Derfor har vi ikke EUropæisk foreningsfrihed

Det blev aldrig til noget med direktivet, der skulle skabe foreningsfrihed i EU. Rådet frygtede europæernes fortid, forklarer EU-embedsmand, og der var ikke traktatmæssigt grundlag for at tillade foreningsdannelser på tværs af grænserne.

European Association Statute (EA) var på vej i over 20 år. Den skulle have skabt et lovgrundlag for EUropæiske bevægelser og foreninger. Men initiativet trak ud og blev til sidst trukket tilbage. EU-staterne i Rådet var bange for deres egen fortid.

”Europæerne er bange for deres egen historie,” forklarer Apostolos Ioakimidis fra Direktoratet for Erhvervs- og Virksomhedspolitik. Han sad med som EU-Kommissionens repræsentant ved de afgørende møder i EU-Rådet i første halvår af 2003.

Ioakimidis giver et par eksempler, som forklarer historiens indflydelse på, hvordan EA-direktivet blev behandlet:
”Østrig er bange for bestemte politiske bevægelsers genopståen,” siger Ioakimidis med henvisning til det yderste højre. Nazisme er ikke en forbudt bevægelse i alle medlemsstaterne. Med en fælleseuropæisk foreningsfrihed ville fortidens spøgelser påny kunne passere Østrigs grænser i skikkelse af en eller anden organisation, forklarer Ioakimidis og nævner i flæng:
”Grækenland er bange for, at ’kommunisterne’ skal returnere fra Rusland, Spanien er bange for Opus Dei, Italien er bange for kirken, og alle er betænkelige ved udsigten til, at der i non-profit-organisationer kan sidde udlændinge i bestyrelserne.”

Og helt generelt er staterne bange for, at ”europæiske organisationer kan blive brugt til hvidvask af penge og terrorrelaterede aktiviteter,” forklarer Ioakimidis.

Derfor så Rådet flere ulemper end fordele, hvis Europæerne frit kunne organisere sig på tværs af grænserne. De centrale møder i 2003 blev øvelser, hvor repræsentanterne skiftedes til at udpege sten på vejen.
”Staterne ønsker ikke foreningsfrihed på Europæiske niveau,” fastslår Ioakimidis.

’80er-parlamentet arbejdede for EUropæisk civilsamfund

Sagen om EA-direktivet begyndte med nogle enkle spørgsmål. Hvorfor kan man egentlig ikke være EUropæisk spejder? Hvorfor kan man ikke melde sig ind i et EUropæisk parti? Og hvorfor består selv Europabevægelsens bestyrelser af medlemmer fra det samme land?

Svaret var, at der ikke fandtes love, der gjorde det muligt at stifte EUropæiske foreninger. Og sådan er det fortsat. Reel foreningsfrihed findes ikke på EU-niveau.
Spørgsmålene blev stillet af EU-Parlamentet i ’80erne. Parlamentet besluttede dengang at opfordre EU-Kommissionen til at fremsætte et direktiv, der skulle indføre reel foreningsfrihed i EU. Direktivet blev siden kaldt European Association Statute (EA).

Foreningsfrihed skulle være reel

EU-Parlamentsbeslutningen fra 1987 sigtede mod at fremme et EUropæisk civilsamfund. Foreninger og bevægelser skulle kunne handle lovligt og på tværs af grænserne.

Det var på den baggrund, man opfordrede Kommissionen til at skrue et direktiv sammen, der gav EUropæiske foreninger et juridisk grundlag.

Det fremgår af beslutningen om såkaldte non-profit-organisationer, som EA skulle gælde for, at Parlamentet ikke fandt foreningsfriheden reel. De principielle garantier i menneskerettigheds- og andre konventioner var ikke nok. For EU-Parlamentet var det afgørende, at der skulle ”gives mulighed for i praksis at udøve den”, som det hedder i beslutningen.

Foreninger er fortsat nationale

Det er nu tre-fire år siden, forslaget om at gøre foreningsfrihed til virkelighed blev trukket tilbage af EU-Kommissionen. EA havde ikke udsigt til at komme igennem de forhandlende medlemsstater i EU-Rådet. Dermed blev en ambition om at fremme et europæiske civilsamfund for alvor lagt hen. Europæiske bevægelser og organisationer kan fortsat alene være nationale.

Statsmagt mod foreningsfrihed

Der er ikke kontinuitet mellem EU-Parlamentets visioner i ’80erne og medlemsstaternes ambitioner senere hen. Og Ioakimidis’ udlægning af motiverne for staternes tøven bekræftes også af rådsreferaterne fra 2003.

Med udsigt til, at en europæisk forening kan flytte frit fra en stat til en anden, spørger en statsrepræsentant, om man så kan ”modsætte sig, at et parti, der deltager i nationale valg, kan flytte sit partikontor?”

En anden spørger, om man som stat kan opponere imod foreninger, der ”udfordrer den republikanske regeringsform?”

Frankrig foreslår i juni 2003 en tillægsparagraf, at EA ikke gælder for foreninger, der har til hensigt at skade en ”medlemsstats konstitutionelle form eller territoriale enhed.”

I juni er der også stater, der foreslår, at en negativliste skal udelukke foreninger med bestemte formål. Herunder terrorisme.

Nye terrorister spiller ingen rolle

Det er det sidste dokument i sagen, der nævner frygten for terrorisme. Herefter bliver der ikke indkaldt flere møder. Det er derfor nærliggende at tro, at staterne af frygt for islamistisk terrorisme har smidt foreningsfriheden ud med badevandet.

Ioakimidis forsikrer, at det vil være en helt forkert fortolkning:
“Det ville være totalt forkert at sige, at frygt for terrorisme efter 2001 forhindrer foreningsfrihed på europæisk niveau.”

Det er Europas historie og i det højeste gamle dages terrorister, der dæmper interessen for EA. Men faktisk er det i en helt anden boldgade, man finder de afgørende hindringer, forklarer han:

Foreningsfrihed bliver et markedsanliggende

Den 25. marts 2003 udtrykker et flertal at staternes delegerede tvivl, om det overhovedet er umagen værd med EA:
”Der var ikke bevis for et reelt behov,” fortæller rådsreferatet om staternes synspunkt.

Der er et grundlæggende formaliahensyn, der flytter fokus helt væk fra de oprindelige tanker om at lade et europæisk civilsamfund spire uafhængigt af statsgrænserne. Formaliahensyn, der kan få staterne til at spørge, om der overhovedet er et behov?

Tanken om at lovliggøre grænseoverskridende foreningsaktivitet kræver dækning i EU-traktaterne. Der fandtes og findes ikke traktatdækning for at lovliggøre europæisk foreningsakvitetet alene med den begrundelse, at man ønsker at udvikle et europæisk civilsamfund. Forfatningstraktaten, der blev nedstemt af franskmænd og nederlændere, ville måske have gjort det muligt, men den hører i det højeste fremtiden til.

EA blev derfor fremsat med den begrundelse, at foreninger burde ligestilles med andre, der har grænseoverskridende erhvervsmæssig aktivitet. Derfor blev forslaget om EA fremlagt med traktathjemmel i bestemmelserne om det indre marked.

Røde Kors er også et firma

Logikken er som følger: Røde Kors driver, mod betaling, ambulancekørsel i Belgien. Men trods det, er Røde Kors fortsat en non-profit-organisation, for foreningen har ikke til formål at tjene penge til private. Man kan nu argumentere for, at Røde Kors burde kunne handle på tværs af grænserne på lige fod med private firmaer. Og det var netop sådan, man ræsonnerede i EU-Kommissionen, før man fremlagde EA. Man kunne nu netop bruge EU-traktatbestemmelserne om hensynet til det indre marked.

Det ville givet stadig virke fremmende for udviklingen af et europæisk civilsamfund, når man dog havde aktivitet og bestyrelser på tværs af landene. Men fra nu af, var dette blot en heldig bivirkning, som så kunne tjene EU-Parlamentets oprindelige hensigt med EA-direktivet.

Tavshed sænker sig

Dermed kom diskussionen om hindringer og formålstjenlighed med EA til at handle om noget helt andet. De mødedelegerede i Rådet, som kom fra medlemsstaternes erhvervspolitiske ministerier, kunne netop spørge, om der virkelig var et behov, og om det var umagen værd med EA. Var der virkelig behov for, at civilsamfundet af indre markedshensyn skulle ligestilles med firmaer? Var der overhovedet en reel efterspørgsel?

Og svaret på de spørgsmål ligger i den tavshed, der herefter indfandt sig, forklarer Ioakimidis. Fra juli 2003 til EU-Kommissionen i 2005 annoncerer, at den vil trække forslaget, har alle EU-formandskabslandene ignoreret EA.

Historien slutter med Barrosso-Kommissionen. Den renser ud i forslag, der blot hober sig op i lovgivningsmøllen, men som ikke har udsigt til at passere den. Sammen med en række andre lovforslag bliver EA i 2005 sortlistet, som det hedder i Bryssel-jargonen. Tidligere var den i samme vokabular karakteriseret som ”red tape”, hvilket betyder, at den ligger på en hylde og samler støv med en rød sløjfe omkring.

Fra 2006 er EA fjernet fra dagsordenen.

FAKTA om European Association Statute

European Association Statute (EA) var et direktivforslag fremsat af EU-Kommissionen på EU-Parlamentets opfordring. EA-direktivet blev trukket tilbage før det var færdigbehandlet.

Forslaget rummede en række rammebetingelser for, hvornår en EUropæisk forening, bevægelse, organisation eller lignende ville kunne anerkendes som EUropæisk.
En Europæisk forening ville med en EA-registrering kunne handle i hele EU, og den ville kunne organisere EU-borgere uafhængigt at statsgrænser.

EA rummede for eksempel betingelser for

– hvilke formål en europæisk forening skulle forfølge
– fra hvilken dag en forening kunne regnes for en juridisk person
– hvor hovedsædet kunne ligge
– hvem der kunne stifte en europæisk forening
– hvad vedtægterne som minimum skulle indeholde

Især formålsbestemmelsen var genstand for megen debat.

Der var enighed om, at EA i det højeste skulle gælde for non-profit-organisationer. Den præcise ordlyd var man dog ikke blevet enige om, da EA officielt blev taget af EU’s dagsorden mellem 2005 og 2006.

Læs også: Europæiske intellektuelle sov i timen (opinion)
Læs også: Newropeans er dømt til lovløshed (case)