Makedonske socialdemokrater vil udløse en bombe fredag, hedder det. Det begynder at ligne en selvmordsbombe, uanset om den virkelig springer.
Lad det være sagt med det samme. Den bombe, som det socialdemokratiske SDSM har annonceret til sprængning fredag, har været annonceret mange gange før. Derfor er der tvivl, om den overhovedet findes. Den er sprængfarlig i den forstand, at den består af hidtil ukendt information, hvis offentliggørelse vil få regeringen til at vælte, hævder altså SDSM.
De seneste dages begivenheder synes dog at pege på, at bomben rent faktisk findes. Mere om det om lidt.
Hvis det viser sig, at bomben ikke springer, så mister Socialdemokraterne formentlig det sidste gran af troværdighed i landet. Det vil være selvmord. I forvejen har partiet problemer, fordi det savner en karismatisk leder, og fordi det er for meget imod noget, og for lidt for noget, siger iagttagere.
Hertil kan man føje, at det makedonske regeringsparti VMRO-DPMNE sidder tungt på den makedonsk-nationalistiske dagsorden, og at partiet altid kan vinde stemmer og hjerter ved at hævde, at SDSM går Grækenlands ærinde. Det er et permanent problem for SDSM.
Sådan har det været siden man indgik kompromisset om benævnelsen “the former Yugoslav Republic of Macedonia” (fYRoM) i 1993. VMRO-DPMNE havde det privilegium at være i opposition, og derfor kunne partiet stemme imod, mens SDSM som regeringsparti – presset af det internationale samfund og ønsket om anerkendelse i FN – måtte bide i det sure æble og stemme for.
Det var absolut ikke sådan, at kompromisset var en græsk livret, men det spiller ingen rolle i spinneriet.
Sigtelser ændrer spillet
Den nuværende regering består af den makedonske VMRO-DPMNE koalition og det albanske DUI. Det er den regeringskonstellation, der angiveligt står til at vælte, når bomben springer fredag. Hvis den altså springer.
I weekenden ulejligede regimet sig med at sigte fire personer for spionage og for at forberede et kup. De sigtede er SDSMs og den makedonske oppositions leder Zoran Zaev, en embedsmand fra Strumica, hvor Zaev er borgmester, samt den tidligere leder for det hemmelige politi, Zoran Verusevski, og dennes kone.
Hvis ikke bomben findes, så er sigtelserne meningsløse. Derfor repræsenterer sigtelserne en ændring af spillet. Folk flest havde ellers vænnet sig til blot at ryste på hovedet, når Zoran Zaev truede med at udløse bomben.
Det er premierministeren, Nikola Gruevski selv, der har leveret materiale til at udløse sigtelserne. Han hævder nemlig, at de oplysninger, Zoran Zaev sidder inde med – altså bomben – er blevet brugt til at afpresse premierministeren. Zoran Zaev skal i en møderække fra september til november 2014 have krævet af Gruevski, at der skulle etableres et forretningsministerium med deltagelse af Socialdemokraterne, indtil et nyvalg kunne afholdes. Ellers ville bomben springe.
Baggrunden for det krav er, at SDSM hævder, VMRO-DPMNE svindlede sig til valgsejren i april 2014. SDSM har siden boykottet parlamentsarbejdet og krævet omvalg.
Det nye er altså, at bomben direkte er blevet brugt som middel til at fremme SDSMs mål. Det er også nyt, at indholdet med sikkerhed er af betydning: ifølge Gruevski selv er baggrunden for sigtelserne, at nogle af de detaljer Zaev i samtaler med Gruevski afslørede at ligge inde med, er præcise. Gruevski er simpelthen kronvidnet, hvis man vil påvise, at bomben findes, og at den ikke er harmløs.
Det er paradoksalt. På den ene side tvinger Gruevski Socialdemokraterne til at lade bomben springe snarest, hvis ikke partiet vil løbe risikoen for fuldstændig at blive udraderet. SDSM kan ikke længere trække i land. Bomben findes. På den anden side kan Gruevski ikke være interesseret i, at bomben springer. For hvorfor skulle han ellers udløse sigtelserne imod Zaev og hans firebande?
Dette paradoks er naturligvis egnet til alle hånde teorier, og de efterfølgende begivenheder kaster kun benzin på spekulationernes bål:
Deus ex machina – Grækenland
Gruevski hævder at kunne bevise, at han er blevet afpresset af Zaev. Det er denne afpresning, som i regimets vokabular bliver til ”kup”, ”kupforsøg” og ”kupforberedelse”, og som får politiet og myndighederne til at omtale sagen under overskriften ”kup”.
Og Gruevski har efter alt at dømme beviserne, selv hvis ordet ”kup” ikke er retvisende. For et par dage siden fandt nogen nemlig på YouTube en optagelse af Gruevski og Zaevs samtaler. Optagelserne viser, at Gruevski spørger, hvor Zaev har materialet fra – altså bomben – og Zaev bekræfter, at materialet kommer fra udlandet.
Hvis Zaev har arbejdet sammen med den græske efterretningstjeneste om et kupforsøg – sådan fremstår det nemlig i offentligheden – så er det endnu et søm til SDSMs ligkiste. Og det er jo nok også meningen. Set i det lys vil regimet formentlig få held med at gøre det til en bagatel, at premierministeren åbenbart i hemmelighed har optaget møderne mellem Zaev og Gruevski.
SDSM har naturligvis allerede påpeget dette forhold og hævder, at der er tale om skandaløs overvågning. Og Zaev har sagt, at det med at tørre den af på udlandet blot var for at dække over den virkelige kilde.
Det er stadig uklart, hvad det er for materiale, Zaev ligger inde med, men der er tale om optagelser af en eller anden art. Elektroniske aflytning, aflytninger af telefonsamtaler, overvågning, et eller andet. Det er denne anden del, der har fået regimet til at sigte firebanden for ”spionage”. Også denne overskrift er nok lidt for smart. Der er ingen forlydender om, at noget skulle være blevet leveret til udlandet, så det handler formentlig ”blot” om ulovlig aflytning.
Gruevski forsøger at forhindre sprængningen
Regimet forsøger at forhindre sprængningen, selvom det samtidigt på det nærmeste tvinger SDSM til at udløse bomben. Siden weekenden har man sendt det synpunkt i omløb, at viderebringelse af det materiale, Zaev ligger inde med, i sig selv vil være ulovligt og strafbart.
Selvcensur er i forvejen et udbredt fænomen i medierne og blandt journalisterne. At det er alvorligt ment, når regimet kræver tavshed, har sagen mod Kezarovski for nylig slået fast.
Men både journalisternes fagforening, SSNM, journalistforeningen ZNM og landets Helsinki-komite mener, det forholder sig omvendt. Det er regimet, der er på gyngende grund, når det truer journalister og medier til tavshed. Det er snarere journalisters rolle og pligt at viderebringe materiale, hvis det har offentlighedens interesse. Også SDSM er af den opfattelse. Det sagde i hvert fald Peter Shilegov på et pressemøde i går.
Hvad holder SDSM tilbage?
Der er også noget, der holder Zaev og SDSM tilbage fra at offentliggøre materialet. Det er jo ikke sket endnu. Indtil nu har man kunnet forklare det som noget valgstrategisk, men den forklaring blegner, nu hvor Zaev er sigtet.
Der må være noget, der gør, at SDSM holder informationerne tilbage. Bomben må på den ene eller anden måde tage mere end blot den nuværende regering med i faldet. Der er et ukendt element af selvmordsaktion involveret, men hvilket?
Uden for medierne peger folk naturligvis på den albanske forbindelse. Den nuværende regering rummer jo netop juniorpartneren DUI. Det kunne i al sin enkelthed forholde sig sådan, at SDSM for tid og evighed gør en koalitionsregering mellem DUI og SDSM umulig, hvis den lader bomben springe. Det ville være om ikke selvmord så i hvert fald selvmål.
Det kunne endda være, at DUI helt imploderer, og at overvejelserne går på, om det vil være SDSMs interesse. I parentes bemærket hedder de alternative albanske partier DPA og BESA. BESA er relativt nystiftet og det går for, henholdsvis beskyldes for, at være finansieret af Erdogan og Tyrkiet. Det kræver en albansk alliancepartner at gå i regering.
Der er allerede et par forslag i omløb, der fantaserer i retning af den albanske forbindelse.
Såvel avisen Lajm som kommentatoren Kim Mehmeti antyder, at bomben kan indeholde oplysninger, der forbinder DUI med Harun Alis død. Han blev dræbt i en træfning med politiet i 2010. Det ville være højst uheldigt for DUI, hvis partiet kan forbindes med dette dødsfald.
I forlængelse af denne antydning fæstner Lajm sig ved, at både DUI og det russiske udenrigsministerium har ytret enslydende bekymring ved udsigten til bombens offentliggørelse. Begge advarer om, at enhver rokken med den makedonske båd kan udløse etniske spændinger.
EU, Tyskland, Storbritannien og USA’s reaktioner har derimod gået på, at man insisterer på en retfærdig rettergang for Zaev og hans angivelige medsammensvorne.
Sammenfaldet får en enkelt kommentator, Semi Mehmet, til at hævde, at vest-integrationen – NATO og EU – blot har været en farce, og at DUI spiller med på denne farce. Det ville ikke undre, hedder det, om DUI-ledere snart var at finde i Moskva – ligesom Ukraines Janukovic. Andre kommentatorer ser ikke nogen betydning i sammenfaldet og finder Mehmets analyse meget fantasifuld.
Hvor om alting er, så kan faren for at udløse inter-etniske spændinger forklare SDSMs tilbageholdenhed. Inter-etniske spændinger på et så dramatisk niveau, som f.eks. Semi Mehmets analyse synes at lægge op til, kan blive helt uoverskuelige.
Uoverskuelige konsekvenser af den art er ej heller ønskelige for SDSM.
Det varsler ilde for journalister
Hvis det er rigtigt, at der er noget, der holder SDSM tilbage, så er det også rigtigt, at dette ”noget” åbenbart ikke er nok for Gruevski, og han kender jo vel at mærke en del af indholdet i bomben.
Når sigtelserne nærmest tvinger SDSM til at offentliggøre materialet, så må det være et nødvendigt onde, Gruevski har regnet med, for til gengæld at bringe sig i en situation, hvor man kan true journalister og medier til tavshed. Måske.
Hvis ræsonnementet holder, så varsler det ilde for journalister og medier.