Zoran Zaev afslørede i går, hvad en længe annonceret politisk bombe potentielt set indeholder. Reaktionerne er afmålte, selvom angiveligt 20.000 borgere systematisk er blevet aflyttet.
Socialdemokraterne i Makedonien, SDSM, med lederen Zoran Zaev har i månedsvis stillet landets borgere i udsigt, at regeringen vil vælte med et brag, når partiet offentliggør nogle oplysninger, som det sidder inde med.
Læs: Socialdemokratisk selvmordsbombe annonceret fredag
Læs: Zoran Zaev har en bombe til Makedonien
Den såkaldte politiske bombe viste sig i går at bestå af et svimlende antal lydfiler, som indeholder aflytninger af omkring 20.000 af landets borgere. Angiveligt! Det hævdede Zoran Zaev på et pressemøde, som også bød på smagsprøver på det righoldige materiale af aflytninger.
Når Zaev kun frigør prøver på bombens indhold betyder det også, at den politiske bombe ikke bliver én altødelæggende størrelse, men at borgerne derimod kan forvente en serie successive offentliggørelser af materiale. Zaev advarede i går om, at der i materialet findes langt alvorligere sager, end hvad smagsprøverne indeholdt.
Spekulanter og kommentatorer har allerede givet bud på, hvilke sprængfarlige sager, der eventuelt kunne være tale om.
Materialet stammer ifølge Zaev fra Makedoniens egen sikkerhedstjeneste, hvor ”modige” insidere har lækket materialet. Regimet med det dominerende regeringsparti VMRO-DPMNE og premierminister Nikola Gruevski hævder, at materialet er tilvejebragt via en udenlandsk efterretningstjeneste, som Zaev og Socialdemokraterne samarbejder med.
Derfor er Zaev og 3-5 medsammensvorne sigtet for kriminelle handlinger, som regimet omtaler som ”spionage” og ”kupforsøg”.
Aflytning af Gruevskis nøglemedarbejdere
Blandt de godbidder, Zaev kastede for den sultne offentlighed, var optagelser og oplysninger som viste, at bl.a. finansministeren Zoran Stavreski, indenrigs- og politiministeren Gordana Jankuloska samt albanske toppolitikere er blandt de aflyttede – herunder Ali Ahmeti, som leder DUI, den albanske juniorpartner i regeringen. Også Præsident Gjorge Ivanov er angiveligt blevet aflyttet.
Ingen har bekræftet optagelsernes ægthed, men det er klart, at Zaev og hans medsammensvorne ikke var blevet sigtet henholdsvis anklaget, hvis der ikke bag røgen gemte sig ild. De aflyttede vil naturligvis også vide, om de lydfiler, der blev afspillet på gårsdagens pressemøde er ægte.
De eneste, der ikke findes optagelser af er – fortsat ifølge Zaev og pressemødet – premierministeren Gruevski og chefen for det hemmelige politi, Saso Mijalkov, som i øvrigt er Gruevskis fætter. Aben skulle dermed være placeret.
Top 20.000 aflyttet
”Tænk nu, hvis det viser sig, at man ikke er blandt de aflyttede?”
Omtrent sådan lød en slet skjult sarkastisk Facebook-kommentar i går. Hvis det virkelig passer, at top 20.000 i Makedonien er blevet systematisk aflyttet, så vil det være en skuffelse for mange at opdage, at de åbenbart rangerer længere nede.
Det er således ikke forargelse endsige kogende sind, man sporer som det første. Det kommer ikke som en overraskelse, at aflytning finder sted, ligesom forargelse naturligvis er vanskelig at mobilisere i en verden, hvor Obama aflytter Merkel. 1984 er længe siden.
I Makedonien er man generelt set på det rene med, hvad der i praksis fremmer selvcensur, selvom man i parentes bemærket kender den principielle, men sekteriske, diskussion i eksempelvis Danmark.
Som nævnt sporer man faktisk snarere en vis sarkasme. Hvis ”bomben” ikke indeholder andet, end hvad man forventede af Gruevski og fætterfolket, så vil dén alene nok ikke få regimet til at vakle.
Det hele afhænger af, om der i de næste detonationer i serien viser sig noget mere giftigt, eller om nogen allerede nu kan forudse og tager konsekvensen af, at det gør der.
Ahmeti farer med lempe, Gruevski gør sig populær, pressen holder mund
Mainstream-medierne har i stor stil taget imod det ”råd”, som regimet afgav allerede i sidste uge: De viderebringer ikke det materiale, Zaev og SDSM afslørede i går, og i vidt omfang dækker medierne slet ikke historien.
Ali Ahmeti og DUI har reageret særdeles afdæmpet på gårsdagens afsløring. Både Lajm, FOKUS og Koha gengiver en skriftlig reaktion fra DUI. Heri opfordrer partiet alle til at udvise ansvarlighed i en for landet spændt situation og fordømmer i øvrigt alle aktiviteter, der udfordrer fundamentale borgerrettigheder.
DUI nævner ikke aflytningerne og dermed heller ikke det forhold, at Ahmeti selv er blevet aflyttet.
Premierminister Gruevski og i princippet myndighederne har i dagene op til afsløringen i går været meget aktive. Det har i længere tid ulmet i især Skopje, og myndighederne har med stor hast forsøgt at lægge låg på en række konflikter.
Grundskole- og gymnasielærere har strejket i et par uger og via fagforeningen SONK protesteret heftigt imod bl.a. forhold, der griber ind i strejkeretten. Strejker og demonstrationer omfattede også pædagoger, fordi de er i samme fagforening. Studerende og universitetslærere har i længere tid protesteret og demonstreret imod regimets forsøg på, ifølge de protesterende, at udhule universiteternes forfatningssikrede autonomi. Og endelig har landets moderne daglejere, ”konsulenter” af alle afskygninger, protesteret imod en massiv skatteforhøjelse for netop denne gruppe.
Det interessante er, at myndighederne i de seneste dage har vist imødekommenhed over for alle tre grupper – med større eller mindre held. Den kompromisvilje, som myndighederne har vist over for de protesterende, regner snart sagt alle for en yderst sjældenhed i Gruevskis Makedonien.
Socialdemokraterne har naturligvis ikke været sene til at rubricere det som panik før lukketid, men de er jo mildest talt ikke uhildet i deres vurdering og forsøger at agere liden tue.
Men der er flere end blot socialdemokrater, der har fået øje på det udsædvanlige. Det ulmer fortsat i Skopje.