Et uventet indslag førte tirsdag til aflysning af UEFA-kvalifikationskampen i Beograd mellem Albanien og Serbien. For øjnene af de serbiske tilskuere fløj et albansk flag ned over stadion, båret af en drone, og udløste derpå tumult og aflysning. Læs her, hvorfor aktionen var en klar provokation.
Det var ikke alene et albansk flag, der fløj ned over stadion i Beograd tirsdag. Det var den sorte albanske dobbeltørn på en rød baggrund, der viste omridset af et Storalbanien; et Storalbanien, som foruden Albanien omfatter Kosovo, det vestlige Makedonien og det sydligste Serbien. Omridset var flankeret af Ismail Qemali og Isa Boletini, og teksten”autochthonous” prydede tillige flaget.
Umiddelbart kan man synes, at det er en relativt uskyldig tossestreg på niveau med baneløbere, som tilskuerne passende kunne have mødt med en portion humoristisk sans. Men det er nok for meget at forlange i sammenhængen.
Autokton betyder ”på egen jord” og afsendt fra albanske kredse er signalet naturligvis, at albanerne altid har beboet både Kosovo og de andre områder, og at områderne ret beset tilhører albanerne. Den nationale serbiske version er den omvendte, at Kosovo oprindeligt var serbisk, mens albanerne for en stor dels vedkommende må betragtes som indvandrere. Ismail Qemali og Isa Boletini er begge figurer fra tiden omkring Albaniens grundlæggelse, og for at sige det kort: sammenstillet signalerer de, at det ikke var alle de albanske lande, der ”kom med” i Albanien.
Derfor kan der dårligt være tvivl om, at droneflyvningen ikke var ment som et humoristisk indslag. Scenen kan dårligt være bedre valgt, hvis man ønsker at holde gammelt fjendskab i live.
At det heller ikke i fodboldsammenhænge bringer mening at betragte Albanien og de øvrige ”albanske lande” som helt adskilte størrelser er også klart: en stor del af Albaniens spillertrup består af albanere fra Kosovo. De har dobbelt statsborgerskab. Fans fra både Albanien, Kosovo og Makedonien ville være valfartet til Beograd for at hylde Albaniens hold, hvis det ikke lige var fordi UEFA havde forment dem adgang til kampen.
En makedonsk forbindelse?
Det er i skrivende stund ikke klart, hvem der står bag droneflyvningen, men med udgangspunkt i Facebook fyger rygtet, at det er Shvercerat i Makedonien. Shvercerat, som betyder smuglerne, er en fanklub af albanere i Makedonien, der følger Albaniens landshold. Rygtet skyldes, at Schvercerat på deres Facebook profil meget tidligt offentliggjorde et billede af det omtalte flag med en hilsen fra Makedonien:
Auf dem rot gebeizten Küchentisch liegt die Zeitung. Der Stuhl auf dem ich sitze, knarrt auf vertraute Weise, es duftet nach Kaffee und vom Fenster geht der Blick über die erntereifen Felder von Vosnæsgård, hinter denen sich die Mühle von Segalt erhebt.
Von hier, vom Kernland der Århus Stiftstidende, ist es weit bis nach Schleswig. Meine Eltern abonnieren sie schon seit ewigen Zeiten, überlegen aber zur Zeit, ob sie das Abo kündigen sollen, da so viel Merkwürdiges in der Zeitung steht. Sport und Sachen aus Kopenhagen und so was. So verhält es sich auch heute, während ich die Stiftstidende wie immer langsam durchblättere.
„Jütländer kämpfen über Kattegat-Brücke” lautet die Titelschlagzeile in großen Buchstaben. Den weitaus meisten Teil der Seite füllt ein Foto von Jørgen Mads Clausen, dem Vorstandsvorsitzenden der Danfoss AG. In der Nähe von Fynshav, an der Ostküste von Alsen, steht er in einem weißen, kurzärmeligen Hemd unter blauem Himmel und schaut durch sein mitgebrachtes Fernglas nicht nur auf die Wellen der Ostsee, sondern auch in die Zukunft.
Und in der Zukunft sieht er eine Brücke von Bøjden auf Fünen bis nach Fynshav, berichtet die Stiftstidende. Brücken von Alsen nach Fünen landen nicht per se auf den Titelseiten in Århus. Aber es ist eine Schlagzeile wert, wenn Clausens Brücke angeblich die Verbindung über den Kattegat ersetzen soll, also eine mögliche Brückenverbindung von Seeland über die Insel Samsø nach Ostjütland.
Weiter hinten in der Stiftstidende wird die Story fortgeführt: auf Seite 8 und 9 kämpfen Ost- und Südjütländer darum, wo der größte Bedarf für eine Brücke besteht. Lars Larsen vom Dänischen Bettenlager gegen Jørgen Mads Clausen von Danfoss. Ich lege die Zeitung beiseite.
Die Geschichte stammt von Sonntag, dem 8. August. Die Stiftstidende teilte sie dann mit der Sonntagsausgabe von Berlingske Tidende in Kopenhagen, die dafür auch die Titelseite hergab. Der Winkel in Berlingske war derselbe wie in der Stiftstidende: Kampf. „Der Kaufmann vom Bettenlager und der König von Als kämpfen um Prestigebrücke”, lautete eine Überschrift.
Die Leser von Berlingske haben es im Geiste wohl vor sich gesehen: jütländische Bauernknechte mit gewetzten Sensen, bereit, wie in alten Zeiten für den schnellen Weg in die Hauptstadt zu kämpfen.
Schleswig als redationelle Kernaufgabe
Plötzlich wird mir klar, dass alles, was sich südlich der Grenze befindet, in der medialen Behandlung dieser Geschichte durch völlige Abwesenheit glänzt, sowohl was den Fragewinkel, den Problemhorizont als auch die Argumentation angeht. Die Medien decken diese Geschichte aus einem rein dänischen Winkel ab.
Ich finde, das könnte man zum Vorteil aller ganz anders machen, sofern man Schleswig als Ganzes wieder auf unserer mentalen Landkarte verankern möchte. Ich denke auch, dass es ein Gewinn für Schleswig wäre, wenn es Medien gäbe, die Schleswig als Ganzes in das Zentrum ihrer redaktionellen Arbeit rücken würden.
Im Nachfolgenden benutze ich den Begriff Schleswig. Ich könnte auch vom Grenzland sprechen oder von Sønderjylland und es damit in seiner alten, historischen Bedeutung sehen. Was zählt, ist, dass ich über das Gebiet in etwa zwischen der Eider und der Königsau schreibe.
Und, lassen Sie mich auch das ganz klar sagen: Für mich ist nichts falsch daran, dass die Journalisten von Berlingske den Kampf in den Fokus rücken, wenn es eben ein Kampf ist. Es ist auch nicht verkehrt, wenn ihr Problemhorizont Schleswig ausblendet oder dass sie aus einem rein dänischen Blickwinkel berichten. Das ist ganz logisch. Sie beschäftigen sich mit Dänemark und mit dänischer Verkehrspolitik für Leser in Dänemark. Schleswig als Ganzes spielt in ihrem redaktionellen Spektrum keine Rolle.
Außerdem mache ich mich hier auch nicht zu einem Fürsprecher für eine südlich oder nördlich verlaufende Brücke. Dazu habe ich keine fertige Meinung. Für mich ist die Geschichte über die Brücke nur ein Beispiel. Sie ist ein Beispiel für eine Geschichte, die man auf eine ganz andere Art hätte erzählen können, in der Schleswig als Ganzes eine Rolle spielt.
Ich denke hierbei an frühere Artikel in GRÆNSEN. Carl Holst, der Vorsitzende des Regionsrats von Süddänemark, und Jørgen Mads Clausen haben eine ähnliche Gesamtperspektive. Carl Holst will eine zusammenhängende Wachstumsregion von der Königsau bis zur Eider schaffen, in der die gemeinsame Existenz ein Schlüsselbegriff ist, erzählt er Erik Lindsø (in GRÆNSEN Nr. 1, 2010). Über die Region muss berichtet werden, meint er, oder wie er es formuliert, sie muss „deutlich gemacht“ und „lanciert“ werden. Entsprechend argumentiert Jørgen Mads Clausen dafür, dass die Grenzregion zusammenwachsen müsse und eine Fernsehstation „Nachrichten und Themensendungen verbreiten“ könne, „die die Region zusammenführen könnten“ (in GRÆNSEN Nr. 5, 2009). Die Medien sollten die Unwissenheit beseitigen und uns einander über die Grenze hinweg bekannt machen, meint Clausen.
In Århus ist Schleswig gar nichts
„Unglaublich,“ denke ich zuhause am rot gebeizten Küchentisch. Die Brücke zwischen Alsen und Fünen würde einer uralten Verkehrsader zwischen Schleswig und der Hauptstadt neues Leben einhauchen und das wird noch nicht einmal erwähnt.
Die Geschichte wäre eine Supervorlage, wenn man so denkt wie Jørgen Mads Clausen und Carl Holst in den zitierten Ausgaben von GRÆNSEN. Die habe ich gerade noch einmal gelesen und jetzt liegen sie mit der zusammengefalteten Stiftstidende auf deren gewohnten Ablage.
Eine Woche ist vergangen und drüben in Vosnæs wird geerntet. Ich schalte das Notebook ein, hole mir einen Schreibblock und entwerfe eine fiktive Überschrift: „Schleswig kämpft für die Brücke“ und darunter die Unterzeile: „Wir wollen kein Randgebiet mehr sein, sagen die schleswigschen Bürgermeister über eine zukünftige Brücke“. Ich stelle mir vor, dass es für eine Zeitung einfach sein müsste, am Telefon die Meinung der Bürgermeister der Städte Flensburg, Schleswig und Husum über die Brücke einzuholen.
Ich fange an in den Internet-Ausgaben diverser Zeitungen zu surfen. Ob irgendjemand wohl den gleichen Gedanken gehabt hat? Schreiben sie alle ohne Ausnahme über den Kampf der Jütländer? Vielleicht gibt es ja wenigstens einen einzigen Journalisten, dessen Gedanken über die Grenze hinaus reichen. Ich finde keinen. Stattdessen öffne ich die Website der Stiftstidende, in der der „Kampf“ weitergeht: „Es gibt keine Argumente dafür, dass eine Brücke zwischen Alsen und Fünen irgendetwas Verbindendes haben könnte“, schreibt ihr Chefredakteur Flemming Hvidtfeldt in einem Leitartikel. „Auf jeden Fall nicht in Dänemark.“
In Århus liegt die mentale Grenze bombenfest, denke ich für mich, denn würde man nur einen kleinen Teil von Deutschland miteinbeziehen, müssten sich eigentlich Argumente für das Verbindende finden lassen. Mir fallen die Kampfhähne der letzten Woche ein: „Bei der Verbindung über das Kattegat handelt es sich ja um einen viel größeren und wichtigeren Kampf, der enorme Bedeutung hat“, sagte Bettenlager-Larsen über den Unterschied zur Alsen-Verbindung. Und weiter: „Unser Komitee repräsentiert ein gigantisches Gebiet.“
Der Journalist Henrik Havbæk Madsen blies in dasselbe Horn. Er verfasste eine Nachrichtenanalyse und seine Art, die Sache zu behandeln, war faktisch ein wenig herablassend. Es wäre höchstens eine Art Ablass an das periphere Dänemark, Stimmenfängerei, würde man für eine Brücke nach Alsen eintreten. Eine Brücke nach Alsen, das wäre wie die beiden Autobahnen im „sehr dünn bevölkerten“ Vendsyssel im nördlichen Jütland. Die Autobahnen waren in den 1980er Jahren der Preis des sozialdemokratischen Folketing-Abgeordneten Risgaard-Knudsen aus Frederikshavn für seine Zustimmung zur Brücke über den großen Belt. Der Volksmund nennt die zwei Autobahnen daher auch „Risgaard“ und „Knudsen“. Die Brücke nach Alsen könne man daher entsprechend „Jørgen Mads Clausens Brücke“ nennen, so die Meinung von Havbæk Madsen.
Faktisch hat Jørgen Mads Clausen selbst dazu beigetragen, dass man sich so über ihn und das Projekt lustig macht. Er hat sich nämlich selbst kleingeredet und sich der für die Randgebiete typischen Rhetorik bedient: „Das Problem für uns im peripheren Dänemark ist, dass die Entwicklung in den großen Städten geschieht”, sagte er zur Stiftstidende, und es sei „wichtig, mehr wirtschaftliche Entwicklung in Südjütland, besonders in der Kommune Sønderborg zu schaffen.”
Und auf die Weise passt alles zusammen. Es ist das gigantische Gebiet gegen das dünn bevölkerte, irgend etwas gegen gar nichts. Aber das Rechenexempel könnte man auch anders führen.
Dankbare Zahlen
In der Region Mitteljütland, die ein Gebiet von 13.142 km² umfasst, wohnen ca. 1,2 Mio. Menschen. Das sind ja deutlich mehr Menschen, als die etwa 250.000, die auf 3.938 km² im früheren Kreis Sønderjylland leben – von der Kommune Sønderborg ganz zu schweigen.
Zählt man aber Südschleswig mit, kommen zusätzlich rund 420.000 Menschen in einem Gebiet von 4.176 km² dazu. Vergleicht man das ganze Schleswig mit der kompletten Region Mitteljütland, stehen ca. 670.000 Schleswigern also über 1,2 Mio. Mitteljütländer gegenüber. Allerdings hat jeder Mitteljütländer beinahe doppelt so viel Platz zum leben.
In ganz Schleswig-Holstein leben 2,8 Mio. Menschen. Sie bewohnen ein Gebiet, das in etwa so groß ist wie die Region Mitteljütland mit ihren 1,2 Mio. Einwohnern. Rechnet man den alten Landkreis Sønderjylland dazu, kommt man auf rund 3 Mio. Menschen in den alten Herzogtümern.
Summa summarum: es ist ein Leichtes, die ganze Rhetorik auf den Kopf zu stellen. Die alten Herzogtümer sind Goliath, die mit einer Autobahn über Alsen mit Kopenhagen verbunden würden, während die Region Mitteljütland David ist, ein Randgebiet mit nur 1,2 Mio. Einwohnern. Und Hamburg kommt in dem Rechenexempel noch nicht einmal vor.
Hier ist es an der Zeit, dass ich ein weiteres Mal meine Pointe unterstreiche, da mir völlig klar ist, dass sich gegen diese Zahlenspiele und Vergleiche sehr viel einwänden lässt. Ich möchte keinesfalls verteidigen, dass die oben dargestellten Rechenbeispiele besser sind, als die der Leute in Århus. Ich möchte damit nur auf den eigentümlichen Umstand verweisen, dass es keine Medien gibt, die Schleswig als Ganzes betrachten und die Geschichte unter diesem Blickwinkel darstellen.
Deswegen schließe ich mich den Zeitungsmeinungen à la Berlingske nicht an. Die Geschichte lässt sich ohne Weiteres auf eine ganz andere Weise erzählen, wenn man ganz Schleswig als Problemhorizont mit einbezieht: „Die Schleswiger wollen nicht länger Randbewohner sein“, schreibe ich nun in meinen Block. Und dazu die Unterzeile: „Parteien und Bevölkerung sind sich einig. Der Weg zu Wachstum in Schleswig führt über Clausens Brücke.“
Wir könnten heute alle Schleswiger sein
Lassen Sie mich über ein weiteres Beispiel von einer Geschichte berichten, die man auch „auf schleswigsch” erzählen könnte. Davon gibt es übrigens viele.
Anfang August wurde Tom Buk-Swientys neues Buch angekündigt. „Dommedag Als“ – „Schicksalstag auf Alsen“ – ist der Titel (s. die Rezension in dieser Ausgabe von GRÆNSEN). In der Vorankündigung hieß es, dass man in dem Buch würde lesen können, dass König Christian IX. 1864 die Möglichkeiten für eine Eintritt des dänischen Gesamtstaats in den Deutschen Bund untersuchte. Christian IX. tat dies unter größter Geheimhaltung und erst nach den Niederlagen von Düppel und Alsen, die Dänemark in seiner staatlichen Existenz bedrohten. „Dänemarks Einverleibung in Deutschland“ wurde daraus in den heutigen dänischen Medien. Die Geschichte über den „Landesverräter“ Christian IX. nahm in den Medien sehr viel Raum ein.
Hatte sich der Verlag Gyldendal damit eine kluge Verkaufsstrategie für das Buch zurechtgelegt, hatte er richtig gehandelt. Natürlich provozierte es die heutigen Dänen und Journalisten, dass Dänemark in seiner Gänze keine Selbstverständlichkeit ist. Hier nur einige der Überschriften und Schlagzeilen:
Wie hätten aber die Überschriften in einem Medium ausgesehen, das Schleswig als Horizont hat? Man hätte z.B. den Bürgern auf den Fußgängerzonen in Schleswig das Mikrofon unter die Nase halten können und fragen können:
„Christian IX. wollte seinerzeit Schleswig nicht in zwei Hälften teilen, was denken Sie darüber?“ Und was würde wohl geschehen, hätte man Jørgen Mads Clausen oder Carl Holst diese Frage gestellt? Das hätte vielleicht in solchen Überschriften resultiert:
„Christian IX. wollte ein ungeteiltes Schleswig“. „War Christian IX. Multikulti?“ „Wir könnten heute alle Schleswiger sein“. „Christian IX. wollte das dänische Randgebiet bis nach Hamburg ausweiten”.
Den richtigen Fokus wählen
Mittlerweile ist es hier am Küchentisch September geworden und in Vosnæs ist die Ernte eingefahren. Wenn ich das nächste Mal hier sitze, werden noch mehr Geschichten geschrieben worden sein und Schleswig wird man darin weder erwähnt noch beachtet haben. Und es wird immer noch weit sein von Århus nach Schleswig.
Ich könnte mir denken, dass der nächste entsprechende Artikel in der Stiftstidende von Sønderborg und Århus handelt, die ja um den Titel als Europäische Kulturhauptstadt 2017 konkurrieren. Vielleicht kommt die Stiftstidende mit einer Überschrift à la „Kampf der Jütländer um den Titel als Europäische Kulturhauptstadt“ [schon passiert, red]. Und hinten auf Seite 8 und 9 werden Süd- und Ostjütländer darum kämpfen, wer am meisten zu bieten hat. Und vielleicht wird es im Leitartikel heißen, dass eine so kleine Stadt wie Sønderborg es eigentlich nicht verdient hätte, den Kampf für sich zu entscheiden.
Es wird wohl auch einige Südjütländer geben, die sich nicht zu schade sind, sich als unberücksichtigte und übersehene Randgebiets-Dänen darzustellen, denen die größeren Städte etwas schuldig sind. Oder wird es wenigstens einen einzigen Journalisten geben, dem es auffällt, dass Sønderborg faktisch versucht, sich als Kandidat von ganz Schleswig zu präsentieren?
Ich werde in meinem Gedankenspiel unterbrochen, während ich für einen Moment meinen Blick auf eine Stelle weit hinter den Feldern und der Mühle von Segalt gerichtet hatte. Es kommt mir ganz sicher so vor, als hätten sich dabei die Mühlenflügel um eine halbe Drehung bewegt. „Verflixt“, denke ich für mich, „es geht ja darum, den Fokus eingestellt zu haben, während die Dinge geschehen.“
Der er behov for medier, der redaktionelt forpligter sig på Slesvig eller Grænselandet som helhed, hvis vi vil, at området igen skal findes på vort mentale landkort.
På det rødbejdsede køkkenbord ligger avisen. Stolen under mig knirker velkendt, der dufter kaffe, og fra vinduet er der udsigt til Vosnæsgårds høstgule marker. Bag markerne knejser Segalt Mølle.
Der er langt til Slesvig her fra Århus Stiftstidendes kerneland. Mine forældre har abonneret siden Adam og Eva, men de overvejer situationen, for der er kommet så meget underligt ind i avisen. Sport og ting fra København og sådan. Sådan er det også i dag. Som altid bladrer jeg ”Stiften” igennem.
”Jysk kamp om bro over Kattegat”, står der med store bogstaver på forsiden. Det meste af siden er et billede af Jørgen Mads Clausen fra Danfoss. Han står ude ved Fynshav i en hvid kortærmet og under blå himmel. Billedet viser, at han kan se langt ud i fremtiden og bølgerne gennem sin medbragte kikkert.
Og i fremtiden ser han en bro fra Bøjden til Fynshav, fortæller Stiften. Broer fra Als til Fyn er ikke i sig selv forsidestof i Århus. Men det er forsidestof, når Clausens bro angiveligt skal erstatte Kattegatforbindelsen – altså broen fra Sjælland over Samsø til Østjylland.
Så inde på side otte og ni kæmper øst- og sønderjyderne om, hvor der er mest behov for en bro. Dyne-Larsen mod Jørgen Mads Clausen. Jeg folder Stiften sammen.
Denne scene er fra søndag den 8. august. Stiftstidende delte historien med Berlingske Søndag, som også spenderede en forside. Vinklen var den samme i Berlingeren. Kampen.
”Købmanden fra Jysk og kongen fra Als slås om prestigebro,” lød en overskrift. De berlingske læsere har givetvis set det for sig: jyske knejte i vadmelsklær med snittende blanke hvæssede leer. Til kamp for den hurtige vej til hovedstaden.
Slesvig som redaktionel forpligtelse
Det slår mig, at alt hvad der ligger syd for grænsen er fuldstændig fraværende i både vinkling, spørgehorisont og argumentation i mediernes behandling af denne historie. Mediernes dækning af historien om Clausens bro er dansk-dansk.
Jeg mener, det med fordel kunne gøres helt anderledes, hvis man ønsker at Slesvig skal bringes tilbage på vores mentale landkort. Jeg mener også, at det ville være en fordel for Slesvig, hvis der fandtes medier, der var redaktionelt forpligtede på Slesvig som helhed.
I det følgende skriver jeg Slesvig. Jeg kunne også have skrevet Grænselandet, og jeg kunne også have skrevet Sønderjylland og ment det i den gammeldags betydning. Det vigtige er, at jeg skriver om området sådan cirka mellem Ejderen og Kongeåen.
Og lad det være sagt med det samme. Der er for mig at se ikke noget galt i, at de berlingske journalister har valgt at vinkle på kamp, hvis der vitterligt er en kamp. Der er heller ikke noget galt i, at deres spørgehorisont udelukker Slesvig, og at deres spørgehorisont er dansk-dansk. Det er helt logisk. De beskæftiger sig med Danmark og med dansk trafikpolitik for læsere i Danmark. Slesvig som helhed spiller ingen rolle i deres redaktionelle univers.
Det er heller ikke mit ærinde at tale for en bro i enten nord eller syd. Det har jeg ingen færdig mening om. For mig er brohistorien kun et eksempel. Den er et eksempel på en historie, der kunne have været fortalt på en anden måde, hvor Slesvig som helhed spillede en rolle.
Her tænker jeg i forlængelse af tidligere artikler i Grænsen. Både Regionsrådsformand Carl Holst og Jørgen Mads Clausen har lignende helhedssyn. Carl Holst vil skabe en vækstregion fra Kongeå til Ejder, hvor kerneordet er sameksistens, fortæller han til Erik Lindsø (Grænsen 1 2010). Og regionen skal fortælles, mener Carl Holst, eller ”tydeliggøres” og ”lanceres”, som han formulerer det. Jørgen Mads Clausen argumenterer tilsvarende for, at grænseregionen bør vokse sammen, og at en tv-station kunne ”bringe nyheder og temaudsendelser, der kunne samle regionen” (Grænsen 5 2009). Medierne skal nedbryde uvidenheden og gøre os kendte for hinanden på tværs af grænsen, mener Clausen.
I Århus er Slesvig intet som helst
”Det var lige godt meget,” tænker jeg hjemme ved det rødbejdsede køkkenbord. Broen mellem Als og Fyn ville give en ældgammel færdselsåre mellem Slesvig og hovedstaden nyt liv. Og det er slet ikke nævnt.
Historien ligger lige til højrebenet, hvis man tænker som Jørgen Mads Clausen og Carl Holst gjorde i de tidligere numre af Grænsen. Dem har jeg lige genlæst, og nu ligger de sammen med den evige sammenfoldede Stiften på dennes sædvanlige plads.
Der er gået en uge, og de høster ovre på Vosnæs. Jeg tænder laptoppen, finder en ternet A4-blok og udpensler en fiktiv overskrift: ”Slesvig kæmper for broen.” Og en underoverskrift: ”Slut med at være udkantsområde, siger Slesvigske borgmestre om den fremtidige bro”. Jeg tænker, at det må være nemt at ringe til borgmestrene i Slesvig By, Flensborg og Husum og få deres mening om broen.
Jeg giver mig til at browse i avisernes on-line udgaver. Har nogen mon tænkt på det? Skriver de alle sammen om jydernes kamp? Måske er der bare en enkelt journalist, hvis tanker har rakt over på den anden side af grænsen. Jeg finder ikke nogen. I stedet åbner jeg Stiften, hvor ”kampen” fortsætter: ”Der findes ingen argumenter for, at en bro mellem netop Als og Fyn vil binde noget som helst sammen,” skriver Flemming Hvidtfeldt på lederplads. ”I hvert fald ikke i Danmark.”
”I Århus ligger grænsen mentalt set helt fast,” tænker jeg, ”for regner man bare lidt af Tyskland med, må man da komme op på noget-som-helst-niveau.” Jeg kommer i tanker om sidste uges kamphaner: ”Kattegatforbindelsen drejer sig jo om en meget større og vigtigere kamp, som har enorm betydning,” sagde Dyne-Larsen om forskellen til Als-forbindelsen. Og videre: ”Vores komite repræsenterer et gigantisk område.”
Også Henrik Havbæk Madsen var på den vogn. Han skrev en nyhedsanalyse, og han var faktisk lidt nedladende i sin omtale af sagen. Det ville i det højeste være aflad til udkantsdanmark, stemmefiskeri, hvis man gik efter en bro til Als, skrev han. Broen til Als ville være at ligne ved de to motorveje i det ”ganske tyndt befolkede” Vendsyssel. De to motorveje i Vendsyssel var i sin tid prisen for MF-frederikshavneren Risgaard Knudsens støtte til en Storebæltsbro. I folkemunde kalder man de to motorveje henholdsvis ”Risgaard” og ”Knudsen”. Så broen til Als kan vi passende kalde ”Jørgen Mads Clausens bro”, mente altså Havbæk.
Og faktisk bar Jørgen Mads Clausen selv ved til latterliggørelsens bål. Han var nemlig med på at være den lille og betjente sig af udkantsretorikken: ”Problemet for os i udkantsdanmark er, at udviklingen sker i de store byer,” sagde han til Stiften, og det er ”vigtigt at få skabt mere erhvervsudvikling i Sønderjylland, primært i Sønderborg Kommune.”
Og således er alt på plads. Det er det gigantiske område imod det tyndt befolkede. Det er noget som helst imod intet som helst. Men regnestykket kan godt gøres op på en anden måde.
Taknemmelige tal
Der bor ca. 1,2 millioner mennesker i Region Midt, som dækker et område på 13.142 km2. Det er jo væsentligt flere, end de cirka 250.000 mennesker, der bor på 3.938 km2 i det gamle Sønderjyllands Amt. Eller i Sønderborg Kommune for den sags skyld.
Men tæller man Sydslesvig med, så bor der yderligere cirka 420.000 mennesker på endnu 4.176 km2. Sammenligner man hele Slesvig med hele Region Midt, så står cirka 670.000 slesvigere altså overfor 1,2 millioner midtjyder. Men hver midtjyde har til gengæld et næsten dobbelt så stort område at brede sig på.
I hele Slesvig-Holsten bor der 2,8 millioner mennesker. De bebor et område, der arealmæssigt ligner Region Midt, som jo altså har 1,2 millioner indbyggere. Lægger man det gamle Sønderjyllands Amt oven i, så bliver det til godt 3 millioner i sådan cirka de gamle hertugdømmer.
Summasummarum. Man kan let vende hele retorikken på hovedet. De gamle hertugdømmer er Goliath, der med en vej over Als bliver forbundet med København, mens Region Midt er David og udkant med blot 1,2 millioner indbyggere. Og så er Hamborg endda holdt udenfor regnestykket.
Det er på tide, at jeg igen understreger min pointe, for jeg ved godt, at der kan siges meget for og imod disse regnestykker og sammenligninger. Jeg vil ikke forvare, at ovenstående regnestykker nødvendigvis er bedre end århusianernes. Jeg vil blot pege på det ejendommelige, at der ikke findes medier, der betragter Slesvig som en helhed og skriver historien som sådan.
Derfor kan de berlingske avisers historie få lov at stå alene. Man kan sagtens fortælle historien på en anden måde, hvis man har hele Slesvig som spørgehorisont: ”Slesvigere vil ikke længere være udkant”, står der længere nede på mit A4-ark. Og underoverskriften: ”Partier og befolkning står samlet. Vejen til vækst i Slesvig går over Clausens bro.”
Udkantsdanmark ad Vandsbæk til
Lad mig give endnu et eksempel på en historie, der ville kunne fortælles ”på slesvigsk”. Der er mange at tage af.
I begyndelsen af august var der foromtale af Tom Buk-Swienty’s nye bog. ”Dommedag Als” hedder bogen, som i mellemtiden er udkommet. Foromtalen fortalte, at man i bogen ville kunne læse, at Christian IX i 1864 undersøgte mulighederne for, om helstaten Danmark kunne indtræde i Det tyske Forbund. Christian IX handlede i al hemmelighed og efter nederlagene på Dybbøl og Als, som truede med helt at opløse Danmark. ”Danmarks indlemmelse i Tyskland” blev det til i nutidens danske medier. Historien om ”landsforræderen” Christian IX fyldte rigtig meget i medierne.
Hvis det er Gyldendal, der har tænkt, at det var en smart måde at markedsføre bogen på, så tænkte de rigtigt. Det provokerede selvfølgelig nutidens danskere og journalister, at helheden Danmark ikke er nogen selvfølge. Her er nogle af overskrifterne og replikkerne:
Men hvad mon overskrifterne ville have været i et medie, der havde Slesvig som horisont? Man kunne for eksempel have holdt mikrofonen for borgerne på de slesvigske gågader og spurgt:
”Christian IX ønskede ikke at dele Slesvig i to. Hvad synes du om det?” Og hvad ville der mon ske, hvis man spurgte Jørgen Mads Clausen eller Carl Holst om det samme? Måske ville det have resulteret i overskrifter som disse:
”Christian IX ønskede et udelt Slesvig” ”Var Christian IX Multikulti?” ”Vi kunne jo alle have været slesvigere i dag” ”Christian IX ønskede udkantsdanmark ad Vandsbæk til”.
Fokusér
Nu er det blevet september her ved køkkenbordet, og høsten er i hus på Vosnæs. Når jeg næste gang sidder her, vil endnu flere historier være skrevet. Og Slesvig vil hverken være nævnt eller ænset. Og der vil stadig være langt fra Århus til Slesvig.
Jeg tænker, at den næste nok handler om Sønderborg og Århus, der jo konkurrerer om titlen som europæisk kulturby i 2017. Måske vil ”Stiften” udkomme med en overskrift a la: ”Jysk kamp om titlen som europæisk kulturby” [det skete faktisk, red]. Og omme på side otte og ni vil sønderjyder og østjyder kæmpe om, hvem der har mest at byde på. Og måske vil lederen endda skrive, at så lille en by som Sønderborg ikke bør løbe med det hele.
Og der skal nok være nogle sønderjyder, der giver den som forbigået udkantsdanmark, som de større byer skylder noget. Eller måske vil bare en enkelt journalist få øje på, at Sønderborg faktisk forsøger at markedsføre sig som hele Slesvigs kandidat?
Jeg bliver afbrudt i mit tankespin, mens jeg et øjeblik har blikket indstillet på et sted langt bag ved markerne og den længst fikserede Segalt Mølle. Jeg synes bestemt at møllevingerne bevægede sig en halv omgang. ”For pokker,” tænker jeg ved mig selv: ”Det handler jo om at holde fokus, når tingene sker.”
Artiklen er første gang udgivet i Grænsen 5, 2010. Den findes i tysk oversættelse
"Fortæl Slesvig!" blev sidst opdateret: 12. august 2019 af John Petersen
”Er konkurrencedygtighed virkelig alt,” spørger Christian Bode. Den netop pensionerede generalsekretær for Deutscher Akademischer Austauschdienst leverer dyb kritik af EU’s Youth on the Move initiativ.
Youth on the Move-initiativet er beskrevet på forfærdeligt mange sider, men ambitionen bag papirerne kan koges ned til næsten ingenting: Læringsmobilitet bidrager til EU’s konkurrencedygtighed. Er det virkelig ambitiøst nok, spørger Christian Bode, som i dette øjeblik afslutter sin tale i Antwerpen. Youth on the Move – Mobility for all-konferencen finder sted i dag og i morgen. Det belgiske EU-formandskab og EU-Kommissionen er værter for konferencen.
Christian Bode spørger
Er en borger alene interessant, fordi han eller hun skal rekrutteres til produktionsapparatet? Filosofien bag nøgleordene konkurrencedygtighed og employability, som har skabt så få vindere og så mange tabere, er den virkelig alt, vi har at byde på? Er klimaforandring, energiknaphed, infektionssygdomme som HIV og andet slet ikke værd at overveje som baggrund for vores uddannelsestænkning?
Finansdrengene mangler dannelse – ikke læringsmobilitet.
”Tag nu finansdrengene i London, Frankfurt og New York, som har spillet vores penge væk, og som har udløst finanskrisen,” forklarer Bode: ”Har de måske ikke masser af international erfaring? Har de ikke fået mere end nok af, hvad der findes i grønbogen Youth on the Move?” Og Bode svarer selv, og mener der skal mere end konkurrenceretorik til: ”De mangler simpelthen moralsk orientering, og det har de aldrig hørt om i deres curriculum.”
Vi skal en anden vej, mener Bode. Vi skal genoplive og transcendere ideen om den dannede borger (Bildungsbürger) for en retfærdig globaliserings skyld. Vi bør arbejde for et globalt medborgerskab, og det bør inkluderes i EU-Kommissionens uddannelsesprogrammer, foreslår Bode.
”Man skal passe på med at invitere pensionister, for de er udenfor alle former for institutionel kontrol,” forklarer Christian Bode om sig selv og sin kritik.
"Hård kritik af Youth on the Move" blev sidst opdateret: 12. august 2019 af John Petersen
Det bør være muligt for sociale bedragere at bedrage for langt højere beløb. Det er nødvendigt, hvis skattesnydere og sociale bedragere skal ligestilles, så også sociale bedragere kan opnå amnesti.
Kommunerne får et IT-baseret sladresystem. Det vil kunne udpege, hvor kommunerne skal lede efter sociale bedragere. Man har allerede hentet en hel million hjem i Hvidovre, fortæller Jyllandsposten, og man forventer at de elektroniske sladrehanke kan føre til inddrivelse af et trecifret millionbeløb. Systemet vil eksempelvis kunne sladre, hvis fire vellønnede mænd bor i samme lille lejlighed. Intet galt i det. Men det vil muligvis dække over, at mændene reelt bor andetsteds, hvor deres respektive kærester kan hæve højere sociale bidrag, fordi de tæller som enlige mødre med en lav husstandsindkomst.
Nyheden falder sammen med, at skattemyndighederne endelig har fået udleveret oplysninger fra bankerne, der gør myndighederne i stand til at finde skattesnydere i størrelsesorden 1000 milliarder. Denne historie kommer fra DR.
Et bredt flertal i Folketinget – dog ikke Socialdemokraterne – vil give amnesti til skattesnydere, der i 2011 melder sig selv. Riget fattes hurtige penge, må man forstå, så man er parat til at give rabat, når blot pengene kommer hurtig hjem.
Men riget fattes også retfærdighed, så det bør i fremtiden være muligt for de sociale bedragere at bedrage i størrelsesorden 1000 milliarder, så de har noget at handle med.
"Sociale bedragere bør kunne snyde for højere beløb" blev sidst opdateret: 12. august 2019 af John Petersen
Kasper Støvring begiver sig i Weekendavisen 53 ud i et forsvar for den – i dansk sammenhæng – højreorienterede kulturalisme. Forsvaret er svar på Frederik Stjernfelt og Jens-Martin Eriksens opgør med kulturalismen.
Forsvaret bliver til i et angreb på universalismens abstraktioner, og et centralt udgangspunkt er for Støvring:”…den vigtige moralske betydning af de forskellige kulturer, som mennesker lever i, og på hvis betingelser de forstår sig selv og meningen med deres liv.”
Jeg kan ikke se bedre, end at det udsagn må rumme en selvmodsigelse, for Støvring må vel mene, at det gælder universelt?
Hvis synspunktet prætenderer universel gyldighed, så opløser det sig selv, for så er forståelseshorisonten jo ikke længere partikulær – altså begrænset af Støvrings egen kulturelle horisont.
I modsat fald, altså hvis Støvring står fast på sin partikulære forståelseshorisont, så vil synspunktet kun have gyldighed indenfor hans egen kultur. Således har han per definition ingen adgang til at vide noget om andre kulturers forståelseshorisonter. Ja, faktisk kan Støvring end ikke være sikker på, at der findes andre kulturer eller forståelseshorisonter. Han ville jo simpelthen ikke have det ikke-partikularistiske udsigtstårn, der kunne definere noget som forskelligt fra eller lig med den danske kultur.
Og hvad endnu værre ville være: hvis Støvring for eksperimentets skyld alligevel antog, at der fandtes sådanne andre kulturer med andre forståelseshorisonter, så kunne han jo ikke vide, om disse andre forståelseshorisonter var konstitueret åbne og således i sig bar en universel forståelseshorisont.
Men der er sådan set endnu mere bøvl med tankegangen, for hvad vil Støvring stille op med danskere, som i deres selvforståelse ikke regner alle deres synspunkter for udslag af dansk kultur? Hvis vi regner dem for danskere, som ifølge Støvring er afgrænset af en dansk forståelseshorisont, så er vi vel nødt til at regne med, at der selv indenfor en dansk forståelseshorisont findes ikke-partikularistiske stemmer.
I så fald ville disse ikke-partikularistiske stemmer ikke kunne kaldes ”abstrakte” eller ”kulturneutrale”, som Støvring gør det i Weekendavisen. De ville være en del af dansk kultur. Og så bryder alt sammen, for så er der jo plads til en forståelseshorisont, der viser ud over sig selv. Alternativt må vi vel simpelthen regne Stjernfelt, Eriksen og flere for ikke-danskere??
"Støvrings performative selvmodsigelser" blev sidst opdateret: 12. august 2019 af John Petersen
Grønbogen om læringsmobilitet regner med vækst som målsætning, mens unge europæere blot er midler. Trods det blå svøb er grønbogen en gave til fremtidens unge.
I dagens EU betragtes unge borgere som midler til fremme af vækst. Det viser EU-Kommissionens nyligt udsendte grønbog om læringsmobilitet. Tidligere tiders visioner om dannelse til europæisk medborgerskab og solidaritet er pakket godt af vejen, når unges udlandsophold skal begrundes. Men måske gør det ikke så meget.
Først vækst, så medborgerskab
Alt tyder ifølge Kommissionen på, at unge, der i forbindelse med uddannelse rejser udenlands, er lige netop, hvad den europæiske økonomi har behov for. Og det er i al sin enkelthed begrundelsen for, at læringsmobilitet skal fremmes. Derfor ligner Grønbogens første linjer noget, der er skrevet af optimeringsivrige liberalister.
Arbejdskraft, der kan noget, der ved noget, der forstår noget, og som er vant til at bevæge sig udenlands. Det skal vi have. Og det er i vækstens, Lissabondagsordenens og økonomiens navn, at de unge må ud af vagten.
Nuvel, bladrer man om på side to, kan man godt finde ordet medborgerskab (citizenship), men det er vist et levn fra tidligere visionære tider, hvor den myndige europæiske borger med hastige skridt var på vej mod centrum i statsdannelsen EU. Men her bliver den myndige borger altså slået allerede på side et, hvor skills, employability, human capital, som betyder viden og sprogfærdigheder, mobile workers, competitiveness og innovation og den slags begrunder, hvorfor vi overhovedet har brug for læringsmobilitet.
Læringsmobilitet bliver reglen
En tømrerlærling fra Hjørring afvikler en del af sin læretid i Daugavpils, en pædagogstuderende falstring tilbringer sin studietid i Burgos, en økonom fra Salzburg bor og studerer et år i Aarhus og således videre. Man vil om få år kunne fortsætte opremsningen uendeligt, for EU-Rådet har signaleret, at unges udlandsophold i forbindelse med uddannelse skal være reglen snarere end undtagelsen.
Det er derfor med Rådet i ryggen, at EU-Kommissionen netop har udsendt Grønbogen om læringsmobilitet. Den indeholder foreløbig en invitation til alle, om at bidrage med gode ideer til, hvordan læringsmobilitet kan fremmes. Grønbogen er den første udmelding, og en grønbog bliver fulgt op af en hvidbog, der er lidt mere konkret, og så bliver den til sidst – måske – til EU-regler.
Det bliver forhåbentlig til glædeligt nyt for fremtidens uddannelsessøgende. For økonomen fra Salzburg og andre akademikere er det kun omfanget, der vil være nyt. Akademikere har i godt tyve år haft muligheder for at læse udenlands med EU’s ERASMUS-støtte i bagagen. For fremtidens ikke-akademikere vil det derimod være en stor nyhed, for de har meget få muligheder for at opholde sig udenlands i forbindelse med uddannelse.
Unges perspektiv vinder til sidst
Hvis den tænkte fremtidige tømrerlærling i Daugavpils skulle træffe at læse Grønbogen, så ville han se sig selv betragtet som et tandhjul i en større økonomisk maskine. Men han læser den sikkert aldrig. Og godt det samme. Det kunne jo være, han begyndte at betragte de lokale europæiske medborgere som tandhjul.
Nej, han vil selvfølgelig færdes blandt andre europæiske medborgere, russere flest, som har andre skikke, som man kan holde af, undre sig over, blive vred på og så videre. Og måske vil det slå ham, at han bliver bedre og bedre til at følge med og tage stilling i fælles EU-politiske spørgsmål. Han vil måske endda se tingene i et lidt større perspektiv, end da han forlod Hjørring.
Og det samme kan man sige om pædagogen fra Falster og om økonomen fra Salzburg. De unge vinder til sidst.
Man må blot håbe de genopfinder det sprog, der er den virkelige begrundelse for, at øget læringsmobilitet vil være en gave fra Europæerne til Europæerne. Når den blå indpakning bliver fjernet, har Grønbogen alle regnbuens farver.
"EU grønbog svøbt i blåt" blev sidst opdateret: 12. august 2019 af John Petersen
Egentlig bør undren over det radikale valgforbund begynde et andet sted. Det der i virkeligheden må undre er, at parlamentsgruppen ALDE accepterer, at et af dets partier stiller op som ALDE-medlem, men at det lader stemmerne gå til en anden gruppe. Hvorfor blev Radikale Venstre ikke smidt ud af gruppen? Det er jo en slags femtekolonnevirksomhed.
Svaret er selvfølgelig, at EU-Parlamentet ikke fungerer som Folketinget. Grupperne er ikke partier men derimod alliancer eller grupper, der består af nationale partier. De nationale partier, herunder Radikale Venstre, sammensætter selv partiprogrammer, opstiller kandidater og – ikke mindst – har selv hånd i hanke med valgkampsstrategien i deres respektive hjemlande. Derfor står en radikal kandidat også til ansvar over for sit nationale moderparti og sine vælgere i hjemlandet. Og det nationale parti har naturligvis magten til – givetvis af nationale hensyn – at gå i alliance med andre partier indenfor de nationale hegnspæle. Altså eksempelvis SF.
Med andre ord er der allerede sat nationale hegnspæle om partidannelserne. Loyaliteten kan, når europæiske partidannelser ikke er mulige, i realiteten aldrig blive europæisk. Loyaliteten er bundet til et parti, og partier er bundet til staternes lovgivning, og derfor rækker partiprogrammer, kandidater og strategier i det højeste til statsgrænserne.
Handling følge eller begejstring fly
Selvom Radikale Venstre gik til valg på at være det mest EU-begejstrede, så udnyttede partiet, at der allerede er sat nationale hegnspæle om partipolitisk udfoldelse i EU. Der er naturligvis intet som helst galt i at spille på banen i stedet for uden for banen. Og banen er national.
Derimod kunne man jo godt ønske sig, at Europabegejstrede radikale ville lade deres begejstring omsætte i et ønske om at flytte hegnspælene. Det ville da være fint, hvis det var muligt med Europæiske partier. Og det ville da være fint, hvis det ikke var de nationale partier, men derimod kommende europæiske partier, der kunne indgå valgforbund.
Kan man virkelig bedrage en radikal?
Når Radikale Venstre kritiseres for valgforbundet med SF, så er udgangspunktet, at vælgerne er dumme. Vælgerne får ikke det, de tror, de får. Nu er det jo strengt taget ikke sikkert, vælgerne er så dumme. Det er dog også muligt, at radikalt tænkende danskere har satte sig ind i EU-spillet før valget, og at de stemte på Venstre, fordi de ønskede at styrke den liberale gruppe. Eksempelvis. Men lad det nu ligge.
"Radikale udnytter nationale hegnspæle" blev sidst opdateret: 12. august 2019 af John Petersen
2009-EU-Parlamentets sammensætning. Grafik: Ssolbergj. Creative Common Licens, CC BY-SA 3.0 via Wikimedia Commons.
Jeg er taknemmelig, om nogen kan pege på fejl i dette ræsonnement, som er stykket sammen af diverse kommentatorers formodninger i den seneste tid:
Måske er det ikke slet så problematisk for Venstrefolk, som jo i årevis har været kernen i den nationalkonservative danske regering. Men antager vi et øjeblik, at der er Venstrevælgere, der fortsat regner sig for liberale, så bør de vistnok stemme socialistisk.
Sagen er, at Barroso står til genvalg, hvis højrefløjen får et godt valg ved EU-Parlamentsvalget. Den liberale gruppe (herunder Venstre) vil stemme for Barroso, hvis ingen modkandidater har meldt sig.
Chancen for at en liberal kandidat melder sig på scenen kan opstå, hvis der først melder sig en socialistisk modkandidat til Barroso. Det vil i givet fald nok være Nyrup, der melder sig. Hvis det sker, vil den liberale gruppe nemlig med stor sandsynlighed blive udslagsgivende i et eventuelt valg mellem den konservative Barroso og den Socialdemokratiske Nyrup.
I en situation, hvor den liberale gruppe har så stor indflydelse, kan den lige så godt tage sig godt betalt. Og hvorfor så ikke stille med en liberal kompromiskandidat?
Summasummarum: hvis du gerne ser en liberal EU-Kommissionformand, så ligger chancen i at stemme socialistisk – altså på SF eller Socialdemokraterne. Eller hvad?
"EU-Parlamentsvalg: Håber du på en liberal EU-Kommissionsformand? Så skal du stemme socialistisk" blev sidst opdateret: 12. august 2019 af John Petersen
2009-EU-Parlamentets sammensætning. Grafik: Ssolbergj. Creative Common Licens, CC BY-SA 3.0 via Wikimedia Commons.
Jeg er taknemmelig, om nogen kan pege på fejl i dette ræsonnement, som er stykket sammen af diverse kommentatorers formodninger i den seneste tid.
Hvis det går godt for den socialistiske gruppe i EU-Parlamentet, så vil de stille med en modkandidat til den siddende konservative formand for EU-Kommissionen, når der skal vælges en sådan inden længe.
Modkandidaten bliver eventuelt Nyrup, og den siddende er jo som bekendt Barroso. Det bliver så op til den liberale gruppe (herunder Venstre og Radikale Venstre) at bestemme, om man vil holde på Nyrup eller på Barroso.
Hvis den liberale gruppe således vil kunne bestemme, så ville det da være mærkeligt, om ikke de tog sig godt betalt. Eksempelvis kunne de stille med en egen kandidat.
Hvis det derimod går knap så godt for den Socialdemokratiske gruppe, så vil de nok undlade at stille med en modkandidat, og så vil den liberale og den konservative (herunder de danske Konservative) gruppe planmæssigt majorisere Barroso igennem.
Hvad gør man så egentlig, hvis man normalt stemmer på det social-liberale Radikale Venstre i Danmark? Ja, der er vel egentlig ikke mange radikale, der igen ønsker sig en konservativ kommissionsformand. Hvis det alligevel er tilfældet, så ville det i hvert fald være dumt at stemme radikalt, for i det tilfælde radikale ikke opnår mandat, så tilfalder stemmerne Socialdemokraterne.
Hvis man ønsker sig en liberal, så ligger chancen – jf. ovenstående – i , at den socialdemokratiske gruppe får et godt valg. Og hvis man ønsker sig en socialist, så ligger chancen naturligvis også i, at den socialdemokratiske gruppe får et godt valg.
Nu er alt andet jo ikke lige gyldigt. Der er naturligvis meget andet, EU-parlamentarikere skal tage stilling til. Men posten som EU-Kommissionformand er dog temmelig vigtig.
Det forsigtige spørgsmål er, om det så egentlig tjener noget formål at stemme på det Radikale Venstre? Uanset om man hælder til den sociale eller den liberale side i det social-liberale Radikale Venstre, så vil sagen jo være bedst tjent med en succes for den socialdemokratiske gruppe.
Vi anvender cookies og andet godt til at huske Deres data. Disse data deles undertiden med tredjepart. Er De indforstået med det og vore øvrige brugsvilkår? JaNejLæs først detaljerne
Privatlivspolitik, cookies og brugsvilkår
Privacy Overview
This website uses cookies to improve your experience while you navigate through the website. Out of these, the cookies that are categorized as necessary are stored on your browser as they are essential for the working of basic functionalities of the website. We also use third-party cookies that help us analyze and understand how you use this website. These cookies will be stored in your browser only with your consent. You also have the option to opt-out of these cookies. But opting out of some of these cookies may affect your browsing experience.
Necessary cookies are absolutely essential for the website to function properly. This category only includes cookies that ensures basic functionalities and security features of the website. These cookies do not store any personal information.
Any cookies that may not be particularly necessary for the website to function and is used specifically to collect user personal data via analytics, ads, other embedded contents are termed as non-necessary cookies. It is mandatory to procure user consent prior to running these cookies on your website.
