I Republikken Makedonien (fYRoM) tales der flere forskellige sprog, der er aflejringer af mange kulturer, og landet er hjemsted for flere forskellige folk og etniske grupper. Det hele er makedonsk i den forstand, at det er en del af helheden Makedonien. Men er der noget, der bare er makedonsk?
Når ”makedonsk” bruges som et tillægsord, så kan man gå ud fra, at der er strid om betydningen. Makedonsk salat, Salade macédoine, er en sigende undtagelse, mens det eventuelle makedonske folk, sprog og den makedonske kultur og historie er genstand for megen splid og palaver.
Lokaliteten Makedonien
Makedonien er et landområde, der dækker Republikken Makedonien, det nordligste Grækenland med hovedbyen Thessaloniki, og en stribe af det vestlige Bulgarien. Man kan skelne mellem Vardarmakedonien, Ægæisk Makedonien og Pirinmakedonien. Vardarmakedonien svarer i så fald til Republikken Makedonien, som afvandes af floden Vardar. Pirinmakedonien er den bulgarske del, navngivet efter bjergmassivet Pirin. Ægæisk Makedonien er den græske del, som jo ligger ned til Det ægæiske Hav.
Makedonien forstået som dette eller disse områder stammer fra det 19. århundrede. Makedonien var så at sige defineret som resten. Den rest, som stort set kunne ende på alle sider, når serbere, albanere, grækere og bulgarere engang skulle til at dele rovet i det forfaldende osmanniske rige.
I Ægæisk Makedonien finder man de oldmakedonske levn, som vidner om, at her lå kernen i oldtidens makedonske rige. De mest kendte konger i dette rige er Alexander III den Store og hans far Filip II af Makedonien.
Republikken Makedonien
FN refererer til Republikken Makedonien som The former Yugoslav Republic of Macedonia (fYRoM). Det gør FN for ikke at fornærme nogen. ”Nogen” er i realiteten Grækenland, som er bange for, at staten Makedonien før eller siden vil gøre krav på Ægæisk Makedonien, og at alene anerkendelsen af navnet vil være et skridt i den retning. Statens navn er ifølge statens egen forfatning Republic of Macedonia, mens de fleste grækere blot kalder staten for Skopje eller fYRoM.
Ægæisk Makedonien blev erobret for Grækenland i Balkankrigene 1912-13 og hed Nordgrækenland indtil 1993, hvorefter også det blev kaldt Makedonien.
Det makedonske sprog
Sproget makedonsk ligger meget tæt på bulgarsk. Bulgarien anerkender ikke, at der skulle være et selvstændigt makedonsk sprog. I det højeste er det en dialekt, som man så kalder vestbulgarsk.
Grækerne kan man ofte høre referere til sproget makedonsk som enten bulgarsk eller slavomakedonsk. De er ikke meget for at anerkende, at et nutidigt sprog bærer betegnelsen makedonsk. Makedonsk hører oldtidens Makedonien til, mener grækerne, og der talte man et græsk sprog, ikke et slavisk.
Det makedonske folk
Som folk betragtet er makedonere også et omdiskuteret begreb. Bulgarien anerkender ikke, at der findes et selvstændigt makedonsk folk eller en makedonsk nation. For Bulgarien er makedonerne bulgarer, selvom Bulgarien var først med at anerkende Republikken Makedonien som stat.
I det 19. århundrede arbejdede Athen, Sofia og Beograd på henholdsvis at grækificere, bulgarisere og serbisere befolkningen i Makedonien – troende nationalister taler gerne om at ”vække” dét, der så formodes blot at slumre. Formentlig regnede ingen med en slumrende makedonskhed. Der er ikke spor af nogen makedonsk vækkelse henholdsvis makedonisering i den periode, selvom stormagterne Rusland og Østrig-Ungarn forsøgte at fremme en sådan udvikling. Makedonsk forstået som et folk optræder først for alvor med opfindelsen af delstaten Makedonien i Titos Jugoslavien, som senere blev til Republikken Makedonien. Derfor er det også kun i Republikken Makedonien, at man regner med et etnisk makedonsk mindretal i Ægæisk Makedonien og i Pirinmakedonien.
Efterkrigstidens makedonske ”vækkelse” har i de seneste år taget en ny drejning. I Republikken Makedonien er man begyndt at regne med kontinuitet mellem oldtidens og nutidens makedonere. Det indebærer også, at man godt nok regner med til dels at nedstamme fra de slaviske stammer, der indvandrede i 5-600 tallet. Men også kun til dels, for slaverne indvandrede jo næsten tusind år efter Alexander den Stores Makedonien og de oldmakedonere, man mener at stamme fra. Så sent som i september sendte landet en protestskrivelse til USA, fordi USA’s ambassadør til Makedonien i en senatshøring kaldte flertalsbefolkningen for slaver.
Et sted mellem 20 og 40 % af statsborgerne i Republikken Makedonien er albanere. I lighed med de øvrige befolkninger i landet har albanerne været under jugoslavisk, serbisk og osmannisk overherredømme i historiens løb. De synes i reglen, det er noget pjat, at makedonerne vil finde statens og folkets rødder i oldtidens Makedonien.
Albanerne peger ofte på, at hvis statsgrænser endelig skal følge sproglige, etniske eller historiske grænser, så ville det halve af Makedonien enten skulle høre sammen med Albanien, eller også ville Makedonien tilhøre Tyrkiet. De plæderer dog ikke for en sådan sammenlægning med Albanien eller Tyrkiet, selvom mange makedonere – og især serbere – frygter, at det er en skjult dagsorden. Aktioner som droneflyvningen på Partisan Stadion i Beograd er naturligvis egnet til at bekræfte makedonere og andre i denne mistanke.
Blandt albanere hører man jævnligt, at makedonerne er i færd med at fremtvinge den deling af staten, som makedonerne angiveligt selv frygter allermest – altså en deling, som følger af splittelse mellem albanerne og makedonerne. Splittelsen er et indbygget element, når staten dyrker makedonernes historie som den eneste relevante for Republikken Makedonien.
Ræsonnementet regner formentlig med, at der er en grænse for albanernes tålmodighed, hvilket den lille borgerkrig i 2001 da også vidner om. Om motivet hedder det, at mange makedonere i virkeligheden ønsker at slutte sig til Serbien eller Bulgarien.
Det er i øvrigt også problematisk, at det dårlige naboskab med Grækenland og Bulgarien, som er prisen for makedonernes fremfærd, er albanerne uvedkommende. Konkret bringer det Makedonien på afstand af NATO- og EU-medlemskab. Det er en pris, som albanerne flest ikke vil være med til at betale.
Den makedonske historie
Republikken Makedoniens historie starter i nogles øjne først med Titos Jugoslaviske delstat Makedonien. Der har ikke siden oldtiden været statsdannelser, der kaldte sig Makedonien. Der gøres ihærdige forsøg på at identificere statsdannelsens eller folkets historie længere bagud i tiden, men alle forsøg støder på problemer, fordi disse historier allerede er ”optaget” af naboerne, og fordi forsøgene ikke er overbevisende. Projektet Skopje 2014 er et instruktivt eksempel.
Det gælder Zar Samuels middelalderrige, som med centrum i Ohrid til dels lå, hvor Republikken Makedonien ligger i dag. Den historie er ”optaget” af Bulgarien. Og det gælder oldtidens Makedonien med hovedstaden Pella i Ægæisk Makedonien. Den historie er ”optaget” af Grækenland. Og det gælder i nogen grad også frihedskæmpernes historie; de frihedskæmpere, som enten kæmpede for en eller anden grad af autonomi for Makedonien inden for Osmannerriget eller for tilslutning til Bulgarien. Her er vi i tiden omkring år 1900.
