Et europæisk civilsamfund udvikler sig naturligvis ikke af sig selv. Man kunne håbe på, at europæerne organiserer sig i foreninger, partier og andre overnationale størrelser med det formål slet og ret at overtage initiativet i dannelsen af det europæiske politiske rum.
Paradisets forvarsel på jorden, Bali, bombedes for ganske nylig. Paris og Berlin har distanceret sig fra Bush-administrationens sabelraslen, mens London og Anders Fogh rasler med amerikanerne. Irerne kan afspore Europas helingsproces. En krise i det nederlandske partisystem kan tage over, hvis afsporingen ikke lykkes for irerne. Tyrkiske unge er skuffede, fordi Kommissionen afviser at sætte dato på Tyrkiets optagelse i EU. Betingelser for Rumæniens og andres nyorientering mod vest forsvinder delvist med de amerikansk-russiske tilnærmelser i kampen mod terrorisme. Og politikere i Palæstina/Israel fremstillet i uskøn alliance med vestlig dobbeltmoral garanterer med andres liv, at bomberne tilsyneladende tikker i kø.
Det meste af dette forældet inden det når i trykken og så videre. Alliancer og grænser mister betydning og nye opstår … men hvor? Det er svært at spå om fremtiden. Man skulle tro det blev lettere med tiden, men det er ikke tilfældet. Det er vor tids kendetegn, at uigennemskuelighed er det eneste, der er til at få øje på.
For så vidt er dog alt ved det gamle, at FN er svagt, og at over en milliard mennesker på jorden stadig lever i absolut fattigdom. Heroverfor er det tilsyneladende en bagatel, at Europa tillige og som altid står splittet midt i sin helingsproces.
I al sin globale orienteringsløshed er samtiden samtidigt ulideligt tæt på. Lad blot det følgende stå som et snapshot: Mens højskolefolk drager til FN’s Johannesborg-møde for at bidrage til fælles viljesakt mod fattigdom og for bæredygtighed fatter Niels Elberling pennen og spørger i Højskolebladet, hvem der skal redde højskolerne, mens højskolerne redder verden. Højskoler svarer med praksis, idet man har fundet en niche. Man byder overvægtige danskere velkommen til kurser og skoler, der er indrettet specielt på dette velfærdsproblem (med al respekt for alle tre positioner iøvrigt).
Hvilken retning, Europa?
Man kan ikke have et politisk fællesskab uden orientering. Eller kan man? Kan Europa som politisk fællesskab bestå uden et fælles mål? Værdier som vi bekender os til, og som vi ønsker udbredt? Er det nok at hævde, at ideologier er noget bras og betragte staten som et firma ved siden af andre firmaer. Skal staters monopol på legitim voldsanvendelse i så fald ophæves, så de ikke favoriseres i forhold til andre udbydere på dette marked?
Eller er det omvendt sådan, at hvad der måtte hævdes at udgøre en kvalitativ forskel i henseende til staters ret og monopol i forhold til firmaer og andre, vil være det samme moment, der på EU niveau bør markere denne forskel.
Spørgsmålene leder lige ind i den diskussion om EUropas fremtid, som i de seneste år har udspillet sig mest spektakulært i en række taler af markante europæiske politikere. Den franske premierminister Lionel Jospin forfægtede i sin tale (28. maj 2001) det synspunkt, at man før diskussionen om arkitekturen (føderation, føderal stat, konføderation, forbundsstat osv.) må tage udgangspunkt i eventuelle fælles værdier og en diskussion om målet.
Er der nogle værdier vi ønsker sat igennem som det fælles fundament? Før diskussionen om, hvordan vi gør, må vi spørge, hvad det er, vi vil? Jospin taler for en bestemt europæisk livsform, som vi må kunne ønske skal danne model, og som vi kan samle os om.
Jospin hævder således, at det unionelle projekt må betydes en retning. I al sin forskellighed, hævder Jospin, er den retning givet med Europa som model, som vision og som intellektuelt værk og har at gøre med en fælles livsform, der kendetegnes ved værn om frihed, bekæmpelse af ulighed og diskrimination, sikring af adgang til uddannelse og mere til. Således kan Europa hvile på langt mere end blot koordination af separate interesser.
Ved selve det at have retning, kan Europa blive retningsgivende for verden. Ved at insistere på visse værdier som grundlaget for ”statsdannelsen” EU, og som målet og visionen for EU i verden, kan man supplere markedet – et nødvendigt koordinationsmedium mellem konsument og producent – med et sæt af værdier, som man ikke ønsker anfægtet af de negative sider af markedsmekanismerne. Modvægten bør være værdier og rettigheder, som via institutioner sætter grænser for markedet.
Europa kan være med til at give verden orienteringen tilbage, hvis Europa står ved sådanne værdier. Selv mener jeg, man man bør vove at betragte EU’s rettighedscharter som essensen af, hvad der kan siges at udgøre europæisk bevidsthed og værdi.
Det næste trin må blive diskussionen om at gøre de Europæiske politiske institutioner stærke nok til at hævde disse idealer såvel indadtil som udadtil. Der er ikke på dette sted plads til yderligere at uddybe positionerne i diskussionen om institutionerne.
Hvor (s)pejler man borgernes vilje?
Når Europa samtidigt skal være demokratisk, kan denne betydning ikke gives af professionelle politikere alene. Legimititeten må i sidste ende garanteres af borgerne. Alle ved det! Unionsprojektet kan ikke blive ved med at være den institutionaliserede viljesdannelses projekt eller et blot interessefælleskab for handel, industri og landbrug.
Unionen skal være borgernes projekt. Slagordsagtigt kan det hedde, at borgerne skal involveres. Passivformen markerer det, der principielt set ofte går galt. Projektet har med få undtagelser ikke spejlet sig i nulevende europæiske borgeres vilje.
Kun hvis Europas borgere kan finde sig selv i de værdier, Jospin og andre hævder som definerende for den europæiske livsform, kan de gøres til kernen i det europæiske projekt. Det kan vi på den anden side kun finde ud af, når og hvis der findes fora, hvor vi kontinuerligt kan prøve hinanden på argumenter og dyrke nye ideer og tiltag.
Her er der ikke tale om, så at sige, at finde sig selv en gang for alle. Der er tale om en permanent offentlig meningsdannelse, som ligesom replicerer sig selv i refleksiv tilgang til fortiden, og hvad man kan lære og aflæres af denne fortid.
En europæisk offentlighed må således for fremtiden finde sin materielle dimension i europæiske aviser og audiovisuelle medier, og europæerne bør satse langt mere på at kunne begå sig på flere sprog –først og fremmest på engelsk. Dette er dog alene forudsætninger. Jürgen Habermas har i Braucht Europa eine Verfassung i kort form opremset de forudsætninger, der bør tilvejebringes for et funktionsdygtigt europæisk demokrati.
Ultrakort kan man med Habermas sige, at et europæisk civilsamfund bør udvikles som komplement til det politisk-institutionelle europæiske system, og at dets diskussioner og meningsdannelser bør kunne finde sted i offentlighed (medier).
Et europæisk civilsamfund udvikler sig naturligvis ikke af sig selv. Man kunne håbe på, at europæerne organiserer sig i foreninger, partier og andre overnationale størrelser med det formål slet og ret at overtage initiativet i dannelsen af det europæiske politiske rum. En helt afgørende opgave, som det europæiske civilsamfund ved at insistere på kunne konstituere sig ved, er at uddanne og oplære til europæisk medborgerskab, og man kunne i forlængelse heraf insistere på, at det naturligvis kræver institutioner.
Det er nødvendigt at europæerne i langt højere grad gives mulighed for at mødes om og at diskutere de fælles politiske spørgsmål. Ligesom vi i Danmark via vor skolegang gøres bekendt med det danske politiske system, dets sprog, forudsætninger, spillere på den politiske arena, og ikke mindst møder et udsnit af de borgere, vi skal bygge samfund sammen med, og som vi bryder meninger og holdninger med, således bør der også peges på et tilsvarende overnationalt system af fora, som giver europæerne mulighed for på et tidspunkt i deres liv at mødes med europæiske medborgere. Skolens funktion i de nævnte henseender er også nødvendige på det fælles europæiske niveau.
Også Jospin peger på, at den demokratiske proces ikke bør ligge stille i perioder mellem valg, og at der bør ske direkte konsultationer med det civile samfund gennem diverse dialogfora. Jospin lægger op til, at det kan klares med den moderne kommunikationsteknologi.
Heroverfor er det vor kongstanke i ACC, at det direkte møde mellem europæere, i kurser af længere varighed og bygget på kostskoleformen, ville være en fremragende måde, hvorpå man på europæisk niveau kunne supplere vore skolers socialiserende funktioner.
At dette virker i henseende til at afmystificere opfattelser af vore naboer, gør de mentale barrierer til skamme, og iøvrigt via dette skaber mobilitet på det europæiske arbejdsmarked, er erfaringer vi også i praksis har gjort os i ACC. Dette er således generelle og måske næsten trivielle erfaringer blandt (især) unge, der har deltaget i vore højskolekurser, der programmatisk henter deltagere fra hele Europa, og slet og ret bibringer deltagerne den holdning, at så svært er det europæiske projekt vel i grunden ikke.
Det er her et eventuelt europæisk civilsamfund, via en fælles opgave, ligesom kunne blive til. Opgaven løser nemlig ikke sig selv. At være borger i en europæisk union er noget, der skal læres.
Europæisk civilsamfund via Europæiske Community Colleges
Jeg kan forestille mig to spor i forhold til europæernes besinden sig på egen orientering.
Det ene er at lade den amerikanske administration og islamiske radikale gøre arbejdet. Øjeblikkets macho-markeringer fra Bush-administrationen fører tilsyneladende med sig, at Europæerne kommer i tanker om, at der er altså forskel. Europæerne bliver sig selv i distance til amerikanerne.
Det samme kan ulykkeligvis siges om de modsætningsforhold, der opstår i forhold til islam. Retfærdigvis burde det ikke være islam som sådan, vi definerer os op imod, men i virkelighedens verden er det muligvis, hvad der er ved at ske.
Det andet spor kunne være, at vi så at sige selv iscenesætter besindelsen på vor orientering. Det er her en organisation som ACC kan komme ind i billedet sammen med mange andre organisationer, der arbejder med lignende ideer.
Allerede i sommeren 1999 beskrev vi i ungdomsmagasinet Das Haus La Maison The House, hvordan man kunne forestille sig et fremtidigt europæisk non-formelt, decentralt og regeringsuafhængigt skolesystem. Med et sådant system ville det være det muligt for europæere, via en fælles støtteordning, at organisere kurser for europæere om europæiske anliggender.
Samme efterår kunne man i et dansk dagblad læse, at unge europæere i ACC havde forenet sig om den grundtanke, at europæisk højskole er fremtiden, hvis man ville skabe det folkelige og nødvendige komplement til det europæiske institutionelt-politiske system. Man ville skabe europæisk offentlighed via folkeoplysning!
Man regnede frejdigt med, at når Grækenland i 2003 havde formandsskabet, måtte det være dags at tale non-formal education med tanke på kostskoleformen og den model, den nordiske højskoleform udgør. Det måtte jo være tid at tale om de nuværende Socrates- og Youth-programmers efterfølger, og det kunne passende starte i Athen.
Visionen blev kaldt ”Athen-traktaten”, og den fik senere sin konkrete udformning i ”Act on European Community Colleges”, som udarbejdedes af 20 unge fra hele Europa.
Act on European Community Colleges er en maksimummodel for det omtalte støttesystem. Muligvis for meget af det gode i sin øjeblikkelige form, men dog nok til at en række principper kan udledes for den støttemulighed, som bør finde plads i de næste ordninger.
ACC foreslår følgende:
- at vi har behov for udviklingen af en europæisk diskuterende offentlighed.
- at der bør kunne udbydes kurser af almendannende karakter og med økonomisk støtte, når de fremmer debatten om fælleseuropæiske anliggender.
- at kurser bidrager til almendannelsen via konceptet ”learning and living together”/ kostskolekurser/personlige møder europæerne imellem.
- at muliggøre borgeres europæiske medborgerskab via viden, færdigheder og kompetence udviklet i non-formelle uddannelsesmæssige rammer.
- at et tilskud per uge per deltager fra en fælles ”kasse” er nødvendigt (f.eks. 175 €) og at den kan gøres betinget af en tilsvarende støtte fra en lokal, regional eller national public administrative unit.
- at alle kan deltage, og at deltagelse derfor ikke gøres afhængig af tilhørsforhold til bestemte foreninger og deslige.
- at kurser skal finde deltagelse fra en så sammensat gruppe af europæere som muligt (målt på nationale, kulturelle og andre identiteter).
- at kurser skal arrangeres af en stab, der er bredt sammensat (målt på nationale, kulturelle og andre identiteter).
- at kurser bør have en varighed på minimum een uge, men at de ideelt set varer mindste fire uger.
- at kurser udbydes af en regeringsuafhængig gruppe af borgere som er uafhængig af udenforstående interesser og som bestemmer curriculum (i.e. en højskole, når det europæiske er i overensstemmelse med skolens idegrundlag).
- at samtlige kursets deltagere forstår det sprog kurset udbydes på.
Siden sammensætningen af disse principper har vi i ACC arbejdet på at bevise, at principperne står for en praktisk prøve – også på europæisk niveau. Således gennemførte vi sammen med en række foreninger og højskoler i Danmark projektet Youth 2002, hvor unge europæere bragtes sammen på højskoleophold i Danmark.
Projektet er mest eksponeret som et forum, hvor der blev skrevet et forslag til en europæisk forfatning. Ikke desto mindre står den anden hovedpointe mejslet ind i bevistheden på de cirka 1000 unge europæiske deltagere: Europæiske community colleges er fremtiden for udvikling af europæisk offentlighed.
- Den Europæiske Unions Charter om Grundlæggende Rettigheder (2000/C364/01).
Nicetraktaten (2001/C80/01) - Tale til pressen af Frankrigs Premierminister Lionel Jospin, Paris 28.05.2001: « L’avenir de l’Europe élargie».
- Jürgen Habermas: Zeit der Übergänge, Suhrkamp 2001
- Act on European Community Colleges
- Das Haus La Maison The House, Ed.25, VII/1999
- Højskolen, Europa og legen med lyset, Højskolebladet 23, 1998
Artiklen blev bragt i Højskolebladet 15. november 2002 og Tidsskriftet Den frie Lærerskole, december 2002
