Ljube Boskoski blev for et par uger siden præsenteret som premierminister Zoran Zaevs nye finansrådgiver. Det er overraskende, for hans tilstedeværelse signalerer kontinuitet i Republikken Makedonien frem for forandring, som regeringen arbejder for og vil vurderes på.
I maj 2017 tiltrådte regeringen Zoran Zaev i Makedonien, og man lagde ud med et stenhårdt reformprogram, som skulle tilfredsstille ikke mindst partnerne i EU og NATO med henblik på at opnå medlemskab i samme organisationer.
Der er siden blevet arbejdet på at bedre relationerne til Bulgarien og Grækenland, på at genetablere magtens tredeling, på at retablere den statsejede public service-kanal, på at skabe tillid til myndighedernes evne til at hævde retsstatsprincipperne ved at stille det tidligere regimes ansvarlige for domstolene, og meget mere.
Det tidligere altdominerende parti, VMRO-DPMNE, som stod i spidsen for det regime, man nu forsøger at arbejde sig ud af, benytter naturligvis enhver lejlighed til at råbe ”same shit”.
På den baggrund er det overraskende, at Zoran Zaev har valgt at hyre netop Boskoski. Udenlands vækker navnet Boskoski nok ikke megen genklang, men indenlands er der ingen tvivl: Boskoski signalerer ikke brud, men derimod kontinuitet.
Boskoski klarede frisag i Haag
Hvis Ljube Boskoski er kendt uden for Makedonien, er det som krigsforbrydersigtet. Under den væbnede konflikt mellem regeringsstyrker og albanske oprørere i 2001, var Boskoski politi- og indenrigsminister i Republikken Makedonien. Han var valgt for VMRO-DPMNE (!)
Han havde således det øverste ansvar for de styrker, der bekæmpede de albanske oprørere, og for de kriminelle handlinger, der blev begået i den forbindelse. Det hævdede i hvert fald anklageskriftet, da Boskoski blev stillet for krigsforbryderdomstolen i Haag.
Men Ljube Boskoskis ansvar kunne ikke bevises, så han klarede frisag. Der var tale om det såkaldte hierarkiske ansvar, hvilket betyder, at mistanken gik på, at ordrerne til de operative folk kom fra Boskoski. I Haag havde Boskoski selskab den operative leder, Johan Tarculovski, som blev dømt.
Boskoski er hovedperson i Tortur-sagen
Boskoski brød med sine gamle venner i VMRO-DPMNE og stiftede sit eget parti. Det tog de nye ledere i VMRO-DPMNE ilde op, og han blev i 2011 arresteret for at have benyttet ulovlig partistøtte, hvorefter han blev sat i fængsel.
Netop arrestationen var omdrejningspunkt for den tredje af de såkaldte politiske bomber, der udløste den politiske krise i Makedonien 2015-2017. Bombe nummer tre sprang den 20. februar 2015. Bomben viste, at arrestationen var et set-up, som regimets topfolk arrangerede i tæt samarbejde med landets medier.
De politiske bomber var ikke rigtige bomber men derimod portioner af især aflyttede telefonsamtaler, som med jævne mellemrum blev offentliggjort fra februar 2015.
Den særlige anklagemyndighed, som forfølger de sager, der fulgte af de politiske bomber, har et navn for sagen om Boskoskis arrestation. Den hedder Tortur eller Tortura henholdsvis Тортура.
Boskoski var også på valg i 2016
Ljube Boskoski var et af tre kendte ansigter, som ved parlamentsvalget i december 2016 profilerede Liste 9. Listen kaldte sig ”Koalitionen VMRO for Makedonien”. De øvrige to var Ljubco Georgievski og Stojanche Angelov.
Georgievski er tidligere formand for VMRO-DPMNE og var premierminister i perioden fra 1998 til 2002, altså under den væbnede konflikt med de albanske oprørere, mens Tito-veteranen Kiro Gligorov fortsat var præsident. Ljube Boskoski var altså politi- og indenrigsminister under Georgievski.
Angelov er veteran fra den væbnede konflikt i 2001, på de makedonske myndigheders side.
Liste 9 fik ingen mandater ved valget.