Przhino-partierne er nu enige om, hvordan Makedoniens valglister skal føres ajour. Fejlbehæftede og fixede valglister er helt centrale for den politiske krise. Men hvorfor er der ikke i forvejen styr på det?
Valglisterne i Republikken Makedonien er mangelfulde. Det er alle i landet enige om. Men de er også fixede i den siddende regeringskoalitions favør. Hvis nogen var i tvivl om dette, så ophørte tvivlen, da aflytningsskandalen rullede i løbet af 2015.
Aflytningsskandalen var netop baggrunden for, at de fire mest betydningsfulde partier i Makedonien i juni og juli 2015 indgik Przhino-aftalen med henblik på at skabe en overgang fra det nuværende autoritære kleptokrati til et mere EU- og NATO-kompatibelt styre. Aftalen blev tvunget frem af EU og USA. Partierne er VMRO-DPMNE, SDSM, BDI og PDSh.
I udmøntningen af aftalen er man nu – efter megen forhaling og obstruktion – nået til valglisterne. Og Peter Vanhoutte, der som mægler er stillet til rådighed af EU, kunne altså mandag meddele medierne, at man er kommet frem til en aftale om, hvordan revision af valglisterne skal finde sted. Revisionen af valglisterne er kun et af mange elementer i Przhino-aftalen.
Antydninger i medierne gør det sandsynligt, at der er tale om at samkøre forskellige myndigheders eksisterende 11 databaser, hvorefter der vil blive foretaget dør-til-dør stikprøver. Stikprøverne skal vise, om der er sammenfald mellem databasernes oplysninger og den virkelige verden. Vanhoutte har ikke løftet sløret for aftalens præcise indhold. Det bliver offentliggjort på et senere tidspunkt, sagde han til medierne.
Dør-til-dør versus registersamkøring
Hvis aftalen består i en kombination af databasesamkøring og dør-til-dør-opregning, så er der tale om et kompromis.
Oppositionen under ledelse af Socialdemokraterne, SDSM, og Zoran Zaev har i flere år insisteret på, at en samkøring af databaser ikke er nok til at skabe overblik over, hvem der reelt bebor landet. En dør-til-dør opregning er nødvendig, mener SDSM. Det dominerende makedonske, nationalkonservative parti i regeringen, VMRO-DPMNE mener derimod, at det er nok med en samkøring.
Når SDSM ønsker sig en dør-til-dør opregning af borgerne, så er det blandt meget andet, fordi man mener, regeringen køber sig stemmer i Albanien, hvor der er et makedonsktalende mindretal. Det hævdede SDSM allerede før aflytningsskandalen, som uheldigvis – for regeringen – bekræftede påstanden.
De portioner af aflytninger, der i løbet af 2015 blev afspillet offentligt, kaldes “bomber”. Den syvende bombe viste, at de makedonsktalende, albanske statsborgere fra Pustec figurerer på valglisterne, men at myndighederne har problemer med at dække over snyderiet. De falske adresser, som de indkøbte stemmer bliver udstyret med, er tilsyneladende for få, og der bor således utroværdigt mange på samme adresse.
Det er blot ét eksempel på, hvorfor SDSM er skeptisk overfor en revision af valglisten, der alene tager udgangspunkt i samkøring af eksisterende databaser.
Valglister er forældede
Valgkommissionens valgliste stammer i udgangspunktet fra den seneste folketælling i 2001. Når der er valg, bliver der hængt valglister op på valgstederne. Folk checker, om de findes på valglisten, og hvis det ikke er tilfældet, så kan de nå at blive optaget på valglisten inden valget. De skal blot kunne vise et gyldigt ID-kort eller biometrisk, makedonsk pas. Derfor kan der føjes yderligere stemmer til listerne i løbet af et valg.
Ved parlaments- og præsidentvalg kan man stemme udenlands, hvis man i forvejen melder sig på ambassaden. Hvis man er bosat i udlandet, men har en adresse i Makedonien og altså et ID-kort, så kan man også vælge at tage hjem og stemme. Det samme gælder for kommunalvalg. Valg er reguleret af en valglov fra 2008.
Ved valget i 2014 var der knap 1,8 mio. vælgere på valglisten, og godt 1,1 mio. vælgere, der afgav stemme. 1,8 mio. er mange, når man ved, at folketællingen i 2001 kom frem til en befolkning på lige godt 2 mio. og det statistiske kontors estimat for 2014 er omtrent det samme. Eurostat har tal for, hvor mange makedonske statsborgere, der er udvandret til EU-landene. I 1998-2013 var tallet 230.000. Det er dette og lignende tal, der får folk til at anslå, at befolkningstallet i Makedonien reelt er omkring 400.000 lavere.
F.eks. sagde Zoran Zaev for nylig til BIRN, at der er færre end 1,6 mio. mennesker i landet. Herfra skulle trækkes omkring 400.000 ikke-stemmeberettigede mindreårige, sagde Zaev videre. Tror man på disse tal, har Zaev naturligvis ret i, at spændet op til de 1,8 mio. på den seneste valgliste er ganske betydeligt, og han brugte det da også til at underbygge SDSMs krav om, at valglisten skulle revideres inden et valg.
En smule hovedregning fører til, at helt op til en tredjedel af navnene på den eksisterende valgliste, altså op til 600.000, muligvis ikke har stemmeret. Man skal dog fratrække diasporastemmerne, men de kan ikke alene forklare spændet. Spørgsmålet bliver så, om de op til 600.000 mon stemmer? Og hvem de stemmer på?
Frygt for resultatet forhindrer folketælling
Der er rigtig mange makedonske statsborgere, der bor og arbejder i udlandet. Heraf er der også rigtig mange, der fortsat har adresser i Makedonien, hvorfor de har makedonsk pas og eventuelt også et ID-kort.
Det forhold er en væsentlig årsag til, at der ikke siden 2001 er gennemført en folketælling. Det blev forsøgt i efteråret 2011, hvor en hær af frivillige blev sendt ud i landet for at stemme dørklokker og registrere borgere. Forklaringen ligger i forholdet mellem albanere og makedonere, de dominerende befolkningsgrupper i landet.
De frivillige var udpeget af partierne og embedsværket (som i alt væsentligt ikke er uafhængigt af regeringspartierne) og sammensat på en måde, så de også kunne holde øje med hinanden. Således ville der i de blandede områder typisk være en albaner og en makedoner på samme hold. Albanere såvel som makedonere har en interesse i at puste sig op rent antalsmæssigt, så det var snyd i den boldgade, der ikke måtte løbe løbsk.
Albanerne ønsker ikke at blive set som et mindretal. Dertil er de for mange, og de ser sig i øvrigt som et mere oprindeligt befolkningselement i Makedonien. Makedonerne flest ser sig derimod som det naturlige statsbærende folk, og man har i tidens løb gjort sig mange bestræbelser på at fremstille albanerne som en slags gæster.
Albanerne er ikke bange for en folketælling. De tror, at andelen af albanske borgere i Makedonien er større, end ved folketællingen i 2001. Men det er en forudsætning, at alle med pas og ID-kort tæller med – også selvom de bor udenlands. Der er rigtig mange albanere, der bor og arbejder i USA, EU og Schweitz, og som kun kommer hjem om sommeren, og eventuelt når de bliver pensionerede. I hundredtusindvis.
Det forholder sig omvendt med makedonerne eller i hvert fald deres politiske repræsentanter. De mener ikke, det er rimeligt, at albanere, der bor og arbejder udenlands, skal indgå i en folketælling, selvom de har både pas og ID-kort, og selvom de som følge af valgloven i 2008 har stemmeret.
Og det var dette forhold, man ikke kunne blive enige om i 2011. Man var simpelthen ikke enige om, hvem ”folket” var i folketællingen. Derfor blev de frivillige midt i det hele sendt hjem igen.
Ingen har taget ansvar for, at folketællingen i 2011 gik i sort, men valgkommissionsmedlemmerne nedlagde kollektivt deres ombud.
Siden har den albanske regeringspartner, BDI, foreslået, at man i en fremtidig folketælling eventuelt kan registrere, hvem der permanent bebor Makedonien. På den måde ville diasporaen fortsat blive talt med, uden at blive ”administreret” ud af deres fædreland. Forslaget kom i erkendelse af, at der af planlægningshensyn er brug for eksakt viden om landets faktiske demografi.
—
Przhino-aftalen hedder sådan, fordi den kom i stand i EU’s villa i kvarteret Przhino (Пржино) den 2. juni 2015.
—
Det er fortsat gratis at læse med her. Har artiklen værdi for Dem, er selv symbolske bidrag dog særdeles velkomne via MOBILEPAY 21281941.