Kasper Støvring begiver sig i Weekendavisen 53 ud i et forsvar for den – i dansk sammenhæng – højreorienterede kulturalisme. Forsvaret er svar på Frederik Stjernfelt og Jens-Martin Eriksens opgør med kulturalismen.
Forsvaret bliver til i et angreb på universalismens abstraktioner, og et centralt udgangspunkt er for Støvring:”…den vigtige moralske betydning af de forskellige kulturer, som mennesker lever i, og på hvis betingelser de forstår sig selv og meningen med deres liv.”
Jeg kan ikke se bedre, end at det udsagn må rumme en selvmodsigelse, for Støvring må vel mene, at det gælder universelt?
Hvis synspunktet prætenderer universel gyldighed, så opløser det sig selv, for så er forståelseshorisonten jo ikke længere partikulær – altså begrænset af Støvrings egen kulturelle horisont.
I modsat fald, altså hvis Støvring står fast på sin partikulære forståelseshorisont, så vil synspunktet kun have gyldighed indenfor hans egen kultur. Således har han per definition ingen adgang til at vide noget om andre kulturers forståelseshorisonter. Ja, faktisk kan Støvring end ikke være sikker på, at der findes andre kulturer eller forståelseshorisonter. Han ville jo simpelthen ikke have det ikke-partikularistiske udsigtstårn, der kunne definere noget som forskelligt fra eller lig med den danske kultur.
Og hvad endnu værre ville være: hvis Støvring for eksperimentets skyld alligevel antog, at der fandtes sådanne andre kulturer med andre forståelseshorisonter, så kunne han jo ikke vide, om disse andre forståelseshorisonter var konstitueret åbne og således i sig bar en universel forståelseshorisont.
Men der er sådan set endnu mere bøvl med tankegangen, for hvad vil Støvring stille op med danskere, som i deres selvforståelse ikke regner alle deres synspunkter for udslag af dansk kultur? Hvis vi regner dem for danskere, som ifølge Støvring er afgrænset af en dansk forståelseshorisont, så er vi vel nødt til at regne med, at der selv indenfor en dansk forståelseshorisont findes ikke-partikularistiske stemmer.
I så fald ville disse ikke-partikularistiske stemmer ikke kunne kaldes ”abstrakte” eller ”kulturneutrale”, som Støvring gør det i Weekendavisen. De ville være en del af dansk kultur. Og så bryder alt sammen, for så er der jo plads til en forståelseshorisont, der viser ud over sig selv. Alternativt må vi vel simpelthen regne Stjernfelt, Eriksen og flere for ikke-danskere??