Titanic, tortur og TNT i Makedonien

Den særlige anklager i Republikken Makedonien har en særlig forkærlighed for ord, der begynder med T. Derfor vrimler det med underforståede T-ord i de makedonske medier. Her er en guide.

I dag er der parlamentsvalg i Makedonien. Valget er et tidligt valg, udskrevet inden valgperiodens udløb. Valget er en af mange ingredienser i forsøget på at bringe Makedoniens politiske krise til ophør. Ingredienserne blev oprindeligt fastlagt i den såkaldte Przhino-aftale i sommeren 2015.

Mediernes valgomtaler, herunder især de sociale, vrimler med ord, der begynder med T. Det skyldes en anden ingrediens i forsøget på at stoppe den politiske krise, nemlig den særlige anklagemyndighed. Den særlige anklagemyndighed (Специјално Јавно Обвинителство) blev også til med Przhino-aftalen. Den ledes af Katica Janeva, som uafhængigt af landets almindelige offentlige anklagemyndighed, skal forfølge de sager, der opstod i kølvandet på aflytningsskandalen.

Aflytningsskandalen viste, at regimet under den nationalkonservative VMRO-DPMNE partiformand Nikola Gruevski i Makedonien, har bevæget landet væk fra, hvad man almindeligvis betragter som kerneelementer i et demokrati – retsstatsprincipper, ytringsfrihed, magtens tredeling, og sådan.

Men den viste også, at regimets topfolk og proselytter tilsyneladende har betjent sig af ganske almindelig kriminalitet. Det er de forhold, Katica Janeva undersøger. Hver af undersøgelserne får en arbejdstitel. Derfor kan man jævnligt læse om ”TNT”, ”Tortur”, ”Titanic” og ”Transporter” i Makedoniens medier, for nu blot at nævne dem, der også på dansk begynder med T.

På makedonsk hedder sagerne henholdsvis ”ТНТ”, ”Тортура”, ”Титаник” og ”Транспортер”, mens yderligere fem sager hedder ”Тврдина”, ”Тресор”, ”Таргет”, ”Тендер” og ”Топлик”. Det betyder i sammenhængen sådan cirka ”fort”, ”bankboks”, ”mål” og ”udbud”, mens ”Toplik” er et stednavn. I albanske medier bliver de ni titler til henholdsvis ”TNT”, ”Tortura”, ”Titanik”, ”Transporter”, ”Fortesa” eller ”Kaleja”, ”Thesari”, ”Target”, ”Tender” og ”Toplik”.

T-sagerne rejses af den særlige anklager selv, men Katica Janeva har også mandat til at overtage gamle sager, der blev omtalt i aflytningerne. Det gælder f.eks. sagen om mordene ved Smilkovci-søen, som hedder Монструм eller Monstra på henholdsvis makedonsk og albansk, og sagen fra Sopot. Den hedder Сопот henholdsvis Sopoti på makedonsk og albansk.

Katica Janeva og hendes team har også overtaget kup-sagen, Пуч henholdsvis Puç på makedonsk og albansk, som er den sag regimet har rejst imod oppositionsleder Zoran Zaev og tre andre. De blev allerede i begyndelsen af 2015 sigtet for spionage og kupforsøg, da aflytningsskandalen startede.

Endelig er der sagen om mordet på Martin Neskovski og sagen om det planlagte overfald på Andrej Žernovski. Også de sager har Katica Janeva mandat til at kigge nærmere på, fordi indholdet i aflytningerne vitterligt gør sagerne til sager.

Domstolen kigger nu på den første sag

Efter alt at dømme er landets domstole i det store hele en del af regimet. De regnes for at gøre, hvad de får besked på. De modarbejder til ingens overraskelse og til manges bifald Katica Janeva. Derfor er der også tilbagevendende rygter om, at der vil blive etableret en slags særdomstol.

Men det er dog netop lykkes for den særlige anklager at få domstolene til at åbne en enkelt sag. I den sag er en 5-10 ansatte i det hemmelige politi anklaget for at have destrueret bevismaterialer, som viste at de var involveret i de aflytninger, der ad uvisse veje senere blev offentliggjort af regimets opposition.

Når der er en sag, er det fordi det hemmelige politi foretog aflytningerne uden lovhjemmel. Minimum omkring 6.000 personer, men sandsynligvis tre gange så mange, er blevet ulovligt aflyttet. Dokumenter og materiel blev ifølge den særlige anklager destrueret i marts, april og maj 2015.

Det er den sag, der hedder ”Тврдина”, ”Fortesa” eller ”Kaleja”.

Chefen for det hemmelige politi hed indtil maj 2015 Saso Mijalkov. Han er fætter til regimets leder, daværende premierminister, nuværende formand for VMRO-DPMNE Nikola Gruevski.

Et vidne er afgået ved døden

I april 2016 blev den fyrreårige Kosta Krpac fundet død i sin lejlighed. Han havde, ifølge politiet, først skudt sin bil på en parkeringsplads i det centrale Skopje, og dernæst sig selv oppe i sin lejlighed. Krpac var leder af anpartsselskabet Finzi, som ikke er et helt ukendt firma i Makedonien.

Krpac samarbejdede med den særlige anklager, som efterfølgende erklærede, at han havde vidnet for anklageren, og at han af samme grund var blevet truet på livet.

Finzi og derfor Krpac er knyttet til den sag, der hedder ”Тресор” eller ”Thesari”. Finzi har ifølge den særlige anklager i en femårig periode købt aflytningsudstyr til telekommunikation hos en leverandør i Storbritannien. Udstyret blev solgt videre til Makedoniens Politi- og Indenrigsministerium for en højere pris. Differencen, må man formode, scorede den gruppe embedsmænd i ministeriet, som den særlige anklager har i kikkerten. Gruppen består af fire embedsmænd.

Nogle af personerne er de samme som dem, der er anklaget i ”Тврдина”-sagen ovenfor. Det hemmelige politi hører under indenrigsministeriet.

Finzi er en gammel kending

For år tilbage undersøgte en gruppe journalister ejerforholdene omkring medierne i Makedonien. Også her optrådte anpartsselskabet Finzi. Finzi ejer en af de netportaler, der propagerer for regimet, så derfor var det interessant at se på, hvem der ejer Finzi?

Man fandt ud af, at Finzi var stiftet af et amerikansk selskab af samme navn. Det amerikanske selskab blev drevet af et cypriotisk selskab, men ejeren af selskaberne fandt man ikke. Man fandt dog interessante sammenfald, som bl.a. omfatter Saso Mijalkov og T-Mobile, det allestedsnærværende vagtselskab SGS og flere af de andre propagandamedier. T-Mobile er netop det selskab, som volder vanskeligheder i en af den særlige anklagers andre sager, Target-sagen. T-Mobile har blot skiftet navn til Makedonski Telekom. Ejer er Deutsche Telekom.

Target-sagen kolliderer med Gruevskis valgkamp

For et par uger siden offentliggjorde den særlige anklager sine begrundede formodninger i den såkaldte ”Таргет”– eller “Target”-sag. Sagen handler om aflytningsakten selv. Ifølge den særlige anklager er ti højtrangerende embedsmænd i det hemmelige politi mistænkt for at stå bag aflytningerne.

Den særlige anklager nævner ikke navne, men det er igen Saso Mijalkov, der er på alles læber.

Ifølge den særlige anklager er aflytningerne gennemført af Makedoniens hemmelige politi, eller i hvert fald af dets mandskab og på dets eget apparatur.

Det stiller naturligvis spørgsmålstegn ved det mantra, Mijalkovs fætter, altså formanden for VMRO-DPMNE, den forhenværende (og måske kommende) premierminister Gruevski, i det uendelige har gentaget: at aflytningerne er udtryk for en fremmed tjenestes ønske om at destabilisere Makedonien.

Katica Janeva kunne da også meddele, at hun ikke havde bevis for, at Gruevskis telefon var blevet aflyttet, ligesom hun ikke havde bevis for, at nogen udenlandsk tjeneste var indblandet i aflytningsakten.

Ikke desto mindre har Gruevski i valgkampen fortsat brugen af mantraet.

Det er ikke lykkedes den særlige anklager, at få den tredje af landets relevante telefonoperatører til at udlevere de nødvendige data. Anklageren har ikke sat navn på, hvem dette tredje selskab er, men det har operatøren selv. Deutsche Telekom, som ejer Makedonski Telekom – det tidligere T-Mobile –  har således genmælet, at selskabet skam samarbejder.

Ifølge Alsat-M har kan den særlige anklager end ikke få domstolene til at udstede en ransagningskendelse.

Bitolas skolebusser er pengemaskiner

I en af de mange optagelser, som offentligheden fik at høre i løbet af 2015, taler finansminister Zoran Stavreski med politi- og indenrigsminister Gordana Jankuloska om borgmesteren i Bitola (Monastir). Borgmesteren bliver kaldt korrupt, og blandt andet omtales nogle penge, der officielt bliver brugt til skolebuskørsel.

Borgmesteren Vladimir Taleski er valgt for VMRO-DPMNE. Han og skolebuskørslen er genstand for den undersøgelse, der hedder ”Transporter”. Sagen går ud på, at Taleski betaler busselskaberne en massiv overpris. Pengene er øremærkede penge, der kommer fra staten og altså skatteyderne. Men busselskaberne betaler så formentlig penge tilbage under bordet til borgmesteren eller kommunen.

Det er denne korrupte pengestrøm, som såvel finansminister som indenrigsminister altså er helt bevidste om i en af de lækkede telefonsamtaler. Hverken Jankuloska eller Stavreski er længere ministre. Jankuloska gik af umiddelbart efter skyderierne i Kumanovo, og Stavreski trak sig i sommeren 2016 – angiveligt på grund af sygdom.

Trofæjagten på Boskoski

Den tredje portion af aflyttede samtaler blev offentliggjort den 20. februar 2015. Portionerne blev kaldt ”bomber”, og i bombe nummer tre kunne man høre, hvordan regimets medier og topfolk planlagde arrestationen af Ljube Boskoski i 2011.

Ljube Boskoski var i opposition til Nikola Gruevski, og arrestationen var et set-up.

Under arrestationen blev Boskoski udsat for en meget hårdhændet behandling, tilsyneladende uden anden grund, end at regimets medier skulle have nogle gode billeder fra trofæjagten. Det er igen Saso Mijalkov, der er en af hovedpersonerne i sagen.

Den særlige anklager undersøger sagen under titlen ”Tortur”.

TNT i den politiske værktøjskasse

Forretningsmanden og politikeren Fijat Tsanoski måtte for nogle år siden lide den tort, at se en af ham nybygget boligblok blive nedrevet af myndighederne. Tsanoski havde gjort en fejl. Han havde vendt sig imod imod Nikola Gruevski, som han ellers tidligere havde været politisk allieret med.

I bombe nummer fem, omkring 1. marts 2015, kunne befolkningen i Makedonien høre, hvordan Gruevski og daværende Transportminister Mile Janakieski og borgmesteren i Skopjekommunen Gazi Baba planlagde nedrivningen af Tsanoskis byggeri. Alle valgt for VMRO-DPMNE.

Nedrivningen var efter alt at dømme en straffeaktion. Den særlige anklagemyndighed har annonceret, at man undersøger sagen under overskriften ”TNT”, og at den for myndigheden handler om embedsmisbrug og om illegalt at nedrive en boligblok.

Titanic handler om valgsvindel

Den 6. og 10. marts 2015 sprang de politiske ”bomber” nummer syv og otte. Bomberne var aflytningssekvenser, som oppositionen under ledelse af Zoran Zaev offentliggjorde i løbet af 2015. Bombe syv og otte viste, at regimets topministre koordinerede den valgsvindel, der holdt VMRO-DPMNE-regimet flydende. Aflytningssekvenserne er fra 2013. Og sagen kaldes Titanic.

På valgsvindlernes kommandobro stod efter aflytningerne at dømme både Politi- og indenrigsminister Gordana Jankuloska (VMRO-DPMNE) og Trafikminister Mile Janakieski (VMRO-DPMNE). Svindelmetoderne var mangeartede og opfindsomme.

De hovedmistænkte i sagen er de samme to ministre samt regeringens generalsekretær, Kiril Bozinovski (VMRO-DPMNE). Jankuloska og Janakieski gik af omkring den 12. maj 2015, umiddelbart efter Kumanovo-skyderierne. Adskillige andre er i søgelyset, herunder dommere og tidligere medlemmer af valgkommissionen, som er det organ, der bl.a. behandler klager over valgsvindel.

Den særlige anklagemyndighed fortalte offentligheden om sagen i februar 2016. Ved den lejlighed sagde en af talskvinderne, Fatime Fetai, at sagen for anklagemyndigheden handler om krænkelse af borgeres valgrettigheder, om organiseret kriminalitet, destruktion af valgmateriale, bestikkelse, misbrug af offentlige midler og meget mere. Motivet var både at fastholde magten og at sikre privilegier for de mistænkte selv, sagde Fetai.

Men! På Titanic og andre skibe i internationalt farvand gælder, at kaptajnen er både udøvende og dømmende magt. Kaptajnens magt bliver således ikke forstyrret af uafhængige domstole.

Følger man denne sag i medierne, virker det netop som om domstolene er underordnet de mistænkte. Således begyndte regimet kort efter sagens offentliggørelse at arbejde på at udvide præsidentens beføjelser i forhold til at kunne udstede ”amnesti”. Operationen lykkedes. Forfatningsdomstolen, som netop anses for at være en del af regimet, udvidede præsident Gjorge Ivanovs (VMRO-DPMNE) beføjelser til bl.a. også at omfatte valgsvindlere.

Men da Ivanov meddelte sit ”amnesti” til bl.a. de Titanic-mistænkte, brød den kulørte revolution ud, og Ivanov blev senere tvunget til at trække ”amnestiet” tilbage.

Toplik er et forsvindingsnummer

Republikken Makedonien måtte i 2016 udrede firmaet Sun City’s forgæves investeringer i forbindelse med et byggeri af samme navn som firmaet, Сончев град på makedonsk. Og desuden betale renterne, som alene beløb sig til en million €

Det var nemlig ikke lovligt for staten at sælge det solfyldte sted, ”Toplik”, som firmaet skulle have bygget på. Derfor gik byggeriet aldrig i gang, og handlen måtte gå tilbage.

Ulovligheden har at gøre med, at de mistænkte i Transportministeriet ifølge den særlige anklagemyndighed udmærket vidste, at salget var ulovligt, og at byggeriet aldrig ville kunne gå i gang. Seks personer i Transportministeriet er derfor under mistanke for bevidst at have kanaliseret statslige midler ud af statskassen.

Det er igen aflytningsskandalen, der har kastet denne sag af sig.

Mile Janakieski var Transportminister, indtil han – som nævnt – gik af omkring den 12. maj 2015.

Svindel med statslige byggeudbud

Museet for Kampen om Makedonien, eller i daglig tale VMRO-museet, er en del af projektet Skopje 2014. Det er nybygget og åbnede i 2011. Som et statsligt byggeri var byggeriet omfattet af reglerne om offentlige udbud.

Blandt aflytningerne var også en samtale, der viste, at den offentlige udbudsproces kun var tilsyneladende i forbindelse med færdiggørelsen af VMRO-museet. Entreprenøren Beton Stip havde i realiteten fået opgaven, allerede inden udbudsmaterialet var offentliggjort.

Også den særlige anklagemyndighed fortolker samtalen på den måde, og derfor er en række embedsfolk i kulturministeriet og i den offentlige udbudskommission mistænkt i sagen.

Kulturminister Elizabeta Kanceska-Milevska er iblandt de mistænkte. Hun har bedyret sin uskyld og i øvrigt givet udtryk for sin foragt for den særlige anklagemyndighed.

Anklagemyndigheden arbejder med den eventuelle omgåelse af udbudsreglerne under titlen ”Тендер” eller ”Tender”.

Gangstermetoder i Zernovski-sagen

Den 19. april 2015 sprang bombe nummer 23. Her kunne man høre, hvordan daværende premierminister Nikola Gruevski og daværende transportminister Mile Janakieski planlagde et overfald på borgmesteren i Skopjes centrum-kommune, Andrej Žernovski.

Den særlige anklager præsenterede formelt anklagerne i september 2016. Fjorten personer, herunder Gruevski, skal i retten for at have beordret, planlagt eller forsøgt at udføre overfaldet. Det kræver dog, at dommerne de facto har kompetencen og også viljen til at gennemføre sagen og ikke trække den i langdrag. Foreløbig er sagen udsat.

Toppolitikernes problem var ifølge den særlige anklager, at en lokalplan i 2013 var undervejs i Skopjes byråd, som ville stride imod samme VMRO-DPMNE-toppolitikeres forretningsmæssige interesser. Hvis den altså blev vedtaget. Derfor organiserede partiet en demonstration i forbindelse med det relevante byrådsmøde, og i løbet af denne demonstration var det, at Mile Janakieski skulle organisere et ”scenario”, hvor Zernovski for rullende kameraer ville få tildelt ”en fem-seks slag”, som Gruevski-stemmen anbefaler. Eller ”…tre gange, hårdt,” som stemmen senere siger.

De partitro kadrer demonstrerede da også i juni 2013. De demonstrerede imod, at lokalplanen ifølge dem omfattede lukning eller nedrivning af en ortodoks kirke. Det havde dog ikke noget på sig. Det var et påskud. Det lykkedes ikke at slå borgmesteren, som nåede ud af bygningen, inden det kom så vidt.

Det slørede drab på Martin Neskovski

Den 22-årige Martin Neskovski blev i sommeren 2011 tævet ihjel af Igor Spasov. Spasov var politimand i den specialstyrke, der hedder ”Tigrene”.  Martin var i Skopje centrum den 6. juni for at fejre VMRO-DPMNE’s valgsejr. Spasov var på arbejde og passede på ministrene. Spasov skal i retten have forklaret, at Martin var på vej op på scenen, hvorfra de sejrende talte, og det udløste de dødbringende slag.

Regimet hævdede først, at det ikke kendte noget til sagen. Senere hævdede man blot at have fundet en død narkoman på en bænk. Desværre for politiet og regimet var der vidner, så i længden kunne man ikke opretholde løgnen, og Spasov blev dømt. Det foregik alt sammen før aflytningsskandalen.

Men tirsdag den 5. maj 2015 sprang ”bombe” nummer 29. Enhver kunne høre, hvordan regimets folk i 2011 først forsøgte at dække over drabet på Martin Neskovski. Dernæst, da der ikke var nogen vej uden om, forsøgte man at tørre hele skylden af på politimanden Spasov. Man diskuterede også, hvad man skulle sige til medierne. Et forslag var, at man kunne forsøge at hævde, at politimanden var socialdemokrat, mens Martin jo var tilhænger af VMRO-DPMNE.

Ellers gik øvelsen ud på at holde regimet fri for skyld, mens al skyld skulle falde på Spasov. I sommeren 2011 hævdede premierminister Nikola Gruevski netop over for offentligheden, at Spasov ikke var på arbejde og derfor handlede som privatperson. Men på optagelserne kunne man i 2015 høre, at det ikke passede. Man kunne også høre, at Gruevski bad Jankuloska om at gå ud i offentligheden og sige det samme, som han selv.

Blandt de samtalende stemmer er, foruden Nikola Gruevski og politi- og indenrigsminister Jankuloska, også premierministerens stabschef Martin Protuger, lederen af det hemmelige politi, Saso Mijalkov, og indenrigsministerens talsmand Ivo Kotevski.

Den særlige anklagemyndighed vil gerne kigge nærmere på sagen om at sløre drabet. Katica Janeva har dog ikke lagt skjul på, at Neskovski-sagen vil kræve vidnebeskyttelse. Janeva har dog ikke selv magt til at udløse landets vidnebeskyttelsesprogram. Det kan kun landets almindelige juridiske system, som efter alt at dømme ikke er uafhængigt af de personer, der givetvis ville blive anklaget i en eventuel sag.

Det kræver altså en lovændring, hvis Janeva skal have lov at aktivere vidnebeskyttelsesprogrammet, og den lovændring bad hun om i foråret. Den blev i september 2016 nedstemt i parlamentet.

Sopot og Monster er sager vom Giftschrank

Sagerne “Sopot” og “Monster” har været rejst ved domstolene før aflytningsskandalen, så de er ikke navngivet at den særlige anklagemyndighed. Begge sagerne er sprængfarlige, fordi de dømte i sagerne sandsynligvis er uskyldige. Og ikke mindst, fordi de dømte er albanere.

Som nævnt hedder sagerne retteligen “Монструм” og “Monstra” henholdsvis “Сопот” og “Sopoti” på makedonsk og albansk.

Hvis der er tale om et af regimet orkestreret justitsmord, så ligger der naturligvis et motiv bag, ligesom der må være nogle ansvarlige. Mange frygter, at sandheden om disse sager har potentiale til alt det værste: at de mange fronter i makedonsk politisk, herunder både inter-etniske og intra-etniske, slår om i vold.

Sopot er en lille by i nærheden af Kumanovo. I 2003 kom to NATO-soldater af dage i en mineeksplosion. De afdøde polske soldater var del af en fredsbevarende mission, som kort efter blev overtaget af EU. En retssag fulgte og 12 lokale, etniske albanere, blev dømt for med vilje at have placeret minen.

Der har altid været tvivl, om det nu også var de rette, der blev dømt. Kort efter at dommen faldt i 2010 besluttede man, at sagen skulle gå om, fordi et af vidneudsagnene viste sig ikke have nogen værdi. Sagen er endnu ikke begyndt. Den tenderer til hele tiden at blive udsat.

I en af de offentliggjort aflytninger i 2015 kan man høre daværende politi- og indenrigsminister Jankuloska samt daværende chef for det hemmelige politi, Saso Mijalkov, diskutere Sopot-sagen. Det er tydelig, at de regner sagen for at være følsom, og at også de regner den oprindelige dom for at hvile på et spinkelt grundlag.

Det er denne samtale, der giver den særlige anklagemyndighed kompetencen til at gå ind i sagen. Den særlige anklagemyndighed har i efteråret bedt om at få sagen, hvilket var tæt på at føre til nye lovbrud: Først afviste formanden for ”de offentlige anklageres råd”, Petar Anevski, at overdrage sagen, fordi det efter hans mening betød noget, at sagen lå før 2008. Efter at adskillige eksperter havde doceret, at Anevski tog fejl i sin læsning af den særlige anklagemyndigheds mandat, trak Anevski sin afvisning, men fastholdt alligevel, at ”de offentlig anklageres råd” skulle tage stilling i sagen. Rådsmødet har endnu ikke fundet sted. I mellemtiden havde de to albanske medlemmer af de offentlige anklageres råd, Arbër Isaku og Mexhit Jusufi, nået at tage afstand fra formanden.

Den særlige anklager, Katica Janeva, har gjort det klart, at det vil være nødvendigt at aktivere vidnebeskyttelsesprogrammer, hvis man skal nå til bunds i Sopot-sagen. Her har hun den samme udfordring som i Martin Neskovski-sagen. Hun har ikke selv kompetence til at tilbyde vidnebeskyttelse. Det har derimod det system, som muligvis forsøger at dække over sandheden i Sopot-sagen.

Nøjagtigt det samme gælder i Monster-sagen.

Monster-sagen er identisk med mordene ved Smilkovci-søen, hvor fem lystfiskere måtte lade livet i et massemord, formentlig uden at vide hvorfor. De blev myrdet den 12. april 2012 i Skopjes nordlige udkant. Fire 18-20 årige blev tilsyneladende henrettet, for de var linet op i en række, mens en femte mand i fyrrerne blev skudt et stykke fra de fire. Måske fordi han havde set for meget. Alle de myrdede var makedoner.

Ugerningen fandt sted ved den kunstigt anlagte Smilkovci-sø, som ligger ved siden af Skopjes ringmotorvej på det nordlige stræk.

Fire mænd, etniske albanere, blev i 2014 dømt i sagen. Selvom de dømte formentlig ikke er helt almindelige lovlydige borgere, så er det fortsat et almindeligt synspunkt, at de dømte er uskyldige i monstersagen. Det er fortsat uklart, hvorfor de myrdede blev myrdet. Pårørende til de myrdede tror heller ikke på, at de rette gerningsmænd er dømt.

Der har flere gange været albanske masseprotester i relation til sagen – i anledning af anholdelserne, ved domfældelsen, på årsdage og så videre.

Den særlige anklagemyndighed har hjemmel til at gå ind i sagen, fordi sagen omtales i det aflytningsmateriale, som er overdraget til myndigheden. Offentligheden har ikke hørt optagelserne, men mens aflytningsskandalen rullede i 2015 sagde Zoran Zaev flere gange, at materialet fandtes. Der blev naturligvis spekuleret en del i, hvorfor Zaev ikke kunne, turde eller ville afspille Monster-materialet.

Kup-sagen smuldrer

I weekenden omkring den 1. februar 2015 sigtede regimet fire personer for spionage og for at forberede et kup. Man rejste sigtelse imod SDSMs og den makedonske oppositions leder Zoran Zaev, en embedsmand fra Strumica, hvor Zaev er borgmester, samt den tidligere leder for det hemmelige politi, Zoran Verusevski, og dennes kone.

Det var få dage før den første ”bombe” i aflytningsskandalen sprang.

Regimet, reelt Nikola Gruevski, hævdede at kunne bevise, at han var blevet afpresset af Zaev. Aflytningsmaterialet blev brugt til afpresning, ifølge Gruevski. Det er denne afpresning, som i regimets vokabular bliver til ”kup”, ”kupforsøg” og ”kupforberedelse”, og som herefter fik regimet til at omtale sagen under overskriften ”Пуч”, altså kup, eller på albansk Puç.

Og Gruevski havde tilsyneladende en sag, selv hvis ordet ”kup” ikke er retvisende. ”Nogen” kunne nemlig pege på en YouTube-optagelse af Gruevski og Zaevs samtaler. Optagelserne viser Gruevski, der spørger, hvor Zaev har aflytningsmaterialet fra – altså ”bomben”, som Zaev truede med at udløse – og Zaev bekræfter, at materialet kommer fra udlandet.

Efterfølgende sagde Zaev naturligvis, at det med at tørre den af på udlandet blot var for at dække over den virkelige kilde.

Sagen ligger nu hos den særlige anklager. Target-sagen, som er beskrevet ovenfor, har dog kastet et noget andet lys over sagen. Anklagen om spionage for udlandet og kupforsøg synes at smuldre. Katica Janeva har da også gjort klart, at Target-sagen vil få betydning for Kup-sagen.