kalde sig makedonere i denne den eneste forstand, de regner for relevant.

Usikkerhed om makedonerne

Mitskoski og Ivanov repræsenterer en modvilje, som er bredt forankret i den makedonske del af befolkningen – både i den socialdemokratiske og i den nationalkonservative blok. Man kan let forestille sig, at der vil blive ført kampagne for at undlade at stemme, når forfatningsændringen går til folkeafstemning.

Hvis alle albanere stemmer og stemmer for, og når albanerne udgør cirka 25% af de mulige stemmer, så skal makedonerne og de øvrige befolkningsgrupper levere yderligere 25% for at komme op på de 50%, der gør en folkeafstemning valid. Makedonerne udgør cirka 2/3 af befolkningen. Cirka halvdelen af dem stemmer på VMRO-DPMNE, og også en del socialdemokrater vil formentlig kunne bevæges til at boykotte en afstemning. Derfor er der usikkerhed, om man vil kunne nå op på de 50% afgivne stemmer.

I den sammenhæng har mange fæstnet sig ved, hvad VMRO-DPMNE’s Hristijan Mitskoski helt præcis sagde i sin kommentar til Zaev og Tsipras løsningsforslag. Han sagde, at han vil stemme, og at han vil stemme imod. Han lægger altså ikke op til at boykotte folkeafstemningen. Mange håber på, at det i virkeligheden er en skjult støtte til at få løst navnestriden. Hvis det lykkes at mobilisere 50% af de mulige stemmer, så kræver det fortsat, at et flertal af disse stemmer er for forfatningsændringen. Heller ikke det er der nogen sikkerhed for. (Folkeafstemningen endte med at blive udskrevet som en vejledende afstemning. Stemmer et flertal for,  vil beslutningen efterfølgende alligevel skulle vedtages med 2/3 flertal i parlamentet. Stemmer et flertal imod eller er afstemningen ugyldig som følge af for få afgivne stemmer, vil et 2/3 flertal i parlamentet fortsat kunne vedtage beslutningen – teoretisk set, red 30/9/18).

"Republikken Makedonien bliver til Nordmakedonien" blev sidst opdateret: 13. august 2019 af John Petersen
Udgivet i EU, Makedonien | Tagget , , , , , , , , , , , , | Kommentarer lukket til Republikken Makedonien bliver til Nordmakedonien

Boskoski signalerer “alt ved det gamle” i Makedonien

Ljube Boskoski blev for et par uger siden præsenteret som premierminister Zoran Zaevs nye finansrådgiver. Det er overraskende, for hans tilstedeværelse signalerer kontinuitet i Republikken Makedonien frem for forandring, som regeringen arbejder for og vil vurderes på.

Ljube Boskoski
Ljube Boskoski (Љубе Бошкоски) ved Bjankuloski06 hos Macedonian Wikipedia [Public domain], via Wikimedia Commons. Billedet er modificeret.

I maj 2017 tiltrådte regeringen Zoran Zaev i Makedonien, og man lagde ud med et stenhårdt reformprogram, som skulle tilfredsstille ikke mindst partnerne i EU og NATO med henblik på at opnå medlemskab i samme organisationer.

Der er siden blevet arbejdet på at bedre relationerne til Bulgarien og Grækenland, på at genetablere magtens tredeling, på at retablere den statsejede public service-kanal, på at skabe tillid til myndighedernes evne til at hævde retsstatsprincipperne ved at stille det tidligere regimes ansvarlige for domstolene, og meget mere.

Det tidligere altdominerende parti, VMRO-DPMNE, som stod i spidsen for det regime, man nu forsøger at arbejde sig ud af, benytter naturligvis enhver lejlighed til at råbe ”same shit”.

På den baggrund er det overraskende, at Zoran Zaev har valgt at hyre netop Boskoski. Udenlands vækker navnet Boskoski nok ikke megen genklang, men indenlands er der ingen tvivl: Boskoski signalerer ikke brud, men derimod kontinuitet.

Boskoski klarede frisag i Haag

Hvis Ljube Boskoski er kendt uden for Makedonien, er det som krigsforbrydersigtet. Under den væbnede konflikt mellem regeringsstyrker og albanske oprørere i 2001, var Boskoski politi- og indenrigsminister i Republikken Makedonien. Han var valgt for VMRO-DPMNE (!)

Han havde således det øverste ansvar for de styrker, der bekæmpede de albanske oprørere, og for de kriminelle handlinger, der blev begået i den forbindelse. Det hævdede i hvert fald anklageskriftet, da Boskoski blev stillet for krigsforbryderdomstolen i Haag.

Men Ljube Boskoskis ansvar kunne ikke bevises, så han klarede frisag. Der var tale om det såkaldte hierarkiske ansvar, hvilket betyder, at mistanken gik på, at ordrerne til de operative folk kom fra Boskoski. I Haag havde Boskoski selskab den operative leder, Johan Tarculovski, som blev dømt.

Boskoski er hovedperson i Tortur-sagen

Boskoski brød med sine gamle venner i VMRO-DPMNE og stiftede sit eget parti. Det tog de nye ledere i VMRO-DPMNE ilde op, og han blev i 2011 arresteret for at have benyttet ulovlig partistøtte, hvorefter han blev sat i fængsel.

Netop arrestationen var omdrejningspunkt for den tredje af de såkaldte politiske bomber, der udløste den politiske krise i Makedonien 2015-2017. Bombe nummer tre sprang den 20. februar 2015. Bomben viste, at arrestationen var et set-up, som regimets topfolk arrangerede i tæt samarbejde med landets medier.

De politiske bomber var ikke rigtige bomber men derimod portioner af især aflyttede telefonsamtaler, som med jævne mellemrum blev offentliggjort fra februar 2015.

Den særlige anklagemyndighed, som forfølger de sager, der fulgte af de politiske bomber, har et navn for sagen om Boskoskis arrestation. Den hedder Tortur eller Tortura henholdsvis Тортура.

Boskoski var også på valg i 2016

Ljube Boskoski var et af tre kendte ansigter, som ved parlamentsvalget i december 2016 profilerede Liste 9. Listen kaldte sig ”Koalitionen VMRO for Makedonien”. De øvrige to var Ljubco Georgievski og Stojanche Angelov.

Georgievski er tidligere formand for VMRO-DPMNE og var premierminister i perioden fra 1998 til 2002, altså under den væbnede konflikt med de albanske oprørere, mens Tito-veteranen Kiro Gligorov fortsat var præsident. Ljube Boskoski var altså politi- og indenrigsminister under Georgievski.

Angelov er veteran fra den væbnede konflikt i 2001, på de makedonske myndigheders side.

Liste 9 fik ingen mandater ved valget.

"Boskoski signalerer “alt ved det gamle” i Makedonien" blev sidst opdateret: 13. august 2019 af John Petersen
Udgivet i Makedonien, Politisk krise i Nordmakedonien 2015-2017 | Tagget , , , , , , , , , , , , , | Kommentarer lukket til Boskoski signalerer “alt ved det gamle” i Makedonien

Makedonien: Den særlige anklager overtager Monster-sagen

Makedoniens særlige anklagemyndighed har besluttet at overtage den kontroversielle sag om mordene ved Smilkovci-søen, aka Monster-sagen. Det meddelte chefanklager Katica Janeva på et pressemøde onsdag.

Smilkovci-sø i Skopjes nordlige udkant
Smilkovci-søerne ligger i Skopjes nordøstlige udkant, Foto: John Petersen/TekstPetersen

Den særlige anklagemyndighed i Republikken Makedonien har til opgave et efterforske sager, der følger af landets aflytningsskandale, som førte til den politiske krise i 2015-2017.  Специјално Јавно Обвинителство eller bare CJO, som myndigheden hedder, har nu besluttet at overtage Monster-sagen. Den er en af mest kontroversielle og eksplosive sager i landet, fordi den potentielt rummer et justitsmord med en etnisk dimension.

Offentligheden har ikke hørt de aflyttede samtaler, der hjemler, at den særlige anklagemyndighed kan gå ind i sagen. Men det har længe været offentligt kendt, at der i det aflyttede materiale ligger optagelser, der angår Monster-sagen.

Sagen er beskrevet i Mordene ved Smilkovci-søen spøger. Her kan man også orientere sig om, hvorfor sagen er så kontroversiel. I Titanic, Tortur og TNT i Makedonien kan man finde sagen beskrevet i sammenhæng med hele det kompleks af sager, den særlige anklagemyndighed arbejder med. De albanske politiske partier mener alle, at sagen bør opklares til bunds, fordi de først dømte – eventuelt uskyldige – i sagen var albanere. Derfor indgår opklaringen også som et krav i den såkaldte albanske platform.

Vidnebeskyttelse mangler

Chefanklager Katica Janeva har flere gange gjort opmærksom på, at sagens succesfulde opklaring sandsynligvis kræver vidnebeskyttelse. Den særlige anklagemyndighed kan dog ikke selv aktivere vidnebeskyttelsesprogrammet. Det kan kun den almindelige anklagemyndighed, ifølge den nuværende lovgivning.

Selvom det fortsat forholder sig sådan, har den særlige anklagemyndighed altså nu alligevel valgt at tage sagen.

Når den særlige anklagemyndighed overhovedet findes, er det fordi den almindelige anklagemyndigheds troværdighed blev beklikket med aflytningsskandalen. Der er som minimum tvivl, om den almindelige anklagemyndighed tjener offentlighedens interesse eller måske snarere partiinteresser (hele eller dele af VMRO-DPMNE). Og det er eventuelt de samme partiinteresser, der ønsker at forhindre opklaringen af eksempelvis monstersagen.

Derfor arbejder man i Republikken Makedonien på at ændre loven om vidnebeskyttelse, så også den særlige anklagemyndighed kan aktivere sådanne programmer. Det er det nationalkonservative, nuværende oppositionsparti, VMRO-DPMNE dog imod. Loven skal vedtages med et flertal på to tredjedele i parlamentet, så den afhænger netop af VMRO-DPMNE’s stemmer.

Sagens forløb kort

I 2014 blev fire personer idømt livsvarige fængselsstraffe for mordene ved Smilkovci-søen og yderligere to in absentia. Sagen blev appelleret. De dømte var albanere.

Den politiske krise i Makedonien 2015-2017 førte blandt meget andet til afskedigelser i den almindelige anklagemyndighed. I oktober 2017 var Liljana Spasoska fungerende chef for den almindelige offentlige anklagemyndighed, efter at en ny regering var kommet til, og efter at den hidtidige chefanklager Marko Zvrlevski var blev afskediget.

Liljana Spasoska bad højesteret om at annullere de domme, der var faldet i Monster-sagen og lade sagen gå helt om. Spasoska begrundede det med den ”usikre faktuelle situation” omkring sagen. Det kan oversættes til, at beviserne imod de dømte er usikre eller slet ikke findes.

Forsvaret har hele tiden hævdet, at der ikke er noget bevis i sagen.

Højesteret accepterede appellerne og annullerede dommene. Sagen skulle gå helt om, hed det i slutningen af november 2017.

"Makedonien: Den særlige anklager overtager Monster-sagen" blev sidst opdateret: 13. august 2019 af John Petersen
Udgivet i Makedonien, Politisk krise i Nordmakedonien 2015-2017 | Tagget , , , , , , , , | Kommentarer lukket til Makedonien: Den særlige anklager overtager Monster-sagen

Makedonsk ugemagasin spidder nationalkonservativt-russisk narrativ

Det politiske magasin FOKUS offentliggør kontroversielt papir i Makedonien og udfordrer endnu engang det russisk-nationalkonservative narrativ og den copy/pastende verdenspresse – hvis altså dokumentet er ægte.

Varmluftsballoner eller Hot Air Balloons af Advantage Lendl på en CC 2.0 Licens
Varmluftsballoner eller Hot Air Balloons af Advantage Lendl på en CC 2.0 Licens

Det politiske ugemagasin FOKUS har i den forgangne uge offentliggjort en aftale mellem det nationalkonservative VMRO-DPMNE og det albanske BDI (DUI). Magasinet har ”sikret sig” aftalepapiret, som det hedder. Papiret er på albansk, hvis man skal tro billedledsagelsen på magasinets hjemmeside.

Aftalen stammer fra den første ”dronningerunde” efter valget i december 2016, hvor regimet under VMRO-DPMNE og BDI, og lederne Nikola Gruevski henholdsvis Ali Ahmeti, forsøgte at finde et nyt, fælles regeringsgrundlag.

Det mislykkedes, og efterfølgende dannede BDI i stedet regering sammen med Socialdemokraterne, SDSM, og Koalitionen Albanernes Alliance.

VMRO-DPMNE bøjede sig for de albanske krav

Papiret viser, at det nationalkonservative VMRO-DPMNE var klar til at tilslutte sig en række af punkterne i den albanske platform.

Det er den platform, der i de VMRO-DPMNE-sympatiserende eller ligefrem -afhængige dele af de makedonske medier, i Rusland og derfor også i den lidt ”hurtige” del af vestlig presse, hedder Tirana-platformen. Titlen ”Tirana-platformen” giver det indtryk, at de makedonske albaneres bestræbelser er udtryk for initiativer, der udgår fra Tirana, hvilket igen spiller på frygten blandt makedonerne for et Storalbanien.

I sin egenforståelse udtrykker den albanske platform en mere prosaisk fortælling, end det drama en storalbansk ambition lægger op til. Albanerne i Makedonien kæmper med platformen for, at den såkaldte Ohrid-aftale eller Ohrid Framework Agreement skal overholdes og at betingelserne for medlemskab af EU og NATO skal opfyldes.

Papiret viser, at aftaleparterne var enige om en ny sproglov, at der skulle rejses en debat om Republikken Makedoniens symboler, at nabostridighederne – med Bulgarien og Grækenland – skulle løses, og herunder at aftaleparterne skulle have en fælles tilgang til at løse navnestriden med Grækenland. Og mere endnu fra den albanske platform.

Det strider imod, hvordan det nationalkonservative parti har markedsført sig selv i tiden efter bruddet med BDI. Efter bruddet repræsenterede den albanske platform alt ondt. Præsident Gjorge Ivanov (VMRO-DPMNE) krævede endog, at mandataren i ”anden dronningerunde”, Zoran Zaev, skulle afsværge Tirana-platformen, som den albanske platform nu blev omtalt. Det krav blev ikke stillet til præsidentens partifæller, da de fik mandatet i første ”dronningerunde”.

I øjeblikket hævder VMRO-DPMNE, at den sproglov, der i sidste uge blev endeligt vedtaget i parlamentet, er forfatningsstridig, at den strider imod Ohrid-aftalen, og man har endog meddelt, at man ikke anerkender loven – selvom der står et flertal bag. Den nu vedtagne sproglov er naturligvis fremsat af den nuværende SDSM-dominerede regering, hvis valgkamp – i modsætning til VMRO-DPMNE – netop gik ud på at komme albanerne i møde.

VMRO-DPMNE har til gengæld været bemærkelsesværdigt afdæmpet i forhold til de aktuelle forhandlinger om at løse navnestriden med Grækenland.

VMRO-DPMNE var imod den særlige anklagemyndighed

Albanerne har sagt det hele tiden, og nu bekræftes historien af FOKUS’ offentliggjorte papir: VMRO-DPMNE tilsluttede sig i den første ”dronningerunde” de samme albanske krav, som SDSM senere tilsluttede sig. Og det kan endda dokumenteres, for det findes på papir, sagde Izet Mexhiti på tv allerede den 2. marts 2017.

Izet Mexhiti var på det tidspunkt borgmester i Skopje-kommunen Cair og en af næstformændene i det albanske BDI.

Han forkarede, at der derimod ikke var enighed om at ændre vidnebeskyttelsesloven. Når vidnebeskyttelsesloven skal ændres, er det fordi den særlige anklagemyndighed eller CJO (Специјално Јавно Обвинителство) ikke har mulighed for selv at tilbyde vidner beskyttelse. Det gør, at den særlige anklagemyndighed er afskåret fra at komme videre med en række meget kontroversielle sager – f.eks. mordene ved Smilkovci-søen, Sopot-sagen og drabet på Martin Neskovski.

Når VMRO-DPMNE er imod ændringen af vidnebeskyttelsesloven, er det efter alt at dømme, fordi partitoppen selv er involveret i sagerne. Den almindelige anklagemyndighed kan aktivere vidnebeskyttelsesaktiviteter, men oprettelsen af den særlige anklagemyndighed skyldes netop, at den almindelige anklagemyndighed regnes for at være afhængig af VMRO-DPMNE.

At vidnebeskyttelsesprogrammet skilte BDI og VMRO-DPMNE er netop, hvad aftalepapiret ifølge FOKUS fortæller.

Der var heller ikke enighed om den særlige anklagemyndighed selv. I øjeblikket kan denne myndighed kun efterforske sager, men den har – siden juni i fjor – ikke længere magt til at rejse sager. Kontroversen om den særlige anklagemyndighed handler om, at alle partier uden om VMRO-DPMNE ønsker myndighedens mandat forlænget. VMRO-DPMNE vil efter alt at dømme komme i endnu større vanskeligheder, hvis myndigheden får dette mandat. Eksempelvis ligger sagen Talir og ulmer hos chefanklager Katica Janeva hos CJO. Den handler om ulovlig partistøtte.

Det kræver 2/3 flertal i parlamentet at forlænge myndighedens mandat, ligesom det kræver 2/3 flertal at ændre på vidnebeskyttelsesloven, så ingen af delene kan vedtages uden VMRO-DPMNE’s stemmer.

Den russiske-albanske forbindelse

Aftalepapirets ægthed er der vist ingen, der er i tvivl om. Men teoretisk set er det dog muligt, at det er et falsum.

På en pressekonference onsdag, efter at sprogloven blev endeligt vedtaget, fik VMRO-DPMNE partiformand Hristijan Mitskoski spørgsmålet, hvorfor VMRO-DPMNE accepterede den albanske platforms krav i første ”dronningerunde”?

Mitskoski afviste at svare på spørgsmålet.

FOKUS’ artikel blev lagt på nettet samme dag, så Mitskoski blev muligvis taget på sengen. Men Mitskoski forholdt sig ikke til papirets ægthed.

For så vidt hænger det nationalkonservativt-russiske narrativ i laser, men det får faktisk hjælp fra en noget uventet kant, nemlig fra Albaniens premierminister Edi Rama. Rama kommer med jævnlige mellemrum med udtalelser, der er gefundenes Fressen i den national-konservative og russiske lejr.

Rama har således i nogen grad taget æren for, at den albanske platform blev til. Rusland er ikke sen til at gøre brug af sådanne udtalelser. Det kunne man for eksempel høre på den pressekonference, Ruslands udenrigsminister Sergei Lavrov i februar afholdt sammen med præsident Aleksandar Vucic i Serbien.

"Makedonsk ugemagasin spidder nationalkonservativt-russisk narrativ" blev sidst opdateret: 4. juni 2020 af John Petersen
Udgivet i Makedonien, Medier i Nordmakedonien, Ohrid Framework Agreement | Tagget , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , | Kommentarer lukket til Makedonsk ugemagasin spidder nationalkonservativt-russisk narrativ

Sprogloven i Makedonien er vedtaget

I dag er loven om sprogbrug i Republikken Makedonien blevet endeligt vedtaget. Loven betyder, at det albanske sprog i højere grad skal kunne benyttes i statslige institutioner.

Sprogbrug i Republikken Makedonien
Lovudkastet til den nu vedtagne lov banede vej for et nyt regeringsflertal i Republikken Makedonien, efter valget i december 2016. Loven ligestiller i højere grad brugen af albansk og makedonsk i landets offentlige sektor.

Det er i dag lykkedes parlamentsformand Talat Xhaferi at bringe loven om sprogbrug til afstemning i Sobranie – Republikken Makedoniens parlament . Det var lovens tredje og endelige behandling. Tredjebehandlingen var nødvendig, fordi præsident Gjorge Ivanov nægtede at underskrive loven efter andenbehandlingen.

Loven blev vedtaget med 64 stemmer fra den oprindelige regeringskonstellation bestående af socialdemokrater, SDSM, Albanernes Alliance (inklusive RDK) og BDI (DUI) samt de albanske partier uden for regeringen, BESA og PDSh (DPA).

Parlamentet har 120 medlemmer, og 109 var tilstede.

Potentielt kan regeringskonstellationen for tiden mønstre over 70 stemmer, fordi nogle af grupperingerne på decembervalgets tabende side, altså den nationalkonservative VMRO-DMPNE-koalition, har skiftet side.

Behandling er så meget sagt

Det nationalkonservative VMRO-DPMNE deltog ikke i lovens første- og andenbehandling. VMRO-DPMNE boykotter parlamentsarbejdet. Partiet er utilfreds med, at flere af dets parlamentsmedlemmer står anklaget for medvirken til stormen på parlamentet den 27. april.

En meget konkret brøde er, at parlamentsmedlemmerne simpelthen åbnede dørene for deres egne tilhængere, som længe havde holdt sig parat på pladsen foran parlamentet. De stormede derpå parlamentet. Eftersom det findes optagelser fra parlamentets overvågningskameraer, og eftersom det er blevet udsendt i en uendelighed, er der dog knapt tvivl om parlamentsmedlemmernes medvirken.

Mellem anden- og tredjebehandlingen af loven om sprogbrug, har VMRO-DPMNE givet sig selv dispensation fra partiets egen boykot. Det gjorde partiet for at kunne stille cirka 35.000 ændringsforslag til lovforslaget, der ellers kun består af omkring 4000 ord. Med en rigid fortolkning af parlamentets forretningsorden ville det betyde, at afstemningen kunne udsættes i det uendelige.

Da Xhaferi i dag satte lovforslaget til afstemning for tredje gang skete det uden at behandle de 35.000 ændringsforslag. Man fraveg altså den rigide læsning af parlamentets forretningsorden. Mange bifalder naturligvis, at Xhaferi på den måde sætter en stopper for VMRO-DPMNE’s obstruktion af lovarbejdet, men det rokker ikke ved, at der er stor uenighed, om der er hjemmel for denne måde at gennemføre tredjebehandlingen på.

Præsidenten har ikke mandat til at stoppe loven efter tredjebehandlingen. Den kan dog bringes for forfatningsdomstolen.

Ifølge VMRO-DPMNE er loven hverken i overensstemmelse med forfatningen eller Ohrid-aftalen (Ohrid Framework Agreement), mens andre mener, at loven fuldbyrder Ohrid-aftalen.

Lovens fremtid er usikker

I praksis vil loven naturligvis kun blive fulgt, hvis statens institutioner følger loven. Hvis der i statslige institutioner er modstand imod loven, så vil loven naturligvis kun blive fulgt, hvis der ligger en trussel om sanktioner, når loven brydes.

Kort sagt: hvis det gamle regimes folk fortsat sidder på nøglepositioner i de statslige institutioner – altså hele den magt, der er opbygget som en parallel magt til staten i Gruevski’s regimes tid –, og hvis domstolene i lige måde følger den parallele magt frem for landets love, så bliver loven i praksis ikke til noget.

Det frygter især de stemmer, der tænker i liberalt-demokratiske baner med vestlige lande som forbillede. Og så naturligvis under ét, Makedoniens albanere.

Gruevski forsøgte at skabe ballade

Tredjebehandlingen blev udsendt direkte på forskellige kanaler. Efter den almindelige afstemning skulle loven også til afstemning jævnfør den såkaldte Badinter-princip.  Imellem afstemningerne entrerede det gamle regimes førstemand, tidligere premierminister Nikola Gruevski, podiet – og skærmbillederne – , for meget kontant at bede Xhaferi om at afbryde samlingen.

Nogle af de lokale medier skriver, at sikkerhedsvagterne forhindrede et håndgemæng imellem formand Xhaferi og Gruevski. Og det var netop sådan, det så ud.

Badinter-princippet betyder, at der, ud over absolut flertal, skal være flertal for et lovforslag blandt begge de dominerende befolkningsgrupper – altså både blandt albanernes og blandt makedonernes repræsentanter. I praksis er det en bestemmelse, der giver albanere vetoret, hvorfor afstemningen i forbindelse med loven om sprogbrug var en ren formalitet.

"Sprogloven i Makedonien er vedtaget" blev sidst opdateret: 13. august 2019 af John Petersen
Udgivet i Makedonien, Ohrid Framework Agreement | Tagget , , , , , , , , , , , , , , , , | Kommentarer lukket til Sprogloven i Makedonien er vedtaget

Makedonske nationalister udfordrer fredsaftalen fra 2001

Ohrid-aftalen fra 2001 bringes i tvivl, når nationalkonservative og deres støtter på gaden forhindrer loven om sprogbrug i Republikken Makedonien. Makedonske oppositionspolitikere dyrker igen etniske modsætninger.

Velkommen til Kicevo Kommune
Velkomst til Kicevo Kommune på fire sprog. Kommunen er albansk domineret, så det står øverst, derefter makedonsk, engelsk og tyrkisk. Strazha (Стража), Republikken Makedonien. Foto: John Petersen.

Den nationalkonservative, makedonske opposition i VMRO-DPMNE, og således også demonstranter i Skopje, er imod lovforslaget om sprogbrug i Makedonien. Lovforslaget vil give brugen af det albanske sprog bedre betingelser i landets statslige institutioner. Det er VMRO-DPMNE imod, fordi det – angiveligt – udfordrer landets enhedslige karakter – eller ”unitary character”, som det hedder i den såkaldte Ohrid-aftale.

Sprogloven i parlamentet for tredje gang

Aktuelt er lovforslaget nået til tredje behandling i parlamentet. Det var enighed om ordlyden i lovforslaget, der banede vej for den siddende regering, så der står et veletableret flertal bag loven. Når loven skal ud i en tredje behandling, er det fordi præsident Gjorge Ivanov (VMRO-DPMNE) nægter at underskrive loven. Det har han ret til.

Præsidentens begrundelse er den ovenstående, at loven udfordrer landets enhedslige karakter og dermed – ifølge præsidenten – forfatningen. Præsidenten gør sig muligvis til forfatningsdomstol i sagen, men Ivanovs besynderlige dispositioner er hverdagskost, og præsidentens afvisning var ventet: den ligger i forlængelse af hans tidligere aktioner.

Er der flertal bag loven efter tredje behandling, har præsidenten ikke længere ret til at nægte at underskrive.

35.000 ændringsforslag udsætter tredje behandling

Derfor gør de nationalkonservative i VMRO-DPMNE alt for at forhindre, at det kommer så vidt. VMRO-DPMNE boykotter parlamentsarbejdet for tiden. De er nemlig sure over, at nogle af deres parlamentsmedlemmer og støtter er stillet for retten, hvilket skyldes at de medvirkede i stormen på parlamentet den 27. april sidste år.

Men partiet har nu givet sig selv dispensation fra dets egen boykot for at kunne forhindre, at lovforslaget kommer til afstemning. Det har partiet gjort ved at stille cirka 35.000 ændringsforslag til loven. Lovforslaget fylder cirka 4000 ord.

Det har foreløbig ført til en udsættelse af tredjebehandlingen på ubestemt tid, fordi parlamentets administration skal have tid til oversættelser og anden forberedelse.

Enhedskarakteren står ikke i modsætning til sprogloven

Ohrid-aftalen eller Ohrid Framework Agreement fra 2001 afsluttede den væbnede konflikt samme år. De albanske oprørere var imod den etno-nationalisme, der i 1991-forfatningen gjorde makedonerne til ejere af den makedonske stat, mens albanere og andre blot var tålte.

Som konsekvens heraf ønskede albanerne en føderalisering af landet eller autonomi for landets albansk dominerede områder. De fik ingen af delene. ”There are no territorial solutions to ethnic issues”, hedder det i Ohrid-aftalen. Det enhedslige præg – the ”unitary character” – består i Ohrid-aftalen i ikke at lade magtdeling følge etniske skel.

Men til Ohrid-aftalens basale principper hører også, at ”The multi-ethnic character of Macedonia’s society must be preserved and reflected in public life.”

Til udmøntningen af dette basale princip hører også aftaler om sprogbrug. Aftalen om sprogbrug består bl.a. i, at sprog der tales af flere end 20% af befolkningen også er officielle sprog i Makedonien – ud over makedonsk. Den del af aftalen fandt vej ind i den reviderede forfatning. Det betyder i praksis, at albansk er officielt sprog i Makedonien.

I Ohrid-aftalen er der altså ingen modsætning mellem statens enhedskarakter og det, at det albanske sprog nyder fremme via en lov om sprogbrug. Tværtimod.

Etniske modsætninger tilbage i makedonsk politik

Det er vistnok muligt, at det verserende lovforslag giver mere til de ikke-makedonske sprog, i praksis albansk, end Ohrid-aftalen kræver. Det skal man være godt og vel jurist for helt at få hold på. Men det er ikke det argument, nationalisterne benytter.

De benytter argumentet, at statens enhedslige karakter – ”unitary character” – bringes i fare, og at dette skulle være i strid med såvel forfatning som Ohrid-aftalen. Men det er forkert.

Når makedonske nationalister alligevel benytter argumentet, er det naturligvis fordi det appellerer til, henholdsvis afspejler, befolkningens frygt for albanske føderale ideer eller måske endog et Storalbanien. Det er formentlig det, mange hører som modsætningen til ”unitary character”. Frygten opdyrkes, henholdsvis findes, i dele af den makedonske del af befolkningen, forstås.

Argumentet er naturligvis valgstrategisk og eventuelt i brug for at blokere for reformer i regeringens 3-6-9-plan, eller hvad man nu kan forestille sig. Men der er givetvis mange af nationalisterne, der mener det alvorligt, uagtet spin og strategi: at landets enhedslige karakter bringes i fare, hvis sprogloven bliver til virkelighed, uanset at ”unitary character” i Ohrid-aftalens forstand betyder noget andet.

Oppositionspolitikken etnificeres

Dermed udfordres fredsaftalen, Ohrid Framework Agreement, og de etniske skillelinjers betydning for makedonsk oppositionspolitik tager til. Man kan naturligvis gisne om, hvad den makedonsk-nationale oppositionspolitik vil føre til i den albanske del af befolkningen.

Konklusionen ligger jo lige for: at det måske var bedre, hvis albanerne fik selvstyre eller autonomi, selvom det er en position, der stort set har været opgivet siden den væbnede opstand i 2001 blev afsluttet med – netop – Ohrid-aftalen. Hvis den konklusion vinder indpas i den albanske del af befolkningen, begynder situationen at minde om situationen op til den væbnede opstand i 2001.

Der er dog en række forskelle, som gør situationen langt mindre dramatisk. Men der er også et element, der kan bidrage til yderligere at fremme etnificeringen af oppositionspolitikken, nemlig de højaktuelle forhandlinger i navnestriden med Grækenland. Det er set før i Makedonien.

Det makedonske befolkningselement i Makedonien udgjorde i 2002 omkring 2/3, mens albanerne udgjorde omkring 1/4. Tallene var allerede dengang meget usikre, og der har siden fundet en betydelig udvandring sted.

Litteratur

Ruffer, Ari: Macedonia’s Ohrid Framework Agreement Reexamined in Response to Internal and External Crises: Reason for Cautious Optimism on Europe’s Southeastern Border, Columbia Journal of Transnational Law vol.55/2.

Framework Agreement. Concluded at Ohrid, Macedonia. Signed at Skopje, Macedonia on 13 August 2001

"Makedonske nationalister udfordrer fredsaftalen fra 2001" blev sidst opdateret: 13. august 2019 af John Petersen
Udgivet i Makedonien, Ohrid Framework Agreement | Tagget , , , , , , , , | Kommentarer lukket til Makedonske nationalister udfordrer fredsaftalen fra 2001

Jul i Smogje

Skopje, Shkup, Üsküb, Skoplje, og hvad barnet nu alt sammen hedder, er hovedstad i Republikken Makedonien. Fra december er byen dog blevet verdensetter i luftforurening, så nu holder vi jul i Smogje.

Jul i Smogje
Barn med partikelfilter i Skopje. Turist i Makedonien? Filtrene kan købes hos Kares på Dame Gruev.

Fredag aften var det lillejuleaften i Makedonien, selvom det her hedder Kolede. Det var i det hele taget lillejuleaften i lande, der følger den julianske kalender, mens Jesus, i lande der som Danmark følger den gregorianske kalender, så at sige blev født for tidligt. Nuvel, det er vist ikke helt sådan det hænger sammen, men under alle omstændigheder er det bedst at blive født så sent på vinteren som muligt, skulle man træffe at lade sig føde på denne årstid i Skopje eller en anden større by i Makedonien.

Her lægger smoggen sig nemlig om vinteren, en tæt, gråbrun dyne, der lugter af brændeovn, krematorium, koks, dagens ret og lidt til, og som tillige er fuld af vistnok lugtfrie mikropartikler. Og de sidste er jo som bekendt sundhedsskadelige.

Partikelforurening udtrykkes i mikrogram per kubikmeter, og det er her Skopjes verdensrekord kommer ind i billedet. I december nåede man nemlig et forureningsniveau, der både overskred grænseværdierne og hvad verdens øvrige forurenede storstæder kunne præstere.

I det centrale Skopje havde man således en periode på ni dage, hvor grænseværdierne for PM10 og PM2.5-partikler var overskredet med en faktor seks, altså for fx PM10-partikler over 300 mg/m3. Den 14. december var der endda målinger på over 600 mg PM10-artikler per m3 i Skopje-kommunen Karposh og ved Kyril & Metodius Universitetet.

Grænseværdien for PM10-partikler er 50 mg/m3.

Der findes flere apps, der tager data fra målestationerne i de forskellige kommuner, og som lægger dem ind i en forståelig grafik med fx grønne, gule og røde niveauer. Her er en af dem, МојВоздух (MinLuft). Den viser AQI-værdien i forstaden Lisiche (Лисиче) fredag aften.

Irrationelle julelege

I det protestantiske Danmark har kleresiet for vane at skumme fløden af rationalismen og gøre den til et produkt af Luthers logik, mens man samtidigt gør den kristne verdens irrationelle sider til udslag af rationalisme. Det er sikkert klogt, men de kristnes lillejuleaften i Skopje er i hvert fald ikke udslag af rationel tænken – og man kan i øvrigt heller ikke opdrive fløde i år.

Lillejuleaften fejres nemlig med bål i gaderne. Og ild er netop en af kilderne til luftforureningen. Det er svært at blive klog på, hvor meget der skyldes hvilke forureningskilder, men der er så nogenlunde enighed om, at brændeovne og åben ild (hjemløse) er den ene synder, mens biler er en anden og fabrikker og byggepladser en tredje.

Og dertil kommer urbaniseringen, der – som markedsliberalisterne siger – gør kagen større.

Den makedonsk-ortodokse kirke er ikke så vild med den måde at fejre lillejuleaften på, selvom man ved bålet indtager solide mængder af dejlig, traditionel mad og brændevin. Ifølge kirken er den slags lillejuleaften nemlig en invasiv art, der stammer nordfra. Nordfra er Serbien. Som bekendt vil den serbisk-ortodokse kirke ikke anerkende den makedonsk-ortodokse kirkes selvstændighed, og sådan har man sine julelege.

Sjov med fjernvarme

Der er faktisk et fjernvarmenet i Skopje, hvilket burde kunne eliminere brugen af brændeovne og affaldsfyr. Især hvis fjernvarmeværkerne bliver gasfyrede.

Men for år tilbage har mange fravalgt fjernvarme, fordi man anså fjernvarmeværkerne for at snyde med både regninger og leveringer. Altså ikke nødvendigvis varme i rørene, når der var koldt, og eventuelt regninger, der skulle dække andet end varmeregningen.

Dertil kom, at der blev afregnet per boligblok, og at den enkelte radiator ikke nødvendigvis kunne skrues op og ned. Det var tænd eller sluk, så åbne vinduer var en enkel måde at regulere varmen på.

I moderne lejligheder er der måler per lejlighed, men de, der i sin tid fravalgte fjernvarme, har uheldigvis også fjernet installationerne – radiatorerne. Det var nemlig et krav, hvis man ville slippe for regningen; derfor brugen af elvarme, brænde og alt brændbart i vintersæsonen.

Modernisering af fjernvarmesystemet er i gang, men gasforsyningen er ikke på plads. Det er under alle omstændigheder en langsigtet del af løsningerne på smog-problemet.

Russerne vil gerne levere gas til Makedonien, men det er blevet forhindret af bl.a. EU og USA’s sanktioner mod Rusland. Da den amerikanske ambassade i Makedonien i december efterlyste ideer til, hvordan luftforureningen i Skopje kunne nedbringes, var den russiske ambassade ikke sen til i et tweet at foreslå russisk gas.

Meget morsomt. Og i aften er det juleaften.

"Jul i Smogje" blev sidst opdateret: 13. august 2019 af John Petersen
Udgivet i Makedonien, Turist i Makedonien | Tagget , , , , , , , , , , | Kommentarer lukket til Jul i Smogje