Newropeans stiller op til EU-Parlamentsvalget og bevægelsen insisterer på at være europæisk. Dermed har den et problem, for ingen lov støtter europæisk foreningsfrihed i praksis. Selvom bevægelsen har store ambitioner på europæernes vegne, spår eksperter et beskedent valgresultat.
Det kan i virkeligheden ikke lade sig gøre, fortæller vice-præsident, talsmand og EU-Parlamentskandidat for Newropeans, Harald Greib. Bevægelsen stiller op til parlamentsvalget i ni lande med ét program, men lovene undergraver initiativet. Det bekræfter for Newropeans blot, at der er noget at kæmpe for. Det kan man læse på bevægelsens hjemmeside.
Newropeans’ mål er at ændre EU-systemets rammer, uddyber Harald Greib. Hvis bevægelsen blot affandt sig med de eksisterende juridiske rammer, så var der ingen problemer. Men Newropeans stiller op med ét og samme program i mange EU-medlemsstater. Bevægelsen simulerer, at staterne ikke er andet end valgkredse og ser stort på, at juraen siger noget ganske andet. Og dermed lader bevægelsen som om, der allerede er indført nye rammer for som EU-borger at øve indflydelse.
Borgerne bør kunne øve direkte indflydelse på EU-politik, er Newropeans’ tanke. Og det kan man, mener bevægelsen, hvis man stemmer på en europæisk bevægelse med et fælles europæisk program. Men, som nævnt, bevægelsen simulerer, for den kan intet steds anerkendes som europæisk.
Europæere tvangsnationaliseres
”De tvinger os til at blive nationale,” forklarer Harald Greib, ”og det strider mod vore mål.”
Godt nok kan man i de fleste EU-stater frit agitere for sine synspunkter, så her er der stort set ikke noget problem. Men europæiske bevægelser kan ikke stille op til EU-Parlamentsvalgene uden videre. Europæiske bevægelser er lovløse, for ingen love giver foreningsfrihed på europæisk niveau.
Newropeans er nødt til at stifte bevægelsen som parti eller forening i hver enkelt EU-medlemsstat for at agere lovligt. Dermed splittes Newropeans op i nationale afdelinger, som følger staternes love.
”Alle de nationale Newropeans-partier er juridisk set uafhængige,” forklarer Harald Greib, og fortsætter:
”Vi har blot en aftale om, at de holder sig til vort fælles europæiske program.”
Catch 22
De nationale Newropeans-partier kan i realiteten forkaste Newropeans’ program, uden mulighed for den fælles ledelse for at gribe ind. Det betyder, at Newropeans juridisk set ikke er ét parti men derimod en række nationale partier. Og dermed har Newropeans netop ikke formået at løfte borgernes indflydelse på EU’s fremtid ud af de nationale og ind i europæiske rammer.
”Det strider direkte imod vore mål,” konkluderer Harald Greib om det juridiske catch 22.
Dermed bliver Newropeans et parti som alle andre partier, der kalder sig europæiske, men som reelt ikke er det.
“Forestil dig, at Newropeans i for eksempel dit eget land får stor succes. Så vil de jo også kræve større uafhængighed og afvige fra det fælles program. Selvfølgelig kommer der den slags problemer,” forudser Harald Greib. Lovene i de enkelte stater kan også betyde, at der kun kan sidde statsborgere fra den enkelte medlemsstat i hver enkelt bestyrelse.
Frustrerede EU-borgere får en chance
Men Newropeans falder til patten og lader sig midlertidigt nationalisere. Det sker af bitter nødvendighed, fortæller Harald Greib, som er på det rene med, at kampen for at lovliggøre det europæiske perspektiv, er selve bevægelsens fundament:
”Vores fælles frustration er, at vi ikke kan arbejde på EU-niveau,” siger han, og henviser til den manglende folkelige legitimitet bag EU’s magt.
Det man tilbyder vælgerne ved det kommende EU-Parlamentsvalg, er at give denne frustration luft, kan man læse på bevægelsens hjemmeside:
”Newropeans vil give enhver europæisk vælger chancen for at stemme på en trans-europæisk politisk bevægelse.”
Newropeans tror på, at frustrationen er stor blandt EU-vælgerne:
”Vi er her for at demonstrere frustrationen overfor the establishment,” forklarer Greib og hævder, at Tyskland er et eksempel på, hvor det kan gå rigtig godt for Newropeans:
”.. 10% af stemmerne er ikke urealistisk i for eksempel Tyskland, hvor vi kan samle mange protestvælgere op. Socialdemokraterne er jo ved at flå sig selv i stykker indefra.”
Newropeans’ hjemmeside regner med mellem fem og ti procent af stemmerne i EU, hvilket betyder mellem 50 og 75 mandater i EU-Parlamentet.
Ikke skøre, men idealister
”Ønsketænkning,” siger Dr. Hermann Schmitt til formodningen om, at EU-vælgerne skulle være frustrerede. Dr. Schmitt forsker i blandt andet vælgeropførsel og europæisk integration på Mannheimer Zentrum für Europäsche Sozialforschung. Centret er en del af universitetet sammesteds. Han afviser fuldstændigt, at tyskerne ønsker direkte indflydelse på EUs politik:
”Det er simpelthen ikke en kategori i tyske vælgeres bevidsthed. At den lave interesse i EU-Parlamentsvalg skulle hænge sammen med manglen på legitimitet, er den forkerte diagnose, og det er blevet undersøgt endda meget grundigt,” forsikrer han og henviser til sin egen og kollegernes forskning:
”Vælgerne er bare ikke interesserede i EU-Parlamentsvalg, og det gælder i hele EU.”
Også Newropeans’ anden forhåbning, at trætheden i forhold til de etablerede partier skulle få vælgerne til at gå nye veje, skyder Schmitt ned:
”Det er der ikke eksempler på i nyere tid i Tyskland. Tænk på De Grønne og andre. De voksede stille og roligt.”
Og om de fem-ti procent af vælgerne, Newropeans ser frem til i Tyskland, har Schmitt følgende udgangsreplik:
“De er ikke skøre, de er simpelthen bare idealister…”
Læs også: EU-parlamentsvalg: lav deltagelse et sundhedstegn
De er intelligente, men nej
Dr. Ulrike Guerot iagttager og kommenterer jævnligt tyske vælgeres opførsel i europapolitiske sammenhænge. Hun er direktør i det private European Council on Foreign Relations i Berlin.
Guerot lægger ikke skjul på, at hun støtter Newropeans’ projekt. Hun leverer formentlig den mest positive kommentar, man kan opdrive i Tyskland:
”Hvorfor skulle der ikke være plads til et EU-parti,” siger hun og fortsætter,”i en tid, hvor der er plads til alle mulige enkeltsagspartier.”
Hun henviser til seniorpartiet Graue Panther, som er et eksempel på et enkeltsagsparti, der har succes. Partiet er siden 2001 repræsenteret i Berlins parlament. Og ligesom med seniorerne mener Guerot om EU-sagen, at:
“Jo, der findes et vakt publikum.”
Trods det skyder hun Newropeans forhåbninger til EU-Parlamentsvalget ned:
”Hør, de er intelligente folk og alting, men jeg er nødt til at sige nej. Ti procent er for meget. Intet nyt parti har nogensinde gjort det i Tyskland.”
”Der er en rimelig, ikke helt urealistisk chance for at lande på en tre-fire procent.”
Fremtidsmusik i Newropeans’ øren
”Lovløsheden” er bevæggrunden. Det er den, Newropeans vil af med.
I bestræbelsen på at komme af med de lovløse tilstande regner Newropeans sig selv for en artefakt, et projekt, et værktøj eller en katalysator for forandring, fortæller et af Newropeans’ strategipapirer.
Derfor er de politiske mål også skubbet i baggrunden, mens man kæmper for midlerne. Newropeans fastslår da også, at bevægelsen hverken er højre- eller venstreorienteret. Bevægelsen samler i sin egen forståelse alle, der kæmper for europæiske rammer, men med forskellige mål for øje.
Harald Greib mener, at individer i de gamle partier, ”med inspiration fra Newropeans,” vil europæisere fløje af de gamle partier indefra. Når de vrister sig fri af de nationale bånd og bestyrelser, vil de være europæiske:
”Nationale partier vil flytte tilbage til staterne,” mener Greib, og med nye europæiske partier vil den fejlkurs, EU er slået ind på, være rettet op igen. Den store fejltagelse bestod ifølge Greib i, at ”magten flyttede til Bruxelles, men demokratiet blev hjemme…”
Til den tid, om 15-20 år, fortæller Newropeans’ strategipapirer, kan Newropeans opløse sig selv.
”Medlemmerne kan så fordele sig til højre og venstre i det politiske spektrum, alt efter hvor de synes de hører hjemme,” slutter Greib.
Til den tid, forestiller man sig, vil Newropeans have vist sit værd som artefakt, tjent et hvilket som helst politisk mål, når blot midlerne er bragt ind i passende, lovlige og ikke mindst europæiske rammer.
Til den tid er det lovligt at være en europæiske forening.
EU-Parlamentsvalg 2009
Ambitionen er at stille op til EU-Parlamentsvalget i alle 27 medlemslande med kun ét program. Men til valget den 7. juni har Newropeans valgt at koncentrere arbejdsbyrden i ni medlemslande.
Spanien, Frankrig, Tyskland, Nederlandene, Danmark, Slovakiet, Italien, Ungarn Østrig og Polen er udset til at udgøre frontlinien i Newropeans’ første valgkamp. Foreløbig er i hvert fald Danmark opgivet, fordi der var for få partisoldater.
Læs også: Derfor har vi ikke EUropæisk foreningsfrihed (baggrund)
Læs også: Europæiske intellektuelle sov i timen (opinion)
Newropeans Club Newropeans