Angrebet på Charlie Hebdo udløste Paris-erklæringen, som markerer et paradigmeskift i EUropæisk uddannelsespolitik. Dannelse er igen i kridthuset, dog ikke altid i Danmark.
”Som svar på terrorangrebene i Frankrig og Danmark tidligere i år, og idet vi husker lignende grusomheder i Europa i den nære fortid… ”
Sådan begynder den såkaldte Paris-erklæring, som kom ud af et uformelt møde mellem de EUropæiske undervisningsministre den 12. februar 2015.
Mødet fandt sted kort efter terrorangrebet den 7. januar på det franske satiremagasin, Charlie Hebdo. Erklæringen blev udsendt den 17. marts, og det er sikkert grunden til, at også Danmark er kommet med i den første sætning, for angrebet i Krudttønden og ved synagogen i Krystalgade fandt sted den 14.-15. februar 2015.
Paris-erklæringen bryder med mange års stift fokus på uddannelse som middel for vækst og øget konkurrenceevne. En almendannende ambition vinder igen indpas i den EUropæiske uddannelsespolitik:
”Som ministre med ansvar for uddannelse … har vi en særlig pligt til at sikre, at de humanistiske og samfundsmæssige værdier, vi deler, beskyttes og overbringes til fremtidige generationer.”
Værdierne er menneskeværd, frihed, demokrati, lighed, retsstatsprincippet og respekt for menneskerettighederne, kan man læse i Paris-erklæringen. Tanken om europæisk medborgerskab er således på vej tilbage, hvilket Paris-erklæringens fulde titel også minder om: ”Declaration on Promoting citizenship and the common values of freedom, tolerance and non-discrimination through education.”
Og ministrenes erklæring betyder faktisk noget. Ikke nødvendigvis på nationalt niveau, hvor EU ikke har megen kompetence, og hvor politikere derfor kan blæse på deres egne erklæringer og eventuelt endda gøre det modsatte. Men på de områder, hvor EU har en smule kompetence, slår erklæringens ambitioner igennem.
De franske værdier, ikke Le Pen
Man kan se den fælleseuropæiske besindelse på almendannelse som et udtryk for selvrefleksion. En selvrefleksion, som i sidste ende er en følge af globaliseringen med vandrende arbejdsgivere og -tagere, migrationsbølger, flygtningestrømme, marginalisering, terror og kulturmøder. Spørgsmålet er, hvad der skal dæmme op for de uheldige sider af globaliseringen?
Her er det interessant, at det er borgerværdierne fra den franske revolution, ministrene finder frem til. Det er ikke højrekulturalismen, ministrene ønsker fremmet. Der er altså ikke tale om national eller folkelig dannelse, hvilket jo i ministrenes hjemlige sfærer af og til er svaret på globaliseringen.
Det er heller ikke sådan, at dannelsesambitionerne er møntet på ”ny-europæere” alene. Faktisk ligger det implicit, at højrekulturalister (nationalister) må være genstand for dannelsesambitionerne på lige fod med ”ny-europæere”. Her er det især et spørgsmål om at undgå, at ”ny-europæerne” eksluderes eller marginaliseres. I yderste konsekvens må ambitionen være, at eksempelvis tilhængere af Dansk Folkeparti og Venstre skal lære, henholdsvis igen skal lære, at skønne på de ovennævnte værdier.
Det element, der udgør et gedigent paradigmeskift, er dog, at man opgiver det eksklusive fokus på vækst. Og det er selvfølgelig, fordi vækst alene ikke løser det problem, ministrene stod med den 12. februar 2015, nemlig hjemmedyrkede terrorister. Politikken er herefter ikke begrænset til blot at ”streamline” fælles midler og initiativer, så de kommer til at bidrage til vækst, og hvor aflæring af alt andet end væksthensyn bliver det egentligt dannende; altså en slags almuegørelse, for nu at bruge et grundtvigsk begreb.
Gode hensigter og nationale tilbagefald
Paris-erklæringen er en hensigtserklæring, for EU har ingen magt over uddannelsessystemer og –institutioner. På det nationale niveau består EU-samarbejdet derfor i at ”koordinere”. Det betyder i praksis, at EU-staterne forsøger at synliggøre og sammenligne deres indsatser for at dele viden om og fremme det, der virker.
Arbejdet ligger i Generaldirektoratet for Uddannelse, Unge, Idræt og Kultur, EAC (A1). I arbejdet med at dele viden om nationale indsatser, er en ekspertgruppe tilknyttet. Eksperterne er fra de 28 medlemslande, men også fra lande, der på dette punkt samarbejder med EU-landene, f.eks. Island og Norge, og fra Europarådet.
I marts 2016 kom en statusrapport, der gav et overblik over de uddannelsespolitiske udviklinger i Europa, som fulgte af Paris-erklæringen.
Rapporten viste, hvilke lande, der havde foretaget sig noget særligt indtil marts 2016, på hvilke områder, på hvilke uddannelsesniveauer og i hvilke uddannelsessystemer. Når landene gør tiltag, der virker i den modsatte retning – marginaliserer nye borgere for eksempel – så er det naturligvis ikke med.
Den meget omtalte Folketingsbeslutning V38 er et eksempel på et ekskluderende tiltag. Sådanne tiltag kan selvfølgelig godt finde sted, uanset at man i andre ender af den danske administration arbejder i Paris-erklæringens ånd.
På det nationale niveau tolker landene Paris-erklæringen, som det nu bedst passer.
I november 2017 udkommer endnu en rapport, som vil fokusere på landenes indsats i forhold til medborgerskab.
Paradigmeskift i EU-Kommissionen
Der er dog områder, hvor EU selv kan fremme indsatsen i forlængelse af Paris-erklæringen. Undervisningsministrene peger i Paris-erklæringen selv på, at f.eks. ERASMUS+ og andre –programmer kan støtte de dannelsesambitioner, ministrene indfører med erklæringen.
I Paris-erklæringen opfordrer ministrene det på det tidspunkt kommende uddannelses-rådsmøde (18.-19. maj 2015) til at følge op på Paris-erklæringen. Og deltagerne i rådsmødet er jo vel at mærke de selv samme ministre.
Der er derfor sammenhæng i tingene, når man i de seneste to år har set Paris-erklæringens ambitioner blive til kriterier for EU-støtte i en række sammenhænge (ET2020, Ungdom, særlige indkaldelser osv.). I en pressemeddelelse, der blev udsendt sammen med statusrapporten i marts 2016, hedder det f.eks., at når de 400 mio. € i ERASMUS+ budgettet for 2016 bliver fordelt, så vil projekter, der prioriterer Paris-erklæringens mål, blive favoriseret.
Der er også udloddet beløb til projekter, som alene forfølger målene i Paris-erklæringen.
Paris-erklæringen har i øvrigt også ført til et øget samarbejde om sikkerhedspolitiske anliggender. Den slags ligger i Generaldirektorat for migration og indre anliggender, HOME.
Morgenluft for europæiske højskoleidéer
I denne signaturs egen lille verden er der grund til at fornøje sig. Overtegnede har i mange år arbejdet med ideen om, at europæiske højskoler potentielt ville kunne løse en række af de problemer, EU stod og står overfor.
Tanken var og er netop, at der er brug for en fælleseuropæisk dannelsesindsats, uden at denne indsats må føre til central indblanding i undervisningens indhold.
Arbejdet med at promovere denne sag fandt sted inden for rammerne af den europæiske højskoleforening, Association for Community Colleges (ACC). Herfra emanerede ideen til andre organisationer i ind- og udland. Men arbejdet blev sat på stand by, da pendulet svingede til fordel for den snævre vækstdagsorden, som umuliggjorde al tale om europæisk dannelse.
Et par citater fra Venstres Ellen Trane Nørby forklarer meget godt, hvordan pendulet svinger:
I 2005 fik Ellen Trane Nørby (V) nys om ideen om europæisk højskoler, og hun nedgjorde den eftertrykkeligt i en artikel på Ræson:
”Nu skal vi ved deltagerdemokrati, europæiske højskoler og rundbordssamtaler forstå den europæiske drøm,” skrev Trane Nørby, og fortsatte:
”EU har ALDRIG kunnet skabe demokratisk legitimitet ved rundbordssnak eller ved at købe social legitimitet gennem støtteordninger. Tværtom er disse tiltag-oven-på-tiltag roden til skepsisen overfor projektet. EU fremstår som apparatet, der vil blande sig i alt.”
Og herefter kom alle de markedsliberale synspunkter, som gik på kun at fokusere på:
”Vækst og arbejdspladser via det Indre Marked” og ”afskaffe støtteordninger og gøre Europa til verdens førende vidensøkonomi gennem uddannelse og forskning,” og således videre.
Men i sommeren 2015 blev Trane Nørby undervisningsminister, og den 13. november 2015 foregik terrorangrebene i St. Denis på bl.a. spillestedet Bataclan. Og den 23-24 november deltog Trane Nørby i EU-uddannelses-rådsmødet i Bryssel. Undervisningsministeriet lagde så dette citat ud på dets hjemmeside. Ministeren tager til Bryssels med blandt andet følgende indstilling til Paris-erklæringen:
”Vi skal sikre … at børn og unge blandt andet via uddannelsessystemet får den demokratiske dannelse, som er et fundament for at kunne bevare de frie og trygge samfund, vi har i Europa. De tragiske begivenheder i Paris forrige fredag understreger behovet for, at vi aldrig tager vores frihedsrettigheder og de demokratiske værdier for givet.”
Det kan godt være, der ikke ligefrem er håb for ideen om europæiske højskoler i første række, men det fællesEUropæiske undervisningspolitiske paradigme er dog blevet suppleret med en dannelsesambition. Herefter kan vi igen diskutere, hvordan ambitionen bedst institutionaliseres.