Der er behov for medier, der redaktionelt forpligter sig på Slesvig eller Grænselandet som helhed, hvis vi vil, at området igen skal findes på vort mentale landkort.
På det rødbejdsede køkkenbord ligger avisen. Stolen under mig knirker velkendt, der dufter kaffe, og fra vinduet er der udsigt til Vosnæsgårds høstgule marker. Bag markerne knejser Segalt Mølle.
Der er langt til Slesvig her fra Århus Stiftstidendes kerneland. Mine forældre har abonneret siden Adam og Eva, men de overvejer situationen, for der er kommet så meget underligt ind i avisen. Sport og ting fra København og sådan. Sådan er det også i dag. Som altid bladrer jeg ”Stiften” igennem.
”Jysk kamp om bro over Kattegat”, står der med store bogstaver på forsiden. Det meste af siden er et billede af Jørgen Mads Clausen fra Danfoss. Han står ude ved Fynshav i en hvid kortærmet og under blå himmel. Billedet viser, at han kan se langt ud i fremtiden og bølgerne gennem sin medbragte kikkert.
Og i fremtiden ser han en bro fra Bøjden til Fynshav, fortæller Stiften. Broer fra Als til Fyn er ikke i sig selv forsidestof i Århus. Men det er forsidestof, når Clausens bro angiveligt skal erstatte Kattegatforbindelsen – altså broen fra Sjælland over Samsø til Østjylland.
Så inde på side otte og ni kæmper øst- og sønderjyderne om, hvor der er mest behov for en bro. Dyne-Larsen mod Jørgen Mads Clausen. Jeg folder Stiften sammen.
Denne scene er fra søndag den 8. august. Stiftstidende delte historien med Berlingske Søndag, som også spenderede en forside. Vinklen var den samme i Berlingeren. Kampen.
”Købmanden fra Jysk og kongen fra Als slås om prestigebro,” lød en overskrift. De berlingske læsere har givetvis set det for sig: jyske knejte i vadmelsklær med snittende blanke hvæssede leer. Til kamp for den hurtige vej til hovedstaden.
Slesvig som redaktionel forpligtelse
Det slår mig, at alt hvad der ligger syd for grænsen er fuldstændig fraværende i både vinkling, spørgehorisont og argumentation i mediernes behandling af denne historie. Mediernes dækning af historien om Clausens bro er dansk-dansk.
Jeg mener, det med fordel kunne gøres helt anderledes, hvis man ønsker at Slesvig skal bringes tilbage på vores mentale landkort. Jeg mener også, at det ville være en fordel for Slesvig, hvis der fandtes medier, der var redaktionelt forpligtede på Slesvig som helhed.
I det følgende skriver jeg Slesvig. Jeg kunne også have skrevet Grænselandet, og jeg kunne også have skrevet Sønderjylland og ment det i den gammeldags betydning. Det vigtige er, at jeg skriver om området sådan cirka mellem Ejderen og Kongeåen.
Og lad det være sagt med det samme. Der er for mig at se ikke noget galt i, at de berlingske journalister har valgt at vinkle på kamp, hvis der vitterligt er en kamp. Der er heller ikke noget galt i, at deres spørgehorisont udelukker Slesvig, og at deres spørgehorisont er dansk-dansk. Det er helt logisk. De beskæftiger sig med Danmark og med dansk trafikpolitik for læsere i Danmark. Slesvig som helhed spiller ingen rolle i deres redaktionelle univers.
Det er heller ikke mit ærinde at tale for en bro i enten nord eller syd. Det har jeg ingen færdig mening om. For mig er brohistorien kun et eksempel. Den er et eksempel på en historie, der kunne have været fortalt på en anden måde, hvor Slesvig som helhed spillede en rolle.
Her tænker jeg i forlængelse af tidligere artikler i Grænsen. Både Regionsrådsformand Carl Holst og Jørgen Mads Clausen har lignende helhedssyn. Carl Holst vil skabe en vækstregion fra Kongeå til Ejder, hvor kerneordet er sameksistens, fortæller han til Erik Lindsø (Grænsen 1 2010). Og regionen skal fortælles, mener Carl Holst, eller ”tydeliggøres” og ”lanceres”, som han formulerer det. Jørgen Mads Clausen argumenterer tilsvarende for, at grænseregionen bør vokse sammen, og at en tv-station kunne ”bringe nyheder og temaudsendelser, der kunne samle regionen” (Grænsen 5 2009). Medierne skal nedbryde uvidenheden og gøre os kendte for hinanden på tværs af grænsen, mener Clausen.
I Århus er Slesvig intet som helst
”Det var lige godt meget,” tænker jeg hjemme ved det rødbejdsede køkkenbord. Broen mellem Als og Fyn ville give en ældgammel færdselsåre mellem Slesvig og hovedstaden nyt liv. Og det er slet ikke nævnt.
Historien ligger lige til højrebenet, hvis man tænker som Jørgen Mads Clausen og Carl Holst gjorde i de tidligere numre af Grænsen. Dem har jeg lige genlæst, og nu ligger de sammen med den evige sammenfoldede Stiften på dennes sædvanlige plads.
Der er gået en uge, og de høster ovre på Vosnæs. Jeg tænder laptoppen, finder en ternet A4-blok og udpensler en fiktiv overskrift:
”Slesvig kæmper for broen.” Og en underoverskrift:
”Slut med at være udkantsområde, siger Slesvigske borgmestre om den fremtidige bro”.
Jeg tænker, at det må være nemt at ringe til borgmestrene i Slesvig By, Flensborg og Husum og få deres mening om broen.
Jeg giver mig til at browse i avisernes on-line udgaver. Har nogen mon tænkt på det? Skriver de alle sammen om jydernes kamp? Måske er der bare en enkelt journalist, hvis tanker har rakt over på den anden side af grænsen. Jeg finder ikke nogen. I stedet åbner jeg Stiften, hvor ”kampen” fortsætter:
”Der findes ingen argumenter for, at en bro mellem netop Als og Fyn vil binde noget som helst sammen,” skriver Flemming Hvidtfeldt på lederplads. ”I hvert fald ikke i Danmark.”
”I Århus ligger grænsen mentalt set helt fast,” tænker jeg, ”for regner man bare lidt af Tyskland med, må man da komme op på noget-som-helst-niveau.”
Jeg kommer i tanker om sidste uges kamphaner:
”Kattegatforbindelsen drejer sig jo om en meget større og vigtigere kamp, som har enorm betydning,” sagde Dyne-Larsen om forskellen til Als-forbindelsen. Og videre:
”Vores komite repræsenterer et gigantisk område.”
Også Henrik Havbæk Madsen var på den vogn. Han skrev en nyhedsanalyse, og han var faktisk lidt nedladende i sin omtale af sagen. Det ville i det højeste være aflad til udkantsdanmark, stemmefiskeri, hvis man gik efter en bro til Als, skrev han. Broen til Als ville være at ligne ved de to motorveje i det ”ganske tyndt befolkede” Vendsyssel. De to motorveje i Vendsyssel var i sin tid prisen for MF-frederikshavneren Risgaard Knudsens støtte til en Storebæltsbro. I folkemunde kalder man de to motorveje henholdsvis ”Risgaard” og ”Knudsen”. Så broen til Als kan vi passende kalde ”Jørgen Mads Clausens bro”, mente altså Havbæk.
Og faktisk bar Jørgen Mads Clausen selv ved til latterliggørelsens bål. Han var nemlig med på at være den lille og betjente sig af udkantsretorikken:
”Problemet for os i udkantsdanmark er, at udviklingen sker i de store byer,” sagde han til Stiften, og det er ”vigtigt at få skabt mere erhvervsudvikling i Sønderjylland, primært i Sønderborg Kommune.”
Og således er alt på plads. Det er det gigantiske område imod det tyndt befolkede. Det er noget som helst imod intet som helst. Men regnestykket kan godt gøres op på en anden måde.
Taknemmelige tal
Der bor ca. 1,2 millioner mennesker i Region Midt, som dækker et område på 13.142 km2. Det er jo væsentligt flere, end de cirka 250.000 mennesker, der bor på 3.938 km2 i det gamle Sønderjyllands Amt. Eller i Sønderborg Kommune for den sags skyld.
Men tæller man Sydslesvig med, så bor der yderligere cirka 420.000 mennesker på endnu 4.176 km2. Sammenligner man hele Slesvig med hele Region Midt, så står cirka 670.000 slesvigere altså overfor 1,2 millioner midtjyder. Men hver midtjyde har til gengæld et næsten dobbelt så stort område at brede sig på.
I hele Slesvig-Holsten bor der 2,8 millioner mennesker. De bebor et område, der arealmæssigt ligner Region Midt, som jo altså har 1,2 millioner indbyggere. Lægger man det gamle Sønderjyllands Amt oven i, så bliver det til godt 3 millioner i sådan cirka de gamle hertugdømmer.
Summasummarum. Man kan let vende hele retorikken på hovedet. De gamle hertugdømmer er Goliath, der med en vej over Als bliver forbundet med København, mens Region Midt er David og udkant med blot 1,2 millioner indbyggere.
Og så er Hamborg endda holdt udenfor regnestykket.
Det er på tide, at jeg igen understreger min pointe, for jeg ved godt, at der kan siges meget for og imod disse regnestykker og sammenligninger. Jeg vil ikke forvare, at ovenstående regnestykker nødvendigvis er bedre end århusianernes. Jeg vil blot pege på det ejendommelige, at der ikke findes medier, der betragter Slesvig som en helhed og skriver historien som sådan.
Derfor kan de berlingske avisers historie få lov at stå alene. Man kan sagtens fortælle historien på en anden måde, hvis man har hele Slesvig som spørgehorisont:
”Slesvigere vil ikke længere være udkant”, står der længere nede på mit A4-ark. Og underoverskriften:
”Partier og befolkning står samlet. Vejen til vækst i Slesvig går over Clausens bro.”
Udkantsdanmark ad Vandsbæk til
Lad mig give endnu et eksempel på en historie, der ville kunne fortælles ”på slesvigsk”. Der er mange at tage af.
I begyndelsen af august var der foromtale af Tom Buk-Swienty’s nye bog. ”Dommedag Als” hedder bogen, som i mellemtiden er udkommet. Foromtalen fortalte, at man i bogen ville kunne læse, at Christian IX i 1864 undersøgte mulighederne for, om helstaten Danmark kunne indtræde i Det tyske Forbund. Christian IX handlede i al hemmelighed og efter nederlagene på Dybbøl og Als, som truede med helt at opløse Danmark. ”Danmarks indlemmelse i Tyskland” blev det til i nutidens danske medier.
Historien om ”landsforræderen” Christian IX fyldte rigtig meget i medierne.
Hvis det er Gyldendal, der har tænkt, at det var en smart måde at markedsføre bogen på, så tænkte de rigtigt. Det provokerede selvfølgelig nutidens danskere og journalister, at helheden Danmark ikke er nogen selvfølge. Her er nogle af overskrifterne og replikkerne:
Christian IX tilbød tyskerne Danmark (Politiken)
Da Christian IX ville give Danmark til tyskerne (Berlingske Tidende)
Danmark som tysk delstat (JyllandsPosten)
Vi kunne jo alle have været tyskere i dag (Politiken)
Men hvad mon overskrifterne ville have været i et medie, der havde Slesvig som horisont? Man kunne for eksempel have holdt mikrofonen for borgerne på de slesvigske gågader og spurgt:
”Christian IX ønskede ikke at dele Slesvig i to. Hvad synes du om det?” Og hvad ville der mon ske, hvis man spurgte Jørgen Mads Clausen eller Carl Holst om det samme? Måske ville det have resulteret i overskrifter som disse:
”Christian IX ønskede et udelt Slesvig”
”Var Christian IX Multikulti?”
”Vi kunne jo alle have været slesvigere i dag”
”Christian IX ønskede udkantsdanmark ad Vandsbæk til”.
Fokusér
Nu er det blevet september her ved køkkenbordet, og høsten er i hus på Vosnæs. Når jeg næste gang sidder her, vil endnu flere historier være skrevet. Og Slesvig vil hverken være nævnt eller ænset. Og der vil stadig være langt fra Århus til Slesvig.
Jeg tænker, at den næste nok handler om Sønderborg og Århus, der jo konkurrerer om titlen som europæisk kulturby i 2017. Måske vil ”Stiften” udkomme med en overskrift a la: ”Jysk kamp om titlen som europæisk kulturby” [det skete faktisk, red]. Og omme på side otte og ni vil sønderjyder og østjyder kæmpe om, hvem der har mest at byde på. Og måske vil lederen endda skrive, at så lille en by som Sønderborg ikke bør løbe med det hele.
Og der skal nok være nogle sønderjyder, der giver den som forbigået udkantsdanmark, som de større byer skylder noget. Eller måske vil bare en enkelt journalist få øje på, at Sønderborg faktisk forsøger at markedsføre sig som hele Slesvigs kandidat?
Jeg bliver afbrudt i mit tankespin, mens jeg et øjeblik har blikket indstillet på et sted langt bag ved markerne og den længst fikserede Segalt Mølle. Jeg synes bestemt at møllevingerne bevægede sig en halv omgang. ”For pokker,” tænker jeg ved mig selv: ”Det handler jo om at holde fokus, når tingene sker.”
Artiklen er første gang udgivet i Grænsen 5, 2010. Den findes i tysk oversættelse