Vi har brug for europæiske journalister, hvis demokratiet skal leve videre på europæisk niveau. Danmark kan gå foran med en journalistuddannelse.
Journalistikken hævdes jævnligt at være magtens skødehund, demokratiets vagthund, erhvervslivets dovne hyrdehund eller at ligne ved en trofæhungrende jagthund.
Det er sikkert alle vellignende billeder i forskellige situationer og historiske epoker – og i nationale sammenhænge.
Hvis vi derimod anlægger et europæisk perspektiv, er det vist blot billeder af nogle gamle hunde, vi går og klapper på. De er alle solidt placeret i sofaen mellem det øvrige nationale inventar.
For at blive i billedsproget, så er det min opfattelse, at EUropa journalistisk talt behøver Sanktbernhardshunde.
Journalistikken er demokratiets tvilling
Forestillingen om en borgerlig offentlighed bestående af myndige borgere er omdrejningspunkt for dansk journalistiks selvforståelse. Ja, vel endda forudsætning for, at journalistikken overhovedet kan have en selvforståelse.
Den danske offentligheds sted er de fælles medier. Her informeres, her præsenteres synspunkter, her argumenteres og her iscenesættes opførelsen af de vigtigste samfundsaktørers positioner, roller, trusler og lokken. Og her udkrystalliseres efterhånden blandt borgerne en formening om, hvor offentligheden samlet set står. Og i bedste fald står offentligheden der, hvor de bedste argumenters prøvesten tillader den at stå. Den fælles viljesdannelse i offentlighedens fremkaldervæske kommer ud af badet som god vilje. Det hele kan oversættes til demokrati, når det er rationelt, og hvor flertal er flertal, også efter at være prøvet i den offentlige debat.
Derfor er journalistik i de fælles og frie medier det moderne, rationelle demokratis tvilling.
Presse- og ytringsfrihed
Det magiske øjeblik, hvor den politiske offentlighed sanktioneres statsretsligt, er nært sammenhængende med, at medierne selvstændiggøres. Det sker i Europa i forbindelse med revolutionerne omkring 1848, hvor de såkaldte positive rettigheder slippes løs i de nye forfatninger. Det gælder blandt andet ytringsfrihed og pressefrihed. Således også i Danmark.
Konstitutivt er det selvbevidste borgerskab. Det optræder herefter i varierende grad som et selvstændigt korrelat til statsmagt, myndigheder og senere også til markedskræfter. Det er af samme grund også mål for de politiske og økonomiske magters information, kommunikation og undertiden også propaganda.
Journalisten og arbejdshunden
Journalisten har i historie og nutid været indehaver af forskellige roller i medierne. Det er disse roller, der har deres karikerede mage i arbejdshunde.
Vi kalder journalisten for magtens skødehund, når hun optræder følgagtigt og ukritisk. Værst er det, når politisk eller økonomisk magt står alene om at definere, hvad der for borgerne er vigtigt. Man kan her tænke på de udvalgte krigskorrespondenter i Irak, der villigt lader sig forevise Potemkins kulisser.
Når journalisten er i rollen som genopretter af gode demokratiske forhold, så siger vi hun optræder som vagthund. Det sker ved opsøgende arbejde, der afslører politiske og økonomiske systemers magtmisbrug, fortielser og løgne.
Watergateskandalen er vagthundenes paradeeksempel på en kamp med heldigt udfald, fordi journalister forsvarede og vandt demokratiet mod verdens mest magtfulde mand.
Undertiden forvandles journalisten i rollen som demokratiets vagthund og fremstår snarere som en jagthund efter sensationen – ofte den personificerede enkeltsag.
Man kan her tænke på Peter Brixtofte, hvis imponerende rødvinsregninger er entydige. Brixtofte er skurken, journalisterne heltene, skatteyderne ofre for magtmisbrug.
Tilbage i rollen som demokratiets vagthund er journalisten snarere interesseret i, hvorfor SF’eren Helene Lund i årevis råbte vagt i gevær men blot mødte privatiseringsprædikanternes berømmelse af mønsterkommunen Farum.
Sensationen fremstiller kampen mellem godt og ondt i såpas æstetisk renhed, at netop det truer med at blive formålet selv. Genoprettelsen af den demokratiske orden og hvad der er til det fælles bedste må som formål vige for æstetikken.
Billedet af erhvervsjournalistikken som hyrdehund tager udgangpunkt i, hvad der netop ikke sker. Hyrdehunden arbejder kun, når flokken er truet eller nogen skiller sig ud. Når det ikke er tilfældet udveksler den blot opmærksomhed med flokken, som kan være erhvervslivet, civile organisationer, interesseorganisationer eller (lokale) myndigheder. Journalisten kopierer velvilligt de informationer, der udgår fra kommunikationsafdelingerne, og er så sikker på også at få stoffet næste gang.
Hvad så med EU?
Men hvad sker der med forestillingerne, rollerne og karikaturerne, når vi vender os mod det nye forum for fælles viljesdannelse, den Europæiske Union? Hvordan har det rationelle demokratis tvillingepar det i den sammenhæng? Kender vi den journalist, der følgagtigt går EU-magtens ærinde? Kender vi den journalist, der lader EU sætte dagsordenen og bestemmer, hvad der er interessant? Har vi en situation, hvor bevidstløs afskrift af EU-magtens program er nødvendig, når journalisten også i fremtiden vil bytte opmærksomhed med magten? Kort sagt, findes den europæiske journalistiske skødehund? Det er nok muligt, men det er ikke lykkes mig at komme i tanker om et eksempel.
Hvad så med demokratiets vagthund? Kender vi den europæiske journalist, der afslører magtmisbrug, løgne og fortielser i EU-systemet, genopretter den europæiske orden, og af hensyn til det fælles europæiske bedste forsvarer demokratiet? Rummer rollebesætningen i det europæiske politiske teater denne kritiske journalist, der af hensyn til det fælles vel spidder EU’s fejlgreb?
Tja, en vagthundefunktion er det vel, når journalister bringer historien om, hvordan EU bortødsler skatteborgernes penge og for millionbeløb bringer hele administrationen til Strasbourg i en uge hver måned. Men historien forvanskes undervejs til borgerne. Det er EU-parlamentarikere der har iværksat den kampagne imod frådseriet, som journalisten bringer videre. Det er EU-parlamentarikere, der forsvarer den europæiske skatteborger og som iøvrigt er dødtrætte af at pakke kontorer ud og ned. Vist er pengeforbruget til flytteforretningen på EUs budget, men det er alene EU-staterne, der kan fjerne ordningen.
I de nationale offentlighedssfærer fremstår journalistikken således i sin vagthundefunktion som skatteydernes forsvarer mod systemet i EU’s skikkelse.
Desværre retter såvel folkevidet som mange journalister dermed bager for smed, og staternes magt over EU-systemet opretholdes. EU får til gengæld tildelt skurkerollen. Det er netop ikke det europæiske demokrati og fælles bedste, der retableres, men det nationale.
Journalister, der viderebringer netop den historie om EU’s ødselshed, er måske snarere skødehunde for de nationalstater, der ikke har interesse i, at borgerne placerer ansvaret på rette sted.
Kender vi så den journalistiske jagthund i det EU-politiske teater? EU ville være et taknemmeligt offer for jagthunden, fordi dets modforholdsregler er sparsomme. Man har vist ikke engang en spindoktor ansat til at forsvare sig. Men det er nok for indviklet. Desuden er det kedelige ting, EU har magt over. Der er knap så meget krig, knap så meget klart defineret magt, og knap så mange personer, vi synes vi kender personligt.
Kommissærer optræder for sjældent i Billed-Bladet, kan man sige, og kun EU som institution betragtet tilbyder sig i rollen som det onde selv.
Man kan måske sige, vi kender jagthundefunktionen, når TV-hold på skift tager til Bruxelles for at fotografere EU-parlamentarikerne, der underskriver diætlister uden at tage del i de møder, der betinger diæterne. Men det er karakteristisk, at det bedst lader sig sælge, hvis det er en hjemlig politiker, der er offer. Således husker de fleste vel, da John Iversen var offeret, men jo netop fordi han er fra Danmark.
Kort fortalt er jagthundens terræn muligvis overnationalt, men byttet skal være af interesse for og afleveres i den hjemlige offentlighedssfære.
Kun i uegentlig forstand kender vi derfor til europæiske journalister. De er nemlig ikke europæiske. Såvel vagthund, skødehund som jagthund står i relation til en offentlighedssfære, som er national. De hører til det nationale inventar, og det er i bedste fald de nationale demokratiers orden, selvbevidsthed og fælles bedste, der genoprettes, når EU spiddes.
En europæisk offentlighedssfære?
EU har aldrig behøvet noget magisk øjeblik, hvor den politiske magt sanktionerer presse- og ytringsfrihed. EU er født med frihederne.
Derimod savner vi både det konstitutive selvbevidste europæiske borgerskab og et sted for en europæisk offentlighed at udfolde sig. Der er stor set ingen Europæiske medier. Der er godt nok ansatser, men de er få og uden betydning. EU Observer er én offentlighedsarena in spe, men i lighed med tiden, hvor de første danske omnibusaviser så dagens lys, så læses EU Observer stort set kun i hovedstaden – Bruxelles.
Det peger på det manglende konstitutive element. Der findes ikke noget selvbevidst, læsende og deltagende europæiske borgerskab.
Disse faktorer er tilsammen, hvad EU-Kommissionens vicepræsident Margot Wallström og andre har diagnosticeret som manglen på en europæiske offentlighedssfære. Det kom frem i EU-Kommissionens hvidbog om kommunikation, som blev offentliggjort den 2. februar 2006. Heri foreslår EU blandt andet foranstaltninger, der skal få journalister og andre til at tænke ud over de nationale offentlighedssfærer. Man forestiller sig for eksempel at understøtte netværksmøder mellem journalister på tværs af grænserne.
Det kan der så siges meget ondt og godt om. Til det onde hører, at det dog ville være et kønnere europæisk demokrati, der ikke skulle sparkes igang ovenfra.
Sanktbernhardshunde skal vække borgerne
Hvorom alt er, så savner det europæiske demokrati sin journalistiske tvillingsøster. Den rolle kræver dog europæiske medier, som kræver et europæisk publikum. Og et europæisk publikum kræver europæisk journalistik og således videre i cirkler.
Der er ikke andet for end blot at gå i gang. Det handler sandsynligvis om demokratiets overlevelse under nye overnationale horisonter. Jeg tror Europa savner journalistiske Sanktbernhardshunde, som kan yde henslumrende europæiske borgere demokratiske førstehjælp. Hvis min analyse holder bør de have et skvæt af den medicin, der søger ”… at henlede den offentlige Opmærksomhed på det Offentlige, at vække og nære Borgerens Interesse for det Statsborgerlige, og således stræbe efter at bidrage til … Selvbevidstheds Opvækkelse….” Sådan forklarede Fædrelandet sin egen berettigelse den 14.9.1834, da det nationalliberale borgerskab var i sin magts gryen.
Alt journalisten behøver gøre for at indtage rollen er at tænke ”Europæisk” ind foran ordet ”Statsborgerlige” og så ellers passe sin hidtidige rolle som vagthund, jagthund eller skødehund i den nye sammenhæng.
Horisontudvidelsen handler også om uddannelse. Således kunne Danmarks journalisthøjskoler eventuelt gå sammen om en ny enhed for Europæisk Journalistik.
Den kan så med tiden blive til en selvstændig institution, der tilbyder journalistuddannelser, hvis referenceramme er mere end national. Europæiske journalistuddannelser bør have som målsætning at rekruttere i hele Europa – både når det gælder medarbejdere og studerende.