Baggrunden for #Протестирам #Protestoj og stordemonstrationen i Skopje i morgen er alt andet end etnisk. Læs her om opgøret i Republikken Makedonien.
Mandag leverede USA’s ambassadør Jess L. Baily en sønderlemmende kritik af premierminister Nikola Gruevski’s regime i Republikken Makedonien.
Baily var flankeret af alvorlige miner tilhørende ambassadørerne Charles Garrett, Laurence Auer, Massimino Bellelli og Christine Althauser fra henholdsvis Storbritannien, Frankrig, Italien og Tyskland, samt EU’s repræsentant i Skopje, Aivo Orav.
Ambassadørerne kom lige fra et møde med Gruevski. Det var jo umiddelbart efter slaget i Kumanovo i weekenden, så kameraerne ventede. Med regeringsbygningens kridhvide og nyetablerede flamingofacade som baggrund præsenterede ambassadørerne så et øksehug af en erklæring, som bragte opmærksomheden om Makedoniens politiske krise tilbage.
”Den makedonske regerings passivitet sår alvorlig tvivl om Makedoniens regerings tilslutning til det euro-atlantiske samfunds demokratiske principper og værdier,” hed det blandt andet. På den baggrund kan Makedonien naturligvis hverken blive NATO- eller EU-medlem. Heller ikke, hvis navnestriden bliver løst.
Makedonien såvel som resten af verden havde ellers alene haft fokus på Kumanovo, hvor 8 politifolk og fjorten modstandere måtte lade livet i weekenden, efter at politiet angreb en gruppe svært bevæbnede mænd. En bekvem forstyrrelse for Gruevski, om end på en sørgelig baggrund.
Selvom de regeringskontrollerede og dominerende makedonsk-sprogede medier behændigt undlod at viderebringe den kritiske del af ambassadørernes tale, så kunne det ikke undgås: forstyrrelsen var blevet forstyrret. Gruevski og regimet måtte tilbage til de dybere problemer.
Zaevs evindelige bombe
Vil man forstå bevæggrundene for den prostestbevægelse, der under hashtagget og overskriften #Протестирам eller #Protestoj, har sitret i Skopje i den seneste uge, må man som minimum kigge et halvt års tid tilbage. Протестирам og protestoj betyder “Jeg protesterer” på henholdsvis makedonsk og albansk.
I efteråret 2014 begyndte Zoran Zaev at true regimet. Zaev er leder af Socialdemokraterne, SDSM, og derfor leder af oppositionen. Eller i hvert fald leder af den makedonske del af oppositionen, for makedonere og albanere har hver deres partier.
Det tog måneder, og det var trættende at høre på. Der ville falde en politisk bombe, som ville få regeringen til at falde, hævdede Zaev besværgende. Det lød spændende i starten, men folk efterhånden op med at tro på den evindelige bombesnak.
Men den 31. januar skete der noget. Ved to-tiden tonede premierminister Gruevski frem på skærmen for Makedoniens borgere fra et tv-transmitteret pressemøde. Han ville tale om den politiske situation, hed det i første omgang, men fulgte i stedet op på en indenrigsministeriel meddelelse, som blev givet kort forinden: Zoran Zaev og tre andre vil blive sigtet for spionage og for at have forberedt et kupforsøg, hed det.
Sigtelsen havde baggrund i, at en kreds omkring Zaev angiveligt lå inde med ulovlige telefonaflytninger og mere til. Tanken var at offentliggøre materialet som en politisk bombe under regeringen Gruevski, hed det. Hvad det sprængfarlige bestod i, var der ikke noget nyt om.
De øvrige sigtede var og er tidligere leder af det hemmelige politi Zoran Verusevski med frue samt en embedsmand i Strumica, hvor Zaev er borgmester. Verusevski blev allerede anholdt ugen før, hvor forklaringen lød, at der var børneporno på hans computere.
Der er siden rejst anklager, som ikke har med børneporno at gøre.
Kamp om historien
Fra Gruevski og regimets side, herunder mange medier, føg det med begreber som ”kupforsøg”, ”spionage” og ”afpresning”, mens oppositionen tog til genmæle med sit eget narrativ: at dette var ”første skridt på vejen mod frihed og demokrati”.
Kampen om historien var allerede i fuld gang, og den udkæmpes fortsat.
I Makedonien bringer det god mening på den måde at kæmpe om historien, for ingen tror på, at domstolene vil bidrage til at kaste lys over det virkelige hændelsesforløb.
Såvel befolkningen som eksempelvis EU går ud fra en sammenblanding af den dømmende og den udøvende magt. Netop det skulle i øvrigt vise sig at blive dokumenteret med den aflytningsskandale, der kom til at udspille sig fra den 9. februar.
Bomben ifølge Gruevski
SDSM havde boykottet parlamentsarbejdet siden valget i april 2014. Og det gør partiet fortsat. SDSM boykotter, fordi det mener, at Gruevski’s VMRO-DPMNE og juniorpartneren DUI eller BDI snød sig til valgsejren i 2014.
Som betingelse for at genoptage parlamentsarbejdet stillede SDSM, at valget skulle gå om, og at der i mellemtiden skulle dannes en teknisk overgangsregering. Gruevski kunne naturligvis ikke gå med til nogen af delene.
Den 31. januar forklarede Gruevski, at han havde holdt fire møder med Zaev mellem september og november 2014. På disse møder skulle Zaev have afpresset Gruevski. Hvis ikke Gruevski gik ind på SDSM’s ovennævnte betingelser, så ville de kompromitterende oplysninger blive offentliggjort.
Ifølge Gruevski var nogle af de oplysninger, Zaev på baggrund af aflytningerne kunne afsløre for Gruevski, nøjagtige.
Det førte allerede efter det første møde til den politimæssige efterforskning, sagde daværende politi- og indenrigsminister Jankuloska om aftenen den 31. januar. Efterforskningen sikrede ifølge Jankuloska blandt andet en række computere, som tilhørte de sigtede.
Gruevski gjorde – vel for en sikkerheds skyld – også opmærksom på, at andre oplysninger var unøjagtige i Zaev’s gengivelse.
Der var således nok til at rejse sigtelse, måtte man forstå, men der var også mulighed for at afvise indholdet, hvis Zaev vovede at lade bomben falde. Det gjorde han, og der viste sig endda at være mange bomber.
Den nuværende regering består af den makedonske VMRO-DPMNE koalition under premierminister Gruevski og det albanske DUI (eller BDI på albansk) under ledelse af Ali Ahmeti. Det er den regeringskoalition, der eventuelt står til at vælte.
Bomben springer
Zaev afslørede den 9. februar, hvad den længe annoncerede politiske bombe potentielt set indeholdt. Det var i sig selv den første bombe. Reaktionerne var afmålte, selvom angiveligt 20.000 borgere var blevet aflyttet. Pressemødet den 9. februar dannede mønster for, hvordan bomberne faldt i de følgende måneder.
Mønsteret er, at Zaev præsenterer indholdet i bomberne. En række kendte og mindre kendte socialdemokrater flankerer ham, men partiets logo danner bageste baggrund. Herefter afspilles en samling aflytninger, som typisk angår et bestemt tema.
SDSM kalder selv hele processen for Sandheden om Makedonien eller Вистината за Македонија.
Ifølge Zaev stammer aflytningerne fra Makedoniens egen sikkerhedstjeneste, hvor ”modige” insidere har lækket materialet. Heri ligger naturligvis en beskyldning om, at Gruevski og hans efterretningstjeneste under Saso Mijalkov står bag har aflytningen af Makedoniens top-20.000. Mijalkov og Gruevski er fætre.
Regimet med det dominerende regeringsparti VMRO-DPMNE og premierminister Gruevski hævder, at materialet er tilvejebragt via en udenlandsk efterretningstjeneste, som Zaev og SDSM samarbejder med. Videre hedder det, at denne udenlandske efterretningstjeneste er ude på at destabilisere Makedonien.
Det er et narrativ, som Rusland via sit propagandaapparat bakker op om. Den russiske version er, at USA og EU ønsker at forhindre den såkaldte Turkish Stream, som er en projekteret gasledning, der via Tyrkiet skal gå over Grækenland, Makedonien (fYRoM), Serbien og så ind i Ungarn og EU. Teorien er altså, at aflytningerne vil vælte Gruevski’s regime, som er positivt indstillet overfor Turkish Stream.
Ingen har præsenteret dokumentation for denne konspirationsteori, men russiske medier præsenterer den som et faktum – også via Sputnik, som bl.a. findes på dansk. Det er desuden karakteristisk for de russiske propagandamedier og de makedonske regeringsstyrede medier, at de ikke forholder sig til indholdet i bomberne.
Heroverfor er det karakteristisk for bevægelsen #Протестирам #Protestoj og for oppositionen under SDSM, at de i den grad er interesseret i bombernes indhold. Det er let at forstå, for hvis indholdet står til troende, så kan man nærmest sige, at Gruevski og hans topfolk har formået at stjæle en hel stat.
Regimet har erhvervet staten
I skrivende stund er der offentliggjort 31 bomber og den 32. bombe er netop ved at gå af. I det store hele viser bomberne, at regimet populært sagt har lagt staten ind under partiet VMRO-DPMNE og premierminister Gruevski selv.
Den offentlige anklager, domstolene, de dominerende medier, parlamentet, lustrationskommissionen og politiet er efter alt at dømme blevet til regimets blotte instrumenter. Bomberne har også vist ganske almindelig berigelseskriminalitet på fællesskabets bekostning (korruption) og så naturligvis valgsvindel.
Den 15. februar sprang bombe nummer to. Den viste, hvordan regimet sammenblander den udøvende og den dømmende magt. En af optagelserne er i særklasse interessant, fordi den fremstår, som om Jankuloska har fikset en sag for finansminister Zoran Stavreski, så han får tiltalefrafald i nogle kriminelle forhold. Hun har tilsyneladende udvirket tiltalefrafaldet hos Marko Zvrlevski. Zvrlevski er i dag chef for Makedoniens anklagemyndighed! Det har Sax Strand skrevet om i Jorden brænder under Makedoniens magthavere.
Den 20. februar sprang bombe nummer tre. Den viser, hvordan regimet gennemfører et setup på en politisk modstander i 2011. Modstanderen er Ljube Boskoski, som ellers tidligere tilhørte regimets venner, og som blev frikendt for krigsforbrydelser af tribunalet i Haag. Også det kan man læse mere om i Jorden brænder under Makedoniens magthavere.
Bombe nummer fire viser, hvordan den daværende chef for det hemmelige politi, Mijalkov, reelt er de traditionelle mediers chefredaktør. Det har Sax Strand skrevet om i Redigeres makedonske medier af regimet selv?
Den 2. marts sprang ”chokoladebomben”, som har nummer seks. Oppositionen og økonomer har længe hævdet, at den makedonske økonomi er katastrofal, og at regimet skjuler de reelle økonomiske tal. Bombe seks viser, at de højprofilerede ministre, finansminister Stavreski og daværende politi- og indenrigsminister Gordana Jankuloska er enige i oppositionens kritik. Det har jeg skrevet om i Makedoniens ministre er enige i oppositionens kritik.
Bombe syv gik af den 6. marts, og den handler om valgsvindel. Den afslører, hvordan Makedoniens nuværende regering svindlede sig til valgsejre i 2013. Det har Sax Strand skrevet om i Nu med dokumentation: VMRO-DPMNE svindlede sig til valgsejren.
Bombe nummer otte handler igen om valgsvindel og afslører endda særdeles kreative metoder. Bomben sprang den 10. marts og Sax Strand skrev den 11. marts under titlen: Makedonien: kejseren står nøgen, men er undersåtterne nudister.
Den tiende bombe er et eksempel på magtmisbrug med personlig vinding som motiv. Det er Gruevski selv, der vinder. Eksemplet er beskrevet i USA står bag Zaev, hævder Sputnik fra den 17. marts. Bomben sprang den 15. marts.
Den attende bombe viser, at Gruevski personligt stod bag en politisk studehandel i 2011, som gav amnesti til mulige albanske krigsforbrydere. Aftalepartneren var naturligvis regeringspartneren, det albanske DUI. Bomben viser også, hvordan regeringstoppen har styr på deres egne parlamentarikerne via kontrakter med videre. Overtegnede har omtalt bomben i Makedonsk politisk handel gav amnesti til krigsforbrydere.
Den nittende bombe viser, at Makedoniens lustrationsproces (eller lutringsproces) er politiseret. Politiske modstandere stemples tilsyneladende som kommunistiske meddelere. Bomben er beskrevet af Sax Strand i Makedonien udrenser kollaboratører – godt og vel.
Der er i de øvrige bomber mange flere eksempler på valgsvindel og kontrol med medierne og domstolene. Man hører desuden om myndigheders forfølgelse af virksomheder, der tilhører modstandere, politisk udpegede dommere og journalister, aflytning af journalister, parlamentarikere der presses til på forhånd at underskrive nedlæggelsen af deres eget mandat, korruption i forbindelse med store anlægsarbejder, bestikkelse, politienheder uden for resortministerens kontrol, jobs i staten til partimedlemmer, racistiske udtalelser om Roma, planlagte øretæver til Skopjes center-borgmester, aflytning af udenlandske ambassader og om den mangelfulde efterforskning af den regimekritiske FOKUS-redaktør Mladenovs eneulykke.
Derudover demonstrer regimets aflyttede folk undertiden en hjerteløshed, et ganske modbydeligt sprog om såvel venner som fjender og en beskidt tone. Det betyder noget, fordi deres offentlige fremtoning har været en ganske anden.
Nogle har fået deres værste anelser bekræftet, andres verdensbillede er krakelleret, mens en tredje gruppe på forskellige måder forpupper sig i forskellige bortforklaringer – de sidste var nok de fleste i begyndelsen, men der er blevet færre efterhånden.
#Протестирам #Protestoj
Tirsdag den 5. maj sprang bombe nummer 29. Den handlede om mordet på Martin Neskovski. Han blev tævet ihjel af politimanden Igor Spasov i sommeren 2011. Bomben viser, hvordan regimet først forsøger at dække over mordet. Senere, da der ikke var nogen vej uden om, forsøgte man at tørre hele skylden af på Spasov.
Det har jeg skrevet om i Skopje to minutter i ketchup.
Denne bombe udløste en spontan demonstration tirsdag, som er gentaget hver dag siden. Først foran regeringsbygningen og senere, da området omkring regeringsbygningen blev skærmet af, foran parlamentsbygningen. Demonstrationerne bliver koordineret via de sociale medier og de to hashtags #Протестирам og #Protestoj.
Skyderierne i Kumanovo lagde en dæmper på demonstrationerne i et par dage.
De spontane demonstrationer var naturligvis ikke koordineret af SDSM, som forsøger at få modstanden i mod regimet til at kulminere i morgen, søndag, klokken 14.
Det er altså med baggrund i Zaev’s bomber, at man i morgen kan forvente stordemonstration i Skopje. Det er praksis i Makedonien, at regimet sørger for, at modstandere ikke når frem fra resten af landet. F.eks. tilbageholder politiet køretøjer og sender dem til syn. Også det bekræfter aflytningerne.
SDSM og Zaev har heroverfor meddelt, at man vil ankomme i traktorer om nødvendigt. Og demonstrationen vil i øvrigt fortsætte, indtil Gruevski trækker sig, har Zaev sagt.
VMRO-DPMNE har indkaldt til moddemonstration mandag.
Spillet om den etniske dimension
Der er ingen væsentlig etnisk dimension i denne konflikt. Men det kan meget nemt blive en fordel for regimet, hvis konflikten kan præsenteres som etnisk.
Det formentlig allerbedste, der kan ske for regimet, er, at udenlandske medier præsenterer konflikten som etnisk. Rusland og serbiske medier gør hvad de kan for at fremme historien om, at det handler om et Storalbanien, og nogle albanske medier uden for Makedonien fremstillede Kumanovo-skyderierne som et makedonsk angreb på civile albanere. Og også i vesten bidrager man uforvarende til at fjerne opmærksomheden om konfliktens ikke-etniske kerne.
Eksempelvis havde DR2 tirsdag morgen et indslag, som omtrent havde overskriften ”Etnisk uro i Makedonien”. Indholdet i indslaget var dog ikke så firkantet. Og Ritzaus Bureau citerede Karsten Fledelius for, at politistyrker kæmpede imod etnisk albanske grupper i Kumanovo, og fortalte i det hele taget en historie om, at albanere stod overfor slavere.
Den etniske dimension flytter opmærksomheden fra konfliktens kerne. Det fører desuden til, at Gruevski og regimet kan hævde den historie, regimet fra begyndelsen har sat i søen: En udenlandsk efterretningstjeneste er interesseret i at destabilisere Makedonien, og Zaev, SDSM, ”Sorosoiderne”, #Протестирам #Protestoj, studenterne i Studentski Plenum, lærerne i Professor Plenum og mange andre, går denne udenlandske efterretningstjenestes ærinde – og udløser etnisk uro.
Det er af samme grund, at uafhængige medier i Makedonien mistænker regimet for eller simpelthen som givet går ud fra, at regimet selv står bag skyderierne i Kumanovo og forløberen i Gosincë (Гошинце).
Hvis man vil forstå, hvad ”Sorosoider” betyder i det makedonske regimes univers, så læs for eksempel Makedoniens gymnasieelever imod et mangehovedet uhyre.