Med aftalen om at afslutte Makedoniens politiske krise får landet en såkaldt særlig anklager. Den særlige anklager bærer måske kimen til forandring.
Mens valgkampen er i gang i Republikken Makedonien, og mens verden koncentrerer sig om flygtningenes ufrivillige ophold ved landegrænsen til Grækenland i weekenden, er en arbejdsgruppe i færd med at afgøre statens eventuelle fremtid.
Arbejdsgruppen forsøger at efterleve de aftaler, som blev indgået den 2. juni mellem repræsentanter for landets fire største partier. Aftalerne blev til i forlængelse af aflytningsskandalen og efter pres fra USA og EU. Arbejdsgruppen består af repræsentanter for de fire aftalepartner, partierne VMRO-DPMNE, SDSM, BDI og PDSh. Desuden deltager en række vestlige eksperter, og mindst en civilsamfundsorganisation, Most, har også været indkaldt.
2. juni-aftalen fik yderligere substans, da man – efter meget drama og tovtrækkeri og godt en måned efter aftalens deadline – den 15. juli kunne udpensle detaljerne. Dramaet, som det udspillede sig i medierne, gik på, hvornår premierminister Nikola Gruevski skulle bebude sin afgang og give plads for den aftalte overgangsregering. Grunden er og var, at jo længere Gruevski sidder, jo lettere er det for ham at gøre statsadministrationen til motor for VMRO-DPMNE-partiet og hans egen valgkamp.
Det blev man så enige om. Overgangsregeringen skal tiltræde den 15. januar, siger aftalen af 15. juli, og Gruevski skal derfor forinden tage sin afsked.
Makedonien får en særlig offentlig anklager
15. juli-detaljerne rummer en bestemmelse om, at der skal udpeges en særlig anklager,(Специјално Јавно Обвинителство), som med ”… fuld autonomi skal lede undersøgelserne af de forhold, der udspringer af aflytningerne …”. Den særlige anklager skal udpeges i enighed af aftalepartnerne.
Det betyder, at chefen for den offentlige anklagemyndighed ikke selv skal lede undersøgelserne. Det bringer mening, fordi nogle af aflytningerne tyder på, at chefanklageren, Marko Zvrlevski, selv er indblandet i nogle af de forhold, aflytningerne afslører.
Meningen er, at Gruevski og hans folk selv skal kunne ende på anklagebænken, når der viser sig at være grund til det. I øjeblikket tror ingen på, at domstolene er upolitiske. Også det bekræfter aflytningerne. Hvis denne mistillid til statens institutioner skal brydes, så er det naturligvis et minimum, at kriminelle stilles for en domstol. Men det er endnu vigtigere, at borgerne har tillid til, at de domme, der falder, er upolitiske.
Den særlige anklager vil måske kunne nære håbet om, at noget sådant er muligt i fremtidens Makedonien. Hvis han eller hun altså får lov at arbejde uafhængigt.
Det er derfor uhyre interessant, hvem den særlige anklager bliver? Det er også interessant, om han eller hun principielt skal referere til Zvrlevski, hvilket Gruevski sjovt nok har insisteret på.
Endelig er det interessant, hvad der sker, hvis parterne ikke kan blive enige om, hvem rollen som særlig anklager skal tilfalde. Et rygte siger, at EU og USA vil udpege den særlige anklager, hvis parterne ikke selv kan blive enige. EU-Kommissionen har ikke, overfor overtegnede, ønsket at bekræfte dette rygte, ligesom man ikke har ønsket at afvise det.
Arbejdsgruppen har – så vidt vides – endnu ikke offentliggjort noget afgørende om den særlige anklager.
Overgangsregering fra 15. januar
15. juli-detaljerne beskriver også, hvordan og hvornår overgangsregeringen skal sammensættes. Bl.a. vil der blive udpeget en ny indenrigsminister, og denne minister skal indstilles af Socialdemokratiet (SDSM). De mest magtfulde ministerposter bliver i det hele taget besat med to personer. En minister og en viceminister, hvoraf den ene kommer fra SDSM og den anden fra VMRO-DPMNE.
Indenrigsministeriet er især interessant. Dels har ministeren magten over politiet, og dels har ministeret haft en nøglerolle i den valgsvindel, der er blevet afdækket med aflytningsskandalen. Det er indenrigsministeriet, der udsteder de ID-kort, der udløser en stemmeseddel.
Øvelsens formål er at undgå, at statsadministrationen bliver spændt for VMRO-DPMNEs vogn i valgkampen. Det nationalkonservative regeringspartis folk sidder på statsadministrationens vigtigste poster, hvorfor den slags kan lade sig gøre. Lidt karikeret kan man sige, at staten ingen medarbejdere har. Medarbejdernes loyalitet ligger hos partiet, som man skylder sin stilling.
Eftersom statens folk dårligt kan fyres, bliver oppositionens folk efter hvert valg manøvreret ud i periferien af administrationen, hvor de sidder og venter på, at magten skal skifte.
Gruevski kan vinde valget
Gruevski skal ikke være premierminister i perioden mellem den 15. januar og den 24. april, hvor valget vil finde sted. Det fremgår af aftalen. Derimod står der ikke noget om, at Gruevski ikke kan vinde valget og vende tilbage til posten som premierminister. Og det er der al mulig grund til at tro, at han gør.
Det er muligt, at vælgerne vil noget nyt. Men det generelle billede er ikke, at de ser et alternativ i SDSM. Tværtimod repræsenterer SDSM for mange det gamle Jugoslaviske regime – politistaten. Selvom aflytningsskandalen har afsløret regimet som dybt kriminelt, så er det absolut ikke indlysende for borgere flest, at SDSM vil være anderledes.
Dertil kommer, at de makedonske medier i stor stil er en del af regimet selv, hvorfor dækningen af aflytningsskandalen er ude af proportion med skandalens omfang og dybde.
Også af den grund afhænger Makedoniens fremtid formentlig af den særlige anklagers position. Forestiller man sig, at den særlige anklager ikke formår at stille regimets hovedmænd for en domstol, og forestiller man sig samtidigt, at Gruevski efter den 24. april fortsætter som før, så er alt håb om forandring slukket for en rum tid fremover.
Endnu en generation af unge, som ikke er en del af klientellet, vil sandsynligvis søge lykken andetsteds – i EU, USA, Australien og så videre. EU kan så se frem til endnu en ”folkevandring”.
2. juni-aftalen kom i stand i EU’s villa i kvarteret Przhino (Пржино). Derfor kaldes aftalen også for Przhino-aftalen (tilføjet 15/9, red.)