Torsdag faldt der terrordomme i Kumanovo-sagen i Republikken Makedonien. Offentligheden efterlades med fortsat mistillid til domstolene og flere spørgsmål end svar.
Kvarteret Lagja e Trimave (albansk) eller Диво Насеље (makedonsk) i Kumanovo, Makedonien, i maj 2015. Begge stednavne er uofficielle. Foto: Ian Bancroft. Creative Commons 2.0 Licens.
Et virvar af kriminalsager med politiske over- og undertoner verserer ved de makedonske domstole. Mange sager er affødt af landets aflytningsskandale og efterfølgende politiske krise, mens andre har verseret i længere tid.
Læs også: Titanic, Tortur og TNT i Makedonien
Læs også: Sex, koks og politibiler i nye makedonske T-sager
I en af sagerne faldt der dom torsdag. 33 fik domme for at medvirke til terror. De dømte udkæmpede eller medvirkede til det slag, der stod den 9.-10. maj 2015 i en forstad til byen Kumanovo. Slagets anden part var politistyrker, som ifølge myndighedernes kommunikation dengang, var på stedet for at komme et terrorangreb i forkøbet.
Slaget efterlod cirka tyve døde kombattanter, hvoraf de otte var politifolk.
Slaget gik verden rundt i medierne og blev – jævnfør myndighedernes kommunikation – beskrevet som etnisk betinget og terrorrelateret. I Makedonien var slaget eller noget lignende derimod ventet, fordi myndighederne havde en interesse i at aflede opmærksomheden fra landets politiske krise. Man troede simpelthen, allerede inden det skete, at et bestillingsarbejde af den art var under opsejling.
Det illustreredes meget tydeligt i en sag, der senere blev fusioneret med Kumanovo-sagen. Tre uger forinden slaget i Kumanovo var en politistation i Gosincë (Гошинце) nemlig, ifølge myndighederne, blevet stormet af maskerede mænd. Klassiske og sociale medier troede ikke en døjt på historien og lagde ikke skjul på det.
Selvom det snart blev klart, at slagets hovednavne var UÇK-veteraner fra Makedonien og Kosovo, hvilket umiddelbart taler for, at myndighedernes kommunikation havde noget for sig, er der fortsat tvivl, om der var tale om et bestillingsarbejde. For at sige det mildt.
Retssystemets parti
Man kan roligt regne med, at torsdagens dom vil blive anket. Forsvaret har i retten og over for medierne tydeligt gjort opmærksom på, at beviserne imod de nu dømte er utilstrækkelige.
Og det er ikke blot familier og venner til de nu dømte, der regner retssystemet for partisk i sagen. Zoran Zaev, Makedoniens premierminister siden maj 2017, har i den seneste valgkamp talt for, at sagen bør gå om. Det samme har lederen af partiet BDI, Ali Ahmeti, som nu er regeringspartner med Zaevs Socialdemokrater (SDSM). Ahmeti sagde det allerede kort efter Kumanovo-slaget, selvom BDI også var regeringspartner i den foregående regering, som rådede over politistyrkerne.
De taler begge for, at en ny retssag bør søge international assistance.
Til kritikeres formodning, om at retssagen har været en skueproces og at slaget i Kumanovo er udtryk for et bestillingsarbejde, hører også, at bagmændene skal findes i toppen af partiet VMRO-DPMNE, som med Nikola Gruevski i spidsen regerede i 11 år indtil maj i år. Hvis kritikerne har ret, er det dette regime, nogle dommere fortsat er loyale overfor.
Læs også: Ekspertgruppe: dommere i Makedonien bør retsforfølges
Sagen er fortsat sløret
De 33 dømte har medvirket til, at 8 politifolk mistede livet, og de har kæmpet et veritabelt to-dages slag mod politistyrker i et beboelsesområde i Kumanovo. Det er jo sådan set brandulovligt, uanset om deres afbrudte forehavende eventuelt var et bestillingsarbejde.
At de dømte er skyldige, er der således næppe tvivl om. Spørgsmålet i den makedonske offentlighed er snarere, hvad de er skyldige i, og eventuelt hvem der står bag. Det er således ikke indlysende, hvorfor de torsdag blev dømt for terror.
Dernæst spøger det fortsat i offentligheden, at Stojanche Angelov, før Kumanovo-slaget fandt sted, havde spået dets komme, og at det var VMRO-DPMNE-regimet selv, der stod bag. Han henviste til kilder i den serbiske efterretningstjeneste. Angelov er veteran fra den væbnede konflikt i 2001, på de makedonske myndigheders side, og har rang af generalmajor i politiets særlige styrker.
Forsvaret ønskede at indkalde Angelov som vidne, men det afviste dommeren.
Og endelig er det fortsat uklart, hvorfor Politi- og indenrigsminister Gordana Jankuloska og chefen for det hemmelige politi, Saso Mijalkov, måtte gå af umiddelbart efter Kumanovo-slaget. Nogle vil hævde, at det var USA og en række EU-lande, der umiddelbart efter Kumanovo-slaget pressede daværende premierminister Nikola Gruevski til at fyre de to. Det er sikkert rigtigt, men dette pres må der jo så også have været en grund til.
De havde jo dog, i regimets selvforståelse, netop nedkæmpet en terrorgruppe.