Allerede søndag fik valgkampen i Makedonien en etnisk drejning, selvom valget først blev udskrevet mandag. Det handler om at flytte stemmer.
Det makedonske regimes centrale person, formanden for det nationalkonservative regeringsparti, VMRO-DPMNE, Nikola Gruevski samlede søndag sine partimedlemmer og –tilhængere til stormøde. De mødtes som sædvanlig i Trajkovski-hallen i Skopje.
Gruevski gjorde ved den lejlighed klart, at VMRO-DPMNE vil bekæmpe Socialdemokratiets (SDSM) – ifølge Gruevski – ambition om at gøre landet tosproget, altså at ligestille albansk og makedonsk. SDSM er det største oppositionsparti og det traditionelle alternativ til VMRO-DPMNE. Således fik valgkampen allerede fra dag minus ét en etnisk dimension.
Inden for landets grænser er der sandsynligvis omkring 2/3 makedonere. De er helt dominerende i landets østlige dele. Tilsvarende er der omkring en fjerdedel albanere, og de har tyngdepunkt i nordvest og vest.
Ideen om at Makedonien er og bør være en nationalstat, der bæres af kun ét folk, er udbredt blandt makedonere. De er bekymrede ved udsigten til, at albanerne ligestilles. Meget kort sagt. Det er den bekymring, Gruevski spiller på.
Gruevski håber naturligvis at kunne samle et par ekstra mandater, så han alene sidder på det absolutte flertal i den lovgivende forsamling. Det makedonsk-nationalistiske VMRO-DPMNE får naturligvis forsvindende få stemmer fra albanerne, så stemmerne skal stort set fiskes blandt bekymrede socialdemokrater.
SDSM mellem Skylla og Charybdis
Gruevskis stemmefiskeri bygger sandsynligvis på et stråmandsargument. SDSM har formentlig ingen ambitioner om at gøre Makedonien tosproget. Men de har givetvis ambitioner om at hente stemmer blandt albanerne. Og det er sandsynligvis derfor, SDSMs formand, Zoran Zaev, ved flere lejligheder har udtalt sig pragmatisk omkring albansk sprogbrug i Makedonien.
Formand Zaev er borgmester i Strumica i det østlige Makedonien. Byen er næsten udelukkende befolket af makedonere. I begyndelsen af september sagde Zaev til tv-kanalen NOVA, at:
”Som borger i Strumica … taber jeg ikke noget, når en ældre dame i Gostivar ønsker at bruge det albanske sprog, når hun søger om offentlige ydelser og når hun modtager et svar på albansk, eller hvis et barn i Kumanovo … lærer musikteori på albansk, … [eller hvis] min datter … vælger at lære albansk…”
Den udtalelse er nok til, at VMRO-DPMNE kan beskylde SDSM for at ville et tosproget Makedonien og således fremstår VMRO-DPMNE som det rigtige valg for rettroende makedonsk nationalister.
SDSM ”… sælger ud af statens interesser,” hævdede Gruevski i søndags.
Ordene blev i især de VMRO-DPMNE-venlige makedonske medier udlagt, som om Zaev ville indføre obligatorisk albansk i skolerne og så videre. Man kan sagtens mene, at det ville være fornuftigt, hvis det var det, han havde sagt. Men det var det ikke. Der ville givetvis være albanske stemmer i sige sådan noget, men Zaev ville sandsynligvis tabe endnu flere makedonske.
Sædvanlige stridsemner supplerer den politiske krise
Man skulle tro, at Zoran Zaev kunne køre en absolut sikker valgsejr hjem, når man kender blot det mindste til Makedoniens politiske krise. Regimet under ledelse af VMRO-DPMNE har efter alle liberalt-demokratiske standarder diskvalificeret sig selv i uhyrlig grad.
Problemet for Zaev er, at for få tror, SDSM ville være hverken værre eller bedre. Af to onder, mener mange fortsat, er VMRO-DPMNE dog det bedste. Det som blandt liberale demokrater i Vesten må se ud som et oplagt, altoverskyggende valgtema for SDSM, altså den politiske krise, er derfor ikke nødvendigvis så favorabelt som alenestående valgtema, når man har SDMS-briller på.
Det er blandt andet derfor, at andre valgkampe kan være interessante: den sædvanlige kamp om, hvem der er de mest troværdige som makedonske nationalister og altså kampen om at fiske albanske stemmer.
Og der er muligvis stemmer at hente blandt albanerne. For selvom VMRO-DPMNEs uhyrligheder måske nok lader makedonere kolde, så er der mange i den albanske lejr, der er trætte af VMRO-DPMNEs regeringspartner, det albanske BDI. De ser sig om efter andre muligheder. Og de albanske alternativer er af forskellige grunde ikke altid lige tillokkende.
SDSMs problem er her, at partiet blandt albanerne ofte fremstår som akkurat lige så nationalistisk som VMRO-DPMNE. Skriftkloge i den Socialdemokratiske lejr vil hævde, at partiet er et liberalt parti, som således principielt mener, at alle borgere bør være lige – makedonere såvel som albanere.
På partiets seneste kongres i begyndelsen af oktober var det da også sådanne toner, der blev slået an af næstformand Radmila Sekerinska. SDSM ville bygge et ét samfund med lige rettigheder for alle og uden segregering, bedyrede Sekerinska.
SDSM har et troværdighedsproblem
Her såvel som i andre lande er ikke-dominerende befolkningsgrupper dygtige til at udpege den dominerende befolkningsgruppes dobbeltmoral. Det der bliver iscenesat som lighed for alle borgere har det med at favorisere den dominerende befolkningsgruppes foretrukne kultur, sprog, historie med videre, hvilket, set fra de ikke-dominerende befolkningsgruppers synspunkt, ikke er til at skelne fra en kollektiv rettighed, der alene bliver den dominerende befolkningsgruppe til del. Det er et kendt og velbeskrevet dilemma i flerkulturelle liberale demokratier.
Men SDSMs dybere problem er, at de blandt albanere også bliver dømt på deres praksis – uanset principprogrammet. Albanere kan eksempelvis sagtens huske, at de nuværende topfolk i SDSM var durk imod oprettelsen af et albansk-sproget universitet i Tetovo eller blot at anvende albansk som instruktionssprog i undervisningssammenhænge. Det gælder for eksempel ovennævnte Sekerinska.
Og alle albanere har slægt eller venner i udlandet, der flygtede fra den undertrykkelse af albanerne, der blev udøvet i Tito og Milosevic’ Jugoslavien – uanset om motiverne var forskellige. Og SDSM er netop efterfølgerpartiet til Tito og Milosevic’ parti.
Og alle ved, at SDSM generelt set var venligt indstillet over for Serbiens fremfærd i det albanske befolkede Kosovo til og med krigene i 90’erne. Man behøver ikke være ret gammel for at huske, præcist hvem der sagde og gjorde hvad.
Og det flugter simpelthen ikke med dagens imødekommende SDSM-sprogbrug over for albanerne.
Topfolk i det nationalkonservative VMRO-DPMNE begyndte deres politiske virke som studenter under slagord og bannere, hvori indgik opfordringer til at anvende kødøkser og gaskamre imod albanerne. Alsat-M var så venlige at minde om det netop i søndags.
Således er VMRO-DPMNE-topfolk kendte for at føre sig frem i en mere jævn stil, men det betyder ikke nødvendigvis, at albanere kan se nogen principiel forskel mellem VMRO-DPMNE og SDSM, når det angår albanerne.
Det er altså usikkert, om SDSM vil kunne tiltrække albanske stemmer ved valget den 11. december.