Det bør være muligt for sociale bedragere at bedrage for langt højere beløb. Det er nødvendigt, hvis skattesnydere og sociale bedragere skal ligestilles, så også sociale bedragere kan opnå amnesti.
Kommunerne får et IT-baseret sladresystem. Det vil kunne udpege, hvor kommunerne skal lede efter sociale bedragere. Man har allerede hentet en hel million hjem i Hvidovre, fortæller Jyllandsposten, og man forventer at de elektroniske sladrehanke kan føre til inddrivelse af et trecifret millionbeløb. Systemet vil eksempelvis kunne sladre, hvis fire vellønnede mænd bor i samme lille lejlighed. Intet galt i det. Men det vil muligvis dække over, at mændene reelt bor andetsteds, hvor deres respektive kærester kan hæve højere sociale bidrag, fordi de tæller som enlige mødre med en lav husstandsindkomst.
Nyheden falder sammen med, at skattemyndighederne endelig har fået udleveret oplysninger fra bankerne, der gør myndighederne i stand til at finde skattesnydere i størrelsesorden 1000 milliarder. Denne historie kommer fra DR.
Et bredt flertal i Folketinget – dog ikke Socialdemokraterne – vil give amnesti til skattesnydere, der i 2011 melder sig selv. Riget fattes hurtige penge, må man forstå, så man er parat til at give rabat, når blot pengene kommer hurtig hjem.
Men riget fattes også retfærdighed, så det bør i fremtiden være muligt for de sociale bedragere at bedrage i størrelsesorden 1000 milliarder, så de har noget at handle med.
"Sociale bedragere bør kunne snyde for højere beløb" blev sidst opdateret: 12. august 2019 af John Petersen
Kasper Støvring begiver sig i Weekendavisen 53 ud i et forsvar for den – i dansk sammenhæng – højreorienterede kulturalisme. Forsvaret er svar på Frederik Stjernfelt og Jens-Martin Eriksens opgør med kulturalismen.
Forsvaret bliver til i et angreb på universalismens abstraktioner, og et centralt udgangspunkt er for Støvring:”…den vigtige moralske betydning af de forskellige kulturer, som mennesker lever i, og på hvis betingelser de forstår sig selv og meningen med deres liv.”
Jeg kan ikke se bedre, end at det udsagn må rumme en selvmodsigelse, for Støvring må vel mene, at det gælder universelt?
Hvis synspunktet prætenderer universel gyldighed, så opløser det sig selv, for så er forståelseshorisonten jo ikke længere partikulær – altså begrænset af Støvrings egen kulturelle horisont.
I modsat fald, altså hvis Støvring står fast på sin partikulære forståelseshorisont, så vil synspunktet kun have gyldighed indenfor hans egen kultur. Således har han per definition ingen adgang til at vide noget om andre kulturers forståelseshorisonter. Ja, faktisk kan Støvring end ikke være sikker på, at der findes andre kulturer eller forståelseshorisonter. Han ville jo simpelthen ikke have det ikke-partikularistiske udsigtstårn, der kunne definere noget som forskelligt fra eller lig med den danske kultur.
Og hvad endnu værre ville være: hvis Støvring for eksperimentets skyld alligevel antog, at der fandtes sådanne andre kulturer med andre forståelseshorisonter, så kunne han jo ikke vide, om disse andre forståelseshorisonter var konstitueret åbne og således i sig bar en universel forståelseshorisont.
Men der er sådan set endnu mere bøvl med tankegangen, for hvad vil Støvring stille op med danskere, som i deres selvforståelse ikke regner alle deres synspunkter for udslag af dansk kultur? Hvis vi regner dem for danskere, som ifølge Støvring er afgrænset af en dansk forståelseshorisont, så er vi vel nødt til at regne med, at der selv indenfor en dansk forståelseshorisont findes ikke-partikularistiske stemmer.
I så fald ville disse ikke-partikularistiske stemmer ikke kunne kaldes ”abstrakte” eller ”kulturneutrale”, som Støvring gør det i Weekendavisen. De ville være en del af dansk kultur. Og så bryder alt sammen, for så er der jo plads til en forståelseshorisont, der viser ud over sig selv. Alternativt må vi vel simpelthen regne Stjernfelt, Eriksen og flere for ikke-danskere??
"Støvrings performative selvmodsigelser" blev sidst opdateret: 12. august 2019 af John Petersen
Grønbogen om læringsmobilitet regner med vækst som målsætning, mens unge europæere blot er midler. Trods det blå svøb er grønbogen en gave til fremtidens unge.
I dagens EU betragtes unge borgere som midler til fremme af vækst. Det viser EU-Kommissionens nyligt udsendte grønbog om læringsmobilitet. Tidligere tiders visioner om dannelse til europæisk medborgerskab og solidaritet er pakket godt af vejen, når unges udlandsophold skal begrundes. Men måske gør det ikke så meget.
Først vækst, så medborgerskab
Alt tyder ifølge Kommissionen på, at unge, der i forbindelse med uddannelse rejser udenlands, er lige netop, hvad den europæiske økonomi har behov for. Og det er i al sin enkelthed begrundelsen for, at læringsmobilitet skal fremmes. Derfor ligner Grønbogens første linjer noget, der er skrevet af optimeringsivrige liberalister.
Arbejdskraft, der kan noget, der ved noget, der forstår noget, og som er vant til at bevæge sig udenlands. Det skal vi have. Og det er i vækstens, Lissabondagsordenens og økonomiens navn, at de unge må ud af vagten.
Nuvel, bladrer man om på side to, kan man godt finde ordet medborgerskab (citizenship), men det er vist et levn fra tidligere visionære tider, hvor den myndige europæiske borger med hastige skridt var på vej mod centrum i statsdannelsen EU. Men her bliver den myndige borger altså slået allerede på side et, hvor skills, employability, human capital, som betyder viden og sprogfærdigheder, mobile workers, competitiveness og innovation og den slags begrunder, hvorfor vi overhovedet har brug for læringsmobilitet.
Læringsmobilitet bliver reglen
En tømrerlærling fra Hjørring afvikler en del af sin læretid i Daugavpils, en pædagogstuderende falstring tilbringer sin studietid i Burgos, en økonom fra Salzburg bor og studerer et år i Aarhus og således videre. Man vil om få år kunne fortsætte opremsningen uendeligt, for EU-Rådet har signaleret, at unges udlandsophold i forbindelse med uddannelse skal være reglen snarere end undtagelsen.
Det er derfor med Rådet i ryggen, at EU-Kommissionen netop har udsendt Grønbogen om læringsmobilitet. Den indeholder foreløbig en invitation til alle, om at bidrage med gode ideer til, hvordan læringsmobilitet kan fremmes. Grønbogen er den første udmelding, og en grønbog bliver fulgt op af en hvidbog, der er lidt mere konkret, og så bliver den til sidst – måske – til EU-regler.
Det bliver forhåbentlig til glædeligt nyt for fremtidens uddannelsessøgende. For økonomen fra Salzburg og andre akademikere er det kun omfanget, der vil være nyt. Akademikere har i godt tyve år haft muligheder for at læse udenlands med EU’s ERASMUS-støtte i bagagen. For fremtidens ikke-akademikere vil det derimod være en stor nyhed, for de har meget få muligheder for at opholde sig udenlands i forbindelse med uddannelse.
Unges perspektiv vinder til sidst
Hvis den tænkte fremtidige tømrerlærling i Daugavpils skulle træffe at læse Grønbogen, så ville han se sig selv betragtet som et tandhjul i en større økonomisk maskine. Men han læser den sikkert aldrig. Og godt det samme. Det kunne jo være, han begyndte at betragte de lokale europæiske medborgere som tandhjul.
Nej, han vil selvfølgelig færdes blandt andre europæiske medborgere, russere flest, som har andre skikke, som man kan holde af, undre sig over, blive vred på og så videre. Og måske vil det slå ham, at han bliver bedre og bedre til at følge med og tage stilling i fælles EU-politiske spørgsmål. Han vil måske endda se tingene i et lidt større perspektiv, end da han forlod Hjørring.
Og det samme kan man sige om pædagogen fra Falster og om økonomen fra Salzburg. De unge vinder til sidst.
Man må blot håbe de genopfinder det sprog, der er den virkelige begrundelse for, at øget læringsmobilitet vil være en gave fra Europæerne til Europæerne. Når den blå indpakning bliver fjernet, har Grønbogen alle regnbuens farver.
"EU grønbog svøbt i blåt" blev sidst opdateret: 12. august 2019 af John Petersen
Egentlig bør undren over det radikale valgforbund begynde et andet sted. Det der i virkeligheden må undre er, at parlamentsgruppen ALDE accepterer, at et af dets partier stiller op som ALDE-medlem, men at det lader stemmerne gå til en anden gruppe. Hvorfor blev Radikale Venstre ikke smidt ud af gruppen? Det er jo en slags femtekolonnevirksomhed.
Svaret er selvfølgelig, at EU-Parlamentet ikke fungerer som Folketinget. Grupperne er ikke partier men derimod alliancer eller grupper, der består af nationale partier. De nationale partier, herunder Radikale Venstre, sammensætter selv partiprogrammer, opstiller kandidater og – ikke mindst – har selv hånd i hanke med valgkampsstrategien i deres respektive hjemlande. Derfor står en radikal kandidat også til ansvar over for sit nationale moderparti og sine vælgere i hjemlandet. Og det nationale parti har naturligvis magten til – givetvis af nationale hensyn – at gå i alliance med andre partier indenfor de nationale hegnspæle. Altså eksempelvis SF.
Med andre ord er der allerede sat nationale hegnspæle om partidannelserne. Loyaliteten kan, når europæiske partidannelser ikke er mulige, i realiteten aldrig blive europæisk. Loyaliteten er bundet til et parti, og partier er bundet til staternes lovgivning, og derfor rækker partiprogrammer, kandidater og strategier i det højeste til statsgrænserne.
Handling følge eller begejstring fly
Selvom Radikale Venstre gik til valg på at være det mest EU-begejstrede, så udnyttede partiet, at der allerede er sat nationale hegnspæle om partipolitisk udfoldelse i EU. Der er naturligvis intet som helst galt i at spille på banen i stedet for uden for banen. Og banen er national.
Derimod kunne man jo godt ønske sig, at Europabegejstrede radikale ville lade deres begejstring omsætte i et ønske om at flytte hegnspælene. Det ville da være fint, hvis det var muligt med Europæiske partier. Og det ville da være fint, hvis det ikke var de nationale partier, men derimod kommende europæiske partier, der kunne indgå valgforbund.
Kan man virkelig bedrage en radikal?
Når Radikale Venstre kritiseres for valgforbundet med SF, så er udgangspunktet, at vælgerne er dumme. Vælgerne får ikke det, de tror, de får. Nu er det jo strengt taget ikke sikkert, vælgerne er så dumme. Det er dog også muligt, at radikalt tænkende danskere har satte sig ind i EU-spillet før valget, og at de stemte på Venstre, fordi de ønskede at styrke den liberale gruppe. Eksempelvis. Men lad det nu ligge.
"Radikale udnytter nationale hegnspæle" blev sidst opdateret: 12. august 2019 af John Petersen
2009-EU-Parlamentets sammensætning. Grafik: Ssolbergj. Creative Common Licens, CC BY-SA 3.0 via Wikimedia Commons.
Jeg er taknemmelig, om nogen kan pege på fejl i dette ræsonnement, som er stykket sammen af diverse kommentatorers formodninger i den seneste tid:
Måske er det ikke slet så problematisk for Venstrefolk, som jo i årevis har været kernen i den nationalkonservative danske regering. Men antager vi et øjeblik, at der er Venstrevælgere, der fortsat regner sig for liberale, så bør de vistnok stemme socialistisk.
Sagen er, at Barroso står til genvalg, hvis højrefløjen får et godt valg ved EU-Parlamentsvalget. Den liberale gruppe (herunder Venstre) vil stemme for Barroso, hvis ingen modkandidater har meldt sig.
Chancen for at en liberal kandidat melder sig på scenen kan opstå, hvis der først melder sig en socialistisk modkandidat til Barroso. Det vil i givet fald nok være Nyrup, der melder sig. Hvis det sker, vil den liberale gruppe nemlig med stor sandsynlighed blive udslagsgivende i et eventuelt valg mellem den konservative Barroso og den Socialdemokratiske Nyrup.
I en situation, hvor den liberale gruppe har så stor indflydelse, kan den lige så godt tage sig godt betalt. Og hvorfor så ikke stille med en liberal kompromiskandidat?
Summasummarum: hvis du gerne ser en liberal EU-Kommissionformand, så ligger chancen i at stemme socialistisk – altså på SF eller Socialdemokraterne. Eller hvad?
"EU-Parlamentsvalg: Håber du på en liberal EU-Kommissionsformand? Så skal du stemme socialistisk" blev sidst opdateret: 12. august 2019 af John Petersen
2009-EU-Parlamentets sammensætning. Grafik: Ssolbergj. Creative Common Licens, CC BY-SA 3.0 via Wikimedia Commons.
Jeg er taknemmelig, om nogen kan pege på fejl i dette ræsonnement, som er stykket sammen af diverse kommentatorers formodninger i den seneste tid.
Hvis det går godt for den socialistiske gruppe i EU-Parlamentet, så vil de stille med en modkandidat til den siddende konservative formand for EU-Kommissionen, når der skal vælges en sådan inden længe.
Modkandidaten bliver eventuelt Nyrup, og den siddende er jo som bekendt Barroso. Det bliver så op til den liberale gruppe (herunder Venstre og Radikale Venstre) at bestemme, om man vil holde på Nyrup eller på Barroso.
Hvis den liberale gruppe således vil kunne bestemme, så ville det da være mærkeligt, om ikke de tog sig godt betalt. Eksempelvis kunne de stille med en egen kandidat.
Hvis det derimod går knap så godt for den Socialdemokratiske gruppe, så vil de nok undlade at stille med en modkandidat, og så vil den liberale og den konservative (herunder de danske Konservative) gruppe planmæssigt majorisere Barroso igennem.
Hvad gør man så egentlig, hvis man normalt stemmer på det social-liberale Radikale Venstre i Danmark? Ja, der er vel egentlig ikke mange radikale, der igen ønsker sig en konservativ kommissionsformand. Hvis det alligevel er tilfældet, så ville det i hvert fald være dumt at stemme radikalt, for i det tilfælde radikale ikke opnår mandat, så tilfalder stemmerne Socialdemokraterne.
Hvis man ønsker sig en liberal, så ligger chancen – jf. ovenstående – i , at den socialdemokratiske gruppe får et godt valg. Og hvis man ønsker sig en socialist, så ligger chancen naturligvis også i, at den socialdemokratiske gruppe får et godt valg.
Nu er alt andet jo ikke lige gyldigt. Der er naturligvis meget andet, EU-parlamentarikere skal tage stilling til. Men posten som EU-Kommissionformand er dog temmelig vigtig.
Det forsigtige spørgsmål er, om det så egentlig tjener noget formål at stemme på det Radikale Venstre? Uanset om man hælder til den sociale eller den liberale side i det social-liberale Radikale Venstre, så vil sagen jo være bedst tjent med en succes for den socialdemokratiske gruppe.
Intellektuelle stemmer var som sunket i jorden, da der var brug for at gå i brechen for den europæiske foreningsfrihed. Kun få borgere protesterede, da European Association Statute faldt til jorden.
Som det kan læses andetsteds her på bloggen, blev European Association Statute (EA), og dermed et årelangt forsøg på at etablere foreningsfrihed på EU-niveau, for nogle år siden opgivet af EU-Kommissionen. Det skete bl.a., fordi EU-medlemsstaterne var bange for at give politiske mørkemænd et redskab i hænde, der ville gøre det lettere for dem at bringe fortidens radikale bevægelser tilbage på de europæisk politiske scener.
Der er forskel på frihed
Det bør på dette sted bringes i erindring, at ytringsfriheden i de senere år har fået rygdækning fra snart sagt enhver debattør i Europa.
Mordet på van Gogh i Holland og Jyllandspostens tegninger af profeten Muhammed fik alle op af stolene. Da mørke kræfter i og udenfor Europa ønskede en undskyldning for tegningerne af profeten, og når politikere holdt op med at sige deres mening af frygt for repressalier, så var demokratiet for alvor i fare, sagde vi til hinanden.
De borgerlige rettigheder var uantastelige, hed det i de offentlige europæiske debatter, og hvis der endelig skulle slækkes på ytringsfriheden måtte det aldrig være på grund af frygt eller trusler. Fra det yderste højre til det yderste venstre, har der været enighed om lige netop det sidste.
En udfordring til de ytringsfrie
Det er her en tanke værd, at da den anden borgerlige rettighed var til diskussion, nemlig friheden til at forene sig på europæisk niveau og dermed til at give stemme til det fælleseuropæiske, så var der vist ikke en eneste intellektuel, der ytrede sig. De snorksov, eller også rendte de for ytringsfrihedens skyld rundt og hakkede på islam.
Foreningsfriheden blev holdt hen og til sidst aflyst af frygt for europæernes historie. Af hensyn til freden i Europa må man vel forstå? Tænk hvis nogen for et par år siden havde foreslået, at vi for fredens skyld skulle indføre love, der begrænsede ytringsfriheden. Tænk blot den tanke, at vi havde indført love i Europa, der gjorde det ulovligt at krænke Muhammed – for fredens skyld. En sådan begrænsning kunne man vist ikke forestille sig, når det gjaldt ytringsfriheden, men den gik åbenbart, når det handlede om foreningsfriheden.
Her må man blot spørge: Hvor blev de principielle diskussioner af? Hvad er det præcist, der kvalificerer den ene borgerlige rettighed til massiv støtte, mens den anden må affinde sig med en mur af tavshed? Lad blot dette være en udfordring til de europæiske intellektuelle.
Og lur mig, om det ikke hænger sammen med, at de intellektuelles kapacitet rækker lige nøjagtig til nærmeste statsgrænse. De kan ikke forestille sig borgerlige rettigheder udenfor de nationalstatslige rammer.
Få borgere protesterede
Lidt mere kontekst vil gøre det muligt allerede nu at imødegå et par indvendinger. “I dag beder vi om, at De fjerner forslaget om European Association Statute fra listen af ”red tape”-lovgivning, og at De med al Deres autoritet opfordrer Rådet til at godkende dette direktiv så hurtigt som muligt…”
Sådan sluttede et brev fra en række EU-borgere til EU-Kommissionens formand, da de i et sidste desparat forsøg forsøgte at redde EA. Protesten blev sat i gang af læserne af on-line magasinet CaféBabel. Cirka 1000 underskrifter blev indsamlet via internettet, hvilket jo må siges at være forsvindende få.
Snart fik de få vakte borgere selskab af civilsamfundets talerør i EU-institutionerne, nemlig det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EESC), som opfordrede til, at man genoptog forhandlingerne om EA.
Nu vil nogen sikkert spørge, om der virkelig er brug for EA og foreningsfrihed på EUropæisk niveau, når så få borgere protesterede? Lad os blot komme dette argument i forkøbet ved hjælp af et par andre retoriske spørgsmål. Ville ytringsfriheden være mindre vigtig, hvis færre var gået i brechen for den for år tilbage? Afhænger de borgerlige rettigheders principielle status af, om der er en efterspørgsel? Selvfølgelig ikke! Selv den eller de, der eventuelt måtte tale imod borgerlige rettigheder, må jo betjene sig af ytringsfrihed og foreningsfrihed.
Derfor bør man også gennemføre EA og andre initiativer, der kan bidrage til udviklingen af et europæisk civilsamfund, uafhængigt af om der er nogen, der udtrykker behov for det.
Det blev aldrig til noget med direktivet, der skulle skabe foreningsfrihed i EU. Rådet frygtede europæernes fortid, forklarer EU-embedsmand, og der var ikke traktatmæssigt grundlag for at tillade foreningsdannelser på tværs af grænserne.
European Association Statute (EA) var på vej i over 20 år. Den skulle have skabt et lovgrundlag for EUropæiske bevægelser og foreninger. Men initiativet trak ud og blev til sidst trukket tilbage. EU-staterne i Rådet var bange for deres egen fortid.
”Europæerne er bange for deres egen historie,” forklarer Apostolos Ioakimidis fra Direktoratet for Erhvervs- og Virksomhedspolitik. Han sad med som EU-Kommissionens repræsentant ved de afgørende møder i EU-Rådet i første halvår af 2003.
Ioakimidis giver et par eksempler, som forklarer historiens indflydelse på, hvordan EA-direktivet blev behandlet: ”Østrig er bange for bestemte politiske bevægelsers genopståen,” siger Ioakimidis med henvisning til det yderste højre. Nazisme er ikke en forbudt bevægelse i alle medlemsstaterne. Med en fælleseuropæisk foreningsfrihed ville fortidens spøgelser påny kunne passere Østrigs grænser i skikkelse af en eller anden organisation, forklarer Ioakimidis og nævner i flæng: ”Grækenland er bange for, at ’kommunisterne’ skal returnere fra Rusland, Spanien er bange for Opus Dei, Italien er bange for kirken, og alle er betænkelige ved udsigten til, at der i non-profit-organisationer kan sidde udlændinge i bestyrelserne.”
Og helt generelt er staterne bange for, at ”europæiske organisationer kan blive brugt til hvidvask af penge og terrorrelaterede aktiviteter,” forklarer Ioakimidis.
Derfor så Rådet flere ulemper end fordele, hvis Europæerne frit kunne organisere sig på tværs af grænserne. De centrale møder i 2003 blev øvelser, hvor repræsentanterne skiftedes til at udpege sten på vejen. ”Staterne ønsker ikke foreningsfrihed på Europæiske niveau,” fastslår Ioakimidis.
’80er-parlamentet arbejdede for EUropæisk civilsamfund
Sagen om EA-direktivet begyndte med nogle enkle spørgsmål. Hvorfor kan man egentlig ikke være EUropæisk spejder? Hvorfor kan man ikke melde sig ind i et EUropæisk parti? Og hvorfor består selv Europabevægelsens bestyrelser af medlemmer fra det samme land?
Svaret var, at der ikke fandtes love, der gjorde det muligt at stifte EUropæiske foreninger. Og sådan er det fortsat. Reel foreningsfrihed findes ikke på EU-niveau. Spørgsmålene blev stillet af EU-Parlamentet i ’80erne. Parlamentet besluttede dengang at opfordre EU-Kommissionen til at fremsætte et direktiv, der skulle indføre reel foreningsfrihed i EU. Direktivet blev siden kaldt European Association Statute (EA).
Foreningsfrihed skulle være reel
EU-Parlamentsbeslutningen fra 1987 sigtede mod at fremme et EUropæisk civilsamfund. Foreninger og bevægelser skulle kunne handle lovligt og på tværs af grænserne.
Det var på den baggrund, man opfordrede Kommissionen til at skrue et direktiv sammen, der gav EUropæiske foreninger et juridisk grundlag.
Det fremgår af beslutningen om såkaldte non-profit-organisationer, som EA skulle gælde for, at Parlamentet ikke fandt foreningsfriheden reel. De principielle garantier i menneskerettigheds- og andre konventioner var ikke nok. For EU-Parlamentet var det afgørende, at der skulle ”gives mulighed for i praksis at udøve den”, som det hedder i beslutningen.
Foreninger er fortsat nationale
Det er nu tre-fire år siden, forslaget om at gøre foreningsfrihed til virkelighed blev trukket tilbage af EU-Kommissionen. EA havde ikke udsigt til at komme igennem de forhandlende medlemsstater i EU-Rådet. Dermed blev en ambition om at fremme et europæiske civilsamfund for alvor lagt hen. Europæiske bevægelser og organisationer kan fortsat alene være nationale.
Statsmagt mod foreningsfrihed
Der er ikke kontinuitet mellem EU-Parlamentets visioner i ’80erne og medlemsstaternes ambitioner senere hen. Og Ioakimidis’ udlægning af motiverne for staternes tøven bekræftes også af rådsreferaterne fra 2003.
Med udsigt til, at en europæisk forening kan flytte frit fra en stat til en anden, spørger en statsrepræsentant, om man så kan ”modsætte sig, at et parti, der deltager i nationale valg, kan flytte sit partikontor?”
En anden spørger, om man som stat kan opponere imod foreninger, der ”udfordrer den republikanske regeringsform?”
Frankrig foreslår i juni 2003 en tillægsparagraf, at EA ikke gælder for foreninger, der har til hensigt at skade en ”medlemsstats konstitutionelle form eller territoriale enhed.”
I juni er der også stater, der foreslår, at en negativliste skal udelukke foreninger med bestemte formål. Herunder terrorisme.
Nye terrorister spiller ingen rolle
Det er det sidste dokument i sagen, der nævner frygten for terrorisme. Herefter bliver der ikke indkaldt flere møder. Det er derfor nærliggende at tro, at staterne af frygt for islamistisk terrorisme har smidt foreningsfriheden ud med badevandet.
Ioakimidis forsikrer, at det vil være en helt forkert fortolkning: “Det ville være totalt forkert at sige, at frygt for terrorisme efter 2001 forhindrer foreningsfrihed på europæisk niveau.”
Det er Europas historie og i det højeste gamle dages terrorister, der dæmper interessen for EA. Men faktisk er det i en helt anden boldgade, man finder de afgørende hindringer, forklarer han:
Foreningsfrihed bliver et markedsanliggende
Den 25. marts 2003 udtrykker et flertal at staternes delegerede tvivl, om det overhovedet er umagen værd med EA: ”Der var ikke bevis for et reelt behov,” fortæller rådsreferatet om staternes synspunkt.
Der er et grundlæggende formaliahensyn, der flytter fokus helt væk fra de oprindelige tanker om at lade et europæisk civilsamfund spire uafhængigt af statsgrænserne. Formaliahensyn, der kan få staterne til at spørge, om der overhovedet er et behov?
Tanken om at lovliggøre grænseoverskridende foreningsaktivitet kræver dækning i EU-traktaterne. Der fandtes og findes ikke traktatdækning for at lovliggøre europæisk foreningsakvitetet alene med den begrundelse, at man ønsker at udvikle et europæisk civilsamfund. Forfatningstraktaten, der blev nedstemt af franskmænd og nederlændere, ville måske have gjort det muligt, men den hører i det højeste fremtiden til.
EA blev derfor fremsat med den begrundelse, at foreninger burde ligestilles med andre, der har grænseoverskridende erhvervsmæssig aktivitet. Derfor blev forslaget om EA fremlagt med traktathjemmel i bestemmelserne om det indre marked.
Røde Kors er også et firma
Logikken er som følger: Røde Kors driver, mod betaling, ambulancekørsel i Belgien. Men trods det, er Røde Kors fortsat en non-profit-organisation, for foreningen har ikke til formål at tjene penge til private. Man kan nu argumentere for, at Røde Kors burde kunne handle på tværs af grænserne på lige fod med private firmaer. Og det var netop sådan, man ræsonnerede i EU-Kommissionen, før man fremlagde EA. Man kunne nu netop bruge EU-traktatbestemmelserne om hensynet til det indre marked.
Det ville givet stadig virke fremmende for udviklingen af et europæisk civilsamfund, når man dog havde aktivitet og bestyrelser på tværs af landene. Men fra nu af, var dette blot en heldig bivirkning, som så kunne tjene EU-Parlamentets oprindelige hensigt med EA-direktivet.
Tavshed sænker sig
Dermed kom diskussionen om hindringer og formålstjenlighed med EA til at handle om noget helt andet. De mødedelegerede i Rådet, som kom fra medlemsstaternes erhvervspolitiske ministerier, kunne netop spørge, om der virkelig var et behov, og om det var umagen værd med EA. Var der virkelig behov for, at civilsamfundet af indre markedshensyn skulle ligestilles med firmaer? Var der overhovedet en reel efterspørgsel?
Og svaret på de spørgsmål ligger i den tavshed, der herefter indfandt sig, forklarer Ioakimidis. Fra juli 2003 til EU-Kommissionen i 2005 annoncerer, at den vil trække forslaget, har alle EU-formandskabslandene ignoreret EA.
Historien slutter med Barrosso-Kommissionen. Den renser ud i forslag, der blot hober sig op i lovgivningsmøllen, men som ikke har udsigt til at passere den. Sammen med en række andre lovforslag bliver EA i 2005 sortlistet, som det hedder i Bryssel-jargonen. Tidligere var den i samme vokabular karakteriseret som ”red tape”, hvilket betyder, at den ligger på en hylde og samler støv med en rød sløjfe omkring.
Fra 2006 er EA fjernet fra dagsordenen.
FAKTA om European Association Statute
European Association Statute (EA) var et direktivforslag fremsat af EU-Kommissionen på EU-Parlamentets opfordring. EA-direktivet blev trukket tilbage før det var færdigbehandlet.
Forslaget rummede en række rammebetingelser for, hvornår en EUropæisk forening, bevægelse, organisation eller lignende ville kunne anerkendes som EUropæisk. En Europæisk forening ville med en EA-registrering kunne handle i hele EU, og den ville kunne organisere EU-borgere uafhængigt at statsgrænser.
EA rummede for eksempel betingelser for
– hvilke formål en europæisk forening skulle forfølge – fra hvilken dag en forening kunne regnes for en juridisk person – hvor hovedsædet kunne ligge – hvem der kunne stifte en europæisk forening – hvad vedtægterne som minimum skulle indeholde
Især formålsbestemmelsen var genstand for megen debat.
Der var enighed om, at EA i det højeste skulle gælde for non-profit-organisationer. Den præcise ordlyd var man dog ikke blevet enige om, da EA officielt blev taget af EU’s dagsorden mellem 2005 og 2006.
Newropeans stiller op til EU-Parlamentsvalget og bevægelsen insisterer på at være europæisk. Dermed har den et problem, for ingen lov støtter europæisk foreningsfrihed i praksis. Selvom bevægelsen har store ambitioner på europæernes vegne, spår eksperter et beskedent valgresultat.
Newropeans er en Europæisk politisk bevægelse, der mener at dele karakteristika med salamanderen. Salamanderen er et symbol på renæssancen og dens kølige rationalitet. Det ser Newropeans som ekstremismens modpol. Salamanderen står for mod, uforgængelighed og skrøbelighed på samme tid. Og i lighed med Newropeans er den dog et lille dyr i åbenbaringen. Newropeans’ website fortæller også, at salamanderen er valgt som symbol, fordi den med lidt god vilje ligner et kort over Europa.
Det kan i virkeligheden ikke lade sig gøre, fortæller vice-præsident, talsmand og EU-Parlamentskandidat for Newropeans, Harald Greib. Bevægelsen stiller op til parlamentsvalget i ni lande med ét program, men lovene undergraver initiativet. Det bekræfter for Newropeans blot, at der er noget at kæmpe for. Det kan man læse på bevægelsens hjemmeside.
Newropeans’ mål er at ændre EU-systemets rammer, uddyber Harald Greib. Hvis bevægelsen blot affandt sig med de eksisterende juridiske rammer, så var der ingen problemer. Men Newropeans stiller op med ét og samme program i mange EU-medlemsstater. Bevægelsen simulerer, at staterne ikke er andet end valgkredse og ser stort på, at juraen siger noget ganske andet. Og dermed lader bevægelsen som om, der allerede er indført nye rammer for som EU-borger at øve indflydelse.
Borgerne bør kunne øve direkte indflydelse på EU-politik, er Newropeans’ tanke. Og det kan man, mener bevægelsen, hvis man stemmer på en europæisk bevægelse med et fælles europæisk program. Men, som nævnt, bevægelsen simulerer, for den kan intet steds anerkendes som europæisk.
Europæere tvangsnationaliseres
”De tvinger os til at blive nationale,” forklarer Harald Greib, ”og det strider mod vore mål.” Godt nok kan man i de fleste EU-stater frit agitere for sine synspunkter, så her er der stort set ikke noget problem. Men europæiske bevægelser kan ikke stille op til EU-Parlamentsvalgene uden videre. Europæiske bevægelser er lovløse, for ingen love giver foreningsfrihed på europæisk niveau.
Newropeans er nødt til at stifte bevægelsen som parti eller forening i hver enkelt EU-medlemsstat for at agere lovligt. Dermed splittes Newropeans op i nationale afdelinger, som følger staternes love. ”Alle de nationale Newropeans-partier er juridisk set uafhængige,” forklarer Harald Greib, og fortsætter: ”Vi har blot en aftale om, at de holder sig til vort fælles europæiske program.”
Catch 22
De nationale Newropeans-partier kan i realiteten forkaste Newropeans’ program, uden mulighed for den fælles ledelse for at gribe ind. Det betyder, at Newropeans juridisk set ikke er ét parti men derimod en række nationale partier. Og dermed har Newropeans netop ikke formået at løfte borgernes indflydelse på EU’s fremtid ud af de nationale og ind i europæiske rammer. ”Det strider direkte imod vore mål,” konkluderer Harald Greib om det juridiske catch 22.
Dermed bliver Newropeans et parti som alle andre partier, der kalder sig europæiske, men som reelt ikke er det. “Forestil dig, at Newropeans i for eksempel dit eget land får stor succes. Så vil de jo også kræve større uafhængighed og afvige fra det fælles program. Selvfølgelig kommer der den slags problemer,” forudser Harald Greib. Lovene i de enkelte stater kan også betyde, at der kun kan sidde statsborgere fra den enkelte medlemsstat i hver enkelt bestyrelse.
Frustrerede EU-borgere får en chance
Men Newropeans falder til patten og lader sig midlertidigt nationalisere. Det sker af bitter nødvendighed, fortæller Harald Greib, som er på det rene med, at kampen for at lovliggøre det europæiske perspektiv, er selve bevægelsens fundament: ”Vores fælles frustration er, at vi ikke kan arbejde på EU-niveau,” siger han, og henviser til den manglende folkelige legitimitet bag EU’s magt. Det man tilbyder vælgerne ved det kommende EU-Parlamentsvalg, er at give denne frustration luft, kan man læse på bevægelsens hjemmeside: ”Newropeans vil give enhver europæisk vælger chancen for at stemme på en trans-europæisk politisk bevægelse.”
Newropeans tror på, at frustrationen er stor blandt EU-vælgerne: ”Vi er her for at demonstrere frustrationen overfor the establishment,” forklarer Greib og hævder, at Tyskland er et eksempel på, hvor det kan gå rigtig godt for Newropeans: ”.. 10% af stemmerne er ikke urealistisk i for eksempel Tyskland, hvor vi kan samle mange protestvælgere op. Socialdemokraterne er jo ved at flå sig selv i stykker indefra.” Newropeans’ hjemmeside regner med mellem fem og ti procent af stemmerne i EU, hvilket betyder mellem 50 og 75 mandater i EU-Parlamentet.
Ikke skøre, men idealister
”Ønsketænkning,” siger Dr. Hermann Schmitt til formodningen om, at EU-vælgerne skulle være frustrerede. Dr. Schmitt forsker i blandt andet vælgeropførsel og europæisk integration på Mannheimer Zentrum für Europäsche Sozialforschung. Centret er en del af universitetet sammesteds. Han afviser fuldstændigt, at tyskerne ønsker direkte indflydelse på EUs politik:
”Det er simpelthen ikke en kategori i tyske vælgeres bevidsthed. At den lave interesse i EU-Parlamentsvalg skulle hænge sammen med manglen på legitimitet, er den forkerte diagnose, og det er blevet undersøgt endda meget grundigt,” forsikrer han og henviser til sin egen og kollegernes forskning:
”Vælgerne er bare ikke interesserede i EU-Parlamentsvalg, og det gælder i hele EU.” Også Newropeans’ anden forhåbning, at trætheden i forhold til de etablerede partier skulle få vælgerne til at gå nye veje, skyder Schmitt ned: ”Det er der ikke eksempler på i nyere tid i Tyskland. Tænk på De Grønne og andre. De voksede stille og roligt.” Og om de fem-ti procent af vælgerne, Newropeans ser frem til i Tyskland, har Schmitt følgende udgangsreplik: “De er ikke skøre, de er simpelthen bare idealister…”
Dr. Ulrike Guerot iagttager og kommenterer jævnligt tyske vælgeres opførsel i europapolitiske sammenhænge. Hun er direktør i det private European Council on Foreign Relations i Berlin. Guerot lægger ikke skjul på, at hun støtter Newropeans’ projekt. Hun leverer formentlig den mest positive kommentar, man kan opdrive i Tyskland:
”Hvorfor skulle der ikke være plads til et EU-parti,” siger hun og fortsætter,”i en tid, hvor der er plads til alle mulige enkeltsagspartier.” Hun henviser til seniorpartiet Graue Panther, som er et eksempel på et enkeltsagsparti, der har succes. Partiet er siden 2001 repræsenteret i Berlins parlament. Og ligesom med seniorerne mener Guerot om EU-sagen, at:
“Jo, der findes et vakt publikum.” Trods det skyder hun Newropeans forhåbninger til EU-Parlamentsvalget ned: ”Hør, de er intelligente folk og alting, men jeg er nødt til at sige nej. Ti procent er for meget. Intet nyt parti har nogensinde gjort det i Tyskland.” ”Der er en rimelig, ikke helt urealistisk chance for at lande på en tre-fire procent.”
Fremtidsmusik i Newropeans’ øren
”Lovløsheden” er bevæggrunden. Det er den, Newropeans vil af med. I bestræbelsen på at komme af med de lovløse tilstande regner Newropeans sig selv for en artefakt, et projekt, et værktøj eller en katalysator for forandring, fortæller et af Newropeans’ strategipapirer.
Derfor er de politiske mål også skubbet i baggrunden, mens man kæmper for midlerne. Newropeans fastslår da også, at bevægelsen hverken er højre- eller venstreorienteret. Bevægelsen samler i sin egen forståelse alle, der kæmper for europæiske rammer, men med forskellige mål for øje.
Harald Greib mener, at individer i de gamle partier, ”med inspiration fra Newropeans,” vil europæisere fløje af de gamle partier indefra. Når de vrister sig fri af de nationale bånd og bestyrelser, vil de være europæiske: ”Nationale partier vil flytte tilbage til staterne,” mener Greib, og med nye europæiske partier vil den fejlkurs, EU er slået ind på, være rettet op igen. Den store fejltagelse bestod ifølge Greib i, at ”magten flyttede til Bruxelles, men demokratiet blev hjemme…”
Til den tid, om 15-20 år, fortæller Newropeans’ strategipapirer, kan Newropeans opløse sig selv. ”Medlemmerne kan så fordele sig til højre og venstre i det politiske spektrum, alt efter hvor de synes de hører hjemme,” slutter Greib. Til den tid, forestiller man sig, vil Newropeans have vist sit værd som artefakt, tjent et hvilket som helst politisk mål, når blot midlerne er bragt ind i passende, lovlige og ikke mindst europæiske rammer.
Til den tid er det lovligt at være en europæiske forening.
EU-Parlamentsvalg 2009
Ambitionen er at stille op til EU-Parlamentsvalget i alle 27 medlemslande med kun ét program. Men til valget den 7. juni har Newropeans valgt at koncentrere arbejdsbyrden i ni medlemslande.
Spanien, Frankrig, Tyskland, Nederlandene, Danmark, Slovakiet, Italien, Ungarn Østrig og Polen er udset til at udgøre frontlinien i Newropeans’ første valgkamp. Foreløbig er i hvert fald Danmark opgivet, fordi der var for få partisoldater.
Vi har brug for europæiske journalister, hvis demokratiet skal leve videre på europæisk niveau. Danmark kan gå foran med en journalistuddannelse.
Europa savner journalistiske Sanktbernhardshunde, som kan yde henslumrende europæiske borgere demokratisk førstehjælp. Foto: dierk schaefer, Creative Commons Licens.
Journalistikken hævdes jævnligt at være magtens skødehund, demokratiets vagthund, erhvervslivets dovne hyrdehund eller at ligne ved en trofæhungrende jagthund. Det er sikkert alle vellignende billeder i forskellige situationer og historiske epoker – og i nationale sammenhænge.
Hvis vi derimod anlægger et europæisk perspektiv, er det vist blot billeder af nogle gamle hunde, vi går og klapper på. De er alle solidt placeret i sofaen mellem det øvrige nationale inventar.
For at blive i billedsproget, så er det min opfattelse, at EUropa journalistisk talt behøver Sanktbernhardshunde.
Journalistikken er demokratiets tvilling
Forestillingen om en borgerlig offentlighed bestående af myndige borgere er omdrejningspunkt for dansk journalistiks selvforståelse. Ja, vel endda forudsætning for, at journalistikken overhovedet kan have en selvforståelse.
Den danske offentligheds sted er de fælles medier. Her informeres, her præsenteres synspunkter, her argumenteres og her iscenesættes opførelsen af de vigtigste samfundsaktørers positioner, roller, trusler og lokken. Og her udkrystalliseres efterhånden blandt borgerne en formening om, hvor offentligheden samlet set står. Og i bedste fald står offentligheden der, hvor de bedste argumenters prøvesten tillader den at stå. Den fælles viljesdannelse i offentlighedens fremkaldervæske kommer ud af badet som god vilje. Det hele kan oversættes til demokrati, når det er rationelt, og hvor flertal er flertal, også efter at være prøvet i den offentlige debat.
Derfor er journalistik i de fælles og frie medier det moderne, rationelle demokratis tvilling.
Presse- og ytringsfrihed
Det magiske øjeblik, hvor den politiske offentlighed sanktioneres statsretsligt, er nært sammenhængende med, at medierne selvstændiggøres. Det sker i Europa i forbindelse med revolutionerne omkring 1848, hvor de såkaldte positive rettigheder slippes løs i de nye forfatninger. Det gælder blandt andet ytringsfrihed og pressefrihed. Således også i Danmark.
Konstitutivt er det selvbevidste borgerskab. Det optræder herefter i varierende grad som et selvstændigt korrelat til statsmagt, myndigheder og senere også til markedskræfter. Det er af samme grund også mål for de politiske og økonomiske magters information, kommunikation og undertiden også propaganda.
Journalisten og arbejdshunden
Journalisten har i historie og nutid været indehaver af forskellige roller i medierne. Det er disse roller, der har deres karikerede mage i arbejdshunde. Vi kalder journalisten for magtens skødehund, når hun optræder følgagtigt og ukritisk. Værst er det, når politisk eller økonomisk magt står alene om at definere, hvad der for borgerne er vigtigt. Man kan her tænke på de udvalgte krigskorrespondenter i Irak, der villigt lader sig forevise Potemkins kulisser. Når journalisten er i rollen som genopretter af gode demokratiske forhold, så siger vi hun optræder som vagthund. Det sker ved opsøgende arbejde, der afslører politiske og økonomiske systemers magtmisbrug, fortielser og løgne.
Watergateskandalen er vagthundenes paradeeksempel på en kamp med heldigt udfald, fordi journalister forsvarede og vandt demokratiet mod verdens mest magtfulde mand. Undertiden forvandles journalisten i rollen som demokratiets vagthund og fremstår snarere som en jagthund efter sensationen – ofte den personificerede enkeltsag. Man kan her tænke på Peter Brixtofte, hvis imponerende rødvinsregninger er entydige. Brixtofte er skurken, journalisterne heltene, skatteyderne ofre for magtmisbrug.
Tilbage i rollen som demokratiets vagthund er journalisten snarere interesseret i, hvorfor SF’eren Helene Lund i årevis råbte vagt i gevær men blot mødte privatiseringsprædikanternes berømmelse af mønsterkommunen Farum.
Sensationen fremstiller kampen mellem godt og ondt i såpas æstetisk renhed, at netop det truer med at blive formålet selv. Genoprettelsen af den demokratiske orden og hvad der er til det fælles bedste må som formål vige for æstetikken.
Billedet af erhvervsjournalistikken som hyrdehund tager udgangpunkt i, hvad der netop ikke sker. Hyrdehunden arbejder kun, når flokken er truet eller nogen skiller sig ud. Når det ikke er tilfældet udveksler den blot opmærksomhed med flokken, som kan være erhvervslivet, civile organisationer, interesseorganisationer eller (lokale) myndigheder. Journalisten kopierer velvilligt de informationer, der udgår fra kommunikationsafdelingerne, og er så sikker på også at få stoffet næste gang.
Hvad så med EU?
Men hvad sker der med forestillingerne, rollerne og karikaturerne, når vi vender os mod det nye forum for fælles viljesdannelse, den Europæiske Union? Hvordan har det rationelle demokratis tvillingepar det i den sammenhæng? Kender vi den journalist, der følgagtigt går EU-magtens ærinde? Kender vi den journalist, der lader EU sætte dagsordenen og bestemmer, hvad der er interessant? Har vi en situation, hvor bevidstløs afskrift af EU-magtens program er nødvendig, når journalisten også i fremtiden vil bytte opmærksomhed med magten? Kort sagt, findes den europæiske journalistiske skødehund? Det er nok muligt, men det er ikke lykkes mig at komme i tanker om et eksempel.
Hvad så med demokratiets vagthund? Kender vi den europæiske journalist, der afslører magtmisbrug, løgne og fortielser i EU-systemet, genopretter den europæiske orden, og af hensyn til det fælles europæiske bedste forsvarer demokratiet? Rummer rollebesætningen i det europæiske politiske teater denne kritiske journalist, der af hensyn til det fælles vel spidder EU’s fejlgreb?
Tja, en vagthundefunktion er det vel, når journalister bringer historien om, hvordan EU bortødsler skatteborgernes penge og for millionbeløb bringer hele administrationen til Strasbourg i en uge hver måned. Men historien forvanskes undervejs til borgerne. Det er EU-parlamentarikere der har iværksat den kampagne imod frådseriet, som journalisten bringer videre. Det er EU-parlamentarikere, der forsvarer den europæiske skatteborger og som iøvrigt er dødtrætte af at pakke kontorer ud og ned. Vist er pengeforbruget til flytteforretningen på EUs budget, men det er alene EU-staterne, der kan fjerne ordningen.
I de nationale offentlighedssfærer fremstår journalistikken således i sin vagthundefunktion som skatteydernes forsvarer mod systemet i EU’s skikkelse. Desværre retter såvel folkevidet som mange journalister dermed bager for smed, og staternes magt over EU-systemet opretholdes. EU får til gengæld tildelt skurkerollen. Det er netop ikke det europæiske demokrati og fælles bedste, der retableres, men det nationale.
Journalister, der viderebringer netop den historie om EU’s ødselshed, er måske snarere skødehunde for de nationalstater, der ikke har interesse i, at borgerne placerer ansvaret på rette sted.
Kender vi så den journalistiske jagthund i det EU-politiske teater? EU ville være et taknemmeligt offer for jagthunden, fordi dets modforholdsregler er sparsomme. Man har vist ikke engang en spindoktor ansat til at forsvare sig. Men det er nok for indviklet. Desuden er det kedelige ting, EU har magt over. Der er knap så meget krig, knap så meget klart defineret magt, og knap så mange personer, vi synes vi kender personligt.
Kommissærer optræder for sjældent i Billed-Bladet, kan man sige, og kun EU som institution betragtet tilbyder sig i rollen som det onde selv.
Man kan måske sige, vi kender jagthundefunktionen, når TV-hold på skift tager til Bruxelles for at fotografere EU-parlamentarikerne, der underskriver diætlister uden at tage del i de møder, der betinger diæterne. Men det er karakteristisk, at det bedst lader sig sælge, hvis det er en hjemlig politiker, der er offer. Således husker de fleste vel, da John Iversen var offeret, men jo netop fordi han er fra Danmark.
Kort fortalt er jagthundens terræn muligvis overnationalt, men byttet skal være af interesse for og afleveres i den hjemlige offentlighedssfære.
Kun i uegentlig forstand kender vi derfor til europæiske journalister. De er nemlig ikke europæiske. Såvel vagthund, skødehund som jagthund står i relation til en offentlighedssfære, som er national. De hører til det nationale inventar, og det er i bedste fald de nationale demokratiers orden, selvbevidsthed og fælles bedste, der genoprettes, når EU spiddes.
En europæisk offentlighedssfære?
EU har aldrig behøvet noget magisk øjeblik, hvor den politiske magt sanktionerer presse- og ytringsfrihed. EU er født med frihederne.
Derimod savner vi både det konstitutive selvbevidste europæiske borgerskab og et sted for en europæisk offentlighed at udfolde sig. Der er stor set ingen Europæiske medier. Der er godt nok ansatser, men de er få og uden betydning. EU Observer er én offentlighedsarena in spe, men i lighed med tiden, hvor de første danske omnibusaviser så dagens lys, så læses EU Observer stort set kun i hovedstaden – Bruxelles.
Det peger på det manglende konstitutive element. Der findes ikke noget selvbevidst, læsende og deltagende europæiske borgerskab.
Disse faktorer er tilsammen, hvad EU-Kommissionens vicepræsident Margot Wallström og andre har diagnosticeret som manglen på en europæiske offentlighedssfære. Det kom frem i EU-Kommissionens hvidbog om kommunikation, som blev offentliggjort den 2. februar 2006. Heri foreslår EU blandt andet foranstaltninger, der skal få journalister og andre til at tænke ud over de nationale offentlighedssfærer. Man forestiller sig for eksempel at understøtte netværksmøder mellem journalister på tværs af grænserne.
Det kan der så siges meget ondt og godt om. Til det onde hører, at det dog ville være et kønnere europæisk demokrati, der ikke skulle sparkes igang ovenfra.
Sanktbernhardshunde skal vække borgerne
Hvorom alt er, så savner det europæiske demokrati sin journalistiske tvillingsøster. Den rolle kræver dog europæiske medier, som kræver et europæisk publikum. Og et europæisk publikum kræver europæisk journalistik og således videre i cirkler.
Der er ikke andet for end blot at gå i gang. Det handler sandsynligvis om demokratiets overlevelse under nye overnationale horisonter. Jeg tror Europa savner journalistiske Sanktbernhardshunde, som kan yde henslumrende europæiske borgere demokratiske førstehjælp. Hvis min analyse holder bør de have et skvæt af den medicin, der søger ”… at henlede den offentlige Opmærksomhed på det Offentlige, at vække og nære Borgerens Interesse for det Statsborgerlige, og således stræbe efter at bidrage til … Selvbevidstheds Opvækkelse….” Sådan forklarede Fædrelandet sin egen berettigelse den 14.9.1834, da det nationalliberale borgerskab var i sin magts gryen.
Alt journalisten behøver gøre for at indtage rollen er at tænke ”Europæisk” ind foran ordet ”Statsborgerlige” og så ellers passe sin hidtidige rolle som vagthund, jagthund eller skødehund i den nye sammenhæng.
Horisontudvidelsen handler også om uddannelse. Således kunne Danmarks journalisthøjskoler eventuelt gå sammen om en ny enhed for Europæisk Journalistik. Den kan så med tiden blive til en selvstændig institution, der tilbyder journalistuddannelser, hvis referenceramme er mere end national. Europæiske journalistuddannelser bør have som målsætning at rekruttere i hele Europa – både når det gælder medarbejdere og studerende.
"I fremtidens Europa er journalisten en Sanktbernhardshund" blev sidst opdateret: 12. august 2019 af John Petersen
Vi anvender cookies og andet godt til at huske Deres data. Disse data deles undertiden med tredjepart. Er De indforstået med det og vore øvrige brugsvilkår? JaNejLæs først detaljerne
Privatlivspolitik, cookies og brugsvilkår
Privacy Overview
This website uses cookies to improve your experience while you navigate through the website. Out of these, the cookies that are categorized as necessary are stored on your browser as they are essential for the working of basic functionalities of the website. We also use third-party cookies that help us analyze and understand how you use this website. These cookies will be stored in your browser only with your consent. You also have the option to opt-out of these cookies. But opting out of some of these cookies may affect your browsing experience.
Necessary cookies are absolutely essential for the website to function properly. This category only includes cookies that ensures basic functionalities and security features of the website. These cookies do not store any personal information.
Any cookies that may not be particularly necessary for the website to function and is used specifically to collect user personal data via analytics, ads, other embedded contents are termed as non-necessary cookies. It is mandatory to procure user consent prior to running these cookies on your website.
