Om valgudskrivelsen i Makedonien

Makedoniens dominerende partier bekræfter, at betingelserne for at holde valg nu er opfyldt. Der vil blive udskrevet valg til 11. december. Men hvilke betingelser har egentlig ændret sig?

Den 20. juli indgik de fire dominerende partier i Republikken Makedonien en aftale. Det er de fire partier bag den misligholdte Przhino-aftale, der igen er på banen: det makedonske, national-konservative og regimebærende parti VMRO-DPMNE, det makedonske, socialdemokratiske SDSM, og de to albanske partier PDSh og BDI. Aftalen blev indgået efter pres fra USA og EU, som også mæglede.

Valget den 11. december er det tredje tidlige valg, der følger af Makedoniens monumentale politiske krise. De to foregående valg, udskrevet til 24. april og 5. juni, blev ikke til noget. De blev aflyst, fordi aftalen om at udskrive valg var en del af et større aftalekompleks – Przhino-aftalen. Valgudskrivelsen var meningsløs, hvis ikke regimet også efterlevede de øvrige dele af Przhino-aftalen. Og det var ifølge oppositionen og civilsamfundet ikke tilfældet. GONGOerne støttede naturligvis regimet.

Med BDI i en afgørende rolle, blev såvel valget den 24. april som valget den 5. juni aflyst.

Igen en valgforberedende regering i Makedonien

20. juli-aftalen forholder sig til netop de knaster, der ad omveje tvang parlamentet til at aflyse, eller formelt set udsætte, 5. juni-valget. Op til udsættelsen var oppositionen især utilfreds med tre forhold. Valglisterne skulle revideres, hvis et valg skulle give mening; der skulle sikres en afbalanceret mediedækning under valgkampen; og der skulle være instrumenter til at forhindre, at regimets bærende parti, VMRO-DPMNE, kunne gøre staten og dens midler til instrument for partiets egen valgkamp.

Parlamentssamlingen, som udsatte 5. juni-valget fandt sted den 18. maj. Her på bloggen kaldte vi det et dødsstød til Przhino-aftalen, da den bredt sammensatte, valgforberedende regering, som var en del af køreplanen i Przhino-aftalen, ved den lejlighed endeligt blev afsat. Eller helt præcist: SDSMs ministre i den valgforberedende regering blev skiftet ud med de oprindelige VMRO-DPMNE-ministre.

Men 20. juli-aftalen opererer også med en valgforberedende regering, hvis sammensætning netop skal følge Przhino-aftalen. Derfor er de SDSM-ministre og vice-ministre, der sad fra 24. april-valget blev udskrevet og formelt set indtil aflysningen af 5. juni-valget den 18. maj, nu tilbage igen. Det drejer sig først og fremmest om Oliver Spasovski, der igen er politi- og indenrigsminister og om Frosina Remenski, der igen er arbejds- og velfærdsminister.

Revision af valglisterne

Valglisterne er en af de helt store knaster, som 20. juli-aftalen forholder sig til.

Valglisterne er fulde af fejl og mangler, som er i regimets favør. Det hænger sammen med, at der ikke findes noget folkeregister, men at valglisterne akkumuleres ved at sammenkøre forskellige offentlige registre med den foregående samlede valgliste. Når der ikke findes noget folkeregister, er det fordi man ikke kan blive enige om, hvem der tæller med i folket.

Af de 1,8 mio. stemmeberettigede vælgere på listen i 2014 regnede oppositionen før aflysningen af 5. juni-valget med, at omkring 600.000 muligvis slet ikke havde stemmeret. Det blev der, ifølge oppositionen, ikke i tilstrækkelig grad ryddet op i, inden regimet udskrev valget den 5. juni. Det var en af grundene til, at SDSM så boykottede valget, og derfor måtte valget i sidste ende aflyses.

Med 20. juli-aftalen er man blevet enige om, at 171.500 personer bliver placeret på en supplerende valgliste. Det er borgere, som man regner med har stemmeret, men som bor udenlands. Ideen med den supplerende valgliste er at undgå, at familiemedlemmer eller andre stemmer på vegne af de 171.500. Formodentlig vil stemmeafgivelse på vegne af disse supplerende vælgere skulle krydscheckes med billeder og billedlegitimation med videre.

Et andet udtræk består af 39.502 vælgere. Det er vælgere, som vil skulle melde sig og bekræfte deres eksistens, hvis de vil på valglisten. En række almindeligt kendte mennesker, der bor i Republikken Makedonien, er havnet på denne anden liste. Det får naturligvis skeptikere til at mene, at allerede denne liste er et svindelnummer, som skal dække over, at ingen seriøs revision har fundet sted. Godt 9.000 har meldt sig.

Der er naturligvis langt fra de 171.500 + 39.502 og så op til de ovenfor omtalte 600.000. Det får folk i Makedonien til at spørge sig, hvad der dog har fået oppositionslederen Zoran Zaev til at give sig? Formand Ziadin Sela fra det lille albanske parti, LR-PDSh, har formuleret det mindre diplomatisk. Zaev skylder opinionen en forklaring på, hvorfor han har løjet om, at valglisterne skulle renses for fiktive stemmer, mener altså Sela. Der er ingen forklaring på, hvorfor Zaev har ædt en manko på cirka 400.000 stemmer.

Regulering af mediedækningen

En anden større knast i forbindelse med aflysning af april og juni-valgene handlede om mediedækningen i forbindelse med valgkampen. De vigtigste massemedier er en del af regimets klientel, hvorfor deres angivelige reportager og nyhedshistorier reelt ofte er PR for regimet selv.

Ifølge de fire partier i 20. juli-aftalen er der med aftalen skabt tilfredsstillende betingelser for, at det giver mening at afholde et valg. Også i forhold til mediedækning.

Der findes allerede en overvågeinstitution, et ”medieråd”, som ifølge sin statut er uafhængig. Men regimet har magten i medierådet. Derfor får institutionen ifølge 20. juli-aftalen tilføjet en ad hoc enhed, som skal overvåge mediedækningen i forbindelse med valget. Ad hoc enheden skal på ugentlig basis vurdere, om medier rapporterer afbalanceret, ligesom man skal overvåge om medierne lever op til valglovens bestemmelser om mediedækning. Medierådet skal så uddele bøder til medierne ifølge ad hoc enhedens anbefalinger.

Fire ud af fem medlemmer af ad hoc enheden vil blive udpeget af de fire Przhino-partier. ”Relevant professional organisations” skal dog konsulteres, siger aftalen. Det femte medlem skal udpeges i enighed af de fire.

Det er dog vanskeligt at forestille sig, at ad hoc enheden kan gøre noget alvorligt ved den udbredte selvcensur blandt journalister og medier. Og fraværet af publicistiske ambitioner blandt medieejerne kan nok heller ikke afhjælpes af tre måneders ekstra monitorering i forbindelse med valget. Og dette er netop, hvad de makedonske journalisters forening (ZNM) påpegede i en pressemeddelelse og på et pressemøde den 21. juli. ZNM ønskede ikke at blåstemple den politiske aftale via sin medvirken som ”relevant professional organisation”.

Det er ikke helt indlysende, hvorfor 20. juli-aftalen er bedre, end det der forelå, da 5. juni-valget blev aflyst i maj. Det er vanskeligt at se, at mediedækningen i forbindelse med valget nu bliver anderledes – og altså i mindre grad favoriserer regimet – sammenlignet med foregående valg. Og en af grundene til aflysningen var jo netop, at oppositionen ikke troede på en fair mediedækning under valgkampen.

Sammenblanding af parti- og statsinteresser

Det tredje forhold, der – ifølge oppositionens udmeldinger i medierne – var en væsentlig anstødssten i forsommeren, var sammenblandingen af parti- og statsinteresser. 20. juli-aftalen forholder sig ikke til denne sammenblanding. Det kan altså ikke være her, der er gjort en væsentlig forskel, siden 5. juni-valget blev aflyst den 18. maj.

Ivanov trækker amnesti tilbage

Præsident Ivanov (VMRO-DPMNE) formåede den 12. april at sejle Przhino-processen på grund. Præsidenten dekreterede et stop for alle retssager, der fulgte af aflytningsskandalen. Det betød, at den særlige anklagers (Специјално Јавно Обвинителство) arbejde blev omsonst. Arbejdet ville jo aldrig kunne føre til anklager eller domme. Vi har her på bloggen gjort os til talsmænd for, at det netop er den særlige anklagers arbejde, der bærer alt håb for Makedonien – hvis man altså håber på et NATO- og EU-kompatibelt liberalt demokrati i Makedonien. Det var altså essensen i Przhino-aftalen, der af Ivanov blev fjernet med et pennestrøg.

Det er jo Makedoniens officielle kurs, at man netop ønsker et EU- og NATO-medlemskab, ligesom EU og USA naturligvis også arbejder i den retning. På den baggrund, men uvist med hvilke instrumenter, lykkedes det at presse Ivanov til i løbet af sommeren at trække sit ”amnesti” tilbage.

Ivanov har begrundet amnestiet med, at han var i en situation, hvor der var brug for hæren nede ved grænsen til Grækenland, hvor den skulle bremse flygtningestrømmen. Og samtidigt kunne der blive brug for hæren i Skopje i forbindelse med den politiske krise. Ivanov mener, at den særlige anklager repræsenterer en optrapning af den politiske krise, og derfor mente han med amnestiet at kunne nedtrappe den politiske krise.

Forfatningsdomstolen truer den særlige anklager

Siden præsident Ivanov dekreterede sit amnesti har protestdemonstrationer fyldt gaderne i det centrale Skopje. GONGOerne har parallelt hermed protesteret imod de protesterende. Den kulørte eller farverige revolution, шарена револуција, var på gaderne næsten hver aften i cirka tre måneder.

Et af de hovedkrav, demonstranterne stillede, var rettet imod forfatningsdomstolen. Også dette krav havde at gøre med den særlige anklager, som nærmest har ikon-status blandt de protesterende. Den særlige anklageinstitution under Katica Janeva er blevet til ved lov og som følge af Przhino-aftalen. Men der er tvivl, om denne lov er forfatningsstridig. Det skal forfatningsdomstolen tage stilling, fordi adskillige grupper vil have det prøvet. Forfatningsdomstolen regnes for at være en del af regimet, som altså ikke er adskilt fra magthaverne i toppen af VMRO-DPMNE. Derfor krævede demonstranterne, at forfatningsdomstolen i en fart skulle tage sagen op og erklære, at loven om den særlige anklager ikke er forfatningsstridig.

Forfatningsdomstolen har på sin side fastholdt, at man ikke lader sig presse af noget som helst – heller ikke demonstranter. Forfatningsdomstolen har endnu ikke taget sagen op.

Derimod har 20. juli-aftalen nu et særligt afsnit om den særlige anklager. Aftalens fire parter forpligter sig simpelthen til at finde en lovlig måde at føre institutionen videre på, hvis forfatningsdomstolen på et tidspunkt dømmer den ude.

Desværre for de farverige revolutionære, oppositionen, USA og EU har man dermed ikke nødvendigvis lukket alle smuthuller. Det er nemlig sådan, at hvis forfatningsdomstolen beslutter at tage sagen op, så vil loven om den særlige anklager og institutionen selv blive suspenderet i behandlingsperioden. I Makedonien er det sådan, at når valget udskrives, så opløses parlamentet. Hvis forfatningsdomstolen suspenderer den særlige anklagers virke i denne periode, så vil der ikke være nogen lovgivende forsamling, et parlament, der med lov kan sikre den særlige anklagers videre virke. Således ifølge Professor Besa Arifi, som har forklaret forholdet til Alsat-M.

Den særlige anklager vil så være ude af sagaen. I hvert fald indtil valget har fundet sted og parlamentet samles igen. Og det har regimet naturligvis en interesse i.

Klar i kulissen med grus til maskineriet

Den 31. august kom partierne med den erklæring, de havde lovet i 20. juli-aftalen. Den udtrykte enighed om valgdatoen 11. december og at betingelserne nu var på plads. Dernæst skulle overgangsregeringen indsættes den 2. september.

Den 1. september tog den siddende politi- og indenrigsminister Mitko Cavkov til alles overraskelse sin afsked, hvorefter professor Oliver Andonov blev udpeget som hans efterfølger. Andonov fik således en dag som minister. Cavkov blev med det samme ansat i den stilling han kom fra, før han blev minister. Han blev igen chef for ”sikkerhedstjenesten” (BJB).

Der er ikke noget formelt galt i dette træk, men folk flest mener at have lugtet lunten. Der i de forskellige sociale medier faldet mangt en ironisk betragtning om VMRO-DPMNEs gode vilje i forhold til 20. juli-aftalen. SDSMs næstformand Radmila Sekerinska sagde lige ud, at Cavkov skulle tilbage i en position, hvorfra han kunne misbruge sikkerhedstjenestens til at manipulere valget.

Der er særligt én forhistorie, der perspektiverer tvivlen på VMRO-DPMNEs gode vilje.

Cirka en uge før 20. juli-aftalen blev truffet af de fire partier, forsøgte regimet sig med et par nye love, der skulle flytte magt fra politi- og indenrigsministeren til selve regeringen. Det lyder som en ligegyldighed, men på det tidspunkt vidste man, at en overgangsregering var på vej, og at politi- og indenrigsministeriet igen ville blive besat af Oliver Spasovski fra SDSM.

Konkret ønskede forslagsstillerne, at cheferne for ”sikkerhedstjenesten” (BJB) og det hemmelige politi (UBK) nu ikke længere skulle udpeges af politi- og indenrigsministeren men af regeringen. Lovene blev af forskellige grunde ikke vedtaget, men ingen var vist i tvivl om intentionen. Politi- og indenrigsministeriet skulle strippes for magt, inden Spasovski overtog ministeriet.

—

Det er fortsat gratis at læse med her. Har artiklen værdi for Dem, er selv symbolske bidrag dog særdeles velkomne via MOBILEPAY 21281941.