Gymnasieelever ligger i protestlejr foran Undervisningsministeriet i Skopje. De er imod regeringens eksterne eksaminer, men kæmper også imod regimets logik.
Egentlig er sagen ligetil. Makedoniens regering har indført supplerende eksternt kontrollerede eksaminer for gymnasieelever. Eksaminerne gør i større eller mindre omfang gymnasielærernes bedømmelser til pynt, mens regimet gennemfører prøver uafhængigt af gymnasielærerne.
Dét er de aktionerende gymnasieelever utilfredse med. Men de fokuserer udelukkende på, at ekstra eksaminer er ekstra byrder, og at regeringens eksterne multiple choice tests ikke gør nogen gavn. De siger ikke det åbenbare: at regeringen er i færd med at fratage gymnasielærerne den magt, der følger med, når man har kompetencen til at bedømme elevernes faglige formåen.
Når det sidste er åbenbart, er det fordi regimet populært sagt har lagt staten ind under partiet VMRO-DPMNE og premierminister Nikola Gruevski selv. Det tyder i hvert fald aflytningsskandalen på. Den skandale, der fortsat folder sig ud i Makedonien. Den offentlige anklager, domstolene, de dominerende medier i Makedonien, parlamentet, lustrationskommissionen og politiet er efter alt at dømme blevet til regimets blotte instrumenter.
Selvfølgelig spørger gymnasieeleverne sig selv, om de eksterne eksaminer er endnu et skridt ad den vej.
”Men vi vil ikke på den måde blande os i politik,” siger Gorgi Stavrik, som er medlem af de aktionerende gymnasieelevers PR-gruppe.
”Vi fokuserer på at få regeringen til at opgive de eksterne eksaminer og et nyt koncept for afslutningsprøven, som også er på vej. Og det vil ikke lykkes, hvis vi indgår i det større politiske spil, hvor vi kan blive beskyldt for at gå oppositionens ærinde.”
Det upolitiske er politisk
Men den politisk neutrale position, Gorgi og gymnasieeleverne insisterer på, er naturligvis politisk, når regimet ikke anerkender den. Og det gør regimet netop ikke.
Undervisningsminister Abdilaqim Ademi (DUI) og regimets dominerende massemedier hævder, at elevernes er manipuleret af oppositionen.
I lighed med NGOer og oppositionspartier bliver eleverne regnet for lig med oppositionspartiet SDSM, og de bliver kaldet ”Sorosoider”, hvilket i regimets logik er et skældsord. Udtrykket henviser til George Soros, hvis fonde finansierer eller har finansieret en stor del af den gamle østblok og Jugoslaviens civilsamfund.
Soros er inspireret af Karl Poppers idé om pluralistiske, åbne samfund, hvor civilsamfund og folkelige bevægelser som integrerede med- og modspillere regnes for positive og nødvendige. Netop den idé har Gruevskis regime ikke sans for. Soros-finansierede aktiviteter betyder i regimets ordbog noget nær en fremmed magts indblanding.
”Hvis du ikke er med os, så er du imod os,” synes at være logikken.
Overfor en sådan logik, kan man nok så meget hævde, at man hverken tager stilling for eller imod regeringen. Positionen findes ikke. Og insisterer man alligevel på at den findes, så bliver det politisk.
Symboler forbudt
Eleverne har opslået et regelsæt på et træ i parken. Alkohol er bandlyst, man skal rydde op efter sig, den slags. Men man kan også se, at eleverne har forbudt hinanden at lufte politiske, etniske og nationale symboler.
”Det er fordi vi vil undgå intern splid blandt eleverne. Vi vil ikke identificeres med politiske partier eller uvedkommende sager,” siger Gorgi.
Det kunne selvfølgelig godt ses som noget positivt, hvis EU-flaget optrådte sammen med statens og albanernes flag og f.eks. bøsser og lesbiskes symbol og så videre, forklarer Gorgi.
”Men det er nok desværre mere sandsynligt, at det ville komme til strid imellem os. Og hvem ville kunne bebrejde os det, vi har jo aldrig lært om tolerance.”
Ude på pladsen, hvor stemmerne kun taler for sig selv, kan man dog godt få en mere fyldig forklaring på forbuddet imod at lufte symboler. Blandt de aktionerende er Blagoja Kamchevski, som forklarer det således:
Hvis vi lufter forskellige nationale, politiske, religiøse eller andre symboler, så vil det bekræfte regeringen i, at vi blot er manipuleret af oppositionen:
”Regeringen vil os for lidt, og oppositionen vil os for meget,” fastslår Blagoja.
En anden supplerer og siger, at hvis albanernes flag optrådte i lejren, så ville medierne gøre alt for at skabe en konflikt. De ville skrive, at vi er ude på at udløse de etniske spændinger i landet, og at vi gør det på oppositionens vegne.
Regeringen vil gerne have spændinger, for det tager opmærksomheden væk fra krisen, siger han, og begynder at forklare om aflytningsskandalen.
Det ubetydelige får betydning
Der er cirka 25 telte i Journalistparken og vel cirka 150 gymnasieelever til stede tirsdag aften. Flere cirkulerer ud og ind, så måske er det samlede antal større. Det er nu på anden uge, at gymnasieeleverne overnatter i parken foran Undervisningsministeriet.
Blagoja står sammen med Mila Simovska, som uagtet kampen imod eksterne eksaminer er meget begejstret for stemningen og sammenholdet blandt eleverne.
”Vi er som en stor familie, og vi foretager os ting sammen og etablerer kontakter, som peger fremad,” siger Mila.
Det er noget helt nyt blandt gymnasieelever i Makedonien, at vi mødes på tværs på den her måde, forklarer hun:
”Jeg holder for eksempel workshops om origami, og det har jo ikke noget med sagen at gøre, men pludselig er der tid til at mødes om noget andet, mens vi venter på ministerens reaktion.”
Bag en afskærmning i tusmørket holder cirka 50 elever et stående møde. Et åbent telt ligger lidt i forgrunden med to teltstænger plantet helt ude på en flisebelagt parksti. Der sidder en tre-fire stykker i teltet og samler på underskrifter og sympatitilkendegivelser fra de forbipasserende.
Rundt omkring sidder studerende sammen og hver for sig. De spiller skak og drikker kaffe, spiser daggamle gevrek, snakker, ryger og roder med papir, plakater, tusch, soveposer og ternede tæpper, og forbereder sig på endnu en nat i parken.
Gymnasieelevernes Plenum
De aktionerende gymnasieelever arbejder under titlen Gymnasieelevernes Plenum eller Средношколски Пленум. De har allerede i marts og april gennemført demonstrationer i flere byer. I en periode boykottede de undervisningen, og det gør de nu igen.
Den største demonstration fandt sted den 23. april. Omkring 13.000 deltog og demonstrationen fik følge af Studenternes Plenum, som i slutningen af 2014 aktionerede imod nogle lignende tiltag i forhold til universiteterne.
Gymnasieelevernes Plenum er en ad hoc bevægelse med en flad struktur. Man organiserer sig i grupper, der varetager bestemte opgaver; eksempelvis PR-gruppen, som er nævnt oven for.
