For indvånere i Republikken Makedonien gælder det selve statens navn, om man så blot er på sviptur til Grækenland, og bag grænsebommene er der samlingskraft i oldtidsminder og IKEA. Flere småting går op for overtegnede på en bustur fra Skopje til Thessaloniki.
”Nu skal du bare se, hvordan europæerne tér sig,” fastslår min lokale tolk og ledsager selvsikkert fra sædet ved siden af. Han har allerede forklaret, hvordan Makedonien er kvintessensen af alt, hvad der er typisk europæisk. Det er ham, der har fået ideen til, at vi skal på bustur fra Skopje til Thessaloniki.
Egentlig spurgte jeg blot, om navnestriden mellem grækerne og makedonerne var noget, der kun fandtes i medierne? Eller om den betød noget for folk? Og her i bussen er der folk. Helt almindelige borgere fra Skojpe, der skal på kombineret indkøbstur og kulturrejse til Thessaloniki og til det græske Makedonien.
Rejsen starter i Skopje
Der er mørkt omkring bussen, og det støvregner. Den spredte belysning på parkeringspladsen spejler sig i vandpytterne, og vinterfrakker og paraplyer haster forbi. Døren oppe foran åbner en gang imellem med det karakteristiske pift og lukker en eller flere søvndrukne makedonere ind i bussen.
Bussen er halvfuld af mennesker her klokken seks om morgenen, og folk venter lidt med at tage overtøjet af. Bussen er stadig kold.
Den minder om en skolebus i 70’erne. Stofindtrækket er kunstigt på alle mulige måder. Materialet er kunstigt, farverne skriger, mønsteret imiterer ægte tæpper, og i stil passer det til de flettede bagagenet over sæderne, der er udført i klar guldplast. Og så lugter der af gammel cigaretrøg, selvom ingen benytter de askebægre, der stadig findes på ryggen af sæderne. Og vi sætter igang med et ryk. Der er vist noget med gearkassen.
Grækerne sætter en grænse
Efter et par timers kørsel i morgentågen, hvor vi efterhånden har fået varmen og lidt søvn, lyder turguidens morgenrustne stemme i højttalerne:
”Så ankommer vi til grænsestationen, jeg samler pas og visa ind om et øjeblik, og vi holder en pause, indtil vi må komme igennem,” siger han på makedonsk. Folk vågner langsomt rundt omkring i mørket, mens vi ruller ind på grænsestationens våde asfalt og finder den rette bås.
E75 krydser grænsen ved Gevgelija, hvor landskabet begynder at flade ud og grænsevagterne har bedre udsyn. Min ledsager er lysvågen og hiver triumferende sit pas frem. Han arbejder for den Makedonske stat og har, hvad han kalder et diplomatpas. Det giver adgang til EU uden et visum.
”Læg nu mærke til, hvad der sker i praksis,” siger han og fortsætter:
”Det her er grænsevagter, der er ansat af den græske stat, som jo ikke anerkender navnet Makedonien.”
Der går nu en halv times tid, før der dukker nogle forskellige uniformer op. Den ene slags er vist toldere, og den anden grænsevagter. En af grænsevagterne får passene af turguiden. Efter yderligere en halv times tid dukker de op igen. Passagerne får udleveret pas og visa, og jeg lægger mærke til, at visa ikke er klistret eller stemplet ind i passet. Visum er udstedt separat af de græske myndigheder, og har en smuk dekoreret forside, hvorpå der står:”Skopje”.
Grænsebetjentene kan på den måde undgå at stemple passene, hvorpå der jo står ”Makedonien”, og dermed indirekte anerkende navnet på staten Makedonien.
Det ternede papirdiplomati
”Men følg nu med,” siger min ledsager, for nu kommer vagten med hans pas.
Han har ikke noget visum, for hans diplomatpas er jo i sig selv et visum til EU-landet Grækenland. Grænsevagten vil diskutere sagen og er fornærmet, for tolken burde jo have fået et visum med, mener han. Det virker på ham som om sagen er besværlig, og han forlader bussen igen. Et øjeblik efter kommer han tilbage, har tilsyneladende fået vide, hvad han skal gøre. Han kigger olmt på min ledsager, river et stykke ternet papir ud af en lille blok, stempler det lille stykke papir, og lægger det ind i diplomatpasset.
Således har grænsevagten undgået at anerkende navnet Makedonien med et stempel, alle formaliteter er overholdt, og turen kan fortsætte:
”Det er rent teater,” siger tolken: ”Jeg har været her masser af gange før, og de ved udmærket godt, hvad mit pas betyder.”
Athen administrerer Sydmakedonien
Selv giver jeg mig til at latterliggøre den græske barnagtighed. Starter et længere foredrag for min ledsager, der munder ud i noget i retning af, at nu må de s’gu se at komme ind i kampen og få anerkendt navnet Makedonien, de grækere.
Mens jeg taler, ruller vi ud af grænseområdet, og jeg bliver afbrudt af turguiden, som nu starter sin del af forestillingen. Han bringer mit løsslupne foredrag tilbage til realiteterne:
”Vi er nu på vej ind i det sydlige Makedonien, som jo i øjeblikket administreres fra Athen,” siger han Gud hjælpe mig, og jeg synker lidt længere ned i sædet, sender en telepatisk undskyldning til den græske grænsevagt, og min ledsager griner af min skandinaviske uskyld.
Verginasolen skinner fra oldtiden
Vi skal omkring Florina eller Voden, som byen hedder på makedonsk. En lille bjergby, hvor folk taler makedonsk. Nu har de godt nok boet der siden før det moderne Makedonien blev opfundet, så nogen vil hævde, at det vil være mere korrekt at kalde sproget bulgarsk, som stort set er det samme. Den slags detaljer hænger turguiden sig dog ikke i. For ham er der et samhørighedsforhold mellem det moderne Makedonien og Voden, som betjener sig af det samme sprog.
Det kulturelle højdepunkt er besøgene i Pella og Vergina. Begge rummer oldmakedonske hovedstæder. Pella er blot ruiner, livløse søjler og en berømt gulvmosaik, mens det moderne Vergina huser museet med de arkæologiske gravkamre. Man regner med, at den ene grav er Philip II af Makedoniens, og ikke mindst regner man med, at gravskrinet med den berømte Verginasol på, er hans.
Verginasolen er blevet til symbol på Philips rige, men den findes også i den græske provins Makedoniens flag, og også staten Makedonien indførte ved sin oprettelse i 1991 Verginasolen i sit nye flag. På den måde viste man, at der var kontinuitet mellem nutidens og oldtidens Makedonien. Det blev der med græsk mellemkomst sat en stopper for, og Makedonien måtte finde et andet anerkendelsesværdigt flag.
”Alt i museet er makedonsk,” hævder guiden, mens bussen finder vej ind i Vergina, ”men lad nu være med at provokere museumsfolkene,” forklarer han, ”for de ved ikke bedre end det, de har lært i skolen, og det der står på plancherne.”
Der er et par passagerer, der ryster på hovedet over turguidens konspirationer, og der er vist også nogle stykker, der ikke lytter længere.
IKEA samler makedonerne
Snart ruller vi videre mod rejsens mål, havne- og handelsbyen Thessaloniki, hvor det er meningen, vi skal handle. Jeg har ikke begreb skabt om, hvad man indkøber i Thessaloniki, men det skal vise sig den næste dag, at det ved tolken alt om.
Den fantastiske havnepromenade med udsigten over bugten og de livlige caféer og restauranter langs kajerne i centrum må nemlig vige pladsen for indkøb.
For en stund troede jeg, Verginasolen var makedonernes foretrukne turistmål i det græske Makedonien. Det var forkert. Tyve minutters bybuskørsel fra centrum ankommer vi nemlig til IKEA. Her er der betydeligt mange flere makedonere end på museerne, og her kan man få noget, der endnu ikke er til at opdrive i Makedonien. Enkelt design, lyst træ og pastelfarver i samlesæt, som det kan lade sig gøre at bakse ind i bagagerummet i en bus.
Vi hilser vistnok på hele vort rejseselskab i IKEA, som tydeligvis var valfartens hovedmål.
