Den europæisk politiske situation byder på en kolossal opgave. Europæerne er nødt til at lære hinanden at kende (igen). Kunne det være en fælles opgave for højskolerne at undersøge muligheden for at få en europæisk højskolelov, eller noget lignende?

Den som påvirkes af, at der skabes en løsning på et bestemt problem, bør også have mulighed for at påvirke den selv samme løsnings udformning. Derfor kan man med rimelighed hævde, at Gud lader sig sammenligne med EU på den måde, at det for begges vedkommende gælder, at hvis ikke de eksisterede, så måtte man opfinde dem.

Det skyldes helt enkelt, at de beslutninger og løsninger, der bliver til i f.eks. Tyskland eller Sverige om – skal vi sige – økonomiske spørgsmål og problemer, også påvirker borgerne i Danmark – og omvendt. Samarbejdet i Europa (men for øvrigt også mange andre samarbejdsfora) er til for at sikre, at danske borgere får mulighed for at påvirke fælles problemers løsninger, og at andre EU-borgere får den samme mulighed.

Samtalen er glemt

Det er der vist oven i købet enighed om i Danmark. Hvad der derimod er uenighed om, er den måde, samarbejdet skal skrues sammen på. Debatten, som den føres i Danmark, går på, om samarbejdet skal have mellemstatslig eller føderal karakter. I øjeblikket har vi vel nærmest fået en blanding, eftersom der jo er forskel på hvordan de forskellige politik-områder ifølge traktaterne skal behandles. Men vi har fået den, blandingen.

Eftersom den europæisk politiske integration altså allerede har gjort (uanset om vi i Danmark vil det eller ej), at spørgsmål nu løses på tværs af statsgrænser og i nogle tilfælde måske endda uafhængigt af stats- og kulturelle grænser, begynder nye problemer at presse sig på.

Jeg tror nemlig, at vi har glemt samtalen som det nødvendige filter i den europæiske demokratiske proces. Man kan godt nok ikke måle demokrati på samtale, men det er nu et godt instrument til at sortere ja fra nej og til at formulere argumenter med.

Men den sorteringsmekanisme er jo ikke taget voldsomt meget i brug i de europæiske samarbejder i dag. Hvem kan hævde at have diskuteret fiskeripolitik med en portugiser for nylig? Hvem kan hævde at have diskuteret miljøpolitik med en englænder? Jeg tror ikke, det er mange. Hvem kan gøre rede for, hvad portugisere eller englændere overhovedet mener om disse emner?

Nu vil nogen sikkert mene, at det repræsentative og mellemstatslige demokrati heldigvis ordner det for os. Vore politikere tager jo ned i EU-hovedstæderne og diskuterer tingene igennem, argumenterer, samtaler, debatterer og så videre. Mit synspunkt er, at det er ikke nok.

Debatterne må ikke kun føres på tingene og i rådene. De skal føres bredt! Det er for farligt, hvis europæiske befolkninger får foræret motiver til at begynde at fortælle myter om hinanden igen, samtidigt med at uvidenhed tillader enhver sådan at spire.

Allerede nu er det en helt almindelig betragtning, at franskheden i EU-samarbejdet er det arrogante, lukkede, distancerede. Vi mener, at sydeuropæerne snyder EU, når de kan komme af sted med det og så videre. Jeg forholder mig ikke til, om det er sandt eller ej, men jeg stiller bare spørgsmålet til bærerne af disse historier: hvad ved vi egentlig om det? Og har vi diskuteret sagen med de “skyldige”?

Det samme gælder selvfølgelig i de andre lande. I Bayern kan man mene, at de fæle hollændere løber med kødmarkederne på konkurrenceulige vilkår, i England kan man mene, at det er en kontinental/tysk/fransk sammensværgelse, der ligger bag opblæsningen af de reelt få problemer med kogalskab, ligesom man kan mene, at den jyske mafia står bag de fuldstændig urimelige jyske motorvejsprojekter (men bemærk, at det her nærmest er en morsomhed). Fæle hollændere, franskmænd, tyskere og jyder.

Kend hinanden

Jeg mener, at den øjeblikkelige politiske situation i Europa byder på en kolossal opgave, der består i, at europæerne er nødt til at lære at kende hinanden at kende (igen), inden stereotyper og myter får overtaget i den politisk-integrative proces, der også i Danmark er blevet offentligt kendt i de seneste år.

Når vi beskylder franskmændene for arrogance, skal det lyde, som når vi taler om den jyske mafia. Der skal ideelt set være et glimt i øjet, fordi vi opfatter dem som vore egne.

Tænk engang, hvis det blev en betingelse for at opnå plads på tinge, at man leverede en gang hadetale om svenskerne eller tyskerne eller franskmændene! Tænk hvis det blev sådan, at vælgerne kun tækkedes ved politikernes eftersnakkende hadetale. Er det måske allerede sådan? Jeg minder om Jugoslavien, og jeg minder også om, at denne påmindelse mindst er fælleseuropæisk! Erfaringerne fra Jugoslavien er blevet en fælles referenceramme, fordi den påmindelse ville kunne gives i et hvilket som helst europæisk tidsskrift eller forum.

Det er ikke første gang i historien, man har ment det nødvendigt at lære hinanden at kende. I sidste århundrede bestod der en tilsvarende politisk nødvendighed, da danskerne pludselig stod med skægget i nationalstaten og det spirende demokrati og skulle løse problemer på det grundlag. De var nødt til at lære hinanden at kende.

De lærte bl.a. hinanden at kende på højskoler, hvor man dyrkede de tætte bånd, man havde fået “forærende” i og med, at man havde gennemgået et par krige i fællesskab. De havde fælles fjende og dermed fælles venner.

Nu kan det godt være, at den historie er ufuldstændig, men jeg synes det kunne være en utrolig spændende udfordring for højskolerne at tage den parallelle opgave op. Tænk om der var noget i højskolernes idé, lovgrundlag eller form, som kunne anvendes i den nuværende politisk-integrative proces og i den ovenfor beskrevne opgave, der følger med.

Det er nødvendigt også lige at indskyde, at man selvfølgelig skal vare sig for at gøre nogle af de samme fejltagelser, man i sidste århundrede gjorde. Således mener jeg, at det er et gode, at individet i identitetsdannelsen er kommet i centrum, at historieskrivningen er sat fri, kan man sige, ligesom den kritiske bevidsthed bestemt ikke må sættes over styr. Jeg mener ikke, man skal til at “skabe” europæiskhed.

Dengang hændte det, at den virkelige begrundelse for at gå i krig, var at installere følelsesmæssige fællesskaber gennem de dermed opnåede fælles erfaringer. Man ønskede, at alle skulle leve i den samme myte, for så var det nemmere at styre folk. Målet helligede midlet. I dag hedder den slags politik nogle gange assimilation.

Filosofien er, at hvis alle er ens, så er de ikke uenige. Det er jo også rigtigt, men det er ikke ønskeligt, fordi det kræver og krævede for mange ofre at komme af med de uenige. Idealet må tværtimod være, at vi finder ud af at være forskellige, samtidigt med at vi er fælles om en bestemt procedure i viljesdannelse, politikken.

Føderal uddannelsespolitik

I stedet for som så mange gange historiens løb at bygge en politisk administration op omkring et fællesskab, der installeres gennem en krig, må vi bygge fællesskabet op om de fælles problemstillinger, der nu en gang findes. I det store hele er det vel også det, der sker i øjeblikket, men desværre ikke i tilstrækkeligt omfang udenfor rådene, tingene og kommissionerne.

Så hvorfor ikke satse på også at etablere højskoler for europæere, hvor man tager temaer op, der i forvejen anses for at være fælles? Fordi man ikke kan. Der findes ingen penge til den slags. Hvis de findes er det i fonde og budgetter, der er midlertidige. Der findes ingen europæisk højskolelov og derfor heller ingen penge.

Faktisk er det traktatfæstet, at skole- og uddannelsespolitik er anliggender for medlemsstaterne. Det er ikke føderale spørgsmål (Amsterdamtraktaten §§ 149-150). Man forudsætter “…fuld respekt for medlemsstaternes ansvar for undervisningsindholdet og opbygningen af uddannelsessystemerne samt deres kulturelle og sproglige mangfoldighed.” Man vil dog gøre fælles indsats for “…den europæiske indsats på uddannelsesområdet…”, “…begunstige studerendes og læreres mobilitet…”, og man vil “…tilskynde til udvikling af udvekslingen af unge og ungdomsledere.” Alt dette skal dog ske “…uden at der er tale om nogen form for harmonisering af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser.”

Derfor bliver lovgivningen indtil videre i medlemsstatsregi, og derfor vil det være begrænset, hvad der i praksis kan laves af europæisk eller blot grænseoverskridende højskole. Det kender nogle af os jo meget godt. Det er jo helt logisk sådan, at højskoledrift i Danmark forudsætter, at undervisningen er tilrettelagt for danskere. Kun i begrænset omfang kan udlændinge komme på højskole i Danmark.

Helt forståeligt. Danske skattekroner skal selvfølgelig tilbage til danskere (derimod kan det så til gengæld være svært at forstå, at der ikke må komme udlændinge på højskole, hvis man skaffer midlerne til udenlandske elever fra andre kilder). Europæiske skattekroner til skole og undervisning findes ikke (vist nok med nogle få undtagelser).

Hvis jeg har ret i, at der er en opgave som oven for beskrevet, der skal løses, og hvis jeg i øvrigt har ret i, at internatskoleformen er uovertruffen til det formål (og det her jeg vel?), når den kombineres med udgangspunktet i fælles problemer, så er situationen jo både uholdbar og udfordrende.

Derfor vil jeg gerne foreslå, at man i det mindste prøver at debattere det europæiske spørgsmål, men dog meget hellere, at man begynder at arbejde på en ny og overstatslig skoleform. Jeg har ikke meget kendskab til Foreningen for Folkehøjskolers (FFD) arbejde, og ved følgelig heller ikke præcist hvor mange ressourcer, det internationale udvalg har til rådighed, men jeg synes dog, det kunne være en fælles opgave for højskolerne at undersøge muligheden for at få etableret en europæisk – og da også gerne anden form for grænseuafhængig – (høj)skolelovgivning eller noget lignende. Det er jo et politisk arbejde, der givet vil koste rigtig mange ressourcer.

På længere sigt, mener jeg, der vil være en ganske god chance for, at det kunne lykkes, fordi modstanden i øjeblikket er begrundet i, at man er bange for, at pensum skal dikteres fra Bruxelles. Det er der god grund til at frygte, men jeg tror den fare ville kunne elimineres.

Et system, en lovgivning, der udbetalte pengene fra centralt hold, og hvor at pensum, tema og idégrundlag formuleredes decentralt, ville have en god chance for at slå an. Det svarer jo til idealforestillingen om den danske frie skoletradition. Jeg tror, ideen kan sælges i Bruxelles, og jeg tror, at den væsentligste modstand vil komme fra medlemsstaterne.

Medlemsstaternes modstand er begrundet i det argument, at det er for tidligt at afgive mere suverænitet, fordi der endnu ikke er stablet en europæisk borgerlig offentlighed på benene, og fordi europæerne i stigende grad opfatter EU som et elitært projekt.

Denne argumentation ville selvklart køre i ring, fordi formålet jo netop skulle være at skabe denne borgerlige europæiske offentlighed, som er en offentlighed forpligtet på de debatter, vi allerede har besluttet skal føres i fællesskab. Desuden ville en sådan lovgivning absolut ikke skulle vedtages med henblik på at erstatte de nuværende strukturer men tværtimod for at supplere dem.

Forsøg og udvikling

Til det nye uddannelsesbillede regner man i FFD også det internationale. Det fremgår i hvert fald af de seneste medlemsbreve. Jeg har bemærket, at der til det udviklingsprojekt, der nu igangsættes om netop det nye uddannelsesbillede, er afsat midler fra forsøgs- og udviklingsmidlerne.

På Højskolen Østersøen har vi jo arbejdet en del med internationale kurser, og derfor ved vi, at forsøgs- og udviklingsmidlerne kun gives til projekter, der ligger indenfor rammerne af den nuværende højskolelovgivning. Der gives altså ikke til forsøg og udvikling, når det gælder højskole, der ikke er tilrettelagt for danskere. Det tager vi til efterretning.

Hvad der derimod ville være kedeligt var, om det udvalg, som Undervisningsministeren netop har nedsat, og som skal drøfte højskolernes vilkår for at drive højskolevirksomhed, også tager højskoleloven som udgangspunkt. I kommissoriet for udvalget står der, at man skal “…vurdere de seneste års forsøgs- og udviklingsarbejder, uanset at de ikke nødvendigvis er højskole i højskolelovens forstand.”

Vi er nogle, der mener at have gjort væsentlige forsøgs- og udviklingsarbejder, uanset at de ikke nødvendigvis er højskole i højskolelovens forstand. Jeg skulle hilse og sige, at Højskolen Østersøen har nogle stykker, som vi da gerne vil have med i en sådan vurdering (om Højskolen Østersøens forskellige internationale projekter: se Højskolebladet nr. 17/1998).

Nu var sammenligningen mellem Gud og EU selvfølgelig noget pjattet, for forskel er der jo også. EU kan man godt lave om på, hvis man gør en indsats.

Højskolen, Europa og legen med lyset blev bragt i Højskolebladet 23, 1998. Foto fra ACC’s, den europæiske højskoleforenings, Flickr-konto.