Makedonsk politi udfører i øjeblikket en aktion imod en angivelig terrorgruppe i Kumanovo. Den politiske krise er dermed flyttet ud af mediebilledet.
En større politistyrke har siden i morges bekriget en terroristgruppe fra et naboland, sagde talsmand for politi- og indenrigsministeriet, Ivo Kotevski, i en ultrakort pressebriefing for lidt siden. Han ønskede ikke at fortælle yderligere, fordi aktionen i Kumanovo ikke er afsluttet.
Allerede tidligt i morges viderebragte medierne videoklip af skyderier i Kumanovo og rygter om uskyldige civiles dødsfald. Især på de sociale medier har historier om albanske civile ofre cirkuleret heftigt.
Den angivelige ”terrorgruppe fra et naboland” sættes naturligt i forbindelse med det overfald på en politistation, som ifølge myndighederne fandt sted for et par uger siden.
De selv samme sociale medier svømmer over med advarsler fra borgere i Makedonien, såvel albanere som makedonere, at man ikke bør ”gå i fælden”. Regimet er angiveligt interesseret i at flytte fokus fra det oprør, der i de seneste dage har ulmet i Skopje. Det mere end antydes, at regimet selv står bag ”terrorgruppen” i Kumanovo.
Mens der fortsat er tvivl, om overfaldet på politistationen overhovedet har fundet sted, så er der dog ingen tvivl om, at der i øjeblikket står et mindre slag i Kumanovo. Hvem der bekriges, og om der er civile ofre, er uklart.
Myndighederne og hospitaler melder om sårede politifolk. USA’s ambassade mener at vide, at der er dødsfald.
Der er 5 der døde fra det albanske side inkl.en pige på 8 år.