Vi bør tillade europæiske højskoler eller højskolekurser i dansk lovgivning. Danmark kan være med til at sætte en vigtig proces i gang. Det bør være muligt for alle europæere, som tilhører eller kommer til at tilhøre et fælles politisk system, at gå på højskole sammen.
Arkivet rummer billeder fra europæiske højskoler eller rettere: højskolekurser i hele Europa.
For nylig talte Poul Nielson engelsk i Europaparlamentet. Dette vakte en del ubehag i Danmark. Poul Nielson brød dog ingen regler, da han talte engelsk. Han havde reglerne på sin side.
Poul Nielson kan nu på den ene side betragtes som en helt fordi han talte det sprog, som flest forstod. På den anden kan han udråbes til skurk, fordi han med sin handling demonstrerede at betragte sproget som redskab.
Man kan nemlig fortolke dette sidste således, at den yderste konsekvens – hvis altså Nielson kun tillægger sproget værdi og betydning i dets egenskab af redskab – må være, at de mere effektive sprogredskaber i længden bør udkonkurrere de mindre effektive sprogredskaber. Det kan forstås som et angreb på mangfoldighed og forskellighed, som ikke bare af følelsesmæssige årsager men også af hensyn til dialogen, er uheldigt, fordi dialog ikke giver mening, hvis ikke forskellighederne, som de bl.a. opbevares i sprogene, bevares.
Jeg hælder nu alligevel til at betragte Poul Nielson som helt, fordi den engelske tale ikke nødvendigvis er forbundet med noget ønske om at skabe et Europa med kun et sprog. Der er ikke noget i vejen for, at europæerne taler og forstår flere sprog. At bruge det engelske eller spanske er ikke nødvendigvis et angreb på det danske sprog.
Derimod er det et angreb på det synspunkt, at det med nødvendighed er et angreb på det danske sprog, fordi det er et angreb på det synspunkt, at kun i identifikationen med det monologisk konciperede nationsbegreb (inklusive sproget) kan individet realisere sig!
Men uheldigvis er netop dette nationsbegreb udgangspunktet for den linie, som blev lagt i dansk folkeoplysning, da Rødding Folkehøjskole som den første danske højskole blev stiftet i 1844. Rødding Folkehøjskole (som i dag har et andet ideal) blev flagskibet for en proces, der skulle gøre bønder i Sønderjylland til danskere med stort D.
I den forfatnings- og sprogkamp, den første højskole blev til i, finder man også Hiort Lorenzens spektakulære tale i stænderforsamlingen i Slesvig, hvor han vedholdende talte dansk, som der står i protokollen 11. november 1842. Forsigtigt kunne man anføre, at det var dog åndssvagt, når alle forstod tysk, men han fik gjort opmærksom på, at nogle på forhånd var ladt uden for dialogen, når kun tysk taltes.
Men det var mildest talt uheldigt, at talen også blev et symbol for dem, der betragtede dansk som født modsætning til tysk. Når vi i dag igen er begyndt at arbejde hen over grænserne på forskellige politikområder, er den dialog som det monologiske nationalitetskoncept ved hjælp af de kodificerede nationale sprog kunne garantere, ikke længere nok.
Vi er nødt til at tale med de andre i unionen. Vi må satse på den smule engelsk, vi har nogenlunde til fælles og betragte det engelske som et redskab, der hverken på kort eller lang sigt skal afskaffe andre sprog.
Da Rødding Folkehøjskole oprettedes var spørgsmålet for bønderne, om de via deres skolegang skulle ofre sig for det nationale danske, eller om de skulle tænke lidt på sig selv og hvad der lønnede sig økonomisk og demokratisk. Det sidste synspunkt fandtes faktisk også, men det første vandt.
I dag kan spørgsmålet ikke være, om vi via vor skolegang skal ofre os for en eventuel europæisk nationalitet eller om vi snarere skulle tænke på, hvad der betaler sig, og om det tjener vores, de europæiske befolkningers, sag. I dag er der kun den sidste mulighed.
Vi har for en stor dels vedkommende sproget til det i vort konference-, interrail- og handelsengelsk. Men i en anden forstand er vi ikke myndige Europa-borgere. Vi kan ikke fremføre argumenter, som bliver til andet end tilfældige monologer, når vore argumenter ikke har forbindtlighed med de synspunkter og argumenter, som de står i konkurrence med. Vi er nødt til at kende de andre synspunkter og argumenter.
Således også i sidste århundrede, men dengang kun inden for landets grænser. Derfor var det så vigtigt, at hæren, skoler og trykte medier i det 19. århundrede skabte rum for diskussionerne og kendskab til de andre.
Europæiske højskoler
Den dialog og det kendskab til hinanden, der var muligt inden for det monologiske nationskoncept, trivedes især, hvor alvoren i sagen sattes i scene, ved at man i en periode lærte, boede, spiste, sov, arbejdede, diskuterede, festede og elskede sammen. Her kunne blandt andet højskolerne levere varen. I dag savner vi skoler, hvor dialogen kan føres.
Den vare kan højskoleformen (eller måske efterskoleformen) også udmærket levere i dag, uanset at højskoletraditionen er belastet af den noget ekskluderende nationale strategi. Derfor ville det være en god ide at arbejde for et europæisk højskolesystem og for europæiske højskoler.
I dette århundrede skal vi vælge rigtigt, så systemet skal baseres på, at dialog hierarkisk set står højere end nationalsprog og på at gøre os europæere til myndige borgere i den forstand, at vi får kendskab til vore dialogpartnere og deres synspunkter og argumenter, og at det dialogiske fremhæves så vidt, at europæere forstår, at dette hverken udelukker eller bekæmper muligheden for en større verdensborgerlig myndighed, henholdsvis en statsborgerlig myndighed eller en ikke-eksklusiv national identitet.
Det bør være muligt for alle europæere, som jo tilhører eller kommer til at tilhøre et fælles politisk system, for en tid at frekventere europæiske højskoler – sammen.
Det ville være en god løsning, om europæiske højskoler samfinansieredes af medlemsstaterne, Bruxelles og lokale myndigheder, hvor de enkelte europæiske højskoler var placeret. Der skulle være krav om, at elevskaren var bredt sammensat af befolkninger fra hele Europa, fra land, by, nord, syd, øst og vest. Det skulle desuden være et optagelseskrav, at eleven forstod skolens sprog, som ikke nødvendigvis behøvede at være engelsk. Og sådan skulle der selvfølgelig laves en masse regler.
Indtil noget sådant bliver muligt kunne man jo starte lidt mere beskedent med fra det danske Undervisningsministeriums side at vise vej.
Som udgangspunkt kan et lands borgere vel ikke pålægges at skulle betale for et andet lands borgeres uddannelse. Det er helt rimeligt. Men dermed er vi jo alle forhindrede i at løfte den ovenfor beskrevne oplysningsopgave. Ganske vist er det muligt at have en vis andel af ikke-danske statsborgere på danske højskoleophold, som staten så giver tilskud til, men det er netop til danske højskoleophold. Internationale højskolehold er i højskoleloven helt udelukkede.
Jeg kan ikke forestille mig andet end interesse for, at den ovenfor beskrevne oplysningsopgave bliver løftet. Derfor vil jeg foreslå, at man tager brodden af argumentet om, at undervisningsministerielle penge ikke må gå til udenlandske statsborgere, ved at man gør et eventuelt statstilskud afhængigt af, om man kan skaffe en tilsvarende finansiering fra en pengekasse uden for Danmark.
Hvis eventuelt EU, Europarådet, UNESCO eller andre vil støtte et internationalt højskolekursus på en højskole, og hvis man dermed henter et beløb til landet, kan danske skattebetalere vel dårligt betragte det som en underskudsforretning.
Dermed kan Danmark være med til at sætte en proces i gang, som begynder med, at vi etablerer europæiske højskoler via dansk lovgivning. Man kunne håbe og satse på, at europæiske højskolekurser afholdt i Danmark fik en afsmittende effekt, og at EU-medlemsstaterne fik øje på den mulighed, der ligger, i forhold til den europæisk integrative proces. Europæiske højskoler er fremtiden.
Artiklen, Europæiske højskoler er fremtiden, blev bragt i Politiken den 17. oktober 1999
Læs også: Om et fremtidigt europæisk civilsamfund