Den politiske krise i Republikken Makedonien er yderligere optrappet, efter at Præsident Gjorge Ivanov i går nægtede at give mandat til et socialdemokratisk ledet flertal. Valget fandt sted 11. december.
I går klokken 16.30 meddelte præsident Gjorge Ivanov (VMRO-DPMNE) sig i en tv-transmitteret tale til Makedoniens borgere. Det var ventet, eller i hvert fald håbet, at Ivanov ville overdrage til socialdemokraternes (SDSM) Zoran Zaev at danne en ny regering, efter at regimets leder, VMRO-DPMNE partiformand og tidligere premierminister Nikola Gruevski tidligere havde måttet opgive sit mandat. Zaev fik ikke mandatet.
Når der for nogle kun var tale om håb, snarere end forventning, var det fordi Ivanov allerede tidligere har vist vilje og evne til at presse forfatningen til det yderste, for at undgå et regimeskifte.
Det skete så også i går og endda på et niveau, så SDSM og Zoran Zaev ved 18-tiden meddelte, at der var tale om et statskup. Det makedonske system er parlamentarisk, ikke præsidentielt, så det er vanskeligt at komme uden om etiketten.
Regimets begrundelse
Det er svært at bedømme, om Ivanov agerer selvstændigt, eller om han koordinerer sin ageren med de øvrige dele af regimet. Men ud af Ivanovs mund kom følgende, som stemmer helt overens med VMRO-DPMNE’s etnificering af valgkampen og Ivanovs allerede tidligere bebudelse, at han mente at have en slags vetoret over flertallets vilje:
Socialdemokraterne måtte afsværge ”den fællesalbanske platform”, hvis de ville have mandatet, sagde Ivanov. Ifølge præsidenten var platformen nemlig udtryk for et fremmed lands vilje. Ivanov udtrykte det som en ”platform fra et fremmed land”, så han nævnte ikke Albanien ved navn. Meningen er derimod klar. I bagklogskabens lys har man kunnet se det komme: Regimet, herunder medierne, og de russiske medier omtaler den albanske platform som ”Tirana-platformen”.
Læs også: Narrativet om et Storalbanien: hvad siger Makedoniens albanere egentlig selv?
Socialdemokraterne kan naturligvis ikke afsværge platformen, for den leverer de afgørende mandater, ligesom socialdemokraterne gik til valg på at være imødekommende over for de albanske krav.
Om sin egen hjemmel sagde Ivanov, at forfatningen og Ohrid-aftalen ikke tillod ham at give mandat til et flertal, der vil destruere Makedoniens suverænitet. Den albanske platform, som er oversat til dansk her på bloggen, gør sig ellers umage for at insistere på både forfatningen og Ohrid-aftalen.
Regimet, VMRO-DPMNE, går efter et nyvalg. Helt officielt.
Kun på overfladen en strid om sprog
Allerede i dag kan man se, at medier i hele verden gengiver den optrappede politiske krise som en sprog-strid eller en eskalering af etniske modsætninger. Det er nu nok en forkert fremstilling.
Det handler om at nærme sig et åbent samfund a la de vestlige liberale demokratiers selvforståelse eller at forblive i et kleptokratisk autokrati, der minder om det vi ser udfolde sig i Tyrkiet og Rusland. SDMS står sammen med albanerne for den mulige fornyelse, mens regimet under VMRO-DMPNE står for autokratiet. At det albanske BDI kan have et ben i hver lejr er en historie for sig selv.
Her kan man eventuelt fæstne sig ved, at i den første ”dronningerunde”, hvor de hidtidige regeringspartnere, BDI og VMRO-DPMNE, forsøgte at finde hinanden, var det ikke de sproglige og kulturelle albanske krav, der skilte parterne. Det var den albanske platforms afsnit 3, der ønsker retsstatsprincipperne genindført i Makedonien – og det helt konkrete middel i den henseende er den særlige anklagers (Специјално Јавно Обвинителство) fortsatte virke.
VMRO-DPMNE-forhandlerne ønsker ikke at den særlige anklager skal have forlænget sit mandat, hvilket er indlysende, fordi hendes fortsatte virke efter alt at dømme vil sætte VMRO-DPMNE-toppen bag tremmer i mange år.
VMRO-DPMNE er naturligvis uenig i denne udlægning.