Makedonske historiebøger bliver kritiseret med jævne mellemrum. Især af landets albanere og i forbindelse med skolestart. Lærebøgerne er tendentiøse og fulde af fejl, hævdes det. Men problemet er større, og det er altgennemtrængende.
I Makedonien har man en sukkerkage, der kaldes Sheqerpare. Muslimerne spiser den i forbindelse med Bayram (Eid), men også de ortodokse kender den, og den findes sikkert også andre steder. Den er karakteristisk ved, at den bagte kage ved en bestemt temperatur overhældes med sukkervand, der ligeledes har en bestemt temperatur.
Når Sheqerpare lykkes er den luftig og ensartet i teksturen, selvom den er gennemvædet af sukkervand. Makedonsk historie er som Sheqerpare.
Skolen starter mandag
Mandag er der skolestart i Republikken Makedonien. Børn vender tilbage fra sommerferien, og nye årgange kommer til. De ældre årgange har historie som obligatorisk fag, og som kagens bund vil de om føje tid blive imprægneret med den historiske sukkerlage.
Mange skoler er delt, så albanere undervises om formiddagen og makedonere om eftermiddagen – eller omvendt. De lærer om udviklingstræk og karakteristika i verden, på Balkan og i Makedonien i bestemte perioder, som f.eks. tidlig middelalder, sen middelalder og så videre.
Lærebøgerne er præget af mytestof om makedoneres bedrifter og Makedoniens rolle som offer for fremmede magter. Og curriculum lægger ikke op til at stille spørgsmål, læse kilder, endsige at gå kritisk til stoffet. Det fortæller en større undersøgelse fra EUROCLIO med titlen ”A Key to Unlock the Past”.
Undersøgelsen er fra 2012, men curriculum og undersøgelsens pointer gælder fortsat i 2017, fortæller Mire Mladenovski. Mladenovski er lærer, formand for den makedonske historielærerforening og næstformand for den europæiske historielærerforening, EUROCLIO.
I årene efter Ohrid-aftalen (2001) er albanernes historie kommet med, men dét stof har samme mytiske karakter. Makedonere og albanere læser dog ikke nødvendigvis de samme kapitler i lærebøgerne:
”Som lærer kan du fravælge 10% af stoffet, og der er f.eks. én historie om makedonerne mellem første og anden verdenskrig, og en anden om albanerne mellem første og anden verdenskrig,” forklarer Mladenovski.
Den altgennemtrængende nationale sukkerlage sanktioneres i samfundets top, blandt landets ledende politikere og forskere.
Encyclopædisk hvidvask
I 2009 var MANU på trapperne med en ”makedonsk encyklopædi”. MANU eller Македонска Академија на Науките и Уметностите er videnskabernes akademi i Republikken Makedonien.
Encyclopædien indeholdt nogle på det tidspunkt almindeligt kendte, men omdiskuterede og udokumenterede påstande, som nu blev præsenteret som fakta. En af dem var, at amerikanske og britiske agenter havde trænet de UÇK-folk, som startede det væbnede oprør i 2001.
Oplysningen var en del af en artikel forfattet af professorerne Tatjana Petrusevska og Svetomir Skaric. Ordlyden var sakset fra Wikipedia, som dog ikke var angivet som kilde. Det var derimod pressen generelt.
I september 2009 forklarede professor Petrusevska sig til dagbladet Dnevnik. Når påstanden blev flyttet ind i encyclopædien, var det for at give den autoritet, forklarede professoren. Forfatterne ønskede at præsentere et synspunkt om Vestens indblanding, der ifølge Petrusevska ikke var mainstream. Og når oplysningen stod at læse i et værk som encyclopædien, så ville encyclopædien jo fremover – frem for Wikipedia, eller angiveligt pressen – optræde som kilde, forklarede professoren.
For så vidt en tilståelsessag. Professorerne har ønsket at fabrikere en sandhed, frem for at præsentere en sandhed.
Adskillige artikler var til diskussion og især albanere i ind- og udland blev stødt over påstande, der ikke var dækning for i historiske kilder. Herefter blev encyclopædien trukket tilbage til revision.
Makedonsk historieskrivning skaber sandheder
Den går ikke hver gang, men ambitionen om at skabe opportune historiske sandheder er ifølge eksperter som Prof. Dr. Ulf Brunnbauer (2003), Regensburg, og Prof. Dr. Stefan Troebst (1983), Leipzig, ingen undtagelse i makedonsk historieskrivning – hverken i Republikken Makedonien (1991-) eller i den Socialistiske Republik Makedonien (1944-91).
Og Brunnbauer (2003) peger på, at der er kontinuitet i ambitionerne, ligesom de institutioner, der tager sig af angivelig historieforskning, er de samme, før og efter selvstændigheden i 1991.
Instituttet for national historie (Институт за Национална Историја) har noget nær monopolstatus på statsstøttet forskning, mens MANU og historiedepartementet på Skopjes Kyril & Metodius Universitet spiller en mindre rolle.
Fokus er studier i den makedonske nation. De statsstøttede historieforskningsinstitutioner repræsenterer næsten udelukkende etnisk makedonske forskningsambitioner – og altså ikke albanske, landets anden store befolkningsgruppe.
Brunnbauers gennemgang af makedonsk historiografi er fjorten år gammel, men ifølge Mire Mladenovski kunne den næsten lige så godt have være skrevet i 2017.
At etablere en nation
De makedonske nationalhistorikere adskiller sig ikke fra så mange andre nationalhistorikere. Historien om makedonerne eller Makedonien følger Greimas aktantmodel, hvor den historiske konstant og aktør er enten folket eller den politiske enhed – i dette tilfælde Makedonien – som så går så grueligt meget ondt igennem, inden man når til nutidens statsdannelse.
Historien skal helst bibringe det indtryk, at folket og den politiske enhed, staten, er ældgamle aktører, som af den grund – må man gå ud fra – har legitim ret til (som minimum) nutidens statsdannelse, altså Republikken Makedonien.
I bestræbelserne på at bibringe det indtryk, er man senest nået til oldtidens Makedonien og oldmakedonerne (Alexander den Store døde i 323 f.Kr.), hvis riges hovedstæder var Pella og Vergina i det nuværende nordlige Grækenland. Bestræbelsen går på at vise, at nutidens Makedonien eller nutidens makedonere har mere til fælles med oldtidens makedonere end blot navnet.
I Grækenland mener man, at hele bestræbelsen bærer kimen til territoriale ambitioner på Grækenlands bekostning, hvilket er baggrunden for navnestriden, der igen forhindrer Republikken Makedoniens optagelse i NATO; foruden at historikere afviser bestræbelsen.
Tilsvarende har historikerne beskæftiget sig med middelalderen, hvor Zar Samuels rige (969-1018) blev omfortolket og gjort til et makedonsk rige. Det gjaldt ellers for at være en del af den bulgarske nationalhistorie – og gør det fortsat. Samuels rige havde hovedstad i Ohrid i den nuværende Republikken Makedonien, selvom Samuel for det meste opholdt sig på øer i Prespasøerne.
Makedonificeringen af Samuel er naturligvis ikke en vindersag i Bulgarien, hvor historikere i øvrigt afviser fortolkningen.
Også ”VMRO”-oprørerne i Det Osmanniske Rige i årene omkring år 1900 blev med historikernes mellemkomst til en autoriseret del af det moderne Makedoniens historie. I deres egen forståelse og i samtiden i øvrigt var den slavisktalende del af oprørerne ellers stort set bulgarer.
Den ældste generation af VMRO-oprørere kæmpede for at frigøre Thrakien og Makedonien fra Det Osmanniske Rige. Fremtidsvisionen var ikke nødvendigvis uafhængighed for disse områder, men eventuelt en større eller mindre tilknytning til det nys etablerede Bulgarien. Derfor er VMRO-oprørerne også helte i den bulgarsk-nationale historieskrivning, og derfor er ej heller denne omfortolkning problemfri.
Til forskel fra andre landes nationalhistorikere har makedonerne det uheld, at makedonernes forgængere stort set ikke kaldte sig makedonere før Anden Verdenskrig. Der findes fortsat ældre borgere i Makedonien, der hævder at kunne huske, at de før krigen bl.a. kaldte sig bulgarer.
Kagen skæres i grundbøgernes forfatterteams
Udviklingen af curriculum og altså også curriculum for historieundervisningen er intransparant, som det hedder i ”A Key to Unlock the Past”-rapporten. Der er ingen, der rigtigt ved, hvordan og som følge af hvilken politiske ”vejledning” arbejdet foregår, hedder det. I første omgang er det ligegyldigt, for ”de fleste historielærere er ikke velinformerede om ændringer i curriculum og procedurer.”
Men det afgørende led er de obligatoriske grundbøger. Ansvaret for at udpege grundbøgernes forfatterteams ligger formelt i Undervisningsministeriet, men ”Proceduren for at forfatte og publicere grundbøger er intransparent. For det meste er det akademiske historikere, der danner forfatterteams,” hvor dog ”De albanske forfattere har begrænset indflydelse på grundbøgernes overordnede koncept.”
Den ensartede tekstur i den historiske Sheqerpare er dog garanteret, også på dette niveau, viser rapporten:
”Det historiske curriculum er designet af en gruppe forfattere, nævnt i curriculum-dokumentet. Mange har længe været en del af denne proces. De fleste af dem agerer også grundbogsforfattere. Akademikerne er valgt som repræsentanter for samfundet af akademiske historikere, repræsenterende universiteter og Instituttet for national historie.” (!)
Start med spørgsmålene, ikke med svarene
Omkring skolestart er der hvert år kritik af stereotyper, der holdes i live i skolesystemet via lærebøgerne. Især omkring albanerne. Der er også helt gemene sjuskefejl.
Som det vist fremgår, er påstande, der hældes ud over de givetvis uskyldige skoleelever, heller ikke nødvendigvis hjemlet i grundigt kildearbejde, og historieforskning og undervisning er helt enkelt politiseret. Erkendelsen er interesseledet, som man siger.
Men problemet stikker netop dybere end misvisende lærebøger, hævder Mire Mladenovski. Den evigt tilbagevendende lærebogskritik ser f.eks. kun overfladen og ikke den altgennemtrængende sukkerlage. Det er fint nok at rette fejlene, men det er hele ambitionen med faget historie, der skal revideres, mener Mladenovski.
”Eleverne bør lære at analysere og opøve kritisk sans og kreativitet, i stedet for at reproducere viden efter princippet ”read and remember”,” siger Mladenovski.
Makedonien bør indarbejde i curriculum, at man vil danne ”fordomsfrie borgere med kritisk sans og indlevelsesevne,” fortsætter Mladenovski, som i EUROCLIO-regi har været med til netop at beskrive en sådan vision for Makedonien.
EUROCLIO’s ”multi-perspective vision” har i hvert fald et afgørende greb til forskel fra den nuværende ”read and remember-pædagogik”:
Eleverne skal læse kilder og lære at stille spørgsmål til kilderne. Det er spørgsmålene, de skal have serveret. Svarene skal de derimod selv øve sig i at finde og hjemle i kilderne, forklarer Mladenovski.
Det er ikke kun i lærebøgerne
Den Sheqerpare-agtige historie fejrer sig selv overalt – dog i mindre grad i de albansk-dominerede dele af landet.
Projektet Skopje 2014 er i de senere år blevet hældt ud over især hovedstaden i form at bygninger, facader, monumenter og statuer, der skal reflektere Makedoniens angivelige historie. Mest kendt er nok rytterstatuen af Alexander den Store på byens centrale plads.
Motorvejen E75 og Petrovec (Петровец) lufthavnen har også fået navn efter Alexander den Store, ligesom det gamle Vardar-stadion nu hedder Philip II Arena. Men der er meget mere end det.
Den 2. august fejrer man f.eks. Skt. Elias dag som Republikkens dag. Det var den dag Ilinden-opstanden i 1903 satte i gang. Ilinden-opstanden var en opstand imod de osmanniske herskere. Tankegangen er, at Republikken Makedonien har noget til fælles med de involverede VMRO-oprørere, hvis første generation etablerede sig 11. oktober 1893. Den dag er ligeledes national helligdag og fejres som revolutionsdag.
Det få år gamle VMRO-museum, eller officielt Museet for Kampen om Makedonien, i det centrale Skopje er også et resultat af den historiske Sheqerpare.
Adskillige partier, i øvrigt også i Bulgarien, rummer akronymet VMRO og demonstrerer dermed slægtskabet med oprørerne i Det Osmanniske Rige.
Gadenavne er skiftet ud i de senere år, hvilket turister i Makedonien undertiden har mærket. Det skortede nemlig på nye gadeskilte, mens man var hurtigere til at pille de gamle ned. Det er vist ved at være på plads efterhånden, men for blot få år siden kunne selv taxi-chauffører ikke hitte rede i, hvad der lå hvor.
Så Leninova i Skopje hedder ikke længere Leninova. Den hedder Aminta Treti, og beboerne i Debar Malo måtte for år tilbage i opslagsværkerne for at finde ud af, hvad Aminta III var for en størrelse. Han viste sig at være far til Philip II og således farfar til Alexander den Store.
Og så er der de af Kulturministeriet licenserede turistguides, som deler historierne med turisterne.
Og sådan kan man blive ved.
Fra ”read and remember” til stormen på parlamentet
Det visuelle univers, der omgav de lynetablerede GONGO‘er fra forårets demonstrationer foran parlamentet, vidner også om den altgennemtrængende historieforståelse. De demonstrationer, der endte med stormen på parlamentet den 27. april.
GONGO’erne bar faner med den gule Vergina-sol, som er et symbol fundet på Filip den Andens grav. Flere af de spritnye GONGO’er smykkede sig med de gamle VMRO-oprøreres varemærke, der typisk viser en krydset pistol og dolk samt en håndgranat og et kranium.
De viste, at de i demonstrationerne imod regeringsskiftet, og givetvis også i stormen på parlamentet, i deres selvforståelse stod i direkte kontinuitet med de kræfter, der – jævnfør den historiske Sheqerpare – i flere tusind år havde kæmpet for Makedonien og makedonerne mod mørke kræfter i ind- og udland.
Nogle af GONGO’erne havde endda udtrykt historieopfattelsen i deres formålsparagraffer, som lokale medier fik fat i og skrev om: de kæmpede for kontinuiteten i den makedonske historie, fra Alexander den Store og fremefter.
”De tror helt ærligt på det hele,” gestikulerer Mire Mladenovski lidt opgivende, ”for de har simpelthen ikke de færdigheder, en ordentlig historieundervisning kunne have givet dem,” siger Mladenovski og henviser igen til drømmen om et revideret curriculum, hvor kreativitet, kritisk sans og analyseevne er i højsædet.
Hvis makedonsk historie minder om en Sheqerpare, så kan man overveje, hvordan, og hvor lang tid det tager, igen at fjerne sukkerlagen, hvis det er det, man ønsker.
”Det kommer til at tage generationer,” siger Mladenovski.
”Det kommer desværre ikke i pilleform.”
Kilder:
Stefan Troebst
Die bulgarisch-jugoslawische Kontroverse um Makedonien
1983
Ulf Brunnbauer
Serving the Nation: Historiography in the Republic of Macedonia (FYROM) After Socialism”
2003.
Klaus Bjerre
Historieundervisning og national-building i Ex-Jugoslavien
2012
Joke van der Leeuw-Roord
A Key to Unlock the Past
2012
Interview med Mire Mladenovski
April 2017