Tre sønderjyder steg i november 1916 af toget i Gradsko og begav sig videre mod fronten. Den Store Krig krævede deres tilstedeværelse i Makedonien, hvor Ententen var aggressiv, og hvor Bulgarien ville udvide sit territorium.
Den lille by Topolchani (Тополчани), som ligger en snes kilometer nord for Bitola, fik for nøjagtig 100 år siden besøg af Hans Hostrup fra Høgsbro, Laust Dollerup fra Enderupskov og Magnus Lund fra Normsted.
Hans Hostrup fortæller i en beretning fra 1951 om sin tid som soldat i 1. verdenskrig. Som ung nordslesviger, eller sønderjyde, som vi siger i dag, måtte Hostrup sammen med Dollerup og Lund, gøre tjeneste i den kejserlige tyske hær, selvom de var danske.
Hostrup og de andre blev sendt til Nis i Serbien, hvor de i begyndelsen af november 1916 igen stod på et tog, for denne gang at stige af i Gradsko i Makedonien. Herfra måtte de trave de 70 kilometer til Prilep over Babuna-passet. Det tog et par dage. Og fra Prilep kunne de med en feltbane køre de sidste 18 km til Topolchani, hvor de blev indkvarteret. De boede blandt andet i et hus, som ”laa lige op ad Kirken, saa det har nok været Præsteboligen,” skriver Hostrup.
Monastir eller Bitola i efteråret 1916
I august, september og oktober 1916 er den makedonske front meget aktiv. Også omkring Monastir, som på makedonsk hedder Bitola. Serberne, som er på Ententens side, kæmper fra syd, mens Østrig-Ungarn, Tyskland og Bulgarien kæmper fra nord med bulgarske styrker i front.
September slutter med den serbiske erobring af bjergtoppen Kaimakchalan, og i løbet af oktober passerer de f.eks. ved Brod Den sorte Flod (Cerna eller црна река). Fronten flytter så lidt mod nord. Efter fortsatte hårde kampe omkring Bitola opgiver Centralmagterne den 19. november byen, og man rykker endnu fem kilometer mod nord. Og her falder der nogenlunde ro over fronten ved Bitola, indtil der igen sker noget i 1918.
Nord for Bitola forløb fronten nu mellem højene 1248 og 1050, og fra den linje er der endnu cirka tyve kilometer mod nord til Topolchani, hvor danskerne blev indkvarteret. Som det vist fremgår, var de sandsynligvis heldige med ankomsttidspunktet. De må være ankommet kort før den 19. november, for Hostrup beretter om tyskernes tilbagetrækning. Og så blev der ro.
Der havde ellers for nyligt været særdeles blodigt på frontafsnittet. Hostrup beretter selv, hvordan de på færden fra Nis til Gradsko mødte et lazarettog fyldt med hårdtsårede fra det saksiske jægerregiment. Eftersom danskerne tidligere havde mødt raske ”Jægere” på vej sydpå, ”…gjorde [det] dybt Indtryk paa os, da vi saa de raske Jægere i den Forfatning,” skriver Hostrup.
Ferdinand, Vaterland og sønderjyderne
Ententens fremstød i efteråret hang sammen med situationen i Rumænien, som for nyligt havde valgt side til fordel for Ententen. Det fik Centralmagterne til at angribe Rumænien og sætte alt ind for at sikre sig oliefelterne i landet.
Centralmagterne kæmpede fra nord i de transsylvanske Karpater og fra Bulgarien i syd. Ententens mission var nu at sikre, at så mange bulgarer som muligt var travlt optaget på den makedonske front, så de ikke kunne sendes til den bulgarsk-rumænske front.
Når Bulgarien under Zar Ferdinand I var i krig mod serberne og Ententen på den makedonske front, var det fordi man ville sikre sig dele af Makedonien, som man følte, man var blevet snydt for i Balkankrigene i 1912-13. Centralmagterne såvel som Ententen havde forsøgt at lokke Bulgarien med territorium i Makedonien. Centralmagternes tilbud var det bedste til prisen, så det blev den side, Ferdinand valgte.
Den yderst indviklede 1. verdenskrig førte altså danske sønderjyder til et frontafsnit, hvor de både kæmpede for Bulgariens zar Ferdinand og for Kejser Wilhelm II og ”das grosse Vaterland”, som Hostrup skriver.
Kæmpede er nu så meget sagt. Hostrups tjans i Topolchani bestod i at grave granater ned ”i små Kælderrum, der var indhugget i Bjerget med en vis indbyrdes afstand. Der var plads til ca. 200 Granater i hvert Hul”. Det sker stadig, at lokale finder granater fra 1. verdenskrig på de makedonske frontafsnit.
1917
Efter jul blev Dollerup og Hostrup tildelt 7. Batteris Ammunitionskolonne, hvor de passede heste og om natten kørte ammunition ud til batteristillingerne. De var nu ikke længere ved Bitola. Og om foråret i 1917 blev de sendt til en fremskudt stilling syd for Gevgelija, der hvor E75 i dag krydser grænsen til Grækenland. Her bestod arbejdet i at bygge en kanonunderstand.
I 1917 fik Hostrup malaria og var på lazaret i både Yskyb, eller Skopje, som byen hedder på makedonsk, og i Vranje i Serbien. Han fik bevilget en tre-ugers orlov og i forbindelse hermed deserterede han, gik ”over Grænsen” til Danmark.
Måske tog Hostrup helt fejl
Hostrup reflekterer i sin beretning fra Topolchani over den lokale befolkning. Soldaterne ”mærkede aldrig noget til Had eller Modvilje hos dem,” skriver han. Hostrup mener, at deres tålmodighed måske skyldes, at de så på besætterne på samme måde som danskerne så på tyskerne under 2. verdenskrig. Og videre:
”Der var mange Lighedspunkter. Hele Landet var besat af en overmægtig Fjende; Modstandsbevægelse, Sabotage m.m. og Værnemagere har der vel også været.”
Besætterne var tyskerne og bulgarerne i Hostrups verdensbillede. Men faktisk havde det nordlige Makedonien, altså det område, der i dag udgør Republikken Makedonien, jo kun tilhørt Kongeriget Serbien i tre år – nemlig siden Balkankrigenes afslutning i 1913. Det var ikke indlysende, hvem der var de gode, og hvem der var de onde. Eller blot, hvem der var besættere, modstandsfolk eller værnemagere?
Og netop i Monastir eller Bitola var befolkningen meget sammensat. Der var både jøder, kristne og muslimer, og ingen var i flertal. Blandt muslimerne var der albanere, Roma og tyrkere, mens der blandt de kristne var tilhængere af det bulgarske exarkat og det græske patriarkat – herunder aromuner og formentlig også nogle albanere. Det er ikke selvindlysende, at denne befolkning skulle betragte bulgarerne som besættere frem for serberne.
Det er et særdeles følsomt emne i nu om dages makedonske historieskrivning og -fortælling. Ikke desto mindre er det muligt, at det fraværende ”Had og Modvilje”, som Hostrup beskriver, simpelthen skyldes, at befolkningen var på bulgarsk side, eller at de var ligeglade.
Det er i øvrigt også muligt, at billedet var et helt andet i landbyen Topolchani 20-30 kilometer nord for Bitola. Det var i hvert fald tilfældet i efteråret 2015, hvor en lokal med en rød-gul VMRO-DPMNE T-shirt svarede således på spørgsmålet om befolkningssammensætningen i Topolchani:
”Vi er makedonere, 100%”
Hans Hostrup: Oplevelser i Makedonien 1916-17 i Øjenvidner 1914-1918. Sønderjyske soldaters beretninger, Lindhardt og Ringhof 2014
—
Det er fortsat gratis at læse med her. Har artiklen værdi for Dem, er selv symbolske bidrag dog særdeles velkomne via MOBILEPAY 21281941.