Przhino-aftalen i Makedonien – overgang eller undergang?

Der bliver taget let på Przhino-aftalen. Det skaber tvivl om Republikken Makedoniens fremtid i EU og NATO og bringer landets eksistens i tvivl.

Makedonien er kandidatland til EU og aspirerer til NATO-medlemskab. Det vest-integrative perspektiv er officiel politik. Ikke desto mindre er der tvivl, om det eksisterende regime i virkeligheden modarbejder vest-integrationen. Det er en tvivl, der også råder blandt landets albanere, for hvem vest-integrationen formentlig er et sine qua non.

Przhino-aftalen blev indgået i juni og juli med henblik på at skabe en overgang fra det nuværende autoritære kleptokrati til et mere EU- og NATO-kompatibelt styre. Aftalen blev tvunget frem af EU og USA, efter at aflytningsskandalen havde gjort det klart for alverden, hvor slemt det står til i Republikken Makedonien. Aftalens parter er de fire største politiske partier i Makedonien.

Aftalen bliver misligholdt. Det nationalkonservative regeringsparti VMRO-DPMNE under premierminister Nikola Gruevski og oppositionen, som er ledet af det socialdemokratiske SDSM og Zoran Zaev, beskylder hinanden for at stå bag misligholdelsen. Det er dog nogenlunde klart, at det er Gruevski og regimet, der har en interesse i at obstruere aftalen. Han og de øvrige topfolk vil efter alt at dømme ende bag tremmer, hvis aftalen opretholdes.

Blot en overgang?

Det er let at ekstrapolere fra øjebliksbilleder, hvis man vil finde ud af, hvor Makedonien er på vej hen. Som det altid er tilfældet, når man slutter fra del til helhed, er der i det højeste tale om kvalificerede gæt, og der er mange af dem. Her er et par stykker:

”Selvfølgelig ønsker vi og regeringen at blive medlem af EU,” siger en af de handlende i Debar Malo.
”Når EU har forstået, at Gruevski ikke vil dikteres af EU,” fortsætter han, ”så bliver alt som det var.”

Overgangen er kun en overgang, en storm i et glas vand. Sådan er der mange, der tænker. Måske har de mange ret. Man kan af ”hverdagseksperter” som den handlende let få det indtryk, at det er EU, der søger om medlemskab i Makedonien.

Man kan også forestille sig en borgerkrig mellem tilhængere af VMRO-DPMNE og SDSM. Hvis den handlende får ret i, at det autokratiske kleptokrati vil fortsætte, men at EU i modsætning til hans forventning opgiver at optage Makedonien som medlem, så melder spørgsmålet sig selvfølgelig: er oppositionen klar til at slås?

Det er der ikke mange, der tror på, men frygten for væbnet konflikt nævnes dog efterhånden en gang imellem. Der er flere grunde til, at kun få frygter sådan en borgerkrig eller borgerkrigslignende tilstand. Nogle konstaterer nøgternt, at ingen vil slås for EU-kompatible forhold i Makedonien, fordi kampen ikke kan vindes. Andre mener, at SDSM-oppositionen slet ikke er interesseret i EU-kompatible forhold. Deres primære interesse er derimod blot at overtage kleptokratiet. Endnu andre mener, at en væbnet konflikt mellem de makedonske parter er overskuelig, men at faren for at Republikken Makedoniens albanere bliver inddraget er for stor. Alene derfor sker det ikke.

At Przhino-aftalen, overgangsperioden, virkelig bliver en overgang til EU-kompatible forhold er naturligvis også en mulighed. Det findes der formentlig også folk, der tror på.

Den egentlige fare

De albanske ledere ville i en konkret situation, en voldelig konflikt mellem de makedonske partiers tilhængere, gøre alt for at holde sig udenfor – i hvert fald som udgangspunkt. Men det er ikke sandsynligt, at de kan styre det.
”I en sådan situation vil en strid om en parkeringsplads være nok til at inddrage albanerne,” siger en af de utallige hverdagseksperter.

Albanernes standpunkt i en sådan konflikt er åbenbart. Albanerne ønsker ikke at vinke farvel til det vest-integrative perspektiv, som er ensbetydende med NATO- og EU-kompatibilitet. Det er vest-integrationen, NATO, der for albanerne er forsikringen imod de makedonske nationalstatslige aspirationers – i albanernes øjne – værste potentialer.

Og her ligger den egentlige fare for Republikken Makedonien: Det kan få uoverskuelige følger, hvis det vest-integrative perspektiv fordufter, og hvis albanerne i en sådan situation viser sig uvillige til at lade stå til.

Den mest radikale konklusion er, at det kan betyde Republikken Makedoniens undergang. Også den konklusion er udbredt blandt hverdagseksperterne.

For en alternativ (russisk) fortælling, læs også: Makedonien set fra Makedonien

Vanhoutte truer med Hviderusland

Her på bloggen har vi tidligere hævdet, at en bestemt komponent i Przhino-aftalen er afgørende, hvis der skal ske forandring: Makedoniens håb er den særlige anklager

Det er netop den særlige anklagers (Специјално Јавно Обвинителство) arbejde, der i øjeblikket forhindres eller forhales – sammen med udnævnelsen af nye ministre og vice-ministre. Det fik for en uge siden EU’s mægler, Peter Vanhoutte, til at meddele medierne, at Makedonien risikerer at ende som Hviderusland, hvis aftaleparterne ikke følger Przhino-aftalen. Isolation er alternativet til vest-integration, sagde han.

Det så grangiveligt ud som om Vanhoutte simpelthen var ved at tabe tålmodigheden med regimet. Han kunne heller ikke afvise, at det kunne komme til indefrysning af de ansvarlige politikeres bankkonti og indrejseforbud i EU og sådan. Vanhoutte har efterfølgende forsikret, at han endnu ikke har opgivet.

EU-Kommissær Johannes Hahn har ikke lagt skjul på, at en positiv rapport fra EU-Kommissionen afhænger af, om Przhino-aftalen bliver overholdt.

Og i går gik USA’s og EU’s ambassadører så endnu engang i samlet flok ud med en meddelelse til Gruevski via medierne. Med den britiske ambassadør Charles Garrett i spidsen, opfordrede de Gruevski til at bemyndige sit team til at overholde Przhino-aftalen, så der kan sikres ”troværdige” valg i Makedonien; herunder at den ”særlige anklager får de ressourcer, hun beder om, så hun kan begynde sit vigtige arbejde.”

Og nu venter Makedonien så på EU-Kommissionens rapport, mens Gruevski tweeter, at ”Macedonian people decide over its future”. Tweetet er forsynet med et link til denne tale.

Første gang ambassadørerne optrådte samlet var i maj, hvor USA, Frankrig, Italien, Storbritannien, Tyskland og EU udtrykte massiv mistillid til Gruevski’s regime i Makedonien.

Læs også: Ler latterlige Gruevski sidst?

Den særlige anklager er næsten klar

Den særlige anklager blev – også forsinket – udpeget i midten af september. Det blev den i offentligheden hidtil ukendte Katica Janeva, som på det tidspunkt var anklager i grænsebyen Gevgelija.

Hendes virke blev fastsat ved lov, så der ikke kunne være tvivl om hendes uafhængighed af den eksisterende offentlige anklagemyndighed. Hele parlamentet står bag, hvilket er muligt, fordi SDSM også har overholdt sin del af Przhino-aftalen, nemlig at vende tilbage til parlamentsarbejdet, som partiet ellers har boykottet siden valgene i april 2014.

Både mandatet, loven, personen, budgettet og personalet har været genstand for hårde forhandlinger, men det lykkedes tilsyneladende at få ansat Janeva uden at regimet har mulighed for at udfordre hendes uafhængighed.

Næsten!

Det seneste er nemlig, at de 14 ”vice-anklagere”, Janeva har udpeget, og som hun ifølge loven har mandat til at udpege, ikke er blevet godkendt en bloc af landets såkaldte ”offentlige anklageres råd”. Rådet er i princippet uafhængigt, men det regnes af oppositionen for at være en del af regimet, og det har kun godkendt syv af Janevas 14 indstillede vice-anklagere.

Dermed er den særlige anklagers arbejde som minimum forsinket.

–

Przhino-aftalen hedder sådan, fordi den kom i stand i EU’s villa i kvarteret Przhino (Пржино) den 2. juni 2015.