Forholdet mellem national identitet og statsborgerskab er i Danmark ofte misforstået. Det fører til vås, plat, forkerte folketingsbeslutninger og måske det, der er værre.
Jeg har bemærket de sidste par runder i den evindelige tyskerfejde, hvis første udgave jo udspillede sig i 1789-90. I den oprindelige fejde ønskede den ene fløj, at rigets danskere skulle have en særstilling frem for de tyske eller holstenske. I den nye runde ønsker den ene fløj på samme måde, at rigets danskere skal have en særstilling frem for ”indvandrere og efterkommere fra ikkevestlige lande”.
I den oprindelige udgave ville danskerfløjen indskrænke indfødsretten for tyskerne, og også i den nye udgave vil man gøre forskel på danskere og ”indvandrere og efterkommere fra ikkevestlige lande”, for ifølge danskerfløjen bør den del af befolkningen ikke være i flertal i boligområder i Danmark.
Der står ikke noget om, hvordan staten bør administrere denne forskelsbehandling af landets borgere.
Sympatisk, men irrelevant vås
I den seneste runde deltager både Folketinget, Özlem Cekic, Peter Wivel og masser af andre gæve folk og Facebook. Fejden starter konkret med, at et flertal i Folketinget i vedtagelsen V38 skelner mellem danskere og ”indvandrere og efterkommere fra ikkevestlige lande”. Det betyder selvfølgelig, at den sidste kategori ikke er at regne for danskere, uagtet at de sandsynligvis har dansk statsborgerskab.
Det er faldet mange for brystet, at Folketinget ekskluderer ”indvandrere og efterkommer fra ikkevestlige lande” fra det danske, og blandt andre Özlem Cekic har startet en #Vierligedanske -kampagnen, som skal vise, at ”efterkommere” er lige så danske som … som de danske, må det vel være.
Også Venstre, som tidligere var et liberalt parti, lagde stemmer til V38. Efterfølgende har Venstres udlændingeordfører dog indtaget et synspunkt, der kolliderer med beslutningens skel mellem danskere og ”indvandrere og efterkommere fra ikkevestlige lande”.
”Der er masser, der er kommet hertil og har taget Danmark til sig, og som er danskere, og det er dejligt”, skriver således Jan E. Jørgensen på sin Facebook-profil.
Dermed ligger Venstre og Jan E. Jørgensen pludselig i samme spor som Özlem Cekic, idet man åbenbart godt kan være dansk, selvom man f.eks. er tysker – for nu at gribe tilbage til tyskerfejden – eller bare tyrker.
Jeg ved godt, man skal være varsom med en så bastant udmelding, som den der kommer nu, for man risikerer jo at måtte komme krybende tilbage, skulle man træffe at tage fejl. Men jeg vover det alligevel: det er noget irrelevant vås, som i virkeligheden bøjer sig i støvet for det, man bør bekæmpe!
Disse sympatiske og solidariske ligemagere er ude i det forkerte ærinde, når de på vegne af landets borgere vil gøre dem alle til danske. They are barking up the wrong tree, som de siger ovre bag ved Vesterhavet.
Og ambitionen strider i øvrigt imod almindelige menneskers virkelighedsopfattelse, som den kommer til udtryk i sproget, ligesom det blot skaber forvirring i forhold til landets gamle mindretal, tyskerne i Nordslesvig eller Sønderjylland, som jo forbliver tyske, selvom de naturligvis er danske statsborgere.
Det er ikke alle danske statsborgere, der er danske. Og fred være da med det. Nogle er halvt, nogle er helt, nogle er godt og vel, og nogle er overhovedet ikke.
Alle borgere bør bekæmpe forskelsbehandling, der tager udgangspunkt i borgerens afstamningsforhold! Det er det, der er problemet.
Jeg er dansker i Makedonien
Jeg bor i Makedonien. Jeg er ikke så stolt af at være dansker for tiden. Men jeg er altså dansker alligevel. Min kone er albaner og makedonsk statsborger. Men jeg bliver aldrig hverken albaner eller makedoner.
Efter sigende ville det være let for mig at opnå makedonsk statsborgerskab. Men jeg ville helt sikkert stadig regne mig selv for at være dansker, selvom jeg fik makedonsk statsborgerskab. Det ligger mig helt uendeligt fjernt, at jeg en morgen skulle vågne op og være blevet til en albaner. Min computer meddeler somme tider, at noget er en syntaksfejl. Jeg ved ikke helt, hvad det betyder, men det lyder som et dækkende ord for situationen.
Skulle jeg dog alligevel på et tidspunkt få den tanke, at nu vil jeg saftsusemig regnes for at være albaner – eller makedoner for den sags skyld – så ville ingen her tage det alvorligt.
Hvis man forestiller sig den omvendte situation, så ville det samme gøre sig gældende. Min kone bliver aldrig dansker. Der er mange albanere i Danmark. Det er nok muligt, hvis man stikker en mikrofon op i ansigtet på en albaner i København og spørger, om vedkommende regner sig for dansker, at svaret ville være ”ja”. Men for slukket mikrofon ville svaret være et andet. En sådan albaner ville i hvert fald fortsat – som minimum – også regne sig for at være albaner.
Helt absurd ville det blive, hvis Makedoniens lokale Jan E. Jørgensener eller Özlem Cekicer ville trøste mig med, at jeg skam sagtens kunne blive albaner eller makedoner med tiden, eller at jeg skam eventuelt allerede var det. Hold nu op, altså.
Det er statsborgerskabet, stupid
Uklarhederne i V38 og den efterfølgende forargelse over beslutningen slører efter min mening et dybere problem, som beslutningen er udtryk for. Forholdet mellem national identitet og statsborgerskab er i Danmark ofte misforstået.
Jeg tror, det er det, folketingsbeslutningen er et udtryk for. I Danmark er man bange for at tilslutningen til borgernes rettigheder sygner hen, for det er de rettigheder staten og demokratiet hviler på. Bekymringen er formentlig ægte. Det kræver en befolkning, der stiller sig bag rettighederne og benytter dem, for ellers falder modellen til jorden.
Læs også: Paris-erklæringen: EU ordinerer dannelse imod terror
Man kan svinge sig lidt op og hævde, at rettighederne skal være indlejret i en demokratisk livsform, hvis friheden skal bestå. Og her betyder frihed, at borgeren er en del af det kollektiv (staten), som tager beslutninger om borgerens og kollektivet selv.
Skellet mellem borgeren og staten fjernes lige nøjagtigt dér, hvor borgeren – med grundloven – får retten til at stille op til den lovgivende forsamling, og hvor borgeren får retten til at beklæde et offentligt embede – med indfødsretten eller statsborgerskabet.
Afstamningsfællesskabet er den forkerte målestok
V38 blev vedtaget efter en debat, hvor Martin Henriksen (DF) netop bekymrede sig om, ”at der i Brøndby Strand bor flere med indvandrerbaggrund end med dansk baggrund”.
Det store syndefald sker, efter min mening, når man identificerer afstamningsforholdet med den demokratiske livsform. Og jeg tror, det er det der sker, og som er et aldeles lokkende synspunkt for Martin Henriksen, folketingsflertallet og ganske almindelige borgere i Danmark. Er det måske ikke bare sådan, at danskerne er frie og lige af sind og så videre?
Nej! Det er simpelthen at overbelaste den danske afstamnings kapacitet, når man lader afstamningen være ophav til og garant for borgernes rettigheder og demokratiet, som vi kender det.
Dertil kommer naturligvis, at afstamningsfællesskabet i nogen grad er et konstrukt.
Det kan formuleres på en anden måde. Demokratiets sammenhængskraft er givet med borgernes vilje til at bakke op om og benytte de politiske og andre rettigheder. Sammenhængskraften stammer derimod ikke fra et afstamningsfællesskab.
Syndefaldet er et syndefald, fordi der ikke vil være grænser for, hvad man kan finde på i det danske afstamningsfællesskabs navn, hvis man virkelig tror på, at det bærer friheden, demokratiet og borgernes rettigheder. I sidste ende kan man naturligvis frygte, at borgere, der ikke tilhører det dansk afstamningsfællesskab, bliver forskelsbehandlet af staten.
Og det er lige nøjagtigt derfor, man skal være forarget over Folketingsbeslutningen.
Folketingsbeslutningen er et udtryk for, at man saver i den gren, man selv sidder på og eventuelt det, der er meget værre.
Litteratur
På sporet af dansk identitet
red: Flemming Lundgreen-Nielsen
Spektrum 1992
Jürgen Habermas
Statsbürgerschaft und nationale Identität
Erker Verlag 1993