Mother Teresa var fra Üsküb

Mother Teresa er en del af det romersk-katolske religiøse inventar. Naturligvis. Men jordisk set stammer hun fra et Europa, de fleste har glemt – fra byen Üsküb i provinsen Kosovo.

I denne tid er der Mother Teresa her og der og alle vegne, fordi den lille nonne posthumt er på vej mod en helgenkåring. De fleste kender Mother Teresa fra hendes virke i Calcutta. Færre ved, at hun blev født i Skopje i 1910. Skopje eller Üsküb, som osmannerne kaldte byen, var dengang en del af Det Osmanniske Rige.

I dag ligger Skopje i Republikken Makedonien, men dengang var byen provinshovedstad i det osmanniske Kosovo – Kosovo Vilayet. Albanerne, herunder Mother Teresas familie, kalder byen Shkupi.

Hvilket er så Mother Teresas fødeland? Tja, en faktaboks fra Danmarks Radio hævder for eksempel, at det skulle være Serbien (DR gør det igen den 4. september, red.), og andre vil skrive Makedonien. Men det er henholdsvis forkert og misvisende. Fakta i denne sammenhæng er nok ikke egnet til en faktaboks, fordi faktabokse jo ikke har til hensigt at forvirre læsere.

Men sandheden om Mother Teresas fødeland er dog egnet til noget andet. Den kan minde moderne mennesker om, hvor anderledes Europa var før Den første Verdenskrig, og hvorfor Mother Teresa er både uomgængelig og fremmed for Republikken Makedonien.

Uomgængelige Mother Teresa

Mother Teresa er uden sammenligning Skopjes mest berømte bysbarn, og Republikken Makedonien har i de senere år flashet denne fjer i hatten.

Turister kan dårligt undgå at få øje på det, når de besøger byen, for Mother Teresa-mindebygningen er opført midt på det centrale hovedstrøg. På Makedonienpladsen finder man desuden en mindesten, som er placeret dér, hvor Mother Teresa blev født for godt 100 år siden.

E65 forbinder Skopje med Tetovo og Gostivar og Ohrid længere mod syd. Det meste af af strækningen er motorvej, og den fik for et par år siden navnet Mother Teresa, eller Мајка Тереза henholdsvis Nënë Terezë på makedonsk og albansk.

Det samme gjorde hospitalet på vejen Vodnjanska, ligesom også Vodnjanska blev omdøbt til Mother Teresa.

Der blev også monteret bronzetavler på betydningsfulde bygninger i byen med citater af Mother Teresa. Også på bygninger, som er led i Republikken Makedoniens nationalkonservative manifestation, projektet Skopje 2014.

Og så videre.

Men selvom Mother Teresa i nutidens Skopje i den grad er hevet frem i lyset, er hendes baggrund repræsentativ for alt andet end dagens Republikken Makedonien.

Født mellem albanske oprør

Mother Teresa blev født den 26. august 1910. Hun blev døbt Anjezë Gonxhe Bojaxhiu og tog først navnet Teresa som voksen i forbindelse med sit nonneløfte. Forældrene var albanske katolikker.

Provinsen Kosovo bestod omtrent af det nuværende nordvestlige Makedonien samt Kosovo og Sandjak-regionen (imellem Montenegro og Serbien), som dog var besat af Østrig-Ungarn. Og 1910 var et begivenhedsrigt år i provinsen Kosovo.

De såkaldte ungtyrkere var på den tid i færd med at overtage resterne af Det Osmanniske Rige. Ungtyrkerne var moderne og tænkte oprindeligt i frihed, lighed og broderskab, hvilket i sammenhængen og med en nutidig sprogbrug ville beløbe sig til multikulturalisme og decentralisering.

Men under indtryk af især Østrig-Ungarns anneksion af Bosnien-Hercegovina i 1908 og bulgarernes selvstændighedserklæring, opgav ungtyrkerne den liberale tankegang og slog ind på en nationalistisk og centralistisk vej. Det skulle være slut med, at riget skallede af i periferien.

Centralismen førte til et oprør med centrum i provinsen Kosovo. En af lederne var Isa Boletini. Han samlede de albanske klanledere, som aflagde den traditionelle ed på, at man ville stå sammen imod ungtyrkernes centralisme. I foråret gik man til angreb på de osmanniske forlægninger i bl.a. Pristina, og man blokerede også jernbaneforbindelsen mellem Skopje og Pristina i Kaçanik-passet.

Osmannerne satte tingene på plads hen over sommeren 1910. Albanske sprogskoler og bøger blev igen lukket og forbudt, og også det ellers nys opfundne albanske alfabet blev forbudt.

Og så blev Mother Teresa født.

Skelsåret 1912

Da Mother Teresa var halvandet år gammel, brød endnu et oprør ud. Det skulle blive det sidste i rækken af albanske oprør, og den osmanniske regering endte med at acceptere oprørernes krav.

Oprøret i 1912 var koordineret af blandt andre Hasan Prishtina og Ismail Qemali. Det startede i januar i det vestlige Kosovo og førte oprørerne helt ned til Mother Teresas Skopje, som de ”befriede” i august, mens Mother Teresa fyldte to år.

Det vigtigste krav var autonomi for i hvert fald fire af de albansk dominerede vilayeter eller provinser, som så skulle forenes i én samlet provins, Vilayet Albanien. Det var vilayetet Scutari eller Shkodër i Nordalbanien, vilayetet Kosovo som jo omfattede Skopje, vilayetet Monastir, som vi idag kender som Bitola i det sydlige Republikken Makedonien, og vilayetet Ioannina i det sydlige Albanien og nordlige Grækenland.

Men den 8. oktober brød den første balkankrig ud. Montenegro, Bulgarien, Serbien og Grækenland smed osmannerne ud af Balkan og delte rovet. Ideen om en stor og samlet autonom albansk provins var død.

Skopje blev sammen med det område, vi i dag kender som Republikken Makedonien, annekteret af Kongeriget Serbien og kaldt Sydserbien, indtil Titos Jugoslavien etablerede den socialistiske delstat Makedonien.

Den 28. november 1912 erklærede Vilayetet Albanien selvstændighed. Dermed erklærede man også, at man ikke ønskede at blive opslugt af de erobrende lande i Balkanalliancen. Det selvstændige Albanien, som vi kender det i dag, kom selvsagt ikke til at omfatte alle ”de albanske lande” i Vilayet Albanien.

Mother Teresa er fremmed for Makedonien

Mother Theresas far var i høj grad en mand af provinsen Kosovo. Han hed Nikollë Bojaxhiu og flyttede til provinshovedstaden Skopje som ung. Han opnåede sæde i byrådet, selvom han var katolik. Han kom vistnok fra den anden store by i provinsen Kosovo, nemlig Prizren, mens fru Dranafile formentlig kom fra Gjakova.

Bojaxhiu blev meget velhavende, og var blandt andet med til at bygge og finansiere den ovenfor nævnte jernbane, der forbandt Skopje med Pristina. Og et af hans firmaer opførte Skopjes første teater.

Han var sikkert ikke begejstret for Kongeriget Serbiens landnam. Og de forberedende massakrer, Apis’ Sorte Hånd udførte blandt albanere, inden Serbiens regulære tropper nåede frem i 1912, har han sandsynligvis heller ikke brudt sig om.

I hvert fald blev Bojaxhiu engageret i at arbejde for albanernes rettigheder på de nye serbiske betingelser. Bojaxhius politiske virke kostede ham muligvis livet. Han døde efter et politisk møde i Beograd i 1919 og blev måske forgiftet. Mother Teresa har engang talt om det som et ubekræftet rygte, men et rygte er det i hvert fald.

Det er også kendt, at Bojaxhiu på dagen for den albanske uafhængighedsklæring i 1912 arrangerede et møde, hvor bl.a. Hasan Prishtina deltog. Det var i sådanne sammenhænge Mother Teresa trådte sine barnesko.

Nutidens Skopje er et resultat af Kongeriget Serbiens kolonisering af området, af Titokommunismens gøren og laden, og af de skiftende identitetspolitikker, som den uafhængige republik Makedonien har forsøgt sig med siden 1992. Og den albanske del af befolkningen bekender sig – dengang som nu – fortrinsvis til Islam.

Mother Teresas katolske, osmannisk-albanske baggrund peger i alle andre retninger, og hendes familie udvandrede da også i ’30erne til Tirana i Albanien, mens hun selv allerede som 18-årig forlod Skopje for aldrig siden at vende tilbage.

Mother Teresa var fra Üsküb.

Kuriosum: Om fodbolddronen i Beograd

Oprørene i de albanske dele af Det Osmanniske Rige fra 1909-12 blev blandt andre ledet af Isa Boletini og Ismail Qemali, som beskrevet ovenfor. I de selvsamme oprør blev Kastriotifamiliens flag for første gang brugt som samlingspunkt for alle albanere. Det røde flag med den sorte dobbeltørn blev også staten Albaniens flag.

Det var netop denne symbolverden, der blev benyttet, da fodbolddronen med flag sænkede sig over UEFA-kvalifikationskampen mellem Albanien og Serbien i oktober 2014.

Flaget viste den sorte albanske dobbeltørn på en rød baggrund, som tegnede et “Storalbanien”, og den var flankeret af portrætter af netop Isa Boletini og Ismail Qemali.

Litteratur:

• Misha Glenny: The Balkans, 1804-2012: Nationalism, War and the Great Powers. Penguin 1999/2012
• James N. Tallon: The Failure of Ottomanism: The Albanian Rebellions of 1909-1912. Chicago 2012.

—

Det er fortsat gratis at læse med her. Har artiklen værdi for Dem, er selv symbolske bidrag dog særdeles velkomne via MOBILEPAY 21281941.