Grønbogen om læringsmobilitet regner med vækst som målsætning, mens unge europæere blot er midler. Trods det blå svøb er grønbogen en gave til fremtidens unge.
I dagens EU betragtes unge borgere som midler til fremme af vækst. Det viser EU-Kommissionens nyligt udsendte grønbog om læringsmobilitet. Tidligere tiders visioner om dannelse til europæisk medborgerskab og solidaritet er pakket godt af vejen, når unges udlandsophold skal begrundes. Men måske gør det ikke så meget.
Først vækst, så medborgerskab
Alt tyder ifølge Kommissionen på, at unge, der i forbindelse med uddannelse rejser udenlands, er lige netop, hvad den europæiske økonomi har behov for. Og det er i al sin enkelthed begrundelsen for, at læringsmobilitet skal fremmes. Derfor ligner Grønbogens første linjer noget, der er skrevet af optimeringsivrige liberalister.
Arbejdskraft, der kan noget, der ved noget, der forstår noget, og som er vant til at bevæge sig udenlands. Det skal vi have. Og det er i vækstens, Lissabondagsordenens og økonomiens navn, at de unge må ud af vagten.
Nuvel, bladrer man om på side to, kan man godt finde ordet medborgerskab (citizenship), men det er vist et levn fra tidligere visionære tider, hvor den myndige europæiske borger med hastige skridt var på vej mod centrum i statsdannelsen EU. Men her bliver den myndige borger altså slået allerede på side et, hvor skills, employability, human capital, som betyder viden og sprogfærdigheder, mobile workers, competitiveness og innovation og den slags begrunder, hvorfor vi overhovedet har brug for læringsmobilitet.
Læringsmobilitet bliver reglen
En tømrerlærling fra Hjørring afvikler en del af sin læretid i Daugavpils, en pædagogstuderende falstring tilbringer sin studietid i Burgos, en økonom fra Salzburg bor og studerer et år i Aarhus og således videre. Man vil om få år kunne fortsætte opremsningen uendeligt, for EU-Rådet har signaleret, at unges udlandsophold i forbindelse med uddannelse skal være reglen snarere end undtagelsen.
Det er derfor med Rådet i ryggen, at EU-Kommissionen netop har udsendt Grønbogen om læringsmobilitet. Den indeholder foreløbig en invitation til alle, om at bidrage med gode ideer til, hvordan læringsmobilitet kan fremmes. Grønbogen er den første udmelding, og en grønbog bliver fulgt op af en hvidbog, der er lidt mere konkret, og så bliver den til sidst – måske – til EU-regler.
Det bliver forhåbentlig til glædeligt nyt for fremtidens uddannelsessøgende. For økonomen fra Salzburg og andre akademikere er det kun omfanget, der vil være nyt. Akademikere har i godt tyve år haft muligheder for at læse udenlands med EU’s ERASMUS-støtte i bagagen. For fremtidens ikke-akademikere vil det derimod være en stor nyhed, for de har meget få muligheder for at opholde sig udenlands i forbindelse med uddannelse.
Unges perspektiv vinder til sidst
Hvis den tænkte fremtidige tømrerlærling i Daugavpils skulle træffe at læse Grønbogen, så ville han se sig selv betragtet som et tandhjul i en større økonomisk maskine. Men han læser den sikkert aldrig. Og godt det samme. Det kunne jo være, han begyndte at betragte de lokale europæiske medborgere som tandhjul.
Nej, han vil selvfølgelig færdes blandt andre europæiske medborgere, russere flest, som har andre skikke, som man kan holde af, undre sig over, blive vred på og så videre. Og måske vil det slå ham, at han bliver bedre og bedre til at følge med og tage stilling i fælles EU-politiske spørgsmål. Han vil måske endda se tingene i et lidt større perspektiv, end da han forlod Hjørring.
Og det samme kan man sige om pædagogen fra Falster og om økonomen fra Salzburg. De unge vinder til sidst.
Man må blot håbe de genopfinder det sprog, der er den virkelige begrundelse for, at øget læringsmobilitet vil være en gave fra Europæerne til Europæerne. Når den blå indpakning bliver fjernet, har Grønbogen alle regnbuens farver.