Det er vælgerbedrag, mener nogle om Radikale Venstres valgforbund. Men partiet spiller blot på den bane, der er rammet ind af nationale hegnspæle.
I EU-Parlamentet stemte Radikale Venstre indtil valget i går med gruppen ALDE. Det gør de så ikke længere. Men de tabte stemmer går ikke til ALDE. De går derimod til alliancen af Grønne og EFA’er (European Free Alliance), fordi radikale er i valgforbund med SF.
Egentlig bør undren over det radikale valgforbund begynde et andet sted. Det der i virkeligheden må undre er, at parlamentsgruppen ALDE accepterer, at et af dets partier stiller op som ALDE-medlem, men at det lader stemmerne gå til en anden gruppe. Hvorfor blev Radikale Venstre ikke smidt ud af gruppen? Det er jo en slags femtekolonnevirksomhed.
Svaret er selvfølgelig, at EU-Parlamentet ikke fungerer som Folketinget. Grupperne er ikke partier men derimod alliancer eller grupper, der består af nationale partier. De nationale partier, herunder Radikale Venstre, sammensætter selv partiprogrammer, opstiller kandidater og – ikke mindst – har selv hånd i hanke med valgkampsstrategien i deres respektive hjemlande. Derfor står en radikal kandidat også til ansvar over for sit nationale moderparti og sine vælgere i hjemlandet. Og det nationale parti har naturligvis magten til – givetvis af nationale hensyn – at gå i alliance med andre partier indenfor de nationale hegnspæle. Altså eksempelvis SF.
Med andre ord er der allerede sat nationale hegnspæle om partidannelserne. Loyaliteten kan, når europæiske partidannelser ikke er mulige, i realiteten aldrig blive europæisk. Loyaliteten er bundet til et parti, og partier er bundet til staternes lovgivning, og derfor rækker partiprogrammer, kandidater og strategier i det højeste til statsgrænserne.
Handling følge eller begejstring fly
Selvom Radikale Venstre gik til valg på at være det mest EU-begejstrede, så udnyttede partiet, at der allerede er sat nationale hegnspæle om partipolitisk udfoldelse i EU. Der er naturligvis intet som helst galt i at spille på banen i stedet for uden for banen. Og banen er national.
Derimod kunne man jo godt ønske sig, at Europabegejstrede radikale ville lade deres begejstring omsætte i et ønske om at flytte hegnspælene. Det ville da være fint, hvis det var muligt med Europæiske partier. Og det ville da være fint, hvis det ikke var de nationale partier, men derimod kommende europæiske partier, der kunne indgå valgforbund.
Kan man virkelig bedrage en radikal?
Når Radikale Venstre kritiseres for valgforbundet med SF, så er udgangspunktet, at vælgerne er dumme. Vælgerne får ikke det, de tror, de får. Nu er det jo strengt taget ikke sikkert, vælgerne er så dumme. Det er dog også muligt, at radikalt tænkende danskere har satte sig ind i EU-spillet før valget, og at de stemte på Venstre, fordi de ønskede at styrke den liberale gruppe. Eksempelvis. Men lad det nu ligge.